Historien om en bog: Paintball

September 2008 (eller var det 2007? Jeg er ikke sikker længere. Tiden trutter i trompet og jeg danser bare med så godt jeg magter). Jeg er på tur med herreklubben fra mit arbejde og i den tunge indian summer er valget faldet på en omgang paintball af de helt vilde. Det er en anden tid (og det var det) og vi er allerede et par øl inde i drukturen, da vi i proppede personbiler ankommer til stedet, hvor slaget skal stå. Vi kravler i plettede kedeldragter og får en hurtig instruktion i hvordan paintball-geværerne fungerer, hvilke regler vi skal følge og at det er en kombination af Capture The Flag og Last Man Standing. Derefter slippes vi løs. Og jeg lærer dybden af ordet kaos at kende.

Nu skal det så tilføjes at jeg er lærer. Altså pædagogisk-didaktisk uddannet, med Piaget og Habermas og Klafki og Vygotsky og alle de andre velmenende herrer i baghovedet, og det samme er mine kolleger. Vi er sindige og velovervejede mennesker, der til hverdag gør vores yderste og ypperste for at stilladsere undervisning og være der for de spirende medborgere, så de kan almendannes på bedste vis. Det glemte vi vist bare lidt alle sammen. For der var ikke gået mere end et par minutter, før alt hvad der hed regler og passen-på-hinanden var tumlet ud i afløbet.

Det er et blodbad. En hærgen. Splattergeværer bliver tømt på klods hold, folk udgår skrigende og blødende og selv tilbringer jeg det meste af kampen på maven, hvor jeg på bedste militærvis kravlede langs banens periferi og sniper folk bagfra. Begreber som ære og fairness er forsvundet og foruroligende hurtigt handler det bare om at dræbe eller selv at dø. Der er så meget testosteron i luften, at man kan lugte det.

Det er sådan, jeg husker det nu. Jeg tror, jeg huskede det på nogenlunde samme måde for et par år siden, hvor jeg optog et afsnit af min dengang eksisterende podcast Silvestriland om den novelle, der ligger til grund for lige præcis denne bog. Det afsnit kan du lytte lige her, hvis du har lyst.

Afsnit 32: Om Dennis Jürgensen, paintball og direkte tale

Her optrådte Paintball for første gang.

For denne Paintball er en reinkarnation af den første Paintball, der var en del af min novellesamling Kærlighedsfrugt fra 2015. Selv dengang havde den en del år på bagen, for jeg skrev den oprindeligt tilbage i nullerne, direkte inspireret af den hændelse, du lige har læst.

At den nye inkarnation eksisterer, er forlaget Krabats skyld. Igennem de sidste par år, når vi lige mødtes, blev jeg altid spurgt om jeg ikke havde et manuskript, de måtte kigge på. Jeg slog mig noget i tøjret (ja, det er med vilje jeg bruger gamle udtryk), for generelt sagt er der ikke mange af mine tekster, der fungerer til et yngre publikum. Men i januar ‘25, da spørgsmålet atter kom, gik jeg hjem og tænkte over det. Jeg fandt en håndfuld tekster, som jeg sendte, og af dem pegede forlaget på Paintball. Det var jeg egentlig enig med dem i. Vi fik en kontrakt i stand, nogenlunde aftalt et forløb og så gik jeg i gang med at kigge på min tekst, jeg ikke rigtig havde læst i de mellemliggende 10 år.


Et årti er længe i forfatterverdenen. Man bliver bedre, mere bevidst om udtryk, personer, dialog og alle de andre elementer, der udgør en fortælling. Så jeg gruede for, hvordan jeg ville opfatte min gamle tekst. Det havde jeg ikke behøvet. Dengang jeg gennemskrev den i 2015, havde jeg fået fjernet de værste unoder, og jeg var rimelig tilfreds med hvad jeg læste på rent tekstplan. Men der var et par steder, hvor jeg havde sprunget over hvor gærdet var lavest (se, endnu en), så det var nødvendigt at skrive et par scener til. Ligeledes arbejdede jeg en del med personernes forhold til hinanden, udskiftede et par udtryk hist og her og tjekkede op på min paintball-lingo. Jeg håber, at jeg har ramt rigtigt på alle de ord og begreber, man anvender.

Det var skægt at tage på besøg. Jeg følte, at historien stadig havde et umiskendeligt islæt af Dennis Jürgensen, noget jeg blandt andet også nævner i podcasten, og at det fungerede efter hensigten. Samtidig havde jeg også en sober afstand til værket. Det var en Silvestri, bevares, men en tidligere Silvestri, hvor jeg som den aktuelle Silvestri havde til job at gøre historien og mit tidligere jeg ære. Det synes jeg er lykkedes.

Men hvad handler Paintball om? Om paintball, selvfølgelig. Og om et hold, der ankommer til en art arena i København, hvor finalen i danmarksmesterskabet skal udspille sig. Men der er noget sært ved det udstyr, de får udleveret, at der er så få mennesker til stede ved så markant en begivenhed og de kameraer, der sidder monteret højt oppe. Hvorfor det føles så sært, finder de snart ud af. Og det samme gør læseren.

Forlaget har sat bogen til aldersgruppen 10-12 år. Det synes jeg er for lavt, men da jeg ikke helt har styr på målgrupper, så regner jeg med at de har ret. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan læse Paintball, hvis man er ældre. Tværtimod. Jeg er ret sikker på, at den nok skal underholde hele vejen ind i voksenlivet. Også hvis man er en af dem, der læste den for 10 år siden.

Så jeg håber, du læser med. Paintball udkommer den 15. oktober på forlaget Krabat.

200 noveller

Den 5.oktober i år udkom min novelle nummer 200 på dansk. Det var i litteraturmagasinet Det Runde Bord #2 og min fortælling bar titlen Venstre om ved egetræet. Det er en spøjs, nærmest multimodal sag, der overlader en masse til læseren selv. Ikke mindst at fortælle den historie han eller hun mener at finde i tekstens fem afsnit.

Blandt de 200 tæller jeg ‘kun’ de noveller, der var udkommet på tekst og på dansk. Det vil sige ingen af mine noveller på engelsk, ingen sms-noveller, ingen lydnoveller, ingen essays, ingen kortprosa. ‘Kun’ de fortællinger, der almindeligvis kan omtales som noveller. Den første udkom i 2008, og med lidt let hovedregning vil det sige, at jeg lige siden i snit har udgivet en novelle om måneden, hver måned, siden dengang.

Den runde dag havde jeg ventet på i et par år, for længe stod tælleren lidt stille i den høje ende af 190’erne. Både i ‘23 og i ‘24 troede jeg, at jeg ville nå det, men sådan blev det ikke. Da det stod klart at nu var der ingen vej udenom, nu ville det ske, begyndte jeg at planlægge at gøre noget særligt ud af dagen, for det føltes virkelig stort for mig. Tænk, at jeg lige om lidt havde fået udgivet 200 noveller. Ikke skrevet, men udgivet.

Den følelse var en, jeg gerne ville dele med andre. Derfor begyndte jeg i månederne op til at spørge på de sociale medier, hvilken af mine noveller folk huskede bedst, hvilken de gerne ville høre indlæst (der ikke allerede var det) og lignende. Jeg gik med tanker om at lave give-aways, måske en livestream og en række indlæg på min blog, om alt fra genre til skriveteknik og hvordan mine noveller havde udviklet sig. Desværre gik det ikke sådan.

Måske fordi det var sådan en særlig dag for mig, blev jeg noget slået ud af at der ikke var den store interesse for mine opslag eller for at kommentere. Det satte de sidste 17 års arbejde i relief.

Dog var der en lille håndfuld, der svarede på mine spørgsmål, og tak for det og jer. I var pænt uenige om, hvilken novelle der skulle indlæses, så jeg endte med at vælge en novelle, som jeg er sikker på de færreste af jer har læst, en novelle som ikke er en del af en af mine egne udgivelser og en novelle, der kan være lidt svær at få fat på.

Så her kommer novellen Lightlessness, der oprindeligt blev udgivet i litteraturmagasinet Udkant. Lightlessness handler om en kvinde, en kat og en katastrofe. Tak fordi du lytter med.

Lightlessness

Et kort besøg i Silvestriland - Den allersidste dans

Jeg har fået udgivet næsten 200 noveller, og nogle af dem har stukket hovedet længere frem end andre. Sådan en er Den allersidste dans, der oprindeligt var en del af antologien Undergang.

For elleve år siden blev antologien anmeldt i Politiken, og min novelle fik følgende ord med på vejen:

"I Amdi Silvestris Den allersidste dans, danser syv par i hver sin beskyttende boble, mens jordkloden går under af solstorme. Men boble efter boble brister, Silvestri skriver særegent poetisk og uden slinger i valsen, om man så må sige, og får midt i al gruen skabt en smuk hyldest til menneskeheden og mangfoldigheden."

Det skudsmål varmer stadig, og Den allersidste dans er blevet genoptrykt i min opsamling fra 2016, Sand og sten, stål og glas. Senere blev den også oplæst (af andre end mig), ramme om et mindre skænderi og jeg har ofte tænkt, at den kunne gøre sig godt som graphic novel. Undervejs i min nu afdøde podcast Silvestriland trak jeg (heldigvis) netop Den allersidste dans og hvis du har lyst, kan du høre det afsnit nu.

Afsnit 47: Om svendestykker, glaskupler og anmeldelser i Politiken
Den allersidste dans

Et kort besøg i Silvestriland - Mod fjerne kyster/Eusebiors brønd

Silvestriland er lukket. Silvestriland er slut.

Men engang var der et afsnit 75, der handlede om novellen Eusebiors brønd, som var en del af antologien Mod fjerne kyster fra forlaget Ildanach. Det helt særlige ved det afsnit, og grunden til at jeg i dette indlæg reposter afsnittet, er at dengang jeg indspillede det, var novellen IKKE udgivet. Det blev det eneste afsnit af Silvestriland, der handlede om en fortælling, man ikke kunne få fingrene i. Oprindeligt blev det lagt ud i oktober ‘23.

Men hvorfor så lave det afsnit, når novellen ikke var til at få? Jo, jeg troede, at antologien var lige på trapperne … hvilket den ikke var. Men nu, efter mange forsinkelser og flere gange nytår, findes Mod fjerne kyster og dermed Eusebiors brønd endelig i verden. Jeg håber, at du har lyst til at lytte til afsnittet og så selvfølgelig også læse novellen.

Afsnit 75: Om tredje sæson, flydende sætninger og NPC'er

Fonden Leo Estvads hæderslegat

Tilbage i september ‘24 ringede min telefon. Alene det hører til sjældenhederne, og da jeg ikke genkendte nummeret, tog jeg den ikke. Jeg orkede ikke at snakke med forsikringssælgere og alt det andet skidtfolk, der regerer systemet. Personen efterlod en besked, hvor han præsenterede sig ved navn og fortalte, at han havde ‘en glædelig nyhed’ og at jeg gerne måtte ringe tilbage. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, da en sådan introduktion netop måtte betyde en scammer.

Men lidt senere tikkede en mail ind. Om, at jeg var blevet tildelt Leo Estvads hæderslegat for min skrivning. Jeg troede ikke på det, og først efter flere dages detektivarbejde og en ekstra mail eller to, accepterede jeg, at det nok var rigtigt. Der skulle endda være en reception i november, med champagne og alt muligt. Og jeg skulle foreslå to personer, der kunne holde tale for mig. De skulle kende mit forfatterskab og mig, og efter et par uger lykkedes det mig at finde to kandidater, som dem der uddelte prisen kunne vælge imellem. Derefter var det bare at vente.


Heldigvis kunne jeg krybe til korset i mellemtiden. Jeg kendte nemlig slet ikke Leo Estvad, og det virkede lidt sært at få tildelt et sådan legat uden at vide noget om ham. Så jeg sprang på hovedet i internettet, hvor jeg blev meget klogere.

Leo Estvad (1902-1986) var multikunstner, og beskæftigede sig med malerkunst, musik, illustration, litteratur og keramik. Han arbejdede meget med landskaber, både i tekst og billede, og disse landskaber var især spanske, nordafrikanske og fra Thy, hvor han ikke alene boede i mange år, men også døde. Han er uddannet på Kunstakademiet, og hans legat uddeles hvert år til en billedkunstner og en forfatter. Eller, det gjorde det, for over de næste to år uddeles de sidste portioner til tre billedkunstnere og tre forfattere ad gangen, før legatet lukkes ned.

For sådan en som mig var det fint, men det var ikke nok. Så jeg fandt en af hans bøger antikvarisk, så jeg selv kunne få syn på sagen. Og det var ikke en hvilken som helst bog, men en læderindbundet udgave af hans Dagenes spiral, som han også selv har illustreret. Den besluttede jeg mig for at læse, efter jeg havde fået legatet. Det virkede og virker stadig på sin plads. Ikke mindst føles den blød mod fingrene, papiret er tykt og fyldt med lyd og så er den 1965. Når jeg engang er færdig med den, får den en plads på min blærehylde, der efterhånden bugner af mit forfatterskab.



Men den store dag oprandt. Der var reception i Ørestaden, og selv om det ikke så så mondænt ud udefra, var der varmt og godt fyldt indenfor. Derefter gik det slag i slag. Billedhuggeren Siska Katrine Jørgensen,  billedkunstneren Claus Ejner og maleren Martha Hviid var de tre billedkunstnere, der modtog hæderslegatet, mens vi på forfattersiden havde Bo Reinholdt, Christel Wiinblad (som desværre var syg) og så mig som blev hædret.

Min tale blev holdt af Helle Tietgen, der som min redaktør på Valeta tilbage i Pandaemonium-dagene har en del indsigt i mit forfatterskab. Det var bevægende, at nogen havde taget sig tid til at skrive ord om mig. Og heldigvis findes talen både som tekst og video. Begge dele kommer her.


Kære Silvestri,

Denne tale er for dig, og til dig.

Første gang jeg stødte på Silvestris skrevne ord, vidste jeg slet ikke at han var forfatteren bag. Det var i 2009 og jeg havde netop åbnet forlaget Valeta. Silvestris ord læste jeg blandt de 89 noveller der var indkommet til den novellekonkurrence der skulle skabe opmærksomhed om, og hente potentielle forfattere til forlaget.

Jeg læste de 89 bidrag strippet for forfatternavne så konkurrencen var fair og uden skelen til eventuelle erfarne navne. ’Je nais sais quoi’ hed novellen Silvestri havde bidraget med. Jeg var ikke ét sekund i tvivl om det åbenlyse skrivende talent jeg oplevede dér; og jeg blev glad og stolt over at kunne placere novellen i top 3 og tilbyde en plads i novelle-antologien ’Begyndelser’.

Og det blev en begyndelse, for både Silvestri, og for mig. Kontrakten var den allerførste forfatteren satte sin krasser på; en begyndelse på en laaang række af kontrakter og udgivelser. Endda flere som jeg selv har haft fornøjelsen af at være redaktør på. Men det blev også begyndelsen på et langt venskab og kollegaskab; vi har krydset veje i bogbranchen et væld af gange.

Silvestris litterære meritter er mange; også for mange til at opremse her (for jeg har nemlig kun fået 5 minutters taletid!) Så i stedet for at nævne udgivelser, titler og værker som der er masser af (ingen nævnt – ingen glemt!) vil jeg i stedet nævne det Silvestri også er: Redaktør, oplæser, indtaler, interviewer, moderator, foredragsholder, podcaster, forperson i Dansk Horror Selskab og med flere forskellige roller i Dansk Forfatterforening – for bare at nævne lidt.

Silvestri er en hamskifter -en genrehamskifter; han har skrevet og fået udgivet romaner og noveller i næsten alle genrer. En disciplin der ikke er for de fleste forfattere, men Silvestri mestrer det; skiftet. Og viser med sine historier en overlegen lethed ved at komponere, jonglere og sammensætte sine ord til historier der får læseren til at: gyse, græmmes, væmmes, røres, undres, imponeres – til at græde, grine, chokeres og glædes. Og kollegaer til at misundes (på den gode måde) og redaktører til at henrykkes.

Silvestri har sin helt egen særegne litterære stemme som går igen og brænder igennem, uanset genre. Noget jeg selv har oplevet da jeg for flere år siden sad som dommer i en novellekonkurrence og igen læste bidrag uden forfatternavne på. Da jeg nåede til novellen: ’Den allersidste dans’ – en grotesk og hjerteskærende poetisk dystopi, vidste jeg at dette bidrag var en A. Silvestri-novelle! Det kunne ligeså godt have stået printet i toppen af historien; SÅ tydeligt brændte det igennem. Det føltes lidt som snyd at jeg følte mig så sikker på forfatterens identitet, men vidste også at et optag i antologien var fuldt fortjent!

Kære Silver! STORT og hjerteligt tillykke med hæderslegatet og anerkendelsen der følger med det. Anerkendelsen har du dog allerede opnået med alle dine litterære meritter – og min anerkendelse fik du i 2009 da jeg læste din novelle og spottede dit store ordtalent.

Je nais sais quoi, Silver …? Men dét ved, vi!


Det var en ære at modtage hæderslegatet, og min overraskelse, som jeg startede hele dette indlæg med, var ægte nok. Jeg havde og har det stadig svært ved at forstå, at jeg overhovedet kunne komme i betragtning.

I kølvandet på legatet, var både forlagene Screaming Books og Brændpunkt søde at markere begivenheden med et par ord, og det samme var Jette på bloggen Gyseren.dk. Tusind tak. Det sætter jeg stor pris på.

Og sådan var det nogenlunde. Nu er jeg den oplevelse rigere. Og det forpligter vel i et eller andet omfang til, at jeg skriver noget mere. Så det må jeg hellere få gjort.

Historien om en bog: Tanker om at flygte

Der er to uger til Tanker om at flygte udkommer og jeg er nervøs. Sådan helt vildt nervøs. Derfor prøver jeg at få lidt ro ved at skrive dette indlæg. Jeg har ikke mange traditioner, hverken personligt eller professionelt, men en af de få er, at når jeg udkommer med en ny bog, så knytter jeg et par ord til den.

Grunden til at jeg laver disse indlæg meget ligetil. Ofte er det sådan, at når en forfatter udkommer med en ny bog, bliver denne bog iscenesat gennem interviews, læsninger, reklamer og lignende, elementer, der alt sammen giver forfatteren en mulighed for at tale værket ind i sammenhænge, det være sig litterære, politiske, sociale eller andre. Da jeg ikke har prøvet dette, er min “Historien om”-indlæg den platform, hvor jeg vil forsøge at gøre det samme. Jeg vil dog indrømme, at det er lidt sært for mig at skrive her på min blog. Sidst jeg skrev, var omkring udgivelsen af min roman Für Elise, og i forhold til tidligere er jeg blevet meget stille. Jeg er ganske enkelt kommet ud af vanen, så jeg undskylder på forhånd, hvis jeg ender i svinkeærinder.


Der er mange milepæle og jubilæer i et forfatterliv. Årsdagen for den første udgivelse, at vinde en pris, at modtage støttekroner og lignende. Tanker om at flygte er en sådan milepæl, da den er min tyvende selvstændige udgivelse. Et tal, jeg ikke i mine vildeste drømme havde forventet jeg ville nå, da jeg debutere i 2011. Tyve bøger. TYVE BØGER. Det er jo helt vanvittigt! Så mange sider, så mange timer, så mange historier - alle sammen sprunget fra min pande som var jeg en anden Zeus. Ud over det med de tyve, er Tanker om at flygte min sjette samling med helt nye noveller (så jeg tæller altså ikke mine opsamlinger med).

Tanker om at flygte er særlig på rigtig mange måder. Det er min korteste novellesamling, både når det kommer til antal noveller og den samlede længde. Tanker om at flygte indeholder 10 fortællinger, der tilsammen lige når op og kysser 134 sider. Genremæssigt er den weird fiction, den sære hybrid der går på hugst i både de spekulative og realistiske genrer, og krydrer blandingen med lån fra poesiens menageri. De fleste af novellerne er meget nye, så de er ikke samlet ind over en årrække, som det gjorde sig gældende med novellerne i Næsten her. Tematisk har de en fællesnævner, nemlig den handling, det er at flygte … eller rettere, den handling, det er at have tanker om at flygte.

Forsiden (og omslaget) er kreeret af Sofie Alsbo og Sara Laub.


Hver af mine bøger er skrevet med et formål eller et tankesæt. I Et satans arbejde ville jeg gerne levere en historie, der både var sjov og dyb, med novellesamlingen Næsten her rakte jeg med vilje hånden frem over skellet mellem den spekulative og den realistiske litteratur og i min roman Für Elise ønskede jeg blandt andet at beskrive en forfatters ensomhed.

Tanker om at flygte vrimler med mennesker og skæbner, og deres tanker om at flygte. Flugten er ikke nødvendigvis en negativ handling eller impuls. Nogle af historiernes personer overvejer det at flygte som en dagdrøm eller et musehul, hvis tingene en dag skulle blive for svære eller uforudsigelige. Andre forbereder aktivt det at flygte, mens andre igen allerede er undervejs. I en fortælling er hele livet et pulsslag af flugt og venden tilbage til, i en anden er flugten en nøgle til at tage kontrollen i sit eget liv. Andre steder er tankerne om at flygte abstrakte, brutale eller ligegyldige, for når ingen steder er værd at flygte hen, så hvorfor ikke bare blive, hvor man er? Mange af fortællinger er båret oppe af vrede og håb, men lige så mange løftes af kærlighed og frustration. Tilfælles har de fire følelser et ønske om forandring, om at noget muligvis kan ændres. Ved siden af de mange mennesker er fortællingerne fyldt med konstruktion og arkitektur; tårne, kommunale kontorer, hele byer, glascaféer, kirker og forhold.

Da jeg skrev novellerne til Tanker om at flygte, gav jeg mig selv helt frie hænder, for at afsøge novellen som form. Jeg lod min fantasi og grublerier ile ud af tangenter, og derfor har flere af novellerne også antaget mindre almindelige strukturer. Som f.eks. i Christian Pedersen skal gå i nul, der er en maskingeværsalve af ord og sammenligninger, i Alt det, der ligger bag Alistairs hus hvori jeg bryder en række skriveregler og i Amarylllis Faeton, der udelukkende er fortalt i dialog. Jeg ønskede også at udforske emner og grænser med samlingen, hvilket blandt andet kan ses i Brænding, hvor det eksplicitte tager førerpositionen i forhold til det antydede, i Menneskehavet der skyller ind over grænsen mellem drøm og virkelighed og i Tårnet, hvor en apokalyptisk trope sendes i spin. Det var også vigtigt for mig, at skabe mindeværdige scener og sprogbrug, visuelle stumper der bliver siddende i læseren ikke bare i dagene, men årene efter de har læst bogen, og jeg stræbte også efter at levere meget forskellige historier, så hvert opslag var en ny oplevelse.

Efter, eller før, hver novelle, har kunstner Sofie Alsbo tilvirket en lille bid grafik, og sammen med den grafik er en streg eller en tråd, der krøller sig, løber videre, eller fortsætter et sted hen. Ud over at være meget stemningsfuld, bærer tråden også noget mere i sig. Den er med til at binde novellerne sammen, uden dog at være alene om det. I novellerne er der ekkoer af de andre noveller. Et ord, en stemning eller en sætning fra én fortælling optræder pludselig i en anden, og danner en bro mellem to fortællinger, der på overfladen ikke virker til at have nogen fællesnævner. Måske er de bidder af andre noveller i virkeligheden immigranter, der ikke længere blot tænker på at flygte.


Tanker om at flygte er ingen let bog - og det har heller ikke været intentionen. Jeg tror, at nogle læsere vil blive stødte over visse historier, jeg tror at mange læsere vil kunne lide nogle af historierne og absolut ikke andre og jeg tror, at en del læsere vil blive forvirrede. Jeg ønsker blot, at læserne læser Tanker om at flygte på bogens præmisser, og ikke på alle mulige andre.

Er man som læser vant til og glad for fortællinger, der følger et almindeligt narrativ som lukkes af med behørige løkker og sløjfer, og forventer dette af alle historierne i Tanker om at flygte … ja, så vil man blive skuffet. Forsøger man at stæse igennem bogen på et par timer … ja, så vil man nok misse en del. Måske vil en håndfuld læsere selv begynde at tænke tanker om at flygte.

For efterhånden mange ord siden beskrev jeg bogen som weird fiction. Som jeg ser weird fiction, er den ret særlig som genre - men desværre vanvittig svær at definere. I forordet til hovedværket The Weird, siger Jeff og Ann Vandermeer, at weird er en følelse, noget sælsomt der stiger op fra siderne, og det er en definition, jeg gerne vil abonnere på. For egen regning vil jeg tilføje, at weird også er fortællinger der tager kendte ting op og ser på dem med friske (eller forskruede) øjne. Hvad er en by egentlig, når det kommer til stykket? Er vores kroppe autonome enheder løsrevet fra al skyld ? Er det vi kalder virkeligheden underlagt lovene om årsag og virkning, eller er der andre kræfter på spil? De 10 fortællinger i Tanker om at flygte er alle weird fiction, men nogle i højere grad end andre. Og for at læse the weird, må man også acceptere the weird.


Jeg føler Tanker om at flygte som en gigantisk milepæl - den slags bog, der vil have stor betydning for hvordan resten af mit forfatterliv kommer til at se ud. Jeg har også sjældent været så nervøs for en udgivelse som jeg er for denne, for jeg er skidebange for at den slet ikke rammer et publikum.

Men lige meget hvad der sker, vil jeg gerne takke forlaget Screaming Books, fordi de har taget en chance med bogen og med det samme forstod hvad jeg ville med den, Sofie og Sara for det dejlige grafiske arbejde (bogen er ikke bare flot, men lækker at røre ved) og forfatter og oversætter Rasmus Hastrup, der har ageret redaktør. Og ikke mindst til dig derude, der har læst dette indlæg til ende og måske påtænker at erhverve dig et eksemplar af Tanker om at flygte. Bogen udkommer den 4. maj 2023, men kan allerede nu forudbestilles hos forlaget.

Historien om en bog: Für Elise

Det er onsdag, da jeg begynder på dette indlæg. Natten svøber de københavnske andelsbygninger i sort og jeg sidder på min forfatterpind i karnappen og er i gang med at skrive disse linjer. Der er tre uger til Für Elise udkommer. Jeg har ikke mange traditioner, hverken personligt eller professionelt, men en af de få er, at når jeg udkommer med en ny bog, så knytter jeg et par ord til den. Det har jeg gjort lige siden min debut, Køtere dør om vinteren, udkom for tolv år siden.

Som jeg fortalte sidste år, er grunden til at jeg laver disse indlæg meget ligetil. Ofte er det sådan, at når en forfatter udkommer med en ny bog, bliver denne bog iscenesat gennem interviews, læsninger, reklamer og lignende, elementer, der alt sammen giver forfatteren en mulighed for at tale værket ind i sammenhænge, det være sig litterære, politiske, sociale eller andre. Da jeg ikke har prøvet dette, er min “Historien om”-indlæg den platform, hvor jeg vil forsøge at gøre det samme.


Det er Søren Klok, der står for forsiden (og omslaget).

Für Elise er min nittende bog, og alt efter hvordan man tæller, min syvende eller ottende roman. Samtidig står den for mig som en afslutning på et meget større projekt, men mere om det senere.

Præcis som det var tilfældet med min forrige bog, Vardekød, blev Für Elise skabt i ryk. Jeg begyndte at skrive på romanen i sensommeren 2017 og på et par måneder nåede jeg at færdiggøre hele grundplottet, så jeg i julen 2017 stod med et manuskript på omkring 30.000 ord, med slutning og det hele. Det var en mærkelig mellemlængde, hverken en novelle eller en roman, og da jeg var færdig med den, var det med en følelse af, at det kunne jeg gøre bedre, stærkere, dybere end det var tilfældet. Jeg vidste, at den skulle have lov til at ligge. Og det gjorde den så i fire år. Men inden jeg beskriver videre, hvad er Für Elise så egentlig for en størrelse?


I Für Elise har jeg taget meget mere fra mig selv, end jeg plejer at gøre. Hovedpersonen er forfatter og hedder August Fischer. Han er midt i fyrrerne, har udgivet en del, men aldrig fået den helt store anerkendelse. Han bor alene, uden kæreste, børn eller kæledyr og er ofte træt af den gennemsnitlige læser og forlagsbranchen som helhed. Han sidder lidt fast i at han har skrevet i mange år, men ikke rigtig synes at nå nogen steder. Så langt, så Silvestri. Men under en workshop møder han kvinden Elise, der spørger ham, hvad han egentlig skriver om. Og hans svar vækker noget i ham.

Für Elise er en dannelses- og udviklingsfortælling, der låner fra klassiske romaner som Den unge Werthers lidelser, Gargantua og Candide, ikke bare i handling, men også i passager, der dvæler ved natur- og menneskebeskrivelser. Hovedpersonen August søger efter svar, og det gennem en rejse, der fører ham mange steder hen og sætter ham overfor en række valg. Nogle af disse meget håndgribelige, andre mere abstrakte. Ligeledes er Für Elise en miljøfortælling; om havet, dyr, is og varme. Historien starter almindeligt ud, men gradvist smelter den ind i det mere drømmende, i et forsøg på at nå et sted, som læseren næsten forstår eller kan sætte sig ind i. Lidt ligesom når man forsøger at huske en drøm, der hele tiden glider ud af ens bevidsthed. Titlen er heller ikke et tilfælde, og musik fungerer i Für Elise som en ten, hvorpå historien er viklet op. Måske er den i virkeligheden et eventyr, en fabel eller en myte?

Er Für Elise genrelitteratur? Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke helt kender svaret på. Hvis man tager science fiction-brillerne på, er der helt sikkert elementer, der kan ses som science fiction. Ifører man sig fantastik- eller weird fiction-brillen, vil historiens temaer og persongalleri slå nogle stemninger an. Svaret er vel så, at genren kommer an på, hvilke forventninger man som læser møder bogen med. Selv kalder jeg den ‘bare’ for en roman.

Et andet spørgsmål, der blev hængende var, hvorvidt det er mig, der fortæller historien i Für Elise eller om det i virkeligheden er fortællingens forfatter, August Fischer, der gør det. Hvor starter og stopper mit fortællerrum, og hvor starter og stopper hans? Og er der egentlig nogen forskel? Og med den tanke, så tilbage til processen.


I de fire mellemliggende år blev det til en del bøger, og imens hyggede Für Elise sig bagerst i hovedet. Gradvist forstod jeg, at jeg blev nødt til at udvide (og udvikle!) persongalleriet, indlægge mere dialog og ikke mindst lave en ordentlig bunke research. Sidstnævnte begyndte jeg på i oktober ‘21, lige efter Vardekød var udkommet. Der var jeg på skriveophold på Hald Hovedgård i Viborg i hele 14 dage, og sikke en vidensfærd det blev.

Jeg researchede masseuddøen, Beethovens musik, pladetektonik, alkoholisme, australske miljøorganisationer, blæksprutter, sommerhuse på Sjællands Odde, komponisten Per Nørgaard, rumænske folkeeventyr, semantronen (et ret vildt musikinstrument), ekspressiv dans, geologi (især sedimenter) og Operaen for nu at nævne et par ting. Sideløbende med researchen skrev jeg ekstra kapitler midtvejs i historien, og passede dem sammen med det, jeg havde skrevet tilbage i 2017.

I begyndelsen føltes teksten som lidt af et Frankensteins monster, og flere gange tænkte jeg, at jeg havde grebet det forkert an … men så klikkede det hele alligevel på plads. Jeg tillod teksten at gribe og føre mig, i stedet for modsat, og resultatet er blevet, synes jeg, meget konkret og samtidig meget let - som kalksten. På en mærkelig måde var det rart at føle den forvirring, fordi jeg så var så meget mere sikker på, at det fungerede, da forvirringen forsvandt. Efterfølgende har jeg tænkt, at det endda passede og passer - da hovedpersonen August Fischer i løbet af bogen ofte har den samme forvirring.

Efter alle krumspringene kom der redaktør på, og i alt nåede Für Elise gennem otte gennemskrivninger før jeg erklærede mig tilfreds.

En ganske vigtig scene i bogen udspiller sig i Operaen.

Bagsideteksten


Som nævnt tidligere, står Für Elise for mig som afslutningen på ikke bare arbejdet med netop den bog, men noget større endnu. Som forfatter ser jeg nemlig Für Elise som det afsluttende værk i en trilogi, hvor de to andre bøger er Slør fra 2018 og Vardekød fra 2021. Fællesnævneren for de tre bøger er ensomhed, det at være/føle sig sat uden for fællesskaber og føle, at man bruger det meste af sit liv på at være tilskuer. Det er første gang, at jeg nævner denne sammenhæng, og jeg har tænkt længe frem og tilbage, hvorvidt jeg skulle gå i dybden med mine tanker. Men nej. Ikke denne gang. Der vil jeg lade det være op til eventuelle læsere selv at tolke.

Det tror jeg nogenlunde var det. Tusind tak til min redaktør Birgitte Vestergaard Andersen, der får mig til at genlæse min egen tekst med ekstra omhu, til min grafiker Søren Klok, der godt gider lege med når jeg kommer med vanvittige forslag og til forlaget Brændpunkt, der nu har stået bag fire af mine udgivelser. Og på forhånd tak til dig, der læser, køber og snakker om mig. Uden dig går det ikke.

Et blad fra munden: Om research

En af de ting, jeg går meget op i når jeg skriver om andre tider og steder, er at lave en grundig research. En sådan er væsentlig, fordi den er med til at man kan beskrive en tid troværdigt. Det er samtidig noget, jeg virkelig sætter en stolthed i. Jeg springer aldrig over hvor gærdet er lavest, og ofte tager det at udforske forskellige emner længere tid end selve det at skrive historien.


De sidste par år har jeg virkelig fået flexet min researchmuskel. Først var der alle novellerne i Næsten her. De fjorten historier er realistiske, men udspiller sig tilfældigvis i andre virkeligheder end denne. For at kunne beskrive disse fremmede steder, var det alfa og omega for mig at have styr på vores virkelighed, for den var udgangspunkt for alle historierne. Undervejs nåede jeg omkring mange ting, såsom kommunistarkitektur, dyrs kunstneriske evner, ølbrygning, smitsomme sygdomme og liberalismens filosofiske grundlag. I løbet af de mange år det tog mig at skrive Næsten her, vendte jeg en af fortællingerne med en filosof, en anden med en læge og en tredje med en kok, fordi jeg var i tvivl om et par ting.

Før det skrev jeg engang en novelle med titlen Harald Peder Kristensen. Den handler om en modstandsmands sidste timer på Blegdamsvej, vel at mærke en virkelig person. Der hænger en mindeplade på Frimurerlogen, og det var egentlig den, der kickstartede min fantasi. Men jeg gik ikke bare hjem og skrev løs. Jeg researchede på nettet og var på en guidet tur, der ledte forbi stedet. Jeg tjekkede Haralds baggrund, færdigheder og sår, både for at det skulle være korrekt og respektfuldt. Novellen blev en del af antologien Mit Østerbro, og da jeg mødte op på biblioteket til receptionen, nægtede bibliotekaren først at tro på at det var mig der havde skrevet novellen. I hendes verden skulle jeg være en gammel mand, der selv havde set disse ting ske - eller, der var i hvert fald hvad hun fortalte.

Sidste år udkom min roman Vardekød. Den foregår i 1995, som trods alt er en tid, jeg selv kan huske. Men hukommelse er noget sløset noget, og jeg har ikke tal på de timer, jeg brugte undervejs, på at få tiden helt rigtig. I historien var computerens pauseskærm selvfølgelig Johnny Castaway, da en af personerne er i Aarhus på kunstmuseum er det selvfølgelig det gamle kunstmuseum og ikke AROS og teenagepigen er iført den højeste 95-mode, da hun skal til fest. Ligeledes tog jeg selvfølgelig til Varde for at mærke byen, fornemme dens stemning og måske opdage lidt hemmeligheder. Det nytter ikke noget at skrive om en by, hvis den ikke føles rigtig. Oprindeligt havde jeg f.eks. følt, at Vardes personlighed var en havneby, men der tog jeg helt fejl. Det var en handelsby, og derfor krævede det nødvendige omskrivninger.


For et par dage siden udkom antologien 1900, hvor 10 danske horrorforfattere har udforsket hvert sit årti. Mit var 1960erne, og det gjorde jeg med novellen Hvem mon bli’r dit næste offer?. Og nu kommer vi så til hvorfor jeg har skrevet dette indlæg. Normalt holder jeg mig fra at diskutere eller mene noget offentligt om anmeldelser af mine bøger og fortællinger. Læseren har ret til at have den mening, som denne nu har, også hvis det er en, jeg ikke kan lide. Men i fredags dukkede der en anmeldelse op på Bogvægten.dk, hvor anmelderen blandt andet skriver følgende om min novelle:

… dels har ikke alle forfattere relateret til det årti, deres novelle angiveligt foregår i. Eksempelvis handler 1060’er-novellen om en kvindelig studerende på universitetet. Flere gange i teksten understreges det, hvor usædvanligt det er med kvindelige studerende på videregående uddannelser. Men den første kvinde blev optaget på Københavns Universitet i 1875. I 1914 var der over 100 kvinder på KU. Cubakrisen og Beatles er tidsmarkører for novellen, men hvorfor er kønsfordelingen så hentet fra århundredet før?


Kritikken faldt mig for brystet grundet de ting jeg allerede har nævnt. Derfor læste jeg min egen novelle, for måske havde jeg gjort i nælderne. Jeg stod undrende tilbage. Min oplevelse er, at anmelderen er gået helt galt i byen. Men inden jeg blev alt for fornærmet, tjekkede jeg mine gamle noter igennem og fandt frem til lidt statistik, jeg havde studeret under skrivningen. Tallene er fra Statistisk Årbog og omhandler KU.

Mark Twain påstod selv, at det var Benjamin Disraeli, der havde sagt det her. Men ordene findes ikke hos Disraeli, så det er nok Twain selv, der har gøglet sig frem til det.

I 1943 var 23,2% af alle studerende på lægestudiet kvinder. Så altså mindre end en fjerdedel. 20 år senere, i 1963 hvor novellen udspiller sig, har den lige sneget sig op over fjerdedelen med 25,4%. Det er mærkbart, hvor lille en stigning der egentlig har været, især når man som anmelderen bemærker, at det har været kvinder tilladt at læse på universitetet siden 1875. Det bliver dog først rigtig spændende når man kigger på tallene fra 1983, hvor 45,3% af de studerende på lægestudiet er kvinder. En stigning på næsten 20%. Ud fra det kan man drage den konklusion at først i firserne er det almindeligt for en kvinde at læse til læge. Jeg vil mene, at min kønsfordeling ikke er hentet fra noget andet århundrede, eller for den sags skyld, årti.


Men det er jo alt sammen bare tal. For da jeg skrev Hvem mon bli’r dit næste offer? var jeg så heldig at snakke med en kvinde, der havde læst til læge omkring 1960. Og hvad hun sagde, var spændende. For hendes oplevelse havde været, at selv om kvinder da kunne studere og det blev mere normalt, havde de fleste mænd en klar holdning til det. Og den var for det meste ikke positiv. Kvinder blev stadig set som nogle sarte mimoser, der ikke kunne klare et mandefag. Kvinder skabte uro, kvinder var irriterende, kvinder forstod ikke helt de store spørgsmål, kvinder skulle pusle om mænd. Selv de yngre mænd vidste ikke hvordan de skulle håndtere, at tingene var ved at ændre sig, og derfor faldt de ofte tilbage i deres fædres mønstre. Mændene følte sig truet. De havde klubber, hvor der ikke måtte komme kvinder. De kvindelige studerende søgte ofte sammen i grupper, blandt andet fordi de blev frosset ud. Da hun fortalte mig de ting, var jeg forbløffet. Tænk, at det var sådan helt oppe i tresserne. Well, tænk, at det stadig er sådan nogle steder.

Da jeg genlæste min fortælling, så jeg meget lidt af den ‘understregning’ anmelderen taler om. Jeg har kigget manus igennem, og fundet fem steder, hvor noget den stil nævnes. De er her i det vedhæftede dokument, så vurder selv. Jeg ser derimod det jeg forsøgte at skrive frem, nemlig mændenes holdning til en kvinde i deres hellige haller. Og det er det, der også er historiens omdrejningspunkt. Min hovedperson, Anne, er en kvinde, der indvarsler fremtiden. Hun står i 1963, på kanten af den helt nye verden. Om lidt eksploderer kvinder ud på arbejdsmarkedet, P-pillen kommer, den første rødstrømpedemonstration er kun syv år væk. Kvinder har ikke længere tænkt sig at være andenrangsborgere eller tjenerskab, når de på papiret står som ligeværdige. Og mændene har ikke helt forstået, at fremtiden venter. Dette eksemplificeres gennem resten af fortællingens persongalleri, der udelukkende består af mænd.


Som sagt ærgrer det mig, at jeg har følt mig kaldet til at lave dette indlæg. Det blev vigtigt for mig, fordi jeg netop sætter en stolthed i mit forarbejde og researcharbejde, og jeg føler virkelig at min læser skal kunne stole på, at det der sker i mine bøger, er undersøgt så godt som det står i min magt. Du er meget velkommen til selv at læse novellen (eller hele bogen for den sags skyld), og danne dig en mening.