Trailer 86 - uddrag af Ukrudt

Det hænder, at man får en ide til en historie. Det er egentlig kun en spæd en af slagsen; ikke meget mere end et par sider. Det er en god ide, men den kan ikke bære en lang fortælling. Selv om det slet ikke er sædvane her i biksen, kom historiens elementer endog til mig på engelsk. Derfor tænkte jeg selvfrølgelig: Nåhja, hvis det skal være sådan, så lad det være sådan og derfor skrev jeg den korte science fiction-tekst Garden of. Jeg forsøgte at sende den ind til et blad, men fik den tilbage. Den slags sker. Jeg lagde historien til side, både fysisk og mentalt, og vendte mig mod andre projekter.

Det blev februar 2014 og vanen tro havde SFC indkaldt til en science fiction-antologi. Da jeg altid plejer at sende flere noveller, havde jeg et par stykker klar, men jeg manglede en tredje. Så kom jeg i tanke om Garden of, der faktisk havde været en spændende ide. Derfor satte jeg mig til at oversætte den, gav den den danske titel Ukrudt og presto! - den voksede og blev over dobbelt så lang. Jeg sendte den ind sammen med resten, og som historien efterfølgende har vist, blev det den, der kom med i De sidste kærester på Månen. Og nu? Der er jeg i gang med at oversætte den tilbage til engelsk. Nogle historier er simpelthen ubehøvlede i kravet om opmærksomhed!

Min krop er en sol, min stamme dens system. Min hånd og trommen glider sammen. Rytmen forplanter sig gennem mig, gør hele min organisme til et instrument. Så åbner en af mine planeter munden og begynder at synge. De mørke toner skærer aftenluften i strimler, sangens ord om fremtid og håb og vilje.

Sent håber jeg på en søn. Tidligt på en datter. I mine drømme håber jeg på ingenting, fordi en del af mig mener at det er bedst sådan. Jeg har stået ved min hytte og betragtet nyslåede forældrepar, der med hinanden i hånden vandrede ud gennem palisaden og satte foden i den mættede kratbevoksning. De havde deres nyfødte på armen, barnet svøbt i en blanding af visne blade og klæde. Jeg har stået samme sted, eller siddet på hug ved ildstedet og set dem vende tilbage med tomme hænder, men med ansigter fyldt med smil, der grædende og glædende slettede alle andre følelser. Når det hænder, er de altid i nærheden af hinanden, fletter fingre og ord. Det er den lette søgen efter en allieret, der kan dele ens skyld inden den bliver for mægtig.

Men det er ikke alt. Jeg har hørt de dæmpede skrig fra babyer, der fortabte i en labyrint af sult og mørke, kaldte på deres mor. Værst er det, når minutterne bliver til timer og intet afsluttes. Det er en nådegave, når skrigene fortaber sig, indtil de ikke engang er en del af baggrundsstøjen. Så ånder jeg atter den frie mands luft og kan glemme for en stund.

Det bliver ikke Centassa, der kommer til at gå Den nyfødtes vandring. Det er min pligt, min ret som barnets fader, og som alle pligter og rettigheder vejer de tungt på mine skuldre, fordi jeg forstår dem. Jeg elsker Centassa, jeg elsker vores barn, jeg elsker at det er lykkedes hende og jeg at skabe noget sammen og jeg vil drømme erindringer frem om hvad der kunne have været et ægte og langt liv. Men det er ikke nok til at jeg vil glemme hvad der er nødvendigt at gøre.

Jeg vil ikke stå ventende ved min hytte, eller hvile på hug ved ildstedet. Jeg vil bære mit barn i favnen, gå langs de sikre stier, indtil jeg når frem til lunden. Min mund vil være fuld af kød fra de små egerndyr, blod vil løbe fra min hud og dække mine læber. Da kan jeg ikke røres. I lunden vil jeg lægge mit barn i skyggen af det rødgrønne yatavan-træ, sige et par ord ud i luften og derefter vende det ryggen. På min vej tilbage mod landsbyen vil jeg gøre mine ører døve for den kraftige raslen fra træet, når dets sylespidse blade i langsom pantomime nærmer sig mit eget kød og blod. Ingen muskel vil fortrækkes i mit ansigt, hvis jeg fornemmer bladhanget gennembryde mit barns hud. Kun en ting vil være for andre at se; tårerne på mit ansigt, og ikke en af dem vil være af glæde.

For hver generation vokser vi os stærkere, men også færre. På et tidspunkt vil det blive anderledes. En gang i fremtiden vil vi være stærke nok, og når den dag oprinder, håber jeg blot at mine efterkommere er mangfoldige nok til at overleve planeten. Da jeg var barn, kun lige kommet ud af bleen og ind i sproget, blev jeg fortalt at over to tusind mennesker havde rejst den lange vej for at komme til dette sted. Vi landede, byggede vores hytter og døde. Det er den fortælling mine forældre gav mig.

Som med alderdom og blød hud tror jeg ikke rigtig på dem. Et tal så højt som to tusind er noget vi forestiller os. Jeg tror på at tallet findes, at det kan bruges til at vise hvor mange træer, hvor mange regndråber og hvor mange stjerner der er, men jeg ved at det intet har at gøre med mennesker. Ingenlunde så stort et antal er for os. I hele landsbyen tælles der 143. Flere kvinder end mænd.

Et fåtal er immune, en del er i færd med at blive det. Men vi kan ikke tage nogen smutveje. Vi er få, vores familier er for nært beslægtede. Avlede vi kun iblandt os selv, ville børnene blive forkerte. Defekte. Slet ikke i stand til at føre kampen videre. Derfor er rumskibet stadig i omløb omkring planeten.