September 2008 (eller var det 2007? Jeg er ikke sikker længere. Tiden trutter i trompet og jeg danser bare med så godt jeg magter). Jeg er på tur med herreklubben fra mit arbejde og i den tunge indian summer er valget faldet på en omgang paintball af de helt vilde. Det er en anden tid (og det var det) og vi er allerede et par øl inde i drukturen, da vi i proppede personbiler ankommer til stedet, hvor slaget skal stå. Vi kravler i plettede kedeldragter og får en hurtig instruktion i hvordan paintball-geværerne fungerer, hvilke regler vi skal følge og at det er en kombination af Capture The Flag og Last Man Standing. Derefter slippes vi løs. Og jeg lærer dybden af ordet kaos at kende.
Nu skal det så tilføjes at jeg er lærer. Altså pædagogisk-didaktisk uddannet, med Piaget og Habermas og Klafki og Vygotsky og alle de andre velmenende herrer i baghovedet, og det samme er mine kolleger. Vi er sindige og velovervejede mennesker, der til hverdag gør vores yderste og ypperste for at stilladsere undervisning og være der for de spirende medborgere, så de kan almendannes på bedste vis. Det glemte vi vist bare lidt alle sammen. For der var ikke gået mere end et par minutter, før alt hvad der hed regler og passen-på-hinanden var tumlet ud i afløbet.
Det er et blodbad. En hærgen. Splattergeværer bliver tømt på klods hold, folk udgår skrigende og blødende og selv tilbringer jeg det meste af kampen på maven, hvor jeg på bedste militærvis kravlede langs banens periferi og sniper folk bagfra. Begreber som ære og fairness er forsvundet og foruroligende hurtigt handler det bare om at dræbe eller selv at dø. Der er så meget testosteron i luften, at man kan lugte det.
Det er sådan, jeg husker det nu. Jeg tror, jeg huskede det på nogenlunde samme måde for et par år siden, hvor jeg optog et afsnit af min dengang eksisterende podcast Silvestriland om den novelle, der ligger til grund for lige præcis denne bog. Det afsnit kan du lytte lige her, hvis du har lyst.
Her optrådte Paintball for første gang.
For denne Paintball er en reinkarnation af den første Paintball, der var en del af min novellesamling Kærlighedsfrugt fra 2015. Selv dengang havde den en del år på bagen, for jeg skrev den oprindeligt tilbage i nullerne, direkte inspireret af den hændelse, du lige har læst.
At den nye inkarnation eksisterer, er forlaget Krabats skyld. Igennem de sidste par år, når vi lige mødtes, blev jeg altid spurgt om jeg ikke havde et manuskript, de måtte kigge på. Jeg slog mig noget i tøjret (ja, det er med vilje jeg bruger gamle udtryk), for generelt sagt er der ikke mange af mine tekster, der fungerer til et yngre publikum. Men i januar ‘25, da spørgsmålet atter kom, gik jeg hjem og tænkte over det. Jeg fandt en håndfuld tekster, som jeg sendte, og af dem pegede forlaget på Paintball. Det var jeg egentlig enig med dem i. Vi fik en kontrakt i stand, nogenlunde aftalt et forløb og så gik jeg i gang med at kigge på min tekst, jeg ikke rigtig havde læst i de mellemliggende 10 år.
Et årti er længe i forfatterverdenen. Man bliver bedre, mere bevidst om udtryk, personer, dialog og alle de andre elementer, der udgør en fortælling. Så jeg gruede for, hvordan jeg ville opfatte min gamle tekst. Det havde jeg ikke behøvet. Dengang jeg gennemskrev den i 2015, havde jeg fået fjernet de værste unoder, og jeg var rimelig tilfreds med hvad jeg læste på rent tekstplan. Men der var et par steder, hvor jeg havde sprunget over hvor gærdet var lavest (se, endnu en), så det var nødvendigt at skrive et par scener til. Ligeledes arbejdede jeg en del med personernes forhold til hinanden, udskiftede et par udtryk hist og her og tjekkede op på min paintball-lingo. Jeg håber, at jeg har ramt rigtigt på alle de ord og begreber, man anvender.
Det var skægt at tage på besøg. Jeg følte, at historien stadig havde et umiskendeligt islæt af Dennis Jürgensen, noget jeg blandt andet også nævner i podcasten, og at det fungerede efter hensigten. Samtidig havde jeg også en sober afstand til værket. Det var en Silvestri, bevares, men en tidligere Silvestri, hvor jeg som den aktuelle Silvestri havde til job at gøre historien og mit tidligere jeg ære. Det synes jeg er lykkedes.
Men hvad handler Paintball om? Om paintball, selvfølgelig. Og om et hold, der ankommer til en art arena i København, hvor finalen i danmarksmesterskabet skal udspille sig. Men der er noget sært ved det udstyr, de får udleveret, at der er så få mennesker til stede ved så markant en begivenhed og de kameraer, der sidder monteret højt oppe. Hvorfor det føles så sært, finder de snart ud af. Og det samme gør læseren.
Forlaget har sat bogen til aldersgruppen 10-12 år. Det synes jeg er for lavt, men da jeg ikke helt har styr på målgrupper, så regner jeg med at de har ret. Det betyder selvfølgelig ikke, at man ikke kan læse Paintball, hvis man er ældre. Tværtimod. Jeg er ret sikker på, at den nok skal underholde hele vejen ind i voksenlivet. Også hvis man er en af dem, der læste den for 10 år siden.
Så jeg håber, du læser med. Paintball udkommer den 15. oktober på forlaget Krabat.
