Trailer 98 - uddrag af Blot en mindre undergang

I 2013 afholdt forlaget Valeta, i samarbejde med bloggen apokalyptisk.dk, en novelle-konkurrence med temaet Undergang. Undergangen kunne tolkes som man nu ville, og med mine tendenser inden for emner i min skrivning, kunne jeg ikke lade en sådan chance gå min næse forbi. Jeg havde en klar idé, som jeg skrev længe på og efterhånden som deadlinen nærmede sig var jeg helt rolig. Jeg havde mit bidrag. Lige indtil at lynet ramte mig, fjorten dage før tid. Jeg fik en bedre idé, og den endte i novellen Den allersidste dans, der heldigvis kom med i antologien.

 

Men hvad så med den anden historie? Ja, den sendte jeg ikke ind, men for første gang ser et udsnit dagens lys. Tonen i den er meget semantisk, meget lallende og næsten udelukkende holdt i direkte tale. Hovedpersonen er en navnløs person ... og så den skabning, hvis job det er at reducere Jorden til absolut ingenting, noget denne skabning forresten finder usædvanligt trivielt, og derfor har skabningen intet imod at slå lidt tid ihjel med snak, nu hvor den alligevel er i gang med at dræbe resten. Og titlen? Blot en mindre undergang. 

"Hovhov. Nu skal du ikke se tøsefornærmet ud. Jeg er overbevist om at du har fået tudet ørerne fulde af hvor unik og fantastisk og sjælsflænsende vidunderlig netop denne planet er. Det passer ikke. Din verden er et kedeligt gennemsnit. En statistisk konstant. Man kunne stille sit ur efter din verden, og så glemme alt om den. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre. Lidt stolthed skal man have for sit håndværk, selv når dette er ækvivalenten til en røvkedelig mandag på kontoret. I har mandage? Godt, så har jeg da lidt styr på det. Med så mange verdener ændrer tingene sig hele tiden.

Pause? Så lad gå, det kan jeg godt. Tid er sådan et abstrakt koncept. Ikke fordi jeg forstår mig på den slags. Jeg er overhovedet ikke abstrakt, men jeg er imponeret over ideen om at man kan sætte tid i system, og så derefter udklække princippet om en pause. Som om I kan trykke på en knap, og så stoppe universets rotation. Megalomantisk, mon ikke! Pudsigt attraktivt. Lidt storhedsvanvid er et fremragende bind for øjnene. Men hvorfor vil du have mig til at sætte pausefiskene i gang?

Okay. Det kan man vel godt forstå. Jeg ved ikke om du har ret til en forklaring, men jeg vil godt give dig en alligevel. Jeg kan ikke stoppe tiden, det kan ingen, men jeg kan brække dens ben, så den kun snøvler sig frem. Du er et bevidst væsen, der har funderet over din plads i verdens store myretue, i universet, i hurtigkøen i Netto. Så er det kun fair at du får lidt perspektiv på det hele. Jeg kunne give dig svaret på tre sekunder, men eftersom jeg har stækket tiden, vil det tage for evigt. Se det positive i det. Du har første parket til hele kataklysmen og jeg garanterer dig for at du bliver den sidste, der ryger.

Hørte du efter tidligere, da jeg kaldte din verden for et kedeligt gennemsnit? Godt, det havde du ikke glemt. Jeg kan mærke helt herover, hvor vred det gør dig. Her kommer jeg, trækker pikken frem og pisser ud over hele din virkelighed. God, tyk morgenurin. Selvfølgelig bliver du harm. Men det er ikke fordi jeg har noget mod din verden. Der er bare så mange verdener derude, at jeg har svært ved at finde entusiasmen frem, når det kommer til din. Tro mig, jeg gør mit bedste. Nothing personal.

For dig er det her en skelsættende begivenhed. At der er så ikke er andet på den anden side af skellet end ultimativ tomhed, er irrelevant. Alle dine drømme, alle dine håb, alle dine sukkerchok og premierefilm er hedengangne. Det forstår jeg godt alt sammen. Du må forstå, at for mig er det et arbejde. Jeg kataklysmede en verden til stumper i går, og jeg vil destruere endnu en variant af Jorden igen i morgen. Samlebåndsarbejde.

Det er måske forkert af mig at være så hoven. Du kan jo ikke vide, at de sidste mange gange har jeg smadret meget identiske versioner af Jorden. Der har ikke været nogen overraskelser, og det kan godt gøre en træt. Lidt lyspunkter har din verden dog. Det vil jeg godt nævne. I har trods alt pingviner og maling. Det er noget. Eller, I havde pingviner.

Det jeg forsøger at sige er, at der måske er gået lidt for meget trummerum i det. Min glæde over mit arbejde er hensygnende. Tragisk, hvis man tænker over det, eftersom jeg ikke har så mange muligheder for at få et andet job. Der hvor jeg har hjemme har vi ingen arbejdsformidling. Ingen understøttelse. Ingen videreuddannelse. Jeg udfører den funktion, som jeg er skabt til. Måske kan du sætte dig i mit sted? En omstændighed er dog formildende: Jeg er forbandet god til det jeg laver.

BAM!

Haha, så du det!? Det var sgu lidt krydderi på tilværelsen alligevel. Det sker kun en gang ud af million, at et af kontinenterne rive sig fri af soklen og lander som en halv sandwich oven på et af de andre. Den havde jeg ikke set komme. Måske tog jeg fejl. Din verden kan byde på en smule adspredelse alligevel.

Der er ikke noget, der glider forbi din opmærksomhed, hva? Du bed dig fast i det ene ord, som var det en sukkerknald. Skabt. Hvem har skabt mig? Hvis jeg skal forklare det på en måde, hvor du kan være med, vil jeg nok bruge ordet 'lem'. Åben mund og polypper. Jeg snakker altså ikke sjofelt. Det er kun dig, der tænker sådan. Den del kommer jeg aldrig til at forstå, men det hænger vel sammen med begær. Konstant pik og patter. Øjeblik, jeg skal lige fokusere på Atlanterhavet."

Marts' nyheder 2015 - om Niels Klim-prisen, anmeldelse og information på nettet

Blot fjorten dage efter min forrige nyhedsupdate, er det blevet tid til endnu en. Af og til virker det som om nyhederne grupperer sig i kategorier, så de mere eller mindre handler om samme område. Det gør sig også gældende med denne - science fiction er dagens ord, og det er slet ikke noget slemt noget.

Jan Manski, Onania - Aetiology Unknown 27, 2010, colour photograph, 30 x 26 cm

Som jeg nævnte for 14 dage siden, blev tre af mine tekster nomineret til årets Niels Klim-pris. To i kategorien novelle og en i kategorien kortroman. For et par dage siden valgte jeg at trække den ene tekst fra novelle-kategorien, nemlig Den allersidste dans, da jeg ellers ville ligge i konkurrence med mig selv, for ikke at nævne alle de andre forfattere. Så nu har jeg elimeret en konkurrent - nemlig mig selv. Som de andre år er teksterne til årets Niels Klim-pris blevet gjort tilgængelige, og det håber jeg virkelig du vil gøre. Der er mange gode tekster imellem, og hvis du oven i købet skulle have lyst til at stemme, er det blot så meget bedre. Tænk bare på hvor få priser du egentlig kan have indflydelse på ... dette er en af dem. Læs langt størstedelen af de nominerede ved at følge linket. Det bliver inaktivt den 30/3-15 - der også er den sidste dag, hvor der kan stemmes.

Antologien Universets mørke, der udkom for et par måneder siden, har nu fået den første anmeldelse. Det er Jette Holst, bibliotekar og skribent på gyseren.dk, der har anmeldt den - og om min novelle har hun følgende at sige:

"”Itu” af A. Silvestri starter med en dreng, der ser uendelig velkendt ud – og så alligevel ikke. Fortælleren overværer, hvordan drengen bliver flyttet af to politimænd, men scenen ender i blod og død, og fortælleren flyttes i karantæne, hvor han skal fortælle alt, hvad han husker om episoden.
A. Silvestri eksperimenterer ofte med sin skrivestil, og i denne novelle lader han helt bogstaveligt sin fortæller gå itu, mens han forklarer, hvad han husker. Kommaerne forsvinder, ordene forsvinder, betydningen forsvinder: ”Vågner til blinkende/hvidt lys/mørke. Forsøger/nægter at rejse mig fra sengen/fængslet. Det spænder/gør ondt/hviner i min arm/led/kæbe. Farver i tusindtal. Blå/orange/grøn/ultra/infra/ekko/sort/stank/hvid/duft.” Det er veludført, og præmissen er godt tænkt. Silvestri beviser endnu en gang, at han kan noget ganske særligt, når han skriver."

Et større uddrag af novellen kan læses ved at følge linket.

For de af jer, der finder science fiction og dens historie i Danmark spændende, er der kommet gang i en hjemmeside ved navn sf-fan.dk. Den forsøger at give et overblik over hvad der har været af science fiction-relaterede priser i Danmark, hvilke conventions, foreninger og lignende. Den er et godt sted at kigge, hvis man vil vide mere, og heldigvis holdes den opdateret med video-links og lignende. Jeg håber at de gode folk bag sig har tænkt at holde sig ajour med hvad der ellers kommer til at ske, når fremtid bliver til nutid.

Flere nyheder i februar 2015 - med ny video, prisnominering og anmeldelse

På trods af at februar er årets korteste måned, er der alligevel sket så meget, at det er blevet tid til endnu en update. Det er dejligt, når tingene går så hurtigt og spændende i forfatterlivet. Den konstante fremdrift skaber nemlig energi, selv om den egentlig burde fjerne den.

 

I januar fortalte jeg om Niels Klim-prisen og bad jer alle sammen om at stemme på de forfattere, der faldt i jeres smag. Jeg havde tre tekster på den lange liste, og i går blev årets short-list åbenbaret og det er med stolthed at jeg kan fortælle, at jeg har hele tre tekster med i det endelige opløb.

I kategorien novelle har jeg teksten Den allersidste dans fra antologien Undergang og novellen Ukrudt fra antologien De sidste kærester på Månen. Det er et spændende felt, og jeg skal beslutte med mig selv, om jeg skal trække en af teksterne for at forbedre mine vinderchancer. Hvad siger du? Og hvilken af teksterne skal jeg evt. trække?

I kategorien kortroman har jeg teksten Live med fra dobbeltromanen Ambrosia/Live. Feltet her er mindre, men jeg glæder mig til at læse mine konkurrenter. 

Afstemningen starter den 1. marts og løber en måned. Jeg håber virkelig at du har lyst til at stemme, ikke bare på mig, men i det hele taget. Du kan se alle de nominerede ved at følge linket. Med lidt held vil de nominerede tekster (i hvert fald i novellekategorien) blive tilgængelige i en kort periode. Følg med mens jeg updater.

Sidste år lavede jeg en kort video, hvor jeg filmede min arbejdshule. Nu har jeg konstrueret en ny af slagsen (en video, ikke en arbejdshule), der både er længere og pænere. I den fortæller jeg om de forskellige "stationer" jeg bruger i mit arbejde med mine tekster og hvem ved, måske synes du det er spændende eller det kan være, du kan bruge noget af det selv.

Som nævnt i min sidste update, var der et par anmeldelser i Himmelskibet nummer 43 af antologier, hvori jeg medvirker. Om antologien Undergang har anmelderen Thomas Winther følgende at sige om min tekst Den allersidste dans (Jeps, den der er nomineret til årets Niels Klim-pris):

"Silvestris bidrag til samlingen er nærmest en symfoni der beskriver en dans af ødelæggelse imens verden går under. På bedste Silvestri-maner er det en mærkelig, men velkomponeret historie, og også et rigtigt godt eksempel på hvor forskellige bidragene til denne samling er."

Med de ord vil jeg runde af for nu. Der er blot en lang uge tilbage af februar og der er mange deadlines, men dem fortæller jeg mere om, når jeg kommer så langt. Alt godt og nyd det spirende forår.

Niels Klim-prisen 2014

Så er det blevet den tid på året igen, folkens.

Efter lang tid uden, blev der for en række år siden genetableret en dansk science fiction-pris, der gives for årets bedste fortællinger inden for tre længder. Den korte, den mellem og den lange science fiction-novelle. Niels Klim-prisen er ikke alene et godt tiltag, den er også en meget nødvendig pris, da det ville være synd at sige at science fiction eller noveller får meget opmærksomhed i Danmark. RED: I år er der også, for første gang, en kategori for oversatte noveller med - så altså fire forskellige i alt.

Jeg har tre kandidater på den lange liste, som der skal nomineres fra inden den 15. februar. Får en novelle nok nomineringer, går den videre til afstemningsrunden hvorfra årets vindere bliver fundet. Skulle jeg komme i den heldige situation at gå videre, vil jeg så vidt det er mig muligt sikre at teksterne bliver tilgængelige her for en kort periode. Men nu - til de nominerede.

I kategorien novelle (den korteste) har jeg to kandidater:

Den allersidste dans: Med i antologien Undergang fra forlaget Valeta. Det var en ret fantastisk fortælling at skrive, ikke mindst fordi jeg eksperimenterede med unikke ord og vendinger, og forsøgte intet mindre end at rumme det meste af mennesket i en kort fortælling. Af Politiken nævnt som en af samlingens bedste noveller. Et kort uddrag kan læses her. 

Ukrudt: Med i antologien De sidste kærester på Månen fra SFC. Jeg har skrevet mange forskellige science fiction-noveller, men jeg havde aldrig prøvet kræfter med en koloniseringsfortælling. Derfor blev Ukrudt skabt og i den følger man menneskets kamp mod en planet, der ingen lyst har til at huse det.

I kategorien kortroman (den længste) har jeg en kandidat:

Live: Halvdelen af dobbeltværket Ambrosia/Live fra forlaget Valeta. En lang fortælling om en verden, der er ved at gå under. Det magtesløse galleri, der har fået den tvivlsomme ære at udspille de sidste par akter på Rigshospitalet står over for en fødsel. Den sidste af slagsen. Du kan læse meget mere på dobbeltromanens side her på bloggen.

For at kunne stemme til Niels Klim-prisen, både i nomineringsrunden og i selve afstemningsrunden, skal du oprette en bruger på følgende link. Når det er sket, modtager du en mail med instrukser for din videre færd. Er du allerede oprettet fra de tidligere år, burde der allerede ligge en mail i din boks.

Jeg håber du har lyst til at nominere mig - og nominere i det hele taget, for der er rigtig mange dygtige skribenter imellem kandidaterne. Dansk science fiction needs you! 

Året der gik: 2014, Del 2

I går fik jeg tilfredsstillet mit akutte behov for at opstille alt i lister (du skulle bare se min harddisk ;)) og nu vil jeg forsøge mig med en sammenhængende forfatterfortælling om 2014. Jeg er stadig ikke nået til det punkt hvor årstallet virker som fortid, men det er jeg sikker på kommer lige om et blink eller hundrede.
-----------------------------------------------------
2014 blev året, hvor jeg endelig fik sat mit kontor op, så jeg nu har flere steder at arbejde med min skrivning, men det kan I se meget mere af i videoen, der er en del af indlægget. Jeg holdt mig selv i gang i løbet af 2014. For det meste skrev jeg på et længere værk, samtidig med at jeg skrev på en novelle. For mig har det aldrig været et problem at adskille historier. Faktisk tror jeg det er godt for mig, at jeg følger en to-tre tankespor samtidig. Jobbet tog rigtig meget tid sidste år, og det har kun taget endnu mere i år. Reformen har ikke efterladt meget fritid, så den sparsomme tid jeg har haft, er mere eller mindre blevet brugt til at skrive eller forberede mig. Det sociale har haltet efter, hvilket ikke er det mest optimale.

-------------------------

Sidste år var der også mange indkaldelser til novelleantologier, og så vidt det var mig muligt, deltog jeg i dem jeg kunne. Jeg medvirkede i seks antologier, en af dem endda som vinder, nemlig med novellen Udyr i antologien Varulv fra KANDOR. Jeg forsøger stadig at gøre specielle ting med novellenformen. Dette er blandt andet kommet til udtryk i novellen Hjertely, hvor jeg omskrev Henrik Pontoppidans Naadsensbrød til en varulvehistorie og gennem novellen Vi savner dig, der skal modtages over SMS. Det er stadig de fantastiske emner, der har min store interesse, selv om det også bliver til realistiske tekster.
-------------------------
I løbet af 2014 fik jeg prøvet mange sjove ting, der også hører til at være forfatter. Januar bød på en præmieoverrækkelse i Farum, fordi jeg havde vundet en skrivekonkurrence med novellen Flagermus. I februar sad jeg på skriveophold i Jylland, hvor jeg ved siden af en knitrende kakkelovn hamrede ord på ord ned. I marts sad jeg i paneldebat på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, sammen med Bo Tao Michaëlis, Lars Ahn Pedersen og Karsten Ifversen, hvor vi skulle snakke om hvilken fremtid, om nogen, science fiction-litteraturen havde. April bød også på en "tema-aften" om De udskældte genrer i Dansk Forfatterforening, hvor blandt andet Niels Dalgaard og Henrik Harksen tegnede og fortalte. Maj bød på reception Ambrosia/Live, samt en fællesoptræden med Michael Kamp i Næstved. Et par dage senere stod jeg i Odense og holdt foredrag om den litterære zombie i forbindelse med Odense Zombie Festival. August havde jeg arbejdet en del op til. Hvert år har Hald Hovedgaard en litteraturdag, og der er altid knyttet et emne til. I år var det science fiction og jeg fungerede som tovholder på den del, både op til og i løbet af dagen. November bød vanen tro på BogForum og så fik jeg lov til at medsidde i en paneldebat om epidemier, i forbindelse med CPH: DOX. Det blev også til et par oplæsninger og de løse ting, men det var ikke der mit fokus lå ... eller også blev jeg bare ikke spurgt nok. 2014 har været rigtig fedt med disse ting og det er virkelig noget, jeg håber at få større mulighed for i år. At komme ud og vise mit fjæs. Ikke mindst fordi jeg har oplevet alt fra at blive hyldet som en skriftgud til at blive skudt i skoene, at det jeg stod og snakkede om, var noget vrøvl. Udsagn, der nok begge bør tages med et gran salt.
-------------------------
Jeg fik heldigvis en selvstændig udgivelse i løbet af 2014, nemlig dobbeltromanen Ambrosia/Live, en bog jeg er svært stolt af. Hvor Pandaemonium primært modtog positive anmeldelser, har modtagelsen af A/L været mere blandet. Rigtig mange kan godt lide den ene historie (Ambrosia), men er mere lunkne over for den anden historie (Live). Som forfatter har jeg det modsat, men heldigvis skal jeg ikke bestemme. Der er en del, der har læst den, og taget i betragtning af den fejlagtigt er blevet klassificeret som science fiction (det er den kun halvt, og på en god dag), har den solgt pænt til bibliotekerne. Min eneste anke ved de mange anmeldelser er at ingen af dem har nævnt de to ting, der er vigtige for at "fange" bogen: At den fysisk skal vendes, når man går fra den ene historie til den anden og illustrationen i midten. Men man kan ikke få det hele. Ambrosia/Live udkom på forlaget Valeta og er i skrivende stund ved at blive indtalt som lydbog. Den må være lige på trapperne.
-------------------------
En ting, jeg har haft meget mere fokus på i år end de foregående, er hvor meget der egentlig diskrimineres mod de fantastiske genrer, og hvor ofte den diskrimination er funderet på forudindtagethed eller uvidenhed og genrerne. Det har gjort mig vred, og det har gjort mig ked af det, for jeg har meget svært ved at se hvorfor det skal være sådan. Jeg vil ikke gå ind i hvordan bogbranchen har fremelsket disse forskelle (Og det har den. Måske kommer der et indlæg på et tidspunkt om netop det) eller hvordan mange forfattere er med til at holde forskellene i hævd. Jeg vil blot sige, at jeg har tænkt mig at gøre hvad jeg kan for at ændre den holdning. Jeg tror, og håber, på at det vil ændre sig i fremtiden. Indtil da synes jeg det fantastiske miljø skal gøre hvad det kan for at hjælpe hinanden, promovere hinanden og italesætte (popord, I know) de fordomme man som forfatter af fantastik og/eller lyrik møder. Det kan nogle gange være meget svært at finde entusiasmen frem, når man udkommer med noget nyt, og endnu engang forbigåes af pressen og hvad vi ellers har. Nogle gange er det meget lidt sjovt, og det gør det ikke bedre når jeg tænker på nogle af mine kolleger, der har oplevet det her to eller tre gange længere end jeg.
-------------------------
2014 var også året, hvor jeg havde næsen godt begravet i de muligheder, der var i at skrive på

engelsk. Jeg medvirkede (og vandt) en flash fiction-konkurrence, jeg har haft en kort novelle (Alchemy) med i et blad (Massacre Magazine) og har oversat tre af mine noveller til engelsk. De er lige nu i cirkulation i hhv. England, USA og Canada, så jeg håber at jeg på samme tid næste år kan fremvise resultater i den retning. Hvorfor på engelsk? Der er flere muligheder for at tjene penge og de fantastiske genrer har det meget bedre der ... eller har i hvert fald et større publikum.
-------------------------
I løbet af de foregående tolv måneder, skrev jeg (som det fremgår af Del 1), 21 noveller og en del andre ting. Hvilke har jeg de største håb for? Jeg tror mit Skår-projekt virkelig kan blive noget lidt anderledes og måske skrabe nogle læsere til, der ellers ikke læser. Mine to science fiction-noveller Sand og sten, stål og glas og Bag glas er begge meget gode, og kunne godt vise sig at gøre spændende ting. Som den sidste vil jeg nævne Sidste nat på Vågevej, der med al sin sociale realisme alligevel er både grum og sjov.
-------------------------

2015 kommer til at indeholde en masse og især horror. Hvis alt flasker sig, får jeg to udgivelser - kortromanen Al kødets gang og en novellesamling med horror, der lige nu har arbejdstitlen Kærlighedsfrugt. Jeg regner desuden med at skrive kortromanen Lea færdig, og færdiggøre Et satans arbejde, der ser ud til at blive en roman. Lige nu er min kalender mager, men jeg håber meget på at blive inviteret ud at holde foredrag og oplæsninger - det er noget, jeg meget gerne vil. Desuden sysler jeg med tanker om redaktør-gerningen, så der kommer måske til at ske noget der også. Jeg mangler stadig at få en antologi opkaldt efter mit bidrag! men jeg opnåede næsten at blive anmeldt i en landsdækkende avis, da min novelle Den allersidste dans fra antologien Undergang i Politiken blev fremhævet for det skønne og særegne sprog.

Jeg er stadig meget glad for de læsere jeg har - så tak til jer alle sammen, i tusindmål - og jeg håber også at der kommer flere til. På falderebet vil jeg bede jer om en tjeneste. Hvis du/I har læst nogle af mine bøger, ville det være rart med en vurdering eller en anmeldelse på Goodreads. Som altid er jungletrommerne den musik der spiller højest. Vi ses, snakkes, læses og skrives ved i 2015. Adieu.

Septembers tre nyheder

De første ruskende tegn på vinter har vist sig, når man kommer hus- og gadehjørner for tæt. Energiniveauet er lavere, end det har været et stykke tid. Tingene går frygteligt hurtigt i skrivebiksen, samtidig med at de går alt for langsomt. Det er et sært, limbomættet grænseland. Heldigvis er der et par konkrete lækkerheder at berette om, så det hele ikke bliver så metafysisk.

Den 7/9 anmeldte Politiken antologien Undergang fra forlaget Valeta og jeg var mildest talt chokeret. Tænk, at en af de store aviser anmeldte ikke alene en antologi, men også en, hvis historier alle lå placeret i de fantastiske genrer og var skrevet til voksne. Det var dog ikke alt sammen positive ting, der blev sagt og flere af disse er blevet diskuteret på denne blog. Jeg vil dog vælge at vedblive positiv og håbe, at det er første spadestik i en helt ny tradition. Anmelderen, Anne-Marie Vedsø Olesen, var især glad for blandt andet min novelle, og skrev følgende ord:

"I Amdi Silvestris Den allersidste dans, danser syv par i hver sin beskyttende boble, mens jordkloden går under af solstorme. Men boble efter boble brister, Silvestri skriver særegent poetisk og uden slinger i valsen, om man så må sige, og får midt i al gruen skabt en smuk hyldest til menneskeheden og mangfoldigheden."

Det er næsten fem måneder siden min dobbeltroman Ambrosia/Live udkom, og den bliver stadig ved med at få anmeldelser. Den ottende af slagsen står Thomas Winther, anmelder på bladet Himmelskibet, for, og han har en del pæne ting at sige:

"Vi får ikke at vide hvilken trussel det er jorden står over for [i Live], men dette er heller ikke vigtigt for historien, da personerne alligevel ikke kan gøre noget ved det, men kun kan forholde sig til deres egen situation. Man savner som læser heller ikke en afklaring af hvad det er for en trussel der hænger over dem, for det er egentligt ikke vigtigt. 

Ambrosia / Live læses hver for sig, men står stærkt sammen, og giver samlet en rigtig god bogudgivelse."

Den 4/9 var der oplæsning på Staden i København, hvor jeg var inviteret til at læse op sammen med Kenneth Krabat, Peter-Clement Woetmann, Linda Nørgaard Framke og Steffen Baunbæk Pedersen under paraplyen Poesi på Staden. Det blev en rigtig fin aften, også selv om jeg var udmattet af de seneste par uger og ikke leverede mit bedste. Det gjorde nogle af de andre heldigvis - og hvis du ikke var der, kan du se en sammenklipning af arrangementet på youtube. Du skal bare klikke på linket. Det var alt for nu. Tak fordi du læste med.

Trailer 76 - uddrag af Den allersidste dans

Trailer 76 kommer til at handle om Ragnarok, om verdens ende, om apokalypsen. Engang imellem er det sundt at tage et langt kig ud over afgrunden og forestille sig intetheden, så længe man blot husker at trække hovedet til sig i tide (frit efter Nietzsche). Men kan man ikke forestille sig en undergang, der også er yndig?

 
Novellen Den allersidste dans, der er med i antologien Undergang fra forlaget Valeta, handler om et af syv par på et enormt dansegulv, der svæver over Jorden. Som jeg nævnte i mit forrige trailer-indlæg, forsøger jeg altid at gøre anderledesheder med hver novelle - og derfor også denne. Ud over at novellen har over 30% unikke ord, er den  også en kombination af teknisk og lyrisk sprog ... og indeholder hele teksten til den smukke sang Den allersidste dans. På ganske labyrintisk vis blev slutproduktet ret smukt og jeg undrer mig stadig selv over at det lykkedes at skrive den. Jeg håber du vil finde den spændende og måske, bare måske, sørgmodig nok.

"Han griber hendes hånd og fører dem begge i en stor bue ud på det gennemsigtige dansegulv. De er i deres egen lille boble, glitrende og ren, skabt til dette øjeblik og ingen andre. Inden længe falder den som skår omkring dem, inden længe stopper hjerterne i deres kasser. Solen glitrer over den fragmenterede Jord. Bid for bid rives kloden i stykker og spredes som fra en kæmpes hånd ud over solsystemet. Deres boble er i en kuppel stor nok til at indeholde dem alle.

Nær dem danser andre par, tæt omslyngne, i egne bobler. Kvindernes kjoler er spundet af silke, af edderkoppetråd, af kevlar og indfarvet i forskellige kulører, fra rød til violet. Herrernes sko er polerede, så snuderne genspejler de voldsomme solstorme hvis voldsomme, flammende tentakler kysser menneskenes byer. Der er et par for hver verdensdel, et par for hver dag i ugen, for hver af Konstantinopels høje. Et par for hver af antikkens underværker, for dødssynderne og kardinaldyderne. Et par for hver type virus. Syv, der danser til tiden fra et stort orkester.

Hans hånd på hendes lænd. En blid, wienervals . Sikke han smiler til hende. Sikke hun smiler igen. De er nyforelskede, har fundet hinanden i katastrofen og er gået gennem beton og mareridt for at nå til dansegulvet, der flyder på universets sorte baggrund som en gudegrædt tåre. Indersiden af hans sorte jakke og hans skjorte er den samme kulør som hendes kjole, hvis vide skørt flakker som var det syet af ild og luft.

Dansernes ansigter er kerter mod universets bagtæppe. Omkring deres flydende verden slår dele af den dødsdømte Jord sig ned som insekter om en fakkel. De sværmer, stykkerne af planeten, geologi og arkitektur strøet med nænsom hånd. Brudstykker af en kulaflejring fra Uralbjergene cirkler roligt omkring resterne af en computerkirkegård fra Sahara, men ikke længe. Dansesalen kan ikke holde på delene. De besøger den kun kort, før de hvirvles videre langs fotonernes strømme og ender andre steder.

På hendes kinder er der tårer. Store og fugtige flyder de over hendes kindben, følger kæbelinjen og hænger et stille øjeblik fra hagen, før de drypper på det gennemsigtige gulv. De er stadig i rotation omkring menneskets vugge. De driver for tyngdekraften, der snart ønsker at kaste dem bort, snart ombestemmer sig og higer efter at holde dem tæt. Lagrange-punktet forskydes for hvert omløb de tager. Inden længe er der intet at være i kredsløb om, om lidt er der intet punkt. Selv om hun græder er hun lykkelig. Varmen fra hans krop og øjne svøber hende i et skjold, der ikke tillader andet end dem. En ødelagt planets kerne af jern er intet i forhold til hendes udkårnes tiltrækningskraft."

Aprils arbejde 2014

En tredjedel gennem året, men desværre ikke en tredjedel gennem årets projekter. Eller hedder det heldigvis? Nevermind. En af delene. Ligegyldigt hvilket af ordene man vælger, ændrer det ikke på at der er en hel del at rive i i biksen på Nørrebro. Efter lang tids tilløb er mit arbejdsværelse også kommet op at køre - så nu sætter jeg mig afsides, når der skal arbejdes. I løbet af april har jeg lagt størstedelen af min arbejdstid i kortromanen Al kødets gang, men heldigvis er det også blevet til mere og andet.

Sidste nat på Vågevej (realisme, 5300 ord)
Al kødets gang (horror, 22300 ord, kortroman, i gang)
Alchemy (horror, 1300 ord, engelsk)

I novellen Sidste nat på Vågevej ligger hovedpersonens stedfar Thomas for døden. Derfor har han indkaldt familien til at våge over ham denne sidste nat. Ikke fordi han elsker dem, eller sætter pris på dem, men fordi de alle sammen skylder ham. Kun hovedpersonen står ikke i gæld til den døende. Så hvorfor er han der så alligevel?

Kortprosastykket Alchemy er kød og metal, trafikuheld og forvandlinger. Sammensmeltning, sammensvejsning, sammenstyrtning. Og sang. Masser af mørke vers.

Arbejdsværelset i stearinlysenes skær.

Jeg har i mange år været tilknyttet anmeldersitet Metrord, der specialiserer sig i at anmelde selvudgiverlitteratur. Det er lang tid siden jeg sidst har anmeldt, men i april blev det til en enkelt af slagsen. Det er science fiction-romanen Skrymers Handske af Per Holbo, der er er blevet anmeldt, og hele teksten kan læses her. Jeg ville gerne have været mere positivt stemt, men jeg fandt det desværre svært.

I løbet af måneden har jeg også gennemlæst og håndrettet 15 horror-noveller, der i løbet af maj bliver tilskrevet, omskrevet og maltrakteret, så jeg forhåbentlig står klar med et færdigt manuskript til forlaget ved månedens udgang. Arbejdstitlen er stadig Kærlighedsfrugt. Ligeledes har jeg arbejdet solidt med et UV-materiale, der bliver færdigt i løbet af maj.

To af mine noveller - Den allersidste dans, der er med i den kommende antologi Undergang fra forlaget Valeta, og Lyden af blade der falder fra omi-træet i den kommende antologi Ny Dansk Fantasy 2014 fra forlaget Kandor - har også været igennem kødhakkeren, og er blevet rettet til og ved. Begge antologier udkommer inden for den overskuelige fremtid.

Og så forresten. Den syvende maj er der reception for Ambrosia/Live og fire andre bøger fra forlaget Valeta. Jeg vil sikkert befinde mig et sted i lokalet. Det foregår i Paludan Bogcafé i Fiolstræde, og starter klokken 19. Detaljer kan læses her.

Maj måned er et samlebånd. Så jeg må se at komme i gang.

Januars arbejde 2014

De faste læsere af min blog har nok efterhånden vænnet sig til at jeg laver ganske systematiske updates. I mange år har jeg kørt med en månedlig begivenhed, der kort fortalte hvad jeg havde skrevet i den forrige måned. Da jeg må sande at skrivebiksen er vokset og det nu ikke kun er de nye ting jeg skriver, der fylder op, har jeg valgt at omdøbe og udvide det tidligere segment. Derfor, mine damer og herrer, for første gang på Silvestris blog: Månedens arbejde.

For ikke at starte alt for hårdt ud, har jeg i januar måned skrevet en enkelt novelle, men er omkring 90% færdig med endnu en. Den må så komme med i februars update.

Ex libris (realisme, 6200 ord)

Novellens hovedperson er ved at skrive sit afsluttende speciale i Skandinavisk litteratur, men det er noget af en prøvelse, da forfatteren han har udvalgt sig er på gravens rand. Og der hvor vores hovedperson kommer fra, må man ikke læse de dødes bøger ...

Sidste år skrev jeg nogle engelske stykker science fiction. De var ret korte, men jeg tænkte at de havde potentiale til mere. Derfor har jeg i løber af januar oversat to af dem til dansk og omskrevet dem efterfølgende. Det har givet mig lidt at vælge imellem, da indkaldelsen til SFCs årlige antologi er lige om hjørnet.

Lige børn (science fiction, 2300 ord)
Ukrudt (science fiction, 3900 ord)

Det skulle dog nødigt være sådan at jeg går og keder mig. Derfor lyn-deltog jeg også i to konkurrencer på nettet. Den ene var til Futures: Science Fiction in Nature og måtte kun være på 200 tegn. Den anden var et stykke flash fiction til Massacre magazine, hvor man skulle skrive horror ud fra et billede. Det bliver spændende at se hvordan de går med de to stykker tekst.

Igennem længere tid har jeg arbejdet på det der bliver min næste udgivelse. En dobbelt kortroman, der blandt andet leger en del med en bogs udseende. I løbet af januar rettede og omskrev jeg både Live og Ambrosia to gange og i skrivende stund ligger værket hos korrekturlæseren. Det vil sige at min femte, selvstændige udgivelse er lige på trapperne! Ud over de to kortromaner har jeg også læst korrektur med mere på min novelle Den allersidste dans, der er med i Forlaget Valetas kommende antologi Undergang.

Ud over det rene skrivearbejde er mange af mine aftener gået med at researche og gennemlæse en anden forfatters novellesamling. Hvorfor? Fordi jeg er i fuld gang med at skrive et undervisningsmateriale til samlingen. Det er et område jeg har arbejdet med før, men aldrig i så stort mål, og det tager både energi og tid. Til gengæld giver det en masse erfaring.

Februar måned er allerede godt booket op, og den kommer helt sikkert til at stå på en artikel, der skal skrives, en ditto ansøgning og så lusker en ide til en omgang science fiction også rundt. Og så var der vist ikke mere lige nu.