Mestertyvens sidste ønske

Oktobers arbejde 2016 - om læseklub i Gladsaxe, Kulturnatten, horror-workshop og skrivning

Så er det blevet dybt efterår, den slags hvor kulden sniger sig ind under bukselinningen, bladene changerer og sengen om morgenen føles som et kærligt monster med krammearme. I løbet af oktober var jeg også ude for det rædselsfulde, at min harddisk stod af. Først efter et halvt døgn havde jeg raget alle mine tekster ud af de rygende ruiner; ikke mindst to noveller, jeg ikke havde gemt andre steder! Jeg været rigtig meget ud af huset, prøvet forskellige elementer af det at være forfatter ... og selvfølgelig fået skrevet lidt. Og advarsel: Det bliver et meget langt indlæg!
Oktober havde 31 dage, og dem brugte jeg, ikke helt jævnt fordelt, på at skrive min roman med arbejdstitlen Slør færdig, og så på at producere en novelle på engelsk, der fik titlen Bon voyage, voyage.

Bon voyage, voyage (6300 ord, horror/weird, engelsk) ANTAGET
Slør (43600 ord, horror)

Novellen Bon voyage, voyage handler om sporvognene i København, og mindst lige så meget om Anders, der skal være chauffør på den sidste sporvogns tur, her så mange år efter systemet blev lukket ned. Det er blevet en sprogligt smuk (ja, det sagde jeg) fortælling, hvor jeg, bare for at prøve det, har udeladt et par forklaringer. Hov, der står antaget bagved? Ja, det gør der. Jeg skrev novellen færdig, og sendte den til konkurrencen den 31. oktober, på Halloween. Den 1. november, 9 timer senere, lå der et svar fra redaktøren på samlingen, hvor han lagde ud med disse ord: Amdi, this is beautiful. And dreadful all at once. Så går det vist ikke meget hurtigere med at få antaget en novelle.

Slør er blevet skrevet i løbet af de sidste tre måneder, det er horror, og jeg har især trukket inspiration til billedplanet fra de gamle Hammer-film fra tresserne og halvfjerdserne, og kombineret det med lige dele chicklitt og social realisme. Det er fortællingen om Pernille, der er til veninden Jeanettes bryllup på det smukke og gamle Skovgaard Gods. Hun er brudepige, men har ikke set Jeanette de sidste tre år, og de skiltes ikke på helt god fod. Der lurer en gammel hemmelighed et sted, og en endnu ældre, da det viser sig at det nuværende gods er bygget ovenpå et meget ældre slot, hvor den tidligere ejer engang slog en handel af med noget ikke helt menneskeligt. Slør er psykologisk og rædselsfuld, tatoveret med mørke og blod og hvisken. Og så har den næsten udelukkende et kvindeligt persongalleri. Jeg mangler stadig at skrive et par scener, men ellers sad den næsten i skabet i første hug. Det var lidt vildt at opleve.

Opdigtet Onsdag på GG

Den femte oktober var jeg på besøg i Gladsaxe Gymnasiums læseklub, der lige efter sommerferien havde læst Kærlighedsfrugt. For mange var det første gang at de stiftede kendskab til horror som genre (og i bogform), og det var sjovt at se hvordan nogen mente at det virkelig var fedt, mens andre tænkte at det var alt for skræmmende. For de af jer, der har læst Kærlighedsfrugt, er det ingen nyhed at den indeholder 14 noveller, der gradvis bliver 'værre', da de skifter genre fra gyser til horror. Det betyder også, at især den sidste halvdel af samlingen ikke er for sarte sjæle.
Læseklubben bestod af 30 medlemmer, 29 piger og en dreng, og jeg lagde ud med kort at fortælle lidt om mig, genren og bogen. Jeg fortalte om vores behov for horror, og om hvordan de fleste har en reaktion på horror, negativ såvel som positiv, men det meste af tiden gik med at svare på spørgsmål, enten om udvalgte noveller fra bogen (hvorfor er dine hovedpersoner ikke gode mennesker?, skal der være så meget blod?), hvordan en bog bliver til (redaktion, forlag og lignende) eller hvad det vil sige at være forfatter, af ofre og goder. Det var en fed fornemmelse at kunne snakke om sine noveller, og alle ved bordet kendte dem og samtidig mærke hvordan genren delte vandene. Efterfølgende signerede jeg et par eksemplarer, og på Goodreads er bogen blevet ratet af flere fra læseklubben - fra middel til rigtig god. Selv om mange i læsegruppen hænger lige i udkanten af min målgruppe, rent aldersmæssigt, håber jeg virkelig at jeg har givet dem blod på tanden (pun intended) til at læse mere horror ... jeg anbefalede i hvert fald et par kolleger til sidst :)

Kulturnatten i Dansk Forfatterforening

Hvert år er der Kulturnat i København, og derfor også i Dansk Forfatterforening. I år var der oplæsninger under temaet Bag masken. Blandt oplæserne var Kenneth Bøgh Andersen, Line Leonhardt, Anne-Marie Vedsø-Olesen, Inge-Helene Fly, Stephanie Caruana og lille, søde mig. Jeg havde valgt novellen Mester Prosopido, der er i antologien Mestertyvens sidste ønske fra 2013, da den handler om en maskemager, der udfører helt specielle og unikke masker. Da hele den novelle er skrevet i et meget floromvundent sprog, inspireret af Voltaires Candide, blev det en meget levende oplæsning med vilde armbevægelser, toneskift og ansigtsudtryk. En dejlig ting ved hele aftenen var også konferencieren Anne-Marie Donslund, der havde researchet hver enkelt forfatter og fortalte om dem til publikum. Et eksempel til efterlevelse!
Horror-workshop på Værløse Bibliotek

Efterårsferien er blevet en særlig tid for alt rædselsmættet og horror-relateret, og derfor var jeg blevet hyret til at forestå en workshop i at skrive horror. Den var rettet mod voksne, og det betød at deltagerne skulle være minimum 16 år gamle. Heldigvis havde en håndfuld meldt sig til, inklusiv nogen der kom til biblioteket og troede det lukket ... og derfor gik igen. I løbet af de tre timer blev der virkelig skrevet igennem. Jeg brugte et ordspil til at sætte sagerne i gang, og mellem hver skriveøvelse fortalte jeg noget om hvad horror var - fra genrens formål til hvordan man får det ubehagelige frem i en tekst. Efterhånden som timerne skred frem fik deltagerne skrevet en række bestanddele - og vupti, med lidt tid tilbage til sidst, sad de med alle elementerne til en historie, der så 'bare' skulle skrives sammen. Det var fedt at være ude at undervise i at skrive, ikke mindst fordi mine elever var så dygtige, men også fordi jeg kunne mærke at de gik derfra med en meget større viden om hvad horror er og kan.
Hvad ellers?

Jeg har brugt meget af min tid i oktober på arbejdet i Dansk Forfatterforening (en masse arrangementer), aftalt og planlagt nogle events omkring Sand og sten, stål og glas, BogForum venter lige om hjørnet og så skal der skrives helt nye ting i november. Det bliver dejligt! Tak fordi du læste med :)    

Det bedste fra fem års antologier - Del 3

Fortsat fra 24/12-14

Så er jeg allerede nået igennem ti antologier, men som tidligere nævnt, er det kun de antologier hvor jeg selv medvirker i. Hvis jeg ikke husker forkert er der også et par stykker, som jeg desværre ikke kan tage med her. Det drejer sig om Velkommen til Dybet fra Tellerup (2011) og Frem jog nattens magter (2012) fra Rollespilsforlaget. Selvsamme Rollespilsforlag har også udgivet antologien Ad mørke stier (2010) i samarbejde med HUF. Det er muligt at jeg har glemt nogen, og hvis du kan huske flere, må du meget gerne skrive det i kommentarfeltet.

Jeg kan allerede se nu, at jeg bliver nødt til at lave en "del 0" også, der handler om perioden 2007-2010. Der er nogle gode noveller og forfattere i de antologier, der ganske enkelt hverken kan eller må glemmes. Det er desværre også en af farerne ved at lave en liste som denne. At man unødigt kommer til at forbigå nogen. Det er selvfølgelig ikke min intention.

Reglerne er som følger: Fra hver eneste af de antologier jeg selv har medvirket i, vælger jeg den novelle, jeg synes er den bedste. Det vil sige at listen er meget subjektiv. Jeg begrunder selvfølgelig mit valg. Hver forfatter kan maksimalt optræde to gange på denne liste. Desuden 'kårer' jeg en runner-up, men uden begrundelse. Jeg optræder ikke selv på listen. Med disse ord håber jeg du har lyst til at læse med - både her og efterfølgende i antologierne.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vampyr (2013). Forlaget KANDOR.
Martin Schjönning : De fattige blandt menneskene. Antologien Vampyr kom til verden gennem en konkurrence og vinderen blevet meget fortjent denne novelle. Vi befinder os i et hardcore narkomiljø, hvor lidelse er hverdag og håb er noget andre kender til. En gruppe narkomaner er centrum for historien og alting tilspidses, da en af dem findes død. Ingen OD - der er noget helt andet, men egentlig ikke grimmere på spil her. Novellens krydsfelt, hvor hverdagen for heltidsnarkomaner beskrives kontant, men uden medlidenhed og det overnaturlige aspekt slår hinandens toner smukt an. Et must at læse.
Runner-up: Christian Reslow : Verdens krig.

PIX - nygotiske skæbner (2013). H. Harksen Productions. CD med Ras Bolding.
Michael Kamp : Sort. Novellen begynder med at hovedpersonen Morten sidder og arbejder. Ved en pause står han og kigger ud over Københavns tage, og lige da han skal til at vende tilbage til arbejdet, lægger han mærke til at strømmen ryger forskellige steder. Det er ikke en normal strømafbrydelse. Det virker mere som en bevægelse, der gradvist slukker. Fra det punkt af går det op for Morten, at der er noget rædselsvækkende på spil ikke bare uden for hans vinduer, men alle steder. Novellen fungerer på et ubevidst plan og undlader man at læse den i høj sol, kryber den ind under huden på en.
Runner-up: Patrick Leis : Den syvende dør

Forvandlinger (2013). Forlaget Langdyssen.
Sarah Fürst : Lille kat. Min korteste begrundelse indtil videre, men det er fordi selve novellen kun er på fire sider. Det forhindrer den dog ikke i at være en lille perle. En kvinde aer sin kat, mens hun snakker stille og blidt til den. Hvisker den ord om fremtid og fortid, måske og engang. Novellens sprog er ligetil, men den formår at slå en linje, der rammer direkte ind i følelserne og hiver lidt af en selv med ud.
Runner-up: Lars Konzack : Ellevild.

Mestertyvens sidste ønske, Ny Dansk Fantasy 3 (2013). Forlaget KANDOR/Replikant
Jesper Rugård : Troldens hjerte. I dette eventyr, for det er et eventyr, spiller orkestret den sædvanlige melodi. Vi har en prins. Vi har en hvid hest. Vi har en trold og så har vi også en scene, der er sat. Men hvor mange ville gå en komisk vej, ryger denne novelle i en helt anden og langt mørkere retning. Uden helt at forfalde til horror, formår forfatteren at bringe nogle af de gamle takter fra folkeeventyrene frem. Helt tilbage fra den tid, hvor de blev fortalt omkring bålet og så sandelig ikke havde nogen happy ending.
Runner-up: Sofie Boysen : Hammerslag

Farvel, min astronaut, Lige under overfladen 8 (2013). Science Fiction Cirklen.
Jesper Goll : Farvel, min astronaut. Cecilie er et flyvsk og anderledes barn. Kan det meste, og derfor siger skolen hende ikke særlig meget. Hun beslutter sig for at blive astronaut, og når Cecilie beslutter sig for noget, så bliver det sådan. Novellen handler om rejser i rummet, ikke svipture til Månen, men til fjerne systemer. Den handler om en ny måde at drive rumskibene på. Men mest af alt handler den om Cecilies far, der er historiens fortæller og som ser til, mens hans datter udlever sine drømme. Historien er en analogi, men det er også et af de bedste stykker science fiction på dansk i årevis. Den vandt også fortjent Niels Klim-prisen i kategorien Langnovelle i 2013.
Runner-up: Richard Ipsen : Biofeedback 2.0 

Fortsættes i morgen. 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nyheder i juli 2014, del 2

Siden mit sidste nyhedsindlæg for et par uger siden, er det tikket jævnt og støt ind med anmeldelser af Ambrosia/Live - hvilket er rigtig fedt, da det er en noget tom følelse at have arbejdet med et projekt i lang tid - og så slet ikke ane hvad læserne egentlig mener. Jeg har hørt andre forfattere sige at hele processen med at skrive er vigtigere, men jeg er nu så jævn, at jeg gerne vil høre respons.


Generelt er anmeldelserne på den positive side, med visse forbehold - de fleste af anmelderne foretrækker Ambrosia frem for Live (hvilket jeg som forfatter finder spøjst, da jeg har det modsat), de er generelt rigtig rosende over for sproget, men ingen af dem nævner illustrationen i midten af bogen, eller at bogen skal vendes. Med det til side, er her uddrag af anmeldelserne:

"Man ved aldrig helt, hvad man kan forvente, når A. Silvestri udgiver noget nyt, bortset fra at man kan være sikker på, at det er sprogligt lækkert. Således er denne nye dobbeltroman velskrevet, men svær at anmelde." - Jette Holst, Litteratursiden.dk

"Ambrosia var nok den af historierne der tiltalte mig mest, som helhed. Jeg kunne godt lide selve plottet, og jeg elskede sproget og de underlæggende ting i den. Det var – for mig at se – den af de to historier der legede bedst med ideen, brugte den oprindelige tanke bedst." - Katja B, bloggen Cautious.dk 

"Begge bøger har skruet godt op for de erotiske elementer og der er godt med konflikter mellem personerne, hvilket gør Ambrosia/Live til glimrende underholding i sommervarmen inklusiv masser af twist til eftertanke, hvis man holder af historier om verdens undergang." - Emil Blichfeldt, Bogblogger.dk

Af forskellige takter har jeg lavet en vurdering - og jeg vil tro at Ambrosia/Live ud fra anmeldelserne indtil videre er en sekser på en skala fra 1 til 10.

Det er dog ikke kun A/L, der har været til vurdering - i Himmelskibet er der faldet en noget lunken anmeldelse af antologien Mestertyvens sidste ønske af, hvor anmelderen har følgende at sige om min novelle:

"Mester Prosopido af A. Silvestri – I Paris lever maskemageren Prosopido. Han laver masker af forunderlig skønhed og kræfter, der kan vinde hjerter og fører folk til storhed. Prosopido afviser ingen, for selv de ringeste af stand har ét eller andet de kan betale med. Som ringe i vandet kan selv den ubetydeligstes handlinger sætte voldsomme kræfter i gang. Novellen er fint skrevet, men uden at kunne sætte fingeren på noget, har jeg svært ved at blive grebet af fortællingen. Det er måske lidt for meget en stiløvelse."

Så rykker vi væk fra anmeldelserne og over til et nyt projekt. Det kan forhåbentlig ikke komme som nogen overraskelse at jeg har skrevet i mange år og derfor har jeg løbende udforsket diverse afgrunde og hjørner af det gigantiske internet. Meget af den information har været besynderlig eller minimal, men en gang imellem er jeg stødt på nogle ting, der kunne bruges igen og igen. De ting har jeg nu valgt løbende at gøre "offentlige", så alle andre også kan få nytte af dem. Det drejer sig både om ren information alle og enhver kan drage nytte af og om strengt skriverelaterede ting.

Min søsterblog har fået titlen Silvestris værktøjskasse og jeg vil råde dig til at starte med at læse det første indlæg, hvor jeg forklarer bloggens formål på en anden måde, end jeg lige har gjort.  Og så er der vel ikke mere at sige om det end at jeg håber du kan bruge den til noget.

Nyheder i januar

Selv om der blot er gået fire håndfulde dage af januar, er der allerede en del nyheder at berette om - så jeg sætter mig i den overdimensionerede slangebøsse og sparker bremsepinden væk.

Endnu en af mine noveller har fundet vej til en antologi - Universets mørke - der udkommer inden alt for længe på H. Harksen Productions. Min novelle bærer titlen Itu og er et eksperiment ud i horror og science fiction. Og når jeg siger eksperiment, mener jeg det i ordets betydning. Det bliver spændende at se hvordan læserne reagerer på den.

Sidste år udkom antologien Farvel, min astronaut og nu er der kommet en lektørudtalelse på den. Jeg blev lidt overrasket over at se hvor meget lektøren går op i enkeltnoveller, fremfor hele samlingen, hvilket jeg ellers troede var normen. Om min novelle har han følgende at sige:

"A. Silvestris post-apokalyptiske novelle I sit ansigts sved, der er inspireret af John Steinbecks Mus og mænd, bør fremhæves for den stramt komponerede og raffinerede handling, der foregår ude på landet efter, at en elektrisk impuls har ryddet alle elektriske ting af vejen."

Ligeledes fra sidste år er antologien Mestertyvens sidste ønske, der er blevet anmeldt på bogblogger.dk. Selv om anmelderen ikke er fuldt tilfreds med samlingen, er der enkelte noveller der fremhæves - her i blandt Jesper Rugårds Troldens hjerte og Sofie Boysens Hammerslag. Om min novelle har anmelderen følgende at sige:

"Mester Prosopido er skrevet af den særdeles produktive A. Silvestri. Mester Prosopido opsøges i sin alkymistiske butik af en ung mand der er parat til at ofre alt, for at få sin hjertes udkårne, hvilket han får lov til med renters rente. Mester A har her sammenskruet et misundelsesværdigt stilstykke ud i det klassiske gotiske gys, uden at kunne sætte fingeren på noget, er det eneste jeg savner: Lidt mere af Amdis egen sjæl."
- Emil Blichfeldt

For at runde indlægget af, har jeg ansøgt om et skriveophold på Hald Hovedgård - og været så heldig at få det. Så i en uge, om ikke alt for længe, pakker jeg løbeskoene, den bærbare computer og en håndfuld bøger og tager en tur uden for hovedstaden for at skrive. På hvad? Ja, det får I at se.