Tilbage i september ‘24 ringede min telefon. Alene det hører til sjældenhederne, og da jeg ikke genkendte nummeret, tog jeg den ikke. Jeg orkede ikke at snakke med forsikringssælgere og alt det andet skidtfolk, der regerer systemet. Personen efterlod en besked, hvor han præsenterede sig ved navn og fortalte, at han havde ‘en glædelig nyhed’ og at jeg gerne måtte ringe tilbage. Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, da en sådan introduktion netop måtte betyde en scammer.
Men lidt senere tikkede en mail ind. Om, at jeg var blevet tildelt Leo Estvads hæderslegat for min skrivning. Jeg troede ikke på det, og først efter flere dages detektivarbejde og en ekstra mail eller to, accepterede jeg, at det nok var rigtigt. Der skulle endda være en reception i november, med champagne og alt muligt. Og jeg skulle foreslå to personer, der kunne holde tale for mig. De skulle kende mit forfatterskab og mig, og efter et par uger lykkedes det mig at finde to kandidater, som dem der uddelte prisen kunne vælge imellem. Derefter var det bare at vente.
Heldigvis kunne jeg krybe til korset i mellemtiden. Jeg kendte nemlig slet ikke Leo Estvad, og det virkede lidt sært at få tildelt et sådan legat uden at vide noget om ham. Så jeg sprang på hovedet i internettet, hvor jeg blev meget klogere.
Leo Estvad (1902-1986) var multikunstner, og beskæftigede sig med malerkunst, musik, illustration, litteratur og keramik. Han arbejdede meget med landskaber, både i tekst og billede, og disse landskaber var især spanske, nordafrikanske og fra Thy, hvor han ikke alene boede i mange år, men også døde. Han er uddannet på Kunstakademiet, og hans legat uddeles hvert år til en billedkunstner og en forfatter. Eller, det gjorde det, for over de næste to år uddeles de sidste portioner til tre billedkunstnere og tre forfattere ad gangen, før legatet lukkes ned.
For sådan en som mig var det fint, men det var ikke nok. Så jeg fandt en af hans bøger antikvarisk, så jeg selv kunne få syn på sagen. Og det var ikke en hvilken som helst bog, men en læderindbundet udgave af hans Dagenes spiral, som han også selv har illustreret. Den besluttede jeg mig for at læse, efter jeg havde fået legatet. Det virkede og virker stadig på sin plads. Ikke mindst føles den blød mod fingrene, papiret er tykt og fyldt med lyd og så er den 1965. Når jeg engang er færdig med den, får den en plads på min blærehylde, der efterhånden bugner af mit forfatterskab.
Men den store dag oprandt. Der var reception i Ørestaden, og selv om det ikke så så mondænt ud udefra, var der varmt og godt fyldt indenfor. Derefter gik det slag i slag. Billedhuggeren Siska Katrine Jørgensen, billedkunstneren Claus Ejner og maleren Martha Hviid var de tre billedkunstnere, der modtog hæderslegatet, mens vi på forfattersiden havde Bo Reinholdt, Christel Wiinblad (som desværre var syg) og så mig som blev hædret.
Min tale blev holdt af Helle Tietgen, der som min redaktør på Valeta tilbage i Pandaemonium-dagene har en del indsigt i mit forfatterskab. Det var bevægende, at nogen havde taget sig tid til at skrive ord om mig. Og heldigvis findes talen både som tekst og video. Begge dele kommer her.
Kære Silvestri,
Denne tale er for dig, og til dig.
Første gang jeg stødte på Silvestris skrevne ord, vidste jeg slet ikke at han var forfatteren bag. Det var i 2009 og jeg havde netop åbnet forlaget Valeta. Silvestris ord læste jeg blandt de 89 noveller der var indkommet til den novellekonkurrence der skulle skabe opmærksomhed om, og hente potentielle forfattere til forlaget.
Jeg læste de 89 bidrag strippet for forfatternavne så konkurrencen var fair og uden skelen til eventuelle erfarne navne. ’Je nais sais quoi’ hed novellen Silvestri havde bidraget med. Jeg var ikke ét sekund i tvivl om det åbenlyse skrivende talent jeg oplevede dér; og jeg blev glad og stolt over at kunne placere novellen i top 3 og tilbyde en plads i novelle-antologien ’Begyndelser’.
Og det blev en begyndelse, for både Silvestri, og for mig. Kontrakten var den allerførste forfatteren satte sin krasser på; en begyndelse på en laaang række af kontrakter og udgivelser. Endda flere som jeg selv har haft fornøjelsen af at være redaktør på. Men det blev også begyndelsen på et langt venskab og kollegaskab; vi har krydset veje i bogbranchen et væld af gange.
Silvestris litterære meritter er mange; også for mange til at opremse her (for jeg har nemlig kun fået 5 minutters taletid!) Så i stedet for at nævne udgivelser, titler og værker som der er masser af (ingen nævnt – ingen glemt!) vil jeg i stedet nævne det Silvestri også er: Redaktør, oplæser, indtaler, interviewer, moderator, foredragsholder, podcaster, forperson i Dansk Horror Selskab og med flere forskellige roller i Dansk Forfatterforening – for bare at nævne lidt.
Silvestri er en hamskifter -en genrehamskifter; han har skrevet og fået udgivet romaner og noveller i næsten alle genrer. En disciplin der ikke er for de fleste forfattere, men Silvestri mestrer det; skiftet. Og viser med sine historier en overlegen lethed ved at komponere, jonglere og sammensætte sine ord til historier der får læseren til at: gyse, græmmes, væmmes, røres, undres, imponeres – til at græde, grine, chokeres og glædes. Og kollegaer til at misundes (på den gode måde) og redaktører til at henrykkes.
Silvestri har sin helt egen særegne litterære stemme som går igen og brænder igennem, uanset genre. Noget jeg selv har oplevet da jeg for flere år siden sad som dommer i en novellekonkurrence og igen læste bidrag uden forfatternavne på. Da jeg nåede til novellen: ’Den allersidste dans’ – en grotesk og hjerteskærende poetisk dystopi, vidste jeg at dette bidrag var en A. Silvestri-novelle! Det kunne ligeså godt have stået printet i toppen af historien; SÅ tydeligt brændte det igennem. Det føltes lidt som snyd at jeg følte mig så sikker på forfatterens identitet, men vidste også at et optag i antologien var fuldt fortjent!
Kære Silver! STORT og hjerteligt tillykke med hæderslegatet og anerkendelsen der følger med det. Anerkendelsen har du dog allerede opnået med alle dine litterære meritter – og min anerkendelse fik du i 2009 da jeg læste din novelle og spottede dit store ordtalent.
Je nais sais quoi, Silver …? Men dét ved, vi!
Det var en ære at modtage hæderslegatet, og min overraskelse, som jeg startede hele dette indlæg med, var ægte nok. Jeg havde og har det stadig svært ved at forstå, at jeg overhovedet kunne komme i betragtning.
I kølvandet på legatet, var både forlagene Screaming Books og Brændpunkt søde at markere begivenheden med et par ord, og det samme var Jette på bloggen Gyseren.dk. Tusind tak. Det sætter jeg stor pris på.
Og sådan var det nogenlunde. Nu er jeg den oplevelse rigere. Og det forpligter vel i et eller andet omfang til, at jeg skriver noget mere. Så det må jeg hellere få gjort.