5 år siden, i dag - Pandaemonium

Det er fem år siden min roman Pandaemonium udkom. Fem lange år, hvor det at være forfatter har ændret sig radikalt, både med hensyn til biblioteker, salg, digitalisering og muligheder, men lige så meget på det rent personlige plan. Jeg har nået meget i løbet af de fem år, er vokset som forfatter og er heldigvis nået længere ud med mine bøger og noveller, end jeg var i 2011. Lige så heldigt er det at jeg stadig udvikler mig som skribent, prøver nye ting af og stadig glædes over det at skrive. Inden jeg forfalder mere til nuet, vil jeg tillade mig en ordentligt skudefuld nostalgi - og jeg håber du har lyst til at følge med. Ikke mindst fordi det bliver spændende og personligt, men lige så meget fordi dette indlæg markerer første gang, jeg vil se på mig selv i bakspejlet. Sjovt nok har bogbidder.dk også valgt lige præcis nu til at hive Pandaemonium frem fra arkivet - lyt selv.

 

Den 11/11/2011 udkom Pandaemonium. Det var en helt særlig dag, for selv om jeg året før var debuteret med novellesamlingen Køtere dør om vinteren, og selvsamme (ja, fandeme så) dag kunne se min novellesamling Faderens sønner udkomme, var netop Pandaemonium vild ... for det var min første roman, og derved kunne jeg endegyldigt kalde mig forfatter. Det skete til BogForum, hvor mit forlag Valeta også var at finde. Dagen blev ikke mindre mindeværdig af at det var første gang jeg var på stedet som forfatter ELLER at jeg overrakte og snakkede med selveste Dennis Jürgensen, der tyve år tidligere havde udgivet Kadavermarch. Jeg skrev mig ind i den noget korte, men alligevel ret glorværdige, danske zombietradition, der på daværende tidspunkt ikke talte mange andre end førnævnte Dennis Jürgensen, Patrick Leis med hans Necrodemic-saga (der forresten udkommer i en helt nye udgave lige om lidt) og Michael Kamps Fordærv (der er et læs værd). Som teenager havde jeg læst Kadavermarch et utal af gange, havde set Romeros film til døde og elskede bare det overdrevne og overdrevent komiske i zombieapokalypser. Derfor var det ubeskriveligt fedt at skrive sig ind i traditionen.

Men hvad med historien bag? Jeg havde oprindeligt skrevet Pandaemonium mellem 2007 og 2009. De tre dele havde fået titlerne Pandoras Væske, Akilles Selv og Samsons År, altså titler trukket fra den græske mytologi. Jeg har meget skarpe billeder af mig selv siddende på ferier med min daværende kæreste og hamre i tasterne inden hun stod op, fordi hun så gerne ville læse næste del. Da jeg lider af en helt særlig sygdom, der går ud på at jeg altid tilstræber at være lidt anderledes (mine kolleger ville sikkert kalde mig hipster), vidste jeg helt fra starten af at persongalleriet skulle være på grænsen til klichéer. Der skulle være en kriminel, en politimand, en uskyldig kvinde, et barn og så videre og så videre - og grunden til at jeg valgte det klichéfyldte, var et forsøg på at indgyde liv i personerne på trods. I samme åndedrag føjede jeg referencer til alle mulige kendte zombieværker til teksten, så der både var noget for nye til genren, og til connaisseurerne, for jeg var mig klart bevidst om at selv om jeg hyggede mig med det kendte, skulle der alligevel være en god og dyb historie.  Det tilstræbte jeg ved at implementere et religiøst lag i historien, funderet i egyptiske og mesopotamiske forestillinger. Derved blev der skabt en dommedagsfortælling fyldt med levende døde, noget jeg ikke helt havde set før. Ligeledes var hele bogen holdt i et direkte og ret filmisk sprog, der til tider nærmest overforklarede situationer - jeg referede konsekvent til den som en 'B-film i bogform' - læseren skulle rives med! 2010 brugte jeg på at omskrive, tilskrive og redigere de tre dele. De oprindelige titler forsvandt, og blev erstattet med de latinske titler Natalicius, Mortalis og Terminus, der vel hurtigt kan oversættes til Fødsel, Dødelig og Afslutning. Dog tænker jeg altid på værket som en lukket ting - jeg tænker på det som Pandaemonium.

En søgning på Pandaemonium og Silvestri, november 2016

I kølvandet på udgivelsen, blev der sendt anmeldereksemplarer ud i øst og vest. Desværre, og det mener jeg både skyldes årstallet og genreangsten, blev Pandaemonium ikke anmeldt i noget større dagblad. Det blev den til gengæld af blandt andet Litteratursiden og hele undergrundens anmelderkorps, og jeg må nok sige at deres ord stadig den dag i dag kan varme mig i de kolde vinteraftener, hvor man føler sig frygteligt overset som forfatter. Her er et lille uddrag af hvad de sagde dengang:

Janus Andersen, Horrorsiden:

" “Pandaemonium” er ikke til at komme udenom, hvis man interesserer sig for dansk horror, zombier eller bare monumental tjubang. Silvestri har endnu engang bevist, at han er svær at komme udenom inden for dansk fantastisk litteratur."

Arne Larsen, Litteratursiden:

"Monumental og stort anlagt dansk zombie-gyser, der må glæde enhver horror-fan – men der er ikke sparet på effekterne, så alle sarte maver og sjæle er hermed advaret."

Lisbeth Jensen, Litteratursiden:

"I bund og grund er ”Pandaemonium” en super fed zombieroman."

Jacob Krogsøe, Planet Pulp:

"I 1991 udkom Dennis Jürgensens Kadavermarch. En letbenet og underholdende zombieroman, som viste, at zombierne også gør sig godt, når scenen hedder Danmark. Og der er ingen tvivl om, at Pandaemonium skylder en del tak til Jürgensens take på de levende døde. Men når det er sagt, så er Pandaemonium også sin egen og er på mange områder en bedre roman end Kadavermarch." 

Jacob Lerche Lauridsen, apokalyptisk.dk

"Pandaemonium er et episk værk som ingen fans må gå glip af. Giv plads på hylden Kadavermarch, fordi danskerne har fået en ny zombie-bibel – og den er bedre!"

Daniel Henriksen, Trauma Magazine

"Pandaemonium efterlader sin læser med en følelse af, at have læst et episk massivt værk og for dette og splateffekterne, og for at foregå i Danmark og være dansk, skal den have 4 stjerner. Gu’ skal den så."

Som du kan se, fik Pandaemonium mange flotte ord med på vejen, mon ikke! Især det med at blive sammenlignet med Kadavermarch og fundet bedre, var ret vildt. For at være fair, var der også en  håndfuld af anmelderne, der fandt persongalleriet klichéfyldt, det religiøse lag irriterende og sproget repetitivt. Alt sammen elementer, jeg egentlig godt kan forstå, og det skal der også være plads til. Til mit forsvar kan jeg kun sige at persongalleriet og sproget var med vilje. I 2011 blev Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse også uddelt for første gang, og jeg må blankt indrømme at jeg var en kende olm over at Pandaemonium ikke i det mindste kom på shortlisten, når man ser hvor gode anmeldelser den fik.

Pandaemonium er uden tvivl et af mine vægtigste og vigtigste værker. Jeg har facebook-venner, der har fundet frem til mig udelukkende på grund af den roman. Så sent som i august i år, blev der kommenteret på min Instagram, at det var den fedeste roman ever. En kollega har udtalt, at denne bog bliver et kultværk, en anden, at havde det været alt andet end zombier, ville jeg nu være et alment kendt navn. Selv er jeg glad for Pandaemonium, men der er andre værker, der står mit hjerte nærmere ... og så alligevel ikke. 800 siders (777 faktisk) zombieroman efterlader et ret bredt spor. Og jeg har det godt med det. Som blandt andet genreforfatter, bliver det ikke meget mere genre end at skrive en murstenszombieroman.

Men hvad så med en opfølger? Det spørgsmål får jeg stadig indimellem, ikke mindst fordi der er et par ting, jeg ikke helt lukker i bogen ... og det korte svar er: Det tror jeg ikke. Det lange svar er lidt anderledes. 

Jeg har faktisk noter til en toer liggende. Jeg synes dog at zombiemarkedet er mere end overmættet, og at der ikke er brug for noget lige nu. Der er ingen grund til at skrive en zombiebog. Med det sagt, så peger alle mine noter i én retning. Hvor Pandaemonium var legende, humoristisk, action-præget og fanden-i-voldsk, ville en toer blive dyster, næsten socialrealistisk, kynisk og opstrammet. Fortællingen fortalt videre i et univers, hvor helvede virkelig er kommet på jord. Hvem ved, måske skriver jeg den til udgivelse i 2021, ti år efter ... hvis du altså gider læse den?

I skrivende stund er oplaget næsten udsolgt. Vi er nede på et et-cifret antal, mindre end 10, bøger ... og der er ingen planer om at genoptrykke bogen. Jeg har en stående aftale med forlaget Valeta. Når de har udsolgt, når der ikke findes en fysisk Pandaemonium længere, så siger de til. For så udlodder jeg det sidste eksemplar i en konkurrence. Signeret. Unikt. Særligt. Når det er væk, så er der stadig e-bøger tilbage, men ikke mere end det. Og så kan man måske begynde at tale om at en periode er endeligt afsluttet.

Tak fordi du læste med - og tak, hvis du altså har læst Pandaemonium eller en af mine andre bøger. Jeg håber du fandt det spændende, eller bare moderat interessant - og hvad er bedre at afslutte med end den oprindelige bogtrailer! ... men nederst finder du også lidt links ;)

Køb Pandaemonium
Læs om Pandaemonium
Se interview om Pandaemonium fra Fantasticon 

Tilføjelse 19/11-16. Mit forlag har meddelt mig, at efter årets udgang vil det ikke længere være muligt at købe Pandaemonium (og Ambrosia/Live) i papirform. Derfor skal du skynde dig, om du vil eje den/dem.

"Vi er samlet her i dag for at lægge Silvestris trailers i graven"

Den 12. november 2009, meget kort tid efter jeg havde startet denne blog, udgav jeg min første trailer. Et uddrag af novellen Jeg ved det. Tanken bag at lave trailers var at give mine læsere en forsmag på hvad de kunne forvente sig af både mit forfatterskab og af mine individuelle tekster. Ordet trailers havde jeg nuppet fra filmens verden, og jeg betragtede mine trailers som en slags forfilm til the real deal.

Nu er det den 23. september 2015 og jeg er et helt andet sted i min forfatterkarriere. Jeg har fundet ud af hvor vanvittigt vanskeligt det er at komme ud over rampen med sin skrivning, at gode ideer og tiltag ikke er nok, at idealisme er en grådig maskine, der æder løs af resurserne og at de fleste folk egentlig er ret ligeglade med hvad der sker på en tilfældig forfatters blog. Siden 2009 er der også kommet mange flere outlets til, og jeg forsøger at vænne mig til både at bruge Twitter og Instagram ... hvilket dog ikke gør, at jeg har tænkt mig at lukke min blog.

Jeg besluttede for lang tid siden at lukke trailer-delen af min blog, når jeg nåede til de hundrede. Det skete for et par dage siden. Grunden var, for det første, at det uden sammenligning har været den del af min blog, der har været færrest læsere til, hvilket egentlig har undret mig en frygtelig masse. Gratis tekst - what not to like?!?! Den anden grund er, at der kommer hele to nye tiltag her på bloggen, og så bliver man nødt til at ofre noget af det gamle.

Det har været sjovt at lave trailers. Fra den første til den sidste, er der sket meget med præsentationen. Trailer 37 blev den første, der havde et billede med, og det var fordi forlaget Valeta dengang (2012) lancerede e-noveller, der kunne købes stykvis. Det initiativ er desværre gået i graven, men billederne blev på mine trailers.Omkring Trailer 70 (2013) inkluderede jeg fortællinger om fortællingen, hvor den var henne i verden og al den slags hejs. Jeg tror, at jeg sluttede på et godt sted, rent design-mæssigt.

Men hvad er det så, der skal til at ske?

Jo. For det første vil jeg søsætte båden på den lille feature, jeg kalder for Tekstoceanet. Alle forfattere, store som små, succesfulde som oversete har en bunke tekster, der ikke rigtig er blevet udgivet. Måske er det fordi den medvirkede i en konkurrence, hvor en anden vandt. Måske blev teksten skrevet til en særlig begivenhed. Måske er den så gammel, at det føles sært at kigge på den nu. Det ændrer ikke på at den er en del af Tekstoceanet - det svulstige, dybe hav af tekst, der sprøjter fra forfatterens fingre. Ved hver installation af Forfatteroceanet, vil jeg stille en gammel tekst til rådighed i dens fulde længde. For at båden ikke kæntrer, vil jeg fortælle baggrunden for teksten, måske finde gamle fotos (om de findes) og ellers lade det være op til læseren at mene hvad denne synes.

Det andet tiltag vil være i video-form, hvor jeg går gemmerne igennem - snakker om diverse memorabilia fra forfatter-karrieren, kigger lidt på gårsdagens events og af og til kigger fremad. Jeg mangler en titel til det i skrivende stund - men vi får se.

De 100 trailers får lov til at blive liggende under fanen Uddrag af noveller. Dem, der ikke ligger der, er under mine forskellige novellesamlinger. Det kan sagtens være at jeg en sjælden gang imellem lægger uddrag af mit arbejde op, men dette er enden på Silvestris trailers. Har du været en af dem, der så med, så tak for din tid. Var du ikke, kan det være mine nye ting frister. Adios, amigos. 

Trailer 100 - uddrag af In uteri

Så er vi nået til vejs ende - trailer nummer 100 bliver den sidste, men alt det kommer der et særskilt indlæg om. Med alle de særskilte indlæg, jeg har reklameret for det seneste stykke tid, ser det ud som om efteråret bliver rigt her på bloggen. 2015 er et år, der om noget står i horrorens tegn. Ikke nok med at min gotiske kortroman Al kødets gang udkom i juli, til oktober udkommer min horror-novellesamling Kærlighedsfrugt også. I januar havde jeg novellen Itu med i scifi/horror-antologien Universets mørke og inden længe lander sword&sorcery-antologien Mørke guders templer, hvor jeg har novellen En sang om vand med. Der har ikke været meget andet end horror.

 
Måske er det noget ubevidst, men med alt det horror, er det ikke en genre jeg har skrevet så meget nyt i i 2015. Tværtimod har jeg beskæftiget mig en del med science fiction og realisme ... men, det er da blevet til en enkelt horror-novelle, og den er heldigvis rigtig grim. In uteri er den dejlige historie om den unavngivne dyrlæge, der hver eneste dag følger et nøje udregnet skema. Han bor i det jyske, han passer sit arbejde, han besøger gårdene i området og han gør, hvad der skal gøres. For det er jo, når alt kommer til stykket, en læges ansvar. Om så lægens patienter er dyr eller mennesker.

"Hendes øjne er meleret røde. Hun grynter hidsigt. Snot i næseborene. Gulliggrønne rester er størknet, så de ligner verdensdele. Endnu et tegn. Der er Antarktis. Klart det sværeste at genkende, men Australien hænger ved det andet. Til sidst stikker jeg hele hånden op i hende. Hun er nervøs, vil ikke have det, jeg lægger den anden hånd i nakken på hende og masserer. Det beroliger. Mine fingre graver dybere.

Ja. Jeg kan mærke det vride sig omkring mine hænder. Følelsen af gummihandskerne, der bliver skøre, der er i fuld gang med opløses. Den taktile elegance i at sanse bevægelse, hvor der endnu ikke burde være nogen. Bløde tænder, uudviklede klør. Der er ingen tvivl. Jeg vinker bonden hen. Chefen hen.

”Jeg aborterer hende,” siger jeg og viser ham min behandskede hånd. Misfarvninger, levrede klumper, mærkelige streger. Alt sammen noget hans øjne ikke ved hvor de skal arkivere. Alligevel husker han bondetæften. En øre sparet er en øre tjent. Han trækker på det. Er det nu også nødvendigt? Kunne jeg ikke tage fejl.

”Kan du huske hvad der kom ud for to år siden?” siger jeg. Selvfølgelig kan han det. Retorik. Fikumdik. Han nikker, synker. ”Din søn, er han stadig på Rosenborgholm?” spørger jeg. Denne gang er nikket trægere, hevet ud gennem cerebral væske, tilstoppede bihuler og en guirlande af tabuer. ”Hvad gør de med ham deroppe?” spørger jeg.

”Det ved du godt,” er ikke helt det han siger, men det jeg forstår.

”Der er ikke nogen smågrise til dig her. Det ved du godt, Fridtjof,” siger jeg, anvender hans navn, gør det til en personlig sag. Endelig nikker han for tredje gang og går tilbage til arbejdet. De nyindsatte strækker hals, men jeg er godt skjult.

Når jeg støder på noget på en ny gård, foretager jeg altid aborten uden deres vidende. Blot første gang. Så præsenterer jeg dem for det, der er kommet ud og det er sjældent, jeg har problemer efterfølgende. Jeg tror heller ikke Fridtjof klandrer mig for at hans søns øjne blev som halve hveder på Store Bededag og ordene savlede fra hans læber … og bliver ved med at gøre det.

Ingen fine fornemmelser. Ingen medikamenter. Ingen tid. Fra min taske tager jeg et sæt lange, tynde tænger. En blanding mellem en bidetang og et stykke ståltråd. Bøjet som et L. Et redskab, der som det alment kendte speculum ikke har ændret sig meget de sidste 3000 år. Jeg varmer det kort i hånden, og fører det så ind i soen. Vrikker, vrider, punkterer fosterhinder så de hænger som candyfloss fra børnelæber. En tynd strøm drypper fra det nederste af fissen, ender i halmen. Af farve er det frygtelig, af farve er det forkert. Jeg trækker kun vejret ind gennem munden.

Endnu et vrid, et stik, det er en fægtekamp med fleuret. Først da trækker jeg redskabet ud, tørrer det af i halmen og tager et andet fra tasken. Et aflangt glasrør, todelt med gevind, omkring en halv meter langt, også bøjet som et L. Hun grynter, men prøver ikke at flytte sig længere. Hun sanser lindring. Jeg klapper hende beroligende over den krøllede hale. Sød so. God gris. Jeg skruer glasrørene sammen, og lader dem glide ind i strømmen. De dugger til.

Jeg vender, drejer og da det er helt inde, tager jeg en dyb indånding. Lungerne kilder ribbenene, jeg sætter læberne til røret og puster af al kraft. Det giver et spjæt i hende, jeg holder fast. Smager ild, puster ind. Tre gange. Så hiver jeg glasrøret ud, skyder en spand ind under hende, den slags man bruger til de døde smågrise. Blå, med hank. Den falskfarvede å bliver tykkere, mere plump, fyldes med væv og så udvider hun sig.

Læberne spredes og der kommer væsner ud. Et sted i deres gener er en gris, et meget, meget lille sted. En blottet rygrad, et kranium fyldt med bløde pletter, en alt for lang arm med klov for enden af håndroden. Flere ansigter, delansigter, alt for glatte flader, som hud spændt ud som presenning. Jeg har set tusind variationer over samme tema.Alligevel væmmes jeg. Der er ikke en, men mange. Alle dele hænger sammen, et mylder af lemmer og i midten intentionen om et øje, der blinker uden øjenlåg, men stadig blåt, over noget, der ikke er en tryne, men en næse. Mit hoved ryger op. Jeg kigger på de nyansatte. De to fremmede."

Trailer 99 - uddrag af Holger skal dø

Noget, der lader til at være en meget stor hemmelighed, er at jeg skriver rigtig mange realistiske fortællinger. Historier, der finder sted i denne verden, uden lurende varulve, uden aliens og tidsrejser, uden magiske frakker og diverse eleksirer. Vores helt egen og kendte verden. Det faktum kommer der et indlæg om meget snart, men inden da vil jeg præsentere jer for den korte novelle Holger skal dø.

Titlen siger ligesom det hele. Der er ikke noget at rafle om. Holger, han skal dø - og på det punkt adskiller han sig ikke meget fra resten af os. En tanke, jeg ofte pirker til er hvordan man vil reagere, når det går op for en. Når det virkelig manifesterer sig. Jeg tror de fleste mennesker ynder at tænke om sig selv at de vil tage det med ophøjet ro, men jeg tror også at de fleste mennesker tager fejl, deriblandt mig selv. Jeg har ikke lyst til at forlade dette sted. Og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvordan jeg vil reagere, når jeg kommer tæt på. Holger, han behøver ikke at gætte, for han står midt i det.

"Holger sætter sig ind på bagsædet af taxaen, og vifter med en irriteret mine Lise og Mirandas hjælpsomme hænder af. Han smækker døren. Et skær af smerte rykker ind på hans ansigt. Det er den samme smerte, det samme sted, for den har efterladt en sirlige forgrening af rynker i dens epicenter.

”Ved du godt, at du kører med en død mand?” siger Holger og vifter med den ene hånd for at får taxachaufførens opmærksomhed i bakspejlet. Han får øje på sig selv. Et skrumpehoved, et dødningekranium med luft nok til at tale som en levende. Taxachaufføren åbner munden med en fedtet smasken, men Holger løfter hånden inden ord findes.

”Nej. Lad være med at tale. Hvis du ikke siger noget, betaler jeg dig femhundrede ekstra.”

Holger sveder rigtig meget, selv om der ikke er varme på i taxaen. Hatten virker alt for stor til hans kemoskaldede hoved, skjorten skræddersyet for et år siden i Tunesien hænger som på en fremmed mands skuldre. Holgers knogler er overalt, de stikker frem i anderledes og syge vinkler, det er som om de ophæver sig selv til en højere potens. Når han sover, ganger de sig med hinanden, så der om morgenen er flere af dem.

Taxachaufføren kigger på Holger i bakspejlet. Holgers øjne er rødrandede og magiske. De forsvinder nemlig snart. Holger kan ikke forstå, hvorfor bilen ikke kører endnu. De står stadig i indkørslen og vinker. Inger, Lise, Miranda, Torsten og Emil og lille Marie, der spurgte ham hvor han havde gemt den rigtige morfar henne. Så husker dumme Holger. Han har jo slet ikke sagt hvor han skal hen.

”Sankt Lukas-stiftelsens hospice,” siger Holger, efterfulgt af adressen. Han kigger ikke mærkværdigt eller anderledes i spejlet. Han ved nok ikke hvad et hospice er, men det gør Holger. Meget bedre end han gjorde for et halvt år siden. Endelig starter motoren, en lav tyskerknurren og perlegruset sprøjter, da bilen svinger ud på vejen. Holger kigger på sine hænder. De havde sagt at kemoen ville være hård ved dem, men neglene er som elfenben. Tykke og hvide. Den slags negle, der kan grave sig ud af en kiste, eller bruges som spigre, når det bliver tid til at finde vejen ud ad Helvede.

De kører igennem villakvarteret, væk fra huset Holger har boet i i 35 år. Bilen, der stod i indkørslen var den samme. Servicet, de spiste af, var det samme. Katten, Miss Missy, var også den samme, men ville ikke have at Holger kælede den. Holger sukker og sukket får ham til at hoste voldsomt. Hvert stød sender tidevand gennem luftrøret. Det er som om ting river sig løs. Holger kigger ikke efter blod mere; han ved det er der.

”De griner allerede igen, vidste du det?” siger Holger til taxachaufføren. ”Jeg havde en flaske rødvin med og jeg fortalte min gamle historie med nonnen og sømanden, men de klukkede bare høfligt, selv om jeg skruede op for alt det frække. Nu skåler de og snakker om mig, men så begynder de at snakke om andre ting, fordi det har de ikke kunnet mens jeg var der. Jeg er sådan en beskidt ting. En plet, der bare bliver større, jo mere man gnider på den. Lige indtil den bare forsvinder en dag, og så kan man næsten ikke huske hvorfor man brugte alle de kræfter, når den i sidste ende bare ville blive til intet til sidst. Hvis du spidser ører, kan du høre dem skåle i vinglas med den vin i, jeg kom med. Det kan jeg godt forstå de gør. Det ville jeg også gøre, hvis jeg var i deres sted.”

Trailer 98 - uddrag af Blot en mindre undergang

I 2013 afholdt forlaget Valeta, i samarbejde med bloggen apokalyptisk.dk, en novelle-konkurrence med temaet Undergang. Undergangen kunne tolkes som man nu ville, og med mine tendenser inden for emner i min skrivning, kunne jeg ikke lade en sådan chance gå min næse forbi. Jeg havde en klar idé, som jeg skrev længe på og efterhånden som deadlinen nærmede sig var jeg helt rolig. Jeg havde mit bidrag. Lige indtil at lynet ramte mig, fjorten dage før tid. Jeg fik en bedre idé, og den endte i novellen Den allersidste dans, der heldigvis kom med i antologien.

 

Men hvad så med den anden historie? Ja, den sendte jeg ikke ind, men for første gang ser et udsnit dagens lys. Tonen i den er meget semantisk, meget lallende og næsten udelukkende holdt i direkte tale. Hovedpersonen er en navnløs person ... og så den skabning, hvis job det er at reducere Jorden til absolut ingenting, noget denne skabning forresten finder usædvanligt trivielt, og derfor har skabningen intet imod at slå lidt tid ihjel med snak, nu hvor den alligevel er i gang med at dræbe resten. Og titlen? Blot en mindre undergang. 

"Hovhov. Nu skal du ikke se tøsefornærmet ud. Jeg er overbevist om at du har fået tudet ørerne fulde af hvor unik og fantastisk og sjælsflænsende vidunderlig netop denne planet er. Det passer ikke. Din verden er et kedeligt gennemsnit. En statistisk konstant. Man kunne stille sit ur efter din verden, og så glemme alt om den. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Lidt stolthed skal man have for sit håndværk, selv når dette er ækvivalenten til en røvkedelig mandag på kontoret. I har mandage? Godt, så har jeg da lidt styr på det. Med så mange verdener ændrer tingene sig hele tiden.

Pause? Så lad gå, det kan jeg godt. Tid er sådan et abstrakt koncept. Ikke fordi jeg forstår mig på den slags. Jeg er overhovedet ikke abstrakt, men jeg er imponeret over ideen om at man kan sætte tid i system, og så derefter udklække princippet om en pause. Som om I kan trykke på en knap, og så stoppe universets rotation. Megalomantisk, mon ikke! Pudsigt attraktivt. Lidt storhedsvanvid er et fremragende bind for øjnene. Men hvorfor vil du have mig til at sætte pausefiskene i gang?

Okay. Det kan man vel godt forstå. Jeg ved ikke om du har ret til en forklaring, men jeg vil godt give dig en alligevel. Jeg kan ikke stoppe tiden, det kan ingen, men jeg kan brække dens ben, så den kun snøvler sig frem. Du er et bevidst væsen, der har funderet over din plads i verdens store myretue, i universet, i hurtigkøen i Netto. Så er det kun fair at du får lidt perspektiv på det hele. Jeg kunne give dig svaret på tre sekunder, men eftersom jeg har stækket tiden, vil det tage for evigt. Se det positive i det. Du har første parket til hele kataklysmen og jeg garanterer dig for at du bliver den sidste, der ryger.

Hørte du efter tidligere, da jeg kaldte din verden for et kedeligt gennemsnit? Godt, det havde du ikke glemt. Jeg kan mærke helt herover, hvor vred det gør dig. Her kommer jeg, trækker pikken frem og pisser ud over hele din virkelighed. God, tyk morgenurin. Selvfølgelig bliver du harm. Men det er ikke fordi jeg har noget mod din verden. Der er bare så mange verdener derude, at jeg har svært ved at finde entusiasmen frem, når det kommer til din. Tro mig, jeg gør mit bedste. Nothing personal.

For dig er det her en skelsættende begivenhed. At der er så ikke er andet på den anden side af skellet end ultimativ tomhed, er irrelevant. Alle dine drømme, alle dine håb, alle dine sukkerchok og premierefilm er hedengangne. Det forstår jeg godt alt sammen. Du må forstå, at for mig er det et arbejde. Jeg kataklysmede en verden til stumper i går, og jeg vil destruere endnu en variant af Jorden igen i morgen. Samlebåndsarbejde.

Det er måske forkert af mig at være så hoven. Du kan jo ikke vide, at de sidste mange gange har jeg smadret meget identiske versioner af Jorden. Der har ikke været nogen overraskelser, og det kan godt gøre en træt. Lidt lyspunkter har din verden dog. Det vil jeg godt nævne. I har trods alt pingviner og maling. Det er noget. Eller, I havde pingviner.

Det jeg forsøger at sige er, at der måske er gået lidt for meget trummerum i det. Min glæde over mit arbejde er hensygnende. Tragisk, hvis man tænker over det, eftersom jeg ikke har så mange muligheder for at få et andet job. Der hvor jeg har hjemme har vi ingen arbejdsformidling. Ingen understøttelse. Ingen videreuddannelse. Jeg udfører den funktion, som jeg er skabt til. Måske kan du sætte dig i mit sted? En omstændighed er dog formildende: Jeg er forbandet god til det jeg laver.

BAM!

Haha, så du det!? Det var sgu lidt krydderi på tilværelsen alligevel. Det sker kun en gang ud af million, at et af kontinenterne rive sig fri af soklen og lander som en halv sandwich oven på et af de andre. Den havde jeg ikke set komme. Måske tog jeg fejl. Din verden kan byde på en smule adspredelse alligevel.

Der er ikke noget, der glider forbi din opmærksomhed, hva? Du bed dig fast i det ene ord, som var det en sukkerknald. Skabt. Hvem har skabt mig? Hvis jeg skal forklare det på en måde, hvor du kan være med, vil jeg nok bruge ordet 'lem'. Åben mund og polypper. Jeg snakker altså ikke sjofelt. Det er kun dig, der tænker sådan. Den del kommer jeg aldrig til at forstå, men det hænger vel sammen med begær. Konstant pik og patter. Øjeblik, jeg skal lige fokusere på Atlanterhavet."

Trailer 97 - uddrag af Indestruktium

Gennem de sidste mange år (10?) har Science Fiction Cirklen udgivet en årlig antologi med undertitlen Lige under overfladen. I den er der altid science fiction-noveller fra 15-20 forskellige skribenter og det er altid spændende at se hvad andre har fundet på. Jeg sender ofte mere end en novelle ind til "konkurrencen" og dagens novelle er en af dem, der ikke kom med i antologien og som heller ikke er udgivet. Det ændrer ikke på at jeg selv finder den i den gode ende af mine noveller.

Novellen hedder Indestruktium, og er både navnet på et ekstremt hårdført byggemateriale (i fortællingen) og et nik til en lidt stående joke indenfor science fiction, nemlig unobtanium. Arkitekten Martin sidder på en bar, han har en øl foran sig og på skærmen det, der engang vil blive til et svimlende, moderne underværk. Ud af det blå, og ret flabet, sætter der sig en mand han ikke kender ved hans bord og begynder at fortælle en historie, der lyder som om den skete for lang tid siden, men i virkeligheden handler om noget, der er lige ved at ske. Og med det oplæg, vil jeg træde tilbage og lade ham selv fortælle videre:

"”Engang for længe siden var der et terrorist-angreb på London,” lagde han ud, og tog en serviet fra holderen på bordet.

”En gruppe nord-irske frihedskæmpere havde fået nok af den slappe og knælede attitude, deres regering havde udvist over for Storbritannien i over 20 år. Derfor udså de sig essensen af alt, hvad der var engelsk. Big Ben. En sen eftermiddag i august gik fire mænd ind i det gamle tårn, og placerede bomber på strategisk ømme punkter. Dagen efter detonerede de sprængladningerne. Det store klokketårn eksploderede i en regn af sten, tal og visere. Da det styrtede i grus, dræbte det 700 mennesker. Efterfølgende døde yderligere over 100 som følge af deres skader. Det var en tragisk affære, og selv om de fire mænd blev fanget og dømt til livstid, efterlod angrebet et hul i den engelske folkesjæl,” sagde han, og rodede i sin lomme. En kuglepen viste sig, og hurtigt skitserede han Big Ben på servietten. Fire steder satte han krydser.

”Der, der, der og der sad bomberne. Det gamle tårn havde ikke en chance.”

Jeg så på ham med et underligt blik.

”Det der er ikke et eventyr. Det skete sidste år,” sagde jeg.

”Hvem er det, der fortæller historien? Dig eller mig?”

”Dig. Men indtil videre har jeg hørt den,” kommenterede jeg.

”Det er også de bedste historier. Dem man tror man kender. Men efter hele Storbritannien havde sørget i et år, blev det besluttet at afholde en konkurrence. I ren trods krævede den engelske befolkning at en anden bygning blev opført i Big Bens sted. Den skulle stå på præcis samme sted, ved siden af Palace of Westminster og skue ud over Themsen. Eftersom der var valg i samme år, var den engelske premierminister ikke sen til at følge befolkningens ønske. Derfor udskrev de en konkurrence til alle verdens arkitekter. Opgaven var simpel. Lav en bygning, der er lige så unik som Big Ben havde været.”

Jeg hostede ned i min øl.

”Den konkurrence kender jeg godt. Vi er et par stykker, der … ”

”Shh – jeg fortæller,” formanede han, og pegede på mig.

”Er du holdt op med at ryge endnu?” spurgte han

”Nej.”

”Så nasser jeg lige en smøg om et par minutter. Det er ved at være lang tid siden. Svære at få fat på,” sagde han, men inden jeg kunne kommentere, fortsatte han med at tale.

”Konkurrencen løb over et år, og den blev en enorm succes. Alle medvirkede. Fra de største firmaer til den mindste arkitektspire. Kreativiteten var enorm. Fra Süss&Berhnkopf i Berlin kom en bygning, der var lavet som tre bygninger, der slyngede sig om hinanden i en efterligning af æskulap-staven. Fra en anonym bidrager i Tokyo kom et forslag om at bygge et tårn, hvis facade var et evigt opdaterende kort over De Britiske Øer. Selvfølgelig var der også mere normale forslag. Amerikanerne kom med et forslag om at genopføre Twin Towers. Det forslag nåede ikke engang gennem den indledende runde. Bad taste, hvis du spørger mig. Men til sidst stod de med en vinder. Og sikke en vinder, det var.”

Han nikkede for sig selv.

”Et smukt stykke arbejde. Kunne være et skoleeksempel på hvordan man arkitektonisk fremavler skønhed. Bygningen trak på de største traditioner, fra gotikken over art deco til Bauhaus. En af de mest fantastiske ting ved netop denne bygnings sammenblanding af stilarter var, at ingen steder virkede den opstyltet eller forstillet. Det var lykkedes arkitekten af bibeholde alt det smukke, og skjule alt det grimme. Et sandt unikum. Og det er da også en sandhed, at efter arkitekten havde tegnet den bygning, skulle han aldrig mere bekymre sig om arbejde igen. For tilbuddene stod i kø, og han kunne næsten nævne sin egen pris. Drik din øl. Ellers kommer du ikke til den næste.”

Jeg parerede ordre, tog en slurk og tørrede mig om munden med bagsiden af hånden.

”Hvad hed arkitekten?” spurgte jeg, da han satte læberne til sit glas.

”Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at han blev kendt. Men hvor dygtig og kunstnerisk fremragende arkitekt nu end var, var det ikke bygningens udseende, der i sidste ende afgjorde, at det var den der vandt. For mange af de andre indlæg i konkurrencen havde været lige så fantasifulde, lige så smukke og lige så exceptionelle. Hmm, kan man egentlig sige det? At to ting er lige exceptionelle?” spurgte han.

Der gik et øjeblik, før jeg forstod at han rent faktisk forventede et svar.

”Øhm, det tror jeg nok,” fik jeg hakket frem. ”Hvis de er exceptionelle på hver deres måde.”

”Men hvordan bedømmer man så, om de er lige?” spurgte han, med et oprigtigt blik i øjnene."

Trailer 96 - uddrag af Tredimensionale Daniel

Det er sjældent, men en gang imellem skal det til. For det meste har jeg brugt mine trailers til at fortælle om noveller, der allerede findes i samlinger eller antologier, eller er på vej indenfor en overskuelig fremtid. Trailer nummer 96, Tredimensionale Daniel, er ikke mere end en måned gammel, den har umiddelbart ingen plads i nogen udgivelse og ligger derfor nu på min harddisk sammen med de andre noveller, der måske en dag kommer ud i verden.

I fortællingen møder vi Daniel og Anika, der bor i et dejligt hus sammen med deres golden retriever Arkansas. De er næsten unge og nærved lykkelige, og deres liv er ganske sprødt. Det ændrer sig alt sammen, da de en dag modtager en pakke med et mildest talt irriterende indhold. Her vil nogle læsere tænke på Richard Mathesons Button,Button, men som uddraget viser er der noget ganske andet i pakken - og det er blot begyndelsen.

"Nu var det ingen hemmelighed at Anika var en frygtelig gavetrold. Der fandtes kun to ting i verden, der kunne gøre hende helt bims. Det ene var kattekillinger, der havde fået fat i en bamse og det andet var gaver. Når det nærmede sig jul og hendes fødselsdag, havde Daniel altid et værre hyr med at skjule gaverne for hende, for Anika var udstyret med en radarnæse og fingre, der burde have siddet på en sikkerhedskontrollør i lufthavnen. Hun mærkede på pakkerne, og hun var djævelsk god til det. Selv det ene år, hvor Daniel havde pakket en ny mobil ind i kassen til en elkedel, var det endt med en afsløring. Så god var hun. Men i år havde Daniel narret hende. For han havde slet ikke tænkt sig at købe hendes gave før på selve dagen. Derfor kunne han også svare helt ærligt på hendes næste spørgsmål.

”Er det dig, der prøver at give mig en gave for tidligt, så jeg ikke finder den?” spurgte hun drilsk, og gik forbi ham, tilbage mod køkkenet. Daniel kunne allerede se hendes fingre danse rundt på pakken.

”Nej, snuske, det er ikke fra mig,” sagde han og fulgte efter, mens han stoppede det sidste af rundstykket i munden. Anika havde allerede sat sig igen. Hun så på ham med et skælmsk blik.

”Hold op, skat. Du er så dårlig til at lyve.”

”Det er altså ikke mig,” forsvor han og fik en alvorlig rynke i panden. Tonen fik hende til at granske hans ansigt. Han hældte en kop te op, pustede på den og gentog sig selv.

”Nåh,” sagde hun skuffet og forvirret. ”Måske ligger der en brev indeni pakken, der fortæller hvem det er fra?”

Daniel trak på skuldrene. ”Du kan åbne den og se efter.”

Anika nikkede, men blev alligevel siddende. Hendes fingre dannede et kort over pakken, hun løftede den prøvende et par gange og til sidst rystede hun den. Hun spidsede læber, rullede øjne og tænkte så det knagede. Imens spiste Daniel endnu et rundstykke, for det var synd at lade noget gå til spilde.

”Det er en sten,” sagde Anika endelig, efter i hvert fald fem minutter.

”Er du sikker?” spurgte Daniel, selv om han vidste hun aldrig tog fejl.

”Ja, det er jeg. Det er en sten. Du kan selv prøve at mærke efter.”

”Jeg kan ikke det du kan, snuske. Men så er det en sten. Det er nok et publicity stunt.”

”Nu åbner jeg den altså,” svarede Anika og tog brødkniven. Hun satte spidsen til den brune tape, der havde holdt kassen lukket og sprættede den op i et ryk. Flapperne nejede for hendes hånd og det første hun trak op var en plasticpose. Der lå to ting i den. Et brev i en flødefarvet konvolut og et sæt grove handsker, der så ud som om de var vævet af hår. På konvolutten stod der med store bogstaver LÆS MIG!

”Det er ikke en sten,” sagde Daniel.

”Det kan jeg da godt se. Måske ligger den længere nede,” svarede Anika og skulle lige til at stikke hænderne ned i de sammenkrøllede aviser, da Daniels hånd røg frem, og greb hende om håndleddet. Arkansas snusede til kassen og deres hænder.

”Skal vi læse brevet først?” sagde Daniel. ”Det er mærkeligt nok at der kommer en gave til os. Jeg har ikke lyst til at du bare stikker hænderne ned i den. Der findes mange mærkelige mennesker. Kan du ikke huske ham jeg viste dig på nettet? Ham der psykopaten, der elskede at sende skorpioner til fremmede?”

”Nåhjo,” svarede hun og rakte ham brevet i en anakronistisk cadeau til de gængse kønsmønstre. ”Vil du læse det først?”

”Jeg vil læse det højt,” svarede Daniel og vendte konvolutten om. Det var forseglet med lak, men det var ikke til at tyde hvem afsenderen var. Daniel brød seglet med smørekniven, og trak et enkelt ark ud. Han mimede ordene mens han læste. Så læste han det igen. Og en tredje gang.

”Læs det nu,” sagde Anika utålmodigt.

”Okay,” svarede Daniel, ”men der er en eller anden der griner af os lige nu.”

”Læs det nu bare.”

Daniel sukkede og begyndte at læse. Dette var hvad der stod i brevet:"

Trailer 95 - uddrag af Spillemaskinen

Det er ingen hemmelighed at jeg oprindeligt kommer fra Lolland, selv om det efterhånden er ret svært at høre. Det er vist heller ikke en hemmelighed, at det er uhyggeligt sjældent jeg skriver noget, der egentlig har noget at gøre med min fødeegn. Dog er jeg medlem af en interesseorganisation under Dansk Forforfatterforening, StORDstrømmen, hvis medlemmer har tilknytning til det gamle Storstrøms Amt. For et års tid siden blev medlemmerne spurgt om de ville bidrage til en samling tekster, og der svarede jeg ja. Jeg tænkte at det nok skulle have noget at gøre med egnen, og derfor sendte jeg en novelle, der havde nogle år på bagen. Den novelle hedder Spillemaskinen og antologien hedder StORDstrømmen Antologi 2015.

 

Novellen finder sted i en gammel bar, som der lå masser af ude på landet. De har de fem stamkunder, den ene omgangskvinde, de støvede borde og selvfølgelig den enlige spillemaskine i hjørnet. En dag kommer en mand på besøg. Han træder ind i rummet, betaler med 500 kroner for en enkelt øl og går i gang med at spille på maskinen. Imens han spiller, drøner læseren ud og ind i de forskellige mennesker i baren, men i sidste ende står det klart for de fleste, at metalkuglerne bag det tynde glas nok betyder langt mere end noget andet. I traileren møder vi manden, der kommer på besøg.

"Blegheden i mandens ansigt er udtalt, selv om den kolde vind nok også har føjet en ekstra dimension til den. Kinderne er rødsprængte, og under hans mørke cowboyhat stikker halvlangt, hørgult hår frem. Ansigtet er blødt, som en drengs der lige er blevet til en mand, men blikket i hans øjne virker ældre end baren, spillemaskinen og ejeren til sammen. I døråbningen tøver han et øjeblik, før en af de lokale råber, at han skal lukke døren. Vinden skal ikke ind i deres varme. For dem er han en kuriositet, på trods af, at de ikke kender ordet. Det er sjældent at folk blot kommer ind for en kort bemærkning; endnu sjældnere at det ikke er nogen fra landsbyen.

Med sikre skridt går han op til baren, og placerer sig stående ved en barstol. Hans cowboystøvler klikker over gulvet. Den lyd kender de alle. De fleste af de lokale har stadig et par støvler gemt i skabet, som kun kommer frem ved specielt festlige lejligheder. Værten rømmer sig og kigger spørgende på den nyankomne. Et blegt smil flikker over begges ansigter, da der peges på taphanen med Carlsbergmærket. Sløvt løber øllen ned i det store glas; det føles som om tiden bliver strukket. Alles øjne er rettet mod den fremmede. På trods af hans unge alder, er han tiltrækkende på en måde, der får Lotte til at rette sig op, og får enkelte mandenæver til at knyttes. Kun en bliver ved med at tale. Ølhunden, der sidder ved siden af Lotte. Hans stemmebånd er evigt smurte.

Manden tager øllen fra bardisken, og lægger en femhundredekroneseddel. Da værten er færdig med at tælle byttepengene op, er han allerede langt derfra. Han står ved spillemaskinen, ser på den med mørke øjne. Den blinker og dytter til ham. Værten råber efter ham, men han vifter med hånden. Lad pengene ligge hvor de er faldet siger hans bevægelse. De lokale vender deres blikke fra ham, pånær Lotte, hvis øjne borer sig ind i hans brede ryg. Manden roder i sin lomme, omridset af hans fingre kan ses gennem det sorte buksestof. Så lukker hånden sig sammen. Knyttet trækker han den fri, og står et øjeblik med øl i den ene hånd og den anden sammenpresset. Det klirrer, da han åbner hånden, og femkroner falder ned på spillemaskinens glas.

De kigger op, de andre folk i kroen, og ser mønterne lægge sig tøvende til hvile, på nær en enkelt. Den drejer sig i luften, falder mod gulvet. Mandens knæ lyder som mørtelblandere, da han går halvt i knæ og griber den løse mønt. Med rolig mine ser han ud over de andre besøgende, men fæstner ikke sit blik på nogen af dem. Han ser på væggene bag dem og stolene de sidder på. Suger interiøret ind gennem øjne og porer. Så tager han en dyb indånding og smiler. Der lyder en klirren af glas og urolig hosten, da alle vender sig bort fra ham. Hans øjne virker uendelige som skovsøer; ikke den romantiske slags, men mørke huller hvor bunden er lige så fjern som den i en mergelgrav.

Femkronen forsvinder ind i maskinens bug, og lægger sig klirrende til ro. Spøgelset i maskinen vågner, og både lydene og farverne spiller voldsomt. Med en mine, som er han ved at henrette en uskyldig, trækker manden fjederen helt tilbage og slipper. Stålkuglen følger rampen op og bliver slynget i spil. Med et pling rammer den den første forhindring og bliver slået ind i den næste. Manden har bøjet overkroppen let ind over maskinen og placeret sine hænder på knapperne i siden. Klikkende ryger flipperne op og ned, maskinen belønner ham med brudstykker af musik og pointene tæller op. Uden at han blinker, drejer tallet forbi det syvende ciffer."

Trailer 94 - uddrag af I løngangen

En setting, et sted, der findes i rigtig mange genrer er baren. Den er især blevet brugt meget i science fiction (Historier fra Den Hvide Hjort - Clarke, The Draco Tavern - Niven), hvor baren ofte er blevet anvendt som et knudepunkt i en samling noveller - altså som et sted, der binder tingene sammen. Baren i sig selv bliver dog også anvendt i både fantasy og horror; der er noget almenmenneskeligt i muligheden for at drikke sig grundigt besoffen. Baren er dog ofte også et sted, hvor historier og erkendelser ser, om ikke dagens lys, så det beskidte og tilrøgede lokale. En del af tiltrækningen ved barer er nok også, at de ikke har ændret sig synderligt gennem menneskehedens historie - og sandsynligvis ikke vil ændre sig meget i fremtiden. Det gør baren til en, omend ikke unik, så speciel setting.

 

I I løngangen handler det om Steen, der lige er blevet droppet af kæresten og er journalist. Og det handler om Laust, der er løber. Bedst mens Steen sidder og har ekstremt ondt af sig selv, ankommer Laust til baren. Han har stadig løbetøj på, han sveder kraftigt, selv om det er vinter og han passer lige så godt ind i en mørk bar som en dromedar i et symfoniorkester. Ingen gør plads for den nyankomne, undtagen Steen, hvis journalist-instinkter er blevet vakt. Der må gemme sig en historie i løberen Laust. Resten af historien kan du læse i min samling Kærlighedsfrugt, der udkommer senere på året.

"Mens jeg bestilte, tog han huen af og sukkede tilfreds. Hans ansigt havde indtil nu været hårdt, men nu blødte varmen det en smule op. Han var tæt på de fyrre. Nok derfor han ikke havde været til OL i ´12. For hurtigt gammel. Selv begrænsede min løbeerfaring sig til et par skamfulde nytårsfortsæt og et enkelt forsøg på at imponere en noget yngre pige. Ingen af delene var lykkedes. Jeg rodede i min jakke, fiskede en krøllet pakke Caminante frem og tændte en. Den fede røg blandede sig med resten.

”Jeg bliver nødt til at spørge,” sagde jeg. ”Hvad laver du her? På Hankatten ser vi ikke mange OL-løbere og slet ikke nogen, der stadig har sportstøjet på. Så hvad handler det her om? Du er heller ikke fast kunde, for det er jeg.”

”Jeg gemmer mig,” sagde Laust hurtigt og rømmede sig. Hans sparsomme, lyse hår stod lige op i luften. Han var skaldet på toppen, så det resterende hår mindede mig om en munks tonsur.

”Fra konen?” spurgte jeg og stoppede min hånd, der allerede var på vej ind i inderlommen efter min notesblok. Selv om jeg både ejede og brugte en smartphone, besad jeg stadig en inkarneret mistro til den moderne teknologi. Jeg lod den holde øje med mine aftaler og med, at jeg kom op om morgenen, men vigtige ting som historier insisterede jeg på at have i hard copy.

”Nej. Slet ikke fra hende. Hun ville blive glad, hvis hun vidste, at jeg var her. Selvfølgelig ville hun blive mest glad, hvis jeg holdt helt op med at løbe, men det kan jeg ikke. Nogle ting er man ikke selv herre over. Ved du, hvad jeg mener?”

Jeg nikkede og trak notesblokken frem. ”Ja, jeg tror, jeg ved, hvad du mener. Du er heldig, at din kone forstår det.” Af gammel vane fugtede jeg kuglepennen med spidsen af tungen og satte den til papiret. Hurtigt skrev jeg hans navn øverst, efterfulgt af en række symboler; min selvopfundne stenografi.

”Er du journalist?” spurgte han, og jeg genkendte den lette tøven, der ofte kendetegnede de mennesker, som var kendte, fordi de rent faktisk besad et talent. For anden gang nikkede jeg. Han tog en tår af øllen. Det var næsten fysisk til at se, hvordan tankerne en for en gjorde holdt bag hans øjne, før han efter et halvt minuts penge trak på skuldrene. ”Hvad du end skriver, må jeg så få lov til at læse det igennem først? Inden det bliver trykt?”

”Det ser jeg ikke noget problem i,” svarede jeg, men bandede indvendigt. Når folk udbad sig den mulighed, betød det som oftest, at der virkelig var noget at komme efter, og når der var det, var det tit svært at få lov til at trykke de lækre detaljer. På den anden side virkede Laust som en fyr, der var til at tale med. Det ville ikke være helt umuligt at snakke ham i den retning jeg ville. Og det var trods alt ikke et sladderblad jeg arbejdede for længere. Nu da hans ansigt var lige foran mig, ruskede det i min hukommelse. Laust og jeg måtte være nogenlunde lige gamle. Han havde været noget af et stjernefrø dengang, Team Danmark og hele svineriet. Men så var der sket noget. Fra den ene dag til den anden var han holdt op med at løbe på konkurrenceplan. Jeg prøvede at huske grunden, men trak en nitte. Det eneste jeg var sikker på var, at det ikke havde noget med doping at gøre.

”Okay. Så skål,” sagde han. Vi klinkede flasker. Han tømte sin, og jeg kunne ikke gøre meget andet end at bestille to nye. Da Dennis satte dem foran os, skævede han kort til mig, men jeg kunne ikke se om, det var bekymring eller forundring, der lurede under de store øjenbryn.

”Hvem gemmer du dig så for? Skylder du nogen penge?” spurgte jeg, for hvis jeg ikke sagde noget, virkede det til, at det ville passe ham udmærket at sidde tavs.

”Nej. Jeg har penge nok. Jeg gemmer mig for vejen.”

Der havde alle dage været larmende på Hankatten, så jeg satte hånden bag øret og hævede stemmen.

”Hva' sagde du?”

”Vejen,” svarede Laust roligt. ”Jeg er bange for vejen”"