Ukrudt

Februars arbejde 2015

Da jeg stod op her til morgen, var det allerede lyst udenfor. Der var fugle, der amatørisk forsøgte sig med kvidder, men de har heldigvis et par måneder endnu at løbe på, for helt godt var det ikke. Solen skinnede, gaderne var tomme og på den måde forsvandt februar bag mig. Hvis vi er rigtig heldige, har årets anden måned også pakket vinteren ned i tasken og er draget til andre himmelstrøg. Selv om det undertiden var en noget mørk vinter, lykkedes det mig dog at holde fingrene på tasterne.


I februar skrev jeg videre på min roman, men det blev også til en enkelt novelle:

Her er der tegnet ottetaller (6300 ord, fantastisk fortælling)
Et satans arbejde (arbejdstitel, 72300 ord indtil videre) 

Novellen Her er der tegnet ottetaller, tager os med til en lejlighed i en af forstæderne. Kaare Stoltze, politimand, er blevet tilkaldt af makkeren Augusta Wikland. De nikker til hinanden, konkurrenter som de er, og Augusta overlader lejligheden til Kaare. Hvad der møder ham er otte kvindelig, en knust rude og blodige håndaftryk. Så nu er det store spørgsmål: Kan Kaare finde ud af hvad der er sket i lejligheden hurtigere end Augusta?

Det er også blevet til et par Skår til. Inden længe er der nok til at jeg kan forsøge mig med en mosaik.

Håndskrift (om et uskrevet brev, en efterskole og en første gang)
Gallerispil (om to klassiske komponister, en rektor og et røvhul)

I februar måned oversatte jeg novellen Itu, der er med i antologien Universets mørke, til engelsk og den regner jeg med at sende ind til en amerikansk konkurrence, hvor de leder efter meget aparte tekster. Den har fået den engelske titel Riven. I løbet af marts regner jeg med at oversætte Ukrudt, der er nomineret til Niels Klim-prisen. Jeg fik ligeledes skrevet et digt til bogstavet H - der senere på året nok dukker op i en slags samling af forskellige digtere, der gør Halfdan Rasmussen kunstnen efter ... eller rettere prøver på det. Al kødets gang har også været igennem en massiv andenredigering og nu tror jeg ikke der er så meget mere at gøre ved den. Jeg håber blot at den falder i smag, når den inden alt for længe kommer ud. Hvornår ved jeg ikke helt endnu.

Marts måned bliver forhåbentligt måneden, hvor jeg bliver færdig med Et satans arbejde. Det bliver måneden, hvor jeg anmelder en bog inde på Metrord og forhåbentligt måneden, hvor jeg kan anvende en stille uge på at kaste mig over endnu et romanprojekt, der er halvfærdigt. Ligeledes regner jeg med at redigere en ordentlig røvfuld noveller - og når den slags sker, så kan I nok gætte jer til hvad der lurer på horisonten. Alt godt, læs meget og må dagene blive meget længere.

Flere nyheder i februar 2015 - med ny video, prisnominering og anmeldelse

På trods af at februar er årets korteste måned, er der alligevel sket så meget, at det er blevet tid til endnu en update. Det er dejligt, når tingene går så hurtigt og spændende i forfatterlivet. Den konstante fremdrift skaber nemlig energi, selv om den egentlig burde fjerne den.


I januar fortalte jeg om Niels Klim-prisen og bad jer alle sammen om at stemme på de forfattere, der faldt i jeres smag. Jeg havde tre tekster på den lange liste, og i går blev årets short-list åbenbaret og det er med stolthed at jeg kan fortælle, at jeg har hele tre tekster med i det endelige opløb.

I kategorien novelle har jeg teksten Den allersidste dans fra antologien Undergang og novellen Ukrudt fra antologien De sidste kærester på Månen. Det er et spændende felt, og jeg skal beslutte med mig selv, om jeg skal trække en af teksterne for at forbedre mine vinderchancer. Hvad siger du? Og hvilken af teksterne skal jeg evt. trække?

I kategorien kortroman har jeg teksten Live med fra dobbeltromanen Ambrosia/Live. Feltet her er mindre, men jeg glæder mig til at læse mine konkurrenter. 

Afstemningen starter den 1. marts og løber en måned. Jeg håber virkelig at du har lyst til at stemme, ikke bare på mig, men i det hele taget. Du kan se alle de nominerede ved at følge linket. Med lidt held vil de nominerede tekster (i hvert fald i novellekategorien) blive tilgængelige i en kort periode. Følg med mens jeg updater.

Sidste år lavede jeg en kort video, hvor jeg filmede min arbejdshule. Nu har jeg konstrueret en ny af slagsen (en video, ikke en arbejdshule), der både er længere og pænere. I den fortæller jeg om de forskellige "stationer" jeg bruger i mit arbejde med mine tekster og hvem ved, måske synes du det er spændende eller det kan være, du kan bruge noget af det selv.


Som nævnt i min sidste update, var der et par anmeldelser i Himmelskibet nummer 43 af antologier, hvori jeg medvirker. Om antologien Undergang har anmelderen Thomas Winther følgende at sige om min tekst Den allersidste dans (Jeps, den der er nomineret til årets Niels Klim-pris):

"Silvestris bidrag til samlingen er nærmest en symfoni der beskriver en dans af ødelæggelse imens verden går under. På bedste Silvestri-maner er det en mærkelig, men velkomponeret historie, og også et rigtigt godt eksempel på hvor forskellige bidragene til denne samling er."

Med de ord vil jeg runde af for nu. Der er blot en lang uge tilbage af februar og der er mange deadlines, men dem fortæller jeg mere om, når jeg kommer så langt. Alt godt og nyd det spirende forår.

Trailer 86 - uddrag af Ukrudt

Det hænder, at man får en ide til en historie. Det er egentlig kun en spæd en af slagsen; ikke meget mere end et par sider. Det er en god ide, men den kan ikke bære en lang fortælling. Selv om det slet ikke er sædvane her i biksen, kom historiens elementer endog til mig på engelsk. Derfor tænkte jeg selvfrølgelig: Nåhja, hvis det skal være sådan, så lad det være sådan og derfor skrev jeg den korte science fiction-tekst Garden of. Jeg forsøgte at sende den ind til et blad, men fik den tilbage. Den slags sker. Jeg lagde historien til side, både fysisk og mentalt, og vendte mig mod andre projekter.


Det blev februar 2014 og vanen tro havde SFC indkaldt til en science fiction-antologi. Da jeg altid plejer at sende flere noveller, havde jeg et par stykker klar, men jeg manglede en tredje. Så kom jeg i tanke om Garden of, der faktisk havde været en spændende ide. Derfor satte jeg mig til at oversætte den, gav den den danske titel Ukrudt og presto! - den voksede og blev over dobbelt så lang. Jeg sendte den ind sammen med resten, og som historien efterfølgende har vist, blev det den, der kom med i De sidste kærester på Månen. Og nu? Der er jeg i gang med at oversætte den tilbage til engelsk. Nogle historier er simpelthen ubehøvlede i kravet om opmærksomhed!

Min krop er en sol, min stamme dens system. Min hånd og trommen glider sammen. Rytmen forplanter sig gennem mig, gør hele min organisme til et instrument. Så åbner en af mine planeter munden og begynder at synge. De mørke toner skærer aftenluften i strimler, sangens ord om fremtid og håb og vilje.
Sent håber jeg på en søn. Tidligt på en datter. I mine drømme håber jeg på ingenting, fordi en del af mig mener at det er bedst sådan. Jeg har stået ved min hytte og betragtet nyslåede forældrepar, der med hinanden i hånden vandrede ud gennem palisaden og satte foden i den mættede kratbevoksning. De havde deres nyfødte på armen, barnet svøbt i en blanding af visne blade og klæde. Jeg har stået samme sted, eller siddet på hug ved ildstedet og set dem vende tilbage med tomme hænder, men med ansigter fyldt med smil, der grædende og glædende slettede alle andre følelser. Når det hænder, er de altid i nærheden af hinanden, fletter fingre og ord. Det er den lette søgen efter en allieret, der kan dele ens skyld inden den bliver for mægtig.
Men det er ikke alt. Jeg har hørt de dæmpede skrig fra babyer, der fortabte i en labyrint af sult og mørke, kaldte på deres mor. Værst er det, når minutterne bliver til timer og intet afsluttes. Det er en nådegave, når skrigene fortaber sig, indtil de ikke engang er en del af baggrundsstøjen. Så ånder jeg atter den frie mands luft og kan glemme for en stund.
Det bliver ikke Centassa, der kommer til at gå Den nyfødtes vandring. Det er min pligt, min ret som barnets fader, og som alle pligter og rettigheder vejer de tungt på mine skuldre, fordi jeg forstår dem. Jeg elsker Centassa, jeg elsker vores barn, jeg elsker at det er lykkedes hende og jeg at skabe noget sammen og jeg vil drømme erindringer frem om hvad der kunne have været et ægte og langt liv. Men det er ikke nok til at jeg vil glemme hvad der er nødvendigt at gøre.
Jeg vil ikke stå ventende ved min hytte, eller hvile på hug ved ildstedet. Jeg vil bære mit barn i favnen, gå langs de sikre stier, indtil jeg når frem til lunden. Min mund vil være fuld af kød fra de små egerndyr, blod vil løbe fra min hud og dække mine læber. Da kan jeg ikke røres. I lunden vil jeg lægge mit barn i skyggen af det rødgrønne yatavan-træ, sige et par ord ud i luften og derefter vende det ryggen. På min vej tilbage mod landsbyen vil jeg gøre mine ører døve for den kraftige raslen fra træet, når dets sylespidse blade i langsom pantomime nærmer sig mit eget kød og blod. Ingen muskel vil fortrækkes i mit ansigt, hvis jeg fornemmer bladhanget gennembryde mit barns hud. Kun en ting vil være for andre at se; tårerne på mit ansigt, og ikke en af dem vil være af glæde.
For hver generation vokser vi os stærkere, men også færre. På et tidspunkt vil det blive anderledes. En gang i fremtiden vil vi være stærke nok, og når den dag oprinder, håber jeg blot at mine efterkommere er mangfoldige nok til at overleve planeten. Da jeg var barn, kun lige kommet ud af bleen og ind i sproget, blev jeg fortalt at over to tusind mennesker havde rejst den lange vej for at komme til dette sted. Vi landede, byggede vores hytter og døde. Det er den fortælling mine forældre gav mig.
Som med alderdom og blød hud tror jeg ikke rigtig på dem. Et tal så højt som to tusind er noget vi forestiller os. Jeg tror på at tallet findes, at det kan bruges til at vise hvor mange træer, hvor mange regndråber og hvor mange stjerner der er, men jeg ved at det intet har at gøre med mennesker. Ingenlunde så stort et antal er for os. I hele landsbyen tælles der 143. Flere kvinder end mænd.
Et fåtal er immune, en del er i færd med at blive det. Men vi kan ikke tage nogen smutveje. Vi er få, vores familier er for nært beslægtede. Avlede vi kun iblandt os selv, ville børnene blive forkerte. Defekte. Slet ikke i stand til at føre kampen videre. Derfor er rumskibet stadig i omløb omkring planeten.

Niels Klim-prisen 2014

Så er det blevet den tid på året igen, folkens.

Efter lang tid uden, blev der for en række år siden genetableret en dansk science fiction-pris, der gives for årets bedste fortællinger inden for tre længder. Den korte, den mellem og den lange science fiction-novelle. Niels Klim-prisen er ikke alene et godt tiltag, den er også en meget nødvendig pris, da det ville være synd at sige at science fiction eller noveller får meget opmærksomhed i Danmark. RED: I år er der også, for første gang, en kategori for oversatte noveller med - så altså fire forskellige i alt.


Jeg har tre kandidater på den lange liste, som der skal nomineres fra inden den 15. februar. Får en novelle nok nomineringer, går den videre til afstemningsrunden hvorfra årets vindere bliver fundet. Skulle jeg komme i den heldige situation at gå videre, vil jeg så vidt det er mig muligt sikre at teksterne bliver tilgængelige her for en kort periode. Men nu - til de nominerede.

I kategorien novelle (den korteste) har jeg to kandidater:

Den allersidste dans: Med i antologien Undergang fra forlaget Valeta. Det var en ret fantastisk fortælling at skrive, ikke mindst fordi jeg eksperimenterede med unikke ord og vendinger, og forsøgte intet mindre end at rumme det meste af mennesket i en kort fortælling. Af Politiken nævnt som en af samlingens bedste noveller. Et kort uddrag kan læses her

Ukrudt: Med i antologien De sidste kærester på Månen fra SFC. Jeg har skrevet mange forskellige science fiction-noveller, men jeg havde aldrig prøvet kræfter med en koloniseringsfortælling. Derfor blev Ukrudt skabt og i den følger man menneskets kamp mod en planet, der ingen lyst har til at huse det.

I kategorien kortroman (den længste) har jeg en kandidat:

Live: Halvdelen af dobbeltværket Ambrosia/Live fra forlaget Valeta. En lang fortælling om en verden, der er ved at gå under. Det magtesløse galleri, der har fået den tvivlsomme ære at udspille de sidste par akter på Rigshospitalet står over for en fødsel. Den sidste af slagsen. Du kan læse meget mere på dobbeltromanens side her på bloggen.

For at kunne stemme til Niels Klim-prisen, både i nomineringsrunden og i selve afstemningsrunden, skal du oprette en bruger på følgende link. Når det er sket, modtager du en mail med instrukser for din videre færd. Er du allerede oprettet fra de tidligere år, burde der allerede ligge en mail i din boks.

Jeg håber du har lyst til at nominere mig - og nominere i det hele taget, for der er rigtig mange dygtige skribenter imellem kandidaterne. Dansk science fiction needs you! 

Novembernyheder

En rigtig tung arbejdsuge er blevet lagt i graven, på Nørrebro er himlen samme farve som våd beton og løbetøjet ligger klar på radiatoren. Forude venter en weekend fyldt med ord og skrivning, samlen op på projekter og skrive nye. Så imens vandet til de blødkogte æg kommer i kog og endnu en bunke papirer skrider ned på gulvet, er der blevet plads til nyheder fra skrivepulten:

Sidste år (2013) på BogForum kom jeg forbi SMSpress' stand. Jeg havde selvfølgelig hørt om dem, men kun arbejdet med sms-noveller en enkelt gang på mit arbejde. Jeg faldt dog i snak med dem, de havde hørt mit navn i forbindelse med horror, og ville egentlig gerne høre om jeg kunne "levere" noget lignende. Selvfølgelig sagde jeg ja, og nu, præcis et år efter, ligger sms-novellen Vi savner dig klar til at blive købt af DIG. Jeg kan dog afsløre, at det ikke blev horror, men det gør slet ikke historien dårligere. En af de sværeste ting ved at skrive den var at alle de beskrivende elementer, man som forfatter konstant anvender, mere eller mindre var borte. Du havde kun en direkte dialog, til at skabe en stemning med. Det synes jeg nu lykkedes ganske godt. Novellen koster 25 kroner og du kan købe den ved at følge linket. Det ville også være fedt, om du likede den eller delte den på facebook (eller andre steder) - synlighed er nøglen til mere eller mindre alt.

Under årets (2014) BogForum udkom endelig den niende tilføjelse til Lige under overfladen-serien, denne med undertitlen De sidste kærester på Månen. Nu er den første anmeldelse faldet, den er ret så positiv og om min novelle Ukrudt har Jette Holst følgende at sige:

"Også A. Silvestri imponerer med sin novelle ’Ukrudt’, som foregår på en planet, hvor en stamme fortæller om livet, der hver eneste dag er en kamp mod planterne. En velskrevet og velkomponeret historie, som rummer flere overraskelser undervejs."

Tidligt på året udskrev forlaget Kandor en novellekonkurrence med titlen Døden har en årsag. Indkaldelsen lød på kriminoveller, novellen skulle blandt andet indeholde et mord og et svar på spørgsmålet Hvorfor? Som de der kender mig ved er krimi ikke det sted jeg danser mest rundt, men min novelle Redningsmand kom alligevel med i samlingen. Om det er en krimi eller noget helt andet, vil jeg så lade være op til læserne. Antologien udkommer i begyndelsen af næste år.

Nu vil jeg vende mig mod skrivebordet. Og må din dag blive en af de mindeværdige.

Nyheder i maj

Selv om vi ikke engang er halvvejs gennem måneden, er der heldigvis allerede et par nyheder. So feast you eyes upon:
Den 22. maj vil Michael Kamp og jeg forene vores metierer og holde oplæg samt oplæsning på Hovedbiblioteketet i Næstved. Der kommer til at være snak om de udskældte genrer (science fiction, horror, fantasy) og fra min side af i hvert fald en snas fra Ambrosia/Live. 50 kroner er alt hvad du skal bløde for at nyde aftenen i vores selskab - det kunne være så meget værre! Arrangementet er foranlediget af foreningen Stordstrømmen.

I det hele taget bliver det en travl uge for mig. Som nævnt i et tidligere indlæg, skal jeg den 24. snakke om zombier i Odense. Men det er fedt at komme væk fra skriverstolen nogle dage!

Lige inden vinteren slap grebet i os, vandt jeg en flash fiction-konkurrence i det engelske online-blad Massacre Magazine. Siden da har jeg fulgt dem on/off, og for et par uger siden så jeg at de søgte efter noveller med temaet 'Road Kill'. En ide boblede halvfærdig i mit hoved, men brød så alienlike igennem (denne metafor dedikeret til dig, H. R. Giger. Rest in peace.) og jeg skrev den korte fortælling Alchemy på en aften. Heldigvis kunne de rigtig godt lide den på bladet, så nu bliver den en del af Massacre Magazine #3, der kommer her den 1. juni. Hurra for det!

For ottende år i træk har Science Fiction Cirklen udvalgt de novelller, de gerne vil have med i den årlige antologi. Endnu engang var jeg heldig, og de valgte at tage min novelle Ukrudt med. Novellen handler om nogle kolonister, der kæmper en ulige kamp mod den fjendtlige planet, de er landet på. Det er ikke atmosfæren eller dyrene, der er problemet. Det er selve vegetationen, der ikke har tænkt sig at dele. Antologien får titlen De sidste kærester på Månen, og udkommer sandsynligvis i august måned. 

Ikke mere nu - men der kommer nok yderligere inden længe.

Januars arbejde 2014

De faste læsere af min blog har nok efterhånden vænnet sig til at jeg laver ganske systematiske updates. I mange år har jeg kørt med en månedlig begivenhed, der kort fortalte hvad jeg havde skrevet i den forrige måned. Da jeg må sande at skrivebiksen er vokset og det nu ikke kun er de nye ting jeg skriver, der fylder op, har jeg valgt at omdøbe og udvide det tidligere segment. Derfor, mine damer og herrer, for første gang på Silvestris blog: Månedens arbejde.

For ikke at starte alt for hårdt ud, har jeg i januar måned skrevet en enkelt novelle, men er omkring 90% færdig med endnu en. Den må så komme med i februars update.


Ex libris (realisme, 6200 ord)

Novellens hovedperson er ved at skrive sit afsluttende speciale i Skandinavisk litteratur, men det er noget af en prøvelse, da forfatteren han har udvalgt sig er på gravens rand. Og der hvor vores hovedperson kommer fra, må man ikke læse de dødes bøger ...

Sidste år skrev jeg nogle engelske stykker science fiction. De var ret korte, men jeg tænkte at de havde potentiale til mere. Derfor har jeg i løber af januar oversat to af dem til dansk og omskrevet dem efterfølgende. Det har givet mig lidt at vælge imellem, da indkaldelsen til SFCs årlige antologi er lige om hjørnet.

Lige børn (science fiction, 2300 ord)
Ukrudt (science fiction, 3900 ord)

Det skulle dog nødigt være sådan at jeg går og keder mig. Derfor lyn-deltog jeg også i to konkurrencer på nettet. Den ene var til Futures: Science Fiction in Nature og måtte kun være på 200 tegn. Den anden var et stykke flash fiction til Massacre magazine, hvor man skulle skrive horror ud fra et billede. Det bliver spændende at se hvordan de går med de to stykker tekst.

Igennem længere tid har jeg arbejdet på det der bliver min næste udgivelse. En dobbelt kortroman, der blandt andet leger en del med en bogs udseende. I løbet af januar rettede og omskrev jeg både Live og Ambrosia to gange og i skrivende stund ligger værket hos korrekturlæseren. Det vil sige at min femte, selvstændige udgivelse er lige på trapperne! Ud over de to kortromaner har jeg også læst korrektur med mere på min novelle Den allersidste dans, der er med i Forlaget Valetas kommende antologi Undergang.

Ud over det rene skrivearbejde er mange af mine aftener gået med at researche og gennemlæse en anden forfatters novellesamling. Hvorfor? Fordi jeg er i fuld gang med at skrive et undervisningsmateriale til samlingen. Det er et område jeg har arbejdet med før, men aldrig i så stort mål, og det tager både energi og tid. Til gengæld giver det en masse erfaring.

Februar måned er allerede godt booket op, og den kommer helt sikkert til at stå på en artikel, der skal skrives, en ditto ansøgning og så lusker en ide til en omgang science fiction også rundt. Og så var der vist ikke mere lige nu.