Et titurskort til fremtiden

I slutningen af 1960'erne og i 1970'erne, blev der udgivet en serie science fiction-bøger på Stig Vendelkærs forlag. De var en blanding af danske romaner, og oversatte novellesamlinger, men majoriteten havde bagerst en indlagt værdikupon. Hvis man brugte dem, deltog man i intet mindre end en lodtrækning om en månerejse ... eller man kunne også indløse præmien til noget lidt mere jordnært. Det var en sjov gimmick af Stig Vendelkær, og det var til hans værdikupon mine tanker fløj, da jeg fandt på titlen til dette indlæg.

For et par dage siden udkom den tolvte bog i Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under overfladen. Den har titlen Efter fødslen, og antologien markerede tiende gang jeg medvirkede med en novelle. Jeg medvirkede ikke i den første, og jeg medvirkede ikke i den syvende, da SFC det år fik den sære idé at udgive to antologier. For mig har den årlige science fiction-antologi betydet en del, og det af flere årsager. Det var her, jeg fik min debut, og det er her der er plads til science fiction som genre. Det har været en konstant i mit forfatterliv, og noget jeg stadig medtænker, når jeg planlægger årets arbejde. Gennem de ti antologier, jeg har medvirket i, har jeg forsøgt mig med alt fra humor til iskold alvor, tidsrejser til intime apokalypser, og for at markere denne min tiende gang, vil jeg kort fortælle om mine noveller. Jeg håber du har lyst til at læse med ... og efterfølgende læse mere :). Desuden er jeg ikke den eneste, der har medvirket ti gange. Mine kolleger Lars Ahn Pedersen og Gudrun Østergaard deler den ære med mig. Tag et kig på deres blogs - de har hver især skrevet lidt om jubilæet. Og forresten: Langt størstedelen af forsiderne er Manfred Christiansens arbejde.

---

DE ORANGE ÅR

2008: I overfladen, novellen When the music's over. Min debut i bogform, og novellen handler om first contact. Den er ret skæg, og meget sær, og leger også en del med den fantastiske fortælling. Den vandt mig Fantastik-prisen i 2009. When the music's over blev oversat til engelsk i 2010, til antologien Sky City. Og så er den lige blevet genudgivet som en del af min opsamling Fast arbejde.

2009: Den hemmelige dal, novellen Godnat. Denne fortælling handler om rædslerne ved atomkrig, ung kærlighed og hoppebolde, nogenlunde i modsat rækkefølge. Jeg skrev den på et par dage, i et sprog der minder mere om socialrealisme end science fiction, og den er egentlig lidt hjerteskærende. Godnat er vist stadig en del af et undervisningsmateriale på systime.

2010: Ingenmandsland, novellen Matthæus 20:16. I min tredje novelle i antologi-serien handler det om tidsrejser. Hovedpersonen er rejst frem, og finder hurtigt ud af, at han ikke kan rejse tilbage igen. Og der hvor han er landet, er der sære og uforståelige hændelser i gang. Novellen låner en del fra bibelhistorien, og blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

DE BLÅGRØNNE ÅR

2011: Den nye koloni, novellen Glemmer du, så husker jeg alt. I min novelle handler det om at få ryddet sin hukommelse af en totalitær regering. Vi følger Miranda, der er blevet sammen med sin mand, selvom denne er nærmest uden hukommelse. Og historien ender i et etisk dilemma, som læseren selv må tage stilling til. Glemmer du, så husker jeg alt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2012: Fremmed stjerne, novellen Højdepunkt. Højdepunkt er skrevet af en navnløs og ordblind dreng, der har levet hele sit liv i en kuppel. Her kæmper beboerne for overlevelse, da der åbenbart er sket noget grimt med resten af verden. Inden jeg skrev novellen havde jeg researchet en række stile skrevet af ordblinde, og derfor er hele fortællingen skrevet på samme måde. Højdepunkt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2013: Farvel, min astronaut, novellen I sit ansigts sved. Vi er efter katastrofen, og verden er ved at komme på fode igen. Vi følger Tristan, en omrejsende handelsmand og hustler, der regner med at fuppe nogle bønder. Historien er stærkt inspireret af John Steinbecks Mus og mænd, både når det kommer til skrivestil og plot. Og ja, I sit ansigts sved blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

DE SYMBOLSKE ÅR

2014: De sidste kærester på Månen, novellen Ukrudt. I denne fortælling er vi i fortiden. En stamme forsøger at overleve på en meget fjendtlig planet, men noget er sært. For hovedpersonen har erindringer og tanker om et andet sted, hvor alting var bedre. I novellen er sproget holdt næsten mytisk, og slutningen er grum. Ukrudt er den sidste på denne liste, der  også blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2015: Som et urværk, novellen Taxa. Her er vi tilbage ved tidsrejsen. En mand er lige kommet hjem fra forretningsrejse, og han er for sent på den til sin søns fødselsdag. Heldigvis kan han bare tage en tidstaxa, for med den slags maskiner, er det umuligt at komme for sent. Hele novellen er fortalt gennem dialog.

2016: Lidenskab og lysår, novellen I fædrelandets tjeneste. En mand gør sig klar til en diplomatisk middag. Han mediterer. Han smager på retterne i køkkenet. Han gør sig klar til at være den bedste udgave af sig selv. Novellen blev skrevet som en reaktion på at mad sjældent optræder i science fiction ... og så for de opmærksomme er den krydret med lidt 50er-spidsfindighed.

Og så er vi nået til nummer 10, den tiende i rækken, hvis mine noveller var deciliter havde jeg nu til en hel liter ord. Min novelle hedder Cancerfrelst, og havde det ikke været for held og knofedt, ville den novelle være gået tabt, da min computer brød sammen sidste år.  I fortællingen møder vi Kenneth, der er indlagt på hospitalet. Han ligger med videoen af den første person, der blev kureret for kræft af de aliens, der har søgt om ophold på Jorden. Vil Kenneth opdage noget i optagelserne, som ingen før ham har set?

---

Det var det. 10 år kogt sammen til ét indlæg. Intet tyder på, at Science Fiction Cirklen har tænkt sig at holde op med at udgive den årlige antologi, og det er godt. For den er et vigtigt sted for nye forfattere at se om deres ord kan bære, og et vigtigt sted for science fiction-genren. Dog synes jeg også, der er plads til forbedring. De sidste par år er antologien vokset og vokset, og det tænker jeg ikke er så hensigtsmæssigt. I overfladen var på 268 sider, mens Efter fødslen er på 461 sider - en stigning på 72%. Lige under overfladen-serien har alle dage været en blandet landhandel, når det kommer til novellernes kvalitet, og jeg tror det ville gøre gode ting for genren, hvis bedømmelsen af novellerne blev hårdere ... også hvis det medfører, at de noveller, jeg selv sender ind, ryger for kniven. For jeg har tænkt mig at blive ved med at sende ind. I hvert fald indtil jeg løber tør for ideer!

Tak fordi du læste med. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Trailer 97 - uddrag af Indestruktium

Gennem de sidste mange år (10?) har Science Fiction Cirklen udgivet en årlig antologi med undertitlen Lige under overfladen. I den er der altid science fiction-noveller fra 15-20 forskellige skribenter og det er altid spændende at se hvad andre har fundet på. Jeg sender ofte mere end en novelle ind til "konkurrencen" og dagens novelle er en af dem, der ikke kom med i antologien og som heller ikke er udgivet. Det ændrer ikke på at jeg selv finder den i den gode ende af mine noveller.

Novellen hedder Indestruktium, og er både navnet på et ekstremt hårdført byggemateriale (i fortællingen) og et nik til en lidt stående joke indenfor science fiction, nemlig unobtanium. Arkitekten Martin sidder på en bar, han har en øl foran sig og på skærmen det, der engang vil blive til et svimlende, moderne underværk. Ud af det blå, og ret flabet, sætter der sig en mand han ikke kender ved hans bord og begynder at fortælle en historie, der lyder som om den skete for lang tid siden, men i virkeligheden handler om noget, der er lige ved at ske. Og med det oplæg, vil jeg træde tilbage og lade ham selv fortælle videre:

"”Engang for længe siden var der et terrorist-angreb på London,” lagde han ud, og tog en serviet fra holderen på bordet.

”En gruppe nord-irske frihedskæmpere havde fået nok af den slappe og knælede attitude, deres regering havde udvist over for Storbritannien i over 20 år. Derfor udså de sig essensen af alt, hvad der var engelsk. Big Ben. En sen eftermiddag i august gik fire mænd ind i det gamle tårn, og placerede bomber på strategisk ømme punkter. Dagen efter detonerede de sprængladningerne. Det store klokketårn eksploderede i en regn af sten, tal og visere. Da det styrtede i grus, dræbte det 700 mennesker. Efterfølgende døde yderligere over 100 som følge af deres skader. Det var en tragisk affære, og selv om de fire mænd blev fanget og dømt til livstid, efterlod angrebet et hul i den engelske folkesjæl,” sagde han, og rodede i sin lomme. En kuglepen viste sig, og hurtigt skitserede han Big Ben på servietten. Fire steder satte han krydser.

”Der, der, der og der sad bomberne. Det gamle tårn havde ikke en chance.”

Jeg så på ham med et underligt blik.

”Det der er ikke et eventyr. Det skete sidste år,” sagde jeg.

”Hvem er det, der fortæller historien? Dig eller mig?”

”Dig. Men indtil videre har jeg hørt den,” kommenterede jeg.

”Det er også de bedste historier. Dem man tror man kender. Men efter hele Storbritannien havde sørget i et år, blev det besluttet at afholde en konkurrence. I ren trods krævede den engelske befolkning at en anden bygning blev opført i Big Bens sted. Den skulle stå på præcis samme sted, ved siden af Palace of Westminster og skue ud over Themsen. Eftersom der var valg i samme år, var den engelske premierminister ikke sen til at følge befolkningens ønske. Derfor udskrev de en konkurrence til alle verdens arkitekter. Opgaven var simpel. Lav en bygning, der er lige så unik som Big Ben havde været.”

Jeg hostede ned i min øl.

”Den konkurrence kender jeg godt. Vi er et par stykker, der … ”

”Shh – jeg fortæller,” formanede han, og pegede på mig.

”Er du holdt op med at ryge endnu?” spurgte han

”Nej.”

”Så nasser jeg lige en smøg om et par minutter. Det er ved at være lang tid siden. Svære at få fat på,” sagde han, men inden jeg kunne kommentere, fortsatte han med at tale.

”Konkurrencen løb over et år, og den blev en enorm succes. Alle medvirkede. Fra de største firmaer til den mindste arkitektspire. Kreativiteten var enorm. Fra Süss&Berhnkopf i Berlin kom en bygning, der var lavet som tre bygninger, der slyngede sig om hinanden i en efterligning af æskulap-staven. Fra en anonym bidrager i Tokyo kom et forslag om at bygge et tårn, hvis facade var et evigt opdaterende kort over De Britiske Øer. Selvfølgelig var der også mere normale forslag. Amerikanerne kom med et forslag om at genopføre Twin Towers. Det forslag nåede ikke engang gennem den indledende runde. Bad taste, hvis du spørger mig. Men til sidst stod de med en vinder. Og sikke en vinder, det var.”

Han nikkede for sig selv.

”Et smukt stykke arbejde. Kunne være et skoleeksempel på hvordan man arkitektonisk fremavler skønhed. Bygningen trak på de største traditioner, fra gotikken over art deco til Bauhaus. En af de mest fantastiske ting ved netop denne bygnings sammenblanding af stilarter var, at ingen steder virkede den opstyltet eller forstillet. Det var lykkedes arkitekten af bibeholde alt det smukke, og skjule alt det grimme. Et sandt unikum. Og det er da også en sandhed, at efter arkitekten havde tegnet den bygning, skulle han aldrig mere bekymre sig om arbejde igen. For tilbuddene stod i kø, og han kunne næsten nævne sin egen pris. Drik din øl. Ellers kommer du ikke til den næste.”

Jeg parerede ordre, tog en slurk og tørrede mig om munden med bagsiden af hånden.

”Hvad hed arkitekten?” spurgte jeg, da han satte læberne til sit glas.

”Det er ikke så vigtigt. Det vigtige er at han blev kendt. Men hvor dygtig og kunstnerisk fremragende arkitekt nu end var, var det ikke bygningens udseende, der i sidste ende afgjorde, at det var den der vandt. For mange af de andre indlæg i konkurrencen havde været lige så fantasifulde, lige så smukke og lige så exceptionelle. Hmm, kan man egentlig sige det? At to ting er lige exceptionelle?” spurgte han.

Der gik et øjeblik, før jeg forstod at han rent faktisk forventede et svar.

”Øhm, det tror jeg nok,” fik jeg hakket frem. ”Hvis de er exceptionelle på hver deres måde.”

”Men hvordan bedømmer man så, om de er lige?” spurgte han, med et oprigtigt blik i øjnene."

Trailer 86 - uddrag af Ukrudt

Det hænder, at man får en ide til en historie. Det er egentlig kun en spæd en af slagsen; ikke meget mere end et par sider. Det er en god ide, men den kan ikke bære en lang fortælling. Selv om det slet ikke er sædvane her i biksen, kom historiens elementer endog til mig på engelsk. Derfor tænkte jeg selvfrølgelig: Nåhja, hvis det skal være sådan, så lad det være sådan og derfor skrev jeg den korte science fiction-tekst Garden of. Jeg forsøgte at sende den ind til et blad, men fik den tilbage. Den slags sker. Jeg lagde historien til side, både fysisk og mentalt, og vendte mig mod andre projekter.

Det blev februar 2014 og vanen tro havde SFC indkaldt til en science fiction-antologi. Da jeg altid plejer at sende flere noveller, havde jeg et par stykker klar, men jeg manglede en tredje. Så kom jeg i tanke om Garden of, der faktisk havde været en spændende ide. Derfor satte jeg mig til at oversætte den, gav den den danske titel Ukrudt og presto! - den voksede og blev over dobbelt så lang. Jeg sendte den ind sammen med resten, og som historien efterfølgende har vist, blev det den, der kom med i De sidste kærester på Månen. Og nu? Der er jeg i gang med at oversætte den tilbage til engelsk. Nogle historier er simpelthen ubehøvlede i kravet om opmærksomhed!

Min krop er en sol, min stamme dens system. Min hånd og trommen glider sammen. Rytmen forplanter sig gennem mig, gør hele min organisme til et instrument. Så åbner en af mine planeter munden og begynder at synge. De mørke toner skærer aftenluften i strimler, sangens ord om fremtid og håb og vilje.

Sent håber jeg på en søn. Tidligt på en datter. I mine drømme håber jeg på ingenting, fordi en del af mig mener at det er bedst sådan. Jeg har stået ved min hytte og betragtet nyslåede forældrepar, der med hinanden i hånden vandrede ud gennem palisaden og satte foden i den mættede kratbevoksning. De havde deres nyfødte på armen, barnet svøbt i en blanding af visne blade og klæde. Jeg har stået samme sted, eller siddet på hug ved ildstedet og set dem vende tilbage med tomme hænder, men med ansigter fyldt med smil, der grædende og glædende slettede alle andre følelser. Når det hænder, er de altid i nærheden af hinanden, fletter fingre og ord. Det er den lette søgen efter en allieret, der kan dele ens skyld inden den bliver for mægtig.

Men det er ikke alt. Jeg har hørt de dæmpede skrig fra babyer, der fortabte i en labyrint af sult og mørke, kaldte på deres mor. Værst er det, når minutterne bliver til timer og intet afsluttes. Det er en nådegave, når skrigene fortaber sig, indtil de ikke engang er en del af baggrundsstøjen. Så ånder jeg atter den frie mands luft og kan glemme for en stund.

Det bliver ikke Centassa, der kommer til at gå Den nyfødtes vandring. Det er min pligt, min ret som barnets fader, og som alle pligter og rettigheder vejer de tungt på mine skuldre, fordi jeg forstår dem. Jeg elsker Centassa, jeg elsker vores barn, jeg elsker at det er lykkedes hende og jeg at skabe noget sammen og jeg vil drømme erindringer frem om hvad der kunne have været et ægte og langt liv. Men det er ikke nok til at jeg vil glemme hvad der er nødvendigt at gøre.

Jeg vil ikke stå ventende ved min hytte, eller hvile på hug ved ildstedet. Jeg vil bære mit barn i favnen, gå langs de sikre stier, indtil jeg når frem til lunden. Min mund vil være fuld af kød fra de små egerndyr, blod vil løbe fra min hud og dække mine læber. Da kan jeg ikke røres. I lunden vil jeg lægge mit barn i skyggen af det rødgrønne yatavan-træ, sige et par ord ud i luften og derefter vende det ryggen. På min vej tilbage mod landsbyen vil jeg gøre mine ører døve for den kraftige raslen fra træet, når dets sylespidse blade i langsom pantomime nærmer sig mit eget kød og blod. Ingen muskel vil fortrækkes i mit ansigt, hvis jeg fornemmer bladhanget gennembryde mit barns hud. Kun en ting vil være for andre at se; tårerne på mit ansigt, og ikke en af dem vil være af glæde.

For hver generation vokser vi os stærkere, men også færre. På et tidspunkt vil det blive anderledes. En gang i fremtiden vil vi være stærke nok, og når den dag oprinder, håber jeg blot at mine efterkommere er mangfoldige nok til at overleve planeten. Da jeg var barn, kun lige kommet ud af bleen og ind i sproget, blev jeg fortalt at over to tusind mennesker havde rejst den lange vej for at komme til dette sted. Vi landede, byggede vores hytter og døde. Det er den fortælling mine forældre gav mig.

Som med alderdom og blød hud tror jeg ikke rigtig på dem. Et tal så højt som to tusind er noget vi forestiller os. Jeg tror på at tallet findes, at det kan bruges til at vise hvor mange træer, hvor mange regndråber og hvor mange stjerner der er, men jeg ved at det intet har at gøre med mennesker. Ingenlunde så stort et antal er for os. I hele landsbyen tælles der 143. Flere kvinder end mænd.

Et fåtal er immune, en del er i færd med at blive det. Men vi kan ikke tage nogen smutveje. Vi er få, vores familier er for nært beslægtede. Avlede vi kun iblandt os selv, ville børnene blive forkerte. Defekte. Slet ikke i stand til at føre kampen videre. Derfor er rumskibet stadig i omløb omkring planeten.

Nyheder i maj

Selv om vi ikke engang er halvvejs gennem måneden, er der heldigvis allerede et par nyheder. So feast you eyes upon:

Den 22. maj vil Michael Kamp og jeg forene vores metierer og holde oplæg samt oplæsning på Hovedbiblioteketet i Næstved. Der kommer til at være snak om de udskældte genrer (science fiction, horror, fantasy) og fra min side af i hvert fald en snas fra Ambrosia/Live. 50 kroner er alt hvad du skal bløde for at nyde aftenen i vores selskab - det kunne være så meget værre! Arrangementet er foranlediget af foreningen Stordstrømmen.

I det hele taget bliver det en travl uge for mig. Som nævnt i et tidligere indlæg, skal jeg den 24. snakke om zombier i Odense. Men det er fedt at komme væk fra skriverstolen nogle dage!

Lige inden vinteren slap grebet i os, vandt jeg en flash fiction-konkurrence i det engelske online-blad Massacre Magazine. Siden da har jeg fulgt dem on/off, og for et par uger siden så jeg at de søgte efter noveller med temaet 'Road Kill'. En ide boblede halvfærdig i mit hoved, men brød så alienlike igennem (denne metafor dedikeret til dig, H. R. Giger. Rest in peace.) og jeg skrev den korte fortælling Alchemy på en aften. Heldigvis kunne de rigtig godt lide den på bladet, så nu bliver den en del af Massacre Magazine #3, der kommer her den 1. juni. Hurra for det!

For ottende år i træk har Science Fiction Cirklen udvalgt de novelller, de gerne vil have med i den årlige antologi. Endnu engang var jeg heldig, og de valgte at tage min novelle Ukrudt med. Novellen handler om nogle kolonister, der kæmper en ulige kamp mod den fjendtlige planet, de er landet på. Det er ikke atmosfæren eller dyrene, der er problemet. Det er selve vegetationen, der ikke har tænkt sig at dele. Antologien får titlen De sidste kærester på Månen, og udkommer sandsynligvis i august måned. 

Ikke mere nu - men der kommer nok yderligere inden længe.

Læs Niels Klim-prisen 2013

Som de kække læsere af min blog måske har opdaget, uddeles der hvert år en klejn håndfuld priser til det foregående års bedste science fiction. I år er ikke anderledes og de førnævnte læsere ved allerede at jeg er i den heldige situation at have tre nominerede. De søde mennesker hos SFC (Science Fiction Cirklen) har i år gjort noget nyt - alle de nominerede historier, der stammer fra deres udgivelser, er lagt ud på deres hjemmeside til fri læsning. Det er et rigtig fedt initiativ, som jeg håber de bliver ved med. I mit tilfælde drejer det sig om den korte novelle BjørnBjørn og den noget længere I sit ansigts sved.

Dette er et screenshot af SFC's liste. Du kan godt trykke på den, men det hjælper dig ikke meget.

Det efterlader så min tredje kandidat, novellen Voisinismen. Fordi jeg hader at skuffe folk, er det kun fair, at der også er mulighed for at læse den. Derfor ligger den her i afstemningsperioden, som er 1.-30. marts. Fik alle fat i det? 1.-30. marts. Egentlig passer denne måde at læse Voisinismen på ganske godt, eftersom der er billeder i den. Jeg håber du får nogle fornøjelige timer med mine, og de andre nomineredes, noveller. Og det samme med afstemningen.

Voisinismen

Trailer 58 - uddrag af Et horn i siden

For nogle år siden begyndte en dejlig trend i den danske genreundergrund. Først kom den årlige antologi med science fiction-noveller fra SFC. Så fulgte H.Harksen Productions op med en (næsten) årlig horror-antologi. Og til sidst fulgte forlaget Kandor med serien Ny Dansk Fantasy, der as we speak, barsler med den tredje antologi i træk ... sjovt nok med emnet fantasy. Men ikke kun fantasy som i elvere, trolde, magiske sværd og onde onderter. Det var (og er) genren fantasy på den lange bane, som også inkluderer bl.a. lidt weird, noget horror og den fantastiske fortælling. Min novelle Et horn i siden kom med i NDF2012 - Til deres dages ende, som udkom sidste år. I den legede jeg med en af væsnerne fra den klassisk fantasy, nemlig enhjørningen. Og som en lille bonusting kan jeg oplyse, at flertalsformen af enhjørning er enhjørningER, ikke enhjørningE.

Sugar and spice and ... I think not.

"En enlig tåre dryppede fra enhjørningens øje. Da den berørte luften forvandlede den sig til guld og faldt med en ringlen til ro på det grønne græstæppe. Erdengard fulgte den med øjnene. I flugten vurderede han den til at være mindst 50 guldmønter værd. Uberørt af enhjørningens tale spyttede han i græsset, og tørrede sig om munden med bagsiden af hånden.

”Tuder enhjørninge meget?”

”Enhjørninger” sagde enhjørningen og et øjeblik flakkede noget andet end sorg i dens blik. ”Nej. Vi græder kun når det gode er ved at dø”

”Det var sgu trist. Hvis du havde været en tudeprins, kunne vi måske have fået en aftale i stand. Enhjørningetårer må være mange penge værd for troldmænd og andet pak”

Enhjørningen nikkede sagte.

”Men du siger, at der er flere af jer. Jeg kunne måske lade dig gå, hvis du fortæller mig hvor resten er. Jeg har ikke noget mod dig personligt. Du er bare penge for mig. Men på den måde kan du i det mindste hytte dit eget skind, før en eller anden hytter det for dig”

”Jeg kunne aldrig finde på at forråde mine frænder” sagde enhjørningen og for første gang så den Erdengard direkte i øjnene. ”Forråder jeg dem, forråder jeg alt hvad vi er”

Eventyreren trak på skuldrene.

”Det må du selvfølgelig selv om. Inden du beslutter dig, så synes jeg dog du skal høre hvad der kommer til at ske med dig. Først kommer du til at være en udstillingsgenstand, som alle de jaloux mænd fører deres kommende brud til, for nu at sikre at de er ægte jomfruer. Derefter vil dit horn dag og nat blive brugt til at finde ud af om noget er forgiftet. Det er selvfølgelig kun de første par år. Når du begynder at blive gammel, skærer de dit horn af, fordi du er ved at blive affældig at se på. Til sidst slår de dig ihjel, og hvis jeg kender mine rigmænd på gangen, så slutter de af med at æde dig, for man ved jo aldrig om dit kød kan forlænge livet”."  

Novellerne fra 2011

Selv om jeg egentlig er færdig med årsrapporten, tænkte jeg ved en gennemlæsning, at alle de forlag, der har udskrevet konkurrencer og noveller jeg har fået udgivet i løbet af året fortjener at få mere end et ord med på vejen.

Antologier:

Novellen Jacobs stige i antologien Dystre Danmark 2, H. Harksen Productions
En rigtig modbydelig historie, der graver dybt i min personlige angst og afmagt over for klovne og cirkus. Genren er horror, men læner sig mod splatter.

Novellen Morituri te salutant i antologien Det sker igen, forlaget KANDOR
Endnu en grim sag, skrevet ud fra ideen om, hvad et fascistisk samfund kan/kunne gøre ved mennesket og alle dets dårlige vaner. Genren er igen horror, men kombineret med science fiction.

Novellen Sjæleforsørger i ebogs-antologien Ti noveller fra fantasiens univers, Forlaget Virabooks
Kravet i denne konkurrence var at skrive i en af de fantastiske genrer. Jeg kombinerede to, og skrev en ret spøjs fortælling, der inkluderer Satan såvel som androider.

Novellen Holgers Danskere i antologien Sølvbyen, forlaget Siesta
Jeg blev kontaktet af Lonni Krause i 2010, og bedt om at skrive en fantastisk fortælling, der fandt sted i Helsingør. Som sagt, så gjort og jeg kan garantere, at der er mere end en Holger Danske, der kommer i problemer. Tak til Lonni for initiativet, og jeg håber at få chancen igen.

Novellen Harald Peder Kristensen i antologien Mit Østerbro fra BoD
Skriv om Østerbro var det eneste kriterium. Så da jeg faldt over en mindeplade på Frimurerlogen, skrev resten af historien sig selv. Historisk realisme bundet af en masse research.

Novellen Glemmer du, så husker jeg alt i antologien LUO5 - Den nye koloni, SFC
Efterhånden er det blevet til en god del science fiction fra min hånd, men heldigvis bliver ideerne ved med at komme. Denne novelle kobler ideen om en ryddet hukommelse med noget så særpræget som kærlighed og hustruvold.

Novellen Benspænd i antologien Bag Adonais spejl, forlaget KANDOR
Fantasy er ikke det, jeg har skrevet mest af, og denne historie der leger med meget levende begreber er også lige på grænsen til det man vil kalde fantasy. Det ændrer ikke på, at den er ret så underholdende. Døden er med, og det er Takt Og Tone også.

Blade og magasiner:

Novellen Stenhugger i Himmelskibet nummer 28. Foreningen Fantastik.
En gammel ide om hvordan man egentlig ville bygge fæstninger i en verden, hvor der findes alt fra flyvende fjender til teleportation fødte denne historie. Siden det er fantasy, gjorde jeg dog også plads til et mord, en bunke magi og lidt slaveri.

Novellen Den jeg elsker i fanzinet Science Fiction, nummer 18
Vinder af Knud Larns årlige konkurrence 2010, denne gang med temaet Danskerne og robotterne. Skrevet som en mail til kvinder, der er frygtelig træt af hvor kedelige og triste mænd egentlig er.

E-noveller:

Novellen Frelser hos eBooks2go.dk (Realisme)
Novellen Je ne sais quoi hos eBooks2go.dk (Fantastisk fortælling)
Novellen Lod hos eBooks2go.dk (Fantastisk fortælling)
Novellen Jeg ved det hos eBooks2go.dk (Realisme)
Novellen Klausul F hos eBooks2go.dk (Science Fiction)
Novellen Øen hos eBooks2go.dk (Humor/Splatter)
Sidste punkt er under et, da disse seks noveller kan erhverves samme sted. De spænder meget bredt i genre, fra realisme til fantastik og science fiction. Je ne sais quoi blev oprindeligt udgivet i samlingen Begyndelser fra Valeta, for et par år siden. Øen er stadig til gratis download og kan bedst betegnes som et anneks til min roman Pandaemonium.

Jeg er meget taknemmelig for alle de ildsjæle i Danmark, der til stadighed kultiverer novellen som en genre på lige fod med romanen. De mange konkurrencer ser jeg også som et fantastisk tegn på, at de generelt udskældte genrer endelig igen får en chance for at vise hvad de kan. Det er ligeledes rigtig fedt at se, hvor stærk undergrunden i Danmark er. Der er rigtig mange dygtige forfattere derude, og jeg håber at de alle sammen bliver ved med at skrive.

BogForum 2011

Så skete det endelig. I alle de år jeg har skrevet seriøst, som sjovt nok også er alle de år jeg har boet i København, har BogForum hvert år fundet sted nærmest i min baghave. Derfor var det kun passende, at det sidste år Forum lagde rum til messen, blev det første år hvor jeg som talende forfatter var til stede.

Den 11/11-2011 udgav jeg nemlig to bøger. Novellesamlingen Faderens sønner og romanen Pandaemonium. I forbindelse med de to bøger, var jeg inviteret til at tale på stand 42, der tilhørte Science Fiction Cirklen og Stand 17, der tilhørte Forlaget Valeta. Dette var også en første gang for mig, da jeg aldrig rigtig havde prøvet at være et programpunkt.

På Stand 42 snakkede jeg både lørdag og søndag. I omkring tyve minutter underholdt jeg med mit syn på science fiction-genren, fremviste nogle af de bøger der havde været væsentlige for mig, præsenterede Faderens sønner og læste uddrag ud af to af samlingens noveller, henholdsvis Træk! og Stævnemøde. Begge dage var standen udmærket besøgt, og jeg fik signeret en hel masse bøger. Jeg var også meget taknemmelig for, at SFC havde husket at medbringe en mikrofon. Hvis det skulle komme som en overraskelse for nogen, er der meget larm på BogForum. En af mine kolleger dukkede også op, og det var sjovt at se et kendt ansigt i en uvant ramme.

Om søndagen var jeg så på Forlaget Valetas stand, hvor jeg heldigvis nåede at høre Brian P. Ørnbøl læse op fra sin digtsamling Syv. Selv om jeg efterhånden har hørt nogle af digtene et par gange, er det altid en fornøjelse med et genhør. Efter Brian skulle jeg selv på, og i halvanden time stod jeg på standen og signerede eksemplar efter eksemplar af Pandaemonium. Selv om jeg var langt fra lige så besøgt som så mange andre stande, virkede det som om at en god del af de besøgende havde vansmægtet efter en lækker omgang splatterlitteratur på dansk. Et sjovt øjeblik var, da forlaget donerede en kopi til Dennis Jürgensen, der efterfølgende gerne ville møde mig. For de få uindviede er DJ en af de få forfattere, der på dansk har skrevet om zombier. Patrick Leis er en anden.

Efter at have snakket så meget om mine to nye udgivelser, håber jeg at de får en god medfart af mine læsere. Jeg er selv fuldkommen overvældet af Pandaemoniums størrelse, og rent personligt er Faderens sønner meget vigtig for mig, da den på sin egen måde afrunder noget af mit forfattervirke, som jeg påbegyndte for tre år siden. Dermed ikke forstået, at jeg holder op med at skrive science fiction - intet kunne ligge mig fjernere.

Alt i alt var det en fed oplevelse at være blandt så mange forfattere. Alligevel ærgrede jeg mig meget over, hvor ensrettet bogmarkedet virkede. Store dele af BogForum var viet selvhjælpsbøger, biografier og krimier. De fantastiske genrer havde meget trange kår, og selv om Tellerup var velbesøgt, virkede det lidt som den sidste bastion. Jeg trøster mig dog lidt ved at vide, at både inden for horror og science fiction ulmer det blandt græsrødderne. Her på Nørrebro krydses der fingre for, at det nye BogForum - BogBella? - bliver så stort, at førnævnte græsrødder kan rykke et par trin eller to op ad perceptionens stige.

Majs anden omgang nyheder

Selv om jeg for øjeblikket ligger vandret med afgangsprøver, sniger der sig en del dejlige nyheder ind i mit beskedne univers. Se blot her.

I sidste uge (23.-27.maj) var jeg ugens lille hapser inde på bogbidder.dk. Det er anden gang jeg har den ære. Første gang var med min novelle Je ne sais quoi. Denne gang er det med titelnovellen fra min samling Køtere dør om vinteren. Det spændende ved sitet er, at alle bogbidder indlæses, så nu kan man ganske kvit og frit proppe hørebollerne på, og opleve novellen uden at røre en øjenvippe. Lyt og læs lige her.

Under min sidste update fortalte jeg, at H.Harksen Productions havde antaget min novelle I et vindue til en kommende antologi. Nu har selvsamme forlag også sat kløerne i min horror-novelle Jacobs stige, der bliver en del af antologien Dystre Danmark 2. Det er en grum historie, der trækker på en horror-klassiker, nemlig den frygtede klovn. Jeg er kommet i meget godt selskab med bl.a. Lars Ahn Pedersen, Patrick Leis, Jonas Wilmann og Morten Carlsen. SE hvem der ellers er med lige her. Den burde komme på gaden i løbet af efteråret.

Som om det ikke var nok, har Science Fiction Cirklen også snuppet min novelle Glemmer du, så husker jeg alt til deres nye antologi LUO 5 - Den nye koloni. Ideen med at glemme og mindes er klassisk i science fiction-sammenhæng, men jeg vil vove at påstå at jeg virkelig har smidt nogle nye skruer i maskineriet. Samlingen er overordentlig spækket med så mange spændende navne, at jeg knapt kan begynde at opsummere dem her. Jeg vil dog blot sige - glæd jer. Det bliver rigtig stort.

Det var vist det - næste måned fortsætter i redigeringens tegn. Skrive og redigere, skrive og redigere. Lige om lidt smelter de to ord sammen til et.