5 år siden, i dag - Pandaemonium

Det er fem år siden min roman Pandaemonium udkom. Fem lange år, hvor det at være forfatter har ændret sig radikalt, både med hensyn til biblioteker, salg, digitalisering og muligheder, men lige så meget på det rent personlige plan. Jeg har nået meget i løbet af de fem år, er vokset som forfatter og er heldigvis nået længere ud med mine bøger og noveller, end jeg var i 2011. Lige så heldigt er det at jeg stadig udvikler mig som skribent, prøver nye ting af og stadig glædes over det at skrive. Inden jeg forfalder mere til nuet, vil jeg tillade mig en ordentligt skudefuld nostalgi - og jeg håber du har lyst til at følge med. Ikke mindst fordi det bliver spændende og personligt, men lige så meget fordi dette indlæg markerer første gang, jeg vil se på mig selv i bakspejlet. Sjovt nok har bogbidder.dk også valgt lige præcis nu til at hive Pandaemonium frem fra arkivet - lyt selv.

 

Den 11/11/2011 udkom Pandaemonium. Det var en helt særlig dag, for selv om jeg året før var debuteret med novellesamlingen Køtere dør om vinteren, og selvsamme (ja, fandeme så) dag kunne se min novellesamling Faderens sønner udkomme, var netop Pandaemonium vild ... for det var min første roman, og derved kunne jeg endegyldigt kalde mig forfatter. Det skete til BogForum, hvor mit forlag Valeta også var at finde. Dagen blev ikke mindre mindeværdig af at det var første gang jeg var på stedet som forfatter ELLER at jeg overrakte og snakkede med selveste Dennis Jürgensen, der tyve år tidligere havde udgivet Kadavermarch. Jeg skrev mig ind i den noget korte, men alligevel ret glorværdige, danske zombietradition, der på daværende tidspunkt ikke talte mange andre end førnævnte Dennis Jürgensen, Patrick Leis med hans Necrodemic-saga (der forresten udkommer i en helt nye udgave lige om lidt) og Michael Kamps Fordærv (der er et læs værd). Som teenager havde jeg læst Kadavermarch et utal af gange, havde set Romeros film til døde og elskede bare det overdrevne og overdrevent komiske i zombieapokalypser. Derfor var det ubeskriveligt fedt at skrive sig ind i traditionen.

Men hvad med historien bag? Jeg havde oprindeligt skrevet Pandaemonium mellem 2007 og 2009. De tre dele havde fået titlerne Pandoras Væske, Akilles Selv og Samsons År, altså titler trukket fra den græske mytologi. Jeg har meget skarpe billeder af mig selv siddende på ferier med min daværende kæreste og hamre i tasterne inden hun stod op, fordi hun så gerne ville læse næste del. Da jeg lider af en helt særlig sygdom, der går ud på at jeg altid tilstræber at være lidt anderledes (mine kolleger ville sikkert kalde mig hipster), vidste jeg helt fra starten af at persongalleriet skulle være på grænsen til klichéer. Der skulle være en kriminel, en politimand, en uskyldig kvinde, et barn og så videre og så videre - og grunden til at jeg valgte det klichéfyldte, var et forsøg på at indgyde liv i personerne på trods. I samme åndedrag føjede jeg referencer til alle mulige kendte zombieværker til teksten, så der både var noget for nye til genren, og til connaisseurerne, for jeg var mig klart bevidst om at selv om jeg hyggede mig med det kendte, skulle der alligevel være en god og dyb historie.  Det tilstræbte jeg ved at implementere et religiøst lag i historien, funderet i egyptiske og mesopotamiske forestillinger. Derved blev der skabt en dommedagsfortælling fyldt med levende døde, noget jeg ikke helt havde set før. Ligeledes var hele bogen holdt i et direkte og ret filmisk sprog, der til tider nærmest overforklarede situationer - jeg referede konsekvent til den som en 'B-film i bogform' - læseren skulle rives med! 2010 brugte jeg på at omskrive, tilskrive og redigere de tre dele. De oprindelige titler forsvandt, og blev erstattet med de latinske titler Natalicius, Mortalis og Terminus, der vel hurtigt kan oversættes til Fødsel, Dødelig og Afslutning. Dog tænker jeg altid på værket som en lukket ting - jeg tænker på det som Pandaemonium.

En søgning på Pandaemonium og Silvestri, november 2016

I kølvandet på udgivelsen, blev der sendt anmeldereksemplarer ud i øst og vest. Desværre, og det mener jeg både skyldes årstallet og genreangsten, blev Pandaemonium ikke anmeldt i noget større dagblad. Det blev den til gengæld af blandt andet Litteratursiden og hele undergrundens anmelderkorps, og jeg må nok sige at deres ord stadig den dag i dag kan varme mig i de kolde vinteraftener, hvor man føler sig frygteligt overset som forfatter. Her er et lille uddrag af hvad de sagde dengang:

Janus Andersen, Horrorsiden:

" “Pandaemonium” er ikke til at komme udenom, hvis man interesserer sig for dansk horror, zombier eller bare monumental tjubang. Silvestri har endnu engang bevist, at han er svær at komme udenom inden for dansk fantastisk litteratur."

Arne Larsen, Litteratursiden:

"Monumental og stort anlagt dansk zombie-gyser, der må glæde enhver horror-fan – men der er ikke sparet på effekterne, så alle sarte maver og sjæle er hermed advaret."

Lisbeth Jensen, Litteratursiden:

"I bund og grund er ”Pandaemonium” en super fed zombieroman."

Jacob Krogsøe, Planet Pulp:

"I 1991 udkom Dennis Jürgensens Kadavermarch. En letbenet og underholdende zombieroman, som viste, at zombierne også gør sig godt, når scenen hedder Danmark. Og der er ingen tvivl om, at Pandaemonium skylder en del tak til Jürgensens take på de levende døde. Men når det er sagt, så er Pandaemonium også sin egen og er på mange områder en bedre roman end Kadavermarch." 

Jacob Lerche Lauridsen, apokalyptisk.dk

"Pandaemonium er et episk værk som ingen fans må gå glip af. Giv plads på hylden Kadavermarch, fordi danskerne har fået en ny zombie-bibel – og den er bedre!"

Daniel Henriksen, Trauma Magazine

"Pandaemonium efterlader sin læser med en følelse af, at have læst et episk massivt værk og for dette og splateffekterne, og for at foregå i Danmark og være dansk, skal den have 4 stjerner. Gu’ skal den så."

Som du kan se, fik Pandaemonium mange flotte ord med på vejen, mon ikke! Især det med at blive sammenlignet med Kadavermarch og fundet bedre, var ret vildt. For at være fair, var der også en  håndfuld af anmelderne, der fandt persongalleriet klichéfyldt, det religiøse lag irriterende og sproget repetitivt. Alt sammen elementer, jeg egentlig godt kan forstå, og det skal der også være plads til. Til mit forsvar kan jeg kun sige at persongalleriet og sproget var med vilje. I 2011 blev Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse også uddelt for første gang, og jeg må blankt indrømme at jeg var en kende olm over at Pandaemonium ikke i det mindste kom på shortlisten, når man ser hvor gode anmeldelser den fik.

Pandaemonium er uden tvivl et af mine vægtigste og vigtigste værker. Jeg har facebook-venner, der har fundet frem til mig udelukkende på grund af den roman. Så sent som i august i år, blev der kommenteret på min Instagram, at det var den fedeste roman ever. En kollega har udtalt, at denne bog bliver et kultværk, en anden, at havde det været alt andet end zombier, ville jeg nu være et alment kendt navn. Selv er jeg glad for Pandaemonium, men der er andre værker, der står mit hjerte nærmere ... og så alligevel ikke. 800 siders (777 faktisk) zombieroman efterlader et ret bredt spor. Og jeg har det godt med det. Som blandt andet genreforfatter, bliver det ikke meget mere genre end at skrive en murstenszombieroman.

Men hvad så med en opfølger? Det spørgsmål får jeg stadig indimellem, ikke mindst fordi der er et par ting, jeg ikke helt lukker i bogen ... og det korte svar er: Det tror jeg ikke. Det lange svar er lidt anderledes. 

Jeg har faktisk noter til en toer liggende. Jeg synes dog at zombiemarkedet er mere end overmættet, og at der ikke er brug for noget lige nu. Der er ingen grund til at skrive en zombiebog. Med det sagt, så peger alle mine noter i én retning. Hvor Pandaemonium var legende, humoristisk, action-præget og fanden-i-voldsk, ville en toer blive dyster, næsten socialrealistisk, kynisk og opstrammet. Fortællingen fortalt videre i et univers, hvor helvede virkelig er kommet på jord. Hvem ved, måske skriver jeg den til udgivelse i 2021, ti år efter ... hvis du altså gider læse den?

I skrivende stund er oplaget næsten udsolgt. Vi er nede på et et-cifret antal, mindre end 10, bøger ... og der er ingen planer om at genoptrykke bogen. Jeg har en stående aftale med forlaget Valeta. Når de har udsolgt, når der ikke findes en fysisk Pandaemonium længere, så siger de til. For så udlodder jeg det sidste eksemplar i en konkurrence. Signeret. Unikt. Særligt. Når det er væk, så er der stadig e-bøger tilbage, men ikke mere end det. Og så kan man måske begynde at tale om at en periode er endeligt afsluttet.

Tak fordi du læste med - og tak, hvis du altså har læst Pandaemonium eller en af mine andre bøger. Jeg håber du fandt det spændende, eller bare moderat interessant - og hvad er bedre at afslutte med end den oprindelige bogtrailer! ... men nederst finder du også lidt links ;)

Køb Pandaemonium
Læs om Pandaemonium
Se interview om Pandaemonium fra Fantasticon 

Tilføjelse 19/11-16. Mit forlag har meddelt mig, at efter årets udgang vil det ikke længere være muligt at købe Pandaemonium (og Ambrosia/Live) i papirform. Derfor skal du skynde dig, om du vil eje den/dem.

Trailer 98 - uddrag af Blot en mindre undergang

I 2013 afholdt forlaget Valeta, i samarbejde med bloggen apokalyptisk.dk, en novelle-konkurrence med temaet Undergang. Undergangen kunne tolkes som man nu ville, og med mine tendenser inden for emner i min skrivning, kunne jeg ikke lade en sådan chance gå min næse forbi. Jeg havde en klar idé, som jeg skrev længe på og efterhånden som deadlinen nærmede sig var jeg helt rolig. Jeg havde mit bidrag. Lige indtil at lynet ramte mig, fjorten dage før tid. Jeg fik en bedre idé, og den endte i novellen Den allersidste dans, der heldigvis kom med i antologien.

 

Men hvad så med den anden historie? Ja, den sendte jeg ikke ind, men for første gang ser et udsnit dagens lys. Tonen i den er meget semantisk, meget lallende og næsten udelukkende holdt i direkte tale. Hovedpersonen er en navnløs person ... og så den skabning, hvis job det er at reducere Jorden til absolut ingenting, noget denne skabning forresten finder usædvanligt trivielt, og derfor har skabningen intet imod at slå lidt tid ihjel med snak, nu hvor den alligevel er i gang med at dræbe resten. Og titlen? Blot en mindre undergang. 

"Hovhov. Nu skal du ikke se tøsefornærmet ud. Jeg er overbevist om at du har fået tudet ørerne fulde af hvor unik og fantastisk og sjælsflænsende vidunderlig netop denne planet er. Det passer ikke. Din verden er et kedeligt gennemsnit. En statistisk konstant. Man kunne stille sit ur efter din verden, og så glemme alt om den. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Lidt stolthed skal man have for sit håndværk, selv når dette er ækvivalenten til en røvkedelig mandag på kontoret. I har mandage? Godt, så har jeg da lidt styr på det. Med så mange verdener ændrer tingene sig hele tiden.

Pause? Så lad gå, det kan jeg godt. Tid er sådan et abstrakt koncept. Ikke fordi jeg forstår mig på den slags. Jeg er overhovedet ikke abstrakt, men jeg er imponeret over ideen om at man kan sætte tid i system, og så derefter udklække princippet om en pause. Som om I kan trykke på en knap, og så stoppe universets rotation. Megalomantisk, mon ikke! Pudsigt attraktivt. Lidt storhedsvanvid er et fremragende bind for øjnene. Men hvorfor vil du have mig til at sætte pausefiskene i gang?

Okay. Det kan man vel godt forstå. Jeg ved ikke om du har ret til en forklaring, men jeg vil godt give dig en alligevel. Jeg kan ikke stoppe tiden, det kan ingen, men jeg kan brække dens ben, så den kun snøvler sig frem. Du er et bevidst væsen, der har funderet over din plads i verdens store myretue, i universet, i hurtigkøen i Netto. Så er det kun fair at du får lidt perspektiv på det hele. Jeg kunne give dig svaret på tre sekunder, men eftersom jeg har stækket tiden, vil det tage for evigt. Se det positive i det. Du har første parket til hele kataklysmen og jeg garanterer dig for at du bliver den sidste, der ryger.

Hørte du efter tidligere, da jeg kaldte din verden for et kedeligt gennemsnit? Godt, det havde du ikke glemt. Jeg kan mærke helt herover, hvor vred det gør dig. Her kommer jeg, trækker pikken frem og pisser ud over hele din virkelighed. God, tyk morgenurin. Selvfølgelig bliver du harm. Men det er ikke fordi jeg har noget mod din verden. Der er bare så mange verdener derude, at jeg har svært ved at finde entusiasmen frem, når det kommer til din. Tro mig, jeg gør mit bedste. Nothing personal.

For dig er det her en skelsættende begivenhed. At der er så ikke er andet på den anden side af skellet end ultimativ tomhed, er irrelevant. Alle dine drømme, alle dine håb, alle dine sukkerchok og premierefilm er hedengangne. Det forstår jeg godt alt sammen. Du må forstå, at for mig er det et arbejde. Jeg kataklysmede en verden til stumper i går, og jeg vil destruere endnu en variant af Jorden igen i morgen. Samlebåndsarbejde.

Det er måske forkert af mig at være så hoven. Du kan jo ikke vide, at de sidste mange gange har jeg smadret meget identiske versioner af Jorden. Der har ikke været nogen overraskelser, og det kan godt gøre en træt. Lidt lyspunkter har din verden dog. Det vil jeg godt nævne. I har trods alt pingviner og maling. Det er noget. Eller, I havde pingviner.

Det jeg forsøger at sige er, at der måske er gået lidt for meget trummerum i det. Min glæde over mit arbejde er hensygnende. Tragisk, hvis man tænker over det, eftersom jeg ikke har så mange muligheder for at få et andet job. Der hvor jeg har hjemme har vi ingen arbejdsformidling. Ingen understøttelse. Ingen videreuddannelse. Jeg udfører den funktion, som jeg er skabt til. Måske kan du sætte dig i mit sted? En omstændighed er dog formildende: Jeg er forbandet god til det jeg laver.

BAM!

Haha, så du det!? Det var sgu lidt krydderi på tilværelsen alligevel. Det sker kun en gang ud af million, at et af kontinenterne rive sig fri af soklen og lander som en halv sandwich oven på et af de andre. Den havde jeg ikke set komme. Måske tog jeg fejl. Din verden kan byde på en smule adspredelse alligevel.

Der er ikke noget, der glider forbi din opmærksomhed, hva? Du bed dig fast i det ene ord, som var det en sukkerknald. Skabt. Hvem har skabt mig? Hvis jeg skal forklare det på en måde, hvor du kan være med, vil jeg nok bruge ordet 'lem'. Åben mund og polypper. Jeg snakker altså ikke sjofelt. Det er kun dig, der tænker sådan. Den del kommer jeg aldrig til at forstå, men det hænger vel sammen med begær. Konstant pik og patter. Øjeblik, jeg skal lige fokusere på Atlanterhavet."

Oktobers arbejde 2014

Når man kigger ud af vinduet, skulle man ikke tro at det allerede er november. Oktober har været mild som en overfordret kat og vanen tro har den nu forgangne måned indeholdt en efterårsferie - noget jeg som forfatter sætter enorm pris på, da der så kan rettes op på nogle hængepartier, og mindst lige så vigtigt, skrives på nogle spændende projekter.

Oktober har mildest talt været fyldt med projekter, hvilket er rigtig fedt. Dem vil jeg komme til om et øjeblik, men inden da skal I lige høre hvad jeg selv har fået skrevet:

Holger skal dø (2300 ord, realisme)
Et satans arbejde (arbejdstitel, humor, 14500 ord indtil videre)

I Holger skal dø, skal Holger, ikke overraskende, dø. Der er ingen måske'er, eller forhandlinger. Han har lige været til middag hos familien, inden han skal hjem til hospicet. Han betaler taxacaufføren ekstra for ikke at tale, men bare lytte. En historie, der virkelig kunne være sort, men som ender med ikke at være så grim alligevel.

Et satans arbejde kommer I til at høre mere om når den engang er færdig.

Det er ligeledes blevet til et enkelt Skår:

Hjemve (om et selvbyggende hus og en nysgerrig dreng)

Som i sidste måned, har jeg siddet rigtig meget ved computeren, til dels med mine egne ting og til dels med andres. Romanen fra sidste måned er færdigredigeret og er vist allerede i trykken, jeg har anmeldt en fantasy-roman på metrord.dk (Søstrene fra Ravdos), jeg har korrektur-oversat en science fiction-novelle og tilmed anvendt mine historielærer-færdigheder på at redigere et fagbogsmanus. Det er vanvittigt underholdende og givende at få lov til at prøve så mange forskellige ting. Det håber jeg bliver ved.

I min egen skrivebiks har jeg korrekturlæst novellen Udyr, der vandt Kandors varulvekonkurrence. Med lidt held kommer den ret spændende antologi ud i denne måned og jeg ser frem til at se de andres historier. Jeg har oversat min gamle novelle Forhæng til engelsk og sendt den til et litterært magasin. Den er jeg lidt spændt på hvad der sker med. Sidst, men ikke mindst, har jeg næsten hemmeligt arbejdet på en SMS-novelle med titlen Vi savner dig. Den er nu også næsten klar, så jeg håber det vil være muligt at finde den til BogForum.

I november måned skal jeg arbejde på en omskrivning af kortromanen Al kødets gang, der, hvis alt flasker sig, udkommer til februar, jeg skal læse en roman og komme med bagside-udtalelse, og så glæder jeg mig rigtig meget til at være gæst i Cinemateket d. 9, hvor jeg er med i en talkshow-debat om epidemier. Jeg skal, selvfølgelig, snakke om zombier. Og så er der også BogForum, der så absolut ikke må glemmes. Jeg signerer bøger og er til at snakke med mellem 13 og 13.30 om lørdagen, på forlaget Valetas stand. 

Men hvad med den der oplæsning i Forfatterforeningen? Jeg runder indlægget af med dette billede. Må I alle have det fantastisk.

Silvestri med vest, høj hat og enorm bog. Der var blod og indvolde mellem siderne.

Trailer 76 - uddrag af Den allersidste dans

Trailer 76 kommer til at handle om Ragnarok, om verdens ende, om apokalypsen. Engang imellem er det sundt at tage et langt kig ud over afgrunden og forestille sig intetheden, så længe man blot husker at trække hovedet til sig i tide (frit efter Nietzsche). Men kan man ikke forestille sig en undergang, der også er yndig?

 
Novellen Den allersidste dans, der er med i antologien Undergang fra forlaget Valeta, handler om et af syv par på et enormt dansegulv, der svæver over Jorden. Som jeg nævnte i mit forrige trailer-indlæg, forsøger jeg altid at gøre anderledesheder med hver novelle - og derfor også denne. Ud over at novellen har over 30% unikke ord, er den  også en kombination af teknisk og lyrisk sprog ... og indeholder hele teksten til den smukke sang Den allersidste dans. På ganske labyrintisk vis blev slutproduktet ret smukt og jeg undrer mig stadig selv over at det lykkedes at skrive den. Jeg håber du vil finde den spændende og måske, bare måske, sørgmodig nok.

"Han griber hendes hånd og fører dem begge i en stor bue ud på det gennemsigtige dansegulv. De er i deres egen lille boble, glitrende og ren, skabt til dette øjeblik og ingen andre. Inden længe falder den som skår omkring dem, inden længe stopper hjerterne i deres kasser. Solen glitrer over den fragmenterede Jord. Bid for bid rives kloden i stykker og spredes som fra en kæmpes hånd ud over solsystemet. Deres boble er i en kuppel stor nok til at indeholde dem alle.

Nær dem danser andre par, tæt omslyngne, i egne bobler. Kvindernes kjoler er spundet af silke, af edderkoppetråd, af kevlar og indfarvet i forskellige kulører, fra rød til violet. Herrernes sko er polerede, så snuderne genspejler de voldsomme solstorme hvis voldsomme, flammende tentakler kysser menneskenes byer. Der er et par for hver verdensdel, et par for hver dag i ugen, for hver af Konstantinopels høje. Et par for hver af antikkens underværker, for dødssynderne og kardinaldyderne. Et par for hver type virus. Syv, der danser til tiden fra et stort orkester.

Hans hånd på hendes lænd. En blid, wienervals . Sikke han smiler til hende. Sikke hun smiler igen. De er nyforelskede, har fundet hinanden i katastrofen og er gået gennem beton og mareridt for at nå til dansegulvet, der flyder på universets sorte baggrund som en gudegrædt tåre. Indersiden af hans sorte jakke og hans skjorte er den samme kulør som hendes kjole, hvis vide skørt flakker som var det syet af ild og luft.

Dansernes ansigter er kerter mod universets bagtæppe. Omkring deres flydende verden slår dele af den dødsdømte Jord sig ned som insekter om en fakkel. De sværmer, stykkerne af planeten, geologi og arkitektur strøet med nænsom hånd. Brudstykker af en kulaflejring fra Uralbjergene cirkler roligt omkring resterne af en computerkirkegård fra Sahara, men ikke længe. Dansesalen kan ikke holde på delene. De besøger den kun kort, før de hvirvles videre langs fotonernes strømme og ender andre steder.

På hendes kinder er der tårer. Store og fugtige flyder de over hendes kindben, følger kæbelinjen og hænger et stille øjeblik fra hagen, før de drypper på det gennemsigtige gulv. De er stadig i rotation omkring menneskets vugge. De driver for tyngdekraften, der snart ønsker at kaste dem bort, snart ombestemmer sig og higer efter at holde dem tæt. Lagrange-punktet forskydes for hvert omløb de tager. Inden længe er der intet at være i kredsløb om, om lidt er der intet punkt. Selv om hun græder er hun lykkelig. Varmen fra hans krop og øjne svøber hende i et skjold, der ikke tillader andet end dem. En ødelagt planets kerne af jern er intet i forhold til hendes udkårnes tiltrækningskraft."

Majs arbejde 2014

Den sidste forårsmåned er rundet af og med den også en del af mine projekter. I løbet af maj var jeg nødt til at have en tjekliste, for hele tiden at huske mig selv på hvad det nu var jeg skulle lave. Tasterne har glødet - både dem i stuen og dem i arbejdsværelset. Nu hvor sommeren kommer anmasende er det nemlig fedt at have to skrivestationer. Så er der nemlig altid en, hvor man ikke får solen lige i fjæset. Maj var så fyldt med arbejde, at jeg den 30. maj endnu ikke havde skrevet en novelle. Heldigvis var jeg færdig med de andre projekter der, så i en raptus (godt med nogle gamle ord) producerede jeg to noveller i løbet af de sidste to dage. Det er vist ikke noget der sker igen lige med det samme.

Solnedgange (1400 ord, realisme)
Al kødets gang (35400 ord, horror, kortroman)
En hundekunst (3200 ord, fantastisk fortælling)

Solnedgange er et blidt stykke prosa, der handler om flere solnedgange. Og om to mænd, der tager en stille gåtur på stranden for at oparbejde appetit til desserten på badehotellet.

I En hundekunst møder vi den lokale skadedyrsbekæmper, der også virker som hundefanger. Vi får historien fortalt over en dram, og det er ikke helt sikkert at han selv tror på den. Men det er noget med en hund, en død ejer og lige lidt for lang tid.

I løbet af maj måned var jeg ude og lade munden løbe et par gange. Første gang var i Næstved den 22. maj sammen med Michael Kamp. Han har skrevet et fantastisk indlæg om præcis hvordan det var den aften, så jeg vil blot sige at jeg kom godt hjem, selv om det var ude på de små timer.

To dage senere, den 24. maj, stod jeg så i Odense, i anledning af zombiefestivalen. Det er første gang jeg har prøvet at være hovednavnet et sted, men det ville da være en fed løgn hvis jeg påstod at det ikke var ganske behageligt. Op til festivalen havde jeg brugt en del tid på at finpudse mit foredrag om Den litterære zombie - et ikke alt for let område, da zombien som de fleste nok ved er født ud af filmmediet. Jeg skulle holde foredraget to gange, og det gik rigtig godt. Ikke mindst fordi det publikum, der var mødt op, var meget interesseret i hvad jeg havde at fortællle. Undervejs vaklede de levende døde rundt i gaderne, og jeg fik med egne øjne set at ægte zombier tydeligvis overlever på en blanding af frisk kød og fadøl. Med lidt held kommer der snart nogle billeder fra selve arrangementet. Ellers kan man følge med her på deres facebook-gruppe. Jeg synes dog kun det er fair, at jeg nævner de to andre oplægsholdere - Steen Christiansen, der fortalte om zombiernes kulturhistorie og Camilla Roed Hollensen, der underholdt med et studium i fankulturen bag zombier. De var begge dygtige og klart værd at høre på.

Nu skulle maj jo ikke kun bruges til congalines og gøren sig klog foran projektør. I løbet af måneden skrev jeg min kortroman, Al kødets gang, færdig og det var lidt af en mærkelig vandring. Officielt er genren gothic crime, men den er nok mere gothic end crime. På et tidspunkt kommer der et indlæg kun om den, men indtil videre kan jeg afsløre at jeg anvender nogle gode og kendte troper. Et gammelt hus, en arv, en senil mor og et gyngestativ i baghaven. Det ændrer dog ikke på at jeg ikke helt har set en historie som den i Al kødets gang. Måske vil mine fremtidige læsere være enige. Eller kaste med æg efter mig.

Jeg tænkte vi alle sammen havde brug for en lille snackpause.

Som nævnt i nogle tidligere indlæg, har jeg et stykke tid arbejdet med at redigere og omskrive en samling horror-noveller. Det stykke arbejde er nu færdigt, og forlaget modtog i sidste uge 18 noveller. Så mange skal der dog ikke være med - vi skal helt ned på en 12-13 stykker, så nu venter et stykke tid med udvælgelse. Indtil videre bærer samlingen dog stadig titlen Kærlighedsfrugt. Mange af mine trailers har i den seneste tid været om kandidaterne, så hvis du ikke kan styre din nysgerrighed, gemmer der sig lidt guf der.

Som den sidste ting har jeg i et stykke tid arbejdet for forlaget Valeta som udarbejder af undervisningsmateriale. I løbet af maj måned har jeg svedt over Heidi Fjelstrups nye novellesamling Pudder, der udkom den 1. maj (samtidig med Ambrosia/Live). At lave undervisningsmateriale er en god måde for mig at blande min lærererfaring med mine forfatterevner. Undervejs bragte nogle af novellerne mig ud i internettets afkroge efter spændende links, og det er sjældent noget jeg gider brokke mig over. Det er utroligt hvad man kan samle op ;)

Phew - så nåede jeg igennem. Juni er ikke så travl som maj, men der kommer til at ske nogle spændende ting alligevel. Jeg vil være at finde på Fantasticon 14/15.juni (stirrende begærligt på Niels Klim-prisen ... så er det sagt), der skal skrives en horror-novelle og så regner jeg med at udkomme i det engelske Massacre Magazine inden alt for længe.  

Ambrosia / Live

Det er ingen hemmelighed at min femte bog kom på gaden her først på måneden. Den 7/5-14 var der reception for værket og nu kommer så den lange ventetid, inden anmeldelser og forhåbentlig en lektør ruller ind. I mellemtiden skal I dog ikke snydes for at høre lidt mere om hvad Ambrosia/Live er for en satan.

Begge forsider. Bagsider. Præsentationer. Noget.

'

I 1960'erne (og sikkert før det) herskede kiosklitteraturen i Danmark. Det drejede sig oftest om amerikanske historier, skrevet af mere eller mindre ukendte forfattere. Kvaliteten af historierne var meget svingende, men oftest langt bedre end kvaliteten af papiret, der var lige til at udvandre til Ukraine over. En helt speciel afart af disse bøger havde to forfattere. Derfor måtte der også to forsider til. Og som om det ikke var nok, skulle man også vende bogen, når man ville læse den anden historie. De to historier/forfattere havde som regel intet at gøre med hinanden, ud over et nødtørftigt genresammenfald og kunne uden problemer læses hver for sig. På en og samme tid fandt jeg det genialt og banalt. Det var fedt at man kunne præsentere to forfattere i den samme bog, men det var tåbeligt at deres historier ikke rørte hinanden. Tanken om at det måtte man gøre noget ved, ramte mig første gang tilbage i starten af århundredet. Og så, i slutningen af 2012, dukkede den op igen, fordi jeg var så heldig at finde en brik jeg manglede.

Helt tilbage i 2007 skrev jeg en lang fortælling om en meget stor, gravid kvinde, der bliver fundet indeni Yding Skovhøj. Det var en af mine første historier med et bredt persongalleri, forskellige mennesketyper og flugtende plot. Den blev færdig ... og så lå den der og kiggede på min harddisk. Jeg kunne rigtig godt lide den, og ikke mindst de historieelementer jeg havde anvendt. I 2012 skete det så, at jeg skrev kortromanen Live. Jeg var også ret vild med den histories elementer, og så var det at det slog mig hvorfor. Jeg havde nemlig brugt dem før. Men på en helt anden måde. I kortromanen Ambrosia. De to historier var forvrængede spejle af hinanden.

Pausegris. Hvad er en histories elementer? Det er de byggesten, der udgør en fortælling. Tag nu f.eks. Rødhætte. Elementerne i den historie er bl.a. en ydre fjende, en levering, et område der er let at fare vild i, en ung pige og en god morale. Det er alt sammen fint nok. Elementerne i Rødhætte kommer i den rækkefølge vi kender og ender selvfølgelig med at vi har lært noget alle sammen. Men kunne man forestille sig at skrive en fuldkommen anderledes historie med Rødhættes elementer? Ikke kun udskifte et enkelt element med et andet, men jonglere med dem og så se resultatet? Lægge mere vægt på et lidt overset område og nedtone et af de store områder? Det kunne man nok. Måske ville det blive godt, måske dårligt, måske let, måske svært. Ville historien adskille sig så meget fra Rødhætte, at læseren umiddelbart ikke ville opdage at det var Rødhætte i kejserens nye fåreklæder (høhø)? Det er ikke til at sige. Men nu tilbage til Ambrosia/Live.

Ambrosia deler 90% af sin histories elementer med Live, men de to historier er vidt forskellige. Både i tone, i opbygning, i skrivestil og i genre. Det ændrer ikke på, at når man har læst den ene historie, vil den helt automatisk spøge, mens man læser den anden. Derfor er der i virkeligheden slet ikke to historier i Ambrosia/Live - der er faktisk fire. Hov, hvad er nu den af, spørger du. Jo, nu skal du bare høre. De to første historier er de to individuelle kortromaner. Men så er der også historien Ambrosia/Live fortæller. Hvad så med nummer fire? Enkelt. Det er historien Live/Ambrosia fortæller. Bogen kan læses flere gange, og heldigvis for det. Måske er der slet ikke fire historier, men bare en stor fortælling? Det vil jeg lade være op til læseren.

Slut med alt det højpandede snak og tilbage til det første afsnit af det her indlæg. Min ide var at bruge layoutet, den fysiske bog, til noget, der også havde med historierne at gøre. Det synes jeg bliver opfyldt gennem de fællesnævnere, historierne har. De vil gerne have noget at gøre med hinanden. For at illustrere den pointe, fik jeg heldigvis min kammerat, tegneren Wols, til at lave en række tegninger. I stedet for normale afsnitsdelere (***), er der nogle pæne illustrationer. Og når du er færdig med den første fortælling, venter der en overraskelse. Det vil selvfølgelig være synd at sige hvad det er, så jeg håber du selv får øje på det.

For at dette indlæg ikke skal blive for langt, så vil jeg runde af med håbet om at I læser mit nye udspil (helst med fornøjelse) og har lyst til at købe bogen. Den fås både som e-bog og paperback (med flapper!) og kan også købes direkte hos forlaget Valeta. Og vil I gerne vide mere, har jeg oprettet en side dedikeret til bogen, lige her på min blog. Kom hid, kom glad.

Aprils arbejde 2014

En tredjedel gennem året, men desværre ikke en tredjedel gennem årets projekter. Eller hedder det heldigvis? Nevermind. En af delene. Ligegyldigt hvilket af ordene man vælger, ændrer det ikke på at der er en hel del at rive i i biksen på Nørrebro. Efter lang tids tilløb er mit arbejdsværelse også kommet op at køre - så nu sætter jeg mig afsides, når der skal arbejdes. I løbet af april har jeg lagt størstedelen af min arbejdstid i kortromanen Al kødets gang, men heldigvis er det også blevet til mere og andet.

Sidste nat på Vågevej (realisme, 5300 ord)
Al kødets gang (horror, 22300 ord, kortroman, i gang)
Alchemy (horror, 1300 ord, engelsk)

I novellen Sidste nat på Vågevej ligger hovedpersonens stedfar Thomas for døden. Derfor har han indkaldt familien til at våge over ham denne sidste nat. Ikke fordi han elsker dem, eller sætter pris på dem, men fordi de alle sammen skylder ham. Kun hovedpersonen står ikke i gæld til den døende. Så hvorfor er han der så alligevel?

Kortprosastykket Alchemy er kød og metal, trafikuheld og forvandlinger. Sammensmeltning, sammensvejsning, sammenstyrtning. Og sang. Masser af mørke vers.

Arbejdsværelset i stearinlysenes skær.

Jeg har i mange år været tilknyttet anmeldersitet Metrord, der specialiserer sig i at anmelde selvudgiverlitteratur. Det er lang tid siden jeg sidst har anmeldt, men i april blev det til en enkelt af slagsen. Det er science fiction-romanen Skrymers Handske af Per Holbo, der er er blevet anmeldt, og hele teksten kan læses her. Jeg ville gerne have været mere positivt stemt, men jeg fandt det desværre svært.

I løbet af måneden har jeg også gennemlæst og håndrettet 15 horror-noveller, der i løbet af maj bliver tilskrevet, omskrevet og maltrakteret, så jeg forhåbentlig står klar med et færdigt manuskript til forlaget ved månedens udgang. Arbejdstitlen er stadig Kærlighedsfrugt. Ligeledes har jeg arbejdet solidt med et UV-materiale, der bliver færdigt i løbet af maj.

To af mine noveller - Den allersidste dans, der er med i den kommende antologi Undergang fra forlaget Valeta, og Lyden af blade der falder fra omi-træet i den kommende antologi Ny Dansk Fantasy 2014 fra forlaget Kandor - har også været igennem kødhakkeren, og er blevet rettet til og ved. Begge antologier udkommer inden for den overskuelige fremtid.

Og så forresten. Den syvende maj er der reception for Ambrosia/Live og fire andre bøger fra forlaget Valeta. Jeg vil sikkert befinde mig et sted i lokalet. Det foregår i Paludan Bogcafé i Fiolstræde, og starter klokken 19. Detaljer kan læses her.

Maj måned er et samlebånd. Så jeg må se at komme i gang.

Marts arbejde 2014

For første gang siden efteråret, kunne jeg her i mandags tage mig en løbetur, kun iført t-shirt og shorts. Som alle ved er det et ømt syn - men i det mindste bebuder det at den lange vinter er ved at smelte bort. Når der kommer mere lys, kommer der også mere energi - og det har jeg også brug for med alle de projekter, der ligger og venter. Men inden vi kommer til de nye ting - så lad os se hvad det blev til i marts:

Monument (realisme, 4200 ord)
Mimesis (fantastisk fortælling/horror, 6400 ord)

I Monument er historiens jeg godt ved muffen, ja, der er faktisk ikke det, han ikke kan købe. Undtagen selvfølgelig sin døde kone tilbage. Heldigvis kan han stille så mange andre ting op for at få orden på sit liv - ting der har at gøre med mursten og mørtel, tavshed og død.

Mimesis udforsker pizzamanden Alessandros liv. Født i Napoli, opvokset i Napoli og har drevet virke i Napoli. Han savner sin hjemby, for der hvor han er findes Napoli slet ikke. Faktisk er der ikke noget der eksisterer, før en mand ved navn David viller det til at findes. Det inkluderer Alessandro. Det inkluderer Alessandros minder.

Sidst på måneden var der genreaften i Dansk Forfatterforening. Det var lykkedes mig at få lov til at invitere et par oplægsholdere, så Niels Dalgaard, Henrik S. Harksen og Helle Tofft fra forlaget Valeta tog sig af at fortælle om henholdsvis science fiction, horror og forlæggerbranchen. Det var nogle meget forskellige oplæg, men heldigvis var det relativt store publikum interesserede og kom med mange spørgsmål. Selv havde jeg lavet et oplæg for lægmand om fantasy, og det virkede som om det faldt i god jord hos tilhørerne. Med yderligere arbejde kunne det være fundament for et regulært foredrag.

I løbet af marts blev sidste hånd også lagt på min dobbeltroman Ambrosia/Live - der er kommet prøvetryk fra pressen og nu florerer der også en bogtrailer til mit kommende værk. Derfor har jeg selvfølgelig set mit nødsaget til at oprette en side her på bloggen, der udelukkende handler om A/L - so behold. Der er lidt tom lige nu, men der kommer mere på i fremtiden. Den officielle udgivelsesdato er 15/4.

Efter et møde med mit forlag, ser fremtiden meget lys ud for undertegnede. Selv om der er meget, der endnu ikke kan siges, vil jeg med fremskudt hage påstå at verden kommer til at se noget nyt fra mig ca. hvert halve år i det næste lange stykke tid. Lige nu arbejder jeg på en horror-samling - 12-13 noveller, der alle er skrevet, men nu skal igennem redigeringsmøllen. Ligeledes er der en hel del længere ting i støbeskeen - en kortroman og ikke mindst Odd ... troede I jeg havde glemt den? ;)

April byder på rigtig meget skrivning - og et par eksperimenter eller to ... for ikke at nævne en oplæsning i Næstved den 25/4. Følg med!

Det er forår - og derfor er der nyheder!

Hvis jeg ikke husker meget forkert, er det første gang i bloggens historie, at der er to på hinanden følgende indlæg, der drejer sig om nyheder. Ofte handler min indlæg om antologier eller lignende, og selvom I ikke helt slipper for det, er der her fokus på en ganske anden del af forfatterlivet - nemlig at vise sit fjæs offentligt. I marts sker det hele to gange.

The smoothness ...

Første gang er allerede den kommende fredag (7. marts). Hvert år afholder de studerende på IKK (Institut for Kunst og Kultur) en todages festival, og i år er emnet science fiction. Da jeg på mine gode dage påstår at jeg ved lidt om det, er jeg i den heldige situation at en enkelt mail til dem har skaffet undertegnede og Lars Ahn Pedersen en plads i en paneldebat om Science fiction som lavkultur eller finkultur. Den finder allerede sted klokken 13.30, og for at I ikke skal kede jer over vores vante ansigter, er Bo Tao Michaëlis og Karsten Ifversen også en del af panelet. Det skal nok blive sjovt - og forhåbentligt informativt as well.

I den anden ende af måneden ligger datoen 29/3. Over vinteren har jeg arbejdet hårdt sammen med DFF om at få et arrangement om "de udskældte genrer" op at stå. Det er nu lykkedes, og det er med stolthed i stemmen at jeg kan afsløre, hvem der skal tage stilling til sådanne spørgsmål som: Hvordan er det lykkedes krimien at blive accepteret og hvorfor anses horror og science fiction som ungdomsgenrer i Danmark. Til at tage sig af science fiction, er Niels Dalgaard klar til at tale, på horror-delen er det Henrik S. Harksen der kommer med nogle pointer og for at belyse forlagenes side af projektet, vil repræsentanter for forlaget Valeta komme med deres guldkorn. Selv vil jeg (meget kort) tage mig af fantasy og ellers præsentere oplægsholderne for publikum. Hele balladen rundes af med en middag og sandsynligvis en større diskussion. Aftenen forløber fra 16:30 til 23:00.

Nok om mit grimme fjæs. Tidligt i morges fik jeg at vide over mailen, at jeg var så heldig at min novelle skrevet i 2013s døende dage er kommet med i antologien Dansk Fantasy 2014. Min novelle hedder Lyden af blade, der falder fra Omi-træet og er vel nærmest en blanding af en fabel og et eventyr. Og så kan den forresten læses både forfra og bagfra ;)

Samtidig skal det også nævnes at nu er det muligt at stemme om hvem der skal have Niels Klim-prisen i år. Undertegnede har som allerede nævnt tre kandidater, og ville frygtelig gerne fylde de tomme huller i reolen ud med science fiction-hæder. Derfor: Til stemmeurnerne!

Til sidst kommer måske den største nyhed. I skrivende stund er Ambrosia/Live færdigredigeret, har været hos korrekturmanden og er nu ved at blive vendt og drejet på forlaget. Hvad betyder det? Meget enkelt: Min første selvstændige udgivelse siden efteråret 2012 er lige på trapperne. Praised be the Lord!!