Er den danske horror-litteratur død?

For omkring en måned siden, skrev Rasmus Wichmann et indlæg i Biblioteksmagasinet med titlen De unge skrækløver. Her fortalte han, hvordan størstedelen af Danmark var gået glip af perioden 2010-2015, hvor der skete en sand eksplosion i horror skrevet på dansk. Nye navne trådte ind på scenen, men desværre for tomme sale. Grunden til dette kunne findes i blandt andet dagbladenes ignorering af genren, bibliotekernes stækkede budgetter, genrens egne fans, der havde en tendens til at mene, at danskproduceret var dårligt og så den tanke, at langt de fleste læsere mener, at horror-litteratur er for børn og unge. Så langt pointerne i indlægget De unge skrækløver.

Du kan selv læse indlægget ved at følge linket  - det er side 8+9.

Da jeg havde læst Wichmanns indlæg, sad jeg tilbage med en følelse af at jeg lige havde læst et gravskrift - en fornemmelse, jeg delte med den håndfuld, der kommenterede på indlægget på facebook. Jeg havde selv været ramt af hvad der føltes som ligegyldighed fra mange sider af, når det kom til horror - eksemplificeret gennem min udgivelse Kærlighedsfrugt, der styrtede til jorden på trods af flot lektør og gode anmeldelser. I mit blogindlæg Seks eksemplarer dykker jeg netop ned malstrømslignende fornemmelse af at genrens fans er dem, der svigter den hårdest, men samtidig kan man jo ikke kræve at folk investerer i bøger, bare fordi de er en speciel genre. I de efterfølgende måneder har det, der har gået mig mest på, været en af de andre ting, Wichmann nævner i sit indlæg. Nemlig at mange af horror-værkerne er blevet forbigået i tavshed af pressen. Det står for mig som meget værre.

2010-2015

Skrækløvernes fem år var en vild tid. Det virkede som om der hver eneste måned kom en ny, god bog. I 2011 kom Michael Kamps Moln - jorden husker, i 2012 begyndte Jonas Wilmann sin Frygt-filerne-serie (hvor tredje og sidste bog lige er udkommet), i 2013 kom Carina Evytts Dæmoner, i 2014 Teddy Vorks fremragende Sprækker og i 2015 kom min egen Kærlighedsfrugt , for nu at nævne et par stykker. I samme periode fossede det ud med horror-antologier - nogle meget vellykkede, andre i mindre grad. På årsbasis blev der udgivet i hvert fald 15 bøger, der var rendyrket horror for voksne. I perioden skete der også det spændende, at mange af navnene blev hængende. Det var ikke folk med en enkelt bog i sig, men derimod forfatterskaber, der blev etableret. De gamle rædselskøtere var der stadig, i form af Steen Langstrup, Patrick Leis og Jacob Hedegaard Pedersen, men koblet blev større og langt mere varieret. Nogle af de nye forfattere rakte bagud efter de gamle mestre, som Wichmann også peger på i sin artikel, mens andre søgte deres inspiration fra film, tegneserier, computerspil og den traditionelle, realistiske litteratur. Det gjorde at der i perioden opstod en stor diversitet i stemmer. Hvad mange af dem havde tilfælles, var dog de korte former, og for hver roman, udkom der en novellesamling og/eller en kortroman. Måske var det en af grundene til den mindre bevågenhed. Mange læsere lider af en sær antipati over for noveller, og kortere romaner, og derfor har de ordknappe tekster nok ikke gjort noget for at promovere genren. I samme periode blev Dansk Horror Selskab, der står for at uddele den årlige horrorpris, også stiftet. Det var ment som et samlende organ for forfattere og kunstnere, der arbejdede professionelt med genren. Ved udgangen af 2015 stod Danmark med en håndfuld helt nye horror-forfattere, der var dygtige til at skrive, og allerede havde et par bøger på CV'et. Men hvordan kunne forfatterne overhovedet få udgivet bøger, hvis der ikke var nogen, der ville læse genren?

Forlagene

Mestendels var de etablerede forlag slet ikke interesserede i horror. Enkelte forfattere, som Steen Langstrup og Jonas Wilmann udgav deres bøger selv, men resten af horror-forfatterne var så heldigt stillet, at der i næsten samme periode opstod to forlag, der næsten eksklusivt tog sig af horror. Det første var H.Harksen Productions, et etmandsforlag på Fyn, hvis ejer, Henrik S. Harksen var dybt fascineret af H.P.Lovecraft og nok uden at vide det, på det grundlag startede bølgen af især antologier. Forlaget var primært dedikeret til Mythos-litteratur, men sekundært til horror, og horror kom der meget af. HHP lancerede serien gotisk krimi, og håndplukkede selv forfattere, der kunne skrive inden for genren. Samtidig blev antologierne ved, og skabte derved en vej ind for nye stemmer. Lidt senere kom forlaget Kandor, drevet af den stærke forfatter Nikolaj Højberg til, og han kom til at stå bag en række af de mest roste horror-antologier, og novellesamlinger i perioden. Ved siden af horror interessede Kandor sig også for fantasy og science fiction, og blev derved en

eksponent for de fantastiske (og udskældte) genrer. Disse forlag var uhyggeligt vigtige for at genren fik så meget vind i sejlene som den gjorde. Andre forlag, såsom Tellerup, Valeta og sms-press tog større eller mindre afstikkere til genren for voksne, og hist og her dukkede andre selvudgiverforlag op, men størstedelen af dansk horror var centreret om disse forlag.

Men hvad skete der i 2015?

Der skete ikke noget, eller, måske skete der en hel masse. En række af genrens forfattere søgte andre steder hen. Nogen begyndte at skrive til børn og unge, andre begyndte at skrive i andre genrer, og en helt tredje gruppe forsvandt ikke, men droslede ned for deres produktion. En forgrening drejede fokus, så deres horror blev mere krimi-orienteret, andre fokuserede mere på de realistiske aspekter af horror. Med et negativt ord kan man kalde det, der skete, for en udvanding af genren - med et positivt ord, en udvikling. Forlaget Kandor gik ned, fordi der var for meget arbejde for en enkelt mand, og bibliotekerne var økonomisk ramte, så der ikke blev indkøbt så meget længere. Ligeledes var der kun et sparsomt privatsalg. Heldigvis blev Kandor omdannet til et imprint hos forlaget DreamLitt. Den rene horror til voksne blev mindre, men den fandtes dog stadig.

Hvordan kunne det være gået?
Det kunne være gået anderledes. Hvis dagbladene havde været mere åbne for at anmelde

bøgerne, lave forfatterportrætter og omtale af genren, ville det have medført en større bevågenhed, og åbnet for at en række forfatterskaber kunne have blomstret. Det alene ville ikke have gjort nok, men det ville have skabt en platform. Ligeledes kunne det have set meget anderledes ud, hvis læserne havde været i stand til at se forbi mærkaten horror, og rent faktisk læst bøgerne. Så ville de have opdaget, at meget dansk horror er smedet i naboessen til den realistiske litteratur. Horror anvender den realistiske verden som afsæt for de fleste historier, tager ofte afsæt i individet og arbejder med hvad det vil sige at være menneske - præcis de samme ting, så meget litteratur bliver lovprist for. Det er alt sammen gisninger, for faktum er stadig, at horror ikke nåede ud over rampen til det brede publikum. Men det kan være, at den er godt på vej.

Er genren død?
Hvor Rasmus Wichmann (og jeg selv) var hurtig til at se den manglende opmærksomhed som en nekrolog over genren, er jeg efterfølgende kommet på andre tanker. Og jeg synes, at jeg begynder at ane en helt ny periode strække sig ud foran os - med offentlighed som omdrejningspunkt. Der er nemlig gang i arrangementer rundt omkring i Danmark. Jeg snakkede med indehaveren af bloggen Skræk og Rædsel, Søren Henrik Jacobsen, om hvordan horror-året 2016 havde været. Ifølge hans horror-kalender, havde der været 168 horror-relaterede arrangementer rundt omkring i landet fra juni og til nytår. Lidt vildt! En tiendedel af disse havde direkte haft noget at gøre med litteratur. Det er udmærket, selv om litteratur godt kunne få en større plads, og det ser ud som om det bliver tilfældet i 2017. I næste uge afholder Rasmus Wichmann selv et oplæg på Sønderborg Bibliotek om horror. I skrivende stund er der til marts en zombie-festival i Odense og jeg ved fra pålidelig kilde, at Københavns Hovedbibliotek arbejder på en række horror-relaterede events i løbet af året. Under festivalen KBH Læser står Dansk Horror Selskab for en aften i rædslens tegn. Ligeledes sniger horror sig lidt ind på den etablerede litteratur-scene i København, da det rygtes at der også vil ske noget til Halloween. Steen Langstrups roman Alt det hun ville ønske hun ikke forstod er i færd med at blive filmatiseret. En håndfuld mindre forlag, såsom Forlaget Sidste Århundrede,  er også interesset i horror, omend det ikke er den danske slags, men til gengæld er et helt nyt horrorforlag, Enter Darkness, trådt frem af skyggerne. Afslutningsvis har Henrik S. Harksen siden slutningen af 2016 holdt en foredragsrække om H.P. Lovecraft, til stor fornøjelse for mange.

Så hvor efterlader det os? Er den danske horror-litteratur død?
Jeg er helt enig med Rasmus Wichmann i at den helt specielle tid er slut - det var en periode i dansk litteratur, der blev sørgeligt overset og kunne være blevet til meget mere. Men jeg ser dansk horror som værende på vej ind i en ny (og måske endnu bedre) tid - hvor der er mere fokus på forfatterne, deres værker og deres viden - så den er så langt fra død. Danske horror-forfattere er mere prominente i bibliotekernes kataloger, til diverse festivaler og sågar foredrag andre steder end de vanlige litteraturkanaler. De større forlag begynder at vejre lidt i udkanten af genren. Hvad der stadig mangler er læsere - en bredere forståelse af at horror ikke er for børn, og ikke er noget plat blodsplatsgøgl og en accept af at det, der får dig til at gyse af fryd når du læser krimi ... i virkeligheden er horror. Ligeledes ville det også klæde dagbladene, og litteraturkenderne at tage et skridt ud af deres comfort zone og give sig selv noget, de ikke allerede kender smagen af. Jeg håber, at begge dele kommer, og at de danske forfattere bliver ved med at skrive horror - og hvorfor skulle de dog ikke det?

Februars arbejde 2016 - om Ulysses, tatoveringer, støtteprojekter og småfiktioner

Hurra! Årets sidste vintermåned er nu aldeles færdig, og jeg har været rigtig glad for at februar havde 29 dage i år, for ellers havde der under ingen omstændigheder været tid eller plads til alle mine projekter. Der har været mange dage, hvor jeg bogstaveligt talt er løbet for at kunne nå hvad jeg skulle, og følelsen af det er en blanding mellem euforiserende og udmattende.

  

Ofte skriver jeg noveller uden som sådan direkte at have et sted, eller øjeblikkeligt formål til dem. Det var anderledes i denne måned, da alt hvad jeg skrev hurtigt kom i brug.

The watcher's tale (7800 ord, horror, engelsk)

Om blod og blæk (2900 ord, horror)

February Fiction (29 x ca. 100, alle genrer)

Novellen The watcher's tale er på engelsk, og som sådan noget jeg kun gør meget sjældent. Den er skrevet til et joint world-projekt, kaldet Refuge som den britisk-fødte australier Steve Dillon står for. Det er en charity, et godgørende projekt, der især støtter flygtninge. Min fortælling handler om Erik, der kigger på ting, smager ting og hører ting. Han har en gård lidt uden for byen, der hedder Refuge, og en dag da han er inde med varer, gennemrystes alting af et jordskælv, og med et går alle hans sanser fuldkommen amok.

Om blod og blæk er en weird horror-fortælling om Thomas, hvis morfar gennem hele hans barndom fortalte om atramento, blækket i tatoveringer, ikke som noget farve, men som noget mærkeligt levende. Da han bliver smidt ud hjemmefra, springer han på et tog og ender i den anden ende af Europa, i den italienske havneby hvor hans morfar fik lavet en helt speciel tatovering. Der går han på udflugt efter svar, og finder så mange at de omdanner sig til spørgsmål igen.

February Fiction var et tiltag, hvor man hver dag i februar skulle skrive en kort tekst. Reglerne var simple. Det måtte max. være 100 ord langt, og der skulle tilstræbes en begyndelse, en midte og en slutning. Teksten skulle udgives online. Det lykkedes mig at skrive alle 29, men desværre udgav jeg dem på twitter, hvor de ikke fik så meget opmærksomhed. Da jeg selv synes der er mange gode imellem, har jeg valgt at oprette en side til dem alle her på min blog. Den kan du tage et kig på ved at følge linket .. og her kommer også en enkelt smagsprøve :) 

Tryk for at gøre større.

Heldigvis nåede jeg også ud af huset et par gange i løbet af februar. Først gang var den 2. februar, hvor jeg sammen med 17 andre oplæsere deltog i en synkronoplæsning af Ulysses af James Joyce på Frederiksberg Hovedbibliotek. Det var ret fedt, og ret sært, og heldigvis var Manfred Christiansen der til at optage både lyd og billede. Derfor kan du få begge dele. Øverst er det mig der læser op, nederst kan man høre det sært maniske kaudervælsk, der næsten er forståeligt. Eller, sagt på normalt dansk, det er sådan det lyder når 16 mennesker læser op i munden på hinanden. Mente du ikke 18? Nej. For de sidste to stod ude i forhallen, mens vi andre 16 fyldte det store rum ud 

Som I kan se, står jeg lidt og gynger frem og tilbage. Det er der faktisk en grund til. Hvert kapitel i Ulysses er skrevet i en unik stil, og kapitel 15 (som jeg læste fra), er skrevet som et skuespil. Derfor blev jeg nødt til hele tiden at være i bevægelse, hvis det blev nødvendigt at fare frem, gestikulere, råbe, løbe på stedet eller alle mulige andre ting. Alle oplæserne var på en fuld klokketime, og i løbet af den tid nåede jeg at være over 20 forskellige figurer. Denne oplæsning står helt sikkert som en af mine vanskeligste til dato, men også en af de sjoveste ... men jeg kan godt afsløre at man er en smule tør i halsen efter 60 minutters non-stop Joyce.

Min anden optræden lå i den anden ende af februar, meget passende. Det var lykkedes mig at få et samarbejde mellem tatovørforretningen Wicked Workshop og Dansk Horror Selskab op at stå, en oplæsnings/signeringsevent i horrorens tegn, og en del af KBH Læser-festivalen. Eventet strakte sig fra klokken 11 om formiddagen til 22 om aftenen, og du kan se hvad du gik glip af lige her. Der var signeringer ved John Kenn Mortensen, og oplæsninger ved Michael Kamp, Patrick Leis og Steen Langstrup. Selv gik jeg på som den sidste, og læste Om blod og blæk op - den, der var skrevet specielt til lejligheden. Det virkede som om publikum virkelig synes den var fed, for min applaus var massiv og vedholdende. Desværre er der ingen optagelse af netop den fremførsel, men i det mindste er der et billede eller to

Fra venstre: A.Silvestri, en fanboy, Patrick Leis og Steen Langstrup.

Det var virkelig unikt at læse op i en tatovør, for hele det lille rum gav bare en ekstra bid uhygge til de fire fortællinger. Det gjorde absolut heller ikke tingene værre, at der var kommet så mange som der kunne være. Hvem ved, måske gentages succesen på et tidspunkt. Det har i hvert fald fået mig til at tænke i alternative oplæsningslocations - for hvorfor dog ikke inddrage det rum man står i? Hvis man vil se flere billeder, kan de findes på min Instagram.

Phew - så nåede vi i mål. Det var godt at få min måned ned på skrift, og jeg håber du/I har lyst til at smide et ord eller to. Ellers er der vel ikke så meget mere at sige end at jeg håber vi går en lys og varmere tid i møde. Ciao!

Mit livs gys!

Over mange år kørte forfatteren Steen Langstrup en art føljeton, hvor han bragte forskellige horror-folks fortællinger om de gys, der havde været skelsættende for dem. Nu, hvor Steen Langstrup har opdateret sin hjemmeside til et mere tidssvarende look, har en del af det gamle materiale fået kniven (høhø) og blandt det var også serien Mit livs gys. Så den er væk. Inden da nåede jeg dog at skrive om mit livs gys og den fortælling synes jeg ikke I skal snydes for. Derfor er her mit oprindelige indlæg, som jeg skrev det dengang i 2011/12. Enjoy!

Billedet er selvranet fra hjemmesiden mxrket.dk

Jeg har oplevet mange gys gennem mine nogleogtredive år. Jeg husker stadig med væmmelse scenen fra TheFly (1986) hvor aben bliver teleporteret og ankommer med vrangen vendt ud...og stadig levende. Lige så klart står min første, og sidste, gennemglaning af Cannibal Holocaust. Den film er simpelthen så pervers, at en gang var mere end nok. Som en tredje må jeg også nævne Clive Barkers novelle The Midnight Meat Train, der stadig for mig står som en af hans absolut gyseligste historier. Men det allerbedste gys jeg har oplevet, og som stadig har sine klør i mig den dag i dag, er et lydbånd. Poul Glargaards indtaling af historien Mænd af sten.

Lige siden jeg var helt lille, og hermed mener jeg virkelig lille, blev jeg draget af det makabre og bizarre. At jeg så havde væsentlige problemer med at kapere de ting jeg smuglæste og hørte er så en anden historie. Jeg havde blandt andet et tilbagevendende mareridt om at søge trøst i mine forældres seng, for bare at opleve at min mor var blevet til et grinende skelet. Ifølge netop min mor led jeg af night terrors i over to år. Selv kan jeg kun huske en anden drøm, der handlede om ikke at kunne redde min bror der var ved at drukne.

Mænd af sten var en historie på bånd, der var en del af serien Lyt - hvis du tør. Der var en masse forskellige historier, og jeg hørte dem alle, men denne historie smadrede fuldkommen min nattesøvn første gang jeg hørte den. Jeg havde længe været skrevet op til netop det bånd på Nykøbing Falster Centralbibliotek, da det var det eneste i serien jeg manglede at høre. Så glad var jeg den dag, hvor et hvidt papkort dumpede ind og informerede mig om at min lange ventetid var overstået.

På det tidspunkt havde jeg ventet i tre måneder, noget der for en 9-årig dreng nogenlunde svarer til en evighed med et ekstra drys uendelighed ovenpå for en god ordens skyld. Fro cyklede jeg de syv kilometer til Nykøbing Falster, hentede båndet, og cyklede tilbage igen. Det her var dengang i firserne, hvor man lod børn gøre den slags. Det var efterår, og jeg glædede mig som det lille barn jeg var til at høre det. Desværre kom det til at vente, da jeg skulle til fodboldtræning, så det var først om aftenen, efter resten af huset også havde lagt sig til ro, at jeg satte båndet på.

Her bør det lige indskydes, at jeg lod, for omverdenen, som om jeg kunne håndtere hvad som helst. På den måde fik jeg jo også lov til at fordybe mig i uhyggelige ting. Virkeligheden lå dog meget fjernt fra hvad jeg sagde. Når jeg blev bange, råbte og skreg jeg ikke. Jeg gemte det helt inde i, et sted i maven hvor det kunne ligge og vokse sig større. Erindringer ligger ikke i hovedet; de ligger i maven. Min mave husker så godt, at jeg den dag i dag kan hive sætninger op fra det bånd, og vide at de er hundred procent korrekte. Den dag i dag er det stadig min mave, der giver mig de grimmeste ideer.

Det blev nat, og jeg satte båndet på. Pouls stemme lød tungt ud i rummet. ”Dav med dig”. Jeg havde ikke noget lys tændt; på en eller anden måde ville det være at snyde. I de næste mange minutter fortalte Poul mig så historien om præsten og hans unge kone, om det store kirkerum hvor der på en enorm katafalk lå to store statuer af krigere, komplet med tunge sværd. Om at allehelgensaften skulle man ikke nærme sig kirken, men det gjorde præstefruen selvfølgelig alligevel. Det var en historie om hævn, og jeg lå med hænderne ned langs siden og lyttede bare. Den var så skideuhyggelig. 

Lydeffekter i den mørke kirke, de afmålte fodtrin, vinden der slog grene mod præstegårdens vinduer og Pouls stemme ind over det hele, og den var på en måde det værste. Den var ækel. Ækel på den der ”Jeg ved noget, du ikke ved, men du kommer snart til at vide det, og så ville du ønske at du ikke gjorde det”-måde. Efter jeg havde hørt den færdig, lod jeg den bare sidde i båndoptageren. Jeg nægtede at forlade min seng. På et eller andet tidspunkt må jeg være faldet i søvn, men jeg kan ikke huske hvordan. Hvad jeg derimod kan huske, er at jeg ikke hørte båndet igen før jeg var 12. Og at det der havde nøjagtig den samme effekt på mig.

Det der nok skræmte mig mest var, at i modsætning til så mange andre grumme historier jeg havde set ellet læst, så havde hovedpersonen i denne her historie (som jeg husker det) ikke rigtig gjort noget galt. Hun fortjente ikke det der skete med hende. Havde der bare været en poetic justice, eller corny justice. Det var der bare ikke. Og det var der, det gik op for mig at grimme ting også sker for gode mennesker og uskyldige mennesker. Tanken havde selvfølgelig strejfet mig før den aften, men Mænd af sten cementerede at retfærdighed var noget, man lige så godt kunne skyde en hvid pind efter. Det onde og skræmmende finder dig, lige meget hvad.

Hør eller download historien på glargaard.dk. 

Marts' nyheder - Mark II

Så er vi næsten en fjerdedel gennem året, og heldigvis for mig bliver der ved med at ske ting i forhold til mit forfattervirke. Lige så heldigt sker der også ting for andre, og et stort tillykke til Steen Langstrup med hans sejr. Han blev hermed den første modtager af den nyindstiftede Dansk Horror Pris for romanen Alt det hun ville ønske hun ikke forstod.

Netop Steen bad mig for et stykke tid siden om at skrive min værste (bedste?) oplevelse med det skræmmende ned, og det er der kommer følgende stykke tekst ud af. I det beskriver jeg et lydbånd, der skulle vise sig at sætte uudslettelige spor i min spinkle barnepsyke.

Tidligere på måneden var jeg i Odense til lyrikoplæsning, og det var så heldigt at de havde mikrofonerne klar. Kast jer fro over min oplæsning af digtet Domino, der slet ikke er så sødt, at det gør noget.

Om to dage slutter afstemningen til Niels Klim-prisen, hvor jeg er nomineret i kategorien Langnovelle med min fortælling Faderens sønner. Teksten kan ganske vederlagsfrit nærstuderes her på siden, men skynd jer - 1. april er den borte for at stedse, og vil kun være at finde i min novellesamling af samme navn. Der har den det så også godt sammen med tretten andre noveller, der er værd at læse.

Ellers har jeg hevet et gammelt manus frem af skuffen, og det ligger lunt og klar til vejret bliver det samme. Så skal der nærlæses og omskrives til den store guldmedalje. Men inden da arbejder jeg hektisk på at redigere noget, der godt kunne blive min opfølger til Køtere dør om vinteren.

Dansk Horror Pris 2012

Så er sløret blevet løftet for hvem der er nomineret til den vigtigste litteraturpris 2012, nemlig Dansk Horror Pris. Et udvalg på fire dommere har tænkt og ruget, og de er nået frem til følgende fem nominerede:

Alt det hun ville ønske hun ikke forstod af Steen Langstrup. Skræmmende tortur-horror fra dansk horrors “grand old man”. Udgivet på 2 Feet Entertainment

Det sker igen / red. Nikolaj Højberg. Spændende antologi hvor forfatterne blev bedt om at skrive en novelle mod racisme og fascisme. Udgivet på Forlaget Kandor

Dystre Danmark 2 / red. Henrik S. Harksen. Velskrevet antologi med både kendte og mindre kendte forfattere repræsenteret. Udgivet på H. Harksen Productions

Moln – jorden husker af Michael KampNovellesamling – eller roman? – om den lille by Moln, som ikke er et særligt rart sted. Udgivet på Forlaget Tellerup

Velkommen til dybet / red. Mathias Clasen. Antologi, der startede som en konkurrence, og endte med 13+1 fængslende noveller. Udgivet på Forlaget Tellerup

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er lidt øv over ikke at være blandt de fem. Jeg havde store håb for Pandaemonium. Men sådan skulle det ikke blive, og livet går videre. Til gengæld vil jeg sige et stort tillykke til de nominerede, og trøste mig med, at jeg figurerer i to af de nominerede novellesamlinger, nemlig Det sker igen og Dystre Danmark 2.

Prisen uddeles af Dansk Horror Selskab på Krimimessen i Horsens, den 24. marts, og jeg håber at prisen (der forresten er designet af Patrick Leis) vil være med til at udbrede kendskabet til genren.

Oktobers første nyheder

Selv om vi endnu ikke har nået den tiende i måneden, sker der alligevel en masse i mit forfatterskab. Denne gang er der hele fire punkter jeg vil råbe højt om.

For det første er jeg blevet optaget i Dansk Horror Selskab. Det er en nystiftet forening, der aktivt arbejder på at få fjernet hele ideen (i Danmark) om, at alt hvad der har at gøre med monstre og uhygge automatisk er børne- og ungdomslitteratur. Allerede nu, blot en lille måned efter selskabets fødsel, har der været interview med formanden (Steen Langstrup), der er blevet skabt en pris, der hvert år skal uddeles til bedste, danske horrorudgivelse og en hjemmeside er på vej Selskabet tæller forfattere, redaktører og journalister. By invitation only.

For det andet kom jeg og min kammerat Wols desværre ikke med blandt de fem kvalificerede i undervisningsministeriets novellekonkurrence. Heldigvis er der en konkurrence igen næste år, hvor vi tager endnu en tørn. Alligevel skal I ikke snydes for Wols' lækre illustration.

I sidste update fortalte jeg, at Sky City havde fået sin første anmeldelse. Der er nu kommet endnu en, og om min novelle When the music's over siger anmelderen følgende:

"A spaceship lands in Central Park. What do they want..? Now without wishing to introduce a spoiler, I was surprised at the aliens distain for the character Captain James T. Kirk. After all this is a Danish anthology and Denmark is famous for its bacon, whereas William Shatner is known for his ham… (Groan now if you will.)"

Som den sidste ting i denne omgang, er jeg blevet inviteret til en casual snak med forfatteren bag Mount København, Kaspar Colling Nielsen. Det vil foregå under meget jordnære forhold og jeg håber at mange mennesker vil dukke op den 18/11. Mere om det kommer senere.

Årets sidste måneder vil blive meget travle - men jeg har ingen lyst til at brokke mig.