Det er onsdag, da jeg begynder på dette indlæg. Natten svøber de københavnske andelsbygninger i sort og jeg sidder på min forfatterpind i karnappen og er i gang med at skrive disse linjer. Der er tre uger til Für Elise udkommer. Jeg har ikke mange traditioner, hverken personligt eller professionelt, men en af de få er, at når jeg udkommer med en ny bog, så knytter jeg et par ord til den. Det har jeg gjort lige siden min debut, Køtere dør om vinteren, udkom for tolv år siden.
Som jeg fortalte sidste år, er grunden til at jeg laver disse indlæg meget ligetil. Ofte er det sådan, at når en forfatter udkommer med en ny bog, bliver denne bog iscenesat gennem interviews, læsninger, reklamer og lignende, elementer, der alt sammen giver forfatteren en mulighed for at tale værket ind i sammenhænge, det være sig litterære, politiske, sociale eller andre. Da jeg ikke har prøvet dette, er min “Historien om”-indlæg den platform, hvor jeg vil forsøge at gøre det samme.
Det er Søren Klok, der står for forsiden (og omslaget).
Für Elise er min nittende bog, og alt efter hvordan man tæller, min syvende eller ottende roman. Samtidig står den for mig som en afslutning på et meget større projekt, men mere om det senere.
Præcis som det var tilfældet med min forrige bog, Vardekød, blev Für Elise skabt i ryk. Jeg begyndte at skrive på romanen i sensommeren 2017 og på et par måneder nåede jeg at færdiggøre hele grundplottet, så jeg i julen 2017 stod med et manuskript på omkring 30.000 ord, med slutning og det hele. Det var en mærkelig mellemlængde, hverken en novelle eller en roman, og da jeg var færdig med den, var det med en følelse af, at det kunne jeg gøre bedre, stærkere, dybere end det var tilfældet. Jeg vidste, at den skulle have lov til at ligge. Og det gjorde den så i fire år. Men inden jeg beskriver videre, hvad er Für Elise så egentlig for en størrelse?
I Für Elise har jeg taget meget mere fra mig selv, end jeg plejer at gøre. Hovedpersonen er forfatter og hedder August Fischer. Han er midt i fyrrerne, har udgivet en del, men aldrig fået den helt store anerkendelse. Han bor alene, uden kæreste, børn eller kæledyr og er ofte træt af den gennemsnitlige læser og forlagsbranchen som helhed. Han sidder lidt fast i at han har skrevet i mange år, men ikke rigtig synes at nå nogen steder. Så langt, så Silvestri. Men under en workshop møder han kvinden Elise, der spørger ham, hvad han egentlig skriver om. Og hans svar vækker noget i ham.
Für Elise er en dannelses- og udviklingsfortælling, der låner fra klassiske romaner som Den unge Werthers lidelser, Gargantua og Candide, ikke bare i handling, men også i passager, der dvæler ved natur- og menneskebeskrivelser. Hovedpersonen August søger efter svar, og det gennem en rejse, der fører ham mange steder hen og sætter ham overfor en række valg. Nogle af disse meget håndgribelige, andre mere abstrakte. Ligeledes er Für Elise en miljøfortælling; om havet, dyr, is og varme. Historien starter almindeligt ud, men gradvist smelter den ind i det mere drømmende, i et forsøg på at nå et sted, som læseren næsten forstår eller kan sætte sig ind i. Lidt ligesom når man forsøger at huske en drøm, der hele tiden glider ud af ens bevidsthed. Titlen er heller ikke et tilfælde, og musik fungerer i Für Elise som en ten, hvorpå historien er viklet op. Måske er den i virkeligheden et eventyr, en fabel eller en myte?
Er Für Elise genrelitteratur? Det er et godt spørgsmål, som jeg ikke helt kender svaret på. Hvis man tager science fiction-brillerne på, er der helt sikkert elementer, der kan ses som science fiction. Ifører man sig fantastik- eller weird fiction-brillen, vil historiens temaer og persongalleri slå nogle stemninger an. Svaret er vel så, at genren kommer an på, hvilke forventninger man som læser møder bogen med. Selv kalder jeg den ‘bare’ for en roman.
Et andet spørgsmål, der blev hængende var, hvorvidt det er mig, der fortæller historien i Für Elise eller om det i virkeligheden er fortællingens forfatter, August Fischer, der gør det. Hvor starter og stopper mit fortællerrum, og hvor starter og stopper hans? Og er der egentlig nogen forskel? Og med den tanke, så tilbage til processen.
I de fire mellemliggende år blev det til en del bøger, og imens hyggede Für Elise sig bagerst i hovedet. Gradvist forstod jeg, at jeg blev nødt til at udvide (og udvikle!) persongalleriet, indlægge mere dialog og ikke mindst lave en ordentlig bunke research. Sidstnævnte begyndte jeg på i oktober ‘21, lige efter Vardekød var udkommet. Der var jeg på skriveophold på Hald Hovedgård i Viborg i hele 14 dage, og sikke en vidensfærd det blev.
Jeg researchede masseuddøen, Beethovens musik, pladetektonik, alkoholisme, australske miljøorganisationer, blæksprutter, sommerhuse på Sjællands Odde, komponisten Per Nørgaard, rumænske folkeeventyr, semantronen (et ret vildt musikinstrument), ekspressiv dans, geologi (især sedimenter) og Operaen for nu at nævne et par ting. Sideløbende med researchen skrev jeg ekstra kapitler midtvejs i historien, og passede dem sammen med det, jeg havde skrevet tilbage i 2017.
I begyndelsen føltes teksten som lidt af et Frankensteins monster, og flere gange tænkte jeg, at jeg havde grebet det forkert an … men så klikkede det hele alligevel på plads. Jeg tillod teksten at gribe og føre mig, i stedet for modsat, og resultatet er blevet, synes jeg, meget konkret og samtidig meget let - som kalksten. På en mærkelig måde var det rart at føle den forvirring, fordi jeg så var så meget mere sikker på, at det fungerede, da forvirringen forsvandt. Efterfølgende har jeg tænkt, at det endda passede og passer - da hovedpersonen August Fischer i løbet af bogen ofte har den samme forvirring.
Efter alle krumspringene kom der redaktør på, og i alt nåede Für Elise gennem otte gennemskrivninger før jeg erklærede mig tilfreds.
En ganske vigtig scene i bogen udspiller sig i Operaen.
Bagsideteksten
Som nævnt tidligere, står Für Elise for mig som afslutningen på ikke bare arbejdet med netop den bog, men noget større endnu. Som forfatter ser jeg nemlig Für Elise som det afsluttende værk i en trilogi, hvor de to andre bøger er Slør fra 2018 og Vardekød fra 2021. Fællesnævneren for de tre bøger er ensomhed, det at være/føle sig sat uden for fællesskaber og føle, at man bruger det meste af sit liv på at være tilskuer. Det er første gang, at jeg nævner denne sammenhæng, og jeg har tænkt længe frem og tilbage, hvorvidt jeg skulle gå i dybden med mine tanker. Men nej. Ikke denne gang. Der vil jeg lade det være op til eventuelle læsere selv at tolke.
Det tror jeg nogenlunde var det. Tusind tak til min redaktør Birgitte Vestergaard Andersen, der får mig til at genlæse min egen tekst med ekstra omhu, til min grafiker Søren Klok, der godt gider lege med når jeg kommer med vanvittige forslag og til forlaget Brændpunkt, der nu har stået bag fire af mine udgivelser. Og på forhånd tak til dig, der læser, køber og snakker om mig. Uden dig går det ikke.