En af de ting, jeg går meget op i når jeg skriver om andre tider og steder, er at lave en grundig research. En sådan er væsentlig, fordi den er med til at man kan beskrive en tid troværdigt. Det er samtidig noget, jeg virkelig sætter en stolthed i. Jeg springer aldrig over hvor gærdet er lavest, og ofte tager det at udforske forskellige emner længere tid end selve det at skrive historien.
De sidste par år har jeg virkelig fået flexet min researchmuskel. Først var der alle novellerne i Næsten her. De fjorten historier er realistiske, men udspiller sig tilfældigvis i andre virkeligheder end denne. For at kunne beskrive disse fremmede steder, var det alfa og omega for mig at have styr på vores virkelighed, for den var udgangspunkt for alle historierne. Undervejs nåede jeg omkring mange ting, såsom kommunistarkitektur, dyrs kunstneriske evner, ølbrygning, smitsomme sygdomme og liberalismens filosofiske grundlag. I løbet af de mange år det tog mig at skrive Næsten her, vendte jeg en af fortællingerne med en filosof, en anden med en læge og en tredje med en kok, fordi jeg var i tvivl om et par ting.
Før det skrev jeg engang en novelle med titlen Harald Peder Kristensen. Den handler om en modstandsmands sidste timer på Blegdamsvej, vel at mærke en virkelig person. Der hænger en mindeplade på Frimurerlogen, og det var egentlig den, der kickstartede min fantasi. Men jeg gik ikke bare hjem og skrev løs. Jeg researchede på nettet og var på en guidet tur, der ledte forbi stedet. Jeg tjekkede Haralds baggrund, færdigheder og sår, både for at det skulle være korrekt og respektfuldt. Novellen blev en del af antologien Mit Østerbro, og da jeg mødte op på biblioteket til receptionen, nægtede bibliotekaren først at tro på at det var mig der havde skrevet novellen. I hendes verden skulle jeg være en gammel mand, der selv havde set disse ting ske - eller, der var i hvert fald hvad hun fortalte.
Sidste år udkom min roman Vardekød. Den foregår i 1995, som trods alt er en tid, jeg selv kan huske. Men hukommelse er noget sløset noget, og jeg har ikke tal på de timer, jeg brugte undervejs, på at få tiden helt rigtig. I historien var computerens pauseskærm selvfølgelig Johnny Castaway, da en af personerne er i Aarhus på kunstmuseum er det selvfølgelig det gamle kunstmuseum og ikke AROS og teenagepigen er iført den højeste 95-mode, da hun skal til fest. Ligeledes tog jeg selvfølgelig til Varde for at mærke byen, fornemme dens stemning og måske opdage lidt hemmeligheder. Det nytter ikke noget at skrive om en by, hvis den ikke føles rigtig. Oprindeligt havde jeg f.eks. følt, at Vardes personlighed var en havneby, men der tog jeg helt fejl. Det var en handelsby, og derfor krævede det nødvendige omskrivninger.
For et par dage siden udkom antologien 1900, hvor 10 danske horrorforfattere har udforsket hvert sit årti. Mit var 1960erne, og det gjorde jeg med novellen Hvem mon bli’r dit næste offer?. Og nu kommer vi så til hvorfor jeg har skrevet dette indlæg. Normalt holder jeg mig fra at diskutere eller mene noget offentligt om anmeldelser af mine bøger og fortællinger. Læseren har ret til at have den mening, som denne nu har, også hvis det er en, jeg ikke kan lide. Men i fredags dukkede der en anmeldelse op på Bogvægten.dk, hvor anmelderen blandt andet skriver følgende om min novelle:
… dels har ikke alle forfattere relateret til det årti, deres novelle angiveligt foregår i. Eksempelvis handler 1060’er-novellen om en kvindelig studerende på universitetet. Flere gange i teksten understreges det, hvor usædvanligt det er med kvindelige studerende på videregående uddannelser. Men den første kvinde blev optaget på Københavns Universitet i 1875. I 1914 var der over 100 kvinder på KU. Cubakrisen og Beatles er tidsmarkører for novellen, men hvorfor er kønsfordelingen så hentet fra århundredet før?
Kritikken faldt mig for brystet grundet de ting jeg allerede har nævnt. Derfor læste jeg min egen novelle, for måske havde jeg gjort i nælderne. Jeg stod undrende tilbage. Min oplevelse er, at anmelderen er gået helt galt i byen. Men inden jeg blev alt for fornærmet, tjekkede jeg mine gamle noter igennem og fandt frem til lidt statistik, jeg havde studeret under skrivningen. Tallene er fra Statistisk Årbog og omhandler KU.
Mark Twain påstod selv, at det var Benjamin Disraeli, der havde sagt det her. Men ordene findes ikke hos Disraeli, så det er nok Twain selv, der har gøglet sig frem til det.
I 1943 var 23,2% af alle studerende på lægestudiet kvinder. Så altså mindre end en fjerdedel. 20 år senere, i 1963 hvor novellen udspiller sig, har den lige sneget sig op over fjerdedelen med 25,4%. Det er mærkbart, hvor lille en stigning der egentlig har været, især når man som anmelderen bemærker, at det har været kvinder tilladt at læse på universitetet siden 1875. Det bliver dog først rigtig spændende når man kigger på tallene fra 1983, hvor 45,3% af de studerende på lægestudiet er kvinder. En stigning på næsten 20%. Ud fra det kan man drage den konklusion at først i firserne er det almindeligt for en kvinde at læse til læge. Jeg vil mene, at min kønsfordeling ikke er hentet fra noget andet århundrede, eller for den sags skyld, årti.
Men det er jo alt sammen bare tal. For da jeg skrev Hvem mon bli’r dit næste offer? var jeg så heldig at snakke med en kvinde, der havde læst til læge omkring 1960. Og hvad hun sagde, var spændende. For hendes oplevelse havde været, at selv om kvinder da kunne studere og det blev mere normalt, havde de fleste mænd en klar holdning til det. Og den var for det meste ikke positiv. Kvinder blev stadig set som nogle sarte mimoser, der ikke kunne klare et mandefag. Kvinder skabte uro, kvinder var irriterende, kvinder forstod ikke helt de store spørgsmål, kvinder skulle pusle om mænd. Selv de yngre mænd vidste ikke hvordan de skulle håndtere, at tingene var ved at ændre sig, og derfor faldt de ofte tilbage i deres fædres mønstre. Mændene følte sig truet. De havde klubber, hvor der ikke måtte komme kvinder. De kvindelige studerende søgte ofte sammen i grupper, blandt andet fordi de blev frosset ud. Da hun fortalte mig de ting, var jeg forbløffet. Tænk, at det var sådan helt oppe i tresserne. Well, tænk, at det stadig er sådan nogle steder.
Da jeg genlæste min fortælling, så jeg meget lidt af den ‘understregning’ anmelderen taler om. Jeg har kigget manus igennem, og fundet fem steder, hvor noget den stil nævnes. De er her i det vedhæftede dokument, så vurder selv. Jeg ser derimod det jeg forsøgte at skrive frem, nemlig mændenes holdning til en kvinde i deres hellige haller. Og det er det, der også er historiens omdrejningspunkt. Min hovedperson, Anne, er en kvinde, der indvarsler fremtiden. Hun står i 1963, på kanten af den helt nye verden. Om lidt eksploderer kvinder ud på arbejdsmarkedet, P-pillen kommer, den første rødstrømpedemonstration er kun syv år væk. Kvinder har ikke længere tænkt sig at være andenrangsborgere eller tjenerskab, når de på papiret står som ligeværdige. Og mændene har ikke helt forstået, at fremtiden venter. Dette eksemplificeres gennem resten af fortællingens persongalleri, der udelukkende består af mænd.
Som sagt ærgrer det mig, at jeg har følt mig kaldet til at lave dette indlæg. Det blev vigtigt for mig, fordi jeg netop sætter en stolthed i mit forarbejde og researcharbejde, og jeg føler virkelig at min læser skal kunne stole på, at det der sker i mine bøger, er undersøgt så godt som det står i min magt. Du er meget velkommen til selv at læse novellen (eller hele bogen for den sags skyld), og danne dig en mening.