Rithva Landler (https://www.rithva.dk/)
Langt mod vest ligger hesperidernes have. Her gror et æbletræ med gyldne æbler, og den som spiser et æble, får evig ungdom. Herakles slog æblernes vogterdrage ihjel og stjal et af æblerne; det var et af hans tolv arbejder, men resten af haven lod han stå. Det er her ting sker, før de kommer til at ske. Det er her ting er, før de findes.
Hesperidernes have gennemløbes af omfavnelser og vandløb. Græsset er frodigt og hvorend man kigger hen, er der vækster og bed fyldt med urter. Det er let at fare vild her. Et ungt par danser nøgne ved siden af hinanden. Deres bevægelser ryster farve af blomster og blade, så det støvregner omkring dem. En enhjørning græsser nær øjeblikskantareller, og bøjer hovedet, da en kvinde med blomsterkrans i håret svinger sig op på dens brede ryg. En yngling sidder bøjet over en å. I vandets genspejl er ikke hans ansigt, men andres ansigter. Skæggede mænd, kvinder klædt som mænd, mænd der ligner kvinder. De gør tegn til ham, og musik stiger fra dybet og bliver til omkring ham. Ynglingen ser op, da en kvinde med lette trin går over vandspejlet. Hun styrer mod et træ, hvorfra der hænger gyldne kæder. Da hun går på knæ, vikler de sig omkring hende, binder hende på hænder og fødder og hun ler.
Hesperiderne selv er usynlige. Deres navn betyder aftendøtrene. Det hedder de fordi dem, der venter i deres have er i deres uvirkelige livs aften. I morgen, når solen atter gryr, er de fløjet bort, ind i virkelighedens verden eller menneskers sind, og her skal de være til.
Et par træder ned i vandet. De følger åens bugtninger, til de når havens hemmelige have, der aldrig ligger samme sted. Det er en lund, og for enden af den er en port. I lunden vokser bankende hjerter. Deres kamre er kronblade. Af hjerteblomsterne vokser kvinder med arme, de bevæger i dansemønstre over deres hoveder. De kigger. De aflurer. De tænker deres. De er dækket af blod og aftensol, de sidste, der vokser her.
De unge sætter sig mellem dem og venter. Der er stille. Nye sommerfugle fødes af træerne. Og et sted fra kommer en lyd som af en pensel over et lærred.
Erik Lemcke (http://www.lemcke.dk/)
Der findes et ursted hvor verden begynder. En by med en brønd i midten.
Der er det firkantede hus, som skinner i lyset fra sole og vulkanudbrud. Dets overflade er blank og til huset hører et klokketårn, hvis klokke med mellemrum lader alle vide, at tid findes her. Under det firkantede hus løber huler sammen i et rum, hvor metal blandes. En bred flod af kobber og en smal af tin munder ud i det samme bassin. Af naturen støbes bronzehummere, af hænder huset.
Der er der navnløse hus bygget som et scepter. Det er tankehvidt og på den anden side af indgangsporten danser en levende flamme i et stenbrud. I sceptret er der intet tag, for månens lys skal kunne gøre alting til sølv. Huset er blevet langsomt til, drillet frem millimeter for millimeter. Husets eneste beboer er et ekko, der springer mellem marmorvæggenes flader. Det gør holdt hver gang det når til væggen, der er rød som et svælg. Her tøver ekkoet. Her tænker det sig om.
Der er det kantede hus, hvis ene del er et rum, den andet et observatorium. Det bærer spor af mejsel og hammer, men føles glat som en tunge. I husets kælder er en luge, der fører hele vejen ned i underverdenen. Når man åbner den, ser man et uendeligt fald på en afgrund af stjerner. I observatoriet er en kikkert. Ser man igennem den, åbner man en uendelig rejse på en himmel af sole. I det kantede hus er man altid på vej et sted hen.
Der er det andet navnløse hus. Det har slået rødder i mulden og i dets vægge løber skælvende årer. Vinden smyger sig ind gennem sidernes mellemrum dannet af slanke stammer. De svinger sig så højt, at deres toppe helt forsvinder. De rækker ud, de vil noget.
Der er det runde hus, hvis hud er glat, men husker fingre og tryk. Det har to sale, og på den ene vokser et øre eller et skjold frem. Der bor en gnom i huset, og når han kravler op i det kuplede øre, kan han lytte til alle de ting, der. Han ses dog sjældent, fordi han elsker at lege skjul. Han borer sig ind i det runde hus’ vægge for at eftergøre dets hjerteslag. Så ligger de sammen som elskende og fortæller hinanden de samme hemmeligheder.
De fem huses skygger mødes i byens brønd. Det er herfra verden begynder. Det er gennem brønden mennesker fødes, hver eneste med husenes gaver. Tid, omhu, mål, stræben og kærlighed.
Baggrundsstråling
På det seneste vandrer mine tanker. Min hjerne prikker til visse minder, som var de hullet efter en udslået tand. Især en erindring bobler frem. Den er fra computerspillet Fallout 3. Det foregår efter en altødelæggende atomkrig, og man spiller en af de få overlevende, der århundreder efter undergangen kravler frem fra et stort beskyttelsesanlæg. Verden ligger næsten for ens fødder. Et sted i det spil er der en smadret by, hvor en galning har sået miner i jorden. Hvert skridt kan være en dødsdom. I den by er der tre huse, der ligger højere end resten. Man kommer derop ved at følge en smal og snoet sti. I et af husene står et dukkehus. Det er grønt og gråt. Tidligere i spillet er man stødt på låste kister og skabe. Man kan forsøge at dirke dem op, og måske har de spændende loot. Et våben, ammunition eller mad. Der er masser af den slags beholdere. De er ikke så svære at åbne. Men dukkehuset er genstridigt. Faktisk møder man det så tidligt i spillet, at selv om man er særligt ferm til at dirke, kan man ikke få det op. Det står bare der på et bord i et forladt hus med flossede gardiner. Jeg kan ikke huske, om jeg nogensinde har fået det åbnet. Måske er jeg bare draget videre i spillet og har glemt det. Det kan også være, at jeg på et tidspunkt er vendt tilbage til byen med miner, fordi jeg nu var en ekspert i at dirke låse. Er det sådan, har indholdet af dukkehuset nok skuffet mig. Hvis jeg ville, kunne jeg finde svaret på et øjeblik. Bare google ’Fallout+dollhouse’. Der findes wikier om alting. Jeg har ikke gjort det endnu. Jeg tror heller ikke at det sker. Jeg ved, at jeg aldrig kommer til at spille Fallout 3 igen. Jeg ved også, at det dukkehus stadig står derinde, midt i koden. Det hvisker på tværs af over et årti. Når jeg husker det, er det uden en lyst til at åbne det. Det er der bare. En fregne på hukommelsen.
Spøgelsespub
Da jeg er ni år gammel, er vi på ferie i England. Det er særligt, for vi har ikke mange penge. Vi kører til Esbjerg i den gamle Wartburg produceret i DDR og bor mor, far, min bror og mig i en lille kahyt. Under overfarten er det et frygteligt vejr. Den næste morgen er der bræk i gangene; der bliver gjort rent overalt og i den store spisesal med morgenmadsbuffet sidder kun to andre udover os. Min bror æder sig fordærvet i wienerbrød, Danishes, for den slags får vi aldrig. Vi sover billigt i England, på sovesale med fremmede og spiser trist morgenmad. Et sted, og det er det sted, jeg bliver ved med at huske, er der et ophold. Måske er det en station, måske er det noget helt andet. Jeg husker fornemmelsen af ventesal. Jeg kan huske en væg. Den er af brædder og grønmalet og jeg står helt alene og kigger på den. Jeg tror nok, at det er bagvæggen i en slags restaurant. Brædderne skal på en eller anden måde føje til ideen om en rigtig engelsk pub, men det er ikke en engelsk pub. Der er triste rødternede duge på bordene. Der hænger et maleri der forestiller væddeløbshunde i et sving. Der er næsten ingen mennesker. Der er en disk et sted og bag den er der lyde af sprøjtende vand. Ikke langt derfra er der store ruder, der peger ud mod en kløft eller en klint eller noget i den stil. Det er ikke en engelsk pub, det ligner det bare. Der er noget helt forkert ved det sted. Der er noget ødelagt ved et rum i England, der fejler i forsøget på at ligne noget typisk engelsk. Jeg står der alene og kigger på det, og pludselig er jeg ikke alene. Min mor spørger, om jeg er sulten, om jeg vil have noget at spise. Jeg svarer nej. Jeg vil ikke have noget som helst fra det sted. Jeg vil ikke have pølserne der står oprejste i en søjle fyldt med gulligt vand. Jeg vil ikke have de triste bagervarer der står på en kvartsudsmykket karussel. Jeg vil bare væk. Og væk det kommer jeg. Men ikke uden at tage den lille bid her med. De grønne brædder i den engelske pub, der ikke er en engelsk pub. Jeg ser den tit, når jeg lukker øjnene.
Kaffeflok
Det er 1999. Jeg er flyttet fra Nykøbing Falster til Vordingborg for at gå på lærerseminariet. Med i bagagen har jeg et langt og strandet forhold, to katte og en afsmag for etableret kæresteri, der kommer til at følge mig i næsten et årti. I min klasse på seminariet er vi tre mænd, da vi starter. En for en forsvinder de, indtil der bare er mig og kvinderne. De er af alle temperamenter og aldre. Jeg er indlagt til samtaler om fødsler, brystkræft og menstruation og om mænd og mænd og mænd. Klassens alderspræsident er Ingrid eller Inger eller Inge; hendes navn har jeg glemt. Hun er i halvtredserne; uddannelsen er i stedet for aktivering. Hun er sød, men hvidhåret og langsom. Jeg kommer i gruppe med hende til et større projekt, og hun vil gerne lægge hus til i Maribo. Jeg er en af de sidste, der ankommer. Hunde gøer ved lyden af dørhammeren. Hun åbner og smiler, og det er synet af stuen der står som et mosaikvindue i min hukommelse. Der er dækket op til otte med teskeer i sølv. Der er musselmalede kopper og underkopper. Der er storblomstret stofdug på bordet. Der er Madam Blå-kaffekande, flerarmede lysestager med gammelrosa, tændte stearinlys og friske blomster i glasvaser. Der er smør-smør i en Royal Copenhagen-smørskål. Der er små askebægre ved hver tallerken. Der er fire fade med nybagte boller der skinner af pensling med æggeblomme. Der er en lagkage uden lys, men med mønstre af chokolade i den glatte flødeskum. Den står på et lagkadefad af grønt glas med krummeluret fod. Rummet er varmt, som er der blevet fyret hele natten. De andre sidder allerede på deres pladser rundt om bordet, men deres tallerkener og kopper og askebægre er tomme. De kigger på mig. De venter. Når jeg tænker på det, får jeg følelsen af noget religiøst. Af noget traditionelt, på linje med en menneskeofring i en mose. Ingrid eller Inger eller Inge anede ikke, hvordan man forberedte sig på et samarbejde med næsten fremmede fra et lærerseminarium. Men hun vidste, hvordan man var en god værtinde. Og i mangel af bedre måtte det slå til.
Alienporno
Jeg kommer altid i tanke om det på de mest tåbelige tidspunkter. Når jeg retter stile, eller løber efter bussen. Det er som om erindringsmotivet står på lur, og kun kan snuble sig vej ind i min bevidsthed, når jeg er optaget af noget helt andet. Hvis et minde kan være en undskyldning for sig selv, er dette sådan et. Jeg kan ikke huske hvor gammel jeg er, men vi har lige fået fællesantenne. Der er MTV og TV3, der er sendeflade nok til aldrig at sove og så er der de kanaler, vi ikke valgte til, som Kanal København. Der sender de porno. Jeg har kun set porno i stills. Kvinder stivnede på midtersiderne som dådyr i lyskastere. Men jeg har lyst til at se levende porno, fuck hvor har jeg lyst. Kanal København er scramblet. Billedet ruller og knitrer, farverne flyder sammen og kun på helt særlige dage kan jeg genkende en brystvorte eller en læbe eller en klunke, som vi stadig kalder det. Myten blandt ungt hankøn er, at er man gudernes yndling og vejrforholdene optimale, går Kanal København alligevel af og til igennem. Derfor kigger jeg altid lige om lørdagen ved midnat, selv om jeg ikke tror på mirakler. Det er efterår og mørkt, da det sker. På det lille 14 tommers fjernsyn toner myten frem. Kønsorganer. Kvinder af silicone. Mænd af blod. Jeg stirrer bjergtaget på filmen. Plottet er ligetil. To svulmende kvinder er hemmelige agenter for Jorden, og rejser nu rummet tyndt for at spionere på alle mulige rumvæsner. Den bedste måde at få hvad den information de vil have, er at bolle med hver eneste alien de møder. Og så sker det, jeg husker. De finder frem til en alien med store, sorte øjne og sølvglinsende hud og tøj. Spionpornoagenterne vrider sig ud af deres latexstramme outfits og slanger sig rundt om rumvæsnet. Snart er der en god bule i sølvbuksen, og den ene rækker ind for at sætte monstret fri. Og ud vipper en lyserød pik. Lyserød som i det, der tidligere hed hudfarvet. Den sølvskinnende mand med de store, sorte alienøjne har en lyserød menneskepik. Og der bliver min koncentration ødelagt. Selv om det er første gang, jeg ser pornofilm, kan jeg ikke have, at hans pik er lyserød. Det er forkert. Hvor er deres narrative stolthed? Jeg er oppe i tyverne, før jeg kan fortælle den historie, uden at blive irriteret.