Trailer 99 - uddrag af Holger skal dø

Noget, der lader til at være en meget stor hemmelighed, er at jeg skriver rigtig mange realistiske fortællinger. Historier, der finder sted i denne verden, uden lurende varulve, uden aliens og tidsrejser, uden magiske frakker og diverse eleksirer. Vores helt egen og kendte verden. Det faktum kommer der et indlæg om meget snart, men inden da vil jeg præsentere jer for den korte novelle Holger skal dø.

Titlen siger ligesom det hele. Der er ikke noget at rafle om. Holger, han skal dø - og på det punkt adskiller han sig ikke meget fra resten af os. En tanke, jeg ofte pirker til er hvordan man vil reagere, når det går op for en. Når det virkelig manifesterer sig. Jeg tror de fleste mennesker ynder at tænke om sig selv at de vil tage det med ophøjet ro, men jeg tror også at de fleste mennesker tager fejl, deriblandt mig selv. Jeg har ikke lyst til at forlade dette sted. Og jeg har ikke den fjerneste anelse om hvordan jeg vil reagere, når jeg kommer tæt på. Holger, han behøver ikke at gætte, for han står midt i det.

"Holger sætter sig ind på bagsædet af taxaen, og vifter med en irriteret mine Lise og Mirandas hjælpsomme hænder af. Han smækker døren. Et skær af smerte rykker ind på hans ansigt. Det er den samme smerte, det samme sted, for den har efterladt en sirlige forgrening af rynker i dens epicenter.

”Ved du godt, at du kører med en død mand?” siger Holger og vifter med den ene hånd for at får taxachaufførens opmærksomhed i bakspejlet. Han får øje på sig selv. Et skrumpehoved, et dødningekranium med luft nok til at tale som en levende. Taxachaufføren åbner munden med en fedtet smasken, men Holger løfter hånden inden ord findes.

”Nej. Lad være med at tale. Hvis du ikke siger noget, betaler jeg dig femhundrede ekstra.”

Holger sveder rigtig meget, selv om der ikke er varme på i taxaen. Hatten virker alt for stor til hans kemoskaldede hoved, skjorten skræddersyet for et år siden i Tunesien hænger som på en fremmed mands skuldre. Holgers knogler er overalt, de stikker frem i anderledes og syge vinkler, det er som om de ophæver sig selv til en højere potens. Når han sover, ganger de sig med hinanden, så der om morgenen er flere af dem.

Taxachaufføren kigger på Holger i bakspejlet. Holgers øjne er rødrandede og magiske. De forsvinder nemlig snart. Holger kan ikke forstå, hvorfor bilen ikke kører endnu. De står stadig i indkørslen og vinker. Inger, Lise, Miranda, Torsten og Emil og lille Marie, der spurgte ham hvor han havde gemt den rigtige morfar henne. Så husker dumme Holger. Han har jo slet ikke sagt hvor han skal hen.

”Sankt Lukas-stiftelsens hospice,” siger Holger, efterfulgt af adressen. Han kigger ikke mærkværdigt eller anderledes i spejlet. Han ved nok ikke hvad et hospice er, men det gør Holger. Meget bedre end han gjorde for et halvt år siden. Endelig starter motoren, en lav tyskerknurren og perlegruset sprøjter, da bilen svinger ud på vejen. Holger kigger på sine hænder. De havde sagt at kemoen ville være hård ved dem, men neglene er som elfenben. Tykke og hvide. Den slags negle, der kan grave sig ud af en kiste, eller bruges som spigre, når det bliver tid til at finde vejen ud ad Helvede.

De kører igennem villakvarteret, væk fra huset Holger har boet i i 35 år. Bilen, der stod i indkørslen var den samme. Servicet, de spiste af, var det samme. Katten, Miss Missy, var også den samme, men ville ikke have at Holger kælede den. Holger sukker og sukket får ham til at hoste voldsomt. Hvert stød sender tidevand gennem luftrøret. Det er som om ting river sig løs. Holger kigger ikke efter blod mere; han ved det er der.

”De griner allerede igen, vidste du det?” siger Holger til taxachaufføren. ”Jeg havde en flaske rødvin med og jeg fortalte min gamle historie med nonnen og sømanden, men de klukkede bare høfligt, selv om jeg skruede op for alt det frække. Nu skåler de og snakker om mig, men så begynder de at snakke om andre ting, fordi det har de ikke kunnet mens jeg var der. Jeg er sådan en beskidt ting. En plet, der bare bliver større, jo mere man gnider på den. Lige indtil den bare forsvinder en dag, og så kan man næsten ikke huske hvorfor man brugte alle de kræfter, når den i sidste ende bare ville blive til intet til sidst. Hvis du spidser ører, kan du høre dem skåle i vinglas med den vin i, jeg kom med. Det kan jeg godt forstå de gør. Det ville jeg også gøre, hvis jeg var i deres sted.”