I skrivende stund er der tre uger til Bogforum, og dermed også til at Vardekød udkommer. Som en førstegangsoplevelse er jeg en del af Bogforums officielle program, og skal snakke om Vardekød fra Litteraturscenen. Gad vide, hvordan det bliver?
Men inden da er der masser af tid til at berette om hvad Vardekød er for en størrelse. Det er sjovt med de her ‘Historien om en bog’-indlæg. Jeg har lavet dem i mange år, men det er først gået op for mig hvorfor indenfor de sidste par måneder. Ofte får forfattere lov til at udbrede sig om deres bøger, sætte dem i forhold til noget, komme ind på deres bevæggrunde og pege på en litterær tradition deres værk skriver sig ind i. Disse ting sker gennem artikler, anmeldelser og interviews, men da jeg aldrig rigtig har oplevet nogle af delene, er mine ‘Historien om en bog’-indlæg det sted, hvor jeg kan fortælle om mit nyeste værk.
Vardekød er min attende bog, og alt efter hvordan man tæller, min sjette eller syvende roman. Vardekød blev skabt i tre store ryk. De første 40.000 ord blev skrevet mellem efterår 2018 og forår 2019, mens det resterende blev skrevet i en raptus i begyndelsen af 2021. Og så var der lige en krølle, men den kan du læse om senere. Grunden til opdelingen var måske den ældste i forfatterhvervets historie. Jeg havde ingen slutning. Selve historiens skelet og muskler, og størstedelen af organerne var på plads, men der manglede den rette forløsning. Jeg forsøgte mig i nogle dage, der tilbage i 2019, men historien rykkede sig ikke. Derfor smed jeg den over i tekstbunken og kastede mig over andre projekter. Jeg tænkte, at slutningen nok ville komme. Og jeg fik ret. Det tog bare et par år.
For der er det ved tekster, der er i proces, at selv om jeg fokuserer på andre historier, så gærer de alligevel i baghovedets kar. Af og til stiger en boble op til overfladen, og og når det sker, skriver jeg den ned. Og en dag lå slutningen til Vardekød der. Den gled på plads med en skurren som sandstensblokke i en pyramide. Men en slutning er jo ikke bare en slutning. For at den kunne fungere, måtte jeg skrive stykker til, bytte rundt på andre og sakse endnu flere. I andet ryk endte jeg med at skrive 20.000 ord på meget kort tid, og så sad den der. Ond som en barndom. Men noget gnavede stadig …
Forsiden
Her er Varde Å. Den har ændret sig en del siden middelalderen …
Inden jeg fortæller, hvad det var, tager jeg et spring i emne. For en ting er en bogs tilblivelse, noget andet dens idé. For hvad handler Vardekød egentlig om?
Vardekød sætter fokus på de ting, der bor indeni os. Den handler om hvad vi gladeligt stiller til skue og hvilke dele af os selv vi kæmper for at beholde i skyggerne. Den handler om stolthed og fortrydelse, om det for evigt tabte og de ting, vi nægter at se i øjnene. Den handler om vores småbitte liv, der føles så store, måske med rette. Vardekød er en mørk bog og på sin vis også en trist bog. Et symbolladet værk, hvor der på hver anden side flakser en fugl eller skælver et træ. Selv titlen er dobbelt, både et billede og et sted. Vardekød har et stort persongalleri, hvilket man opdager allerede i bagsideteksten, men mange af personerne er sært autonome, præcis som mennesker nu er i virkeligheden. Af og til møder de hinanden, nogle træf større end andre, men grundlæggende er de alene. Ofte forladte. Der er en hovedperson, men hvem det er, bliver først tydeligt efterhånden som bogen skrider frem. Måske kan du undervejs i læsningen gætte med? Ligeledes handler Vardekød om hukommelse. Både når den er et fængsel, og når den er et forslag.
Bagsiden nuppet fra tales.dk. De har ikke helt lært at sætte en tekst op.
Genremæssigt har jeg grebet bredt. Da jeg pitchede den til forlaget, sagde jeg, at den var en blanding af Stephen King og David Lynch, og det synes jeg egentlig stadig. Vardekød har horror-elementer af den groteske og forstyrrende slags, men hvis fortællingen skal have en fantastisk mærkat, tænker jeg mere på den som weird. Vardekød låner også fra hjemstavnsfortællingen, fra den historiske roman, fra krimien og fra myten. Jeg tror bare, at jeg vil kalde den en roman. Men hvad så med titlen? Vardekød. Jeg vil nøjes med at sige, at den er en synekdoke.
Varde byskilt.
Blodbøgen står mellem Varde Museum og Sankt Jacobi Kirke.
Som sagt, var der noget, der gnavede, og det noget lå i titlen. For når man kalder en bog for Vardekød, så må man hellere vide noget om Varde. Undervejs i første- og andenskrivning havde jeg researchet til jeg var blå i hovedet, snakket lidt med Varde Lokalarkiv og fundet mange lækre detaljer om Varde. Men jeg var stadig usikker på hvordan byens stemning var. For steder har sjæl; de føles på en måde. Heldigvis fik jeg muligheden for at besøge Varde i sommer, og vandre rundt i gaderne nogle timer. Og det gav mig det nøk, der gjorde mit Varde mere virkeligt.
I min første gennemskrivning havde jeg givet Varde lidt stemning af havneby, men de lige gader, torvet og åen viste mig, at det var helt forkert. Varde er ikke en havneby, det er en handelsby. Man kan kun sjældent lugte Vesterhavet. Ligeledes opdagede jeg nogle ret fantastiske særpræg ved byen (som jeg ikke vil afsløre her) og ekstra bidder historie, der passede ind i min fortælling. Andre ting havde jeg ramt helt rigtigt. Da jeg kom hjem fra turen, satte jeg mig til tasterne og gik i gang med at ændre og skrive til/fra. Nogle steder hylede på omskrivning, andre på at der blev tilføjet afsnit. De steder, der skulle ændres, var heller ikke så venlige, at de var centreret omkring knudepunkter. Nej, de var overalt, så jeg måtte teksten igennem flere gange. Tilsammen blev det tredje ryk, der også fik mig over målstregen.
Mit Varde minder om det rigtige Varde, det er et næsten-Varde. Jeg har ændret navne og opfundet folk, men beholdt historie. Jeg har lånt fra arkiverne, men selv gravet skæbner op. Jeg har beholdt meget af byens udseende, men opfundet et par fikspunkter. Og jeg endte med et ret præcist næsten-Varde der faktisk passer smukt til selve fortællingen, men hvorfor det er tilfældet, må være op til dig at læse.
Og det var vist nogenlunde det. Som sagt er der tre uger til sagerne løber af stablen. Helt præcist udkommer Vardekød ved en lille reception den 4/11 i Literaturhaus og dagen efter, 5/11, snakker jeg, Benni Bødker og John Kenn Mortensen om vores nyeste bøger og horror på Bogforum. Tusind tak til min redaktør Birgitte Vestergaard Andersen, der får mig til ikke at kamme helt over, til min grafiker Søren Klok, der er så venlig at tage alle mine rookie-forslag med ophøjet ro og til forlaget Brændpunkt, der nu har stået bag tre af mine udgivelser. Og på forhånd tak til dig, der læser, køber og snakker om mig. Uden dig går det ikke.