A. Silvestri

“Tobias kedede sig. Han havde set, hvad der var at se på Netflix. Biograferne havde annonceret, at de holdt lukket indtil videre; det samme havde teatrene, spillestederne, bordellerne, museerne og Planetariet. Han kiggede ud af vinduet, men så kun andre mennesker, der sad og kiggede ud af deres vinduer på de forladte veje og triste facader. Så kom han i tanke om Zoologisk Have. Der var der stadig åbent, for det var ude i det fri. Han havde ikke været der længe; sidst var sammen med mormor for en menneskealder siden, men han havde da hørt, at de havde fået både isbjørne og elefanter, for ikke at nævne pandaer til låns. Dem ville han se.

Andre havde fået samme idé. Køen foran Zoologisk Have strakte sig hele vejen gennem Frederiksberg Have. Det tog over en time at nå frem.

Han løste billet, og styrede direkte mod pandaerne. Folk stod bred som en pelskrave omkring indelukket. Tusind sæt øjne granskede de tykke bamser. Da Tobias fik øje på pandaerne, blev han nummer tusind og et, og det var en for meget. Bamserne udåndede, gloet til døde. Triste af mangel på underholdning, gik menneskemængden videre, og sådan blev de ved, indtil alle dyr i Zoologisk Have var stirret ihjel.

Bagefter spiste de dem. Tiden var ikke til spild.”

“De var fire. Tommy, Stine, Asbjørn og Magdalene. Lyset fra fjernsynet fik deres øjne til at skinne. Tommy kiggede på Magdalene og Stine kiggede på Asbjørn. De så frygt i hinanden. Den skinnede som spyt og sølv. Jo mere de kiggede, desto mere bange blev de, indtil angsten fik et navn: Toiletpapir.

Tilsammen dannede de en kæde og løb ned til den lokale Kvickly for at tømme den for lokumsservietter. Heldigvis var de de første. Det var de også i den lokale Irma, den lidt fjernere Føtex og den isolerede 7-Eleven, men ikke i Netto, hvor folk stod i lag. Heldigvis var de andre ikke værdige konkurrenter, for de fire, der med deres kæde i bedste wrestlingstil godt hjulpet af den massive vægt af seks og fyrre pakker toiletpapir, væltede enhver modstand omkuld. Da de kom tilbage til lejligheden, kunne de endelig tørre sig, men det var bare ikke nok. Selv om de hjalp hinanden, kunne de ikke dæmme op for det verdenshav af lort, der boede i dem hver især.

Så fik Stine en tanke. Papiret var ganske enkelt ikke absorberende nok. Der var ikke langt fra tanke til handling. Tommy og Magdalene dansede ned på gaden, hvor de startede deres motorcykler. De fire drønede balstyrige ud i natten, hujende som harpyer. Ingen skulle snydes. De parkerede motorcyklerne ved nationens rand for derefter at gå dør til dør for at sikre, at de nu også nåede at tørre røv med hver eneste af deres medborgere.

Hvis de skyndte sig lidt, kunne de nå alle før weekenden var slut.”

“Thahir gik rundt i Sukkerchokkets tomme gange. Væggene var dækket med plasticskuffer fyldt med tag-selv-slik. Han stillede sig ved det ene vindue. På den modsatte side af den store plads strakte opgangene sig mod aftenhimlen. I ruderne sad børn. Deres næser var presset flade mod glasset. De så på Sukkerchokket, som var det en forbudt filial af paradis.

Der var ikke rigtig plads i Thahir til nye tanker, når dagene lignede hinanden, men en gammel fandt vej. Hans bedstemor havde fortalt om en omrejsende tryllekunstner, der hvert år kom igennem den lille landsby, hvor hun var vokset op. Der underholdt han børnene, med et særligt øje på hende, der fra fødslen var forkrøblet. Thahirs bedstemor havde leet, mens hun fortalte. Han så igen på børnene. De var ikke syge, men triste. Han vendte sig. Slikket lyste som en regnbue.

Da det sidste vindue over for butikken gik ud, bandt Thahir forretningens lamper op, så de badede den store plads i et gyldent skær. Så begyndte skabelsen. Først lagde han soklens fundament af chokolade med nødder, oven på det stødabsorberende marshmallows og til sidst et tæppe af slikbånd.

Chokofanter, lakridskonfekt, abrikosflæsk, rustne søm og karameller føg omkring ham. I takt med at natten gik, tog alt form. Da solen tittede frem bag opgangene, faldt de på et magisk syn. Der, hvor der kun havde været en tom plads, stod nu en perfekt model af et virus bygget i slik. Modellen
lugtede sødt som juice og Thahir slog en latter op, da han øverst satte en rad af kyssemunde i rødt vingummi.

Da børnene opdagede, hvad Thahir havde gjort, pressede de deres læber mod vinduesruderne. Dem, der sad der længe nok, kunne næsten smage alt hvad de kunne li’.”

“Zombieapokalypsen valgte det helt forkerte tidspunkt at begynde på.

Alle så det sære skær fra meteoren, der krydsede Jordens bane; hvordan kunne de undgå det, eftersom de var i karantæne på anden måned og ved at gå til af kedsomhed. Alle så de døde kravle op af deres grave. Fra deres ødelagte munde lød gutturale brum. Deres hænder fægtede i luften efter noget at fange. Og i stedet for det skrig, der burde være kommet, udstødte den kollektive menneskehed først et suk, og derefter et brøl af vrede.

Alle så skriften på væggen. Med en horde zombier oveni, ville der ikke kun gå måneder, før verden vendte tilbage til normalen. Der kunne gå år, måske årtier. Det kunne simpelthen ikke accepteres.

Mellem to katastrofer fandt menneskeheden hinanden. Der blev bygget bro over politiske, sociale og religiøse skel. Alle forstod, at det var ligegyldigt om man skulle til halbal med Kandis eller til et foredrag om Valerie Solanas SCUM-Manifest, aldeles irrelevant om det var travbanen eller operaen der trak og fuldkommen uvæsentligt, om man gik til bøn i moskeen eller afterparty på Bernhardt på Store Torv. Det vigtige var, at man endelig kunne få afløb for ugers opsparede frustration.

I verdens byer eksploderede folk ud på gaderne, bevæbnet med alt fra haveredskaber til jagtgeværer, men alle huskede at holde afstand til hinanden. Zombierne anede ikke, hvad der ramte dem. Tyve minutter efter at zombieapokalypsen begyndte, var den slut. Alle nikkede venligt til deres naboer og våbenbrødre, før de gik tilbage i karantæne, hvor femte sæson af Friends ventede for femte gang. Nu kunne der ikke gå længe.

Kun fejemændene var ikke helt tilfredse.”

“Han var træt. Det havde været en lang dag. Han rømmede sig. Det var hårdt at indtale bog, samtidig med at han forsøgte at lære lydprogrammet at kende. Det var helt nye færdigheder, der kæmpede om pladsen. Forhåbentlig ville de gå i symbiose.

Klokken var lidt over fem. Han havde brug for at røre sig, gå de 11.000 skridt, han gik hver dag. Hans tunge blev ved med at finde tanden, hvor der indtil middag havde siddet en fyldning. Den var knækket på en tørret bananskive. Det gjorde ikke ondt. Endnu.

Han tog jakke på. Det var skumring. Han gik ad lysveje, indtil han fandt de mørke parker bag de store trafikårer. Her kunne han gå i fred. Hovedstadens bygninger var silhuetter mod himlen. Nu, hvor de stod uden lys, virkede de som kulisser. Silhuetkulisser. Kulissesilhuetter. Hm. Mens han gik, lyttede han til gamle science fiction-historier med synth-effekter. Det virkede fjollet og faretruende. Som Carpenters Escape from New York, hvor Kurt Russell spillede hovedrollen.

Dronningen skulle snart tale. Han satte farten op. Statens Museum for Kunst trådte frem. Langsomt vandt den historicistiske museumsbygning farver. Facadens romerske triumfbue lå brak, i den et banner med Anna Ancher. Han gik op ad trappen, nu var det P1, han hørte, og satte sig på øverste trappetrin. Der var ingen andre. Verden holdt stille. Hans hænder dinglede mellem benene. Instinktivt lagde han dem i skridtet. Der var gået hul i bukserne. En lang, tynd rift. Dronningens tale begyndte.

Da han hørte hendes stemme, tænkte han: Lige nu oplever jeg danmarkshistorie. Dette er særligt. Husk det. Husk, at du sidder her. Husk, at det var den scene, du valgte. Og han lyttede de seks minutter talen varede. Så rejste han sig, og gik hjem.

Nej. Ikke han. Mig. Det var mig, der gik hjem.”

“Under forårsrengøringen fandt Mie Narnia.

Det lå bag en overmalet dør, som hun tusind gange havde overvejet, hvad skjulte. Nu, hvor hun havde al tid i verden, vristede hun døren op. På den anden side lå et snelandskab. Midt i det stod en lygtepæl, hvis lys drev som guld fra de mørke grantræer. Mie genkendte det med det samme. Der var kun ét Narnia.

Hun kaldte på sin mand René, der lige var kommet hjem fra løbetur.

”René,” sagde hun. ”Kom lige herind.”

”Hvorfor?”

”Narnia er inde bag døren i soveværelset.”

”Lad nu være med at være fjollet.”

”Kom selv og se,” sagde hun, og det gjorde han. Han havde stadig løbetøj på

De betragtede længe det blide landskab. Af ærefrygt tog han sin hue af.

”Jeg vil gå en tur,” sagde René. ”Jeg har kukkeluret i ugevis.”

”Er det en god idé?” spurgte hun.

”Hvorfor skulle det ikke være det?” sagde han, rømmede sig og gik ind gennem døren, som han trak i bag sig. Så opdagede Mie, at han havde glemt sin hue. Hun åbnede døren for at give ham den, men alt var forandret.

I stedet for det smukke landskab lå et rige i ruiner. Store bål sodede himlen sort. Overalt lå døde og døende, af alle slags og arter. Ud af verdensbranden kom René vaklende. Hans løbetøj var flået, hans hud som ir på et skelet.

”Der er ingen håndsprit i Narnia,” skreg han med vilde øjne, før han tumlede omkuld.

Med et skrig smækkede Mie døren i, og gled hulkende til gulvet. Det var sådan det var. Da børnene i Narnia-bøgerne vendte hjem, kom de til det øjeblik, de havde forladt. Tiden i Narnia måtte gå hurtigere end her. Hun hørte Renés ord for sig igen og igen.

Der er ingen håndsprit i Narnia.”

“Der var et opslag på reddit.

En fyr fortalte om sin chef. Hen mod slutningen af januar havde chefen taget to måneders ferie. Det var der en grund til. Det var ikke gået så godt mellem ham og konen et stykke tid. Derfor havde de besluttet sig for at arbejde på deres forhold, og det ville de gøre ved at tage op til mandens hytte, der lå afsides et sted i Colorado. For at kunne koncentrere sig om hinanden, lod de al teknologi blive hjemme. Selv deres bil var en gammel pick-up uden GPS eller radio. Fra det øjeblik, de satte kursen mod Colorado, var de uden kontakt til det moderne samfund. Det eneste, der gik chefen lidt på, var at han skulle mangle sport så længe, men hans forhold var trods alt vigtigere.

Nu er de to måneder ved at være gået. Om fire-fem dage sætter chefen og hans kone sig ind i deres skrammede pick-up for at køre tilbage til civilisationen. Først vil de bare være glade, og snakke om, at det er dejligt, at der ikke er så meget trafik. Så vil de begynde at undre sig sig over, at det kun er tankstationerne med selvbetjening, der at oppe at køre, og i takt med at de nærmer sig deres hjem, vil fantasterierne nå dem. De vil snakke om katastrofefilm og afgrundsbøger, måske husker en af dem på noget med en virus. Stemningen bliver rigtig dårlig, men de når hjem. De parkerer, løber ind i huset og fyrer op for fjernsyn og computer

Al den information, der drypvis er blevet fodret befolkningen, vil de få på én gang. Det hele. Det må være lige til at blive sindssyg af. Og så er det ikke engang gået op for chefen endnu, at Kobe er død.”

“Solen strålede på himlen som en messingskive.

Strålerne faldt ind gennem udstuens panoramavindue, hvor de kildede Balder vågen. Han gabte, stort og længe. Et støvgran forvildede sig ind i hans følsomme næse. Han nøs, og lyden forskrækkede ham lidt. Han stirrede længe efter det formastelige fnug, men glemte det efter et øjeblik, da en vild glæde gennemstrømmede ham. Det var en god dag. Det var en helt fantastisk dag. Han løftede snuden og trak alle lugtene til sig. Jo, mor sov stadig.

Balder forstod ikke, hvad det var, der skete. Normalt tog mor væk hele tiden. Nogle gange var mor ude af huset, inden solen stod op, og kom først hjem, når det var blevet nat. Det var ikke altid, at det blev til en aftentur. Så lå Balder og sukkede med hovedet på forpoterne og snoren i munden.

Nu var mor her hele tiden. Hun var her, når han vågnede, og når han faldt i søvn. De gik mindst to ture om dagen. De legede hele tiden. Balders madskål var fyldt til randen morgen og aften. Han fik lov til at være oppe i sofaen, når fjernsynet var tændt, og det var aldrig slukket. Mor snakkede med ham med den særlige Balder-stemme, der betød, at hun lige om lidt ville begrave næsen i hans pels. Hun klappede ham på hovedet, og lavede alle de gode lyde, der betød, at Balder var særlig.

Balder løb op ad trappen. Nu skulle dagen begynde. Der var ingen grund til at vente længere. Og selv hvis mor ikke ville op, kunne det være, at han måtte ligge i sengen. Oh himmel!

Det her var simpelthen det bedste ever! Det måtte aldrig slutte.”

“Folk søgte ud i sommerhusene. I takt med at roen sænkede sig, mistede byerne deres hastighed.

Kæmperne, der havde sovet under klitterne siden verden var ung, blev vækket af den pludselige stilhed. Sandet silede af dem, da de rejste sig, vinden peb viser om deres tårnpander og de løftede de små sommerhuse, der for dem lignede skibe. De tippede boligerne ud i bølgerne, hvor de med lette fingerknips sendte dem til havs.

I stimer flød folk med deres huse. De drev til alle sider, de fleste angste og forundrede. Mange gemte sig nede på loftet, men hist og her var en modig sjæl, der kravlede op i kælderen og stak hovedet frem i den salte brise. Havfugle med spættede fjer landede på resterne af soklerne. Delfiner og marsvin fulgte fornøjet skibshusene og kiggede ind gennem vinduerne på førstesalen. Folk flød på må og få, indtil de fandt gamle lagner og kosteskafter frem og byggede sejl og ror.

Et af husskibene var særligt godt udstyret, for det havde en kat. På tredjedagen kravlede den frem fra sit skjul, vaskede sig omhyggeligt og fandt sin kaptajnskasket frem.

”Alle mand på dæk,” sagde katten med sitrende knurhår.

”Du kan tale,” sagde først børnene, så de voksne, så børnene igen.

”Det kan alle katte, når først de er til havs,” sagde katten. ”Hvorfor tror I, at man havde skibskatte i gamle dage? Fordi alle skibe har brug for mindst en, der ved, hvor de skal hen.”

”Hvor skal vi hen?” spurgte børnene og deres mennesker.

”Vi skal på eventyr,” sagde katten, rettede på sin skibskatskaptajnskasket og pegede på morgengryet.

”Og det ligger den vej.””

“Første gang Cecilie så Girls på HBO, sad hun og hulkede på sofaen efter det sidste afsnit, mens hun havde lyst til at ringe til alle sine veninder for at fortælle dem, at de var de vigtigste mennesker i hele verden. Nu er hun i gang med anden runde, midt i sæson 5, og denne gang bliver det dobbelt så slemt.

Samtidig er hun nået til sæson 2 i Orange is the new black igen. Cecilie har altid haft svært ved at skelne sæsonerne fra hinanden, men engang da hun var fuld, insisterede hun på, at hvis hun endte i sådan et fængsel, så ville der ikke gå længe før hun blev lesbisk. Sådan var hun bare.

Det var også kommet til en masse indrømmelser under Game of Thrones, ikke mindst i første sæson, da Khal Drogo var med i hvert eneste afsnit. Cecilie har set de første syv-otte afsnit mange gange. Hun skipper hele tiden frem. Mest sent om natten.

Sex and the city bliver brugt som brød i en sandwich. Når Cecilie har klikket ubeslutsomt rundt i en times tid, strander hun på et tilfældigt afsnit af SATC, der bliver til en mini-maraton. Nogle nætter kører der afsnit til solopgang. Hun har ikke slået autoplay fra.

Det var midtvejs i tredje sæson af Outlander, at de kom op at skændes. Fordi Kasper tjente penge, og hun var på SU. Det var fjerde skænderi den dag, femtende skænderi den uge. Det endte som det måtte.

Nogle dage senere flyttede han ud. Det er tre måneder siden nu. Cecilie ser HBO hver eneste dag. Især efter virussen er kommet. Hvad skulle hun ellers lave?

Det er snart den 1.

Kasper kan nok ikke finde et bedre tidspunkt at ændre sit password.”

“Der var en ond sygdom i landet.

Døden stod ved fodenden af sengen på Rigshospitalet. Gamle Merete badede i de svedige lagner. Hendes hår var glat som glas, hendes fingre sitrede, som trådede de usynlige nåle. Døden rakte ud, som han har rakt ud efter millioner før hende, da noget stoppede ham. På natbordet stod et skakbræt. Brikkerne stampede som urolige heste i en stald.

”Spiller du?” spurgte Døden med en stemme som origami.

”Lidt,” sagde Merete. ”Sort eller hvid?”

”Sort. Det passer sig bedst,” svarede Døden.

”Så begynder jeg,” sagde Merete.

I stuens koøje sås to maskeklædte ansigter. Et ungt, et gammelt.

”Jeg tænkte det nok,” sagde det gamle. ”Døden kan ikke dy sig.”

”Nej, du havde ret,” sagde det unge.

”Det handler om at knække kurven,” sagde det gamle. ”Sæt et skakspil op på hver stue.”

”Selvfølgelig,” sagde det unge, og forvandt i Rigshopitalets bug. Lugten af desinfektion og lyden af mobilskratten blev hængende i luften.

Det gamle ansigt betragtede det sort/hvide optrin. Så længe Døden koncentrerede sig om et enkelt parti, ville han ikke opdage, hvor mange udsatte de smuglede væk lige under næsen på ham.

Det var ikke tilfældigt, at Merete var blevet valgt som forsøgskanin.

Hun havde trods alt være danmarksmester i skak.”

“Jørgen var buret inde.

De ting, der normalt gjorde ham glad, var nu fade. De gamle bøger med guldtryk var skabt til at blive nippet og værdsat, ikke smovset som vandbakkelser. Enetid var tid, man havde tilkæmpet sig gennem hårdt arbejde. Som så meget andet, mistede den al værdi, når der var for meget af den. Han havde i hvert fald aldrig været arbejdsløs.

Tænk, at det skulle overgå ham. At være en gemen tugthusfange, og det blot fordi, man var lidt oppe i årene. I det mindste havde han stadig sine fugle.

De fyldte lejlighedens rum som malerier. Dér sad en rad af undulater i en slank voliere på løvefødder. Fra loftet hang et fuglebur, hvori to nymfeparakitter næbbedes og slog med vingerne, så godt de formåede. Hans yndling, den kiwi- og jordbærfarvede alexandriner Jaco, gik frem og tilbage i bunden af sit bur, der var en prægtig antikvitet i gylden filigran.

Engang havde det været paradis. At sidde i sin stol, læse og pludre med Jaco. Nu, nu ...

Kuller ramte Jørgen. Lejligheden krøb ind på ham, indtil han følte det, som fik han stoppet støvede møbler ned i halsen. Væggene var tremmer, stolen blot en pind. Han var fanget. Dette var ikke et liv. Øjnene flakkede. Fuglene stirrede fra burene. De var triste. Deres fjer pjuskede. Næbbene blege som mel. Nej, det var ikke rigtigt!

Han humpede gennem lejligheden. Hver gang han kom til et bur, åbnede han døren, og slog på tremmerne. Fuglede flaksede forskrækkede ud af deres ly. Som en bredvinget rok samlede de sig i cirkelformation under stueloftet.

”Flyv!” skreg Jørgen, ”vær frie som de fugle I er.”

Lig Moses der delte vandene, strakte han alfaderligt armene op mod loftet.

Den første klat kom fra Jaco. Så satte regnen ind.”

“Ene drejer på spejlet i entréen. I det kan Ene se hele lejligheden.

Der er tape for alle åbninger. Dobbeltlag ved dørsprækken og nøglehullet ud til opgangen. Ene kan høre folk komme hjem. Ene kan høre børn skabe ekko. Ene hører host og snøft. Ene hører alt. Ene rører sit ar.

Jeg er Ene. Jeg lægger kinden til væggen. Jeg lægger panden mod ruden. Jeg nynner. Jeg mærker på brystets ar med fingerspidserne. Derinde banker et hjerte. Nogle lunger fyldes med luft. Min luft, der er sikker herinde. Jeg lå åben på operationsbordet og lod lægerne udskifte mine dele. De gamle var defekte. Nu fungerer jeg igen.

Ene bevæger armene foran lampen. Enes skygge spræller på væggen. Ene danser med sig selv, så længe hun har luft til det. Enes nye lunger føles løse, som har lægen ikke sat dem ordentligt fast. Ene spiser det, der er i fryseren, mens hun ser på videoer af hunde hun ikke kan tåle.

Jeg er Ene. Jeg ligger på gulvet i strømpefødder for at få vejret. For at lungerne får ro til at blive mine. Lejligheden er ren. Ingen støvfnug danser i solstrålerne, der i dag knækkede himlen. Jeg mærker på brystets ar. Derinde er jeg ny. Udenpå er jeg mig. Jeg gemmer mig, fordi jeg vil leve. Jeg vasker hænder og hud til skummet bliver rødt. Jeg vil ikke være ny. Jeg vil være hel.

Ene får det bedre dag for dag.

Jeg får det bedre dag for dag.

Ene trækker vejret.

Jeg trækker vejret.

Det er mit.”

“Det larmede i salen, hvor besætningen på menneskeskibet Carina havde ventet i to uger. På den ene væg var en tavle med en stige i hver ende. På stigerne stod notarer med tykke kridt, der blev brugt så flittigt, at tavlen var indhyllet i en permanent støvsky. Det var svært at skelne de mange rækker med tal og bogstaver fra hinanden.

Kaptajnen trådte frem på balkonen med hånden løftet i den særlige hilsen. Mumlende faldt der ro over tropperne.

”Jeg har just modtaget en løber fra de nordligste provinser,” lød det. “Og det forlyder, at Carina har valgt at farve sit hår grønt med ordene ”Jeg holder ikke det her ud længere. Nu farver jeg fandeme mit hår grønt.””

”Pis!” lød et råb. “Jeg havde satset alt på pink.”

”Såså. Det er vigtigt at huske, at man spiller for sjov, ikke for at vinde,” manede kaptajnen.

”Jeg spiller for at vinde, og det er ikke spor sjovt,” galpede en fyrig yngling, som vagterne snart fik has på.
Kaptajnen løftede atter hånden.

”Det ER kommet hurtigere end beregnet,” sagde kaptajnen. “De fleste af jer lå omkring tre uger.”

Med sammenknebne øjne betragtede kaptajnen den titaniske tavle. Hvor kolonnen ‘grøn’ mødte kolonnen ‘27. marts’ stod et enkelt navn. Kaptajnens bulderrøst annoncerede vinderen, og salen brød ud i spontan applaus. Da støvet lagde sig, banede en undseelig skikkelse sig vej mod kaptajnsbalkonen.

”Den ser ikke ud af meget,” sagde kaptajnens rådgiver lavt.

”Jeg er ligeglad. Nu har jeg været kaptajn siden Carina fik sin første tatovering, og jeg er træt. Hører du, hvad jeg siger? Jeg er træt. Det er på tide, at en ny vinder tager over.”

”Og hvis den ikke bliver en god kaptajn?”

Kaptajnen smilede for første gang i mange år.

”Så er det heldigvis ikke mit problem.””

“De var ti.

De kom løbende til boldbanen som kviksølvdråber. Først den lille med det store mikrofonhår, bagefter ham den ranglede hvis dårlige hud lyste som en ildebrand. De blev ni. De snakkede, deres ånde var tåget tøris, hvis skyer forsvandt ind i munde og næsebor. De lo, til deres tænder voksede sig store. Urolige teenagedyr. De ventede på nummer ti. Iben så det hele gennem geværets kikkertsigte.

Han kom cyklende med basketbolden på bagagebæreren. Så snart de ni fik øje på nummer ti, satte en af dem musik til. Det var altid højt og slæbende, og fugle lettede forvirrede fra træerne, der flankerede asfaltbanen. De highfivede. Iben krympede sig. Hvorfor forstod de ikke alvoren? De var omvandrende katastrofer. De svedte, de råbte og de stødte ind i hinanden. Hver eneste af de ti kom hjem med de andre ni på deres kroppe. Skulle en af dem dø, før resten fattede det?

Bolden slog elastisk i jorden. Lyden nåede hele vejen op til Ibens altan. Hun løftede geværet. Løbet hvilede på rækværket. Hun zoomede ind på dem en efter en. Hendes finger kærtegnede aftrækkeren. De anede ikke, at hun eksisterede. De vidste kun, at de eksisterede.

Hun trak vejret ind gennem næsen, fandt sin ro omkring det tredje øje, og lod beslutningen brede sig som parfume på hendes hud. Hun var ikke længere i tvivl. Hun havde truffet sit valg.

Den tiende fik hele tiden bolden. Han holdt solsystemets orange i sine hænder. Uden det center, ville de andre forstøve. Iben smilede, satte sigtet for øjet og trykkede af.

Nummer ti havde lige kastet bolden, da kuglen traf. Det var et vidunderligt skud, et trepoints, han aldrig så ramme kurven.

Med en pruttende lyd faldt den punkterede basketbold til jorden. ”

“Jeg vågner, jeg drikker, jeg sker
Jeg skriver, jeg siger, jeg beser
Jeg kigger, jeg læser, jeg ler
Jeg løber, jeg bader, jeg ser
Jeg spiser, jeg sover, jeg er

Jeg er forvandlet til rytmiske handlinger
Jeg findes snart ikke mer”

“Da Anne-Mette kom ud fra hjemmekontoret for at spise frokost, var noget helt galt. Bordet stod dækket som vanligt, men brødkurven var tom og der var ingen servietter. Det gjorde ikke hende noget. Det var Emma, der insisterede på den slags. Især nu, hvor de begge arbejdede hjemme.

Emma sad helt stiv på den anden side af bordet. Hun var hvid som mel. Øjnene glødløse halvædelstene.

”Em, hvad er der?” spurgte Anne-Mette. Tics fik halvædelstenene til at dirre. Emmas læber, der havde kysset hende utallige gange, blev et minustegn.

”Jeg hørte det hele,” sagde Emma.

”Hørte hvad?” spurgte Anne-Mette.

”Du havde videokonference. Med dit arbejde. I snakkede om implementering af en ekstern portefølje,” svarede Emma. En hinde gled for hendes øjne, men hun tørrede den hidsigt væk.

”Ja?” sagde Anne-Mette. Hun forstod stadig ikke hvad det handlede om.

”Jeg hørte hvert et ord, Am. Det tog tre timer.”

”Em, hvad snakker du om? Hvad er der sket?”

Emma rejste sig med et ryk.

”Efter to timer rundede din chef mødet af med at høre, om der var nogle spørgsmål.”

Omkring Anne-Mette ramlede verden som en kulisse. Løgnen kastede sig fra hendes mund.

”Det var bare lige her, elskede. Sådan er jeg normalt ikke.”

Syv års lykke dryppede som verdenshave fra Emmas øjne til gulvtæppet, de havde købt på deres første fælles ferie til Marokko.

”Alle ville slutte mødet, Am, alle. JEG forstod det. Ingen havde spørgsmål. Men det havde du. I en time, Am. EN TIME! Hvis jeg havde vidst, at du var sådan en ...”

”Em, elskede, jeg kan forklare ...”

”Nej, Anne-Mette. Der er ting, man ikke kan tilgive,” sagde Emma.

Hun havde ret. Der er ting, man ikke kan tilgive.”

“Ordet corona kommer fra latin.

Det betyder blomsterkrans eller krone. Det kan også betyde en kreds eller en indfatning eller et fæstningsværk brugt til at omringe en by. Det får mig til at tænke på Tommaso Campanellas utopiske skrift Solstaden fra 1623, hvori byen er inddelt i koncentriske cirkler adskilt af ringmure. I den fortælling hører folk til, hvor de hører til. Man blander sig ikke.

En korona er den hvide eller kulørte cirkel, der nogle gange kan ses omkring Solen eller Månen. Solens korona er det yderste af atmosfæren. Månens korona er skabt af diffraktion af lys gennem vanddråber eller iskrystaller. Den slags korona kan Solen også have. En dobbelt-korona. Som de egyptiske faraoer havde en dobbeltkrone, der var et symbol på sammenføringen af det Øvre og Nedre Egypten. Solens korona blev første gang fotograferet ved brug af teknikken daguerreotypi. Solguld fanget i jodsølv gennem et camera obscura.

En corona kan være en munks tonsur og er det latinske navn for kranspulsårerne, der krammer hjertet og forsyner det med ilt og næringsstoffer. En forsnævring af en kranspulsåre kan forårsage hjerteinfarkt. Det er et andet ord for blodprop. Årsagen til hjerteproblemer kan være corona-cigarer, der er lange, lige og rundede ved den ende, man stikker i munden, eller Corona-øl, der brygges i Mexico og almindeligvis nydes med en limebåd i flaskehalsen. I Mexico klemmer de saften ned i flasken, og smører flaskemunden. Fluer kan ikke lide lime.

Den californiske by Corona blev grundlagt under citrus-boomet i slutningen af det nittende århundrede, hvor dele af Californien blev beplantet med appelsinlunde. Corona var navnet på USAs første spionsatellitprojekt, der overvågede Sovjetunionen og Kina under den kolde krig. Spørger du CIA, fortæller de, at satellitterne ikke har været i brug siden 1972. Spørger du på internettet, får du andre sandheder af tastaturkrigerne i de bløde lænestole.

Måske sidder en af dem i en ikonisk Corona, som den danske møbeldesigner Poul M. Volther skabte i 1964. Fra ny koster den 28.000, men så har den også skulpturel tyngde. Den slags er der ikke hos Mustafa, der ejer Corona Pizza og Burgerhouse på Søborg Hovedgade. Han bruger det meste af sin tid på telefonfis, for bange mennesker har brug for at reagere. De tror, at hvis man siger noget tilstrækkelig mange gange, mister ordet magt.

Corona er også navnet på et virus.”

“Rummet var en ovn.

Han lå på alle fire. Kroppen var indspundet i sort latex, der fra halsen til anklerne fulgte hans krops folder. Kunne han have set sig selv, ville han benoves over, hvordan han glinsede. Sort som et poleret segment af et stjerneløst verdensrum. Det knirkede, når han bevægede sig. Hans fødder var gemt væk i et par tunge militærstøvler med glimtende nitter, hænderne i et par tynde gummihandsker. Han prustede, da en tot hår gled ned i panden på ham. Så mærkede han en let berøring.

Hun stod foran ham, viklet ind i strækfilm. Hun lignede et åledyr. Glat, spændt og smidig. Hendes ansigt var gemt bag en maske med lynlås som mund. Den stod åben. I hullet glimtede hendes tænder fugtigt. Var det et smil eller en advarsel? Han blinkede. Nej, hun var ikke en fisk. Hun var et amfibium, der dovent hang i vandkanten, klar til at smække med tungen. Fra hendes hånd dinglede en hætte med indbygget gasmaske. Ventilen stak ud til den ene side. Den lignede noget fra en drøm.

”Er du klar?” sagde hun.

Den åbne lynlås sitrede. Han nikkede, og forsvandt ind i masken, hvor hans åndedræt blev atmosfære. Sveden drevsamlede sig som olie mellem huden og dragten. Det var rædselsfuldt, slet ikke noget for ham. Det havde han også sagt til hende da de begyndte at date. Nu, nu vidste han ikke helt, hvordan de var nået hertil, men hun havde insisteret.
Hans stemme var hvæsende fiktion.

”Skat, er alt det her er nødvendigt? Kan vi ikke bare gøre det normalt? Er vi syge, så har vi smittet hinanden.”
”Det er vigtigt at beskytte sig,” sagde hun og trak lynlåsen til.

Tændernes glimten havde helt sikkert været et smil.
”

“Ingen kunne vide, at 2020-pandemien var en forklædt velsignelse.

I årene, der fulgte, begyndte et interessant fænomen at manifestere sig i de børn, der var blevet undfanget lige op til og under pandemien. De udviste stor selvkontrol, beslutsomhed og atletisk kunnen. Samtidig evnede de at læse andre mennesker hurtigt. Det blev afklaret gennem en eksperimentrække, hvor børnene i forhold til kontrolgruppen et årti tidligere, havde forbedret sig med 5% over hele linjen.

At børnene var specielle, kunne der ikke herske tvivl om. Forskellen gjorde sig gældende på tværs af køn, religion, geografi og sociale forhold. En rad analyser afslørede, at denne særlighed var en vuggegave. Blod- og vævsprøver viste, at deres mødre uden undtagelse producerede væsentligt mere kortisol, stress-hormon, end forventet, og denne produktion havde påvirket fostret under graviditeten. Børnene var ganske enkelt født mere årvågne, mere egnet til at præstere. Og der var mange af dem, for folk havde brugt karantænetiden godt.

Under 2020-pandemien blev alle, men især gravide, vænnet til at have en krop i konstant alarmberedskab og på et øjeblik vurdere og veje fremmede, der kom i deres nærhed. Deres kroppe lærte dem at styre uden om fare, at rive til sig fra hylderne og at gemme sig, når det var mest fornuftigt. Denne instinktive lærdom blev et fosterbad. Den skabte noget nyt og bedre.

Evolutionært havde homo sapiens ligget i dvale i årtusinder. Der var ingen grund til at udvikle sig som art, da mennesket ikke længere havde naturlige fjender. Menneskeheden fik et spark efter 2020-pandemien, og boomet i nyfødte satte os på rette kurs. Arten skulle videre, og videre kom den. Hvor den ender, vil kun fremtiden vise.

Vi gamle skal være vidne til det. Det er vores sidste opgave. Som det altid har været forældres.
”