Det løse
Under ‘Det løse’ lægger jeg tekster, jeg lige kommer i tanke om, tekster der har fået ny relevans eller bare tekster, jeg synes det er sjovt at gøre opmærksom på.
Frit efter en tjekkisk tresserkat
I 1963 udkom den tjekkiske film En dag kom en kat (Až přijde kocour) instrueret af Vojtech Jasny. Jeg har ledt efter den overalt, men kan kun finde den i en sløret udgave på Youtube med russiske undertekster. Her er min genfortælling, frit efter filmen, jeg ikke har set, kun støttet af diverse handlingsreferater og filmplakaten.
Der ligger en by i Tjekkiet. Det er ikke en særlig stor by, men en by er det dog. I den bor en masse mennesker. De tager på arbejde om morgenen og kommer hjem om aftenen, og byen har alt det, en by har brug for. Der er en slagter og en frisør, en lærer og en bondemand og en maler med en stor stige. En gammel mand ved navn Castellan bor i et hus med et højt tårn, og fra det kan han se alt det, som folk i byen laver. Fordi han har sejlet verden rundt flere gange og travet gennem ørkener, hvor han har drukket sin egen sved og drømt om guldskatte og silkeslør, så dømmer han ikke folk så let. Han ved, at alle er forskellige, og at man ikke kan bedømme nogen på hverken rygter eller udseende. Byens nye lærer, der hedder Robert, inviterer Castellan til at sidde model for børnene i maling, og imens fortæller den gamle om alle de ting, han har oplevet. Han gør det med et glimt i øjet, og selv om hans historier af og til springer badut på kanten til det sjofle, falder de aldrig i. Selv ikke da han fortæller som sit livs kærlighed, Diana, der var så dejlig, at man fik ondt i øjnene af at kigge på hende og om hendes særlige hankat, der kunne spankulere, så selv rotterne fulgte trop. Den kunne en af børnenes andre lærere, Julie, særligt godt lide. Men så en dag kommer et sært cirkus til byen. Måske er det sigøjnere, måske kommer de nordfra, eller også kommer de bare fra Et Andet Sted, der ligger Langt Herfra. Deres vogne er spraglede som konfetti, de har dyr med snabler og andre dyr med halse, og fra menageri-burene lyder kvækkende, knitrende lyde. Cirkus ruller ind omkring byens brønd og allerbagerst kommer en knaldrød bil. På den sidder der en smuk kvinde sammen med en mand, der ligner Castellan på en prik, og i favnen har hun en kat med de vildeste briller, der ligner en onanidrøm fra de dybe firsere. Manden, der ligner Castellan (vi kan jo kalde ham Castellon) proklamerer højlydt, at han er magiker, troldmand, en Hermes-discipelog trækker en hel rad af spejle ud af munden, som folk ser sig selv i. Det er startskuddet til et brag af en aften, hvor ingen løser billet, men alle ser med. Dyrene danser, mennesker tryller sig selv væk og delvist frem igen og selve himlen tager forskelligt tøj på, mens et orkester spiller fra kloakkerne. Castellon, der ihærdigt bliver beskuet af Castellan, der måske i virkeligheden mest kigger på kvinden, der ligner hans livs kærlighed Diana på et hankatteknurhår, styrer hele showet som en anden dirigent, og imens chiller den stribede kat med de retro, eller måske er det her futuristiske, solbriller bare i favnen på kvinden. Først da det bliver mørkt og meteorer trækker lysspor på tværs af himlen, tager kvinden kattens solbriller af, og dens øjne er grønne som gift og smaragder, som forårsdage og ondt forkølelsessnot. Og da den kigger ud på publikum, får de alle sammen en farve. De bekender kulør. Dem, der bliver grå, er tyve og røvere, de blå mennesker er hykleriske, løgnerne bliver lilla, falske mennesker antager farven gul, men heldigvis er der også de røde mennesker; det er nemlig dem, der er forelskede. Byens børn jubler og hujer, for det er kun de voksne, der bliver forskellige farver, og nu ved børnene, præcis hvor de har dem. Byens voksne ender i et brølekor af bortforklaringer, hvor de bagatelliserer deres egen farve. Men byens lærer Robert er rød, og det opdager han også, at hans kollega Julie er, og de mødes i et ømt favntag, hvor deres elever jublende danser rundt om dem. Castellon og Castellan kigger på hinanden, den ene trækker på skuldrene, og så daffer det underlige cirkus tilbage til Et Andet Sted, der måske, måske ikke er en anden dimension, hvor Castellan rent faktisk gjorde noget ud af det med hende der Diana. Det afsluttende skud er af katten med de vilde solbriller, der blinker kækt, og så er der ikke mere at fortælle her. Snip snap snude, nu er katten ude … at køre.