Fast arbejde

Om 14 dage, nærmere bestemt den 16. oktober, udkommer min anden opsamling Fast arbejde. Den består af otte noveller, hvor de syv tidligere har været udgivet, og er et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt. Calibat tager sig af den fysiske bog, mens DreamLitt står for e-bogen. Fast arbejde er den anden i en række opsamlinger, hvor Sand og sten, stål og glas er den første, og den tredje kommer til næste år. Samlingerne er konstrueret efter de samme principper, som du kan læse meget mere om i mit tidligere indlæg. Konstrueret og principper. Det lyder så fandens alvorligt, så lad os skynde os videre.

Forsiden er skabt af Anna Degnbol, og som med den forrige, stilede vi efter et mere voksent look. De fantastiske genrer lider jo under udelukkende at blive betragtet som BU-litteratur, og det er så bestemt ikke tilfældet her. Dog blødte vi det lidt op i dette tilfælde. Fast arbejde drejer sig om handler, men de fleste af historierne er også ret sjove, og betydeligt mere legende end de otte, der udgjorde Sand og sten, stål og glas. Derfor føjede vi et lille sværd til forsiden, og valgte den ret fede pinke til at understrege at der var noget gøgl på spil. Trapperne i baggrunden er lidt escherske, hvilket også passer godt til samlingen. Hvad man ikke kan se her, er at bagsiden er ret mørk, og det hvide og sorte, kun brudt af pink, skaber tilsammen en ret særpræget forside. I Fast arbejde kommer Anna Degnbols streg også mere til sin ret, end det var tilfældet med Sand og sten, stål og glas.

På forsiden står UDVALGTE FORTÆLLINGER, og det er fordi samlingens otte historier er valgt ud fra en pulje på omkring 20. Meget hurtigt afslørede der sig et tema omkring forretning. Om penge, og om handler. Om at snyde folk, og selv blive bedraget. Om slet ikke at opdage, at man har solgt noget (ud). Om kolde kontanter og falske alliancer. Det tunge tema bliver lidt lettere, da fortællingerne for det meste er fortalt i et let, og ligetil sprog. Nogle af historierne er skabt til at få læseren til at gnægge, andre skal helst få læseren til at grine højt. Tilfælles har de dog det, at morskaben er blandet op med noget andet. Det er ikke et tilfælde, at første linje i bagsideteksten er OTTE FORTÆLLINGER MED GLIMT I ØJET OG KNIV I RYGGEN.

De otte fortællinger blev alle omskrevet og revideret. Samlingens ældste (When the music's over) novelle fra 2009 skrev jeg om ad flere omgange, men valgte at lade visse elementer blive, da de besad en manisk energi. Andre noveller, som BjørnBjørn, krævede at jeg lige friskede lidt fakta op. Som det også var tilfældet med den forrige samling, var det også lidt vemodigt helt at sortere en håndfuld historier fra, velvidende at de nok aldrig ville blive udgivet igen. Tiden var løbet fra dem, og selv en omskrivning var ikke nok. Helt op til at redaktøren kiggede på manus, var der 10 historier i spil, og de to, der blev valgt fra, ligger stadig i puljen til næste opsamling. Især gik snakken på den sidste fortælling (Mester Prosopido), da den i modsætning til de syv andre kun har et snert af spas. Vi valgte dog at beholde den, da novellen er en god port til min tredje opsamling, der har arbejdstitlen Monstre.

Netop Monstre udkommer til næste år, og så sent som i går oprettede jeg mappen med de omkring 20 noveller. Det er endnu ikke til at sige, hvilke fortællinger der bliver valgt, men jeg har på fornemmelsen at både hugtænder, omsorgssvigt, klovne og surrealisme vil orme sig op til overfladen. Men jeg bliver altid overrasket, og det er jeg også sikker på jeg bliver i tredje ombæring.

Som sagt udkommer Fast arbejde den 16. oktober, og hvis du har lyst, kan du forudbestille et signeret eksemplar nederst i dette indlæg. Bogen koster 100 kroner+porto, men til gengæld er du sikker på at have den inden månedens udgang. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du også meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Tak fordi du læste med.

Manfred Christiansen har sat bogen op, og Nikolaj Højberg har været redaktør.

Hvor mange novellesamlinger?

Hvor meget er for meget?

En af de første sandheder, der gik op for mig som for forfatter, var at novellesamlinger generelt sælger meget dårligere end romaner. De fleste læsere foretrækker én lang fortælling, gerne fordelt på flere bøger, frem for mindre historier, der kredser om et enkelt emne. Det sætter mig i et dilemma, da novellen er min foretrukne form. For hver roman jeg skriver, bliver det til 20+ noveller. Det betyder, at jeg som det ser ud nu, kan udgive mindst en novellesamling om året, efter jeg har sorteret de noveller fra, der aldrig skal ud i verden (og hvis jeg kan finde et forlag).

Hvor meget er for meget?

I 2016 begyndte jeg at få udgivet opsamlinger med de af mine noveller, der allerede har været udgivet. Sidste år kom Sand og sten, stål og glas, i år kommer Fast arbejde og til næste år den tredje opsamling, der endnu ikke har en titel. Jeg håber at blive ved med dette, indtil jeg har fem opsamlinger ude. Det vil altså sige at hvis alting flasker sig, udgiver jeg en samling noveller hvert år til og med 2020. Kan jeg tillade mig? bør jeg? udgive en novellesamling til om året, velvidende at de har det sværere end romaner?

Hvor meget er for meget?

Hvad med læserne? Selv hvis man som læser er glad for mine noveller, kan det så ikke føles som for meget at få to novellesamlinger om året? Er det ikke lidt at smide 'mere af det samme' i hovedet på folk, selv om novellesamlingerne er forskellige i både udtryk, tematik, genre, skrivestil og/eller andet? Eller kunne det være en idé at tage et 'maskin-gevær-år', hvor jeg går efter at få udgivet mange novellesamlinger, og derved tømmer lagrene? Eller tænker man slet ikke sådan som læser - er man bare glad for at der kommer mere?

Hvor meget er for meget?

Er det ikke direkte tåbeligt at blive ved med at spy noveller ud, hvis der kun er et begrænset marked for dem? Skal jeg ikke i stedet for tvinge mig selv ned i en roman-tænkning? Skal jeg arbejde mine noveller sammen til fortællekredse, så en rammefortælling giver dem et udseende af et samlet værk, frem for enkeltstående beretninger?  Skal jeg skrive til mine noveller, så jeg ender med historier der minder mere om kortromaner, og så inkludere to-tre-fire stykker i hver samling?

Hvor meget er for meget?

I skrivende stund har jeg materiale - som i allerede skrevet og i mange tilfælde redigeret, korrekturlæst og omskrevet - til følgende:

Vinterklæder
En novellesamling udelukkende med realistiske noveller. Nogle af fortællingerne er lige ud af landevejen, andre er symbolske, andre er sprogligt eksperimenterende, men ingen af dem har det fjerneste at gøre med noget fantastisk. De foregår i denne verden, punktum. Samlingen er på 12 noveller, hvor den længste er omkring 7000 ord.

Science fiction-samling, uden titel
En novellesamling med science fiction-noveller. Hvert år sender jeg tre noveller ind til SFC, og i mange år har de valgt en til antologien. Det efterlader mig med to noveller i overskud, der så lander i denne samling. Dermed ikke forstået at de er dårlige; ved flere lejligheder har jeg ment at SFC ikke valgte den bedste fortælling. Samlingen er på 10 noveller, den længste er 14.000 ord og mange af novellerne er ret positive.

Næsten her
En novellesamling med noveller, der foregår i andre verdener, der alle ligner denne meget. En præmis for fortællingerne er at de primært kun kan fungere i en anderledes verden med anderledes regler. Ellers er de strengt realistiske, næsten socialrealistiske, og derfor vægrer jeg mig ved at kalde samlingen fantastisk, selv om den nok lægger sig op af science fiction. Samlingen består af 13 noveller, og den længste er 12.000 ord.

Skår
En samling tekster, alle under 1500 ord, der stiler efter at være en hybrid mellem novellen og kortprosa. De spreder sig i alle genreretninger, i alle skrivestile og fortolkningsgrader, og der er intet mindre end 40 af dem. En lidt aparte samling, der nok vil skille sig ud.

3
Horror-fortællinger. Tre styk, der alle er over 15.000 ord i længde. De har alle at gøre med hvad der gør mennesker til mennesker, og hvilke slagger man finder i sit eget indre, når man kigger ordentligt efter. 

Hvor meget er for meget?

Jeg ved det ikke, og derfor håber jeg du har lyst til at hjælpe mig. Hvad synes du? Hvor meget er for meget, eller findes 'for meget' slet ikke? Hvad skal jeg stille op med mine samlinger, der er tæt på at være færdige? Alle tanker er velkommen :)

Tekstoceanet - Når skibet lægger fra lejet (novelle)

Velkommen til, høj som lav, til denne den sidste tur på Tekstoceanet. Vi håber at I alle har nydt en enkelt eller alle turene, og derfor også har lyst til at være med på vores begravelsesrejse. Det kan nok ikke komme som nogen overraskelse, da vi allerede i sidste måned varslede begyndelsen til enden, men alligevel er vi ikke kede af det. Vi har sejlet siden oktober 2015, og Tekstoceanet vil altid være her, det vil vokse og vokse, og måske vil vi genoptage driften engang i fremtiden. Alt er muligt, og heldigvis for det!

Vi skal langt tilbage i tiden - næsten et årti, til 2008. Jeg var stadig ganske våd bag ørerne, og havde kun haft et par digte i nogle online-magasiner. Det havde dog givet mig ikke alene fået blod på tanden, hele gebisset skummede over af rødt. Lige i den periode var der mange overlappende novellekonkurrencer, og jeg skrev til næsten dem alle. Sådan er jeg på sin vis stadig.

En af de konkurrencer, jeg fik øje på, var fra Århus Havn. Her ledte man efter nogle noveller, der kunne relatere til havnen, og du kan se det oprindelige opslag lige her. Jeg kunne godt lide ideen om at skulle skrive noget, der var ret realistisk, og som samtidig havde noget at gøre med et virkeligt sted med en rig historie. Så jeg gik i gang med at researche på Århus Havn, og efterhånden som jeg fik samlet information ind, kunne jeg ikke undlade at relatere det til Nakskov, hvor det meste af min familie kommer fra. Fra Nakskov tog jeg dog mere skibsværftet, hvor langt de fleste mænd i min morfars generation arbejdede. Hele den der tanke om en masse mænd, der i årtier havde svedt og slidt, synes jeg fungerede godt som en del af min hovedperson. Så den havn, det sted, jeg fik opbygget, var en sammenblanding af Århus og Nakskov. Udseendet fra det jyske, stemningen (som jeg forestillede mig den) fra det lollandske.

Jeg elskede at prøve kræfter med det realistiske, ikke mindst fordi jeg havde en tendens til at skrive i de fantastiske genrer. Dog gik jeg allerede dengang med den klare overbevisning, at genre ikke betyder noget, så længe historien er god. Novellen blev en kort sag på lidt over 2000 ord, og fik titlen Når skibet lægger fra lejet. Den handler om en gammel mand, der er gået på pension, og nu slentrer langs den nye havn og husker tilbage på hvordan det var for mange år siden. Han er dødeligt syg, men det lindrer hans smerte at vandre rundt mellem alt det nye, der er vokset ud af det gamle. Jeg sendte den ind til konkurrencen, der var trods alt en flot præmie på 10.000 kroner, og krydsede så fingre for at det ville gå den godt. Hvad jeg på daværende tidspunkt ikke kunne vide, var at 2008 blev det år, hvor der virkelig kom gang i mine tekster. Jeg medvirkede i min første antologi, og i slutningen af året vidste jeg, at i 2009 ville jeg helt sikkert medvirke i yderligere et par antologier.

Jeg vandt ikke konkurrencen. Jeg kom ikke med i den planlagte antologi. De havde modtaget 211 noveller og blandt dem fundet en vinder og en håndfuld historier, der var gode nok. Antologien kom til at hedde Våddragt, efter vindernovellen skrevet af Mikkel Wallentin. Jeg var ærgerlig over ikke at være med, men set i bakspejlet forstår jeg udmærket hvorfor min novelle ikke blev valgt.

Først og fremmest var sproget ikke så stærkt som det kunne være, og når jeg læser den igennem nu, smiler jeg lidt af nogle af fejlene (f.eks. at alle titlens ord er med stort). Det springende punkt tænker jeg dog har været, at stemningen i min novelle ikke er fremadskuende, men ser tilbage. Den er fyldt med minder og død, sygdom og suk, og selvfølgelig er det ikke den slags man leder efter, når man skal udgive en samling om noget nyt og forandret. Det her var nogenlunde, hvad min daværende kæreste sagde til mig. Dengang ville jeg ikke helt høre det. Heldigvis er jeg blevet mere reflekteret senere.

Jeg har overvejet at skrive fortællingen om, give den lidt mere plads, for jeg synes at der gemmer sig noget spændende i linjerne. Hist og her en god vending, men især stemningen kan jeg godt lide. Vi får at se om jeg får det gjort - men derfor skal du ikke snydes for teksten, som du kan finde nederst. Du er meget velkommen til at skrive en kommentar.

Så glider vi ind langs kajen, motorerne stopper, sejlene rulles sammen. Med denne sidste tur, er det blevet til seksten udflugter på ordbølgerne, og vi har samlet dem alle nederst. Pas på jer selv, når I går fra borde, og skulle I have lyst til at besøge Tekstoceanet i fremtiden, er det heldigt at vi indtil videre har kortlagt otte have og et væld af øer og sære steder. I kan finde kortet lige her. Vi håber også at I fandt det passende, at vores sidste rejse var til en havn. Det er altid vemodigt at sige farvel, og derfor siger vi i stedet for bon voyage, fordi alting er en rejse. Tak fordi I løste billet, tak fordi I læste med og tak fordi I tog jer tiden. 

Når Skibet Lægger Fra Lejet by Amdi Silvestri on Scribd

Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst) 
Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst)
Tekstoceanet - Tilfældet Poul Klimt (novelle) 
Tekstoceanet - Ungerens endeligt (reportage)
Tekstoceanet - Den sociale antologi (kuldsejlet antologi)

Nyheder i december 2016 - om oplag, Niels Klim-prisen og sms-noveller

Der er sket en masse ting siden sidst, og jeg vil se om jeg kan få dem alle formuleret her. Ligeledes har jeg på fornemmelsen, at der kommer til at ske rigtig meget mere inden året er omme. Om jeg får ret i det, eller det bare er mine antenner, der sender forkerte signaler vil tiden heldigvis vise, som den har for vane.

SMS-novellen Kolde facts

I 2014 udkom min sms-novelle Vi savner dig på smspress. Det ville være synd at sige, at den har fået meget opmærksomhed, men kort tid efter jeg havde skrevet den, maste en ny idé sig på, hvor formatet kunne bruges. Det blev kun bedre, da jeg under en workshop fik øjnene op for at forfatteren Malene Ravn havde lavet en sms-novelle, der brugte voice mail, så jeg huggede tanken om at bruge telefonformatet dobbelt. Resultatet af det er novellen Kolde facts, der udkom for en lille måned siden. Det er en spøjs fortælling, horror, der er meget bundet op på modtagerens reaktioner. De enkelte beskeder er i sig selv ikke skræmmende, de består blot at helt normale stykker fakta ... men jeg kan ikke fortælle så meget uden at afsløre noget, så hvad med at prøve den? Du kan købe den inde på smspress.dk, og en del biblioteker har også købt adgang til den, så der er mulighed for at låne også. I hvert fald vil jeg meget gerne høre hvad du synes, om den ene eller anden sms-novelle. Jeg synes nemlig det er et spændende format, og kunne sagtens finde på at arbejde i det igen.

Oplag

Med hensyn til oplag af mine bøger, er der både sket dejlige ting, og ret sørgelige ting. Lad os tage det gode først, for så glider det dårligere lidt lettere ned. Min novellesamling Kærlighedsfrugt fra 2015 har nu solgt hele første oplag, og det betyder at andet oplag er blevet trykt. Det er ret fantastisk, ikke mindst fordi det er første gang det sker for en af mine bøger (hvilket også er vildt ...). Skulle du stå og mangle en julegave, har jeg faktisk et par eksemplarer af den liggende, der kan blive dine. Skriv om du har lyst. Og nu hvor vi taler om julegaver, og et par eksemplarer:

Tidligere på måneden modtog jeg en mail fra mit forlag, hvori de skrev at de ikke ønskede at videreføre de fysiske eksemplarer af mine bøger. Det blev jeg selvfølgelig rigtig ked af, når en bog forsvinder er den død, men det er et af vilkårene ved at være forfatter. Derfor: Hvis du ønsker at eje et eksemplar af ENTEN Pandaemonium ELLER Ambrosia/Live, så er det absolut sidste udkald. Når vi skriver 2017, vil de ikke være at finde noget sted. Du kan købe dem lige her, men det kan også sagtens være, at du kan finde dem et andet og billigere sted.

Sidst, men så absolut ikke mindst, er Sand og sten, stål og glas nu udkommet som e-bog, og der har også været snak om at indtale den som lydbog. Nu får vi at se hvordan det udspiller sig. Så mangler du lidt til din tablet eller telefon, så er det blot et par klik væk.

Niels Klim-prisen 2016

Niels Klim-prisen er den danske pris for science fiction, og den uddeles hvert år i fire kategorier. I første runde, der kaldes long-listen, kan alle og enhver stemme en fortælling videre, og så ender de fortællinger, der har fået flest stemmer på short-listen ... og det er fra short-listen kampen om medaljerne begynder. Lige nu er vi ved long-listen, og jeg har fem kandidater, i to kategorier:

Novelle
I fædrelandets tjeneste - den kan du læse i antologien Lidenskab og lysår.
Smålighed - en February Fiction, du kan finde her på siden.

Langnovelle 
Bag glas - en novelle, der kan læses i Himmelskibet nummer 49.
Klæder skaber folk - en novelle, der findes cirka midtvejs i antologien Sku ikke hunden på hårene.
Sand og sten, stål og glas - titelnovellen fra min opsamling, der udkom for en måned siden.

Hvis du synes en eller flere af mine historier skal gå videre, så stem endelig på den/dem. Hvis jeg skulle være så heldig at lande på short-listen, vil jeg til den tid lægge teksterne ud, så man kan læse dem.

Det var alt for nu, men hold øje. For inden længe udkommer novellesamlingen Hvis jeg overlever natten fra det helt nye forlag Enter Darkness, og jeg håber virkelig også at der inden årets udgang ligger en anmeldelse eller to af Sand og sten, stål og glas. Nyd jeres december.

Oktobers arbejde 2016 - om læseklub i Gladsaxe, Kulturnatten, horror-workshop og skrivning

Så er det blevet dybt efterår, den slags hvor kulden sniger sig ind under bukselinningen, bladene changerer og sengen om morgenen føles som et kærligt monster med krammearme. I løbet af oktober var jeg også ude for det rædselsfulde, at min harddisk stod af. Først efter et halvt døgn havde jeg raget alle mine tekster ud af de rygende ruiner; ikke mindst to noveller, jeg ikke havde gemt andre steder! Jeg været rigtig meget ud af huset, prøvet forskellige elementer af det at være forfatter ... og selvfølgelig fået skrevet lidt. Og advarsel: Det bliver et meget langt indlæg!

Oktober havde 31 dage, og dem brugte jeg, ikke helt jævnt fordelt, på at skrive min roman med arbejdstitlen Slør færdig, og så på at producere en novelle på engelsk, der fik titlen Bon voyage, voyage.

Bon voyage, voyage (6300 ord, horror/weird, engelsk) ANTAGET

Slør (43600 ord, horror)

Novellen Bon voyage, voyage handler om sporvognene i København, og mindst lige så meget om Anders, der skal være chauffør på den sidste sporvogns tur, her så mange år efter systemet blev lukket ned. Det er blevet en sprogligt smuk (ja, det sagde jeg) fortælling, hvor jeg, bare for at prøve det, har udeladt et par forklaringer. Hov, der står antaget bagved? Ja, det gør der. Jeg skrev novellen færdig, og sendte den til konkurrencen den 31. oktober, på Halloween. Den 1. november, 9 timer senere, lå der et svar fra redaktøren på samlingen, hvor han lagde ud med disse ord: Amdi, this is beautiful. And dreadful all at once. Så går det vist ikke meget hurtigere med at få antaget en novelle.

Slør er blevet skrevet i løbet af de sidste tre måneder, det er horror, og jeg har især trukket inspiration til billedplanet fra de gamle Hammer-film fra tresserne og halvfjerdserne, og kombineret det med lige dele chicklitt og social realisme. Det er fortællingen om Pernille, der er til veninden Jeanettes bryllup på det smukke og gamle Skovgaard Gods. Hun er brudepige, men har ikke set Jeanette de sidste tre år, og de skiltes ikke på helt god fod. Der lurer en gammel hemmelighed et sted, og en endnu ældre, da det viser sig at det nuværende gods er bygget ovenpå et meget ældre slot, hvor den tidligere ejer engang slog en handel af med noget ikke helt menneskeligt. Slør er psykologisk og rædselsfuld, tatoveret med mørke og blod og hvisken. Og så har den næsten udelukkende et kvindeligt persongalleri. Jeg mangler stadig at skrive et par scener, men ellers sad den næsten i skabet i første hug. Det var lidt vildt at opleve.

Opdigtet Onsdag på GG

Den femte oktober var jeg på besøg i Gladsaxe Gymnasiums læseklub, der lige efter sommerferien havde læst Kærlighedsfrugt. For mange var det første gang at de stiftede kendskab til horror som genre (og i bogform), og det var sjovt at se hvordan nogen mente at det virkelig var fedt, mens andre tænkte at det var alt for skræmmende. For de af jer, der har læst Kærlighedsfrugt, er det ingen nyhed at den indeholder 14 noveller, der gradvis bliver 'værre', da de skifter genre fra gyser til horror. Det betyder også, at især den sidste halvdel af samlingen ikke er for sarte sjæle.

Læseklubben bestod af 30 medlemmer, 29 piger og en dreng, og jeg lagde ud med kort at fortælle lidt om mig, genren og bogen. Jeg fortalte om vores behov for horror, og om hvordan de fleste har en reaktion på horror, negativ såvel som positiv, men det meste af tiden gik med at svare på spørgsmål, enten om udvalgte noveller fra bogen (hvorfor er dine hovedpersoner ikke gode mennesker?, skal der være så meget blod?), hvordan en bog bliver til (redaktion, forlag og lignende) eller hvad det vil sige at være forfatter, af ofre og goder. Det var en fed fornemmelse at kunne snakke om sine noveller, og alle ved bordet kendte dem og samtidig mærke hvordan genren delte vandene. Efterfølgende signerede jeg et par eksemplarer, og på Goodreads er bogen blevet ratet af flere fra læseklubben - fra middel til rigtig god. Selv om mange i læsegruppen hænger lige i udkanten af min målgruppe, rent aldersmæssigt, håber jeg virkelig at jeg har givet dem blod på tanden (pun intended) til at læse mere horror ... jeg anbefalede i hvert fald et par kolleger til sidst :)

Kulturnatten i Dansk Forfatterforening

Hvert år er der Kulturnat i København, og derfor også i Dansk Forfatterforening. I år var der oplæsninger under temaet Bag masken. Blandt oplæserne var Kenneth Bøgh Andersen, Line Leonhardt, Anne-Marie Vedsø-Olesen, Inge-Helene Fly, Stephanie Caruana og lille, søde mig. Jeg havde valgt novellen Mester Prosopido, der er i antologien Mestertyvens sidste ønske fra 2013, da den handler om en maskemager, der udfører helt specielle og unikke masker. Da hele den novelle er skrevet i et meget floromvundent sprog, inspireret af Voltaires Candide, blev det en meget levende oplæsning med vilde armbevægelser, toneskift og ansigtsudtryk. En dejlig ting ved hele aftenen var også konferencieren Anne-Marie Donslund, der havde researchet hver enkelt forfatter og fortalte om dem til publikum. Et eksempel til efterlevelse!

Horror-workshop på Værløse Bibliotek

Efterårsferien er blevet en særlig tid for alt rædselsmættet og horror-relateret, og derfor var jeg blevet hyret til at forestå en workshop i at skrive horror. Den var rettet mod voksne, og det betød at deltagerne skulle være minimum 16 år gamle. Heldigvis havde en håndfuld meldt sig til, inklusiv nogen der kom til biblioteket og troede det lukket ... og derfor gik igen. I løbet af de tre timer blev der virkelig skrevet igennem. Jeg brugte et ordspil til at sætte sagerne i gang, og mellem hver skriveøvelse fortalte jeg noget om hvad horror var - fra genrens formål til hvordan man får det ubehagelige frem i en tekst. Efterhånden som timerne skred frem fik deltagerne skrevet en række bestanddele - og vupti, med lidt tid tilbage til sidst, sad de med alle elementerne til en historie, der så 'bare' skulle skrives sammen. Det var fedt at være ude at undervise i at skrive, ikke mindst fordi mine elever var så dygtige, men også fordi jeg kunne mærke at de gik derfra med en meget større viden om hvad horror er og kan.

Hvad ellers?

Jeg har brugt meget af min tid i oktober på arbejdet i Dansk Forfatterforening (en masse arrangementer), aftalt og planlagt nogle events omkring Sand og sten, stål og glas, BogForum venter lige om hjørnet og så skal der skrives helt nye ting i november. Det bliver dejligt! Tak fordi du læste med :)    

Septembers arbejde 2016 - om mørke historier, en weekend på Hald og erotik

NU er det endelig ved at være rigtigt efterår, og et stort hurra for det. Jeg er ikke særlig glad for varme, og på den konto har september været ret slem. Der har været meget sved, banden og frustration i lejligheden på Nørrebro, men heldigvis blev jeg undervejs i måneden luftet lidt ved Viborg, og tastaturet har også været med til at give mig et køligt overblik. September har, vanen tro, været meget travl, og her er frugterne af arbejdet.

I løbet af månedens tredive dage blev jeg færdig med en novelle, og min novelle, der greb om sig i sidste måned, er nu officielt vokset til en kortroman, og jeg er ret sikker på at den ender med at blive en roman. På den måde fortsætter min trend med at skrive langt også.

Mandsmørke (7600 ord, horror)
Slør (arbejdstitel, 15100 ord, 32300 ord indtil videre)

I Mandsmørke er vi i Assens, ca. 1920. En omrejsende vaudeville er kommet til byen, og for at trække folk til, optræder de med et nummer ved Assens havn, hvor deres udbryderkonge Esben lader sig svinebinde, kravler ind i et pengeskab og bliver sænket ned i havnen. Esben er uhyggeligt dygtig til sit fag, og lige så dygtig som han er, lige så meget hader han alle de mennesker, der hjernedøde og hungrende efter adspredelse stirrer på ham. For ham er de tomme dyr, halve mennesker og det der er værre, men det er aldrig til at vide, hvad man begynder at tænke på, når man er alene, under vandet, bag fire lag mørke.

Jeg vil stadig ikke fortælle så meget om Slør, andet end at den vokser som den skal, og den indtil videre indeholder nogle ret flotte scener, sådan rent visuelt. Jeg arbejder meget med farver og skygger, og det lyder og føles næsten som et maleri.

DLI

I år var jeg, qua min rolle som formand for Dansk Forfatterforenings skønlitterære styrelse, deltager på det årlige litterære  møde på Hald Hovedgård, kaldet DLI (Den Litterære Institution under stadig skælven). Det er et møde, hvor der hvert år kommer folk fra de forskellige forgreneninger af det litterære miljø i Danmark, heriblandt forfatterforeninger, forlæggere, Det Kongelige Bibliotek, universiteter, forfattere, Litteratursiden.dk og mange flere. Over tre dage var der en række oplæg, om mange forskellige ting. Jeg skrev en update om det på facebook, og den vil jeg tillade mig at gengive her:

Alt i alt var det en god weekend, hvor jeg lærte mange nye mennesker at kende, og fik diskuteret alle mulige ting. Af det ikke så positive, var det tydeligt at de fleste af deltagerne ikke kendte meget til den fantastiske litteratur, og at for dem startede og sluttede litteratur ved de etablerede institutioner, såsom forlagene, Forfatterskolen og litteraturvidenskab. Det synes jeg var ret ærgerligt, men samtidig gjorde det mig klart, at der stadig er et stort og meget vigtigt arbejde for at få den fantastiske litteratur accepteret, nej ikke engang det, opfattet er nok det rigtige ord, i Danmark. Med det sagt var der ikke nogen direkte modvilje mod de fantastiske genrer, og det ser jeg som et tegn på at et arbejde med tiden kan bære frugt.

Nat mellem sommer og efterår, Hald Hovedgaard.

Erotik 

I september afholdt forlaget DreamLitt en novellekonkurrence, hvor man skulle skrive en erotisk novelle. Det er ingen hemmelighed, at det er en genre jeg kun har beskæftiget mig en smule med, men eftersom et af mine mange mantraer er, at alle genrer er ligeværdige, så burde jeg vel også kunne skrive sådan en satan. I mine gemmer fandt jeg en erotisk novelle (Tilbud), jeg havde skrevet i 2012, og da jeg gennemlæste den, fandt jeg den egentlig ret god. Det var noget i den. Så jeg omskrev, renskrev, redigerede og afsendte, og nu ligger den hos forlaget, som jeg håber vil finde den god nok til en udgivelse.

Jeg har på fornemmelsen, at mange der skriver erotik, sigter efter det specielle og unikke, den slags oplevelser, der kun kommer en gang i et liv. I Tilbud har jeg forsøgt det stik modsatte, nemlig en episode der sker hele tiden, noget hverdagsliv. Det bliver spændende at se hvad der videre sker med den.

Hvad ellers? 

Jeg har brugt en stor del af måneden på at arrangere forskellige oplæsninger, og møder med mere i forskellige regi, begyndt på en tekst jeg kalder for impulsdigtet, aftalt optrædender på BogForum, afsløret forsiden til Sand og sten, stål og glas, er gået i tænkeboks med hensyn til PR på bogen og så er det også blevet til en del kaffe. Oktober er fyldt med deadlines, så jeg må hellere se at komme i gang. Tak fordi du læste med! 

Tekstoceanet - Tilfældet Poul Klimt (novelle)

Minsandten, folkens, det er atter blevet efterår. Sommerens milde vinde har bukket nakken for de kølige vindstød, og det er vidunderligt atter at se sejlene fyldes og skumtoppe på Tekstoceanet. Ikke mindst er jeg meget tilfreds med at se dig igen. Vi har ligget på land en stor måneds tid, men nu er vi klar til at stikke langt ud, en af de længste ture vi til dato har sejlet på Tekstoceanet. Hvis du er klar, så lad os se at komme afsted.

En af de særeste ting man kan opleve som forfatter er at have en tekst, der bare aldrig bliver udgivet. Det er ikke fordi den føles dårligere end andre tekster, tværtimod kan den ofte føles bedre end visse ting man har skabt, men af uransagelige årsager bliver den bare liggende i skuffen. En gang imellem kommer man til at tænke på den igen, og så læser man den påny, og sjovt nok virker den stadig helt hæderlig og habil. Den tekst burde ikke bare ligge og samle støv. Og sådan en tekst er Tilfældet Poul Klimt.

Mine første erindringer om Tilfældet Poul Klimt er mange. Jeg kan huske, at jeg allerede havde plottet til novellen tilbage i 2005 - altså for over ti år siden - og jeg skrev første udgave af den samme år. Det var min første tekst, hvor jeg arbejdede helt bevidst med genren science fiction, og det var min første tekst, der nåede over 5000 ord. Dengang føltes den mængde gigantisk, som et bjerg midt i et landskab af småsten. Der var et helt persongalleri, der var modstridende holdninger, der var et klart plot og en slutning, der talte direkte til læseren. Jeg var svært stolt af den. Hold da kæft, hvor var jeg stolt af den. Jeg lavede endda en forside til fortællingen!

I 2008 afholdt Science Fiction Cirklen for anden gang deres årlige novellekonkurrence (som stadig afholdes), og jeg sendte fem noveller til dem, af varierende længde. En af dem var Tilfældet Poul Klimt, og den blev ikke valgt. Det gjorde When the music's over derimod, og det var også fedt, for den blev min første novelle, der blev antaget noget sted. I en kort sidebemærkning vil jeg lige sige, at den novelle nok bliver genoptrykt inden alt for længe i en opsamling, og så videre med Tilfældet Poul Klimt. I 2011 skulle novellerne til det, der blev min samling Faderens sønner udvælges, og jeg havde lavet en bruttotrup på 18 noveller. Der var en del nyskrevne iblandt, og jeg havde også hevet min elskede Tilfældet Poul Klimt frem fra skuffen. Den fik sig en omskrivning, blev rettet til hist og her, især også når det kom til opsætningen, og så var den klar. Troede jeg.

Allerede i første udvælgelsesrunde mente redaktøren at Tilfældet Poul Klimt ikke skulle med. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og som jeg husker det, var det store argument ikke at novellen var dårlig, men de andre var bedre. Jeg bøjede mig, og Tilfældet Poul Klimt blev endnu engang smidt tilbage i mørket. Faderens sønner udkom uden den.

I begyndelsen af i år sad jeg så for første gang siden 2011, og skulle sætte en science fiction-samling sammen. Den skulle hovedsageligt bestå af noveller, der havde optrådt andre steder, og så en enkelt ny for ikke at snyde nogen. For gud ved hvilken gang overvejede jeg Tilfældet Poul Klimt, så meget at jeg læste den igennem flere gange, men nu var en del af den dejlige fernis gledet af den. Novellen var stadig god, historien mente jeg stadig var hæderlig, og alligevel var det meget tydeligt, at den var skrevet i en helt anden tid. Den føltes gammeldags, ikke i plot, men i omgivelser. Og lige der besluttede jeg mig for, at det ikke var Tilfældet Poul Klimt, der skulle være den nye novelle. Jeg valgte den selv fra, min kære, min søde Poul Klimt, min tidsrejsehistorie som tiden var løbet fra. I stedet  blev det novellen Sand og sten, stål og glas der blev den nye tilføjelse, og samtidig den novelle, der lægger navn til hele opsamlingen. Og det er absolut ikke et dårligt bytte.

Tilfældet Poul Klimt bliver aldrig udgivet. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig hvordan. Men nu giver jeg slip på den. Jeg sender den ud til alle jer, der så kan læse den alligevel, og i dette tilfælde håber jeg virkelig I vil give mig og Poul en kommentar med på vejen.

Forsiden er udført af Anna Degnbol

Så er snuden drejet mod hjem, og jeg håber du nød at besøge de mange steder, der alligevel på særeste vis mindede om hinanden. Tekstoceanet viste ikke tænder i denne omgang, men hjerte, og den slags er rigtige mænd også i stand til at sætte pris på. Som vanligt håber jeg du er klar til at tage endnu en udflugt på det bundløse hav, for det er aldrig til at vide, hvad der kommer hvirvlende op fra dybet. Tak fordi du løste billet.

Tilfældet Poul Klimt

Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst) 
Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst)

Augusts arbejde 2016 - om noveller og romaner

Det har været mere end hårdt at vende tilbage til arbejdet. Fra den første af, startede alting op igen, og jeg gik fra fred og ro til fuld tryk på samtlige pumper. Derfor har jeg bevæget mig i en sand sky af møder og undervisning, men heldigvis er det på en eller anden måde lykkedes mig at blive ved med at holde dampen oppe. Bloggen er kommet tilbage på rette spor, og det samme er en del af min motivation. Og med det sagt, så lad os kaste os over sagerne.

I august blev det til en færdig novelle, og så en novelle, der greb om sig, og som ser ud som om den er godt på vej til at blive en kort roman, ikke at forveksle med en kortroman. Det vil også sige at jeg bliver med at skrive længere, så måske er der slet ikke flere noveller om et årti eller så ;)

Cancerfrelst (3000 ord, science fiction)
Slør (arbejdstitel, 17200 ord indtil videre, horror)

I den korte novelle Cancerfrelst handler det om hovedpersonen Dan, der har cancer. Han ligger i sengen og ser en kort video igen og igen, mens han zoomer ud og ind på de forskellige mennesker, der er i videoen. Det er nemlig et stykke historie. Optagelsen af den første gang en af rumvæsnerne, der landede på jorden ved et uheld, viser hvordan de helbreder kræft. Spørgsmålet er blot om Dan har lyst til at blive helbredt bagefter.

Slør fortæller jeg meget mere om, når den er færdig, men indtil videre kan jeg fortælle at den udspiller sig under et bryllup på et stort herresæde, persongalleriet er domineret af kvinder og der har allerede sneget sig en rungende malmklokke, en tusind år gammel myte, en kurv fasaner, et tunnelsystem, en dårlig DJ og et manglende svangerskab ind.

Sand og sten, stål og glas

As we speak, eller i hvert fald mens jeg skriver, er min novellesamling ved at blive sat op, og derfor vil jeg snart kunne afsløre forsiden. Det betyder også, at den med meget stor sandsynlighed bliver klar til BogForum, hvor jeg ved at jeg vil være til stede både lørdag og søndag. Jeg glæder mig til modtagelsen og forløbet med Sand og sten, stål og glas, da den blot er første bog i en række. Forordet er forsvundet, men bagsideteksten er skrevet, og til hver af de otte noveller er der en kort 'Om novellen', så man som læser kan få et blik ind i forfatterværkstedet. Det bliver også fedt at afsløre forsiden, som Anna Degnbol har lavet.

Romanerne

Et parforhold er nu ude på forlagene, og så må vi se hvor det bærer hen med den. Et satans arbejde har fået lov til at ligge brak siden jeg blev færdig med at førsteomgangsoperere på den, men jeg stiler stadig efter at have manus helt færdig til nytår. Og når disse to er undervejs, tror jeg det er på tide at færdiggøre Odd.

Hvad ellers?

I august lagde jeg sidste hånd på mit undervisningsmateriale om horror, og så snart der er blevet givet grønt lys fra undervisningsportalen, vil jeg fortælle meget mere om det. Ligeledes har jeg stadig en SMS-novelle i pipelinen, som jeg også regner med når ud inden/omkring bogforum og så er der stadig en række projekter, der skal startes op, lukkes ned og bringes til torvs. 

Mig og Terry Pratchett - med indlagt gave til læseren

Det er meget få forfattere, eller for den sags skyld andre kunstnere, jeg betragter som en direkte inspirationskilde i mit eget forfatterskab. Det kommer sig nok af, at jeg alle dage har tilegnet mig kultur meget bredt og varieret. Jeg har aldrig rigtig haft den holdning, at det kun var én slags musik der var den fedeste, eller én person, der helt grundlæggende var spændende . Med det sagt, er der selvfølgelig noget jeg har interesseret mig mere for end andet.

Jeg har læst meget Stephen King som yngre. Ligeledes dykkede jeg en kort periode ned i Ray Bradburys forfatterskab. Jeg er glad for John Steinbeck, tilfreds med Gustav Wied og lykkelig for at Martha Christensen har skrevet bøger. Jeg har halv-dyrket Dennis Jürgensen, John Irving, Julian Barnes og William Sleator. Jeg er fascineret af China Mieville og Douglas Adams, blev brændemærket af Douglas Coupland og er lykkelig bisidder i Ecos, Marquez' og Bennis sære eventyr. Et sted mellem alle disse (og de hundreder jeg ikke har nævnt) sidder Terry Pratchett - og han er kommet til at betyde noget for mig.

Helt tilbage i begyndelsen af denne blog, skrev jeg en række indlæg om mine inspirationskilder, og et af de indlæg var om Terry Pratchett. Det kan du læse lige her. Selv om billederne nu er væk, er teksten der stadig, og jeg snakker blandt andet om hvordan TP var en mester udi sproget. Det finder jeg stadig fascinerende, men nu en del år senere, tænker jeg at en del af min glæde ved TP også er hans evne til at fortælle en helt nede på jorden historie, der langsomt åbenbarer sig til at være almengyldig. Det er noget mytisk over Terry Pratchetts fortællinger, noget han forresten deler med en forfatter som Neil Gaiman, og jeg tror det er den evne til at viderebringe en grundfortælling, jeg finder helt uimodståelig.

Samtidig klassificerer jeg Pratchett sammen med alle de andre store, britiske/irske forfattere. I den gruppe er Brontë, Dickens, Adams, Shelley, le Fanu, Stoker, Austen og Joyce, for at nævne nogle få. Grunden til at jeg sætter dem i samme gruppe, ikke bås, er at for mig har de alle en åre af noget dystert og ubehageligt i sig. Der er elementer af fernis i deres fortællinger, og nogle steder er den fernis krakeleret, og så kan man som læser få lov til at se, hvad der i virkeligheden gemmer sig under alt det glatte, pæne og civiliserede. Når det kommer til Pratchett, synes jeg især bøgerne om Moist von Lipwig (Going Postal, Making Money, Raising Steam) har det grimme i sig, men også en del af bøgerne om The Guard rører ved racisme og had. Et sidste eksempel fra Discworld-universet er The Amazing Maurice and his Educated Rodents, hvor menneskets dumhed og uvidenhed udstilles.

Og hvad har det så at gøre med mig?

I 2009 udskrev foreningen Fantastik en konkurrence under temaet Fan fiction. Det var ikke noget jeg tidligere havde gjort i, og det er heller ikke noget jeg har gjort i siden (da jeg synes hele ideen om at skrive i andres universer er ødelæggende for ens udvikling som skribent), men da jeg så opslaget tænkte jeg: Så er det nu. Denne ene gang. Og det skal være i Terry Pratchetts Discworld. Punktum. Som sagt, så gjort, og på kort tid fik jeg skrevet novellen Atjuh!. Den gik sørme så hen og vandt konkurrencen, men derefter kom der lidt problemer. For Pratchett havde (og har) copyright på alle sine verdener, og brød sig ikke om at andre skrev i dem. Alligevel fik magasinet Himmelskibet lov til at trykke 150 eksemplarer (i nummer 22) med min historie i, hvilket var dejligt . Og som om det ikke var nok, fik jeg også en kort besked fra Pratchett selv:

"Personally I would much prefer that people put their talent into surprising me with their independent writing ability rather than hitchhiking on my stories :-))" 

Det tog jeg dog ikke så tungt, da jeg faktisk var (og er) helt enig med ham. 

Terry Pratchett døde i 2015, til stor sorg for mig og en frygtelig masse andre. Jeg blev bedt om at skrive hans nekrolog til Himmelskibet (nummer 45) og det gjorde jeg, måske ikke med tårer i øjnene, men med den samme fornemmelse jeg havde tidligere i år da David Bowie døde. At nu var verden helt reelt blevet fattigere. Nogle tab er permanente.

Nu er det lige omkring halvandet år siden det skete, og derfor har jeg besluttet mig for at lægge den historie jeg skrev ud, så I kan læse den om I vil. Det er til at se at det er mange år siden jeg skrev den, men jeg synes stadig den holder vand og er ret sjov. Grunden til at jeg lægger den ud her, er at den aldrig kommer til at figurere i en samling. Den bliver aldrig 'rigtigt' udgivet. Og det har jeg det egentlig helt fint med. Filen er en række billeder af bladet, som det var - og det slog mig hvor gammeldags det egentlig ser ud.

Jeg håber du vil nyde den, og måske skrive et par ord. Tak.

Atjuh