Marts arbejde 2017 - om de levende døde, tre niendeklasser og en historisk novelle

Hold da kæft, så er vi allerede en fjerdedel igennem året. Tiden går hurtigere og hurtigere, men det er nok i takt med at jeg selv bliver ældre, og en måned derfor er en mindre procentdel af mit samlede (og levede) liv. De tanker skal jeg også have skrevet en historie om en dag. Marts har været en måned, hvor jeg har vist mig rigtig mange steder i alle mulige roller, og det er rart lige at kunne læne sig tilbage og puste lidt ud.

Et portræt af Albert Hoffmann.

I marts blev det til to noveller, en ret kort og en ret lang.

Caféliv (3400 ord, fantastisk fortælling)
Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart (10500 ord, horror)

Den korte novelle Caféliv handler om Elisabeth og Frederik, der er på deres første date. Da den slags er svært, har både Elisabeth og Frederik taget assistance med, tolke der kan snakke i deres sted og derigennem finde de mest optimale samtaleemner. Men når tolkene snakker, stopper verden, og er det nu også så smart? Novellen er sat i et forvredent København fyldt med særhed og skæve vinkler.

Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart foregår i 1964, og i den møder vi Anne fra Vordingborg, der læser til læge i hovedstaden. Der er kun en anden kvinde på hendes hold, og det kan være lidt ensomt i København. Heldigvis er hun meget pligtopfyldende, og lige så heldigt er det, at der lige er blevet anlagt en skøjtebane i Rødovre, hvor hun kan motionere tankerne lidt ud. Mændene på hendes hold kalder hende for Isdronningen, fordi hun er ligeglad med deres tilnærmelser. Det er vigtigere for Anne at blive læge. Men alt dette ændrer sig ved et sært foredrag, hvor hjernespecialisten Albert Moesland fortæller om de nyeste forsøg med medicinering fra Amerika, og Anne må sande at den nye oplægsholder gør andet end rent faglige ting ved hende. Novellen var en udfordring og skal skæres til.

Sophieskolen i Nykøbing Falster

Den 6/3 var jeg på Sophieskolen i Nykøbing Falster for at fortælle deres niendeklasser om hvad det vil sige at være forfatter. Foreningen StORDstrømmen, som jeg er medlem af, havde formidlet kontakten og det var en sjov udfordring, for hvad skal man egentlig fokusere på, når man holder et sådan oplæg? Skal det være de kreative udfordringer, de økonomiske vilkår, hvordan man arbejder med sin egen tekst, manuskriptets vej fra forfatter til færdig bog eller noget helt femte? Jeg havde forberedt lidt af hver, og da jeg skulle holde foredraget to gange i streg, blev de ikke helt ens. Men hver gang startede jeg med et bord fyldt med ting, der havde at gøre med det at være forfatter. Jeg havde taget alle mine udgivelser med, manuskripter der var forskellige steder (fra idéplan til færdigt), min kalender, en pris, min store oplæsningsbog og en masse andet. Så kunne jeg starte oplægget med at eleverne selv fik lov til at rode i bunkerne, og spørge om det de ville.

Her kan publikum og bordet med genstande ses.

Under oplægget snakkede jeg meget om det kreative, og også meget om hvor vigtigt research er. Det kan du læse lidt mere om i mit tidligere indlæg Sådan gør jeg : Research, men det var også fedt med nogle klasser, der stillede spørgsmål om alt lige fra Hvor meget tjener du? over Hvad er din bedste bog? til Hvad vil du egentlig opnå med at være forfatter? Efter begge foredrag blev nogle af eleverne hængende og snakkede, og i det mindre forum blev snakken lidt mere privat. Det var en rigtig god oplevelse, og jeg vil gerne ud at fortælle til andre klasser - så hvis du kunne være interesseret i at hyre mig, kan du finde mine kontaktoplysninger lige her.

Odense Zombiefestival 

I dagene 23-25/3 var der zombiefestival i Odense. Den var blevet genoplivet, efter den tidligere festival gik lidt ned, og mon ikke genoplivningen var en succes. Programmet var fyldt med råddent kød i lige præcis den udskæring man kunne ønske sig, men jeg vil nøjes med at fortælle lidt om den del jeg selv var med i, nemlig det litterære kødmarked fredag den 24/3.

Vi var tre inviterede forfattere. Martin Schjönning, der på dagen både udgav og havde reception for værket Kværnen, som han har lavet sammen med Tom Kristensen, Patrick Leis hvis enorme zombie-fortælling Necrodemic i disse år samles og genudgives, og så lille mig, med mit zombie-epos Pandaemonium.

Først snakkede jeg med Jan M. Johansen om netop Pandaemonium, og det var skægt atter at tale om en bog, der udkom for næsten seks år siden. Vi nåede omkring Pandaemoniums særpræg i opbygning (første del er i nutid/de andre dele i datid, B-films-grebene), om at zombierne i sig selv har en funktion (og ikke bare gnasker sultent løs), det mytiske lag der gennemsyrer fortællingen og selvfølgelig hvordan den adskilte sig fra andre zombie-værker. Derefter blev Patrick Leis interviewet om især hvordan det var at arbejde så mange år på en historie, og om hvordan det var at genskabe den. Til sidst blev vi tre forfattere en del af et panel, hvor vi især snakkede om hvorvidt zombien kan overleve som genre, og vi var rørende enige om at den helt sikkert overlever, men hvis der skal være kød på den, skal der konstant eksperimenteres med formen, som vi f.eks. allerede har set det i udgivelser som Billy smiler rødt af Zenia Johnsen, og Michael Kamps Fordærv.

Vi havde et flot publikum, og til sidst blev der trukket lod mellem en stor bunke zombie-bøger, så mange gik glade derfra med signerede værker. Tak til forlaget Valeta for også at donere en Pandaemonium, nu hvor der næsten ikke er nogen tilbage. Og hvis du vil skaffe dig en, skal du købe den direkte fra forlaget.

Hvad ellers?
 
Ud over min føjten rundt, har jeg også haft en del arbejde i Dansk Forfatterforening, hvor vi den 30/3 havde vores årsmøde, hvilket for mig markerede et år som formand for den skønlitterære gruppe. Et hårdt, men også meget lærerigt år. Ligeledes arbejder jeg også hele tiden på en strøm af gamle tekster, der skal bruges i opsamlinger eller konkurrencer, og hvis alt flasker sig, ser det ud som om jeg i april måned får redigeret og omskrevet novellerne til min næste opsamling, der har arbejdstitlen En handel i fire dimensioner. Tak fordi du læste med!

Er den danske horror-litteratur død?

For omkring en måned siden, skrev Rasmus Wichmann et indlæg i Biblioteksmagasinet med titlen De unge skrækløver. Her fortalte han, hvordan størstedelen af Danmark var gået glip af perioden 2010-2015, hvor der skete en sand eksplosion i horror skrevet på dansk. Nye navne trådte ind på scenen, men desværre for tomme sale. Grunden til dette kunne findes i blandt andet dagbladenes ignorering af genren, bibliotekernes stækkede budgetter, genrens egne fans, der havde en tendens til at mene, at danskproduceret var dårligt og så den tanke, at langt de fleste læsere mener, at horror-litteratur er for børn og unge. Så langt pointerne i indlægget De unge skrækløver.

Du kan selv læse indlægget ved at følge linket  - det er side 8+9.

Da jeg havde læst Wichmanns indlæg, sad jeg tilbage med en følelse af at jeg lige havde læst et gravskrift - en fornemmelse, jeg delte med den håndfuld, der kommenterede på indlægget på facebook. Jeg havde selv været ramt af hvad der føltes som ligegyldighed fra mange sider af, når det kom til horror - eksemplificeret gennem min udgivelse Kærlighedsfrugt, der styrtede til jorden på trods af flot lektør og gode anmeldelser. I mit blogindlæg Seks eksemplarer dykker jeg netop ned malstrømslignende fornemmelse af at genrens fans er dem, der svigter den hårdest, men samtidig kan man jo ikke kræve at folk investerer i bøger, bare fordi de er en speciel genre. I de efterfølgende måneder har det, der har gået mig mest på, været en af de andre ting, Wichmann nævner i sit indlæg. Nemlig at mange af horror-værkerne er blevet forbigået i tavshed af pressen. Det står for mig som meget værre.

2010-2015

Skrækløvernes fem år var en vild tid. Det virkede som om der hver eneste måned kom en ny, god bog. I 2011 kom Michael Kamps Moln - jorden husker, i 2012 begyndte Jonas Wilmann sin Frygt-filerne-serie (hvor tredje og sidste bog lige er udkommet), i 2013 kom Carina Evytts Dæmoner, i 2014 Teddy Vorks fremragende Sprækker og i 2015 kom min egen Kærlighedsfrugt , for nu at nævne et par stykker. I samme periode fossede det ud med horror-antologier - nogle meget vellykkede, andre i mindre grad. På årsbasis blev der udgivet i hvert fald 15 bøger, der var rendyrket horror for voksne. I perioden skete der også det spændende, at mange af navnene blev hængende. Det var ikke folk med en enkelt bog i sig, men derimod forfatterskaber, der blev etableret. De gamle rædselskøtere var der stadig, i form af Steen Langstrup, Patrick Leis og Jacob Hedegaard Pedersen, men koblet blev større og langt mere varieret. Nogle af de nye forfattere rakte bagud efter de gamle mestre, som Wichmann også peger på i sin artikel, mens andre søgte deres inspiration fra film, tegneserier, computerspil og den traditionelle, realistiske litteratur. Det gjorde at der i perioden opstod en stor diversitet i stemmer. Hvad mange af dem havde tilfælles, var dog de korte former, og for hver roman, udkom der en novellesamling og/eller en kortroman. Måske var det en af grundene til den mindre bevågenhed. Mange læsere lider af en sær antipati over for noveller, og kortere romaner, og derfor har de ordknappe tekster nok ikke gjort noget for at promovere genren. I samme periode blev Dansk Horror Selskab, der står for at uddele den årlige horrorpris, også stiftet. Det var ment som et samlende organ for forfattere og kunstnere, der arbejdede professionelt med genren. Ved udgangen af 2015 stod Danmark med en håndfuld helt nye horror-forfattere, der var dygtige til at skrive, og allerede havde et par bøger på CV'et. Men hvordan kunne forfatterne overhovedet få udgivet bøger, hvis der ikke var nogen, der ville læse genren?

Forlagene

Mestendels var de etablerede forlag slet ikke interesserede i horror. Enkelte forfattere, som Steen Langstrup og Jonas Wilmann udgav deres bøger selv, men resten af horror-forfatterne var så heldigt stillet, at der i næsten samme periode opstod to forlag, der næsten eksklusivt tog sig af horror. Det første var H.Harksen Productions, et etmandsforlag på Fyn, hvis ejer, Henrik S. Harksen var dybt fascineret af H.P.Lovecraft og nok uden at vide det, på det grundlag startede bølgen af især antologier. Forlaget var primært dedikeret til Mythos-litteratur, men sekundært til horror, og horror kom der meget af. HHP lancerede serien gotisk krimi, og håndplukkede selv forfattere, der kunne skrive inden for genren. Samtidig blev antologierne ved, og skabte derved en vej ind for nye stemmer. Lidt senere kom forlaget Kandor, drevet af den stærke forfatter Nikolaj Højberg til, og han kom til at stå bag en række af de mest roste horror-antologier, og novellesamlinger i perioden. Ved siden af horror interessede Kandor sig også for fantasy og science fiction, og blev derved en

eksponent for de fantastiske (og udskældte) genrer. Disse forlag var uhyggeligt vigtige for at genren fik så meget vind i sejlene som den gjorde. Andre forlag, såsom Tellerup, Valeta og sms-press tog større eller mindre afstikkere til genren for voksne, og hist og her dukkede andre selvudgiverforlag op, men størstedelen af dansk horror var centreret om disse forlag.

Men hvad skete der i 2015?

Der skete ikke noget, eller, måske skete der en hel masse. En række af genrens forfattere søgte andre steder hen. Nogen begyndte at skrive til børn og unge, andre begyndte at skrive i andre genrer, og en helt tredje gruppe forsvandt ikke, men droslede ned for deres produktion. En forgrening drejede fokus, så deres horror blev mere krimi-orienteret, andre fokuserede mere på de realistiske aspekter af horror. Med et negativt ord kan man kalde det, der skete, for en udvanding af genren - med et positivt ord, en udvikling. Forlaget Kandor gik ned, fordi der var for meget arbejde for en enkelt mand, og bibliotekerne var økonomisk ramte, så der ikke blev indkøbt så meget længere. Ligeledes var der kun et sparsomt privatsalg. Heldigvis blev Kandor omdannet til et imprint hos forlaget DreamLitt. Den rene horror til voksne blev mindre, men den fandtes dog stadig.

Hvordan kunne det være gået?
Det kunne være gået anderledes. Hvis dagbladene havde været mere åbne for at anmelde

bøgerne, lave forfatterportrætter og omtale af genren, ville det have medført en større bevågenhed, og åbnet for at en række forfatterskaber kunne have blomstret. Det alene ville ikke have gjort nok, men det ville have skabt en platform. Ligeledes kunne det have set meget anderledes ud, hvis læserne havde været i stand til at se forbi mærkaten horror, og rent faktisk læst bøgerne. Så ville de have opdaget, at meget dansk horror er smedet i naboessen til den realistiske litteratur. Horror anvender den realistiske verden som afsæt for de fleste historier, tager ofte afsæt i individet og arbejder med hvad det vil sige at være menneske - præcis de samme ting, så meget litteratur bliver lovprist for. Det er alt sammen gisninger, for faktum er stadig, at horror ikke nåede ud over rampen til det brede publikum. Men det kan være, at den er godt på vej.

Er genren død?
Hvor Rasmus Wichmann (og jeg selv) var hurtig til at se den manglende opmærksomhed som en nekrolog over genren, er jeg efterfølgende kommet på andre tanker. Og jeg synes, at jeg begynder at ane en helt ny periode strække sig ud foran os - med offentlighed som omdrejningspunkt. Der er nemlig gang i arrangementer rundt omkring i Danmark. Jeg snakkede med indehaveren af bloggen Skræk og Rædsel, Søren Henrik Jacobsen, om hvordan horror-året 2016 havde været. Ifølge hans horror-kalender, havde der været 168 horror-relaterede arrangementer rundt omkring i landet fra juni og til nytår. Lidt vildt! En tiendedel af disse havde direkte haft noget at gøre med litteratur. Det er udmærket, selv om litteratur godt kunne få en større plads, og det ser ud som om det bliver tilfældet i 2017. I næste uge afholder Rasmus Wichmann selv et oplæg på Sønderborg Bibliotek om horror. I skrivende stund er der til marts en zombie-festival i Odense og jeg ved fra pålidelig kilde, at Københavns Hovedbibliotek arbejder på en række horror-relaterede events i løbet af året. Under festivalen KBH Læser står Dansk Horror Selskab for en aften i rædslens tegn. Ligeledes sniger horror sig lidt ind på den etablerede litteratur-scene i København, da det rygtes at der også vil ske noget til Halloween. Steen Langstrups roman Alt det hun ville ønske hun ikke forstod er i færd med at blive filmatiseret. En håndfuld mindre forlag, såsom Forlaget Sidste Århundrede,  er også interesset i horror, omend det ikke er den danske slags, men til gengæld er et helt nyt horrorforlag, Enter Darkness, trådt frem af skyggerne. Afslutningsvis har Henrik S. Harksen siden slutningen af 2016 holdt en foredragsrække om H.P. Lovecraft, til stor fornøjelse for mange.

Så hvor efterlader det os? Er den danske horror-litteratur død?
Jeg er helt enig med Rasmus Wichmann i at den helt specielle tid er slut - det var en periode i dansk litteratur, der blev sørgeligt overset og kunne være blevet til meget mere. Men jeg ser dansk horror som værende på vej ind i en ny (og måske endnu bedre) tid - hvor der er mere fokus på forfatterne, deres værker og deres viden - så den er så langt fra død. Danske horror-forfattere er mere prominente i bibliotekernes kataloger, til diverse festivaler og sågar foredrag andre steder end de vanlige litteraturkanaler. De større forlag begynder at vejre lidt i udkanten af genren. Hvad der stadig mangler er læsere - en bredere forståelse af at horror ikke er for børn, og ikke er noget plat blodsplatsgøgl og en accept af at det, der får dig til at gyse af fryd når du læser krimi ... i virkeligheden er horror. Ligeledes ville det også klæde dagbladene, og litteraturkenderne at tage et skridt ud af deres comfort zone og give sig selv noget, de ikke allerede kender smagen af. Jeg håber, at begge dele kommer, og at de danske forfattere bliver ved med at skrive horror - og hvorfor skulle de dog ikke det?

5 år siden, i dag - Pandaemonium

Det er fem år siden min roman Pandaemonium udkom. Fem lange år, hvor det at være forfatter har ændret sig radikalt, både med hensyn til biblioteker, salg, digitalisering og muligheder, men lige så meget på det rent personlige plan. Jeg har nået meget i løbet af de fem år, er vokset som forfatter og er heldigvis nået længere ud med mine bøger og noveller, end jeg var i 2011. Lige så heldigt er det at jeg stadig udvikler mig som skribent, prøver nye ting af og stadig glædes over det at skrive. Inden jeg forfalder mere til nuet, vil jeg tillade mig en ordentligt skudefuld nostalgi - og jeg håber du har lyst til at følge med. Ikke mindst fordi det bliver spændende og personligt, men lige så meget fordi dette indlæg markerer første gang, jeg vil se på mig selv i bakspejlet. Sjovt nok har bogbidder.dk også valgt lige præcis nu til at hive Pandaemonium frem fra arkivet - lyt selv.

 

Den 11/11/2011 udkom Pandaemonium. Det var en helt særlig dag, for selv om jeg året før var debuteret med novellesamlingen Køtere dør om vinteren, og selvsamme (ja, fandeme så) dag kunne se min novellesamling Faderens sønner udkomme, var netop Pandaemonium vild ... for det var min første roman, og derved kunne jeg endegyldigt kalde mig forfatter. Det skete til BogForum, hvor mit forlag Valeta også var at finde. Dagen blev ikke mindre mindeværdig af at det var første gang jeg var på stedet som forfatter ELLER at jeg overrakte og snakkede med selveste Dennis Jürgensen, der tyve år tidligere havde udgivet Kadavermarch. Jeg skrev mig ind i den noget korte, men alligevel ret glorværdige, danske zombietradition, der på daværende tidspunkt ikke talte mange andre end førnævnte Dennis Jürgensen, Patrick Leis med hans Necrodemic-saga (der forresten udkommer i en helt nye udgave lige om lidt) og Michael Kamps Fordærv (der er et læs værd). Som teenager havde jeg læst Kadavermarch et utal af gange, havde set Romeros film til døde og elskede bare det overdrevne og overdrevent komiske i zombieapokalypser. Derfor var det ubeskriveligt fedt at skrive sig ind i traditionen.

Men hvad med historien bag? Jeg havde oprindeligt skrevet Pandaemonium mellem 2007 og 2009. De tre dele havde fået titlerne Pandoras Væske, Akilles Selv og Samsons År, altså titler trukket fra den græske mytologi. Jeg har meget skarpe billeder af mig selv siddende på ferier med min daværende kæreste og hamre i tasterne inden hun stod op, fordi hun så gerne ville læse næste del. Da jeg lider af en helt særlig sygdom, der går ud på at jeg altid tilstræber at være lidt anderledes (mine kolleger ville sikkert kalde mig hipster), vidste jeg helt fra starten af at persongalleriet skulle være på grænsen til klichéer. Der skulle være en kriminel, en politimand, en uskyldig kvinde, et barn og så videre og så videre - og grunden til at jeg valgte det klichéfyldte, var et forsøg på at indgyde liv i personerne på trods. I samme åndedrag føjede jeg referencer til alle mulige kendte zombieværker til teksten, så der både var noget for nye til genren, og til connaisseurerne, for jeg var mig klart bevidst om at selv om jeg hyggede mig med det kendte, skulle der alligevel være en god og dyb historie.  Det tilstræbte jeg ved at implementere et religiøst lag i historien, funderet i egyptiske og mesopotamiske forestillinger. Derved blev der skabt en dommedagsfortælling fyldt med levende døde, noget jeg ikke helt havde set før. Ligeledes var hele bogen holdt i et direkte og ret filmisk sprog, der til tider nærmest overforklarede situationer - jeg referede konsekvent til den som en 'B-film i bogform' - læseren skulle rives med! 2010 brugte jeg på at omskrive, tilskrive og redigere de tre dele. De oprindelige titler forsvandt, og blev erstattet med de latinske titler Natalicius, Mortalis og Terminus, der vel hurtigt kan oversættes til Fødsel, Dødelig og Afslutning. Dog tænker jeg altid på værket som en lukket ting - jeg tænker på det som Pandaemonium.

En søgning på Pandaemonium og Silvestri, november 2016

I kølvandet på udgivelsen, blev der sendt anmeldereksemplarer ud i øst og vest. Desværre, og det mener jeg både skyldes årstallet og genreangsten, blev Pandaemonium ikke anmeldt i noget større dagblad. Det blev den til gengæld af blandt andet Litteratursiden og hele undergrundens anmelderkorps, og jeg må nok sige at deres ord stadig den dag i dag kan varme mig i de kolde vinteraftener, hvor man føler sig frygteligt overset som forfatter. Her er et lille uddrag af hvad de sagde dengang:

Janus Andersen, Horrorsiden:

" “Pandaemonium” er ikke til at komme udenom, hvis man interesserer sig for dansk horror, zombier eller bare monumental tjubang. Silvestri har endnu engang bevist, at han er svær at komme udenom inden for dansk fantastisk litteratur."

Arne Larsen, Litteratursiden:

"Monumental og stort anlagt dansk zombie-gyser, der må glæde enhver horror-fan – men der er ikke sparet på effekterne, så alle sarte maver og sjæle er hermed advaret."

Lisbeth Jensen, Litteratursiden:

"I bund og grund er ”Pandaemonium” en super fed zombieroman."

Jacob Krogsøe, Planet Pulp:

"I 1991 udkom Dennis Jürgensens Kadavermarch. En letbenet og underholdende zombieroman, som viste, at zombierne også gør sig godt, når scenen hedder Danmark. Og der er ingen tvivl om, at Pandaemonium skylder en del tak til Jürgensens take på de levende døde. Men når det er sagt, så er Pandaemonium også sin egen og er på mange områder en bedre roman end Kadavermarch." 

Jacob Lerche Lauridsen, apokalyptisk.dk

"Pandaemonium er et episk værk som ingen fans må gå glip af. Giv plads på hylden Kadavermarch, fordi danskerne har fået en ny zombie-bibel – og den er bedre!"

Daniel Henriksen, Trauma Magazine

"Pandaemonium efterlader sin læser med en følelse af, at have læst et episk massivt værk og for dette og splateffekterne, og for at foregå i Danmark og være dansk, skal den have 4 stjerner. Gu’ skal den så."

Som du kan se, fik Pandaemonium mange flotte ord med på vejen, mon ikke! Især det med at blive sammenlignet med Kadavermarch og fundet bedre, var ret vildt. For at være fair, var der også en  håndfuld af anmelderne, der fandt persongalleriet klichéfyldt, det religiøse lag irriterende og sproget repetitivt. Alt sammen elementer, jeg egentlig godt kan forstå, og det skal der også være plads til. Til mit forsvar kan jeg kun sige at persongalleriet og sproget var med vilje. I 2011 blev Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse også uddelt for første gang, og jeg må blankt indrømme at jeg var en kende olm over at Pandaemonium ikke i det mindste kom på shortlisten, når man ser hvor gode anmeldelser den fik.

Pandaemonium er uden tvivl et af mine vægtigste og vigtigste værker. Jeg har facebook-venner, der har fundet frem til mig udelukkende på grund af den roman. Så sent som i august i år, blev der kommenteret på min Instagram, at det var den fedeste roman ever. En kollega har udtalt, at denne bog bliver et kultværk, en anden, at havde det været alt andet end zombier, ville jeg nu være et alment kendt navn. Selv er jeg glad for Pandaemonium, men der er andre værker, der står mit hjerte nærmere ... og så alligevel ikke. 800 siders (777 faktisk) zombieroman efterlader et ret bredt spor. Og jeg har det godt med det. Som blandt andet genreforfatter, bliver det ikke meget mere genre end at skrive en murstenszombieroman.

Men hvad så med en opfølger? Det spørgsmål får jeg stadig indimellem, ikke mindst fordi der er et par ting, jeg ikke helt lukker i bogen ... og det korte svar er: Det tror jeg ikke. Det lange svar er lidt anderledes. 

Jeg har faktisk noter til en toer liggende. Jeg synes dog at zombiemarkedet er mere end overmættet, og at der ikke er brug for noget lige nu. Der er ingen grund til at skrive en zombiebog. Med det sagt, så peger alle mine noter i én retning. Hvor Pandaemonium var legende, humoristisk, action-præget og fanden-i-voldsk, ville en toer blive dyster, næsten socialrealistisk, kynisk og opstrammet. Fortællingen fortalt videre i et univers, hvor helvede virkelig er kommet på jord. Hvem ved, måske skriver jeg den til udgivelse i 2021, ti år efter ... hvis du altså gider læse den?

I skrivende stund er oplaget næsten udsolgt. Vi er nede på et et-cifret antal, mindre end 10, bøger ... og der er ingen planer om at genoptrykke bogen. Jeg har en stående aftale med forlaget Valeta. Når de har udsolgt, når der ikke findes en fysisk Pandaemonium længere, så siger de til. For så udlodder jeg det sidste eksemplar i en konkurrence. Signeret. Unikt. Særligt. Når det er væk, så er der stadig e-bøger tilbage, men ikke mere end det. Og så kan man måske begynde at tale om at en periode er endeligt afsluttet.

Tak fordi du læste med - og tak, hvis du altså har læst Pandaemonium eller en af mine andre bøger. Jeg håber du fandt det spændende, eller bare moderat interessant - og hvad er bedre at afslutte med end den oprindelige bogtrailer! ... men nederst finder du også lidt links ;)

Køb Pandaemonium
Læs om Pandaemonium
Se interview om Pandaemonium fra Fantasticon 

Tilføjelse 19/11-16. Mit forlag har meddelt mig, at efter årets udgang vil det ikke længere være muligt at købe Pandaemonium (og Ambrosia/Live) i papirform. Derfor skal du skynde dig, om du vil eje den/dem.

Nyheder i april - om anmeldelser, bibliotekspenge og arbejdslegat

Det er halvanden måneds tid siden jeg sidst skrev en række nyheder, men det er nu ikke fordi der har skortet på dem. De fleste af de store ting, der sker i øjeblikket, flyver blot under radaren og dem får I først at høre om senere. Dog har især Kærlighedsfrugt været godt om sig, og derfor kommer min novellesamling fra sidste år også til at stjæle det meste af dette indlæg.

12. og 13. marts var der Krimimesse i Horsens, og jeg var der i embeds medfør. Men jeg var der også fordi jeg var på shortlisten til Årets Danske Horrorudgivelse med min novellesamling Kærlighedsfrugt. Jeg var oppe mod fire dygtige forfattere, og jeg må indrømme at jeg fandeme blev skuffet, da jeg ikke vandt prisen. Det blev i stedet for Michael Kamp der løb med trofæet for romanen Samlerne, og stort tillykke til ham. Kamp er en af Danmarks dygtige horror-forfattere, og man skylder klart sig selv at læse mindst en af hans bøger. Efterfølgende fik alle de nominerede et par ord fra dommerne med på vejen, og om Kærlighedsfrugt sagde de følgende:

"Kærlighedsfrugt er et interessant bekendtskab, hvor man både bliver overrasket og glemmer, at det er horrorelementet, der er i centrum i de gennemførte og velskrevne noveller, der fortjener et stort publikum."

Jeg vælger at høre deres begrundelse som meget positiv, ikke mindst den del med at man som læser glemmer det egentlig er horror man sidder med. Det er 'bare' litteratur - og det er et sted jeg ønsker at al genrelitteratur kan komme til. Der hvor det er aldeles irrelevant hvilken genre værket tilhører.

Inden hver novelle er der lidt grafik ...

Forfatteren Anika Eibe har også en blog, hvor hun anmelder bøger. I marts var hun nået til Kærlighedsfrugt, og hun havde blandt andet følgende at sige i sin anmeldelse:

"Yrk! A. Silvestri er dygtig. Derom hersker ingen tvivl. Mange af novellerne er virkelig klamme og skræmmende og nogle af dem får man det helt fysisk dårlig af at læse."

Jeg havde lagt mærke til Anikas aversion mod blod og den slags i forvejen, så jeg var egentlig ikke overrasket over at det endte med at de væmmelige, og til tider udpenslende passager, trak ned for hende. Lidt ærgerlig var jeg dog over at det trak hele to ud af seks hjerter ned. Til gengæld var jeg meget glad for at hun brugte en del tid på at snakke om forside og den tegning, der er der mange gange i løbet af bogen. Det er forresten kunstneren Christoffer Gertz Bech der står for den.

Kærlighedsfrugt er også blevet anmeldt i Himmelskibet, og det er Thomas Winther der står for det. Han siger blandt andet:

"Samlet kan det siges at novellerne holder et højt niveau, og de passer sammen i denne samling, da de alle har samme dystre tone. ... Med den store produktivitet som Silvestri har, så håber jeg snart at vi får endnu en samling fra hans hånd."

Og så er der ikke mere om Kærlighedsfrugt. Der er til gengæld noget om noget helt andet.

Hver år uddeler Statens Kunstfond legater, hvor det tre-årige arbejdslegat er Den Hellige Gral. Rigtig mange af landets forfattere søger det tre-årige, ikke mindst fordi at hvis man ikke får det, er der automatisk en chance for at få det et-årige arbejdslegat. Jeg fik i 2015, og regnede egentlig ikke med noget, da jeg sendte ansøgningen i år. Det kunne jeg godt have gjort, for jeg er faktisk så heldig (eller dygtig, vælg selv), at jeg har fået igen i år. Det jeg laver er blevet vurderet godt nok til at det skal støttes. Det er en helt fantastisk følelse, og den bliver absolut ikke mindre af at det er et helt nyt udvalg, der har vurderet tingene i år. Samtidig synes jeg virkelig det er skidevigtigt at min kombination som voksenforfatter OG forfatter af fantastisk litteratur er modtager af et legat. Er vi heldige, kan det være de første spæde skridt til mere accept af de fantastiske genrer.

KBHs hovedbibliotek

Hvis man bare følger en smule med i nyhederne, ved man at de danske biblioteker er i tumult. Alt forandrer sig, omstruktureres, forværres (eller forbedres) og det har især ramt de fysiske bogsamlinger. Derfor var jeg også lidt angst, da jeg åbnede brevet fra Kulturstyrelsen med mine årlige bibliotekspenge. Heldigvis for mig var de steget, og med tilstrækkeligt meget til at jeg malede over den Fanden på væggen jeg havde været i fuld gang med at skitsere. A. Silvestri er nu at finde i tæt ved 2500 værker spredt ud over det danske land, og jeg har så sandelig ikke tænkt mig at stoppe nu. Som en sidste bemærkning synes jeg også det er vigtigt med bibliotekspengene. Som forfatter har man ikke mange sikre kilder til indkomst, men disse penge er der trods alt hvert år. Det kan nok ikke komme som nogen overraskelse, at Pandaemonium stadig skæpper meget godt i kassen. En roman på næsten 800 sider er ikke det værste at begynde sin roman-karriere med :)

Så, nu triller nyhedsbussen et andet sted hen, men jeg tror nok den kommer her forbi igen inden alt for længe. Indtil da, så pas på dig selv og læs mine bøger. Hvis du låner dem på biblioteket, er du også med til at sikre at jeg stadig får bibliotekspenge. Tak.  

Februars arbejde 2016 - om Ulysses, tatoveringer, støtteprojekter og småfiktioner

Hurra! Årets sidste vintermåned er nu aldeles færdig, og jeg har været rigtig glad for at februar havde 29 dage i år, for ellers havde der under ingen omstændigheder været tid eller plads til alle mine projekter. Der har været mange dage, hvor jeg bogstaveligt talt er løbet for at kunne nå hvad jeg skulle, og følelsen af det er en blanding mellem euforiserende og udmattende.

  

Ofte skriver jeg noveller uden som sådan direkte at have et sted, eller øjeblikkeligt formål til dem. Det var anderledes i denne måned, da alt hvad jeg skrev hurtigt kom i brug.

The watcher's tale (7800 ord, horror, engelsk)

Om blod og blæk (2900 ord, horror)

February Fiction (29 x ca. 100, alle genrer)

Novellen The watcher's tale er på engelsk, og som sådan noget jeg kun gør meget sjældent. Den er skrevet til et joint world-projekt, kaldet Refuge som den britisk-fødte australier Steve Dillon står for. Det er en charity, et godgørende projekt, der især støtter flygtninge. Min fortælling handler om Erik, der kigger på ting, smager ting og hører ting. Han har en gård lidt uden for byen, der hedder Refuge, og en dag da han er inde med varer, gennemrystes alting af et jordskælv, og med et går alle hans sanser fuldkommen amok.

Om blod og blæk er en weird horror-fortælling om Thomas, hvis morfar gennem hele hans barndom fortalte om atramento, blækket i tatoveringer, ikke som noget farve, men som noget mærkeligt levende. Da han bliver smidt ud hjemmefra, springer han på et tog og ender i den anden ende af Europa, i den italienske havneby hvor hans morfar fik lavet en helt speciel tatovering. Der går han på udflugt efter svar, og finder så mange at de omdanner sig til spørgsmål igen.

February Fiction var et tiltag, hvor man hver dag i februar skulle skrive en kort tekst. Reglerne var simple. Det måtte max. være 100 ord langt, og der skulle tilstræbes en begyndelse, en midte og en slutning. Teksten skulle udgives online. Det lykkedes mig at skrive alle 29, men desværre udgav jeg dem på twitter, hvor de ikke fik så meget opmærksomhed. Da jeg selv synes der er mange gode imellem, har jeg valgt at oprette en side til dem alle her på min blog. Den kan du tage et kig på ved at følge linket .. og her kommer også en enkelt smagsprøve :) 

Tryk for at gøre større.

Heldigvis nåede jeg også ud af huset et par gange i løbet af februar. Først gang var den 2. februar, hvor jeg sammen med 17 andre oplæsere deltog i en synkronoplæsning af Ulysses af James Joyce på Frederiksberg Hovedbibliotek. Det var ret fedt, og ret sært, og heldigvis var Manfred Christiansen der til at optage både lyd og billede. Derfor kan du få begge dele. Øverst er det mig der læser op, nederst kan man høre det sært maniske kaudervælsk, der næsten er forståeligt. Eller, sagt på normalt dansk, det er sådan det lyder når 16 mennesker læser op i munden på hinanden. Mente du ikke 18? Nej. For de sidste to stod ude i forhallen, mens vi andre 16 fyldte det store rum ud 

Som I kan se, står jeg lidt og gynger frem og tilbage. Det er der faktisk en grund til. Hvert kapitel i Ulysses er skrevet i en unik stil, og kapitel 15 (som jeg læste fra), er skrevet som et skuespil. Derfor blev jeg nødt til hele tiden at være i bevægelse, hvis det blev nødvendigt at fare frem, gestikulere, råbe, løbe på stedet eller alle mulige andre ting. Alle oplæserne var på en fuld klokketime, og i løbet af den tid nåede jeg at være over 20 forskellige figurer. Denne oplæsning står helt sikkert som en af mine vanskeligste til dato, men også en af de sjoveste ... men jeg kan godt afsløre at man er en smule tør i halsen efter 60 minutters non-stop Joyce.

Min anden optræden lå i den anden ende af februar, meget passende. Det var lykkedes mig at få et samarbejde mellem tatovørforretningen Wicked Workshop og Dansk Horror Selskab op at stå, en oplæsnings/signeringsevent i horrorens tegn, og en del af KBH Læser-festivalen. Eventet strakte sig fra klokken 11 om formiddagen til 22 om aftenen, og du kan se hvad du gik glip af lige her. Der var signeringer ved John Kenn Mortensen, og oplæsninger ved Michael Kamp, Patrick Leis og Steen Langstrup. Selv gik jeg på som den sidste, og læste Om blod og blæk op - den, der var skrevet specielt til lejligheden. Det virkede som om publikum virkelig synes den var fed, for min applaus var massiv og vedholdende. Desværre er der ingen optagelse af netop den fremførsel, men i det mindste er der et billede eller to

Fra venstre: A.Silvestri, en fanboy, Patrick Leis og Steen Langstrup.

Det var virkelig unikt at læse op i en tatovør, for hele det lille rum gav bare en ekstra bid uhygge til de fire fortællinger. Det gjorde absolut heller ikke tingene værre, at der var kommet så mange som der kunne være. Hvem ved, måske gentages succesen på et tidspunkt. Det har i hvert fald fået mig til at tænke i alternative oplæsningslocations - for hvorfor dog ikke inddrage det rum man står i? Hvis man vil se flere billeder, kan de findes på min Instagram.

Phew - så nåede vi i mål. Det var godt at få min måned ned på skrift, og jeg håber du/I har lyst til at smide et ord eller to. Ellers er der vel ikke så meget mere at sige end at jeg håber vi går en lys og varmere tid i møde. Ciao!

Nyheder i januar - om nomineringer, anmeldelser, events og krimimesse

2016 gungrer på skinner, og årets første måned har mildest talt været fyldt med nyheder. Hver gang jeg har villet opdatere min blog med hvad der er sket siden sidst, er der sket noget mere. Derfor er det endt med dette indlæg, der mildest talt bliver massivt. Det er vel heller ikke noget man skal brokke sig over. Det ville i hvert fald være meget værre hvis der slet ikke skete noget. Og med det sagt, så lad os tage et hovedspring ud i det.

Hvert år er der krimimesse i Horsens. Den tiltrækker en sand horde af besøgende, da krimien må siges at være ekstremt populær. Jeg har ikke haft noget at lave på messen, da jeg generelt ikke skriver krimier (det er der så mange der gør), og fordi det er meget at rive en weekend ud af kalenderen for. I år bliver det dog meget anderledes. Siden 2013 (mener jeg), har Dansk Horror Selskab haft et parallel-program på krimimessen, hvor emner der relaterer til horror tages op. Det sker heldigvis også i år. En del af det program er at uddele prisen til årets bedste horrorudgivelse. Og nu bliver det rigtig spændende.

Jeg er nemlig nomineret til prisen for min novellesamling Kærlighedsfrugt fra sidste år. De andre nominerede er Michael Kamp for Samlerne, Vicki Pedersen for Den røde tråd, Mikkel Harris Carlsen for Midnatsmuse og Martin Schjönning for Deroute. Lige nu er juryen i fuld gang med at læse, og det bliver spændende at se hvem de vælger som vinder. Jeg håber selvfølgelig på mig selv - andet ville være sært, ikke :) Du kan læse en masse mere om prisen (og de nominerede) lige her. Men der er også andre grunde til at jeg er til stede på messen. Om lørdagen bliver jeg interviewet på Blå Scene om bogen Al kødets gang og mit forfatterskab generelt. Det er fedt på den måde forhåbentligt at nå ud til nye og andre læsere. Eventet er en del af det normale program, nok mest fordi Al kødets gang er en gotisk krimi. De, der har læst den, er dog ret entydige om at der er mere gotik end krimi i den.

Netop Al kødets gang har fået to anmeldelser siden sidst. Den første er i Politiken, hvor Steffen Larsen har følgende at sige:

"Bogen har den robuste blanding af hverdag og afgrund, som er horrorgenrens kendetegn. Mest for voksne." 

Han giver den tre hjerter, hvilket egentlig er sært, da han ikke rigtig siger noget dårligt om den. Jeg er bare glad for for første gang at blive anmeldt i en landsdækkende avis OG at der rent faktisk var fokus på horror i et dagblad.

Thomas Winther har også anmeldt bogen i Himmelskibet, og her siger han blandt andet:

"Det må siges at det gotiske er i fokus. Her er det gamle hus, den gamle familie, og ikke mindst de velbevarede gamle familiehemmeligheder, som er ved at blive afsløret, og som bestemt ikke tåler dagens lys."

Det virker dog som om der mangler noget af anmeldelsen, da der hverken er en konklusion eller en vurdering. Det kan være det løser sig af sig selv.

Nu har jeg snakket en del om horror, men heldigvis sker der også noget på science fiction-fronten. En af de helt store snakke om dansk science fiction løb inde på facebook, og ophavsmanden til et indlæg omkring hvor svært det var at skrive positivt om dansk science fiction, Jan M. Johansen, måtte virkelig stå på mål for sine holdninger. Jeg synes det var en vigtig debat, der blev taget, og væsentlige pointer blev hevet frem undervejs. Dansk science fiction er kommet langt siden år 2000, men det er vigtigt at se fremad. Efter mange forsøg lykkedes det dog Den Grå Bibliotekar (aka førnævnte Jan) at få sammensat en artikel ... og en god en af slagsen. Den er ordene værd. På den selvfede front er det også rart, at jeg kan sakse følgende splint fra artikel-træet:

"Nogle af de bud, der trods alt er på god dansk science fiction, kommer fra forfattere, der mestendels gør sig i andre af de fantastiske genrer, bl.a. ... A. Silvestri, der med ’Ambrosia/Live’ formår at skrive en syret, men god dobbeltnovelle."

Hvis du interesserer dig for dansk science fiction, så gør dig selv en tjeneste og læse hele indlægget. Du kan finde det på litteratursiden.dk.

Hvert år uddeles Niels Klim-prisen, der gives til de bedste danske noveller i science fiction-genren. Indtil den femtende (15.) februar har du muligheden for at stemme mig videre til den afgørende runde. I år har jeg to kandidater med, Taxa og Itu, du kan sende i finalen. For at kunne stemme, skal du være meldt ind i Niels Klim-systemet, men det er meget, meget let. Det gør du lige her. Er du allerede medlem, har du nok fået en mail eller to om at det er nu, der skal stemmes. Jeg håber du har lyst til at læse og sikre mine noveller overlevelse. Her er en smule om hvad de egentlig handler om:

Itu er fra antologien Universets mørke fra HHP. I den møder vi et jeg, der bliver udsat for en form for smitte. Langsomt begynder han at ændre sig, men selve teksten forvitrer også i takt med hans forfald. En eksperimenterende tekst, der ikke bliver så eksperimenterende at den ikke kan læses.

Taxa er fra antologien Som et urværk fra SFC. En far har misset sin søns fødselsdag, og derfor hyrer han en tidstaxa, der kan sikre at han når det alligevel. En tænksom og replikdrevet fortælling, der pirker til hvad familie egentlig betyder.

Gagarin rammer virkelig alle fem emner

KBH Læser er en mindre festival, der efterhånden har vokset sig stor. I år er temaet MÆND, og hvis der er noget genrer som horror og science fiction får skudt i skoene, er det at de er til mænd. Det er selvfølgelig noget vrøvl. De er for alle. Dog har jeg stået som tovholder til en aften i Dansk Forfatterforening, hvor der bliver oplæst og foredraget om emnet MÆND - og ikke kun i forhold til science fiction og horror. I løbet af fem timer bliver fem forskellige emner taget under kærlig behandling af tyve forskellige oplægsholdere. Emnerne er LGBT og køn, science fiction, spænding, faglitteratur og biografier og horror. Du kan læse meget mere om det her - og du må også gerne tilmelde dig, for det er helt gratis!

Og så tilbage til horror alene - og vi er næsten færdige. Dansk Horror Selskab og Wicked Workshop er gået sammen om en event med titlen Blod og blæk. En dag fyldt med tatoveringer, tegninger og tall tales of horror (det skulle jo passe med et T). Du kan læse ekstremt meget mere om dette RET unikke event ved at følge linket. Jeg tror virkelig det bliver fedt.

Puha. Det var vist det. Efter hvad jeg ved er det dårligt at fortælle så meget på en gang, men jeg kunne ikke lade være. Jeg håber I stadig hænger på - og så ses vi snart til endnu en opdatering. For det er lige om lidt februar, og jeg har selvfølgelig også fået skrevet en del i den forgangne måned. Vi ses!

Det bedste fra fem års antologier - Del 3

Fortsat fra 24/12-14

Så er jeg allerede nået igennem ti antologier, men som tidligere nævnt, er det kun de antologier hvor jeg selv medvirker i. Hvis jeg ikke husker forkert er der også et par stykker, som jeg desværre ikke kan tage med her. Det drejer sig om Velkommen til Dybet fra Tellerup (2011) og Frem jog nattens magter (2012) fra Rollespilsforlaget. Selvsamme Rollespilsforlag har også udgivet antologien Ad mørke stier (2010) i samarbejde med HUF. Det er muligt at jeg har glemt nogen, og hvis du kan huske flere, må du meget gerne skrive det i kommentarfeltet.

Jeg kan allerede se nu, at jeg bliver nødt til at lave en "del 0" også, der handler om perioden 2007-2010. Der er nogle gode noveller og forfattere i de antologier, der ganske enkelt hverken kan eller må glemmes. Det er desværre også en af farerne ved at lave en liste som denne. At man unødigt kommer til at forbigå nogen. Det er selvfølgelig ikke min intention.

Reglerne er som følger: Fra hver eneste af de antologier jeg selv har medvirket i, vælger jeg den novelle, jeg synes er den bedste. Det vil sige at listen er meget subjektiv. Jeg begrunder selvfølgelig mit valg. Hver forfatter kan maksimalt optræde to gange på denne liste. Desuden 'kårer' jeg en runner-up, men uden begrundelse. Jeg optræder ikke selv på listen. Med disse ord håber jeg du har lyst til at læse med - både her og efterfølgende i antologierne.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Vampyr (2013). Forlaget KANDOR.

Martin Schjönning : De fattige blandt menneskene. Antologien Vampyr kom til verden gennem en konkurrence og vinderen blevet meget fortjent denne novelle. Vi befinder os i et hardcore narkomiljø, hvor lidelse er hverdag og håb er noget andre kender til. En gruppe narkomaner er centrum for historien og alting tilspidses, da en af dem findes død. Ingen OD - der er noget helt andet, men egentlig ikke grimmere på spil her. Novellens krydsfelt, hvor hverdagen for heltidsnarkomaner beskrives kontant, men uden medlidenhed og det overnaturlige aspekt slår hinandens toner smukt an. Et must at læse.

Runner-up: Christian Reslow : Verdens krig.

PIX - nygotiske skæbner (2013). H. Harksen Productions. CD med Ras Bolding.

Michael Kamp : Sort. Novellen begynder med at hovedpersonen Morten sidder og arbejder. Ved en pause står han og kigger ud over Københavns tage, og lige da han skal til at vende tilbage til arbejdet, lægger han mærke til at strømmen ryger forskellige steder. Det er ikke en normal strømafbrydelse. Det virker mere som en bevægelse, der gradvist slukker. Fra det punkt af går det op for Morten, at der er noget rædselsvækkende på spil ikke bare uden for hans vinduer, men alle steder. Novellen fungerer på et ubevidst plan og undlader man at læse den i høj sol, kryber den ind under huden på en.

Runner-up: Patrick Leis : Den syvende dør

Forvandlinger (2013). Forlaget Langdyssen.

Sarah Fürst : Lille kat. Min korteste begrundelse indtil videre, men det er fordi selve novellen kun er på fire sider. Det forhindrer den dog ikke i at være en lille perle. En kvinde aer sin kat, mens hun snakker stille og blidt til den. Hvisker den ord om fremtid og fortid, måske og engang. Novellens sprog er ligetil, men den formår at slå en linje, der rammer direkte ind i følelserne og hiver lidt af en selv med ud.

Runner-up: Lars Konzack : Ellevild.

Mestertyvens sidste ønske, Ny Dansk Fantasy 3 (2013). Forlaget KANDOR/Replikant

Jesper Rugård : Troldens hjerte. I dette eventyr, for det er et eventyr, spiller orkestret den sædvanlige melodi. Vi har en prins. Vi har en hvid hest. Vi har en trold og så har vi også en scene, der er sat. Men hvor mange ville gå en komisk vej, ryger denne novelle i en helt anden og langt mørkere retning. Uden helt at forfalde til horror, formår forfatteren at bringe nogle af de gamle takter fra folkeeventyrene frem. Helt tilbage fra den tid, hvor de blev fortalt omkring bålet og så sandelig ikke havde nogen happy ending.

Runner-up: Sofie Boysen : Hammerslag

Farvel, min astronaut, Lige under overfladen 8 (2013). Science Fiction Cirklen.

Jesper Goll : Farvel, min astronaut. Cecilie er et flyvsk og anderledes barn. Kan det meste, og derfor siger skolen hende ikke særlig meget. Hun beslutter sig for at blive astronaut, og når Cecilie beslutter sig for noget, så bliver det sådan. Novellen handler om rejser i rummet, ikke svipture til Månen, men til fjerne systemer. Den handler om en ny måde at drive rumskibene på. Men mest af alt handler den om Cecilies far, der er historiens fortæller og som ser til, mens hans datter udlever sine drømme. Historien er en analogi, men det er også et af de bedste stykker science fiction på dansk i årevis. Den vandt også fortjent Niels Klim-prisen i kategorien Langnovelle i 2013.

Runner-up: Richard Ipsen : Biofeedback 2.0 

Fortsættes i morgen. 

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Del 1

Del 2

Det bedste fra fem års antologier - Del 2

Fortsat fra 23/12-14

Nogle gange gør man sig selv en tjeneste ved at opfinde indlæg som dette. Jeg har nemlig gennem det fået mulighed for at genlæse nogle rigtig gode historier, som jeg enten havde delvist glemt, eller som jeg oprindeligt ikke tænkte var de bedste. Jeg har dog også opdaget et "problem" med min måde at dele tingene op på.

Med så mange antologier, må der også nødvendigvis være forskel i niveauet. Jeg har heldigvis kunnet finde to gode noveller i hver antologi. Det er ikke det, der er problemet. Problemet opstår, når der er mere end to gode. Visse antologier har helt op til 6-7 gode noveller (ud af 15-18). Derfor vil der automatisk være noveller, der ikke bliver nævnt, selv om de er gode. Det er ærgerligt, men måske er det i virkeligheden en skjult velsignelse for fremtidige læsere: Muligheden for selv at grave guld frem.

Reglerne er som følger: Fra hver eneste af de antologier jeg selv har medvirket i, vælger jeg den novelle, jeg synes er den bedste. Det vil sige at listen er meget subjektiv. Jeg begrunder selvfølgelig mit valg. Hver forfatter kan maksimalt optræde to gange på denne liste. Desuden 'kårer' jeg en runner-up, men uden begrundelse. Jeg optræder ikke selv på listen. Med disse ord håber jeg du har lyst til at læse med - både her og efterfølgende i antologierne.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Det sker igen (2011). Forlaget KANDOR.

Nikolaj Højberg : Hvid chili. I den lange novelle Hvid chili fortælles historien om den højgravide Nadja, der meget snart skal ud at flyve. Hun har maven fyldt med kondomer, der igen er fyldt med en gennemsigtig væske. Hun ved, at det ikke bliver en evig flyvetur, så tværtimod. Men næsten allerede fra begyndelsen går der noget galt. En novelle, der på en og samme tid er en politisk kommentar og et yndefuldt stykke body horror, der på grummeste vis lader os følge med i samtlige processer. Novellen er genoptrykt i Nikolaj Højbergs novellesamling Se hvad jeg siger, hør hvad jeg gør.

Runner-up: Flemming Rasch : Mordet på Mads 

Dystre Danmark 2 (2011). H. Harksen Productions.

Sandra Schwartz : Jægeren.  Far Gunnar har endelig taget sin søn Alexander med ud på jagt. De er fuldkommen tavse, ligger på lur, venter på det helt rigtige bytte skal nå frem. Al kommunikation foregår ved hjælp af sedler. Dagen går, men endelig dukker der et prægtigt vildt frem. En stor og stærk han. Gunnar venter. Det er Alexander, der skal bevise sit værd. Novellen spiller på overgangsritualer og male bonding, og når jeg tænker på den, forestiller jeg mig den som et godt afsnit af Twilight Zone.

Runner-up: Jonas Wilmann : Sammenhold

Grufulde mørke (2012). H. Harksen Productions.

Morten Carlsen : Dybt nede. Vi befinder os på en forskningsstation ved det Sydlige Ishav. En nærliggende dybhavsstation mistede al forbindelse til omverdenen for nogle måneder siden, men nu er den blevet fundet igen. De gode mænd på forskningsstationen har bjærget, hvad der var at bjærge fra dybhavsstationen, inklusiv tre lig. Der skal obduceres. Indledningen kan lyde som noget, man har set før, men det metaforiske spill mellem vand og dybder, is og mørke og ubehaget, der kommer snigende gør at Carlsen leverer et anderledes take på en kendt trope.

Runner-up: Thomas Daugaard : Spejlet

Til deres dages ende, Ny Dansk Fantasy 2 (2012). Forlaget KANDOR.

Teddy Vork : Mare, mare minde. Peter kan ikke sove, og ligger derfor og forestiller sig alt muligt i mørket. En ting behøver han dog ikke at forestille sig, nemlig at han er udstyret med et utroligt svagt hjerte og snart skal opereres. Heldigvis ankommer Ole Lukøje for at beskytte ham og sikre at han kommer gennem natten. Men det skal snart vise sig, at de slet ikke er alene i det lille værelse og at Ole måske ikke har så meget at sige. En mørk og velfortalt fortælling, der samtidig hiver en smule i hjertestrengene og efterlader læseren en smule sørgmodig. Novellen er desuden genoptrykt i Teddy Vorks novellesamling Sprækker.

Runner-up: Aske Munk-Jørgensen : Seidr

Fremmed stjerne, Lige under overfladen 6 (2012). Science Fiction Cirklen.

Michael Kamp : Fremmed stjerne. Antologiens titelnovelle er en kort sag på blot 10 sider. I den er det blevet bekræftet, at vi ikke er alene i universet. Faktisk er der en lysende kugle med kurs direkte mod Jorden. Først opfører samfundet sig normalt. Så begynder det gradvist at gå mere i opløsning, efterhånden som kuglen nærmer sig Jorden. Alt kommer til at dreje sig om det øjeblik hvor first contact opnås. En ægte science fiction-fortælling, der på næsten klassisk måde sætter mennesket i relief til resten af universet.

Runner-up: Manfred Christiansen : Peblingesøen

Listen fortsætter i morgen.

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Del 1

Majs arbejde 2014

Den sidste forårsmåned er rundet af og med den også en del af mine projekter. I løbet af maj var jeg nødt til at have en tjekliste, for hele tiden at huske mig selv på hvad det nu var jeg skulle lave. Tasterne har glødet - både dem i stuen og dem i arbejdsværelset. Nu hvor sommeren kommer anmasende er det nemlig fedt at have to skrivestationer. Så er der nemlig altid en, hvor man ikke får solen lige i fjæset. Maj var så fyldt med arbejde, at jeg den 30. maj endnu ikke havde skrevet en novelle. Heldigvis var jeg færdig med de andre projekter der, så i en raptus (godt med nogle gamle ord) producerede jeg to noveller i løbet af de sidste to dage. Det er vist ikke noget der sker igen lige med det samme.

Solnedgange (1400 ord, realisme)
Al kødets gang (35400 ord, horror, kortroman)
En hundekunst (3200 ord, fantastisk fortælling)

Solnedgange er et blidt stykke prosa, der handler om flere solnedgange. Og om to mænd, der tager en stille gåtur på stranden for at oparbejde appetit til desserten på badehotellet.

I En hundekunst møder vi den lokale skadedyrsbekæmper, der også virker som hundefanger. Vi får historien fortalt over en dram, og det er ikke helt sikkert at han selv tror på den. Men det er noget med en hund, en død ejer og lige lidt for lang tid.

I løbet af maj måned var jeg ude og lade munden løbe et par gange. Første gang var i Næstved den 22. maj sammen med Michael Kamp. Han har skrevet et fantastisk indlæg om præcis hvordan det var den aften, så jeg vil blot sige at jeg kom godt hjem, selv om det var ude på de små timer.

To dage senere, den 24. maj, stod jeg så i Odense, i anledning af zombiefestivalen. Det er første gang jeg har prøvet at være hovednavnet et sted, men det ville da være en fed løgn hvis jeg påstod at det ikke var ganske behageligt. Op til festivalen havde jeg brugt en del tid på at finpudse mit foredrag om Den litterære zombie - et ikke alt for let område, da zombien som de fleste nok ved er født ud af filmmediet. Jeg skulle holde foredraget to gange, og det gik rigtig godt. Ikke mindst fordi det publikum, der var mødt op, var meget interesseret i hvad jeg havde at fortællle. Undervejs vaklede de levende døde rundt i gaderne, og jeg fik med egne øjne set at ægte zombier tydeligvis overlever på en blanding af frisk kød og fadøl. Med lidt held kommer der snart nogle billeder fra selve arrangementet. Ellers kan man følge med her på deres facebook-gruppe. Jeg synes dog kun det er fair, at jeg nævner de to andre oplægsholdere - Steen Christiansen, der fortalte om zombiernes kulturhistorie og Camilla Roed Hollensen, der underholdt med et studium i fankulturen bag zombier. De var begge dygtige og klart værd at høre på.

Nu skulle maj jo ikke kun bruges til congalines og gøren sig klog foran projektør. I løbet af måneden skrev jeg min kortroman, Al kødets gang, færdig og det var lidt af en mærkelig vandring. Officielt er genren gothic crime, men den er nok mere gothic end crime. På et tidspunkt kommer der et indlæg kun om den, men indtil videre kan jeg afsløre at jeg anvender nogle gode og kendte troper. Et gammelt hus, en arv, en senil mor og et gyngestativ i baghaven. Det ændrer dog ikke på at jeg ikke helt har set en historie som den i Al kødets gang. Måske vil mine fremtidige læsere være enige. Eller kaste med æg efter mig.

Jeg tænkte vi alle sammen havde brug for en lille snackpause.

Som nævnt i nogle tidligere indlæg, har jeg et stykke tid arbejdet med at redigere og omskrive en samling horror-noveller. Det stykke arbejde er nu færdigt, og forlaget modtog i sidste uge 18 noveller. Så mange skal der dog ikke være med - vi skal helt ned på en 12-13 stykker, så nu venter et stykke tid med udvælgelse. Indtil videre bærer samlingen dog stadig titlen Kærlighedsfrugt. Mange af mine trailers har i den seneste tid været om kandidaterne, så hvis du ikke kan styre din nysgerrighed, gemmer der sig lidt guf der.

Som den sidste ting har jeg i et stykke tid arbejdet for forlaget Valeta som udarbejder af undervisningsmateriale. I løbet af maj måned har jeg svedt over Heidi Fjelstrups nye novellesamling Pudder, der udkom den 1. maj (samtidig med Ambrosia/Live). At lave undervisningsmateriale er en god måde for mig at blande min lærererfaring med mine forfatterevner. Undervejs bragte nogle af novellerne mig ud i internettets afkroge efter spændende links, og det er sjældent noget jeg gider brokke mig over. Det er utroligt hvad man kan samle op ;)

Phew - så nåede jeg igennem. Juni er ikke så travl som maj, men der kommer til at ske nogle spændende ting alligevel. Jeg vil være at finde på Fantasticon 14/15.juni (stirrende begærligt på Niels Klim-prisen ... så er det sagt), der skal skrives en horror-novelle og så regner jeg med at udkomme i det engelske Massacre Magazine inden alt for længe.