Manfred Christiansen

Hundrede ord, en køter og lidt kærlighed - et år efter

Jeg har efterhånden skrevet i mange år, og det er blevet til mange bøger. En af de ting, jeg har tænkt en del over på det sidste, er hvor forskellige de forskellige år som forfatter er. På dette tidspunkt i 2018, havde jeg allerede tre udgivelser ude og to i pipelinen, mens jeg lige nu har én udgivelse, der helt sikkert kommer ud i år og endnu en, der måske når det. Der er ingen tvivl om, at 2018 var lidt af en freak year, der ikke gentager sig, og alene det, at jeg også i år får en bog ud, er noget, jeg både er glad for og stolt af.

I tandem med mine tanker om gamle udgivelser, undres jeg over, hvor kort et liv en bog egentlig har. Det er ikke en ny tanke for mig. Jeg besøgte den allerede tilbage i 2015 i blogindlægget med den bidske titel Tillykke! Du har skrevet en død bog, som især omhandler, hvad man som forfatter måske kan gøre for at genoplive en gammel titel. Jeg synes stadig, at det har nogle gode pointer, men jeg tror ikke længere at man kan gøre fra eller til. Det eneste, der kan vække en backlist fra de døde, sådan for realz, er en bestseller, der undervejs mod himlen river de andre bøger med sig. Jeg forestiller mig en luftballon, hvor hver bardun er bundet til toppen af en gulerod.

Lige nu arbejder jeg på et undervisningsmateriale, skriver lidt på nogle katte-fortællinger og redigerer den roman/fortællekreds, der måske kommer ud i år. Og imens tænker jeg på alle de rosende ord og tilkendegivelser, jeg fik og efterfølgende har fået på netop de tre første bøger fra sidste år. Det er ikke alle forundt, og derfor har jeg behov for at dele dem med jer. Jeg håber, I har lyst til at læse med.


eIU7t2J5X99UmAwJmN9nlw.jpg

Scener fra et parforhold udkom i maj 2018 på forlaget DreamLitt, og var anderledes fra noget jeg tidligere havde udgivet. Ikke mindst formen, hvor hvert kapitel var en ny genre, var jeg meget spændt på hvordan ville blive modtaget. Bogen var samtidig et hak i ideen om, at jeg kun skriver i de fantastiske genrer.

Feedbacken var meget positiv. Lektørudtalelsen anbefalede den til ‘køb på alle biblioteker’, jeg blev sammenlignet med både Bob Dylan og Karl Ove Knausgård, ifølge en anmelder burde bogen husstandsomdeles og skulle man tro en læser burde den give mig det tre-årige arbejdslegat, da bogen virkelig var nytænkende.

Den måske dejligste oplevelse ved Scener kom fra den meget læser-feedback, og jeg modtager stadig billeder af bogen fra læsere rundt omkring i landet. For mig vidner det om, at Scener når ind og rører folk, lige der hvor de kan genkende sig selv, og det var en af de vigtigste grunde til at jeg skrev bogen. At ramme noget almen-menneskeligt, der kan være svært at sætte ord eller følelser på.


Næsten samtidig udkom FebruaryFICTION, der var et samarbejde med A.Rune, og indeholder 100 korte historier, 100 af os hver. Det var igen noget helt andet, end hvad jeg tidligere havde udgivet, og det var sjovt at se, hvordan de korte fortællinger var gode til at nå andre læsere og andre typer af læsere.

Anmeldelserne af FebruaryFICTION var positive, og roste især forskelligheden og den eksperimenterende tilgang til at fortælle en historie. Historierne blev brugt i undervisningsforløb, fulgt på Instagram og requested under oplæsninger. Men det vildeste ved denne udgivelse kom næsten præcis et år efter.

SMSpress, der udgav FebruaryFICTION, havde sendt bogen til vurdering hos Foreningen for Boghåndværk, og pludselig en dag dumpede en mail ind ad den digitale brevsprække. FebruaryFICTION havde vundet i kategorien Paperbacks og digitalt trykte bøger. Det var en særlig oplevelse, der kulminerede i en prisfest i Den Sorte Diamant komplet med udstilling af alle vinderne, der efterfølgende skulle på stor Europaturné. Lige nu ligger A.Runes og min bog et sted i Tyskland, hvor den bliver vendt og drejet. Gad vide om nogen forsøger at forstå historierne?

31890924_2149192805097165_1335517714164219904_n.jpg
62451329_576267479448177_717037153615347712_n.jpg

31313131.jpg
king_413824.jpg

I august udkom King på forlaget Calibat, og for tredje gang det år var den forskellig fra alt, jeg tidligere havde fået udgivet. En omskrevet novelle illustreret af meget dygtige Christoffer Gertz Bech, udgivet i billedbogsformat uden rigtig at være en billedbog. Nærmest fra dag 1 haglede det ned over King med ros, og den kom både fra børn og voksne.

Anmelderne var vilde med den, en kaldte den for sin yndlingsgyser, en anden for en ‘hård men forfriskende fortælling’, en tredje ‘ at den får min anbefaling, fordi den er smertefuld’. Størst blev det dog, da King fik seks hjerter i Politiken, blev skamrost og efterfølgende blev nævnt i listen over årets ti bøger til børn og unge, samt blev en del af anmelder Steffen Larsens officielle foredrag på landets biblioteker. Den dag i dag tikker det stadig ind med kommentarer.

En enorm del af Kings succes var Christoffers tegninger, der ikke bare understøttede, men udbyggede min tekst. Der opstod en særpræget vekselvirkning, der forstærkede fortællingen og gjorde den til den slags bog, man kan læse flere gange og opdage nye ting i. Ligeledes skal grafiker Manfred Christiansens arbejde ikke glemmes, da han tog Christoffers tegninger og manipulerede dem der, hvor det gav mening. Efterfølgende fik vi lavet en håndfuld giclée-tryk af midtersidens illustration, og måske hænger de lige nu på hærdede børns værelser rundt omkring i Danmark. Hvis dit barn er glad for King, kunne det måske være, at han eller hun har lyst til at nominere den til en Orla.


Og det var så det. Bøgerne står på biblioteket, og jeg håber, at de bliver ved med at finde nye læsere. For når alt kommer til stykket, er det den eneste vigtige grund til at skrive. At nå ud til andre og give dem en oplevelse. Tak fordi I læste med.

Historien om en bog: Jeg ved godt, du er der

Tilbage i 2016 annoncerede jeg et samarbejde mellem forlagene DreamLitt og Calibat, der gik ud på at lancere tre opsamlinger af mine noveller. DreamLitt ville tage sig af e-bogen, mens Calibat tog sig af den fysiske bog/papirbogen. Grunden til at aftalen kom i stand, var at jeg siden 2008 havde medvirket i mange antologier, og egentlig tænkte, at det var synd at gode noveller ikke blev læst af flere. Den første, Sand og sten, stål og glas udkom i 2016, den anden Fast arbejde i 2017 og endelig er det blevet tid til Jeg ved godt, du er der, der udkommer lige om lidt.

Som med de forrige samlinger, var det ikke genren, der var vigtig for mig, da jeg skulle sammensætte bogen. Det var temaet, fællesnævnere på tværs af skrivestil, længde og alder, der var det væsentlige. Hvor Fast arbejde handlede om humor og handler, handler Jeg ved godt, du er der om mennesker, dilemmaer og monstre. Både de ‘ægte’ monstre som vampyrer og varulve, men også de monstre, der går rundt lige ved siden af os. Samtidig var elementet af valg meget vigtigt, en stemning der vibrerer gennem alle fortællingerne. Ofte er det op til læseren selv at vurdere, om de valg, der træffes på og mellem linjerne nu også er de rigtige, eller om der overhovedet er noget, der kan kaldes rigtigt. Oprindeligt havde jeg det dogme, at hver opsamling skulle indeholde syv noveller, der alle havde været udgivet før, og så en enkelt ny, der lagde navn til samlingen. Det blev jeg nødt til at gentænke.

jegvedgodt_forside.png

De seks steder, hvor de ‘gamle’ noveller i  Jeg ved godt, du er der  først blev udgivet.

De seks steder, hvor de ‘gamle’ noveller i Jeg ved godt, du er der først blev udgivet.

Jeg kunne nemlig ikke finde ud af, hvilken ny novelle, der skulle være den ottende, nye og navngiver til samlingen. Så jeg endte med at sende en manuskript med ni noveller (og et digt) til min redaktør, og bad ham vælge. Alt var selvfølgelig omskrevet, revideret, redigeret og bragt up-to-date. Min redaktør valgte, men på en måde, jeg ikke havde forudset. Blandt de ni var novellen World Wide Web, der blev udgivet helt tilbage i 2009, og min redaktør sagde iskoldt, at den slet ikke var på niveau med resten. Desuden tænkte han at digtet var godt, men ikke matchede samlingen. Så hvad så? Jo, til gengæld mente han, at begge mine nyskrevne noveller skulle med fordi de var ‘virkelig superfede’.


Jeg har noget med systemer og orden. Derfor brød jeg mig ikke meget om at skulle fravige mit koncept. Samtidig var jeg enig med redaktøren om, at World Wide Web nok ikke helt matchede. Nogle gange løber tiden lidt fra noget af det, man har skrevet. Jeg kæmpede nogle dage med digtet, men i sidste ende var jeg enig i hvad han sagde. Derfor kom der to nye noveller med i Jeg ved godt, du er der. Titelnovellen og novellen, der runder hele samlingen af. Den hedder Sølvsilkenætter. Og på sin vis matcher samlingens første novelle Sølvsilkenætter ret fantastisk. Hvorfor og hvordan vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her. Men i sidste ende blev Jeg ved godt, du er der både mørk, ond og meget følelsesmættet.

Spørgsmålstegnet får mig til at tænke på min novellesamlingen  Optisk bedrag  fra 2012.

Spørgsmålstegnet får mig til at tænke på min novellesamlingen Optisk bedrag fra 2012.


312213.jpg

Vanen tro var det Anna Degnbol, der designede forsiden, og det er et partnerskab, jeg er virkelig glad for. Anna har en god evne til at omdanne mine ord til fantastiske forsider, og det er også tilfældet med Jeg ved godt, du er der. Den matcher de to forrige forsider i design, og er samtidig helt sin egen, hvilket er helt fantastisk. Derfor er det også dejligt, at både hun og forlaget Calibat har sagt ja til at udgive/illustrere yderligere to opsamlinger med mine tekster. Det betyder, at vi i stedet for de oprindelige tre ender på fem, og jeg kan afsløre, at den næste opsamling bliver overvejende realistisk og kommer til at handle om kærlighed.

På flere områder er Jeg ved godt, du er der virkelig en mørk bog. Den er fyldt med grimme ting, på næsten alle tænkelige måder, og flere gange i processen overvejede jeg at dæmme op for lidt af det. I sidste ende gjorde jeg det ikke. Fortællingerne i opsamlingen er dystre, men de besidder også en ægthed, jeg ikke vil være foruden, og derfor lod jeg dem stå, som de er. Hvis jeg havde manipuleret for meget med det grimme, ville det have kostet noget vigtigt, og det synes jeg ikke er fair. Efterhånden som jeg bliver ældre i gårde, kan jeg mærke, at der er sider af mit forfatterskab, der bliver vigtigere, og denne bog viser en flig af det.

På det sidste har jeg også tænkt en del over, at det ikke er helt fair at forfatteren alene løber med æren for en bog. Der er mange involverede i processen, og derfor vil jeg (næsten) runde dette indlæg af med at opremse de mennesker, der har været med til at skabe Jeg ved godt, du er der.

Emil Blichfeldt, forlægger/Jacob Hedegaard Pedersen, forlægger. Teddy Vork, redaktør. Anna Degnbol, illustrator. Manfred Christiansen, grafik. Susanne Jespersen, korrektur. Inge Greis, quality control. Tak til jer alle. Havde I ikke været der, ville værket ikke være en lige så god bog, som jeg virkelig mener, den er.

Jeg ved godt, du er der udkommer om et øjeblik på Calibat/DreamLitt. Den er fyldt med et årtis grumhed. Det er ganske rædselsvækkende og smukt, og du er meget velkommen til at læse med.

10 gange forsider, del 1

For et par måneder siden udkom min tiende bog, Scener fra et parforhold, hvis forside er noget ganske specielt. Netop den forside var der en del tovtrækkeri omkring, og det fik mig til at tænke over mine egne forsider, og hvad man egentlig vil opnå med en forside. Af den tanke blev dette indlæg født.

Forsiden er det første, man som læser ser, og derfor skal den helst være blikfang og samtidig matche bogens indhold. Stærke farver, omrids af mennesker og symmetri er klassiske elementer, der virker. Når det kommer til mine bøger, har jeg et sæt ideer, jeg synes er vigtige. Hvis min bog tilhører de fantastiske genrer, vil jeg meget gerne have, at forsiden er et fotografi, ud fra den tanke, at mange stadig tænker fantastik som BU-litteratur, og en tegnet forside understreger den tanke (tænk bare på de gyselige YA-fantasy, hvis forsider alle ligner hinanden. De er enten illustrerede, eller er portrætter photoshoppet til uigenkendelighed). Hvis det er realistisk, vil jeg derimod gerne gå i en mere grafisk og symbolsk retning. Herunder vil du kunne læse om mine forsider, hvilke tanker der stod bag dem, og måske en anekdote eller to. Jeg kan ikke garantere, at du kan bruge det til noget, men hvem ved, måske bliver det underholdende alligevel. Jeg har valgt at dele indlægget op i to, da det ellers vil blive en ren mur af information.


Køtere dør om vinteren (2010) var min debut, og mange af novellerne er kolde og hårde. Der er også en stemning af noget forladt og efterladt, noget glemt og gemt i de mange noveller, og det reflekterer forsiden. Efter flere bud besluttede vi os for det lidt forblæste vinterlandskab, hvor der trods alt står lidt målepinde, og en fjern bænk. Et løfte om at der findes liv, eller vil komme til det. Den klare, grønne farve gør kanterne skarpe, og understreger at nogle af disse historier kan man slå sig på. Forsiden er udført af Sophie Ivara Vinther Andersen, og et sjovt element er, at denne udsigt ikke findes længere. For på den tomme plads bag den hentydede indgang mellem de to pæle, ligger der nu et hus. Det kan man så tolke yderligere på, hvis man ønsker det. Fonten er en klassisk skrivemaskine, der leverer titlen uden så mange dikkedarer. Jeg er stadig meget tilfreds med min første forside, men jeg har egentlig aldrig hørt hvad andre mente. Det kan være, at jeg kommer til det nu.

0x500.png

silvestrifaderenssoenner-front-only.jpg

Faderens sønner (2011) udkom på SFC, og denne gang blev der arbejdet lidt med kontrasten mellem det blå og gule/gyldne. Noget mørkt og noget lyst. Det er Manfred Christiansen, der har udført forsiden, og ham, der oprindeligt foreslog billedet af de mange statuer. De er hugget i træ, altså noget organisk, der umiddelbart ligger fjernt fra science fiction, men i baggrunden er der et hval-lignende væsen, der måske kunne være fra et andet sted end her. Samtidig er forsiden inspireret af de gamle Stig Vendelkær-science fiction, hvor omslaget ofte var lidt sært og skævt. Der er noget længselsfuldt over statuerne. Den enlige kvinde står blottet og søgende, manden og kvinden i forgrunden har vendt hinanden ryggen. Der er noget på spil, og netop det menneskelige drama spiller en stor rolle i mange af samlingens tekster. Det ser ud som om alle elementerne står på en scene. De optræder. Og hvad er det sorte, der i kager, løber ned over mandens bryst? Fordi forsiden var så aparte, valgte vi at føje titlen til i skinnende digital skrift, så alle var helt med på, at det handlede om science fiction. Det er en forside, hvor man kan blive ved med at opdage nye detaljer.


Pandaemonium (2011) var min romandebut, og en murstenszombiesplatterroman (fandeme et langt ord) kunne jo ikke have anden forsidefarve end rød. I tåger ligger en kvinde og rækker frem mod læseren. Hjælp mig, er det som om hun siger. Hendes hånd er i forgrunden, gulvet er sprøjtet til i blod og helt nede i hjørnet sidder en enkelt flue. Forsidebilledet fortsætter om på bagsiden, hvor man i samme tågede stil kan se mere af hendes krop. Ideen til forsiden kommer fra en af bogens tidligere scener, hvor der sker en fødsel i en lejlighed på Nørrebro. Det er ikke en vanlig fødsel, nejnej, det er en af de helt hampre, hvor grimheden males med bred pensel. I den scene er der en blodindsmurt og liggende kvinde. Fluen er blevet photoshoppet ind i billedet, da fluer er ret væsentlige i Pandaemoniums univers. De er blandt andet en væsentlig faktor i den oprindelige zombiesmitte. Selv om forfatternavnet og titlen er sat i forskellige fonte, er de begge udelukkende i versaler, for at understrege at det her er en monumental bog, og med sine 800 sider er det ikke en løgn. Forsiden er ikke elegant, men den er effektiv og ærlig. Og så er den genkendelig på lang afstand, hvilket heller ikke er så dårligt.  

Forlaget Valeta - Pandaemonium - Forside.png

Forside4.jpg

Optisk bedrag (2012) udkom på forlaget Hexameter, det samme forlag der udgav min debut. Alle novellerne i Optisk bedrag handler om hvordan man anskuer verden, eller hvordan man opbygger en forventning om hvordan verden bør være. Fotografiet, der ligger til grund for forsiden, er taget af den japanske kunstner Kumi Yamashita og hedder from A to Z. Hun arbejder især med lys og skygge, og da vi så hendes værk, var der ingen tvivl. Det var det, der skulle være forsiden. At lade lys danne skygger, at lade præcise elementer som bogstaver danne noget så udefinerbart som et menneske matchede tanken bag novellesamlingen, og derfor blev billedet slet ikke manipuleret (bortset fra titlen). Læg dog mærke til, at i titlen er R'et blåt, mens resten af teksten er hvid. Er der en dybere mening med det, eller er det blot for at pirke til beskuerens øje? Det vil jeg ikke fortælle. Fonten er lige ud ad landevejen, men læg alligevel mærke til O'et i Optisk. For er det et O eller er det et 0? En spændende ting ved forsidens optiske illusion er at mange i første omgang ikke ser skyggen, men kun de belyste bogstaver. Det er først, når bogen lægges på siden, at de opdager omridset. Det matcher igen mange af bogens tekster, da de alle har et dybere lag end blot ordene på siderne. Der er herligheder gemt mellem linjerne. 


Ambrosia/Live (2014) er en særlig sag, da den har to forsider, og derfor to tanker. Direkte inspireret af kiosklitteraturen, pulpen, fra 1970erne, hvor man kunne købe en bog med to korte romaner slået sammen til en. Ofte var romanerne af forskellige forfattere, og det blev hyppigt gjort med krimier og thrillers. Ydermere var historierne sat op modsatrettet, hvilket betød, at man skulle vende og dreje bogen. Selve Ambrosia/Lives forsidebilleder er ikke den store tanke. Ambrosia starter med en enorm udgravning, så derfor en spade stukket ned i jord. Live handler om en fødsel, der bliver filmet, så derfor en kameralinse. De gamle filmstrimler på skrå blev valgt fordi begge historier har noget filmisk og dramatisk over sig, noget, der nok ville kunne begå sig på en scene. Det forskudte, hvor noget af det forrige/næste billede kan ses giver dynamik og bevægelse, og fodrer yderligere tanken om noget filmisk. Da bogen lod det være op til læseren selv, hvor denne ville starte, havde vi et langt hovedbrud om hvor stregkoden skulle stå. Den endte på Live, men i bakspejlet skulle vi måske have sat den på begge sider? Med to forsider to forskellige fonte. Ambrosia er eventyrlig og fantastisk, så derfor blev det en blød font. Live er mere direkte og formidlende, så derfor den bastante font. Den grå baggrund trækker ikke fokus væk fra billederne. Forsidens billeder fortsætter også ind på flapperne. På trods af de store forskelle, er forsiderne alligevel symmetriske. Dette blev valgt, da de fortællinger er bygget over de samme fire grundelementer, hvoraf det ene er en fødsel.   

3412.jpg

Det var så de første fem, og jeg håber du har lyst til at læse med i anden del, hvor vi glider fra det mere fotografiske over i det grafiske.

Et titurskort til fremtiden

I slutningen af 1960'erne og i 1970'erne, blev der udgivet en serie science fiction-bøger på Stig Vendelkærs forlag. De var en blanding af danske romaner, og oversatte novellesamlinger, men majoriteten havde bagerst en indlagt værdikupon. Hvis man brugte dem, deltog man i intet mindre end en lodtrækning om en månerejse ... eller man kunne også indløse præmien til noget lidt mere jordnært. Det var en sjov gimmick af Stig Vendelkær, og det var til hans værdikupon mine tanker fløj, da jeg fandt på titlen til dette indlæg.

thumbnail_20171028_160831.jpg

For et par dage siden udkom den tolvte bog i Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under overfladen. Den har titlen Efter fødslen, og antologien markerede tiende gang jeg medvirkede med en novelle. Jeg medvirkede ikke i den første, og jeg medvirkede ikke i den syvende, da SFC det år fik den sære idé at udgive to antologier. For mig har den årlige science fiction-antologi betydet en del, og det af flere årsager. Det var her, jeg fik min debut, og det er her der er plads til science fiction som genre. Det har været en konstant i mit forfatterliv, og noget jeg stadig medtænker, når jeg planlægger årets arbejde. Gennem de ti antologier, jeg har medvirket i, har jeg forsøgt mig med alt fra humor til iskold alvor, tidsrejser til intime apokalypser, og for at markere denne min tiende gang, vil jeg kort fortælle om mine noveller. Jeg håber du har lyst til at læse med ... og efterfølgende læse mere :). Desuden er jeg ikke den eneste, der har medvirket ti gange. Mine kolleger Lars Ahn Pedersen og Gudrun Østergaard deler den ære med mig. Tag et kig på deres blogs - de har hver især skrevet lidt om jubilæet. Og forresten: Langt størstedelen af forsiderne er Manfred Christiansens arbejde.


DE ORANGE ÅR

123.jpg

2008: I overfladen, novellen When the music's over. Min debut i bogform, og novellen handler om first contact. Den er ret skæg, og meget sær, og leger også en del med den fantastiske fortælling. Den vandt mig Fantastik-prisen i 2009. When the music's over blev oversat til engelsk i 2010, til antologien Sky City. Og så er den lige blevet genudgivet som en del af min opsamling Fast arbejde.

2009: Den hemmelige dal, novellen Godnat. Denne fortælling handler om rædslerne ved atomkrig, ung kærlighed og hoppebolde, nogenlunde i modsat rækkefølge. Jeg skrev den på et par dage, i et sprog der minder mere om socialrealisme end science fiction, og den er egentlig lidt hjerteskærende. Godnat er vist stadig en del af et undervisningsmateriale på systime.

2010: Ingenmandsland, novellen Matthæus 20:16. I min tredje novelle i antologi-serien handler det om tidsrejser. Hovedpersonen er rejst frem, og finder hurtigt ud af, at han ikke kan rejse tilbage igen. Og der hvor han er landet, er der sære og uforståelige hændelser i gang. Novellen låner en del fra bibelhistorien, og blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

DE BLÅGRØNNE ÅR

blå1.jpg

2011: Den nye koloni, novellen Glemmer du, så husker jeg alt. I min novelle handler det om at få ryddet sin hukommelse af en totalitær regering. Vi følger Miranda, der er blevet sammen med sin mand, selvom denne er nærmest uden hukommelse. Og historien ender i et etisk dilemma, som læseren selv må tage stilling til. Glemmer du, så husker jeg alt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2012: Fremmed stjerne, novellen Højdepunkt. Højdepunkt er skrevet af en navnløs og ordblind dreng, der har levet hele sit liv i en kuppel. Her kæmper beboerne for overlevelse, da der åbenbart er sket noget grimt med resten af verden. Inden jeg skrev novellen havde jeg researchet en række stile skrevet af ordblinde, og derfor er hele fortællingen skrevet på samme måde. Højdepunkt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2013: Farvel, min astronaut, novellen I sit ansigts sved. Vi er efter katastrofen, og verden er ved at komme på fode igen. Vi følger Tristan, en omrejsende handelsmand og hustler, der regner med at fuppe nogle bønder. Historien er stærkt inspireret af John Steinbecks Mus og mænd, både når det kommer til skrivestil og plot. Og ja, I sit ansigts sved blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

DE SYMBOLSKE ÅR

dfghsd.jpg

2014: De sidste kærester på Månen, novellen Ukrudt. I denne fortælling er vi i fortiden. En stamme forsøger at overleve på en meget fjendtlig planet, men noget er sært. For hovedpersonen har erindringer og tanker om et andet sted, hvor alting var bedre. I novellen er sproget holdt næsten mytisk, og slutningen er grum. Ukrudt er den sidste på denne liste, der  også blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2015: Som et urværk, novellen Taxa. Her er vi tilbage ved tidsrejsen. En mand er lige kommet hjem fra forretningsrejse, og han er for sent på den til sin søns fødselsdag. Heldigvis kan han bare tage en tidstaxa, for med den slags maskiner, er det umuligt at komme for sent. Hele novellen er fortalt gennem dialog.

2016: Lidenskab og lysår, novellen I fædrelandets tjeneste. En mand gør sig klar til en diplomatisk middag. Han mediterer. Han smager på retterne i køkkenet. Han gør sig klar til at være den bedste udgave af sig selv. Novellen blev skrevet som en reaktion på at mad sjældent optræder i science fiction ... og så for de opmærksomme er den krydret med lidt 50er-spidsfindighed.

efter.jpg

Og så er vi nået til nummer 10, den tiende i rækken, hvis mine noveller var deciliter havde jeg nu til en hel liter ord. Min novelle hedder Cancerfrelst, og havde det ikke været for held og knofedt, ville den novelle være gået tabt, da min computer brød sammen sidste år.  I fortællingen møder vi Kenneth, der er indlagt på hospitalet. Han ligger med videoen af den første person, der blev kureret for kræft af de aliens, der har søgt om ophold på Jorden. Vil Kenneth opdage noget i optagelserne, som ingen før ham har set?


Det var det. 10 år kogt sammen til ét indlæg. Intet tyder på, at Science Fiction Cirklen har tænkt sig at holde op med at udgive den årlige antologi, og det er godt. For den er et vigtigt sted for nye forfattere at se om deres ord kan bære, og et vigtigt sted for science fiction-genren. Dog synes jeg også, der er plads til forbedring. De sidste par år er antologien vokset og vokset, og det tænker jeg ikke er så hensigtsmæssigt. I overfladen var på 268 sider, mens Efter fødslen er på 461 sider - en stigning på 72%. Lige under overfladen-serien har alle dage været en blandet landhandel, når det kommer til novellernes kvalitet, og jeg tror det ville gøre gode ting for genren, hvis bedømmelsen af novellerne blev hårdere ... også hvis det medfører, at de noveller, jeg selv sender ind, ryger for kniven. For jeg har tænkt mig at blive ved med at sende ind. I hvert fald indtil jeg løber tør for ideer!

Tak fordi du læste med. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Aprils arbejde - om digterstatuer, kødædende planter og mærkværdige hybrider

April fortsatte i samme spor som marts, og det var ikke mange pauser jeg kunne holde mig. Med en mail, der nonstop flød over af beskeder og meget lange arbejdsdage, blev skrivetiden koncentreret på meget lidt tid. Heldigvis havde jeg nogle meget klare fortællinger i hovedet, så derfor var det 'blot' at få dem skrevet ned. Jeg var også en del ude af huset, til enten møder eller arrangementer. Så, det må være intro nok - lad os dykke ned i materien :)
I april blev det til tre noveller, hvoraf den ene er en lang historie jeg har arbejdet på i to måneder.

Sømløs catwalk (17300 ord, horror)
Som de fleste andre (3800 ord, fantastisk fortælling)
Et skibsforlis (4000 ord, horror)

Sømløs catwalk handler om mode, og ikke mindst om det nye danske designer-håb Clement Buhr. Han er fyldt med gode ideer, bæredygtige materialer og en billet til at spise kirsebær med de store. Et naturtalent med nål og tråd, og samtidig noget så sjældent som et godt menneske får han sin sag for, når han finder ud af hvordan modeverdenen egentlig fungerer. Der er ofte afregning ved kasse 1, og man har bare at have den rette valuta.

Novelle Som de fleste andre er et eksperiment, hvor jeg blander autofiktion med horror. Derfor er hovedpersonen også en, der måske ikke helt er mig, men fandens tæt på. Den handler om at indse sig selv, og derefter finde ud af hvor meget man kan tage fejl med hensyn til indsigt. Og ja, der er forbudt Lovecraftian viden med i fortællingen også.

Sidste skriv i april er novellen Et skibsforlis, hvor jeg arbejder med hjemstavnslitteratur. Vi er i 1915, Jylland, og Alan har besluttet sig for at han vil til Amerika. Han er gårdens næstældste, og derfor vil hans bror Bjarne automatisk arve. Det er den ene del af historien. I den anden er Alans skib blevet ramt af noget frygteligt stort, og er ved at gå ned. Alan har reddet sig ombord i en jolle, men der er noget eller nogen, der lurer i dybet under ham.

Brøndsalen på Frederiksberg - Digterstatuer

Tilbage i 2012 fandt jeg på et koncept. Jeg havde oplevet ved digtoplæsninger at de enkelte digte druknede i mængden, så derfor udtænkte jeg Digterstatuer, en bunke oplæsere, der hver især stod som statuer indtil de blev aktiveret af publikum. Jeg præsenterede konceptet ved en sammenkomst, men så skete der så mange andre ting, og jeg glemte alt om det. Det ændrede sig i slutningen af 2015, hvor jeg blev spurgt om konceptet måtte anvendes til en udstilling. Selvfølgelig svarede jeg ja, og jeg var også så heldig at få lov til at være en af statuerne.

A video posted by A . Silvestri (@authorsilvestri) on

Eventet hændte den 3. april. De indkaldte digtere var meget forskellige, og talte blandt andet Janus Kodal, Ole Perregaard, Michael Dyst, Jesper Rugård, Tine Demandt, Troels Boberg og Kirsten Marthedal. Hver skribent havde til eventet fundet/skrevet seks tekster. Oplæsningerne kørte over tre timer, hvor der hver halve time var udskiftning. Publikum tog imod ideen med kyshånd, og langt de fleste af oplæserne havde meget travlt. Selv oplevede jeg et par tilhørere, der insisterede på at høre alle mine seks kreationer. Konceptet blev så stor en succes, at der lige nu arbejdes på en fortsættelse.

Visioner - science fiction-oplæsning

Hvis der er noget, der er en sjældenhed, er det en oplæsning udelukkende af science fiction. Den 17. april var jeg inviteret til at læse op sammen med Kenneth Krabat og Gudrun Østergaard, i Valby Kulturhus. De ting vi læste op af var meget forskellige, og strakte science fiction vidt. Selv nåede jeg omkring et af mine Skår fra sidste år, og også en af de små tekster, jeg skrev til FebruaryFiction.
Efter oplæsningerne indledte Manfred Christiansen en paneldebat om visionerne i science fiction, om hvad vi som forfattere hver især forsøger at opnå med vores skrivning, og han trak ligeledes ligheder og forskelle mellem vores tekster frem. Vi endte med at gå over tiden, fordi publikum var spørgelystent, og når der sker sådan noget, må man sige at det var en succes. Til sidst fik vi hver især en kurv som tak for at have læst op - og det var en af de rigtige gode kurve, for blandt båndpasta og italienske mandelkager, stod intet mindre end en Venus fluefanger. Den kødødende plante er nu blevet en del af min skrivestue, og man skulle være en sølle horror-forfatter, hvis man ikke er svært tilfreds med det.

De andre ting

April var præget af flere sløjfer, der skulle bindes. Arbejdet som formand for S-styrelsen i Dansk Forfatterforening er ret travl, og der er mange ting at holde øje med. Med det sagt synes jeg det er spændende at være mere på indersiden af en forening. Jeg har sendt manuskriptet til min kortroman Live (fra Ambrosia/Live) til et teater med henblik på om det kunne blive et stykke til scenen, omskrevet en horror-novelle så den blev en smule længere, arbejdet videre på undervisningsmaterialet til horror og så selvfølgelig skrevet en ordentlig håndfuld noter til kommende projekter.

Jeg ved ikke hvad den næste tid bringer. Lige nu er jeg meget langt nede, og har vanskeligt ved at se formålet med de ting jeg skriver. Jeg er desillusioneret, men mest sørgmodig. Alle de sandheder mit indlæg om eksemplarer bragte med sig var nogle jeg vidste på forhånd, men optimistisk havde formået at holde fra livet. Nu trænger virkeligheden sig på. 

Nyheder i efteråret - om lektørudtalelse, vignetter og antologier

Der er gået en del måneder siden jeg sidst skrev en nyhedsupdate. Ikke fordi der ikke sker noget i Forfatterens Værksted, her sker en masse, men der har været lidt stille med updates. Det ændrer jeg på nu, og jeg har på fornemmelsen at jeg går et meget travlt efterår i møde.
Den 20. juli udkom min gotiske krimi Al kødets gang (med tryk på gotiske) på forlaget HHP. Det har jeg snakket en del om i et særskilt indlæg, så det vil jeg ikke bruge så meget tid på her. Selv om det ikke er meget opmærksomhed den indtil videre har fået, er det dog blevet til et par ting. For det første har den modtaget en lektør. I den står blandt andet:

"Det er en velskrevet lille historie, med flere træk fra moderne gysere, og med en del makabre og splatteragtige detaljer."

Ud over at jeg mener at lektøren virkelig rammer forbi målet, er det ikke noget jeg gider brokke mig over. Det er som det er. I det mindste frarådes bibliotekerne ikke at købe den, og bibliotekssalget er heldigvis i gang.

Al kødets gang har ligeledes fået en anmeldelse inde på gyseren.dk, og der står blandt andet følgende:

"Som sædvanligt er A. Silvestri garant for en velskrevet, udfordrende og interessant læseoplevelse ... skrevet i et flot og virtuost sprog" - Jette Holst

Den 4. september (i forbindelse med Dancon) udkom antologien LUO 10 - Som et urværk på forlaget SFC. Det var den tiende gang antologien udkom, og det er blevet markeret med manér. Alle novellerne i samlingen har fået tilknyttet en lille vignet (tegnet af Manfred Christiansen), og min novelle Taxa har fået ovenstående vignet. Jeg synes det er en rigtig fin måde at markere et jubilæum på, og der er også blevet fremstillet en plakat med alle vignetterne samlet, som så kan hænge rundt omkring på landets biblioteker. Forhåbentlig vil det hjælpe med at få folks øjne op for science fiction. Ikke mindst nu, hvor Danmark har fået nationens første astronaut.

Over sommeren holdt forlaget Silhuet en novellekonkurrence, der tog afsæt i ordsprog. Historierne skulle rette sig mod de 12-14 årige, og helst være i en spændende genre. Da de annoncerede de medvirkende i en kommende antologi, var jeg så heldig at komme med, og det med novellen Klæder skaber folk. Det er en rimelig lang historie om en ganske magisk frakke, der nok ikke er så magisk alligevel .. eller er den? Antologien udkommer i løber af efteråret. Hvornår er endnu ikke fastsat. For mig har det været sjovt at skrive denne novelle, da det ikke er min normale målgruppe. Det ser heldigvis ud som om det er gået godt, men jeg regner ikke med at gøre så meget mere i den retning lige med det samme.

Antologien Mørke guders templer, der har været på vej i næsten to år, lader endelig til at have klaret skærene, og går snart i trykken. Den udkommer i løbet af efteråret på forlaget HHP, og i den har jeg novellen En sang om vand med, der var ganske særlig at skrive ... da jeg absolut intet kendte til genren, inden jeg skrev den.

Det var vist alt for nu. I løbet af efteråret kommer der flere nyheder - som sagt er der mange projekter i gang, og mindst et par stykker af dem vil nok nå i mål inden vinter. Ikke mindst min næste udgivelse, der kommer den 31. oktober. På Allehelgensaften ...

Trailer 85 - uddrag af Mens vi venter

I denne  omgang tager vi et skridt bagud og kigger på en novelle tilbage fra 2011 - nemlig Mens vi venter fra min novellesamling Faderens sønner. En af grundene til at jeg holder så meget af science fiction er at man kan gå i rigtig mange retninger, og jeg kan tydeligt huske at da jeg gik i gang med Mens vi venter, havde jeg lige arbejdet på en meget alvorlig novelle og derfor var der brug for noget i en lidt lettere og humoristisk tone. I sidste ende skulle det så vise sig at Mens vi venter måske er lige så alvorlig, men blot skjuler det under et tyndt lag fernis. Titlen kan I nok godt gætte hvor jeg har hugget fra.

Forsiden er lavet af Manfred Christiansen.






Egentlig tror jeg ikke jeg vil fortælle så meget mere, andet end at det er en ganske sær historie, i form såvel som i indhold. Her får du serveret de første to sider - resten må du selv finde i samlingen, som jeg forresten har hørt en lille hvisken om snart skulle være udsolgt fra forlaget.

Projektører fejer hen over publikums stilkede øjne, grøn er som vanligt den dominerende farve og grønt er lig med skønhed. Værten, den alvidende og maksimalpotente Saur Garg , kommer gående ud fra kulissen, vinkende med store lemmer. Sociologi-sensoren er slået til, da det er vigtigt at de individuelle racer kan koble de farverige metaforer og florlette formsprog sammen med noget, der for dem er bekendt. Saur Gargs stemme er en salvende tenor, og i publikumsrækkerne dåner nogle af de mere kvindelige versioner af de forskellige racer. Showet er lige ved at begynde, og dette er en helt speciel aften. Som planet nummer 26 er Jorden netop trådt ind i selskabets sendeflade – ikke blot som modtager af signalerne, men også som denne aftens ubetingede fokus. Bandet slår et par takter an, og det store Live-skilt blinker, gløder og udsender svalende dufte.

SPEAK: I over ti år har SAUR GARG bragt nyhederne og underholdningen direkte ind i dine stuer. SAUR GARG er manden bag din fortid og din fremtid. Han er din morgenmadsknasen og det blik du sender en eller anden der træder dig over tæerne eller hvad du nu har. Manden, væsnet, ikke langt fra reptilet til smilet. SAUR GARG SAUR GARG SAUR GARG.

(lys blinker hysterisk, også i ultraviolet og infrarød. Vinkende træder Saur Garg ud på scenen, de muskuløse bagben bærer den gigantiske krop uden problemer. Han flagrer med tentaklerne, smiler og spiser håndfulde af noget der piber. Med smæld og brag glider han ned i en stor stol, og flyder ud over det hele. Han er så skødesløs, at alle tre sweqqer tydeligt kan ses. En kvinde skriger i seksuel fryd)

SAUR: HejHEEEJ til jer alle. Det er lækkert at vide at så meget af Mælkevejen stadig drejer ind for at se hvilke skøre ting vi nu har fundet på. Denne aften er helt speciel. Vi byder vores nyeste seerskare velkommen, og jeg synes vi skal give dem en hånd eller hvad I har.

(en storskærm flimrer, og billeder af en nedbrændt by ses i horisonten. Tæt på kameraet står en lille pige. På armen har hun en baby. Hendes frie hånd er deform. Blikket i hendes øjne er uforstående, en nerve virrer i tindingen. Så hoster hun jorden rød. I studiet klapper publikum uhæmmet og i lang tid. Saur Garg ser sig veltilfreds omkring)

SAUR: Ja, DET er da virkelig noget man kan blive imponeret over, det må jeg indrømme. Men i stedet for at bruge hele aftenen på at vise billeder af seerne, synes jeg vi skal gå over til at vise seerne billeder. Det er trods alt det vi er her for!

(Saur Garg smiler med alle tænder, og publikum ler. Orkesteret slår en pompøs og bombastisk fanfare an)

SAUR: Det er med enorm og tør jeg sige vulgær stolthed, at jeg byder min elskede pseudobror, Imago Brag, velkommen til studiet. Med hjælp fra blot en håndfuld venner, er det lykkedes ham at gøre Jorden i stand til at understøtte den slags liv, vi alle kan forstå. Og det på blot 250 jordår – det svarer nogenlunde til et par lange arbejdsdage hvis du tilfældigvis er en langlivet drecopod fra Mitokondro-systemet. Det er en helt igennem fantastisk proces han der har viet sin panikalder til. Mit kære multietniske og stellare publikum – IMAGO BRAG!

(Publikum hamrer ekstremiteterne sammen, og salen mættes af den slimede lyd af kød mod kød. En gigantisk skabning, ikke ulig Saur Garg, træder ind på scenen, og styrer showvant mod den ledige plads over for studieværten. Dog er gæsten en smule mindre end værten, og tegningerne på hans ryg er en lysere nuance af mudret brun. Han blotter tænderne og vifter med de øverste tentakler, før han sætter sig. Et glas med blå væske dukker frem på bordet, der står mellem dem, lige ved gæstens venstre klo)

IMAGO: Det er alt for galt, Saur

SAUR: Pjat med dig, Imago. Vi har alle sammen set så meget frem til at du skulle besøge os, så et glas var det mindste. Men lad os nu ikke fordrive tiden med småsnak. Hele din operation har været meget tys-tys, og det er først nu, at det overhovedet er muligt at løfte sløret for, hvad det egentlig er du har brugt tiden på.

IMAGO: Det er en meget lang historie

SAUR: Det er et meget langt show (publikum ler)

IMAGO: Kan du tåle at være ude af spotlightet så længe?

(Saur Garg kan først ikke finde en passende grimasse, men da han endelig graver en frem af gemmerne, overdriver han den. Publikum eksploderer i en fontæne af dåselatter)

SAUR: Jaeh, det er nok meget sundt for mig. Men jeg har forberedt nogle spørgsmål, som jeg håber du er klar til at svare på, Imago?

IMAGO: Fyr løs

SAUR: Jeg vil starte med begyndelsen – det plejer at være et godt sted at begynde. Så hvordan startede det hele, Imago ?

IMAGO: Jeg vil ikke kede jer med alt det indforståede, der leder op til min historie. Så lad os blot sige, at jeg fik stukket en opgave i hænderne. En af den slags opgaver, man kun får en eller to gange i løbet af en livstid.

SAUR: Spændende. Og hvad var det præcis for en opgave?

IMAGO: Meget enkelt. Som de fleste ved, har alle intelligente livsformer brug for kraftig UV- stråling for at overleve. Hvis jeg ikke tager fejl, kan pewtonerne ikke engang formere sig uden dem.

SAUR: Har vi nogen fra Pewton-systemet i studiet i aften?

(Noget der mest af alt ligner en svulst med flere svulster vinker ivrigt med en klumpet udvækst. Selv Saur Garg ser ud som om han er chokeret ved synet, men lader det kun skabe små vibrationer i hans ellers pletfrie showman-overflade)

SAUR: En enkelt var der, og jeg håber at resten af Pewton-systemet har spidse ører eller hvad I nu kalder det. Så, Imago, du tog altså til Jorden.

Niels Klim-prisen 2012

Nu er Fantasticon overstået, og det vil sige at jeg kan få lov til at række næven mod loftet og kærtegne mit plexiglastrofæ. Det er nemlig rigtigt! Yours truly har sager at berette.

Klokken 18.00 lørdag (2/6) var uddelingen af året tre Niels Klim-priser. En for kortroman, en for langnovelle og en for novelle. And the winners were (and still are):

Prisen for kortromanen gik til Fantasticons æresgæst Alastair Reynolds for novellen Minlas' blomster. Den findes i novellesamlingen Vejen mellem stjernerne og er et syn værd.

Prisen for langnovellen, den for mig vigtigste kategori nogensinde, gik til..................MIG! Titelnovellen fra min novellesamling Faderens sønner tog plexiglas Der var ikke et øje tørt. Men lidt trætte, som det kan ses på billedet.

Prisen for novellen var et tie mellem Lars Ahn Pedersens En helt almindelig død og Michael Kamps Homo Arachnida - så begge modtog et trofæ. Og til de heldige af jer derude, som endnu ikke har læst nogen af de noveller, er de at finde i den samme samling - nemlig Den nye koloni - LUO5 fra SFC.


Det er en helt vild fornemmelse at stå med et trofæ i hånden - en ægte skalp. Det gør tingene mere virkelige, når man for fremtiden kan sige: Denne fysiske ting er et bevis på at jeg kan skrive. Men når alt skal være på sin plads, er det faktisk ikke første gang jeg modtog en hæder. I 2009 vandt min novelle When the music's over Fantastik-prisen, der desværre kun blev uddelt samme år. Jeg krydser fingre for, at Niels Klim-prisen er noget mere sejlivet.

En stor tak skal gå til Manfred Christiansen, der har konstrueret forsiden til min novellesamling. Han kunne desværre ikke være til stede, da han sandsynligvis er i gang med at skyde en sæl et eller andet sted på Svalbard. Ikke desto mindre giver jeg en øl og en befamling af trofæet ved lejlighed. Og så selvfølgelig - et svimlende tillykke til de andre vindere. Gid det må gavne.

Julis sidste nyheder

Det har ikke været til at se, at det er sommer i Danmark med det lortevejr vi holder os, men når det kommer til det tidskrævende arbejde at skrive og redigere, har jeg ikke været utilfreds med de meterologiske forhold. Derfor er der kommet noget arbejde fra hånden i juli.

Jeg er blevet færdig med at redigere min kommende science fiction-samling, der kommer til at bestå af 14-15 noveller. Det var spændende at redigere de mange noveller, da jeg fandt ud af at jeg faktisk havde en fællesnævner, når det kommer til det at skrive SF-noveller. I ti af novellerne handler det om helt normale mennesker, der enten bliver sat i en skæv situation, eller må forsøge at tackle normaliteten i en verden, der som oftest ligger langt fra vores, men tæt nok på til at man genkender den. Ellers er jeg tilfreds, da det er lykkedes mig både at skrive sørgelige og sjove historier, eksperimentere med former og gøre gamle historier bedre. Den ældste novelle i samlingen er efterhånden otte år gammel, og den nyeste er næsten lige blevet færdigskrevet. Bogens endelige indhold er dog endnu ikke besluttet, men det regner jeg med sker inden alt for længe. I mellemtiden har jeg fået min skrivekollega Manfred Christiansen til at designe forsiden, og det han og jeg snakkede om ser meget lovende ud. Så der er krydsede fingre herfra.

Der sker dejlige ting på Køterfronten. Det er efterhånden tæt ved et år siden samlingen udkom, men den formår stadig at vække genklang. Forfatteren Michael Kamp har givet den et fuldt indlæg på sin blog, og skriver blandt andet:

"Det, at man aldrig ved fra starten i hvilken genrer man befinder sig, er en stor styrke, der udvidder overraskelsesmomentet på en ret vellykket måde. Silvestri er tydeligvis hjemmevant i novellens form og selv de noveller, hvor selve temaet lader mig kold, er fremragende skrevet."

Som var det ikke nok, er lektørudtalelsen nu til offentligt skue - jeg har lagt et direkte link til ordene på undersiden Køtere dør om vinteren. Ordene er gode, så hvis du er interesseret, ville det ikke være den dårligste tekst lige at bruge et par minutter på.

Ellers venter jeg spændt på Pandaemonium, jeg skal til at arbejde sammen med en ven på et kortere projekt, og lur mig om jeg ikke har tænkt mig at medvirke i nogle konkurrencer. Det kommer der alt sammen mere om i løbet af august.