Jeg er medunderskriver på et åbent brev sammen med mine forfatterkolleger Karsten Brandt-Knudsen, Carina Evytt, Majbrit Høyrup, Richard Ipsen, Kenneth Krabat, Patrick Leis, Jesper Rugård, Lars Ahn, Thomas Strømsholt, Tenna Vagner og Gudrun Østergaard og forlægger Nils Anker Tønner-Oldefar.
Hvorfor?
Jeg har skrevet det meste af mit liv, og da jeg efter mange år med digte langsomt bevægede mig over i længere tekster, var det især de fantastiske genrer, der kaldte på min opmærksomhed. Jeg var heldig, at det skete lige omkring 2005, for jeg kunne ikke have ønsket mig et bedre tidspunkt. Tanken om antologier var nemlig ved at bygges i den danske fantastiks undergrund, og da damplokomotivet kom tøffende i 2007, sprang jeg på. Jeg stillede mig på førerhusets tag og kastede mine invasioner fra rummet, krybende rædsler og magiske formularer ud. Og de ramte. De blev samlet op, sat i bøger og udgivet. Snart bugnede mine reoler af antologier, hvor jeg var en af de mange bidragsydere. Jeg var taknemmelig og glad. Hold kæft, jeg var glad. Men. Der var også noget, der slog mig.
Mine tekster kunne da ikke være så gode, at de ikke kunne blive bedre? Jeg havde en vag forestilling om, at en forfatter også havde en redaktør, og sådan en manglede jeg. En person, der læste mine ting, og pegede på alt det, der kunne blive bedre. Men der skulle gå mange år, før jeg oplevede det. Efter en håndfuld antologier begyndte jeg også at studse over, at der ikke var noget honorar andet end et par frieksemplarer med muligheden for at købe ekstra. Skulle en forfatter ikke betales for dennes arbejde? Var det ikke sådan, man langsomt kunne bevæge sig frem mod at vie al sin tid til forfattergerningen og derved levere 100%?
Samtidig havde jeg det okay med at der ikke var de store penge i det. Det var vigtigt for mig at være med til overhovedet at sætte dansk fantastik på landkortet. At mange af de mindre forlag, der udgav antologier, også var drevet af et enkelt menneske, var med til at jeg gerne donerede mine værker. Det var vigtigt at støtte genrelitteraturens vækstlag. Men for hver gang jeg leverede en novelle uden at modtage honorar og uden at modtage redaktion, kontrakt og korrekturlæsning, blev det lidt sværere. For i takt med at min egen backlist voksede, groede en tvivl frem i mig. Jeg blev bange for om vi gjorde genrerne en bjørnetjeneste ved ikke at præsentere dem så godt som muligt.
Genrelitteratur
Jeg var med helt fra starten. Indtil omkring 2007 var størstedelen af novelleudgivelser i de fantastiske genrer i magasiner og medlemsblade, ikke bøger. Derfor var det helt naturligt, at dengang skulle antologiudgiverne lige finde ud af hvordan man gjorde tingene. Babysteps. Efter mange år som forfatter, med 17 selvstændige udgivelser og deltagelse i over 70 antologier, kan jeg desværre konstatere, at mange steder gør man tingene præcis som man gjorde dengang. Det er stadig svært at opdrive et honorar, tekster til novelleantologier redigeres sjældent og flere steder er der ikke regulære kontrakter, der tydeligt viser hvilke rettigheder forlag såvel som forfatter har. Korrektur er stille og roligt ved at være standard, men det har taget halvandet årti at nå til det punkt. Hvis de andre ting hver især kræver lige så lang tid, kan vi stå med ordnede forhold i 2063. Der er jeg 86. Det synes jeg er trist.
Genrelitteratur, som står for langt størstedelen af de antologier, der er blevet udgivet siden 2007, er ikke et let marked i Danmark. Genrerne har stadig ry af noget, der mest er for børn og unge, og selv om især fantasy har fået et boost de sidste mange år, er det sjældent at de voksne, modne og ‘litterært interesserede’ kigger på nutidens fantastik. En af grundene til det kunne være, at fantastikken ikke præsenteres optimalt. Hvis en person giver horror en chance ved at læse en antologi, og støder på en række tekster, der er uredigerede, fyldt med stavefejl og er dårligt sat op, vil selvsamme person nok ikke snuppe en horror-antologi til. Det betyder, at den persons billede af dansk horror er den ene antologi, det blev til. Det kan nå at ske mange gange i løbet af lige så mange læserliv. Og hvordan man end vender og drejer det, så er flere læsere til fordel for både forlag og forfattere.
Opfordringerne
Der er fire opfordringer i brevet. De er alle vigtige. Jeg vil nævne tre af dem.
Når jeg ikke selv skriver, er jeg redaktør. Jeg har en del bøger under bæltet og det er fantastisk at få lov til at dykke ned i sproget og håndværket fra den anden side af bordet. Det er fedt at modtage noget helt nyt, gennemlæse det for at danne sig en mening og derefter gå i gang med arbejdet. I øjeblikket sidder jeg med min tolvte bog som redaktør, og den har én ting tilfælles med de forrige. Den har brug for redaktion. Plottet skal fungere, sproget skal strammes, dele skal slettes, persontegningen skal skinne, billedsproget brøle (eller hviske) og hundrede andre elementer skal smøres og snurre. Sådan er det bare. Og mine egne tekster har brug for præcis det samme. Jeg skal fortælles, at jeg lige her er for smart at høre på, at sådan ville en 16-årig vendelbo ikke opføre sig, at der er logiske huller, at jeg har misforstået en teori, at jeg har overset en fed mulighed for at skrive en særlig scene, at jeg godt kan slette de der 11 sider der ikke giver noget til historien og at det er mærkeligt, at min hovedperson har lyst hår på side 3, men rødt på side 7. Redaktøren er din første læser, der går til dig og kræver noget af dig. Det er uvurderligt. Alle mine bøger er blevet bedre efter et samarbejde med en redaktør. Alle uden undtagelse. Og følelsen af at blive taget alvorligt som forfatter er lige så uvurderlig. Det, du har skrevet, er vigtigt nok til at andre gider forholde sig til det og hjælpe dig med at få det til at skinne. Når jeg ser tilbage på den yngre Silvestri, er det det, jeg begræder mest. At jeg ikke havde novelle-redaktører, der lossede mig i røven og tvang mig til at blive bedre. Havde jeg haft det, ville jeg stå stærkere som forfatter nu.
Kontrakter er bare vigtige, for begge parter. De definerer, hvilke rettigheder og forpligtelser forfatteren har og hvilke forlaget har. De er sikkerhed for, at forlaget behandler forfatterens arbejde ordentligt og de sikrer, at forfatteren lever op til dennes forpligtelser. I kontrakten står klart aftalt, hvad forlaget må gøre med forfatterens tekst, og hvad forfatteren modtager til gengæld for at forlaget udgiver forfatterens tekst. Det er en sikkerhed for begge parter. Selvfølgelig skal en kontrakt forhandles, og der findes gode og dårlige kontrakter. Men slet ikke at have en kontrakt er problematisk. Tænk bare, hvis en forfatter 1½ år inde i et samarbejde ikke gad mere. Uden en kontrakt, hvad så?
Honorar, betaling for ens arbejde, er det punkt, der snakkes mest om. Først og fremmest gør det mig grundtrist, at jeg skal forklare hvorfor jeg skal betales. Vil du ikke gerne betales for dit job? At være forfatter er et arbejde, på linje med at være tømrer, advokat eller professionel gamer. Der er færre, der kan leve af at være forfatter, ja, men en årsag til dette kunne være, at de ikke modtager betaling. Samtidig er der vægt i at blive betalt for sit arbejde. Når jeg sidder til en familiefest, spørger min sidemand mig ikke om hvorledes plottet i min nye roman er struktureret, eller om jeg har lånt min symbolik fra Odysseen. Min sidemand spørger om jeg kan leve af det, om jeg tjener penge på det. Penge er en meget forståelig målestok ,og som forfatter at kunne sige, at man modtager betaling for sit arbejde, er vigtigt. Både når det kommer til onkel Jørgen med fadbamsen, i diverse ansøgninger til fonde og legater og i egen forståelse af hvad man er. Et tredje element er villigheden fra forlagets side til at anerkende forfatterens arbejde. Det kan godt være, at en procentsats af overskuddet for en antologi kun beløber sig til 12 kroner. Men de 12 kroner viser at forlaget mener at det er væsentligt at aflønne forfatteren.
Penge er også det springende punkt, for det koster at lave bøger. Og hvis forfatteren skal aflønnes, skal resten så ikke? Og hvor kommer pengene fra til det? Hvis man som enkeltmandsforlag kører sagerne ud af egen lomme, så er det helt sikkert stramt. Men heldigvis er der mange muligheder. Når et forlag laver en Kickstarter for at samle ind til udgivelses og redaktionsomkostninger, kunne man jo lige samle ind til forfatternes aflønning også. Når der er ansøgningsrunder hos forskellige fonde og i forskellige puljer, kunne man ansøge om udgivelsesstøtte eller udviklingsstøtte. Man kunne begrænse antallet af forfattere i hver enkelt udgivelse, og dermed mindske forfatterudgiften. Man kunne etablere samarbejde med erhvervslivet (Planetariet støtter en science fiction-samling om solsystemet, f.eks). Mange af disse forslag ville tilmed gavne forlaget gennem PR. Samtidig må man ikke glemme, at i hele kredsløbet omkring at udgive en bog, så er det på grund af forfatteren, at alle de andre stationer har noget at lave. Hvad skulle redaktøren redigere, korrekturlæseren rette, grafikeren opsætte og forlæggeren udgive, hvis der ingen tekster var?
Afrunding
Jeg tror ikke, at der sidder en fedladen forlægger med tophat på en bunke penge, og skælver af ophidselse over, at hun nu har snydt en bunke forfattere. Jeg tror nærmere, at hun ikke tænker over, hvordan disse mangler på en eller anden måde er blevet normale og til dels acceptable. Same procedure as every anthology. Jeg er heller ikke ikke vred på nogen, eller føler mig kunstnerforsmået eller hvad vi nu skal kalde det. Uden antologierne ville jeg ikke være, hvor jeg er nu. Men jeg føler at det er mit ansvar som en af de forfattere, der var med fra begyndelsen, at opfordre til at vi ændrer tingene. Ellers vil et nyt hold forfattere blot stå i samme situation om fem år, ti år, femten år. Og så er jeg ikke bare 86, når der kommer ordentlige forhold. Så er jeg død og sikkert skudt i omløb om Saturn.
Fremadrettet vil jeg kun indsende til novellekonkurrencer og medvirke i antologier, der opfylder den ovennævnte opfordring. Flere mindre forlag gør det heldigvis allerede, mens andre ikke helt er nået dertil.
Hvis du har lyst til at være medunderskriver, og er forfatter eller forlægger, kan du skrive under ved at sende dit ja til dantologideltager@gmail.com
Denne tekst er forresten hverken redigeret eller korrekturlæst. Det kunne den godt have brugt.