Junis arbejde 2017 - om stream of consciousness, Radio24syv og Lille Bogdag

Så er det endelig blevet sommerferie, regnen står ned, og det gør ikke mig det mindste. Det er nemlig meget lettere at retfærdiggøre at man sidder inde i hulen og skriver, når det er ringe vejr. Som de andre år har juni været fyldt med arbejde der intet har at gøre med skrivning, men fra næste skoleår går jeg ned i tid, så jeg kun arbejder 40%. Det er en stor og lykkelig ting for mig!

Efter sigende skulle dette være Edgar Allan Poes kælder ... man kommer jo automatisk til at tænke på

The Cask of Amontillado

.

Juni måned var så sød at skænke mig to en halv novelle. Mit hoved var fuldkommen mættet med andre ting, så derfor lod jeg al struktur flyve, og ud af det kom der en skrinlagt novelle, men også to der blev fuldbragt (eller, så fuldbragt noget kan være efter første gennemskrivning)

Minde (weird, skrinlagt ved 5300 ord)

En abstraktion af Ingemann (9000 ord, weird)

Cellarmensch (4200 ord, horror, engelsk)

Juni måned var meget travl, og derfor tillod jeg mig selv bare at give los med denne historie. Jeg lagde ud med en kort gennemgang af hvorfor Oscar Wilde var en ringe forfatter, og derefter lod jeg mig føre afsted.

En abstraktion af Ingemann

er skrevet gennem en

stream of consciousness

, og handler om et jeg, der elsker litteratur, men føler sig fanget af alle konventionerne. Sent i livet beslutter han sig for at skrive sit speciale om B.S. Ingemann færdig, men det får sære følger.

En abstraktion af Ingemann

er lige dele horror, midtlivskrise, smædetale og referat. En meget sær størrelse, som jeg tvivler på får et hjem. Jeg blev nødt til at trække i håndbremsen ved 9000 ord, ellers tror jeg den var fortsat i al evighed.

Jeg har gennem de sidste par år med jævne mellemrum forsøgt mig på engelsk, og

Cellarmensch

er det nyeste skud på stammen. Den er skrevet i anden person, ental (you), og gør derved læseren til hovedperson. Titlen er selvfølgelig inspireret af Dostojevskijs romen

Kældermennesket

(og sikkert også

bandet Kellermensch

), men

Cellarmensch

handler om hvad frygt egentlig er, og hvilket mørke man i sidste ende vil foretrække. Det er en sprogligt flot tekst, og, synes jeg, ret foruroligende. Den er skrevet til en antologi, og jeg håber den kommer med.

Lille Bogdag 

Den 3-4.juni var der

Lille Bogdag

for tredje år i træk. I '15 og '16 blev det afholdt i Dome of Vision, men i år var det rykket til Den Frie Udstilling. Lille Bogdag er et initiativ, hvor en række små forlag får muligheden for at fremvise deres katalog, medvirke på en lille scene og bare møde deres læsere. Lille Bogdag blev etableret som et modstykke til de større forlag, og for at vise at mikroforlag også udgiver flotte, professionelle og mest af alt vigtige bøger. Jeg var med som en del af forlaget Calibat, der indtil videre udgiver mine opsamlinger.

Her sidder jeg sammen med den noget benovede Jesper Rugård. Det er hans digtsamling

Mens vi bliver til

I kan se i midten.

Det var en god dag, vi fik snakket og drukket øl, og ikke mindst blev jeg hi-jacket til at præsentere Lars Kramhøft på oplæserscenen. Det var jeg ikke lige forberedt på, men heldigvis gik det godt, og det virkede også som om oplæsningen faldt i god jord. Vi fik solgt lidt bøger, og ikke mindst kom et eksemplar af

Sand og sten, stål og glas

med en ny læser tilbage til Færøerne. Jeg er meget glad for Lille Bogdags koncept, og jeg håber virkelig at de bliver ved i mange år endnu. Der er brug for andre og anderledes stemmer i det danske litteraturmiljø, og det er jeg sikker på at Lille Bogdag er medvirkende til kan ske.

Radio24syv, horror og Romerriget

Den 26. juni var jeg en tur inde på Radio24syv, hvor jeg var blevet inviteret til at medvirke i Romerrigets udsendelse om horror. Grunden til at programmet var kommet i stand, var til dels udgivelsen af Jacob Lillemose og Karsten Wind Meyhoffs bog

Horror Zeitgeist

, der udforsker instruktøren Larry Cohens virke. Vi var på i sammenlagt en time, og ud over at berøre Larry Cohen (som jeg ikke ved så meget om ... i det hele taget ved jeg ikke så meget om film), nåede vi omkring hvad horror er, hvordan horror som genre er opstået, den danske forfatter B.S. Ingemann og om hvordan den danske horror-scene ser ud. Desværre synes jeg fokus røg lidt for langt væk fra Jacob og Karstens bog, som jeg i hvert fald er blevet klogere af at læse, men du kan jo selv gribe lyttebøfferne og se hvad du mener. Jeg ved endnu ikke hvornår udsendelsen ryger i æteren, men sikkert en gang hen over sommeren. Det var min radio-debut, hvis man ikke tæller

mit interview i 2015 om mit forfatterskab

i Den2radio med. Jeg ser frem til at høre mig selv og de andre, og sikkert krumme tæer over hvor dum jeg lyder.

Er der mere?

Jeg har allerede trukket i sommerens arbejdstøj, og når jeg er færdig med dette indlæg, kaster jeg mig over redaktionen af min roman

Slør

. Den regner jeg med at have klar til efter ferien, og så bliver det spændende om der når at ske noget med den inden årets udgang. Min kommende opsamling

Fast arbejde

er også godt undervejs, og udkommer til efteråret. Og så er der redaktion af min billedroman

King

. Som du kan høre, har jeg mere end nok at lave, men ellers ville jeg jo kede mig! Som en sidste ting, så hold godt øje med min nyhedsupdate her en af dagene. Der er sket ret store ting.

Det hedder altså science fiction

Den 20. maj skrev Anna Raaby Ravn en kort artikel i Information med titlen Brandvarm sci-fi. Den stod som en art riposte til Kristian Leths indlæg Sci-fi og fantasy er også litteratur på forlagsliv.dk. Kort fortalt raser Kristian Leth over at de fantastiske genrer til stadighed ikke bliver betragtet som litteratur, og Anne Raaby Ravn siger, at det passer overhovedet ikke, for der undervises i science fiction på både litteraturvidenskab og Forfatterskolen, og hun nævner også en række af the usual suspects inden for dansk litteratur, der 'trækker på genren i deres værker'. Afslutningsvis siger hun, at genren "er altså alt andet end underlødig", den er "brandvarm og heftigt læst".

Det synes jeg er spændende. Sådan rigtig spændende.

En gammel diskussion inden for science fiction er hvorfor der så sjældent står science fiction upå bøgerne. Grunden til dette kan være mange: Det kan skræmme potentielle læsere væk, det kan blive betragtet som 'svær' eller 'nørdet' litteratur, det er noget uforståeligt noget eller det er bare urealistisk. Nogen siger, at det er vigtigt at skrive science fiction på de bøger, der nu engang er science fiction, for ellers bliver der aldrig gjort op med forestillingen om at det er sært eller kun for de få. Andre mener at det er vigtigt at science fiction står på forsiden som et standpunkt, at man som forfatter ikke føler nogen skam ved at skrive science fiction. Andre igen mener at en bedre måde er at gemme genremærkaten 'science fiction' væk og derved lokke folk til uforvarende at læse science fiction, og måske den vej igennem få øjnene op for genren.

Hvis genren er så 'brandvarm' som Anne Raaby Ravn påstår, tænker jeg at de gamle stigmata må være passé. Når noget er 'heftigt læst', er det almindelig sund fornuft at læsere gerne vil vejledes i at finde mere af samme slags. I Brandvarm sci-fi nævner hun en håndfuld danske forfattere, og jeg har fundet frem til en række af forsider til de af deres værker, der betegnes som science fiction:

Der står ikke science fiction på en eneste. Det er lidt sært. Der står krimi på en krimi. Der står spænding på en spænding. I alle fire bøger er der klare science fiction-elementer. Theis Ørntofts Digte 2014 har en postapokalyptisk tåge liggende både i og mellem linjerne, Maria Gerhardts Transfervindue omdanner Nordsjælland til et lykkeligt hospice (der faktisk i dag i Politiken blev kaldt cancer-sci-fi ... som er en genre, jeg ikke kender). Den afskyelige af Charlotte Weitze er sat i fremtiden, hvor klimaforandringerne virkelig har taget til og Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24 bliver fortalt i tilbageblik mange hundrede år ude i fremtiden af en rigmand, der gennem videnskabelige metoder har opnået udødelighed.

Det er spændende at se hvordan bøgerne omtales. Udtryk som klimafiktion, fremtidsfortællinger, kontrafaktisk, cli-fi og 'hvad-nu-hvis-litteratur' benyttes meget. Science fiction-betegnelsen er en sjælden gæst, og det stemmer meget dårligt overens med Anne Raaby Ravns påstand om at science fiction virkelig er the shit. En af science fictions fornemste dyder er at fremskrive tendenser i nutiden, sætte disse tendenser i en fremtidig ramme for derved at belyse noget problematisk eller udfordrende ved nutiden. Det kan være teknologiske tendenser, politiske tendenser, sociale tendenser eller noget helt syvende. De fire bøger jeg her har nævnt, lever uden problemer op til det krav. De er science fiction, lige så meget som de er litteratur ... og det er egentlig ærgerligt, at det åbenbart stadig står som et modsætningsforhold. Kald det science fiction i stedet. 

I øjeblikket er en af de mest populære serier The Handmaid's Tale, der beskrives et fremtidigt samfund, hvor kvinder har fået frataget de fleste af deres rettigheder. En håndfuld kvinder i det nye samfund er de såkaldte handmaids, der fungerer som rugemødre for den herskende klasses mænd. Serien er inspireret af Margaret Atwoods bog af samme navn fra 1985. Forfatteren har altid undsagt sig at bogen skulle genreklassificeres som noget som helst. Hverken feministisk fiktion, science fiction eller noget som helst andet. Det er hun i sin ret til som skaber af værket. Jeg vil alligevel tillade mig at påstå at den i hvert fald har stærke science fiction-elementer. Det er en fremskrivning af tendenser i nutidens samfund. Bogen rundes af med en epilog, skrevet i år 2195, men vigtigst af alt, så kan der ikke herske nogen tvivl om at The Handmaid's Tale er en dystopi.

Den dystopiske/utopiske fortælling hører ikke kun science fiction-genren til, men det er science fiction-genren, der har udforsket den dybest. I Brandvarm sci-fi nævner Anne Raaby Ravn i flæng forfattere som Orwell og Huxley (ud over Atwood), hvis værker nok ikke kræver den store introduktion. Både Orwell og Huxley beskrev i hhv. 1984 og Fagre nye verden fremtider i forhold til dem selv, Orwell på et politisk/sociologisk grundlag, Huxley på et teknologisk/sociologisk grundlag. Der er altså andet end den dystopiske fortælling, der peger mod science fiction-genren. Orwell ser på overvågningsteknologi, Huxley på psykofarmaka og medicin.

Jeg synes det er problematisk når Anne Raaby Ravn sætter lighedstegn mellem at science fiction er populært, og at der bliver undervist i det på litteraturvidenskab og Forfatterskolen. Det problem intensiveres yderligere af de forfatterskaber, hun vælger at trække frem. Hvis man ser på de danske forfatterskaber hun fremhæver, er det udelukkende forfattere, der bruger science fiction som et element i deres skrivning. Ikke én af dem betegner sig selv som science fiction-forfatter, så handler det i virkeligheden ikke om at de forfattere hun nævner er dem, der i forvejen læses? Hvor er de forfattere, der i mange år har beskæftiget sig alvorligt og professionelt med science fiction, og med fortsæt og som en primær udtryksform skriver i genren? Eksempelvis kunne man starte med Svend Åge Madsen. Et andet problem er at de værker/forfattere, der konsekvent nævnes, må siges at høre til i den bløde ende af science fiction. Hvorfor vælger hun f.eks. ikke at trække The Martian af Andy Weir frem, der blev en rasende succes for et par år siden, og hvor de teknologiske elementer har en reel rolle i bogens handling?

Men hold kæft hvor jeg håber Anne Raaby Ravn har ret. For så er det kun et spørgsmål om tid, før science fiction får lov til at indtage sin retmæssige plads ved siden af al anden litteratur. Det større fokus vil så forhåbentligt også medføre, at science fiction-forfattere bliver inviteret til paneldebatter og receptioner. Forlag begynder at kalde tingene ved deres rette navn og skriver science fiction uden på de romaner der nu engang er science fiction. Det vil så gøre, at trangen til mere brandvarm science fiction vil få de heftige læsere til at søge ud over deres vante cirkler, og opdage de forfattere, der i årevis har skrevet science fiction. Jeg ser frem til, at nu hvor rektor på Forfatterskolen Jeppe Brixvold i en beskrivelse af skolens Kvalitetsbedømmelser i optag og uddannelse af forfatterskoleelever specifikt siger at "Da vi for få uger siden holdt planlægningsmøde på Forfatterskolen for at diskutere mulige emner for næste semester, var nogle af de mest populære ønsker traditionel metrik, afro-futurisme og sci-fi. Dét var ikke sket for bare 5 år siden." så vil science fiction-forfattere blive inviteret til at være gæstelærere, for selv hvis de studerende senere hen kun bruger science fiction-elementer i deres værker, er det vel det fornuftigste at de lærer af en person, der har beskæftiget sig med genren i dybden.

Undskyld, hvis tonen i det sidste stykke blev for ironisk. Science fiction betragtes stadig som underlødigt, i hvert fald blandt mange læsere, men jeg håber at det vil ændre sig, og der er dejligt at høre Anne Raaby Ravns beretning fra især litteraturvidenskab. Hele genrevældet burde være irrelevant, men det er det ikke. Selv om man ikke kan ændre opdelingen i genrer, så kan man måske ændre hvordan de forskellige genrer anskues. Og jeg er overbevist om at det starter ved at man kalder en skovl for en skovl. Serien Westworld er science fiction. The Handmaid's Tale er science fiction. Digte 2014 er science fiction. Serien Black Mirror er science fiction. Adam Os tegneserie Ruiner er science fiction. De nævnte værker er også alt muligt andet, men hvis vi ikke bruger ordet science fiction, og derved gør det til først noget normalt og derefter ændrer definitionen, vil det vedblive med at være noget sært, snævert og fremfor alt noget, der står helt for sig selv, i stedet for at være en integreret del af det, der kaldes litteratur. 

Hvor mange novellesamlinger?

Hvor meget er for meget?

En af de første sandheder, der gik op for mig som for forfatter, var at novellesamlinger generelt sælger meget dårligere end romaner. De fleste læsere foretrækker én lang fortælling, gerne fordelt på flere bøger, frem for mindre historier, der kredser om et enkelt emne. Det sætter mig i et dilemma, da novellen er min foretrukne form. For hver roman jeg skriver, bliver det til 20+ noveller. Det betyder, at jeg som det ser ud nu, kan udgive mindst en novellesamling om året, efter jeg har sorteret de noveller fra, der aldrig skal ud i verden (og hvis jeg kan finde et forlag).

Hvor meget er for meget?

I 2016 begyndte jeg at få udgivet opsamlinger med de af mine noveller, der allerede har været udgivet. Sidste år kom Sand og sten, stål og glas, i år kommer Fast arbejde og til næste år den tredje opsamling, der endnu ikke har en titel. Jeg håber at blive ved med dette, indtil jeg har fem opsamlinger ude. Det vil altså sige at hvis alting flasker sig, udgiver jeg en samling noveller hvert år til og med 2020. Kan jeg tillade mig? bør jeg? udgive en novellesamling til om året, velvidende at de har det sværere end romaner?

Hvor meget er for meget?

Hvad med læserne? Selv hvis man som læser er glad for mine noveller, kan det så ikke føles som for meget at få to novellesamlinger om året? Er det ikke lidt at smide 'mere af det samme' i hovedet på folk, selv om novellesamlingerne er forskellige i både udtryk, tematik, genre, skrivestil og/eller andet? Eller kunne det være en idé at tage et 'maskin-gevær-år', hvor jeg går efter at få udgivet mange novellesamlinger, og derved tømmer lagrene? Eller tænker man slet ikke sådan som læser - er man bare glad for at der kommer mere?

Hvor meget er for meget?

Er det ikke direkte tåbeligt at blive ved med at spy noveller ud, hvis der kun er et begrænset marked for dem? Skal jeg ikke i stedet for tvinge mig selv ned i en roman-tænkning? Skal jeg arbejde mine noveller sammen til fortællekredse, så en rammefortælling giver dem et udseende af et samlet værk, frem for enkeltstående beretninger?  Skal jeg skrive til mine noveller, så jeg ender med historier der minder mere om kortromaner, og så inkludere to-tre-fire stykker i hver samling?

Hvor meget er for meget?

I skrivende stund har jeg materiale - som i allerede skrevet og i mange tilfælde redigeret, korrekturlæst og omskrevet - til følgende:

Vinterklæder
En novellesamling udelukkende med realistiske noveller. Nogle af fortællingerne er lige ud af landevejen, andre er symbolske, andre er sprogligt eksperimenterende, men ingen af dem har det fjerneste at gøre med noget fantastisk. De foregår i denne verden, punktum. Samlingen er på 12 noveller, hvor den længste er omkring 7000 ord.

Science fiction-samling, uden titel
En novellesamling med science fiction-noveller. Hvert år sender jeg tre noveller ind til SFC, og i mange år har de valgt en til antologien. Det efterlader mig med to noveller i overskud, der så lander i denne samling. Dermed ikke forstået at de er dårlige; ved flere lejligheder har jeg ment at SFC ikke valgte den bedste fortælling. Samlingen er på 10 noveller, den længste er 14.000 ord og mange af novellerne er ret positive.

Næsten her
En novellesamling med noveller, der foregår i andre verdener, der alle ligner denne meget. En præmis for fortællingerne er at de primært kun kan fungere i en anderledes verden med anderledes regler. Ellers er de strengt realistiske, næsten socialrealistiske, og derfor vægrer jeg mig ved at kalde samlingen fantastisk, selv om den nok lægger sig op af science fiction. Samlingen består af 13 noveller, og den længste er 12.000 ord.

Skår
En samling tekster, alle under 1500 ord, der stiler efter at være en hybrid mellem novellen og kortprosa. De spreder sig i alle genreretninger, i alle skrivestile og fortolkningsgrader, og der er intet mindre end 40 af dem. En lidt aparte samling, der nok vil skille sig ud.

3
Horror-fortællinger. Tre styk, der alle er over 15.000 ord i længde. De har alle at gøre med hvad der gør mennesker til mennesker, og hvilke slagger man finder i sit eget indre, når man kigger ordentligt efter. 

Hvor meget er for meget?

Jeg ved det ikke, og derfor håber jeg du har lyst til at hjælpe mig. Hvad synes du? Hvor meget er for meget, eller findes 'for meget' slet ikke? Hvad skal jeg stille op med mine samlinger, der er tæt på at være færdige? Alle tanker er velkommen :)

April og majs arbejde 2017 - især om at redigere, et besøg i Nakskov og eventyr

Det er lang tid siden jeg har skrevet sidst, og det er fordi der har været meget travlt både i forfattersnedkeriet og ude i den verden, der så ofte kaldes for den virkelige. Halvdelen af tiden har jeg siddet fuldkommen begravet i tekster, og den anden halvdel af tiden har jeg spænet rundt til møder, aftaler og hvad vi ellers har. I april hyggede jeg mig også gevaldigt med et langvarigt hold i ryggen,  der gjorde det til en herkulisk prøvelse at sidde foran computeren. Men man må jo lide for kunsten, for løbet med skønheden er vist kørt for længst.

Det er blevet til fire noveller. Utroligt nok havde to forskellige forlag udskrevet novellekonkurrencer med næsten samme deadline og emne, nemlig eventyr, så jeg fik prøvet mine genretræk af på to forskellige eventyr. I de andre fortællinger arbejdede jeg meget med billedsprog og formsprog, det gav et ret specielt resultat og begge historier endte krydret med lidt science fiction. Det har været rart hele tiden at være i gang med noget ved siden af alt rettearbejdet.

Ingelises vrang (5500 ord, weird)
Køen (2100 ord, weird)
Historien om en moder (4700 ord, eventyr)
De vinterfødte (7000 ord, eventyr)

Novellen Ingelises vrang udspiller sig på en fertilitetsklinik af en art, hvor novellens jeg betragter den forsagte Ingelise, der ønsker sig et barn, og efter at være flygtet fra fertilitetsklinikken fire gange nu endelig sidder på en stol foran ham. Ingelise er sørgelig, hun er den slags menneske man overser og kun nødigt beskæftiger sig med, men efterhånden som deres samtale vokser sig større, finder historiens jeg sig i en sær boble sammen med Ingelise, for hvad er det den ydmygede kvinde så gerne vil have? Det er en filosofisk fortælling, en realistisk fortælling gemt i billedsprog og jeg kan virkelig godt lide dens særhed.

Mindre mærkværdig, med større ankre i en konstant gentagelse, finder vi den korte fortælling Køen. I køen går robotter og mennesker side om side, uden at tale, og hele køen tager hele tiden et skridt frem. Der er varmt, himlen er klattet til med sort, luften stinker af brændte sikringer og bacon og hele køen tager et skridt frem. Det er en sær, analogisk og vanskabt verden, jeg har kreeret i Køen, og jeg ser frem til at den på et tidspunkt bliver læst af andre.

I 1847 skrev H.C.Andersen eventyret Historien om en moder. I 2017 omskrev jeg det til en moderne version. Tematikken er stadig  den samme, moren mister sin datter til Døden og sætter efter ham for at få sin datter tilbage. Jeg har gjort hele eventyret mere sært, føjet grimme nutidskommentarer til, undervejs lusket elementer fra en håndfuld andre H.C.Andersen-eventyr ind i fletværket og rodet med kernepunkter i fortællingen, så fortællingen ikke bare er en kopi.

De vinterfødte er et moderne eventyr, hvor vinteren og dens elementer er i fokus. Den tager udgangspunkt i nordisk og grønlandsk mytologi, og jeg har virkelig udnyttet den pludselighed hvormed nye figurer bare introduceres i eventyr. Historien handler om Fannar, hvis navn betyder snedrive. Undervejs i fortællingen møder han Disa med de anisokoriske øjne, Vinterfar der er blind og Dobbeltsyn, hvis øjne har hver deres farve. Hvor det ender henne, ja, det må man læse sig til.

Redigering, omskrivning, tilretning og revidering

Som allerede nævnt har de sidste par måneder især stået på redaktion, omskrivning og revision. Jeg har virkelig mærket hvad den direkte konsekvens er af at skrive meget ... nemlig at rette og omskrive tilsvarende, og det føles lidt som om de sidste par års arbejde har valgt at kulminere synkront i disse tider.  

Det hober sig op!

Først og fremmest stod min roman Et satans arbejde på programmet. 250 siders roman, sammenlagt lidt over 120.000 ord om flyttemanden Asger, der bliver hyret til at flytte noget af Helvede til Hellerup. Jeg skrev den færdig i 2015, men efterfølgende har den været igennem flere redigeringsrunder, og her i april kunne jeg endelig skrive færdig på den. Jeg håber virkelig at den bliver antaget, da det er en ret unik historie, og det vil være synd og skam om den ikke kommer ud til et større publikum.

Meeen, romanen var ikke alt. Sidste år udkom den første i en række opsamlinger af mine noveller, nemlig Sand og sten, stål og glas på forlagene Calibat/DreamLitt. I år er turen kommet til Fast arbejde, der primært beskæftiger sig med den humoristiske side af mit forfatterskab. Som Sand og sten, stål og glas kommer opsamlingen til at bestå af syv noveller, der tidligere har været udgivet, og en som aldrig har været det. Den ældste skrev jeg oprindeligt i 2007, mens den nyeste er fra sidste år. Sammenlagt bestod manus af 70.000 ord, eller omkring 180 sider, og nu glæder jeg mig til at se hvad redaktøren siger.

Meeen, vi er ikke færdige endnu. Jeg skulle også rette den engelske novelle Bon Voyage, Voyage, der er en del af en australsk horror-antologi (hvortil Clive Barker leverer hovednovellen), som lige er udkommet, oversætte min gamle science fiction-novelle Voisinisme til engelsk og sende den ind til et amerikansk blad, og redigere horror-novellen Mandsmørke og sende den ind til en konkurrence. Sammenlagt redigerede jeg omkring 500 sider, og det svarer til antallet af ark i en pakke printerpapir. Jeg var fuldkommen smadret klokken 10 om aftenen, og når jeg sætter det op som her, kan jeg egentlig godt forstå hvorfor.

Besøg på Nakskov Bibliotek 

Den 26/4 var jeg på besøg på Nakskov Bibliotek. Foreningen StORDstrømmen, som jeg er medlem af og som er en interessegruppe for forfattere med tilknytning til det gamle Storstrøms Amt, har i det sidste stykke tid stået for en række arrangementer under paraplyen Ord på biblioteket, hvor lokale forfattere læser op. Nu var turen kommet til mig. Desværre var der næsten ingen fremmødte, men de få der var oplevede formanden for foreningen Sigurd Kværndrup interviewe mig om mit forfatterskab og høre oplæsning fra novellen I sit ansigts sved fra min opsamling Sand og sten, stål og glas. Det er altid ærgerligt at optræde for næsten tomme sale, og jeg håber at der en anden gang vil blive gjort lidt mere reklame for arrangementet end der blev gjort i denne omgang.

Hvad ellers?

Selv om det nu er blevet sommer, redigerer og omskriver jeg stadig på fuld kraft. Min billedroman King er under omskrivning, og det falder mig ikke så let at gøre mit sprog mere BU-venligt. Fast arbejde er kommet tilbage fra en begejstret redaktør, og skal nu igennem endnu en runde, og så venter der også et romanprojekt, der næsten er færdigt. Sikke tider at leve i :)

Nyheder i april 2017 - om anmeldelser, bibliotekspenge og mit tyste projekt

Hvis marts var en boblende kedel, så har april været et damplokomotiv, der vinder fart. Nyhederne er adstadigt dryppet ind og med hensyn til arbejde har jeg ligget vandret i luften, men det kan du alt sammen høre nærmere om i et indlæg senere på ugen. Og nu, til sagerne.

Anmeldelser

I sidste nummer af Himmelskibet var der vanen tro en række anmeldelser af ny og nyere dansk fantastisk litteratur, og det inkluderede blandt andet en anmeldelse af min Sand og sten, stål og glas samt to antologier, hvori jeg medvirker. Det var anmelderen Thomas Winther, der stod for alle tre anmeldelser - men desværre er kun to af dem nået online.

Klaus Æ. Mogensen/Michael Bernth

Det er efterhånden blevet en stående munterhed, at de forskellige anmeldere af Sand og sten, stål og glas når frem til forskellige indbyrdes sammenhænge mellem novellerne, og det gør sig også gældende i denne omgang, men det kan I selv læse jer til i den fulde anmeldelse. Anmeldelsen rundes af med disse ord:

"Ud over de mange antologier som Silvestri har bidraget til, har han også en række selvstændige bøger bag sig, og denne bør stå i bogsamlingen ved siden af de andre, og har man ikke stiftet bekendtskab med science fiction-delen af hans forfatterskab, så er dette bestemt et godt sted at gøre det."

Sidste år udkom antologien Monster på forlaget Kandor. Den var den tredje i rædselsrækken (med Vampyr og Varulv som de to første), og jeg medvirkede med novellen Om blod og blæk. Den er netop en af de noveller, Thomas Winther fremhæver i anmeldelsen (de andre er vinderen Teddy Vork og Lars Ahn Pedersen), og han har følgende at sige:

"Silvestri har flere gange skrevet i samme weird fiction-tradition som bl.a. Clive Barker, og denne novelle er i denne tradition. Her er det monstrøse meget fysisk, men også meget hemmeligt. Det lurer skjult og kræver et offer fra sine følgerer, et offer som skal komme fra personen selv, men omvendt så bliver man også en del af væsenet. Dette er lige en novelle for mig, da den ikke kun handler om at beskrive et ubeskriveligt monster, men også i højere grad handler om at beskrive den indflydelse som mødet har på hovedpersonen."

En sidste ting: Himmelskibet er en af de meget få steder i Danmark, hvor fantastisk litteratur anmeldes, og som det ser ud nu, mangler de penge til at blive ved med at trykke det fysiske blad. Hvis du har lyst til at blive medlem, så kan du gøre det her.

På Eibes Bogblog har anmelderen Anika Eibe anmeldt horror-antologien Hvis jeg overlever natten fra sidste år, og min fortælling har mildest talt fået hende op af stolen:

"Jeg må dog sige at det er meget modigt at starte samlingen med A. Silvestris "In uteri". Det er en meget usympatisk hovedperson og med et meget stødende sprog, og selv om jeg normalt ikke er så nem at støde, så sad jeg med flagrende næsebor under hele læsningen.  Ikke dermed sagt at det er en dårlig novelle, men den er "in your face" og grænseoverskridende.  Men det er jo også lidt hans stil, jeg mindes i hvert fald at have set lidt af det samme i Kærlighedsfrugt. Han er i hvert fald en meget modig forfatter."

Det er sjældent, at jeg bliver irriteret over anmeldelser, men denne prikker lidt til mig, af to grunde. For det første fordi det 'stødende sprog'  med god grund er centreret om et enkelt element i fortællingen, og det virker ikke som om anmelderen har opdaget det, og så fordi det kendetegnes som min stil, hvilket jeg synes er at sætte mig i en kasse, der ikke rammer store dele af mit forfatterskab. Anika Eibe skal dog stadig have tak for at læse til ende, og heldigvis giver hun samlingen fire hjerter, hvilket er dejligt - og så er det altid fedt at være modig :)

Penge 

Moneter er omdrejningspunktet i næste del. I starten af april flød facebook over med hhv. jubelråb og vredesbrøl, lange takketaler og skummende had, alt sammen på grund af uddelingen af arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Jeg var så heldig at modtage legat i både 2015 og 2016, men i år fik jeg afslag på min ansøgning. Op til havde jeg lidt frygtet min reaktion på et afslag, men det viste sig at jeg blot trak på skuldrene. Jeg var i gang med at skrive, og jeg kunne ikke tage mig så meget af det. Selvfølgelig er jeg lidt ærgerlig, og selvfølgelig bider jeg mærke i at de år jeg fik legat nævnte jeg et socialrealistisk projekt, hvilket jeg ikke gjorde i år, men jeg har stadig den store følelse af 'nå, så blev det ikke sådan i år'. Økonomisk er det dog skideærgerligt, da det ikke er blevet lettere at leve af at være forfatter i Danmark (eller alle mulige andre steder).

Plastret på såret kom et par dage senere, da årets bibliotekspenge rullede ind. Siden mit første år som modtager er jeg steget støt, og det var heldigvis også tilfældet i år. Dog var min stigning meget moderat (men de mangler så også at tælle 60 eksemplarer af Sand og sten, stål og glas), men den var der. Mere ærgerligt var det, at jeg på min liste kunne se at bibliotekerne var begyndt at kassere eksemplarer af min første novellesamling OG udgivelse, Køtere dør om vinteren, så hvis du har lyst til at læse den, kan det være du skal skynde dig, eller købe et eksemplar her hos mig.

Mit tyste projekt 

Ja, den slags har jeg også. Helt tilbage i 2014 begyndte jeg at jonglere med tanken om at få nogle af mine historier illustreret, ikke som graphic novel eller lignende, men som man ville illustrere en børnebog. Der var blot et indbygget problem i det, nemlig at mange af mine fortællinger ikke var rettet mod børn og unge. Jeg gik mine fortællinger igennem, og nåede frem til en lille håndfuld, der i hvert fald landede i en gråzone. En af de noveller var Brune Bamse, der er en del af Køtere dør om vinteren. Den historie handler om en dreng, der bliver stjålet, og hans trofaste hund, der jager efter ham for at redde ham. I januar fandt jeg den frem fra gemmerne, og omskrev den fra bunden. Ud af den gamle historie kom en ny novelle med titlen King. Og heldigvis havde jeg en tegner klar, der meget gerne ville illustrere, nemlig ingen ringere end Christoffer Gertz Bech, der også tegnede gengangerbilledet i min novellesamling Kærlighedsfrugt. Nu nærmer vi os et spændende sted, hvor mange af tegningerne er ved at være klar og jeg har fået lov til at vise jer en enkelt, der blandt andet forestiller King.

Tegnet af Christoffer Gertz Bech

Endnu er tegningen uden farver, men det er lige på trapperne. King er en historie, der kan læses af 10-12-årige, men mellem linjerne gemmer den på mange grimme sager, især om forholdet mellem forældre og børn, hvilket også retter den mod voksne. Skal jeg så nu til at lave en masse af den slags? Jeg tvivler på det, men vil absolut ikke udelukke, at det er noget jeg kan finde på igen. Som det ser ud lige nu, udkommer King engang til efteråret på Calibat. 

Det var vist alle nyheder for nu - men heldigvis er der snart flere. Pas på jer selv derude.

Hug en hæl, klip en tå, lim et ekstra hoved på. Hvor meget må man ændre sin tekst (efter den er udgivet)?

For omkring et år siden besluttede jeg mig for at lave en række opsamlinger med mine gamle tekster. Den første af disse, Sand og sten, stål og glas, udkom i november og den næste udkommer i løbet af i år. Hvad jeg ikke havde overvejet, da jeg tog den beslutning, var hvor meget jeg skulle komme til at læse mig selv igen, og at det blandt andet også inkluderede tekster, der havde næsten et årti på bagen. Men jeg vil starte et andet sted.

I dag, søndag den 23/4, bliver linje 5A erstattet af linje 5C, og det betyder også at den rød/gule tøffebus ikke længere findes. I stedet for kommer der lyseblå harmonikabusser, meget større og langt mere miljøvenlige. Det bliver en smule sært at vænne sig til de nye busser, men det er nok kun godt at de bliver udskiftet. Det ændrer ikke på, at nu vil man uden at kunne blinke datere mine tekster til et før og efter linje 5A.

I min roman Pandaemonium fra 2011 optræder linje 5A et par gange, og en af de gange er den rigtig vigtig, da den er en stor del af en ret ikonisk og actionmættet scene. Hvordan den scene spænder af, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her, blot sige at den ville gøre sig godt på film. Nu er den scene forældet. Der findes ikke en linje 5A i København længere. Det er dog ikke første gang at Pandaemonium oplever at en del af den ligger i fortiden. Allerede inden bogen udkom, var den forældet, da McDonalds på Runddelen bliver smadret i en af de første scener, og som lokale nørrebrohunde ved, lukkede McD i 2010. Dengang valgte jeg at beholde McDonalds i bogen, da den indkapslede det billede mange havde af området omkring Runddelen. Nu ligger der en Lagkagehuset hvor McDonalds engang lå, og det har der gjort længe. Det er altså ikke kun en, men to ting, der er forældet i Pandaemonium. Så hvor går smertegrænsen for hvornår bogen skal skrives om, og skal den overhovedet skrives om, eller få lov til at blive stående som en art monument over den tid, hvor den blev skrevet i?

Visse bøger besvarer det spørgsmål ved at være det de er. For eksempel skal Bjarne Reuters Zappa eller Suzanne Brøggers Creme fraiche ikke omskrives eller tilvirkes, da de er tidsbilleder lige så meget som de er fortællinger. Historiske romaner undgår også den skæbne, og det gør samtidsromaner også, men hvad med romaner, hvor handlingen er mere løsrevet fra den tid, den udspiller sig i?

James Bond-franchisen indledte sit liv i 1953, og Ian Fleming skrev 12 romaner med den kendte spion som hovedperson. Den første fortælling hedder Casino Royale, og blev filmatiseret (som TV-film) allerede i 1954 ... men også i 2006. På de lidt over 50 år var der sket enorme teknologiske fremskridt, og det reflekterede 2006-indspilningen også, hvorimod selve rygraden i fortællingen var den samme. Med andre ord, alt andet end selve historien var blevet opdateret til en ny tid. Der var ingen skrupler ved at slette det gamle, og indføre det nye, så filmen passede bedre til nutiden. I Danmark har forfatteren Dennis Jürgensen gjort det samme med blandt andet Krøniker fra Kvæhl-serien (1988-1990), hvor hovedpersonerne i den nye udgave har fået mobiltelefoner. Jeg er sikker på at der er mange andre eksempler.

Et argument for at lade tingene være som de er, er at der er tale om fiktion. En fortælling er skrevet i den tid, den er skrevet i, i Pandaemoniums tilfælde i en tid, hvor der kørte en buslinje 5A i København, og fordi det er en fiktion, er der ingen grund til at ændre på noget. Det er jo en opfundet verden. Et argument for at ændre tingene, er at det er lettere for læseren at leve sig ind i en verden, der er som den omkring dem, det gør det nemmere at tænke hvad-nu-hvis-dette-skete-tanken til ende, og er det ikke det væsentlig at teksten er tilgængelig? Et andet argument for at lade være, er at alle bøger er tidsbilleder, at selv science fiction er født ud af en speciel tid, og det er vigtigt i helhedsforståelsen af værket at kende dets oprindelse.

En ting er handlingen, noget andet er sproget. Den danske forfatter Janne Teller, mest kendt for den korte roman Intet, udgav i 2004 den endnu mindre Hvis der var krig i Norden, der er en omvendt-fortælling, hvor de nordeuropæiske demokratier er brudt sammen og danskerne flygter sydover. Hver gang Janne Tellers bog udkommer i et nyt land, omskriver hun den, så den passer til det land (i 2016 var den udgivet i 15 lande ud over Danmark). Det vil sige at historien og sproget konstant gentænkes, omskrives og tilvirkes, så de vækker størst mulig genklang i læseren. Er det snyd, eller er det sund fornuft? Og netop med sproget ... hvor meget skal man genskrive sine egne ting? Er det at fuppe sin læser, når man som jeg laver opsamlinger af gamle noveller, men undervejs i processen genskriver dem fordi jeg har forbedret mig? Er det den samme historie Janne Teller fortæller, når hun hver eneste gang omskriver bogen? Hvor går grænsen mellem historie og nutid, forbedring og forandring?

Siden januar har jeg omskrevet 12 noveller, der alle har været udgivet før, og mange af disse tanker jeg har skitseret, vender tilbage på daglig basis. Jeg har dog fundet et leje, hvor jeg forsøger at være tro mod min oprindelige idé, mens jeg forstærker sproget hvor jeg kan. I sidste ende kan det også være, at alle mine tanker er overflødige, og det slet ikke er noget, der strejfer en læser. At selv om de ved at der ikke længere kører en bus 5A i København, så gør det dem ikke det mindste. Hvad tænker du?

Marts arbejde 2017 - om de levende døde, tre niendeklasser og en historisk novelle

Hold da kæft, så er vi allerede en fjerdedel igennem året. Tiden går hurtigere og hurtigere, men det er nok i takt med at jeg selv bliver ældre, og en måned derfor er en mindre procentdel af mit samlede (og levede) liv. De tanker skal jeg også have skrevet en historie om en dag. Marts har været en måned, hvor jeg har vist mig rigtig mange steder i alle mulige roller, og det er rart lige at kunne læne sig tilbage og puste lidt ud.

Et portræt af Albert Hoffmann.

I marts blev det til to noveller, en ret kort og en ret lang.

Caféliv (3400 ord, fantastisk fortælling)
Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart (10500 ord, horror)

Den korte novelle Caféliv handler om Elisabeth og Frederik, der er på deres første date. Da den slags er svært, har både Elisabeth og Frederik taget assistance med, tolke der kan snakke i deres sted og derigennem finde de mest optimale samtaleemner. Men når tolkene snakker, stopper verden, og er det nu også så smart? Novellen er sat i et forvredent København fyldt med særhed og skæve vinkler.

Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart foregår i 1964, og i den møder vi Anne fra Vordingborg, der læser til læge i hovedstaden. Der er kun en anden kvinde på hendes hold, og det kan være lidt ensomt i København. Heldigvis er hun meget pligtopfyldende, og lige så heldigt er det, at der lige er blevet anlagt en skøjtebane i Rødovre, hvor hun kan motionere tankerne lidt ud. Mændene på hendes hold kalder hende for Isdronningen, fordi hun er ligeglad med deres tilnærmelser. Det er vigtigere for Anne at blive læge. Men alt dette ændrer sig ved et sært foredrag, hvor hjernespecialisten Albert Moesland fortæller om de nyeste forsøg med medicinering fra Amerika, og Anne må sande at den nye oplægsholder gør andet end rent faglige ting ved hende. Novellen var en udfordring og skal skæres til.

Sophieskolen i Nykøbing Falster

Den 6/3 var jeg på Sophieskolen i Nykøbing Falster for at fortælle deres niendeklasser om hvad det vil sige at være forfatter. Foreningen StORDstrømmen, som jeg er medlem af, havde formidlet kontakten og det var en sjov udfordring, for hvad skal man egentlig fokusere på, når man holder et sådan oplæg? Skal det være de kreative udfordringer, de økonomiske vilkår, hvordan man arbejder med sin egen tekst, manuskriptets vej fra forfatter til færdig bog eller noget helt femte? Jeg havde forberedt lidt af hver, og da jeg skulle holde foredraget to gange i streg, blev de ikke helt ens. Men hver gang startede jeg med et bord fyldt med ting, der havde at gøre med det at være forfatter. Jeg havde taget alle mine udgivelser med, manuskripter der var forskellige steder (fra idéplan til færdigt), min kalender, en pris, min store oplæsningsbog og en masse andet. Så kunne jeg starte oplægget med at eleverne selv fik lov til at rode i bunkerne, og spørge om det de ville.

Her kan publikum og bordet med genstande ses.

Under oplægget snakkede jeg meget om det kreative, og også meget om hvor vigtigt research er. Det kan du læse lidt mere om i mit tidligere indlæg Sådan gør jeg : Research, men det var også fedt med nogle klasser, der stillede spørgsmål om alt lige fra Hvor meget tjener du? over Hvad er din bedste bog? til Hvad vil du egentlig opnå med at være forfatter? Efter begge foredrag blev nogle af eleverne hængende og snakkede, og i det mindre forum blev snakken lidt mere privat. Det var en rigtig god oplevelse, og jeg vil gerne ud at fortælle til andre klasser - så hvis du kunne være interesseret i at hyre mig, kan du finde mine kontaktoplysninger lige her.

Odense Zombiefestival 

I dagene 23-25/3 var der zombiefestival i Odense. Den var blevet genoplivet, efter den tidligere festival gik lidt ned, og mon ikke genoplivningen var en succes. Programmet var fyldt med råddent kød i lige præcis den udskæring man kunne ønske sig, men jeg vil nøjes med at fortælle lidt om den del jeg selv var med i, nemlig det litterære kødmarked fredag den 24/3.

Vi var tre inviterede forfattere. Martin Schjönning, der på dagen både udgav og havde reception for værket Kværnen, som han har lavet sammen med Tom Kristensen, Patrick Leis hvis enorme zombie-fortælling Necrodemic i disse år samles og genudgives, og så lille mig, med mit zombie-epos Pandaemonium.

Først snakkede jeg med Jan M. Johansen om netop Pandaemonium, og det var skægt atter at tale om en bog, der udkom for næsten seks år siden. Vi nåede omkring Pandaemoniums særpræg i opbygning (første del er i nutid/de andre dele i datid, B-films-grebene), om at zombierne i sig selv har en funktion (og ikke bare gnasker sultent løs), det mytiske lag der gennemsyrer fortællingen og selvfølgelig hvordan den adskilte sig fra andre zombie-værker. Derefter blev Patrick Leis interviewet om især hvordan det var at arbejde så mange år på en historie, og om hvordan det var at genskabe den. Til sidst blev vi tre forfattere en del af et panel, hvor vi især snakkede om hvorvidt zombien kan overleve som genre, og vi var rørende enige om at den helt sikkert overlever, men hvis der skal være kød på den, skal der konstant eksperimenteres med formen, som vi f.eks. allerede har set det i udgivelser som Billy smiler rødt af Zenia Johnsen, og Michael Kamps Fordærv.

Vi havde et flot publikum, og til sidst blev der trukket lod mellem en stor bunke zombie-bøger, så mange gik glade derfra med signerede værker. Tak til forlaget Valeta for også at donere en Pandaemonium, nu hvor der næsten ikke er nogen tilbage. Og hvis du vil skaffe dig en, skal du købe den direkte fra forlaget.

Hvad ellers?
 
Ud over min føjten rundt, har jeg også haft en del arbejde i Dansk Forfatterforening, hvor vi den 30/3 havde vores årsmøde, hvilket for mig markerede et år som formand for den skønlitterære gruppe. Et hårdt, men også meget lærerigt år. Ligeledes arbejder jeg også hele tiden på en strøm af gamle tekster, der skal bruges i opsamlinger eller konkurrencer, og hvis alt flasker sig, ser det ud som om jeg i april måned får redigeret og omskrevet novellerne til min næste opsamling, der har arbejdstitlen En handel i fire dimensioner. Tak fordi du læste med!

Nyheder i marts 2017 - om mine favoritbøger, horror og Sand og sten, stål og glas

Marts har, vanen tro, 31 dage og mens jeg skriver dette er der kun et par af dem tilbage. Gennem mange år, ikke mindst i det sidste indlæg, har jeg sammenlignet mit forfatterskab med en kedel, men denne marts' nærliggende sammenligning er med en ret, der står og simrer på komfuret ved svag varme. Dermed ikke sagt, at der ikke med jævne mellemrum er dukket en boble op til overfladen. Til gengæld har jeg haft travlt uden for skribentkøkkenet (jeg bekæmpede trangen til en joke om at være køkkenskriver), men det kan du læse om en af de følgende dage.

Sand og sten, stål og glas

Min novellesamling fra sidste år bliver ved med at modtage anmeldelser, og i marts er det blevet til hele to. Den første er fra Inge Jørgensen på bogrummet.dk, der kvitterer med fire stjerner og blandt andet siger:

"Jeg vil ikke nævne alle novellerne her, men lade kommende læsere selv sætte sig ned med denne bog og suge det til sig, som de nu kan. For den er helt sikkert værd at stifte bekendtskab med, især hvis man tør blive lidt udfordret."

Den anden anmeldelse er på bloggen Bare et kapitel mere, hvor Pernille Thoustrup giver samlingen tre stjerner, og blandt andet skriver:

"Hvis du kan lide fremtidsfortællinger, fortællinger om mennesket og dets styrker og svagheder er Sand og sten, stål og glas den rette novellesamling for dig."

I skrivende stund har jeg kun et par eksemplarer tilbage af Sand og sten, stål og glas, så hvis du vil sikre dig samlingen for 100 kroner, så skriv endelig til mig.

Mine favoritbøger

For et par måneder siden spurgte Bogrummet.dk, om jeg ikke ville medvirke i deres serie 5 bøger jeg

ikke glemmer. Det er en tilbagevendende feature, hvor de spørger forskellige forfattere både om deres forhold til læsning, og til hvilke fem bøger de ikke lige sådan glemmer. Jeg kom på lidt af en opgave, for det var svært kun at måtte vælge fem, når jeg med lethed kunne have fundet tyve. I sidste ende valgte jeg fem værker, der som et puslespil forsøger at vise hvordan jeg selv er, eller rettere stræber efter at være som forfatter. Og jeg vil gøre det modsatte af clickbait, og fortælle mine fem bøger lige her:

Candide af Francois Voltaire
En verdenshistorie i 10½ kapitel af Julian Barnes
Hjerter i Atlantis af Stephen King
Fahrenheit 451 af Ray Bradbury
Books of Blood – Clive Barker 

Hvorfor blev det lige præcis de fem? Det kan du læse dig til her, hvor jeg også indirekte fortæller at en af disse bøger gjorde min daværende kæreste jaloux. Hvilken? Følg linket! Og selvfølgelig tak til Bogrummet.dk fordi de tænkte på mig. 

Horror 

Jeg har før snakket om horror her på bloggen, men heldigvis er der også andre end mig, der griber pennen. En af dem er bibliotekar Jan M. Johansen, der den 12. marts skrev indlægget Det gode gys – derfor er horror godt for dig på bloggen bogsnak.dk. Han fortæller om horror generelt, og derefter lidt om den danske horror, hvor han også er så venlig at nævne mig et par gange. Han runder dog af med en smule bekymring, da han efterlyser nyt blod (høhø) til genren. Jeg er enig på den måde, at det altid er godt med nye og dygtige folk, men samtidig mener jeg også at mange af horrorens folk udvikler sig konstant og bliver ved med at føje nye dimensioner til den danske horror, og ikke umiddelbart har tænkt sig at stoppe. Så det kan være det nybrud der efterlyses kommer fra egne rækker, og det er måske slet ikke så dårligt.

Andet?

Ikke flere nyheder, men med lidt held vil næste måned være en af de rigtig gode. Jeg er stadig nomineret til Niels Klim-prisen, og du kan stadig nå at stemme. Det gør du lige her. Ellers håber jeg du nyder det spirende forår, og tak fordi du læste med!

Sådan gør jeg : Research

For de af jer, der følger min blog, kan det ikke komme som en overraskelse at jeg skriver en del noveller. I løbet af et år skriver jeg i snit 20 noveller, der varierer i længde fra et par tusind ord til 15.000. Det betyder også, at jeg altid har gang i en ny historie og kun lige tager en dag ind i mellem, hvor jeg kommer op efter luft. For en tre uger siden var jeg i Nykøbing Falster for at fortælle en håndfuld niende-klasser hvad det vil sige at være forfatter, og de stillede mig et spørgsmål jeg ofte får når jeg er ude at holde oplæg: Hvor meget arbejde ligger der i at skrive?

Jeg svarede at selve skrivningen oftest ikke var det, der tog længst tid - den plads blev delt af de store tidsrøvere research og redigering. Efter mit ene oplæg spurgte en af lærerne om det ikke tog meget længere tid at researche til realistiske fortællinger, og der svarede jeg nej. Det tager lige lang tid at researche, om det er en fortælling om de underjordiske på Bornholm eller en, der handler om udsatte unge i Gellerup. Det er blot forskellige ting man researcher. Mit svar kom helt automatisk, men efterfølgende har jeg gået og tænkt lidt over det. De tanker kolliderede med at jeg skulle i gang med at skrive en novelle, som skulle foregår i 1963/64, og det slog mig at denne del af forfattergerningen sjældent belyses. Eller sagt på en anden måde, hvad skal der egentlig researches for at kunne skrive en historie? Jeg er nået frem til følgende inddeling:

1. Hvad ved jeg?
Jeg er født i 1977, så jeg havde ikke nogen førstehåndsviden om perioden, men det er ikke det samme som at jeg ikke havde opsnappet lidt information. Jeg vidste lidt om hvordan København så ud i 63/64, noget om tidens musik, lidt om at det var en brydningstid, at i tresserne var der fuld fart på teknologien, at Danmark etnisk set var meget nordeuropæisk, at flere og flere kvinder begyndte at få længerevarende uddannelser og at p-pillen ikke var givet fri. Al den viden var jeg ret sikker på, og ud fra det kunne jeg arbejde på et skelet.

2. Hvad tror jeg at jeg ved?
En ting var hvad jeg var sikker på, noget helt andet hvad jeg mente jeg vidste. En af de områder der især blev vigtige var at filtre min viden om Danmark i 1960erne og min viden om USA i 1960erne ud af hinanden, for USA og Danmark lignede på mange måder ikke hinanden i tresserne. Jeg havde nogle billeder af hvordan man gik klædt, hvordan man talte til hinanden og hvad man gik op i, men jeg var langt fra sikker på at min viden var rigtig. Derfor tyede jeg til google, og undersøgte blandt andet følgende:

Rødovre skøjtehal, retter 1960'erne, Beatles 1964, Herremode 1963, Cubakrisen,

termonukleare våben, danserestauranter, biografpremiere 1963, vinteren 1963, cykel 1963,

turnus, månedsløn 1963, golfbaner Danmark 1960, klaversonater, ryatæpper

Rødovre Skøjtehal, ca. 1961

En ting var ren information, undervejs brugte jeg også en del billedmateriale og information, som jeg blandt andet fandt på følgende sider:

Det Kongelige Bibliotek, Danmark set fra luften før Google.

Det Kongelige Bibliotek, Daells Varehus Høstkatalog 1963.

Facebook-gruppen Gamle København.  

Danmarks Statistik, affotografering af Statistisk Årbog 1963/64.
DR.dk, Historietema om 1960erne.
Arkiv.dk - et utal af fotografier - også mange, der ikke kom op ved en google-søgning.

Nogle steder viste det sig at min viden havde været rigtig, f.eks. omkring sporvognslinjer, mens jeg især kom til kort på herremoden i begyndelsen af tresserne, turnus for læger og hvad folk egentlig fik i løn. Især billedmaterialet var helt fantastisk at bruge, da det ikke bare gav indtryk af folks tøj, men også om trafik, i hvilken stand husene var og sågar om hvor mange, der luftede hunde.

3. Hvad ved jeg ikke?
Novellen er horror, så jeg havde brug for noget skræmmende. Allerede da jeg samlede ind fra de andre kategorier boblede det bagerst i idéfabrikken, men jeg vidste at de ting jeg tumlede med, lå en del uden for min vidensbase. Jeg havde en anelse om hvad de var, men ikke mere end det. Og derfor blev jeg nødt til at sætte mig ind i følgende områder:

psykofarmaka, lucide drømme, hjernens opbygning, ammoniak, lsd

Google kom på overarbejde, og det samme gjorde jeg, for der var store områder at sætte sig ind i. Desværre var meget af det naturvidenskab, og det er ikke min stærke side, men jeg tog en dyb indånding og gik i gang. Heldigvis faldt jeg undervejs over noget historie, og der kunne jeg sætte hugtænderne hårdere i. Jeg vil ikke afsløre her hvad det var, blot at da jeg opdagede det, grinede jeg lidt for mig selv og måtte erkende, at det gamle ord om at virkeligheden overgår fantasien endnu engang havde vist sig rigtigt. Du må dog gerne få linket til rapporten om uetisk forskning i Norge fra 2003, som gjorde mig så lykkelig.

Uetisk forskning i Norge : Granskning av påstander om uetisk medisinsk forskning på mennesker.

Jeg læste meget, men i sidste ende brugte jeg nok ikke mere end 25% af det jeg havde læst. Enten fordi virkeligheden gjorde, at et element ikke længere kunne bruges i min historie, eller fordi jeg fandt ud af at det ikke var stærkt nok, spændende nok eller interessant nok til at vikle en historie op på. Dog var ikke et sekund spildt, da den nye viden straks satte nye historiefrø, der kan bruges en anden gang.

4. Luppen  

Jeg har ikke den store erfaring med at skrive fiktion, der udspiller sig i en anden historisk periode. Sidst jeg gjorde det, var med novellen Harald Peder Kristensen, der finder sted under anden verdenskrig. Jeg har valgt ordet lup fordi jeg fandt ud af at det var vigtigt lige at researche på sin research. Det lyder lidt sort, men det stod pludselig klart for mig, at når jeg havde en kilde hvor der blot stod "tresserne", kunne jeg ikke være sikker på at jeg kunne bruge den, for en historie der  

udspiller sig i København i 63/64 kan jo ikke have en bygning, der først bliver opført i ´68, eller et stykke musik, der bliver udgivet året efter. På den måde fandt jeg ud af en hel del om dansk psykiatri-historie, simpelthen fordi jeg blev nødt til at researche på min research om hvad man kaldte visse psykofarmaka. Det har kun givet mig større respekt for forfattere, der beskæftiger sig med historisk fiktion, for jeg har kun skrevet en novelle, og jeg kan levende forestille mig det hårde arbejde en hel roman må kræve. Hatten af for dem.

5. Stemning
Det sidste punkt adskiller sig en del fra de andre, men er ikke mindre vigtigt. Hvordan føltes tresserne? Efter samme arrangement som jeg fortalte om i starten af dette indlæg, tog jeg ud til mine forældre, og spurgte lidt ind til tresserne, især om sprogtone, og det endte med at jeg fik stukket en bog i hånden med øjenvidneberetninger og efterfølgende sendte de mig begge en række links. Det gav mig en rudimentær forståelse af tresserne. Resten prøvede jeg at få gennem gamle programmer på DR, især Bonanza, og så fandt jeg en playlist på youtube, der udelukkende havde numre fra 1963/64. Musikken spillede hele tiden mens jeg skrev, og det hjalp med at komme i den rette stemning. Det er ikke til at sige om jeg har ramt det helt, men det kan være fremtidige læsere kan fortælle mig det.

Det var nogenlunde det. Det tog mig tyve dage at skrive novellen, og lige nu er den endt på omkring 10.500 ord, og det er for langt. Den skal nemlig hugges og skæres til, så den når ned på omkring 8.000 ord. Jeg har på fornemmelsen at jeg tog fejl i mit oprindelige svar til læreren, om at alle genrer kræver lige meget research, for når man bruger sin frie fantasi kan man ofte komme lettere over både punkt 4 og 5, fordi en frit opfunden verden ikke kan faktatjekkes. Vendt på hovedet kan man sige, at fiktion som novellen jeg har beskrevet til gengæld får en masse foræret, fordi den har rod i virkeligheden. Der kræver det mere at opfinde en helt ny verden. Så i sidste ende er den nok uafgjort igen.

Hvad hedder novellen? Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart. Dejlig titel, ikke? Jeg har også skamhugget den, og jeg vil runde dette indlæg af med sangen af samme titel. Det er Sys Gregers der synger den, og den lå nummer 1 på hitlisten i 1963. Tak fordi du læste med.