Der er to uger til Tanker om at flygte udkommer og jeg er nervøs. Sådan helt vildt nervøs. Derfor prøver jeg at få lidt ro ved at skrive dette indlæg. Jeg har ikke mange traditioner, hverken personligt eller professionelt, men en af de få er, at når jeg udkommer med en ny bog, så knytter jeg et par ord til den.
Grunden til at jeg laver disse indlæg meget ligetil. Ofte er det sådan, at når en forfatter udkommer med en ny bog, bliver denne bog iscenesat gennem interviews, læsninger, reklamer og lignende, elementer, der alt sammen giver forfatteren en mulighed for at tale værket ind i sammenhænge, det være sig litterære, politiske, sociale eller andre. Da jeg ikke har prøvet dette, er min “Historien om”-indlæg den platform, hvor jeg vil forsøge at gøre det samme. Jeg vil dog indrømme, at det er lidt sært for mig at skrive her på min blog. Sidst jeg skrev, var omkring udgivelsen af min roman Für Elise, og i forhold til tidligere er jeg blevet meget stille. Jeg er ganske enkelt kommet ud af vanen, så jeg undskylder på forhånd, hvis jeg ender i svinkeærinder.
Der er mange milepæle og jubilæer i et forfatterliv. Årsdagen for den første udgivelse, at vinde en pris, at modtage støttekroner og lignende. Tanker om at flygte er en sådan milepæl, da den er min tyvende selvstændige udgivelse. Et tal, jeg ikke i mine vildeste drømme havde forventet jeg ville nå, da jeg debutere i 2011. Tyve bøger. TYVE BØGER. Det er jo helt vanvittigt! Så mange sider, så mange timer, så mange historier - alle sammen sprunget fra min pande som var jeg en anden Zeus. Ud over det med de tyve, er Tanker om at flygte min sjette samling med helt nye noveller (så jeg tæller altså ikke mine opsamlinger med).
Tanker om at flygte er særlig på rigtig mange måder. Det er min korteste novellesamling, både når det kommer til antal noveller og den samlede længde. Tanker om at flygte indeholder 10 fortællinger, der tilsammen lige når op og kysser 134 sider. Genremæssigt er den weird fiction, den sære hybrid der går på hugst i både de spekulative og realistiske genrer, og krydrer blandingen med lån fra poesiens menageri. De fleste af novellerne er meget nye, så de er ikke samlet ind over en årrække, som det gjorde sig gældende med novellerne i Næsten her. Tematisk har de en fællesnævner, nemlig den handling, det er at flygte … eller rettere, den handling, det er at have tanker om at flygte.
Forsiden (og omslaget) er kreeret af Sofie Alsbo og Sara Laub.
Hver af mine bøger er skrevet med et formål eller et tankesæt. I Et satans arbejde ville jeg gerne levere en historie, der både var sjov og dyb, med novellesamlingen Næsten her rakte jeg med vilje hånden frem over skellet mellem den spekulative og den realistiske litteratur og i min roman Für Elise ønskede jeg blandt andet at beskrive en forfatters ensomhed.
Tanker om at flygte vrimler med mennesker og skæbner, og deres tanker om at flygte. Flugten er ikke nødvendigvis en negativ handling eller impuls. Nogle af historiernes personer overvejer det at flygte som en dagdrøm eller et musehul, hvis tingene en dag skulle blive for svære eller uforudsigelige. Andre forbereder aktivt det at flygte, mens andre igen allerede er undervejs. I en fortælling er hele livet et pulsslag af flugt og venden tilbage til, i en anden er flugten en nøgle til at tage kontrollen i sit eget liv. Andre steder er tankerne om at flygte abstrakte, brutale eller ligegyldige, for når ingen steder er værd at flygte hen, så hvorfor ikke bare blive, hvor man er? Mange af fortællinger er båret oppe af vrede og håb, men lige så mange løftes af kærlighed og frustration. Tilfælles har de fire følelser et ønske om forandring, om at noget muligvis kan ændres. Ved siden af de mange mennesker er fortællingerne fyldt med konstruktion og arkitektur; tårne, kommunale kontorer, hele byer, glascaféer, kirker og forhold.
Da jeg skrev novellerne til Tanker om at flygte, gav jeg mig selv helt frie hænder, for at afsøge novellen som form. Jeg lod min fantasi og grublerier ile ud af tangenter, og derfor har flere af novellerne også antaget mindre almindelige strukturer. Som f.eks. i Christian Pedersen skal gå i nul, der er en maskingeværsalve af ord og sammenligninger, i Alt det, der ligger bag Alistairs hus hvori jeg bryder en række skriveregler og i Amarylllis Faeton, der udelukkende er fortalt i dialog. Jeg ønskede også at udforske emner og grænser med samlingen, hvilket blandt andet kan ses i Brænding, hvor det eksplicitte tager førerpositionen i forhold til det antydede, i Menneskehavet der skyller ind over grænsen mellem drøm og virkelighed og i Tårnet, hvor en apokalyptisk trope sendes i spin. Det var også vigtigt for mig, at skabe mindeværdige scener og sprogbrug, visuelle stumper der bliver siddende i læseren ikke bare i dagene, men årene efter de har læst bogen, og jeg stræbte også efter at levere meget forskellige historier, så hvert opslag var en ny oplevelse.
Efter, eller før, hver novelle, har kunstner Sofie Alsbo tilvirket en lille bid grafik, og sammen med den grafik er en streg eller en tråd, der krøller sig, løber videre, eller fortsætter et sted hen. Ud over at være meget stemningsfuld, bærer tråden også noget mere i sig. Den er med til at binde novellerne sammen, uden dog at være alene om det. I novellerne er der ekkoer af de andre noveller. Et ord, en stemning eller en sætning fra én fortælling optræder pludselig i en anden, og danner en bro mellem to fortællinger, der på overfladen ikke virker til at have nogen fællesnævner. Måske er de bidder af andre noveller i virkeligheden immigranter, der ikke længere blot tænker på at flygte.
Tanker om at flygte er ingen let bog - og det har heller ikke været intentionen. Jeg tror, at nogle læsere vil blive stødte over visse historier, jeg tror at mange læsere vil kunne lide nogle af historierne og absolut ikke andre og jeg tror, at en del læsere vil blive forvirrede. Jeg ønsker blot, at læserne læser Tanker om at flygte på bogens præmisser, og ikke på alle mulige andre.
Er man som læser vant til og glad for fortællinger, der følger et almindeligt narrativ som lukkes af med behørige løkker og sløjfer, og forventer dette af alle historierne i Tanker om at flygte … ja, så vil man blive skuffet. Forsøger man at stæse igennem bogen på et par timer … ja, så vil man nok misse en del. Måske vil en håndfuld læsere selv begynde at tænke tanker om at flygte.
For efterhånden mange ord siden beskrev jeg bogen som weird fiction. Som jeg ser weird fiction, er den ret særlig som genre - men desværre vanvittig svær at definere. I forordet til hovedværket The Weird, siger Jeff og Ann Vandermeer, at weird er en følelse, noget sælsomt der stiger op fra siderne, og det er en definition, jeg gerne vil abonnere på. For egen regning vil jeg tilføje, at weird også er fortællinger der tager kendte ting op og ser på dem med friske (eller forskruede) øjne. Hvad er en by egentlig, når det kommer til stykket? Er vores kroppe autonome enheder løsrevet fra al skyld ? Er det vi kalder virkeligheden underlagt lovene om årsag og virkning, eller er der andre kræfter på spil? De 10 fortællinger i Tanker om at flygte er alle weird fiction, men nogle i højere grad end andre. Og for at læse the weird, må man også acceptere the weird.
Jeg føler Tanker om at flygte som en gigantisk milepæl - den slags bog, der vil have stor betydning for hvordan resten af mit forfatterliv kommer til at se ud. Jeg har også sjældent været så nervøs for en udgivelse som jeg er for denne, for jeg er skidebange for at den slet ikke rammer et publikum.
Men lige meget hvad der sker, vil jeg gerne takke forlaget Screaming Books, fordi de har taget en chance med bogen og med det samme forstod hvad jeg ville med den, Sofie og Sara for det dejlige grafiske arbejde (bogen er ikke bare flot, men lækker at røre ved) og forfatter og oversætter Rasmus Hastrup, der har ageret redaktør. Og ikke mindst til dig derude, der har læst dette indlæg til ende og måske påtænker at erhverve dig et eksemplar af Tanker om at flygte. Bogen udkommer den 4. maj 2023, men kan allerede nu forudbestilles hos forlaget.