Faderens sønner

10 gange forsider, del 1

For et par måneder siden udkom min tiende bog, Scener fra et parforhold, hvis forside er noget ganske specielt. Netop den forside var der en del tovtrækkeri omkring, og det fik mig til at tænke over mine egne forsider, og hvad man egentlig vil opnå med en forside. Af den tanke blev dette indlæg født.

Forsiden er det første, man som læser ser, og derfor skal den helst være blikfang og samtidig matche bogens indhold. Stærke farver, omrids af mennesker og symmetri er klassiske elementer, der virker. Når det kommer til mine bøger, har jeg et sæt ideer, jeg synes er vigtige. Hvis min bog tilhører de fantastiske genrer, vil jeg meget gerne have, at forsiden er et fotografi, ud fra den tanke, at mange stadig tænker fantastik som BU-litteratur, og en tegnet forside understreger den tanke (tænk bare på de gyselige YA-fantasy, hvis forsider alle ligner hinanden. De er enten illustrerede, eller er portrætter photoshoppet til uigenkendelighed). Hvis det er realistisk, vil jeg derimod gerne gå i en mere grafisk og symbolsk retning. Herunder vil du kunne læse om mine forsider, hvilke tanker der stod bag dem, og måske en anekdote eller to. Jeg kan ikke garantere, at du kan bruge det til noget, men hvem ved, måske bliver det underholdende alligevel. Jeg har valgt at dele indlægget op i to, da det ellers vil blive en ren mur af information.


Køtere dør om vinteren (2010) var min debut, og mange af novellerne er kolde og hårde. Der er også en stemning af noget forladt og efterladt, noget glemt og gemt i de mange noveller, og det reflekterer forsiden. Efter flere bud besluttede vi os for det lidt forblæste vinterlandskab, hvor der trods alt står lidt målepinde, og en fjern bænk. Et løfte om at der findes liv, eller vil komme til det. Den klare, grønne farve gør kanterne skarpe, og understreger at nogle af disse historier kan man slå sig på. Forsiden er udført af Sophie Ivara Vinther Andersen, og et sjovt element er, at denne udsigt ikke findes længere. For på den tomme plads bag den hentydede indgang mellem de to pæle, ligger der nu et hus. Det kan man så tolke yderligere på, hvis man ønsker det. Fonten er en klassisk skrivemaskine, der leverer titlen uden så mange dikkedarer. Jeg er stadig meget tilfreds med min første forside, men jeg har egentlig aldrig hørt hvad andre mente. Det kan være, at jeg kommer til det nu.

0x500.png

silvestrifaderenssoenner-front-only.jpg

Faderens sønner (2011) udkom på SFC, og denne gang blev der arbejdet lidt med kontrasten mellem det blå og gule/gyldne. Noget mørkt og noget lyst. Det er Manfred Christiansen, der har udført forsiden, og ham, der oprindeligt foreslog billedet af de mange statuer. De er hugget i træ, altså noget organisk, der umiddelbart ligger fjernt fra science fiction, men i baggrunden er der et hval-lignende væsen, der måske kunne være fra et andet sted end her. Samtidig er forsiden inspireret af de gamle Stig Vendelkær-science fiction, hvor omslaget ofte var lidt sært og skævt. Der er noget længselsfuldt over statuerne. Den enlige kvinde står blottet og søgende, manden og kvinden i forgrunden har vendt hinanden ryggen. Der er noget på spil, og netop det menneskelige drama spiller en stor rolle i mange af samlingens tekster. Det ser ud som om alle elementerne står på en scene. De optræder. Og hvad er det sorte, der i kager, løber ned over mandens bryst? Fordi forsiden var så aparte, valgte vi at føje titlen til i skinnende digital skrift, så alle var helt med på, at det handlede om science fiction. Det er en forside, hvor man kan blive ved med at opdage nye detaljer.


Pandaemonium (2011) var min romandebut, og en murstenszombiesplatterroman (fandeme et langt ord) kunne jo ikke have anden forsidefarve end rød. I tåger ligger en kvinde og rækker frem mod læseren. Hjælp mig, er det som om hun siger. Hendes hånd er i forgrunden, gulvet er sprøjtet til i blod og helt nede i hjørnet sidder en enkelt flue. Forsidebilledet fortsætter om på bagsiden, hvor man i samme tågede stil kan se mere af hendes krop. Ideen til forsiden kommer fra en af bogens tidligere scener, hvor der sker en fødsel i en lejlighed på Nørrebro. Det er ikke en vanlig fødsel, nejnej, det er en af de helt hampre, hvor grimheden males med bred pensel. I den scene er der en blodindsmurt og liggende kvinde. Fluen er blevet photoshoppet ind i billedet, da fluer er ret væsentlige i Pandaemoniums univers. De er blandt andet en væsentlig faktor i den oprindelige zombiesmitte. Selv om forfatternavnet og titlen er sat i forskellige fonte, er de begge udelukkende i versaler, for at understrege at det her er en monumental bog, og med sine 800 sider er det ikke en løgn. Forsiden er ikke elegant, men den er effektiv og ærlig. Og så er den genkendelig på lang afstand, hvilket heller ikke er så dårligt.  

Forlaget Valeta - Pandaemonium - Forside.png

Forside4.jpg

Optisk bedrag (2012) udkom på forlaget Hexameter, det samme forlag der udgav min debut. Alle novellerne i Optisk bedrag handler om hvordan man anskuer verden, eller hvordan man opbygger en forventning om hvordan verden bør være. Fotografiet, der ligger til grund for forsiden, er taget af den japanske kunstner Kumi Yamashita og hedder from A to Z. Hun arbejder især med lys og skygge, og da vi så hendes værk, var der ingen tvivl. Det var det, der skulle være forsiden. At lade lys danne skygger, at lade præcise elementer som bogstaver danne noget så udefinerbart som et menneske matchede tanken bag novellesamlingen, og derfor blev billedet slet ikke manipuleret (bortset fra titlen). Læg dog mærke til, at i titlen er R'et blåt, mens resten af teksten er hvid. Er der en dybere mening med det, eller er det blot for at pirke til beskuerens øje? Det vil jeg ikke fortælle. Fonten er lige ud ad landevejen, men læg alligevel mærke til O'et i Optisk. For er det et O eller er det et 0? En spændende ting ved forsidens optiske illusion er at mange i første omgang ikke ser skyggen, men kun de belyste bogstaver. Det er først, når bogen lægges på siden, at de opdager omridset. Det matcher igen mange af bogens tekster, da de alle har et dybere lag end blot ordene på siderne. Der er herligheder gemt mellem linjerne. 


Ambrosia/Live (2014) er en særlig sag, da den har to forsider, og derfor to tanker. Direkte inspireret af kiosklitteraturen, pulpen, fra 1970erne, hvor man kunne købe en bog med to korte romaner slået sammen til en. Ofte var romanerne af forskellige forfattere, og det blev hyppigt gjort med krimier og thrillers. Ydermere var historierne sat op modsatrettet, hvilket betød, at man skulle vende og dreje bogen. Selve Ambrosia/Lives forsidebilleder er ikke den store tanke. Ambrosia starter med en enorm udgravning, så derfor en spade stukket ned i jord. Live handler om en fødsel, der bliver filmet, så derfor en kameralinse. De gamle filmstrimler på skrå blev valgt fordi begge historier har noget filmisk og dramatisk over sig, noget, der nok ville kunne begå sig på en scene. Det forskudte, hvor noget af det forrige/næste billede kan ses giver dynamik og bevægelse, og fodrer yderligere tanken om noget filmisk. Da bogen lod det være op til læseren selv, hvor denne ville starte, havde vi et langt hovedbrud om hvor stregkoden skulle stå. Den endte på Live, men i bakspejlet skulle vi måske have sat den på begge sider? Med to forsider to forskellige fonte. Ambrosia er eventyrlig og fantastisk, så derfor blev det en blød font. Live er mere direkte og formidlende, så derfor den bastante font. Den grå baggrund trækker ikke fokus væk fra billederne. Forsidens billeder fortsætter også ind på flapperne. På trods af de store forskelle, er forsiderne alligevel symmetriske. Dette blev valgt, da de fortællinger er bygget over de samme fire grundelementer, hvoraf det ene er en fødsel.   

3412.jpg

Det var så de første fem, og jeg håber du har lyst til at læse med i anden del, hvor vi glider fra det mere fotografiske over i det grafiske.

5 år siden, i dag - Pandaemonium

Det er fem år siden min roman Pandaemonium udkom. Fem lange år, hvor det at være forfatter har ændret sig radikalt, både med hensyn til biblioteker, salg, digitalisering og muligheder, men lige så meget på det rent personlige plan. Jeg har nået meget i løbet af de fem år, er vokset som forfatter og er heldigvis nået længere ud med mine bøger og noveller, end jeg var i 2011. Lige så heldigt er det at jeg stadig udvikler mig som skribent, prøver nye ting af og stadig glædes over det at skrive. Inden jeg forfalder mere til nuet, vil jeg tillade mig en ordentligt skudefuld nostalgi - og jeg håber du har lyst til at følge med. Ikke mindst fordi det bliver spændende og personligt, men lige så meget fordi dette indlæg markerer første gang, jeg vil se på mig selv i bakspejlet. Sjovt nok har bogbidder.dk også valgt lige præcis nu til at hive Pandaemonium frem fra arkivet - lyt selv.
Den 11/11/2011 udkom Pandaemonium. Det var en helt særlig dag, for selv om jeg året før var debuteret med novellesamlingen Køtere dør om vinteren, og selvsamme (ja, fandeme så) dag kunne se min novellesamling Faderens sønner udkomme, var netop Pandaemonium vild ... for det var min første roman, og derved kunne jeg endegyldigt kalde mig forfatter. Det skete til BogForum, hvor mit forlag Valeta også var at finde. Dagen blev ikke mindre mindeværdig af at det var første gang jeg var på stedet som forfatter ELLER at jeg overrakte og snakkede med selveste Dennis Jürgensen, der tyve år tidligere havde udgivet Kadavermarch. Jeg skrev mig ind i den noget korte, men alligevel ret glorværdige, danske zombietradition, der på daværende tidspunkt ikke talte mange andre end førnævnte Dennis Jürgensen, Patrick Leis med hans Necrodemic-saga (der forresten udkommer i en helt nye udgave lige om lidt) og Michael Kamps Fordærv (der er et læs værd). Som teenager havde jeg læst Kadavermarch et utal af gange, havde set Romeros film til døde og elskede bare det overdrevne og overdrevent komiske i zombieapokalypser. Derfor var det ubeskriveligt fedt at skrive sig ind i traditionen.
Men hvad med historien bag? Jeg havde oprindeligt skrevet Pandaemonium mellem 2007 og 2009. De tre dele havde fået titlerne Pandoras Væske, Akilles Selv og Samsons År, altså titler trukket fra den græske mytologi. Jeg har meget skarpe billeder af mig selv siddende på ferier med min daværende kæreste og hamre i tasterne inden hun stod op, fordi hun så gerne ville læse næste del. Da jeg lider af en helt særlig sygdom, der går ud på at jeg altid tilstræber at være lidt anderledes (mine kolleger ville sikkert kalde mig hipster), vidste jeg helt fra starten af at persongalleriet skulle være på grænsen til klichéer. Der skulle være en kriminel, en politimand, en uskyldig kvinde, et barn og så videre og så videre - og grunden til at jeg valgte det klichéfyldte, var et forsøg på at indgyde liv i personerne på trods. I samme åndedrag føjede jeg referencer til alle mulige kendte zombieværker til teksten, så der både var noget for nye til genren, og til connaisseurerne, for jeg var mig klart bevidst om at selv om jeg hyggede mig med det kendte, skulle der alligevel være en god og dyb historie.  Det tilstræbte jeg ved at implementere et religiøst lag i historien, funderet i egyptiske og mesopotamiske forestillinger. Derved blev der skabt en dommedagsfortælling fyldt med levende døde, noget jeg ikke helt havde set før. Ligeledes var hele bogen holdt i et direkte og ret filmisk sprog, der til tider nærmest overforklarede situationer - jeg referede konsekvent til den som en 'B-film i bogform' - læseren skulle rives med! 2010 brugte jeg på at omskrive, tilskrive og redigere de tre dele. De oprindelige titler forsvandt, og blev erstattet med de latinske titler Natalicius, Mortalis og Terminus, der vel hurtigt kan oversættes til Fødsel, Dødelig og Afslutning. Dog tænker jeg altid på værket som en lukket ting - jeg tænker på det som Pandaemonium.
En søgning på Pandaemonium og Silvestri, november 2016
I kølvandet på udgivelsen, blev der sendt anmeldereksemplarer ud i øst og vest. Desværre, og det mener jeg både skyldes årstallet og genreangsten, blev Pandaemonium ikke anmeldt i noget større dagblad. Det blev den til gengæld af blandt andet Litteratursiden og hele undergrundens anmelderkorps, og jeg må nok sige at deres ord stadig den dag i dag kan varme mig i de kolde vinteraftener, hvor man føler sig frygteligt overset som forfatter. Her er et lille uddrag af hvad de sagde dengang:

" “Pandaemonium” er ikke til at komme udenom, hvis man interesserer sig for dansk horror, zombier eller bare monumental tjubang. Silvestri har endnu engang bevist, at han er svær at komme udenom inden for dansk fantastisk litteratur."

"Monumental og stort anlagt dansk zombie-gyser, der må glæde enhver horror-fan – men der er ikke sparet på effekterne, så alle sarte maver og sjæle er hermed advaret."

"I bund og grund er ”Pandaemonium” en super fed zombieroman."

"I 1991 udkom Dennis Jürgensens Kadavermarch. En letbenet og underholdende zombieroman, som viste, at zombierne også gør sig godt, når scenen hedder Danmark. Og der er ingen tvivl om, at Pandaemonium skylder en del tak til Jürgensens take på de levende døde. Men når det er sagt, så er Pandaemonium også sin egen og er på mange områder en bedre roman end Kadavermarch." 

"Pandaemonium er et episk værk som ingen fans må gå glip af. Giv plads på hylden Kadavermarch, fordi danskerne har fået en ny zombie-bibel – og den er bedre!"

"Pandaemonium efterlader sin læser med en følelse af, at have læst et episk massivt værk og for dette og splateffekterne, og for at foregå i Danmark og være dansk, skal den have 4 stjerner. Gu’ skal den så."

Som du kan se, fik Pandaemonium mange flotte ord med på vejen, mon ikke! Især det med at blive sammenlignet med Kadavermarch og fundet bedre, var ret vildt. For at være fair, var der også en  håndfuld af anmelderne, der fandt persongalleriet klichéfyldt, det religiøse lag irriterende og sproget repetitivt. Alt sammen elementer, jeg egentlig godt kan forstå, og det skal der også være plads til. Til mit forsvar kan jeg kun sige at persongalleriet og sproget var med vilje. I 2011 blev Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse også uddelt for første gang, og jeg må blankt indrømme at jeg var en kende olm over at Pandaemonium ikke i det mindste kom på shortlisten, når man ser hvor gode anmeldelser den fik.
Pandaemonium er uden tvivl et af mine vægtigste og vigtigste værker. Jeg har facebook-venner, der har fundet frem til mig udelukkende på grund af den roman. Så sent som i august i år, blev der kommenteret på min Instagram, at det var den fedeste roman ever. En kollega har udtalt, at denne bog bliver et kultværk, en anden, at havde det været alt andet end zombier, ville jeg nu være et alment kendt navn. Selv er jeg glad for Pandaemonium, men der er andre værker, der står mit hjerte nærmere ... og så alligevel ikke. 800 siders (777 faktisk) zombieroman efterlader et ret bredt spor. Og jeg har det godt med det. Som blandt andet genreforfatter, bliver det ikke meget mere genre end at skrive en murstenszombieroman.

Men hvad så med en opfølger? Det spørgsmål får jeg stadig indimellem, ikke mindst fordi der er et par ting, jeg ikke helt lukker i bogen ... og det korte svar er: Det tror jeg ikke. Det lange svar er lidt anderledes. 

Jeg har faktisk noter til en toer liggende. Jeg synes dog at zombiemarkedet er mere end overmættet, og at der ikke er brug for noget lige nu. Der er ingen grund til at skrive en zombiebog. Med det sagt, så peger alle mine noter i én retning. Hvor Pandaemonium var legende, humoristisk, action-præget og fanden-i-voldsk, ville en toer blive dyster, næsten socialrealistisk, kynisk og opstrammet. Fortællingen fortalt videre i et univers, hvor helvede virkelig er kommet på jord. Hvem ved, måske skriver jeg den til udgivelse i 2021, ti år efter ... hvis du altså gider læse den?

I skrivende stund er oplaget næsten udsolgt. Vi er nede på et et-cifret antal, mindre end 10, bøger ... og der er ingen planer om at genoptrykke bogen. Jeg har en stående aftale med forlaget Valeta. Når de har udsolgt, når der ikke findes en fysisk Pandaemonium længere, så siger de til. For så udlodder jeg det sidste eksemplar i en konkurrence. Signeret. Unikt. Særligt. Når det er væk, så er der stadig e-bøger tilbage, men ikke mere end det. Og så kan man måske begynde at tale om at en periode er endeligt afsluttet.

Tak fordi du læste med - og tak, hvis du altså har læst Pandaemonium eller en af mine andre bøger. Jeg håber du fandt det spændende, eller bare moderat interessant - og hvad er bedre at afslutte med end den oprindelige bogtrailer! ... men nederst finder du også lidt links ;)


Køb Pandaemonium
Læs om Pandaemonium
Se interview om Pandaemonium fra Fantasticon 

Tilføjelse 19/11-16. Mit forlag har meddelt mig, at efter årets udgang vil det ikke længere være muligt at købe Pandaemonium (og Ambrosia/Live) i papirform. Derfor skal du skynde dig, om du vil eje den/dem.

Tekstoceanet - Tilfældet Poul Klimt (novelle)

Minsandten, folkens, det er atter blevet efterår. Sommerens milde vinde har bukket nakken for de kølige vindstød, og det er vidunderligt atter at se sejlene fyldes og skumtoppe på Tekstoceanet. Ikke mindst er jeg meget tilfreds med at se dig igen. Vi har ligget på land en stor måneds tid, men nu er vi klar til at stikke langt ud, en af de længste ture vi til dato har sejlet på Tekstoceanet. Hvis du er klar, så lad os se at komme afsted.
En af de særeste ting man kan opleve som forfatter er at have en tekst, der bare aldrig bliver udgivet. Det er ikke fordi den føles dårligere end andre tekster, tværtimod kan den ofte føles bedre end visse ting man har skabt, men af uransagelige årsager bliver den bare liggende i skuffen. En gang imellem kommer man til at tænke på den igen, og så læser man den påny, og sjovt nok virker den stadig helt hæderlig og habil. Den tekst burde ikke bare ligge og samle støv. Og sådan en tekst er Tilfældet Poul Klimt.

Mine første erindringer om Tilfældet Poul Klimt er mange. Jeg kan huske, at jeg allerede havde plottet til novellen tilbage i 2005 - altså for over ti år siden - og jeg skrev første udgave af den samme år. Det var min første tekst, hvor jeg arbejdede helt bevidst med genren science fiction, og det var min første tekst, der nåede over 5000 ord. Dengang føltes den mængde gigantisk, som et bjerg midt i et landskab af småsten. Der var et helt persongalleri, der var modstridende holdninger, der var et klart plot og en slutning, der talte direkte til læseren. Jeg var svært stolt af den. Hold da kæft, hvor var jeg stolt af den. Jeg lavede endda en forside til fortællingen!
I 2008 afholdt Science Fiction Cirklen for anden gang deres årlige novellekonkurrence (som stadig afholdes), og jeg sendte fem noveller til dem, af varierende længde. En af dem var Tilfældet Poul Klimt, og den blev ikke valgt. Det gjorde When the music's over derimod, og det var også fedt, for den blev min første novelle, der blev antaget noget sted. I en kort sidebemærkning vil jeg lige sige, at den novelle nok bliver genoptrykt inden alt for længe i en opsamling, og så videre med Tilfældet Poul Klimt. I 2011 skulle novellerne til det, der blev min samling Faderens sønner udvælges, og jeg havde lavet en bruttotrup på 18 noveller. Der var en del nyskrevne iblandt, og jeg havde også hevet min elskede Tilfældet Poul Klimt frem fra skuffen. Den fik sig en omskrivning, blev rettet til hist og her, især også når det kom til opsætningen, og så var den klar. Troede jeg.

Allerede i første udvælgelsesrunde mente redaktøren at Tilfældet Poul Klimt ikke skulle med. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og som jeg husker det, var det store argument ikke at novellen var dårlig, men de andre var bedre. Jeg bøjede mig, og Tilfældet Poul Klimt blev endnu engang smidt tilbage i mørket. Faderens sønner udkom uden den.
I begyndelsen af i år sad jeg så for første gang siden 2011, og skulle sætte en science fiction-samling sammen. Den skulle hovedsageligt bestå af noveller, der havde optrådt andre steder, og så en enkelt ny for ikke at snyde nogen. For gud ved hvilken gang overvejede jeg Tilfældet Poul Klimt, så meget at jeg læste den igennem flere gange, men nu var en del af den dejlige fernis gledet af den. Novellen var stadig god, historien mente jeg stadig var hæderlig, og alligevel var det meget tydeligt, at den var skrevet i en helt anden tid. Den føltes gammeldags, ikke i plot, men i omgivelser. Og lige der besluttede jeg mig for, at det ikke var Tilfældet Poul Klimt, der skulle være den nye novelle. Jeg valgte den selv fra, min kære, min søde Poul Klimt, min tidsrejsehistorie som tiden var løbet fra. I stedet  blev det novellen Sand og sten, stål og glas der blev den nye tilføjelse, og samtidig den novelle, der lægger navn til hele opsamlingen. Og det er absolut ikke et dårligt bytte.

Tilfældet Poul Klimt bliver aldrig udgivet. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig hvordan. Men nu giver jeg slip på den. Jeg sender den ud til alle jer, der så kan læse den alligevel, og i dette tilfælde håber jeg virkelig I vil give mig og Poul en kommentar med på vejen.
Forsiden er udført af Anna Degnbol
Så er snuden drejet mod hjem, og jeg håber du nød at besøge de mange steder, der alligevel på særeste vis mindede om hinanden. Tekstoceanet viste ikke tænder i denne omgang, men hjerte, og den slags er rigtige mænd også i stand til at sætte pris på. Som vanligt håber jeg du er klar til at tage endnu en udflugt på det bundløse hav, for det er aldrig til at vide, hvad der kommer hvirvlende op fra dybet. Tak fordi du løste billet.



Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst) 
Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst)

Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)

Ohøj, manne! Den friske januarvind står os i ansigtet, båden er et blevet tjæretvættet og vi er klar til at stævne ud på Tekstoceanet for første gang i 2016. Hvis du kigger på din billet, er der mange mærker og huller fra sidste år. Et fra dengang vi prøvede at komme til fest, et fra turen i Anders' nummer 313, et stempel fra koncerten med Bee-Gees, et hak fra en åbenhjertig kronik, et bid fra Gud Herren den almægtige og selvfølgelig et tandmærke eller to fra et monster. Denne gang runder vi pynten og sætter ud på det dybe ocean - den del af Tekstoceanet, hvor udgivne tekster er synket ubemærket til bunds. Måske gemmer der sig en smule guld nede i mørket.
Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at jeg skriver rigtig mange noveller og også deltager i nærmest alt hvad jeg kan komme i nærheden af af indkaldelser til novelleantologier og novellekonkurrencer. Det har jeg gjort i en del år efterhånden, og umiddelbart tror jeg ikke jeg stopper med det. Novelleformatet har det svært i Danmark, så når jeg øjner en mulighed/chance for at få en novelle ud på markedet, så slår jeg til.

Tilbage i 2011 - ikke så langt fra nu, men alligevel hele 5 år - havde jeg, om ikke cementeret mig selv som forfatter, gjort mig det klart at det var det jeg ville. Der var et tocifret antal antologier under bæltet og i løbet af 2011 havde jeg fået to selvstændige udgivelser, nemlig Pandaemonium og Faderens sønner. Jeg skrev og skrev, der begyndte at komme anmeldelser ind og de fleste af dem var meget positive. Så dukkede der en indkaldelse til en antologi op. Det var fra forlaget Virabooks, der stod for den. Som jeg husker det, var det eneste krav at den skulle være i en af de fantastiske genrer.
Som altid, når jeg støder på krav til en tekst, lagde jeg hovedet i blød. Hvilken af genrerne skulle det være. Et øjeblik senere vidste jeg, at det selvfølgelig ikke skulle være én af genrerne, men dem alle sammen. Lige så hurtigt dukkede historien op, og snart var jeg ved tasterne. Det blev til novellen Sjæleforsørger. Jeg sendte den ind til konkurrencen, og var heldigvis så heldig at den blev dømt god nok til at komme med. Hurra, tænkte jeg - og så gjorde det ikke noget at den ikke udkom som papirbog, men som e-bog. Det tænkte jeg ikke så meget over.
Det blev december 2011 og antologien, der fik titlen Ti noveller fra fantasiens univers, udkom. Jeg arbejdede som vanligt videre på et af mine projekter (Optisk bedrag, hvis jeg ikke husker galt), men efterhånden som det blev forår, begyndte jeg at studse lidt over antologien. Hvor de andre antologier, jeg havde medvirket i, i det mindste fik en anmeldelse eller to, var der helt tyst omkring Ti noveller ... en søgning på nettet gav heller ikke andre hits end forlagets beskrivelse og så selvfølgelig salg på saxo. Om det var fordi forlaget havde glemt at skrive novellernes individuelle forfattere, eller fordi den kun var udkommet som e-bog ved jeg ikke. Så jeg væbnede mig med tålmodighed og fokuserede på andet.

Med jævne mellemrum vendte jeg tilbage til novellesamlingen, men altid med samme resultat. Den var ikke omtalt eller anmeldt nogen steder. Det var næsten som om den var udkommet og øjeblikkeligt sunket til bunds i den malstrøm af udgivelser der er. Nu skriver vi 2016, og jeg er endnu ikke stødt på et menneske, der har læst samlingen. Det er min egen private bermudatrekants-novelle. Grunden til at den har spøgt hos mig er nok, at jeg faktisk mener den meget hæderlig og ret sjov, så det er trist at den ikke er blevet læst. Samtidig tænker jeg at netop denne antologis skæbne er et velvalgt billede på langt størstedelen af de antologier der udkommer. At de er hurtigt glemte, måske, måske ikke med rette.
Jeg skrev Sjæleforsørger som et afsnit af Twilight Zone, hvor jeg forsøgte at ramme Rod Serlings klassiske introduktion og samtidig inkluderede et ironisk twist. Nu har du muligheden for at bedømme om det er lykkedes. Du kan finde teksten helt nederst, og du er mere end velkommen til at smide en kommentar eller et like.
Hvis du hører efter, kan du lige opfange lyden af en klokke. Det betyder at vi nærmer os havnen. Den første tur gik godt, og nu hvor vi har trukket dybt og mørkt vod, er der kun tilbage at finde ud af om det er ædelstene eller afføring vi har fået i nettet. Jeg håber du er frisk på snart at stævne ud igen - jeg har på fornemmelsen at der længere ude gemmer sig nogle virkelig anderledes ting. Indtil det sker, byder både Tekstoceanet og jeg dig en vidunderlig dag.


Trailer 92 - uddrag af Hest

Horror-land er stort og har mange forskellige indbyggere - heldigvis for det. Ellers ville det nok have været svært for mig at befolke min kommende samling med så forskelligartede eksistenser. Kærlighedsfrugt bliver anden rene genre-samling, hvor Faderens sønner fra 2011 er den første (science fiction). Dog er der visse paralleller, da jeg dengang tilstræbte at ramme så mange "under-genrer" jeg kunne - og denne gang forsøger at vise noget om gysere og horror.


Hest bliver samlingens eneste genoptryk, da den oprindeligt vandt Fantastiks novellekonkurrence i 2011 og efterfølgende blev trykt i Himmelskibet nr. 31. I historien møder vi Mikkel, der sammen med sine gamle venner drikker øl ude i en hytte, midt i en skov. Pissefuld får han et bekymrende opkald fra kæresten Sarah, der ikke har fået sin menstruation. Fremtiden virker med et både tung og uhåndterbar for Mikkel. En følelse, man ikke kan fortænke ham i.

"Det her var noget, der skete for alle andre. Det gamle ord med, at for alle andre var han alle andre, groede frem af hans fordrukne hjerne og fæstnede sig i det yderste af hjernebarken. Billeder af Sarah som gravid marcherede ind ved siden af det gamle ord, og han brød sig ikke om, hvad han så. Spinkle Sarah udspilet som en kugle, med tydelige årer, der bugtede sig ned over maveskindet. Et flashback til hans progressive biologilærer i folkeskolen maste sig ind på den allerede overfyldte plads og viste ham filmklip af en fødsel, komplet med sprækket mellemkød og udbulende ringmuskel. Så ramte kvalmen ham, et hvidt lys udslettede alle billederne, og i en lang stråle kastede han op i skovbunden. Delvist fordøjede rester af spaghetti med kødsovs blandet med øl plaskede ned mellem skovsyre og egeblade.
Vaklende placerede han en hånd på træstammen og holdt sig stående. Men der kom ikke mere. Skammen skyllede ind over ham. Hvad var han for et menneske? Lille Sarah, hans elskede Sarah der nu sad alene derhjemme og hverken vidste ud eller ind. Og ham, der bare stod og tænkte på, hvor klam hun ville blive. Han ville tage hjem allerede i morgen. Overraske hende, og vise at han stod ved hendes side. Det var sådan man gjorde, når man tog ansvar.
Beslutsomt drejede han om på hælen. Fuldskaben, der et glemsomt øjeblik havde fjernet sig fra ham, vendte tilbage med fuld styrke. Hele verden sejlede, og han faldt tungt ind mod træet. Med en metallisk lyd ramte øldåsen skovbunden og rullede ind under nogle buske. Mikkel trak vejret hårdt gennem næsen og blinkede hurtigt med øjnene. Skoven virkede med ét meget mørk, som havde nogen trukket et klæde over stjernerne.
Trætheden truede med at overmande ham, men han tvang øjnene op. Et sted i natten var der en ugle, der tudede. Først nu gik det op for ham, at han ikke længere kunne se hytten, eller høre Christians djævlemusik. Kun den svage kratten fra ukendte dyrepoter forstyrrede sommernatten. En fure gravede sig ud af hans pande. Så længe havde han da ikke gået, havde han? Havde han og Sarah snakket så meget? Han prøvede at finde svarene, men store dele af hans hjerne havde lukket sig selv ned.
Nåh. Det nytter ikke noget at schtå her,” sagde han ud i luften og tog en lungefuld luft. Så begyndte han at gå i den retning, han mente hytten lå."

Trailer 89 - uddrag af Det lille billede

Efter en kort tur i det realistiske, vender jeg atter snuden mod noget af det fantastiske - i denne ombæring science fiction. I 2011 udkom min samling Faderens sønner og et af mine parametre for denne var, at jeg skulle forsøge at ramme forskellige troper, undergenrer, kald det hvad du vil inden for science fiction-genren. Novellen Det lille billede var en af de nyeste noveller, der kom med i samlingen og den beskæftiger sig med biologi, genmanipulation og etik - et klassisk set-up inden for genren. Samtidig er novellens titel også et nik til min forkærlighed for faste udtryk.

Kattekræ, nu modificerede.
I historien møder vi Dr. Etching, der arbejder for et konglomerat. Han er dygtig til sit fag, lider af konstante tics og bliver konsekvent tvunget til at modificere en række kæledyr af chefen Masterson. Det er nemlig lykkedes Etching at designe et særligt nuttet kræ, som alle nu vil have - og når efterspørgslen er stor, må variationen også automatisk blive det. Og hvor svært er det egentlig at få et dyr til at lyse i mørke eller 'splejse' et egerns buskede hale på en kat? Selve historien kan du læse i samlingen, der efter sigende skulle være ved at være udsolgt.

"Etching sad i en dyb lænestol på et kontor, han kun havde befundet sig i to gange før. Den ene gang var da han blev ansat. Den anden gang, da han havde vundet Nobelprisen. Det var et smukt rum, et produkt af en ejer der havde både sans for stil og bekvemmelighed. En reproduktion af Edvard Munchs Skriget beklædte bagvæggen, og vinduerne var både høje og brede. Masterson sad også i en dyb stol, men på den anden side af det skrivebord, der som en fortidig mastodont stod mellem dem.

”En million dollars kan knapt kaldes et overskud, Etching” sagde Masterson med en stemme, der var uhyggelig rolig.

”Jeg tjener mere, om ugen, på min kæde af slikbutikker. Synes du det er morsomt, at forvandle et af firmaets dyreste projekter til en intern joke? Er det det du griner over, når du sidder derhjemme i den lejlighed, som firmaet betaler. Er det hvad du fortæller din unge elskerinde, når du har svært ved at få den op at stå, hva Etching? Giver det dig stiv pik at bedrage de mennesker, der giver dig smør på brødet?”

Etching vred sig i sædet. Hvis Masterson i det mindste havde råbt, kunne han have tacklet det. Men ikke den der milde, næsten kurrende stemme. Den var meget farligere end selv det mest primale brøl.

”Vi havde ikke regnet med at det blev SÅ stor en succes, SÅ hurtigt” sagde han til sit forsvar. Masterson rejste sig fra sin stol, satte håndfladerne i bordet og lænede sig frem. Deres næser var mindre end tredive centimeter fra hinanden.

”Så du regnede ikke med at det blev en så stor succes, Etching. Hvad går du så egentlig og regner med nede i dit gigantiske laboratorium? Du stod her, foran hele direktionen, og sagde at det ville blive det største verden havde set. Hvad fanden er det der sker, Etching!”

Forskeren sukkede opgivende.

”Vi kunne ikke følge med. Chibi'erne blev revet ned fra hylderne. Rigtig mange mennesker købt tre eller fire med det samme”

”Du sidder ikke og fortæller mig, at vi er løbet tør for de kræ, vel Etching?”

”Nejnej, vi har over to millioner drægtige hunner. Det er kun et spørgsmål om uger, før....”

”UGER?” råbte Masterson og farven i hans ansigt gik fra let koloreret til højrød. Så rømmede han sig og vendte øjnene ind i kraniet. Hurtigt formede hans læber tallene fra et til ti.

”Ja, de skal lige vænnes fra moren, og så....”

”Uger, Etching...uger” svarede Masterson ud mellem sammenpressede tænder.

”Vi har ikke uger. Du er genetiker. Du får din fede gage for at rode med alt muligt DNA og lægge puslespil. Men tror du bare pengene vokser på træerne? Hvis de gjorde det, var jeg fandme blevet gartner i stedet for. Det her er BUSINESS, Etching. BUSINESS”

”Det ved jeg godt, men...”

”Jeg gider ikke høre på dine undskyldninger. Hvad fanden tænkte du på, da du legede Gud med det nuttede kræ, og så kun gav det evnen til at føde EN unge ad gangen? Vi sælger moderkærlighed i en anden afdeling. Det her handler om masseproduktion!”

Masterson så afventende på Etching."

Trailer 85 - uddrag af Mens vi venter

I denne  omgang tager vi et skridt bagud og kigger på en novelle tilbage fra 2011 - nemlig Mens vi venter fra min novellesamling Faderens sønner. En af grundene til at jeg holder så meget af science fiction er at man kan gå i rigtig mange retninger, og jeg kan tydeligt huske at da jeg gik i gang med Mens vi venter, havde jeg lige arbejdet på en meget alvorlig novelle og derfor var der brug for noget i en lidt lettere og humoristisk tone. I sidste ende skulle det så vise sig at Mens vi venter måske er lige så alvorlig, men blot skjuler det under et tyndt lag fernis. Titlen kan I nok godt gætte hvor jeg har hugget fra.

Forsiden er lavet af Manfred Christiansen.






Egentlig tror jeg ikke jeg vil fortælle så meget mere, andet end at det er en ganske sær historie, i form såvel som i indhold. Her får du serveret de første to sider - resten må du selv finde i samlingen, som jeg forresten har hørt en lille hvisken om snart skulle være udsolgt fra forlaget.

Projektører fejer hen over publikums stilkede øjne, grøn er som vanligt den dominerende farve og grønt er lig med skønhed. Værten, den alvidende og maksimalpotente Saur Garg , kommer gående ud fra kulissen, vinkende med store lemmer. Sociologi-sensoren er slået til, da det er vigtigt at de individuelle racer kan koble de farverige metaforer og florlette formsprog sammen med noget, der for dem er bekendt. Saur Gargs stemme er en salvende tenor, og i publikumsrækkerne dåner nogle af de mere kvindelige versioner af de forskellige racer. Showet er lige ved at begynde, og dette er en helt speciel aften. Som planet nummer 26 er Jorden netop trådt ind i selskabets sendeflade – ikke blot som modtager af signalerne, men også som denne aftens ubetingede fokus. Bandet slår et par takter an, og det store Live-skilt blinker, gløder og udsender svalende dufte.

SPEAK: I over ti år har SAUR GARG bragt nyhederne og underholdningen direkte ind i dine stuer. SAUR GARG er manden bag din fortid og din fremtid. Han er din morgenmadsknasen og det blik du sender en eller anden der træder dig over tæerne eller hvad du nu har. Manden, væsnet, ikke langt fra reptilet til smilet. SAUR GARG SAUR GARG SAUR GARG.

(lys blinker hysterisk, også i ultraviolet og infrarød. Vinkende træder Saur Garg ud på scenen, de muskuløse bagben bærer den gigantiske krop uden problemer. Han flagrer med tentaklerne, smiler og spiser håndfulde af noget der piber. Med smæld og brag glider han ned i en stor stol, og flyder ud over det hele. Han er så skødesløs, at alle tre sweqqer tydeligt kan ses. En kvinde skriger i seksuel fryd)

SAUR: HejHEEEJ til jer alle. Det er lækkert at vide at så meget af Mælkevejen stadig drejer ind for at se hvilke skøre ting vi nu har fundet på. Denne aften er helt speciel. Vi byder vores nyeste seerskare velkommen, og jeg synes vi skal give dem en hånd eller hvad I har.

(en storskærm flimrer, og billeder af en nedbrændt by ses i horisonten. Tæt på kameraet står en lille pige. På armen har hun en baby. Hendes frie hånd er deform. Blikket i hendes øjne er uforstående, en nerve virrer i tindingen. Så hoster hun jorden rød. I studiet klapper publikum uhæmmet og i lang tid. Saur Garg ser sig veltilfreds omkring)

SAUR: Ja, DET er da virkelig noget man kan blive imponeret over, det må jeg indrømme. Men i stedet for at bruge hele aftenen på at vise billeder af seerne, synes jeg vi skal gå over til at vise seerne billeder. Det er trods alt det vi er her for!

(Saur Garg smiler med alle tænder, og publikum ler. Orkesteret slår en pompøs og bombastisk fanfare an)

SAUR: Det er med enorm og tør jeg sige vulgær stolthed, at jeg byder min elskede pseudobror, Imago Brag, velkommen til studiet. Med hjælp fra blot en håndfuld venner, er det lykkedes ham at gøre Jorden i stand til at understøtte den slags liv, vi alle kan forstå. Og det på blot 250 jordår – det svarer nogenlunde til et par lange arbejdsdage hvis du tilfældigvis er en langlivet drecopod fra Mitokondro-systemet. Det er en helt igennem fantastisk proces han der har viet sin panikalder til. Mit kære multietniske og stellare publikum – IMAGO BRAG!

(Publikum hamrer ekstremiteterne sammen, og salen mættes af den slimede lyd af kød mod kød. En gigantisk skabning, ikke ulig Saur Garg, træder ind på scenen, og styrer showvant mod den ledige plads over for studieværten. Dog er gæsten en smule mindre end værten, og tegningerne på hans ryg er en lysere nuance af mudret brun. Han blotter tænderne og vifter med de øverste tentakler, før han sætter sig. Et glas med blå væske dukker frem på bordet, der står mellem dem, lige ved gæstens venstre klo)

IMAGO: Det er alt for galt, Saur

SAUR: Pjat med dig, Imago. Vi har alle sammen set så meget frem til at du skulle besøge os, så et glas var det mindste. Men lad os nu ikke fordrive tiden med småsnak. Hele din operation har været meget tys-tys, og det er først nu, at det overhovedet er muligt at løfte sløret for, hvad det egentlig er du har brugt tiden på.

IMAGO: Det er en meget lang historie

SAUR: Det er et meget langt show (publikum ler)

IMAGO: Kan du tåle at være ude af spotlightet så længe?

(Saur Garg kan først ikke finde en passende grimasse, men da han endelig graver en frem af gemmerne, overdriver han den. Publikum eksploderer i en fontæne af dåselatter)

SAUR: Jaeh, det er nok meget sundt for mig. Men jeg har forberedt nogle spørgsmål, som jeg håber du er klar til at svare på, Imago?

IMAGO: Fyr løs

SAUR: Jeg vil starte med begyndelsen – det plejer at være et godt sted at begynde. Så hvordan startede det hele, Imago ?

IMAGO: Jeg vil ikke kede jer med alt det indforståede, der leder op til min historie. Så lad os blot sige, at jeg fik stukket en opgave i hænderne. En af den slags opgaver, man kun får en eller to gange i løbet af en livstid.

SAUR: Spændende. Og hvad var det præcis for en opgave?

IMAGO: Meget enkelt. Som de fleste ved, har alle intelligente livsformer brug for kraftig UV- stråling for at overleve. Hvis jeg ikke tager fejl, kan pewtonerne ikke engang formere sig uden dem.

SAUR: Har vi nogen fra Pewton-systemet i studiet i aften?

(Noget der mest af alt ligner en svulst med flere svulster vinker ivrigt med en klumpet udvækst. Selv Saur Garg ser ud som om han er chokeret ved synet, men lader det kun skabe små vibrationer i hans ellers pletfrie showman-overflade)

SAUR: En enkelt var der, og jeg håber at resten af Pewton-systemet har spidse ører eller hvad I nu kalder det. Så, Imago, du tog altså til Jorden.

Trailer 78 - uddrag af Signal

Efter en meget lang pause, er tiden kommet til igen at tage et kig på en af novellerne fra mine samlinger. I 2011 udkom min samling Faderens sønner, 14 noveller, hvor jeg forsøgte at ramme så mange af science fictions troper som jeg kunne. Og novellen, der indledte hele samlingen, fik den simple titel Signal.


I historien møder vi fragtpiloten Dennis, og hans navigatør Jarkt, der er er dradoraner. De bliver mere eller mindre tvunget til at fragte en ganske ubehagelig last til et rendez-vous med Halleys komet. Undervejs sker der dog en masse uforudsete ting, og det hele bliver kun værre, da de nærmer sig himmellegemet. Signal er en historie, jeg selv sætter stor pris på. Den er noget af det tætteste jeg indtil videre er kommet på noget space opera, og samtidig står den, for mig, både i tone og plot som en hyldest til de gamle science fiction-noveller fra halvtredserne.

"Når en person tænker, at noget ikke er hans problem, er det næsten pr. definition sådan, at det bliver hans problem. Det er muligt, at det endog er en slags naturlov. Jarkt og jeg nåede kun lige at sætte nålejetten ned i Kastrups aerospace-afdeling, før vi fik over radioen fik besked på ikke at forlade lufthavnen. Jeg kunne allerede se min lange weekend evaporere i en grødet dis.
Det var mig, der leverede lasten fra Mars. Eftersom vi var i juli måned, var det meget varmt for en dradder og jeg så ingen grund til at Jarkt fik et slagtilfælde. Desuden er Jordens tyngdekraft også 15% stærkere end Dradorans, så Jarkt ville alligevel blot ende med at vandre rundt på knoerne. Netop billedet af en dradder på knoerne indledte en af Jordens største barslagsmål, da en fuld irer i New York refererede til en lige så fuld dradder som ”en abesmølf uden nathue”.
Det positive ved barslagsmålet, der varede lidt over et døgn, var at mennesket begyndte at se lidt mindre skævt til dradderne. Enhver race, der bliver fuld og gør åndssvage ting, er en race som mennesket kan forholde sig til.
Mens jeg gik rundt på den varme asfalt, og styrede lastemaskinerne, kom en gruppe på tre mænd skridende over mod nålejetten. De så meget officielle ud, med frisurer der var så knivskarpe,at man kunne skære brød med dem. Den midterste mand, der samtidig var den højeste, bar på en sort mappe. Jeg skærmede for solen med den ene hånd, og mændene misforstod det som en hilsen. De løftede hænderne til svar.
Både Jarkt og jeg hader, når de officielle kommer på besøg. Det er fløjtende ligegyldigt, om det er er menner eller dradder-officielle, for den eneste forskel er jakkesættene. De snager altid i papirerne, i lasten, i tilladelserne og for det meste ender det med at de finder en eller anden ubetydelig fejl. En fejl, der ender med at koste Jarkt og jeg en del af vores løn. Jeg frygtede det værste. Jeg skulle have forestillet mig det, det var et tak værre.
”Dennis Mikkelsen?” spurgte manden i midten, og rakte hånden frem. Den var blød, som indersiden af et tøjdyr.
Jeg nikkede.
”Janus Franke. Men kald mig blot Janus. De to herrer er Frost og Ravn. Skal vi gå indenfor ?”
Jeg nikkede igen. Mens han havde præsenteret sig, havde jeg fået øje på nålen, der sad i hans revers. Diplomatiet. De ydre kolonier. Der var kun en lille håndfuld danskere, der havde mere at sige end han, når det kom til interplanetar politik.
”Er det korrekt, at der i Deres nålejet befinder sig en legal indvandrer fra Dradoran ved navn Xvafcce-Jarkt?” spurgte han, og for tredje gang nikkede jeg. Denne gang forbavset. Jeg troede det var umuligt for de menneskelige taleorganer at udtale det gamle, dradoranske sprog, der kun bliver brugt i forbindelse med navne
Nålejettens ene side åbnede sig, og Jarkt kiggede besværet ud. Hans blå hoved forsvandt hurtigt igen, da han så de tre mænd. Jeg slog ud med hånden, i et forsøg på både at være den gode vært og samtidig skjule den uro, der igen var ved at vokse frem i min mave. De her mænd var ikke normale småsvindlere, der ville score sig nogle hurtige penge. Det her var alvorligere."

Sommerrydning 1

Det forjættede land har endelig indhentet mig og sommerferien er begyndt. I år kommer den, ikke overraskende, til at blive brugt på en helvedes masse skrivning og redigering. Ved siden af det er jeg i gang med at indrette mit skrivekontor og indretningen er ved at gå ind i den terminale fase. Det betyder at jeg finder en hel masse sjove og mærkelige ting fra skriverlivet (og det andet liv) og det vil jeg selvfølgelig dele med jer. Derfor kommer der over de næste par måneder updates om hvad der graves frem fra gemmerne.

I dag fandt jeg denne. Hvis der skulle være nogen tvivl om hvad det er, kan jeg afsløre at dette er storyboardet til min novelle Faderens sønner.

Sådan ser storyboardet til en prisvindende novelle ud.
Som der kan spottes, er der et virvar af systemer og pile, tilskrivninger, udstregninger og spørgsmål, der skulle besvares efterhånden som teksten kom i hus. Det er langt fra altid at jeg skriver et storyboard - ofte har jeg ideen formet i hovedet og har ikke brug for at nedskrive den. Andre gange er det et enkelt ord eller en sætning, der starter lavinen.

Hvis du har læst Faderens sønner, kan det være du kan se, hvilke ideer og tanker der endte med at være der i den endelige version - og hvilke der røg for kniven. Ellers kan du finde oplysninger om bogen lige her.

---------------------
Husk at stem:

10 skud - 1
10 skud - 2