Nyheder i april 2017 - om anmeldelser, bibliotekspenge og mit tyste projekt

Hvis marts var en boblende kedel, så har april været et damplokomotiv, der vinder fart. Nyhederne er adstadigt dryppet ind og med hensyn til arbejde har jeg ligget vandret i luften, men det kan du alt sammen høre nærmere om i et indlæg senere på ugen. Og nu, til sagerne.

Anmeldelser

I sidste nummer af Himmelskibet var der vanen tro en række anmeldelser af ny og nyere dansk fantastisk litteratur, og det inkluderede blandt andet en anmeldelse af min Sand og sten, stål og glas samt to antologier, hvori jeg medvirker. Det var anmelderen Thomas Winther, der stod for alle tre anmeldelser - men desværre er kun to af dem nået online.

Klaus Æ. Mogensen/Michael Bernth

Det er efterhånden blevet en stående munterhed, at de forskellige anmeldere af Sand og sten, stål og glas når frem til forskellige indbyrdes sammenhænge mellem novellerne, og det gør sig også gældende i denne omgang, men det kan I selv læse jer til i den fulde anmeldelse. Anmeldelsen rundes af med disse ord:

"Ud over de mange antologier som Silvestri har bidraget til, har han også en række selvstændige bøger bag sig, og denne bør stå i bogsamlingen ved siden af de andre, og har man ikke stiftet bekendtskab med science fiction-delen af hans forfatterskab, så er dette bestemt et godt sted at gøre det."

Sidste år udkom antologien Monster på forlaget Kandor. Den var den tredje i rædselsrækken (med Vampyr og Varulv som de to første), og jeg medvirkede med novellen Om blod og blæk. Den er netop en af de noveller, Thomas Winther fremhæver i anmeldelsen (de andre er vinderen Teddy Vork og Lars Ahn Pedersen), og han har følgende at sige:

"Silvestri har flere gange skrevet i samme weird fiction-tradition som bl.a. Clive Barker, og denne novelle er i denne tradition. Her er det monstrøse meget fysisk, men også meget hemmeligt. Det lurer skjult og kræver et offer fra sine følgerer, et offer som skal komme fra personen selv, men omvendt så bliver man også en del af væsenet. Dette er lige en novelle for mig, da den ikke kun handler om at beskrive et ubeskriveligt monster, men også i højere grad handler om at beskrive den indflydelse som mødet har på hovedpersonen."

En sidste ting: Himmelskibet er en af de meget få steder i Danmark, hvor fantastisk litteratur anmeldes, og som det ser ud nu, mangler de penge til at blive ved med at trykke det fysiske blad. Hvis du har lyst til at blive medlem, så kan du gøre det her.

På Eibes Bogblog har anmelderen Anika Eibe anmeldt horror-antologien Hvis jeg overlever natten fra sidste år, og min fortælling har mildest talt fået hende op af stolen:

"Jeg må dog sige at det er meget modigt at starte samlingen med A. Silvestris "In uteri". Det er en meget usympatisk hovedperson og med et meget stødende sprog, og selv om jeg normalt ikke er så nem at støde, så sad jeg med flagrende næsebor under hele læsningen.  Ikke dermed sagt at det er en dårlig novelle, men den er "in your face" og grænseoverskridende.  Men det er jo også lidt hans stil, jeg mindes i hvert fald at have set lidt af det samme i Kærlighedsfrugt. Han er i hvert fald en meget modig forfatter."

Det er sjældent, at jeg bliver irriteret over anmeldelser, men denne prikker lidt til mig, af to grunde. For det første fordi det 'stødende sprog'  med god grund er centreret om et enkelt element i fortællingen, og det virker ikke som om anmelderen har opdaget det, og så fordi det kendetegnes som min stil, hvilket jeg synes er at sætte mig i en kasse, der ikke rammer store dele af mit forfatterskab. Anika Eibe skal dog stadig have tak for at læse til ende, og heldigvis giver hun samlingen fire hjerter, hvilket er dejligt - og så er det altid fedt at være modig :)

Penge 

Moneter er omdrejningspunktet i næste del. I starten af april flød facebook over med hhv. jubelråb og vredesbrøl, lange takketaler og skummende had, alt sammen på grund af uddelingen af arbejdslegater fra Statens Kunstfond. Jeg var så heldig at modtage legat i både 2015 og 2016, men i år fik jeg afslag på min ansøgning. Op til havde jeg lidt frygtet min reaktion på et afslag, men det viste sig at jeg blot trak på skuldrene. Jeg var i gang med at skrive, og jeg kunne ikke tage mig så meget af det. Selvfølgelig er jeg lidt ærgerlig, og selvfølgelig bider jeg mærke i at de år jeg fik legat nævnte jeg et socialrealistisk projekt, hvilket jeg ikke gjorde i år, men jeg har stadig den store følelse af 'nå, så blev det ikke sådan i år'. Økonomisk er det dog skideærgerligt, da det ikke er blevet lettere at leve af at være forfatter i Danmark (eller alle mulige andre steder).

Plastret på såret kom et par dage senere, da årets bibliotekspenge rullede ind. Siden mit første år som modtager er jeg steget støt, og det var heldigvis også tilfældet i år. Dog var min stigning meget moderat (men de mangler så også at tælle 60 eksemplarer af Sand og sten, stål og glas), men den var der. Mere ærgerligt var det, at jeg på min liste kunne se at bibliotekerne var begyndt at kassere eksemplarer af min første novellesamling OG udgivelse, Køtere dør om vinteren, så hvis du har lyst til at læse den, kan det være du skal skynde dig, eller købe et eksemplar her hos mig.

Mit tyste projekt 

Ja, den slags har jeg også. Helt tilbage i 2014 begyndte jeg at jonglere med tanken om at få nogle af mine historier illustreret, ikke som graphic novel eller lignende, men som man ville illustrere en børnebog. Der var blot et indbygget problem i det, nemlig at mange af mine fortællinger ikke var rettet mod børn og unge. Jeg gik mine fortællinger igennem, og nåede frem til en lille håndfuld, der i hvert fald landede i en gråzone. En af de noveller var Brune Bamse, der er en del af Køtere dør om vinteren. Den historie handler om en dreng, der bliver stjålet, og hans trofaste hund, der jager efter ham for at redde ham. I januar fandt jeg den frem fra gemmerne, og omskrev den fra bunden. Ud af den gamle historie kom en ny novelle med titlen King. Og heldigvis havde jeg en tegner klar, der meget gerne ville illustrere, nemlig ingen ringere end Christoffer Gertz Bech, der også tegnede gengangerbilledet i min novellesamling Kærlighedsfrugt. Nu nærmer vi os et spændende sted, hvor mange af tegningerne er ved at være klar og jeg har fået lov til at vise jer en enkelt, der blandt andet forestiller King.

Tegnet af Christoffer Gertz Bech

Endnu er tegningen uden farver, men det er lige på trapperne. King er en historie, der kan læses af 10-12-årige, men mellem linjerne gemmer den på mange grimme sager, især om forholdet mellem forældre og børn, hvilket også retter den mod voksne. Skal jeg så nu til at lave en masse af den slags? Jeg tvivler på det, men vil absolut ikke udelukke, at det er noget jeg kan finde på igen. Som det ser ud lige nu, udkommer King engang til efteråret på Calibat. 

Det var vist alle nyheder for nu - men heldigvis er der snart flere. Pas på jer selv derude.

Nomineret til Niels Klim-prisen 2016 - gange tre og med tekster

Siden 2011 er Niels Klim-prisen blevet uddelt (se de tidligere vindere her - i hvert fald indtil 2014). Det er en science fiction-pris, der har fokus på de kortere former. Derfor er de fire kategorier også novelle, langnovelle, kortroman og oversatte (kortformer). Hvert år bliver der samlet en longlist med alle danske science fiction-udgivelser, så alle har en mulighed for at læse op og efterfølgende stemme. De tekster der får flest stemmer går videre til shortlisten, hvor alle og enhver også kan stemme. Med andre ord er Niels Klim-prisen meget demokratisk og jo flere der stemmer, jo bedre.

Jeg er så heldig at være nomineret med hele tre noveller - og det endda i samme kategori, nemlig langnovellen, der omhandler noveller, der er længere end 7000 ord, men kortere end 15.000.


Den første novelle er Sand og sten, stål og glas, der er titelnovellen fra min opsamling fra 2016. Den udkom på Calibat i slutningen af november, og det er gået den rigtig pænt. Samtidig er det den eneste novelle i opsamlingen, der aldrig har været udgivet før. Da jeg skrev den, havde jeg lige researchet nanorobotter og i samme periode læst Kafkas Processen, og en aften forbandt de to elementer sig. Så havde jeg grundideen til Sand og sten, stål og glas. Det lyder meget højpandet, men det er det nu ikke. I novellen optræder der også en række citater fra kendte, dystopiske værker og på den måde forsøgte jeg at bringe visse allerede kendte dilemmaer på banen.

På forlaget Calibat har de været så venlige at stille novellen til rådighed i afstemningsperioden. Du kan læse den på dette link, og skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Den anden novelle er fra antologien Sku ikke hunden på hårene, der udkom på det nystiftede forlag Silhuet i begyndelsen af 2016. Alle novellerne tager udgangspunkt i et ordsprog, og det gør min anden kandidat Klæder skaber folk også. I den møder vi den unge Thorkild, der en sen aften af sin farfar bliver indviet i en ganske særlig familiehemmelighed. Kravet til novellen var at det skulle være spænding eller gys, og så skulle den være rettet mod et yngre publikum. Da jeg ikke har for vane at skrive med børn og unge som målgruppe, var det lidt af en udfordring for mig. Heldigvis fik jeg en af de der virkelig gode ideer, som der er masser af kød på, så da jeg gik i gang med at skrive, flød historien af sig selv. Jeg kan afsløre at det har at gøre med tidsrejser - men på en sært omvendt påhovedet-måde.

Forlaget Silhuet har stillet Klæder skaber folk til rådighed i afstemningsperioden, og du kan læse den på dette link. Skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Sidst, men så absolut ikke mindst, er der novellen Bag glas. Jeg havde oprindeligt tiltænkt den en plads i min opsamling, men valgte at udskifte den, da Bag glas er ret eksperimenterende. Hvordan? Jo, novellen foregår i Danmark i 2068, men et Danmark hvor sproget er voldsomt påvirket af engelsk, og hvor der er rod i klimaet. Hele novellen er skrevet på den sære og fremtidige blanding af dansk og engelsk, og mine betalæsere var forundrede over hvor hurtigt man bare vænnede sig til hybriden. Historiens hovedperson, en ung pige der skal til at begynde på kunstnerisk uddannelse, bliver fascineret af en levende plantestatue i et akvarium. Imens det går ringere i skolen, stiger hendes fascination af væsnet, der er fuldkommen ubevægelig og i løbet af ti dage går fra ny til gammel, dør og genopstår. Igen og igen. Igen og igen.

Novellen blev oprindeligt udgivet i Himmelskibet nummer 49, og det er også fra bladet jeg har 'løftet' novellen, så den er tilgængelig her på siden. Skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her. Novellen finder du lige her under. Tak fordi du indtil videre har læst med - og så held og lykke til alle de nominerede i alle kategorierne! HUSK at afstemningsperioden løber fra 1. marts til 30. marts - og selvfølgelig at jeg har ophavsret til alle tre noveller.

Bag glas by Amdi Silvestri on Scribd

Oktobernyheder 2016 - om forsider og anmeldelser

Vi er lige præcis midt i oktober, og min overskrift til dette indlæg minder mig om Ray Bradburys novellesamling The October Country fra 1955, der er ret fed, og langt mere weird end egentlig science fiction. Nyhederne er tikket ind siden midt i september, men nu er vi nået til den kritiske masse, der atter kræver et indlæg.

Forsider

Om en lille måneds tid er der BogForum, og der vil min nye bog Sand og sten, stål og glas blive udgivet. Forsiden, der er udført af Anna Degnbol, har været færdig længe, og derfor var det også med glæde at jeg for ti dage siden kunne løbe til forlaget efter et prøvetryk. Men noget var ikke helt som jeg regnede med. Jeg havde fået tilsendt et billede af Anna, der var meget lysere end den bog, jeg nu stod med. Du kan selv tage et kig her:

Hurtigt fik Anna og jeg et møde i stand, og det viste sig, at hun på sin skærm så noget ganske andet end jeg gjorde på min - og det selv om jeg forsøgte på tre adskilte devices. Efter at have rystet en del på hovedet, blev vi enige om at skrue lidt op for farverne, så det bliver spændende at se hvilken farve vi helt præcis ender med. Af det kan man lære, at det er en virkelig god idé at få et prøvetryk af sin bog!

Sand og sten, stål og glas er dog ikke den eneste forside, der er dukket op. Tidligere på året fik jeg at vide at min novelle In uteri var kommet med i antologien Hvis jeg overlever natten, der hvis alt flasker sig, udkommer inden årets udgang. Det er det helt nye forlag Enter Darkness, der står for udgivelsen, og de har blandt andet også udskrevet en en romankonkurrence om at skrive en splatter-kortroman. Måske var det noget for nogen? Jeg glæder mig til at følge dem.

Anmeldelse

Nogle gange er det sjovt som tingene udarter sig. Jeg havde novellen Bag glas med i Himmelskibet nummer 49, og derfor fik jeg tilsendt et eksemplar af bladet. Til min store overraskelse fandt jeg en anmeldelse af en antologi, jeg medvirkede i, fra 2011, Ti noveller fra fantasiens univers. Hvordan havde anmelderen fundet frem til den? Jo, han havde læst om den her på bloggen, hvor jeg i en af mine Tekstoceanet-indlæg havde lagt novellen ud til gratis læsning. Det var altså en regulær årsag-virknings-kæde. Ikke alene valgte anmelderen at anmelde samlingen, nej, anmeldelsen blev næsten også et mini-retroperspektiv på min forfatterkarriere indtil videre - det var lidt vildt at læse, og jeg håber også du har lyst til at læse hele hans indlæg. Her på bloggen vil jeg nøjes med et citat:

"Silvestris bidrag ... er et glimrende eksempel på Silvestris fantastiske fantasi og evne til at lege med genrerne og til at omsætte de gode ideer til historier som det virkeligt er værd at læse." - Thomas Winther

Tak for ordene!

Antologi

For lidt over en måneds tid siden udkom antologien Lidenskab og lysår hos SFC. Den var et produkt af den årlige indkaldelse af science fiction-noveller, og det var ellevte år i træk de indkaldte. Jeg medvirker med novellen I fædrelandets tjeneste, der handler om mad, servering og mest af alt om at acceptere, måske endda finde en pervers stolthed i den situation man er havnet i.

Forsiden er kreeret af Manfred Christiansen.

Af andre deltagere i antologien kan nævnes Jesper Rugård, Majbrit Høyrup. Nikolaj Johansen, Helle Perrier, Manfred Christiansen, Jesper Goll, Morten Carlsen, Richard Ipsen, Lars Ahn Pedersen, Nikolaj Højberg, Gudrun Østergaard og Bjarke Schjødt Larsen. Som altid er antologien meget blandet, men lige så vanligt er der en håndfuld rigtig gode historier imellem.

Det var alt for denne omgang. Jeg håber at jeg snart har mere at berette.

Nyheder i september - om antologier, romaner, novellesamlinger og magasiner

I sidste måned skrev jeg en del om kontrakter og lignende. Denne omgang nyheder handler mest om gamle nyheder, der igen er blevet aktuelle, og så selvfølgelig en smule om hvad der er af helt nye nyheder ... kan man egentlig gradbøje det ord, eller tager jeg mig friheder? Nåh, det må jeg tænke lidt over. Onwards and upwards eller noget.

Mørke guders templer

Jeg har allerede tidligere været inde på antologien Mørke guders templer, der udkom her i sommer. Den har en noget speciel skabelsesberetning, du kan læse mere om i et tidligere indlæg, men nu har den heldigvis også fået en lektørudtalelse, og det er en af de gode. Forlaget HHP har lavet et blogindlæg om lektøren (blogindlægget kan du læse lige her), men der siges blandt andet følgende:

"Et rigtig vellykket bud på fornyelse af en subgenre, som fortjener sin plads i den danske fantasy-tradition. Bogen udfylder desuden et hul, da der ikke er megen dansk sword and sorcery litteratur." 

Jeg håber virkelig at bibliotekerne køber godt ind af antologien, da den, præcis som der bliver sagt i lektøren, er ret unik i Danmark ... og så fordi der er mange gode forfattere med, hvis værker kunne tåle en større udbredelse. Mit bidrag hedder En sang om vand, og kan mest af alt nok betegnes som en blanding mellem heroisk fantasy og en myte. Har du selv lyst til at investere i et eksemplar, kan du købe det lige her.

Desuden kan jeg også med glæde fortælle, at min gotiske krimi Al kødets gang, der udkom på samme forlag for et år siden, stadig sælger bibliotekseksemplarer. Det er ret fedt at vide.

Kærlighedsfrugt

Min novellesamling Kærlighedsfrugt, der udkom sidste år, fortsætter også med at leve sit eget liv. I juli overtog forlaget DreamLitt forlaget Kandor, og en af de første ting de gjorde, var at transformere Kærlighedsfrugt, så man nu også kunne få den som e-bog. Så vil du gerne erhverve dig prisnomineret horror for en billig penge, så er det bare at følge linket.

Som om det ikke var nok, har de unge mennesker på Gladsaxe Gymnasium valgt at læse Kærlighedsfrugt i deres læseklub, og det betyder at jeg i begyndelsen af oktober skal en tur til deres gymnasium. Der skal jeg fortælle lidt om bogen og mit forfatterskab, men ellers er det en Q&A-session, og det bliver spændende at se hvad de gerne vil vide. Jeg har dog på fornemmelsen at en del af spørgsmålene kommer til at dreje sig om den sidste halvdel af bogen, hvor novellerne virkelig begynder at bortoperere tænder.

Monster 

I foråret var der deadline på at sende ind til Kandors antologi med temaet Monster, og det var en af de deadlines jeg vidste jeg ville overholde. Kandors antologier, i særdeleshed Vampyr og Varulv, har været noget at det lækreste horror, der er sprunget fra danske forfatteres fingre i det sidste årti, og jeg har store forhåbninger til Monster ... for jeg var så heldig, at jeg er kommet med i den. Min novelle hedder Om blod og blæk, og er en omskrivning af en novelle, der egentlig var designet til oplæsning, og blev læst op i februar under KBH Læser-festivalen. Novellen handler om tatoveringer og gammel gæld, og selvfølgelig gemmer der sig et monster et sted ... men hvor? Det var et meget stærkt felt, der sendte ind, og vinderen blev Teddy Vork. Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med ham, så må man nok hellere se at komme i gang, for Teddy er meget dygtig. Antologien udkommer inden vi skriver 2017. 

Goodreads Q&A

Siden 2012 har jeg haft en profil på Goodreads, hvor man kan rate bøger og skrive anmeldelser. Det er ikke fordi min side er meget besøgt, men for et par uger siden satte jeg mig ned og besvarede en række forfatterspørgsmål, så eventuelle læsere kan få et blik ind i værkstedet. Du er meget velkommen til at kigge derind - og selvfølgelig at bruge siden.

Himmelskibet 

Tidligere på året var jeg midt i en redigeringsproces af min kommende novellesamling Sand og sten, stål og glas, der er en opsamlings-samling, og en af punkterne var selvfølgelig at en redaktør læste mine udvalgte noveller igennem. Hun mente at jeg skulle fjerne novellen Bag glas, fordi den var "alt for eksperimenterende". Jeg er ikke helt enig med hende, men jeg endte med at fjerne den til gengæld for novellen, der så lægger titel til hele samlingen; et skifte jeg er meget tilfreds med. Hvad stiller man så op med en sådan novelle? Man sender den ind til Himmelskibet og spørger om de kunne være interesserede. Og det var de sgu. Bag glas er med i det nye nummer (49) af magasinet.

Men hvad var det så, der var så eksperimenterende ved den? Jo, den er skrevet på en blanding mellem dansk og engelsk. Ikke som i The Julekalender, hvor det bare er spas og lal, men ud fra hvad jeg mener at have observeret af trends i talesprog og anglificering af det danske sprog. Det overraskende er hvor hurtigt man som læser vænner sig til hybriden - til sidst lægger man slet ikke mærke til at det er to sprog blandet sammen (har mine betalæsere sagt), og det er meget fedt, for så går den ret specielle historie heller ikke tabt. Hvis du har fået lyst til at læse, kan du købe bladet lige her, eller låne det på biblioteket. 

Ambrosia/Live
 
Det er meget sjældent at jeg nævnes i aviser - men det skete faktisk i slutningen af august. Bibliotekar Jan M. Johansen havde forfattet et skriv om science fiction til Ugeavisen Odense, og der nævner han blandt andet Ambrosia/Live. Indlægget kan du læse her, og har du brug for at få den lidt større, kan du blot trykke på billedet:

Det var alt for denne omgang, men der er snart flere nyheder, for der er travlt i historiemageriet, og heldigvis for det. Pas på dig selv og dine.

Mig og Terry Pratchett - med indlagt gave til læseren

Det er meget få forfattere, eller for den sags skyld andre kunstnere, jeg betragter som en direkte inspirationskilde i mit eget forfatterskab. Det kommer sig nok af, at jeg alle dage har tilegnet mig kultur meget bredt og varieret. Jeg har aldrig rigtig haft den holdning, at det kun var én slags musik der var den fedeste, eller én person, der helt grundlæggende var spændende . Med det sagt, er der selvfølgelig noget jeg har interesseret mig mere for end andet.

Jeg har læst meget Stephen King som yngre. Ligeledes dykkede jeg en kort periode ned i Ray Bradburys forfatterskab. Jeg er glad for John Steinbeck, tilfreds med Gustav Wied og lykkelig for at Martha Christensen har skrevet bøger. Jeg har halv-dyrket Dennis Jürgensen, John Irving, Julian Barnes og William Sleator. Jeg er fascineret af China Mieville og Douglas Adams, blev brændemærket af Douglas Coupland og er lykkelig bisidder i Ecos, Marquez' og Bennis sære eventyr. Et sted mellem alle disse (og de hundreder jeg ikke har nævnt) sidder Terry Pratchett - og han er kommet til at betyde noget for mig.

Helt tilbage i begyndelsen af denne blog, skrev jeg en række indlæg om mine inspirationskilder, og et af de indlæg var om Terry Pratchett. Det kan du læse lige her. Selv om billederne nu er væk, er teksten der stadig, og jeg snakker blandt andet om hvordan TP var en mester udi sproget. Det finder jeg stadig fascinerende, men nu en del år senere, tænker jeg at en del af min glæde ved TP også er hans evne til at fortælle en helt nede på jorden historie, der langsomt åbenbarer sig til at være almengyldig. Det er noget mytisk over Terry Pratchetts fortællinger, noget han forresten deler med en forfatter som Neil Gaiman, og jeg tror det er den evne til at viderebringe en grundfortælling, jeg finder helt uimodståelig.

Samtidig klassificerer jeg Pratchett sammen med alle de andre store, britiske/irske forfattere. I den gruppe er Brontë, Dickens, Adams, Shelley, le Fanu, Stoker, Austen og Joyce, for at nævne nogle få. Grunden til at jeg sætter dem i samme gruppe, ikke bås, er at for mig har de alle en åre af noget dystert og ubehageligt i sig. Der er elementer af fernis i deres fortællinger, og nogle steder er den fernis krakeleret, og så kan man som læser få lov til at se, hvad der i virkeligheden gemmer sig under alt det glatte, pæne og civiliserede. Når det kommer til Pratchett, synes jeg især bøgerne om Moist von Lipwig (Going Postal, Making Money, Raising Steam) har det grimme i sig, men også en del af bøgerne om The Guard rører ved racisme og had. Et sidste eksempel fra Discworld-universet er The Amazing Maurice and his Educated Rodents, hvor menneskets dumhed og uvidenhed udstilles.

Og hvad har det så at gøre med mig?

I 2009 udskrev foreningen Fantastik en konkurrence under temaet Fan fiction. Det var ikke noget jeg tidligere havde gjort i, og det er heller ikke noget jeg har gjort i siden (da jeg synes hele ideen om at skrive i andres universer er ødelæggende for ens udvikling som skribent), men da jeg så opslaget tænkte jeg: Så er det nu. Denne ene gang. Og det skal være i Terry Pratchetts Discworld. Punktum. Som sagt, så gjort, og på kort tid fik jeg skrevet novellen Atjuh!. Den gik sørme så hen og vandt konkurrencen, men derefter kom der lidt problemer. For Pratchett havde (og har) copyright på alle sine verdener, og brød sig ikke om at andre skrev i dem. Alligevel fik magasinet Himmelskibet lov til at trykke 150 eksemplarer (i nummer 22) med min historie i, hvilket var dejligt . Og som om det ikke var nok, fik jeg også en kort besked fra Pratchett selv:

"Personally I would much prefer that people put their talent into surprising me with their independent writing ability rather than hitchhiking on my stories :-))" 

Det tog jeg dog ikke så tungt, da jeg faktisk var (og er) helt enig med ham. 

Terry Pratchett døde i 2015, til stor sorg for mig og en frygtelig masse andre. Jeg blev bedt om at skrive hans nekrolog til Himmelskibet (nummer 45) og det gjorde jeg, måske ikke med tårer i øjnene, men med den samme fornemmelse jeg havde tidligere i år da David Bowie døde. At nu var verden helt reelt blevet fattigere. Nogle tab er permanente.

Nu er det lige omkring halvandet år siden det skete, og derfor har jeg besluttet mig for at lægge den historie jeg skrev ud, så I kan læse den om I vil. Det er til at se at det er mange år siden jeg skrev den, men jeg synes stadig den holder vand og er ret sjov. Grunden til at jeg lægger den ud her, er at den aldrig kommer til at figurere i en samling. Den bliver aldrig 'rigtigt' udgivet. Og det har jeg det egentlig helt fint med. Filen er en række billeder af bladet, som det var - og det slog mig hvor gammeldags det egentlig ser ud.

Jeg håber du vil nyde den, og måske skrive et par ord. Tak.

Atjuh

Trailer 92 - uddrag af Hest

Horror-land er stort og har mange forskellige indbyggere - heldigvis for det. Ellers ville det nok have været svært for mig at befolke min kommende samling med så forskelligartede eksistenser. Kærlighedsfrugt bliver anden rene genre-samling, hvor Faderens sønner fra 2011 er den første (science fiction). Dog er der visse paralleller, da jeg dengang tilstræbte at ramme så mange "under-genrer" jeg kunne - og denne gang forsøger at vise noget om gysere og horror.

 

Hest bliver samlingens eneste genoptryk, da den oprindeligt vandt Fantastiks novellekonkurrence i 2011 og efterfølgende blev trykt i Himmelskibet nr. 31. I historien møder vi Mikkel, der sammen med sine gamle venner drikker øl ude i en hytte, midt i en skov. Pissefuld får han et bekymrende opkald fra kæresten Sarah, der ikke har fået sin menstruation. Fremtiden virker med et både tung og uhåndterbar for Mikkel. En følelse, man ikke kan fortænke ham i.

"Det her var noget, der skete for alle andre. Det gamle ord med, at for alle andre var han alle andre, groede frem af hans fordrukne hjerne og fæstnede sig i det yderste af hjernebarken. Billeder af Sarah som gravid marcherede ind ved siden af det gamle ord, og han brød sig ikke om, hvad han så. Spinkle Sarah udspilet som en kugle, med tydelige årer, der bugtede sig ned over maveskindet. Et flashback til hans progressive biologilærer i folkeskolen maste sig ind på den allerede overfyldte plads og viste ham filmklip af en fødsel, komplet med sprækket mellemkød og udbulende ringmuskel. Så ramte kvalmen ham, et hvidt lys udslettede alle billederne, og i en lang stråle kastede han op i skovbunden. Delvist fordøjede rester af spaghetti med kødsovs blandet med øl plaskede ned mellem skovsyre og egeblade.

Vaklende placerede han en hånd på træstammen og holdt sig stående. Men der kom ikke mere. Skammen skyllede ind over ham. Hvad var han for et menneske? Lille Sarah, hans elskede Sarah der nu sad alene derhjemme og hverken vidste ud eller ind. Og ham, der bare stod og tænkte på, hvor klam hun ville blive. Han ville tage hjem allerede i morgen. Overraske hende, og vise at han stod ved hendes side. Det var sådan man gjorde, når man tog ansvar.

Beslutsomt drejede han om på hælen. Fuldskaben, der et glemsomt øjeblik havde fjernet sig fra ham, vendte tilbage med fuld styrke. Hele verden sejlede, og han faldt tungt ind mod træet. Med en metallisk lyd ramte øldåsen skovbunden og rullede ind under nogle buske. Mikkel trak vejret hårdt gennem næsen og blinkede hurtigt med øjnene. Skoven virkede med ét meget mørk, som havde nogen trukket et klæde over stjernerne.

Trætheden truede med at overmande ham, men han tvang øjnene op. Et sted i natten var der en ugle, der tudede. Først nu gik det op for ham, at han ikke længere kunne se hytten, eller høre Christians djævlemusik. Kun den svage kratten fra ukendte dyrepoter forstyrrede sommernatten. En fure gravede sig ud af hans pande. Så længe havde han da ikke gået, havde han? Havde han og Sarah snakket så meget? Han prøvede at finde svarene, men store dele af hans hjerne havde lukket sig selv ned.

”Nåh. Det nytter ikke noget at schtå her,” sagde han ud i luften og tog en lungefuld luft. Så begyndte han at gå i den retning, han mente hytten lå."

Marts' arbejde 2015

Solen gennembryder selv snavset på mine ruder og jeg er just vendt hjem fra en uges intens skrivning i det jyske. Men det er jo alt sammen noget, der hører april til, og slet ikke marts! Der skal være orden i tingene og fedt på brødet, og derfor kommer her hvad jeg brugte de 744 timer til, som marts bestod af i år.

 

I marts brugte jeg en masse tid på min roman, men heldigvis dukkede der også nogle andre ideer op. De idéer udviklede sig til to noveller - begge science fiction:

Jeg er ikonoklysmens messias (3300 ord, science fiction)

I fædrelandets tjeneste (4700 ord, science fiction)

Et satans arbejde (87500 ord indtil videre)

Novellen Jeg er ikonoklysmens messias er en noget aparte størrelse, hvilket nok også afsløres af titlen. En form for undergang er i vejs, en cozy catastrophe, der undervejs holder op med at være bamset og kær. Hovedpersonen er en far, der forlades af konen, lige efter hun har født deres datter. Verden er vigtigere end ham, men for ham er hans datter vigtigere end verden.

Anderledes er det i I fædrelandets tjeneste. Her er det dig, det handler om. Du spiser og drikker, du ser på Københavns glitrende lys og holder dig i form med armhævninger. Du kender reglerne, du husker hvad stykke 1 til 39 i din kontrakt siger og du har det helt fint med det. Det eneste der irriterer dig er at din krop ikke er helt enig med din indre balance. Den opfører sig uhensigtsmæssigt. Heldigvis er ånden stærkere end kødet. Ikke sandt? 

Det er også blevet til et par Skår og efterhånden er jeg oppe på halvdelen af en samling. Det er syadig lige spændende og jeg får virkelig spændt mine småidéer for.

Aftensmad (om en glemsom mand, en dusk basilikum og et slag i hovedet)

Mælkebøttefrø (om en gravid kvinde, tusind mælkebøttefrø og en særlig regnbue)

Ud over de nye ting, har jeg i løbet af marts også oversat novellen Ukrudt (den hedder nu Weeds) til engelsk, jeg har anmeldt en roman på Metrord og noget jeg aldrig har prøvet før: Nemlig skrevet en nekrolog. Som mange af jer andre var jeg oprigtigt ked af det, da Terry Pratchett døde den 12. marts og da jeg efterfølgende blev bedt om at skrive hans nekrolog, sagde jeg okay. Det var ikke en særlig sjov oplevelse, men jeg synes at jeg udviste den fornødne respekt og humor. Du kan selv vurdere det, da nekrologen er med i Himmelskibet nummer 45. Ligeledes har jeg redigeret syv noveller til en kommende samling og Al kødets gang nærmer sig virkelig lift off.

Jeg har sagt det før, men nu er det vist endeligt. I april slutter jeg Et satans arbejde af og det glæder jeg mig til. Den er blevet meget større end jeg regnede med, men også noget helt andet end det jeg normalt skriver. Meget mere om det, hvis jeg ellers denne gang holder mit ord. Alt godt - til dig og dine.

Februars nyheder 2015

Det er blevet den tid på måneden, hvor det er nødvendigt at fortælle lidt om hvad der er sket på skrivefronten. Heldigvis er der en masse nyt at fortælle, så skænk dig en kop mokka eller skaf dig fluks en ny af de grønne fra køleren. Der er intet værre end en tør hals, nu hvor du er gæst.

 

Siden starten af året har jeg arbejdet sammen med event-bureauet Enjoy Locally om at stable en noget anderledes horrorevent på benene. Heldigvis har jeg ikke været alene, men delt læsset med forfatteren Lars Kramhøft, filminstruktørerne Sohail A. Hassan og Phillip Th. Pedersen, skuespilleren Maja Muhlack og multikunstneren Sally Andersen Ward. Til sammen har vi skabt en kombination af en oplæsning og en filmfremvisning, komplet med aftenens vært og en behørig oppyntning. Det sker alt sammen her på fredag den 13. og hvis alt flasker sig, bliver det blot den første af mange events. Du kan købe billet ved at følge linket. Min del af eventet bliver en oplæsning af en opdateret tekst, der er som skræddersyet til indersiden af din lunger. Jeg krydser virkelig fingre for at det bliver en succes, da det så har en mulighed for at bringe flere af horror-genrens udøvere frem i lyset ... og det er der virkelig brug for.

I løbet af den sidste uges tid er det blevet til to udgivelser. Novellen Itu (som du kan læse et uddrag af her) er med i antologien Universets mørke fra H. Harksen Production og novellen En hundekunst er i Himmelskibet nummer 43. Det er lidt sjovt, da begge fortællinger har ideen om tid som et væsentligt punkt, men ellers adskiller sig meget fra hinanden. Itu er eksperimenterende i form og ret så ulækker, hvorimod En hundekunst er helt nede på jorden og en smule sørgmodig. Desuden er det første gang jeg optræder i Himmelskibet, uden min novelle har været en del af en konkurrence, så det er hermed også krydset af på listen. Novellen er manipuleret-illustreret af Klaus Æ. Mogensen.

 

I selvsamme nummer af Himmelskibet er der også en række anmeldelser, deriblandt af antologierne Varulv og Undergang. Førstnævnte er kommet online, og i den skriver anmelderen Thomas Winther om min vindernovelle Udyr blandt andet: 

"Novellen er skrevet i et sprog som var den skrevet for over hundrede år siden, hvilket passer til den tid som handlingen er sat i. Denne fortællestil passer rigtig godt til novellen, og gør at det virker som Marsks fortælling, og man lever sig virkeligt ind i den forbandelse han kæmper imod, og kan derved følge at han gør som han gør ... Det er en virkelig god novelle som slår stemningen an for bogen."

Sidst, men så absolut ikke mindst, er der et pingback til de sidste nyheder fra sidste år. Der afslørede jeg blandt andet at Fantask endelig, efter tre-fire år, havde fået Pandaemonium på hylden. Nu har de gode folk sørme lavet en video hvor man kan se den nye opstilling i butikken - og fandeme så - der står det gigantiske zombieepos og lufter sig frækt. Man kan med held se hele videoen igennem - men vil man tjekke at jeg ikke lyver, så ses den ved 2:02. Mmmm.

Som afrunding på dette indlæg - og Pandaemonium generelt - har jeg også lige fået en mail fra mit forlag. Der resterer nu kun 18 (atten!) eksemplarer af Pandaemonium og intet tyder på at den kommer i andet oplag. Derfor, mine kære læsere, er det ved at være sidste udkald hvis du vil skaffe dig et eksemplar. Og nu - over and out! 

Septembers tre nyheder

De første ruskende tegn på vinter har vist sig, når man kommer hus- og gadehjørner for tæt. Energiniveauet er lavere, end det har været et stykke tid. Tingene går frygteligt hurtigt i skrivebiksen, samtidig med at de går alt for langsomt. Det er et sært, limbomættet grænseland. Heldigvis er der et par konkrete lækkerheder at berette om, så det hele ikke bliver så metafysisk.

Den 7/9 anmeldte Politiken antologien Undergang fra forlaget Valeta og jeg var mildest talt chokeret. Tænk, at en af de store aviser anmeldte ikke alene en antologi, men også en, hvis historier alle lå placeret i de fantastiske genrer og var skrevet til voksne. Det var dog ikke alt sammen positive ting, der blev sagt og flere af disse er blevet diskuteret på denne blog. Jeg vil dog vælge at vedblive positiv og håbe, at det er første spadestik i en helt ny tradition. Anmelderen, Anne-Marie Vedsø Olesen, var især glad for blandt andet min novelle, og skrev følgende ord:

"I Amdi Silvestris Den allersidste dans, danser syv par i hver sin beskyttende boble, mens jordkloden går under af solstorme. Men boble efter boble brister, Silvestri skriver særegent poetisk og uden slinger i valsen, om man så må sige, og får midt i al gruen skabt en smuk hyldest til menneskeheden og mangfoldigheden."

Det er næsten fem måneder siden min dobbeltroman Ambrosia/Live udkom, og den bliver stadig ved med at få anmeldelser. Den ottende af slagsen står Thomas Winther, anmelder på bladet Himmelskibet, for, og han har en del pæne ting at sige:

"Vi får ikke at vide hvilken trussel det er jorden står over for [i Live], men dette er heller ikke vigtigt for historien, da personerne alligevel ikke kan gøre noget ved det, men kun kan forholde sig til deres egen situation. Man savner som læser heller ikke en afklaring af hvad det er for en trussel der hænger over dem, for det er egentligt ikke vigtigt. 

Ambrosia / Live læses hver for sig, men står stærkt sammen, og giver samlet en rigtig god bogudgivelse."

Den 4/9 var der oplæsning på Staden i København, hvor jeg var inviteret til at læse op sammen med Kenneth Krabat, Peter-Clement Woetmann, Linda Nørgaard Framke og Steffen Baunbæk Pedersen under paraplyen Poesi på Staden. Det blev en rigtig fin aften, også selv om jeg var udmattet af de seneste par uger og ikke leverede mit bedste. Det gjorde nogle af de andre heldigvis - og hvis du ikke var der, kan du se en sammenklipning af arrangementet på youtube. Du skal bare klikke på linket. Det var alt for nu. Tak fordi du læste med.