Foredrag og oplæg
Jeg har holdt oplæg og foredrag siden 2010. Her finder du et udvalg af tidligere foredrag, men det vil også være muligt at skræddersy lige præcis det du mangler. Bare skriv og spørg!
Om forfatteren
A. Silvestri - Forfatter
Jeg fortæller om mit forfatterskab, arbejdet som forfatter i Danmark, forskelle på noveller og romaner og hvordan man som ny forfatter kan få sine første tekster udgivet. Ligeledes kommer jeg ind på hvordan man navigerer i at have et job ved siden af skrivegerningen; noget der for mange danske forfattere er virkeligheden.
Om et værk
Et dyk i dybden
Jeg fortæller lidt om mit forfatterskab, men vil især cirkle om et af mine værker. Måske er det dvælende fortælling i Für Elise, der tiltrækkker dig, måske den smukke gru i Vardekød eller måske tanken om alle de mulige universer, der ligger til grund for min novellesamling Næsten her? Du kan læse meget mere om mine værker under fanen Udgivelser.
Et helvedes
foredrag
Fra Dante til Hellraiser
Under tilblivelsen af romanen Et satans arbejde dykkede jeg dybt ned i de forskellige forestillinger og portrætteringer af Satan og Helvede, og derfor vil foredraget være en spadseretur gennem Afgrundens flammer, fra Dante til Hellraiser. Det bliver med garanti ikke kedeligt!
Forfatteren
og katte
Om katte i A.Silvestris forfatterskab
Katte indtager en stor rolle i mit liv, såvel som i mit forfatterskab, og med korte mellemrum stikker missedyrene hovedet frem. Det sker blandt andet i form af en tøjkat i Pandaemonium, en skæbnekat i novellen Sfinks, de flyvende katte i kortprosa-stykket Miraklernes tid og de ilde tilredte killinger i novellen Blinde killinger. I oplægget kommer jeg ind på, hvorfor katte er så fascinerende, hvorfor jeg inkluderer dem gang på gang, og læser op fra udvalgte passager.
World
building
Hvordan sprog danner verdener.
World building og sproget som skaber af nye virkeligheder er fascinerende og tillokkende. I foredraget når jeg omkring begrebet suspension of disbelief, opstiller eksempler på hvordan fiktive sprog kan se ud og fortæller om hvordan det sære og eksotiske findes lige her i vores hverdag.
Genrer
En varulv, en elver og en robot kommer ind på en bar.
I dette oplæg fortæller jeg hvad de fantastiske genrer er, hvor skillelinjerne mellem horror, science fiction og fantasy går, og om hvordan de tre genrer taler til forskellige ting i mennesket. Efter en kort historisk indføring, vil foredraget blive krydret med konkrete eksempler både fra verdenslitteraturen og fra den danske under- og overgrund, der i disse tider spirer og vokser.
Science
Fiction
Science fiction - Fremtiden er her
Science fiction er en genre på vej frem. Især inden for film er den populær, men der sker også noget litterært. Blandt andet er Niels Klim-prisen opstået for at markere de bedste, danske science fiction-udgivelser. Et foredrag af denne type kunne indeholde gennemgang af de forskellige undergenrer i science fiction, filosofien bag science fiction eller hard vs soft science fiction for blot at nævne nogle muligheder.
Horror
Horror - Rædslernes domæne
Horror er en spændende genre, der leger med konventioner og virkelighed, på en måde som især den voksne læser vil kunne sætte pris på. Horror er så meget mere end spøgelser og vampyrer, og nok den af de fantastiske genrer med størst forankring i den klassiske litteratur.. Måske er der en lille portion sandhed i at horror slet ikke er en genre, men en følelse. Foredraget undersøger hvad genren kan, og især hvor gennemsyret meget anden litteratur er af horror.
Zombier
Zombies Galore - De levende døde
Zombier er det nye sort, og som forfatter til den største zombieroman på dansk i nyere tid, deler jeg ud af min viden om emnet. Det kan dreje sig om alt fra skriveteknik til historien bag de levende døde. Hvilken del af zombie-mytologien der skal tales om er helt op til dig/jer.
Gotisk
litteratur
Det gotiske - slidte slotte og banjospil
Det siges, at den gotiske litteratur begyndte i 1764, da den engelske forfatter Horace Walpole skrev Slottet i Otranto. Siden har genren været umulig at slå ihjel og den bliver ved med at stikke næsen frem, især også i den realistiske genre. Foredraget vil handle både om de klassiske værker som Dracula, men også om southern gothic, weird fiction og om hvordan genren udfordres i dag.