I slutningen af 1960'erne og i 1970'erne, blev der udgivet en serie science fiction-bøger på Stig Vendelkærs forlag. De var en blanding af danske romaner, og oversatte novellesamlinger, men majoriteten havde bagerst en indlagt værdikupon. Hvis man brugte dem, deltog man i intet mindre end en lodtrækning om en månerejse ... eller man kunne også indløse præmien til noget lidt mere jordnært. Det var en sjov gimmick af Stig Vendelkær, og det var til hans værdikupon mine tanker fløj, da jeg fandt på titlen til dette indlæg.
For et par dage siden udkom den tolvte bog i Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under overfladen. Den har titlen Efter fødslen, og antologien markerede tiende gang jeg medvirkede med en novelle. Jeg medvirkede ikke i den første, og jeg medvirkede ikke i den syvende, da SFC det år fik den sære idé at udgive to antologier. For mig har den årlige science fiction-antologi betydet en del, og det af flere årsager. Det var her, jeg fik min debut, og det er her der er plads til science fiction som genre. Det har været en konstant i mit forfatterliv, og noget jeg stadig medtænker, når jeg planlægger årets arbejde. Gennem de ti antologier, jeg har medvirket i, har jeg forsøgt mig med alt fra humor til iskold alvor, tidsrejser til intime apokalypser, og for at markere denne min tiende gang, vil jeg kort fortælle om mine noveller. Jeg håber du har lyst til at læse med ... og efterfølgende læse mere :). Desuden er jeg ikke den eneste, der har medvirket ti gange. Mine kolleger Lars Ahn Pedersen og Gudrun Østergaard deler den ære med mig. Tag et kig på deres blogs - de har hver især skrevet lidt om jubilæet. Og forresten: Langt størstedelen af forsiderne er Manfred Christiansens arbejde.
DE ORANGE ÅR
2008: I overfladen, novellen When the music's over. Min debut i bogform, og novellen handler om first contact. Den er ret skæg, og meget sær, og leger også en del med den fantastiske fortælling. Den vandt mig Fantastik-prisen i 2009. When the music's over blev oversat til engelsk i 2010, til antologien Sky City. Og så er den lige blevet genudgivet som en del af min opsamling Fast arbejde.
2009: Den hemmelige dal, novellen Godnat. Denne fortælling handler om rædslerne ved atomkrig, ung kærlighed og hoppebolde, nogenlunde i modsat rækkefølge. Jeg skrev den på et par dage, i et sprog der minder mere om socialrealisme end science fiction, og den er egentlig lidt hjerteskærende. Godnat er vist stadig en del af et undervisningsmateriale på systime.
2010: Ingenmandsland, novellen Matthæus 20:16. I min tredje novelle i antologi-serien handler det om tidsrejser. Hovedpersonen er rejst frem, og finder hurtigt ud af, at han ikke kan rejse tilbage igen. Og der hvor han er landet, er der sære og uforståelige hændelser i gang. Novellen låner en del fra bibelhistorien, og blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.
DE BLÅGRØNNE ÅR
2011: Den nye koloni, novellen Glemmer du, så husker jeg alt. I min novelle handler det om at få ryddet sin hukommelse af en totalitær regering. Vi følger Miranda, der er blevet sammen med sin mand, selvom denne er nærmest uden hukommelse. Og historien ender i et etisk dilemma, som læseren selv må tage stilling til. Glemmer du, så husker jeg alt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.
2012: Fremmed stjerne, novellen Højdepunkt. Højdepunkt er skrevet af en navnløs og ordblind dreng, der har levet hele sit liv i en kuppel. Her kæmper beboerne for overlevelse, da der åbenbart er sket noget grimt med resten af verden. Inden jeg skrev novellen havde jeg researchet en række stile skrevet af ordblinde, og derfor er hele fortællingen skrevet på samme måde. Højdepunkt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.
2013: Farvel, min astronaut, novellen I sit ansigts sved. Vi er efter katastrofen, og verden er ved at komme på fode igen. Vi følger Tristan, en omrejsende handelsmand og hustler, der regner med at fuppe nogle bønder. Historien er stærkt inspireret af John Steinbecks Mus og mænd, både når det kommer til skrivestil og plot. Og ja, I sit ansigts sved blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.
DE SYMBOLSKE ÅR
2014: De sidste kærester på Månen, novellen Ukrudt. I denne fortælling er vi i fortiden. En stamme forsøger at overleve på en meget fjendtlig planet, men noget er sært. For hovedpersonen har erindringer og tanker om et andet sted, hvor alting var bedre. I novellen er sproget holdt næsten mytisk, og slutningen er grum. Ukrudt er den sidste på denne liste, der også blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.
2015: Som et urværk, novellen Taxa. Her er vi tilbage ved tidsrejsen. En mand er lige kommet hjem fra forretningsrejse, og han er for sent på den til sin søns fødselsdag. Heldigvis kan han bare tage en tidstaxa, for med den slags maskiner, er det umuligt at komme for sent. Hele novellen er fortalt gennem dialog.
2016: Lidenskab og lysår, novellen I fædrelandets tjeneste. En mand gør sig klar til en diplomatisk middag. Han mediterer. Han smager på retterne i køkkenet. Han gør sig klar til at være den bedste udgave af sig selv. Novellen blev skrevet som en reaktion på at mad sjældent optræder i science fiction ... og så for de opmærksomme er den krydret med lidt 50er-spidsfindighed.
Og så er vi nået til nummer 10, den tiende i rækken, hvis mine noveller var deciliter havde jeg nu til en hel liter ord. Min novelle hedder Cancerfrelst, og havde det ikke været for held og knofedt, ville den novelle være gået tabt, da min computer brød sammen sidste år. I fortællingen møder vi Kenneth, der er indlagt på hospitalet. Han ligger med videoen af den første person, der blev kureret for kræft af de aliens, der har søgt om ophold på Jorden. Vil Kenneth opdage noget i optagelserne, som ingen før ham har set?
Det var det. 10 år kogt sammen til ét indlæg. Intet tyder på, at Science Fiction Cirklen har tænkt sig at holde op med at udgive den årlige antologi, og det er godt. For den er et vigtigt sted for nye forfattere at se om deres ord kan bære, og et vigtigt sted for science fiction-genren. Dog synes jeg også, der er plads til forbedring. De sidste par år er antologien vokset og vokset, og det tænker jeg ikke er så hensigtsmæssigt. I overfladen var på 268 sider, mens Efter fødslen er på 461 sider - en stigning på 72%. Lige under overfladen-serien har alle dage været en blandet landhandel, når det kommer til novellernes kvalitet, og jeg tror det ville gøre gode ting for genren, hvis bedømmelsen af novellerne blev hårdere ... også hvis det medfører, at de noveller, jeg selv sender ind, ryger for kniven. For jeg har tænkt mig at blive ved med at sende ind. I hvert fald indtil jeg løber tør for ideer!
Tak fordi du læste med. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.