11/11/11
En dato jeg husker. For det var her, jeg var til mit første Bogforum som udgivet forfatter og udkom med ikke bare en, men hele to bøger. Romanen Pandaemonium på forlaget Valeta og novellesamlingen Faderens sønner på SFC. I dag er det 10 år siden. Jesus fucking Christ. De to bøger har fået meget forskellige skæbner, så for at yde begge retfærdighed, vil dette indlæg bestå af to sektioner. Det bliver lidt langt, så lad os komme i gang.
Billedet er desværre lidt sløret - men manus kontra bog. Det var før jeg rigtig brugte de der afsnit.
Den unge Silvestri til Bogforum - se ham bare, det lille pus.
Det var en ganske særlig oplevelse at overrække Dennis Jürgensen et eksemplar. Jeg sagde også hej til ham på Bogforum her sidste weekend.
En signering med en ung Ruben Greis (og hvad med dig selv, morfar), der et årti senere skriver Udød.
Pandaemonium
Man romandebuterer kun en gang, og så kan man lige så godt gøre det med en mursten. Pandaemonium er på 777 sider, og den havde været længere, hvis ikke den var blevet trimmet i redigering. Jeg skrev den, fordi siden jeg læste Dennis Jürgensens Kadavermarch havde jeg holdt af genren, men jeg skrev den også, fordi jeg synes at genren var gået død (du er godt nok sjov der, hva morfar?). Der tilbage i 2007, hvor jeg påbegyndte arbejdet, var zombiemarkedet fyldt med klicheer. Hver film forstærkede blot de allerede eksisterende stereotyper og troper. Der skulle frisk kød på disken, og fuld af ungdommeligt overmod som jeg var, tænkte jeg at jeg ligeså godt kunne være slagteren.
Men jeg var ikke kun inspireret af Jürgensen. Jeg havde også drukket dybt af det Kingske krus, især af romanen The Stand, og kunne godt lide grebet med de mange forskellige figurer og store spring i tid. Derfor implementerede jeg også de elementer.
For jeg havde en idé. I stedet for at kravle op fra kliché-sølet, skulle jeg helt ned på bunden. Jeg ville have alle B-filmsgrebene med, fra den lidt tvungne dialog over sterotypiske figurer til ramasjang så det klang (morfar kan også rime). Der skulle være overgearede kills, blod nok til et helt ocean og meta-referencer til andre zombieværker (der er 100 - kan du finde dem alle? Det er ikke en konkurrence. Morfar kan ikke huske dem længere!). Samtidig skulle den foregå i Danmark. Og så skulle der være et element med, jeg aldrig havde set i en zombiefilm - et religiøst undergangstema, der mere gjorde zombierne til et værktøj end et monster i sig selv. Min tanke var at kombination af kliché og det nye ville sætte vilde frugter.
Pandaemonium blev antaget på det dengang ret nye forlag Valeta (der nu er afgået ved døden, requiescat in pace), og landede med et brag i verden for præcis 10 år siden. Og den fik pæne anmeldelser. Sådan virkelig pæne. Især husker jeg Litteratursidens one-liner “en episk tour de force gennem ondskabens væsen” og apokalyptisk.dks noget længere “Pandaemonium er et episk værk som ingen fans må gå glip af. Giv plads på hylden Kadavermarch, fordi danskerne har fået en ny zombie-bibel – og den er bedre!”. Sammenligningen gav dengang lige et gib i mellemkødet. Hvis du vil læse flere rosende ord, kan du hoppe hen til Pandaemoniums underside her på bloggen. Jeg har samlet alle anmeldelserne som et egern nødder. Hvis jeg ikke husker galt, ligger der også et gammelt Fantasticon-interview med mig om bogen på YouTube.
Det gik så godt - og så gik det ikke så godt længere. Bogen solgte okay, men til sidst var der ikke flere købere. Det betød, at Pandaemonium aldrig gik ind i andet oplag og den dag i dag, er bogen ikke til at købe fysisk fra ny, da restlageret blev makuleret. Der findes ikke flere eksemplarer (eller gør der? Se allernederst i dette indlæg). Men rettighederne går tilbage til mig om lidt. Hvad synes du, jeg skal bruge dem til?
Pandaemonium har kastet en lang skygge. Det var et fedt sted for mig at starte med forfatteriet sådan for realz, og den læses og anmeldes stadig, så sent som i sidste måned på bloggen Bare et kapitel mere. Samtidig har den også været en kilde til frustration hos mig, for den var nok min ene chance for en bestseller - og det skete bare ikke. Oh well - måske i en parallel verden er den en hel franchise, hvor Thomas Winther fra Himmelskibet endelig har fået en toer, der binder fortællingens løse ende sammen.
Faderens sønner
FS var en helt anden historie (ja, hvad fanden skulle det ellers være, når man snakker om en bog, morfar). Den har nok altid levet lidt i skyggen af Pandaemonium, men alligevel har Faderens sønner givet mig mange førstegangsoplevelser.
Faderens sønner var ikke min første novellesamling, men det var den første samling, hvor alle novellerne var samme genre: science fiction. Den bestod af 14 historier og jeg forsøgte at dække så mange af science fictions undergenrer som jeg kunne. Så der er tidsrejser, first contact, parallelverdener, new wave, vild teknologi og så videre. Samtidig blev Faderens sønner første gang jeg skrev et forord til en af mine samlinger, og det var i sig selv en ny genre at prøve kræfter med. Også stilistisk lavede jeg krumspring, og derfor er en tekst et tv-show mens en anden er fyldt med reklamer.
Faderens sønner var en del af en serie hos SFC. Tanken med serien var at showcase forskellige forfattere fra undergrunden, og serien nåede at løbe i en del år. Min samling var en af de første, og tror jeg nok, også en af dem der aldrig er blevet udsolgt. Så hvis du ser SFC på en messe, kan du nok få et eksemplar for en mønt eller to. Selv kan jeg ikke hjælpe, da jeg ikke har haft eksemplarer til salg siden 2013.
Det ville være synd at sige, at anmelderne gav Faderens sønner den samme opmærksomhed som Pandaemonium. Den fik kvart så mange anmeldelser, men de der var, var positive. Ofte noterede anmelderne sig, at jeg kunne mit håndværk og havde en personlig tilgang til genren, der viste min bredde. Det var dejligt at høre, da en af mine kæpheste dengang (og for den sags skyld nu. Morfar mener, hvad han mener) er, at genre er fuldkommen irrelevant. Den gode fortælling er derimod alt.
Med Faderens sønner skete der noget, jeg ikke havde set komme. Den begyndte at eksistere i forbindelse med folkeskolens afgangsprøve i mundtlig dansk. I 2013 (tror jeg nok) kontaktede den første elev mig, fordi han havde valgt at gå op i novellen Forræder. Året efter var det en anden elev, der havde valgt Om lidt bliver her stille og siden er jeg hver andet eller tredje år blevet kontaktet af en elev, der gerne vil spørge om noget i forbindelse med eksamen. Jeg har dog aldrig set det mindste til CopyDan-penge.
Og så man heller ikke glemme, at titelnovellen fra samlingen vandt mig min første Niels Klim-pris (morfar bliver helt rørstrømsk).
Faderens sønner har aldrig været udgivet som andet end papirbog, og jeg sidder på rettighederne til e-bogen og en evt. lydbog. Har du forslag til hvad jeg skal bruge dem til?
Manfred Christiansen står bag forsiden, og vi aftalte den under et ølmøde på Frederiksberg. Vi har drukket en del IPA siden, både sammen og hver for sig.
Til det nu hedengangne (alt er hedengangent når man er morfar, morfar) arrangement Ord under himlen læste jeg op fra det endnu uudgivne manus.
To af novellerne i Faderens sønner havde været udgivet før. Det ene af dem i Knud Larns fanzine Science Fiction. Og inden du spørger, så ja - det er den bedste opløsning det billede findes i.
Jeg blev pænt overrasket, da der på Bogrummet i 2018 dukkede en ny anmeldelse af Faderens sønner op. Det var næsten som at se de døde rejse sig.
Det er en mærkelig følelse at have skrevet så længe, at noget kan være ti år siden. Den følelse bliver nok kun mærkeligere i takt med at jeg bliver ældre, for på et tidspunkt vil Faderens sønner være 20 år siden, og lidt senere vil det være et kvart århundrede siden Pandaemonium sølede verden til. Men nok om mine følelser, for jeg har gemt en overraskelse.
I ti år har der ligget en pose i mit bibliotek, og i den et eksemplar af Pandaemonium. Efter hvad jeg ved, er det det ENESTE FYSISKE EKSEMPLAR, der er tilbage. Det er altså ikke noget, du kan købe i en boghandel eller hos forlaget. Om det er noget værd sådan rent monetarisk, ved jeg ikke. Men hvis man interesserer sig det mindste for zombier eller/og dansk horror, er det noget pænt specielt. Det ENESTE FYSISKE EKSEMPLAR tilbage udlodder jeg nu som præmie i en konkurrence. Der er ingen andenpræmie eller trøstepræmie. Det er kun det her. Og reglerne er ligetil.
Skriv her, på min facebookside eller på min Instagram, hvilken ANDEN af mine bøger, du bedst kan lide og hvorfor. Jeg bestemmer helt diktatorisk hvem der løber med sejren, men jeg kan påvirkes med fanart fra mine bøger, anmeldelser, omtale og så videre. Vinderen bliver annonceret om præcis en måned (11/12). Tak fordi du læste med.
