Rapport fra forfatterværkstedet 2019, 3. update

Vi er rykket ind i årets sidste del, og derfor er det på sin plads med et kig på hvad der har summet i maskineriet de sidste par måneder. Tidligere på året blev jeg ramt af en voldsom krise, der fuldkommen sugede al lyst til at skrive ud af mig. Det var simpelthen for trist at blive ved med at arbejde uden at føle, at jeg rykkede mig af stedet. Derfor fokuserede jeg på at skrive på noget lystbetonet, nemlig fortællinger om katte, og det har givet pote (haha). Jeg er stadig langt fra mit gamle selv, men i det mindste er i gang igen, med ting som jeg finder spændende. Det har også været et meget travlt efterår, og det har nok kun været af det gode. Når man konstant har deadlines, er det svært at have ondt af sig selv.

Jeg fortæller løs på Skrækfest i Odense. Foto: Jette Holst

Skrivning

Siden juli har jeg færdigskrevet 10-15 tekster om katte. Der er historien om Lovecraft og katte, historien om de to katte, der findes visdom i The Cures Lovecats, historien om musicalen Cats, historien om katten, der fangede den røde plet og så videre. Nogle af teksterne er fabulerende, andre sjove, andre igen sørgelige. Ud over de færdige fortællinger har jeg skitser til mindst det tredobbelte. Hver fortælling er et sted mellem 500 og 1500 ord lang. Ellers er det kun blevet til en færdig novelle, og et par halvfærdige.

All inclusive (science fiction, 10900 ord)

All inclusive handler om Thorkild, der skal dø. Derfor beslutter han sig for at se verden. Men på en jord hvor klimaforandringerne kun er blevet værre, er det så ikke det vildeste egotrip at tage på en sidste rejse før den sidste rejse?

---

Gustave Dorés illustration kommer til at være bagsiden til Et satans arbejde … men vi har leget lidt med den.

Et forsideforslag til Tre, som vi fravalgte med det samme. Kan vi klappe ‘kliché’ ?

Arbejde på manuskripter

Når det kommer til mine egne manuskripter, har de sidste par måneder været fyldt til bristepunktet med korrektur, redigering, ændringer og forsider. Sådan er det altid, når et manuskript nærmer sig tilstanden som færdig bog. I år har det dog været lidt hårdere end ellers, da to manuskripter har tagteamet mig som to muskelsvulmende brydere fra 1990erne.

Et satans arbejde: Manuskriptet har været igennem alle de ændringer, der skulle til og det er nu et faktum, at Et satans arbejde udkommer på BogForum den 16. november i år. Det er forlaget Brændpunkt, der står for udgivelsen, og jeg har ladet mig fortælle, at det bliver en hardback-udgivelse. I disse sekunder er grafikeren og jeg ved at lægge sidste hånd på omslaget, og det bliver noget ganske særligt.

Tre: Min rammefortælling, og kærlighedsbrev til horror-antologifilmen er også i de sidste stadier. Forsiden ligger næsten klar, og redaktøren sidder med mine ændringer. Jeg ved endnu ikke, om Tre når at blive udgivet i år, for det snerper til med tiden, hvis den også skal nå til tryk. Udkommer den i 2019, bliver det også til BogForum hos forlaget Kandor.

---

Nye tekster

De sidste par måneder er der kommet gang i årets mindre udgivelser, og jeg ved, at der de næste to måneder kommer fuldt tryk på. Forlaget Enter Darkness udgiver horror-antologien Skyggespejlet, hvor jeg medvirker med novellen Tinderbitch. Science Fiction Cirklen udgiver antologien Sandsynlighedskrydstogt, hvor mit bidrag har titlen Beautiful Budapest og HHP udgiver horror-antologien Et århundredes tusmørke, hvor jeg har fortællingen Hvem mon blir dit næste offer, Mr. Sweetheart med. Noget lidt nyt og anderledes er, at min abstrakte fortælling Mono udkommer på internet-sitet Center for militant futurologi.

Allerede udkommet er min korte novelle I Love You i det russisk-drevne antologiprojekt Horror Without Borders, hvor jeg repræsenterer Danmark, og nu hvor vi er ved det engelske, udkom min novelle In Everything a Sound i antologien Mountains of Madness Revealed. Det er en særlig novelle for mig, da forlaget PS Publishing er velrennomeret, specialiseret i weird og horrorfiktion og så er redaktøren på samlingen tidligere World Fantasy Awards-dommer. De ting tilsammen føles som en blåstempling af mit forfatterskab. På dansk er kommet den korte novelle Orgie i litteraturtidsskriftet uDkAnt (nummer 8), og med den håber jeg at nå nogle nye læsere. Som noget helt nyt og anderledes blev jeg også headhunted til at skrive gæsteleder i Bogmarkedet - og du kan læse Tillykke. Du har skrevet en død bog ganske gratis ved at følge linket. Det handler om hvordan det er svært som forfatter at trænge igennem med sin bog. Som et sidste kirsebær på toppen, er der også dukket endnu en indlæsning af en af mine korte tekster op på sitet Godnathistorier. Den hedder Timeglas, og kan lyttes til lige her.

---

Andre projekter

Mens det har buldret af sted med korrektur med videre, har der også været travlt på andre fronter. Jeg er startet som huskunstner på Museum Obscurum, og det er både sjovt og anderledes, at arbejde med at formidle skrivekunst og worldbuilding til udskolingselever.

I en lidt anden boldgade har jeg udarbejdet et undervisningsmateriale til ungdomsromanen SKUNKS af Dorte Schou og Line Leonhardt. Det er støttet af BUPL, rettet mod folkeskolens ældste klasser, og fokuserer på personkarakteristik, samfundsmæssige problemstillinger og læsning. Ligeledes er det multimodalt og anvender både skrift, tegning og lyd. Du kan downloade det ganske gratis lige her.

Ved siden af UV-materiale og undervisning har jeg været redaktør på Line Lybeckers nye roman Da farfar forsvandt, der handler om demens og venskab, og for at jeg ikke skulle kede mig, har jeg i samme periode overtaget min kollegas danskundervisning, da han skulle på barsel. Det betød, at jeg var næsten tilbage på fuld tid.

Jeg har også haft travlt med at arrangere events. Fem gange uglesete genrer i Vangsgaards Antikvariat og den tredje omgang Gys i Kirken sammen med Traume & Co. I år handler det om det nordiske gys, og vi har en fremragende lineup.

Og så har jeg optrådt. På filmskolen i Ebeltoft, i min fødeby Toreby på Lolland, og til Skrækfest i Odense. Lige om lidt venter BogForum og så er det slut for i år.

---

Afrunding

Det tror jeg, var alt i denne omgang. Min næste update bliver min årlige rapport fra hele forfatterværkstedet, og jeg ser frem til at skrive den. 2019 har været et meget anderledes år for mig. Tak fordi du læste med.

Fem gange Vangsgaards

I starten af året var jeg til et café-møde med Søren Vangsgaard, som jeg troede ‘bare’ skulle handle om et horror-arrangement. Min næstformand i Dansk Horror Selskab, Jacob Hedegaard Pedersen, havde formidlet kontakten, og eftersom han bor i det mørke, var der sund fornuft i, at det var mig, der aftalte videre, da jeg har mit revir en bustur fra Vangsgaards Antikvariat. Men vi havde kun lige sat os med kaffen, før mødet forgrenede sig til ikke bare et, men fem arrangementer. Den grundlæggende tanke var, at de fem events hver især skulle præsentere en ugleset genre samt appellere til nye læsere, altså folk, der ikke vidste så meget om f.eks. horror eller superhelte. Til det skulle vi finde oplægsholdere og talere til arrangementerne, og vi gik i tænketank. Et af arrangementerne stod dog allerede og vibrerede i horisonten. Vangsgaards havde lige fået 3000 science fiction-paperbacks hjem. Derfor gav det god mening at det første arrangement skulle handle om science fiction.

---

Science fiction

Da der kun var kort tid at planlægge i, trådte jeg til som oplægsholder om science fiction. Det var i januar. Alle arrangementerne blev afholdt i Vangsgaards kælder, og en af udfordringerne var, at der ingen projekter eller lignende var. Derfor blev jeg (og de følgende oplægsholdere) nødt til at tænke anderledes eller bare som man gjorde før det digitale indtog. Jeg holdt et foredrag om genren fra 1930erne og frem, hvor jeg brugte en bogbunke som kalender. Jeg begyndte øverst, og da jeg nåede i bund, var vi ved moderne tid. Samtidig havde det den fordel, at jeg en for en kunne sende bøgerne ud til publikum, der så både kunne føle, lugte og smuglæse lidt i dem. Der var mange besøgende, og både før og efter gik folk på rov i bogbunkerne. Jeg anbefalede blandt andet Cixin Lius The three-body problem, Samuel R. Delanys The Einstein Intersection og Karel Čapeks Krigen mod salamandrene.

Jeg fremviser Tordenøglen og er lige begyndt på bunken. Foto: Flemming Rasch.

---

Her er Morten med ryggen til, i færd med at sætte stole op. Som man kan se, er rummet hyggeligt (og lille).

Marvel

Til andet oplæg var Morten Søndergaard (af mange kendt som Marvel-Morten) inviteret. Oprindeligt havde planen været, at han skulle på i løbet af foråret. Desværre kom diverse ting i vejen. Men i juni var Morten og publikum klar. Morten trak en stol ud, satte sig foran publikum uden papirer eller lignende, og gik så i gang med at fortælle. Viden fossede ud af ham, og som superhelte-novice blev jeg præsenteret for en helt ny verden. Efter fortællingen (for det var det mere end et foredrag), var der Q&A med publikum, og både film og albums blev vendt. Jeg lærte virkelig meget, og noget af det husker jeg stadig. Især blev jeg klogere på hele trekantsdramaet mellem Stan Lee, Steve Ditko og Jack Kirby om hvem der egentlig har opfundet hvilke figurer. Efterfølgende har jeg læst lidt tegneserier, men åbenbart har jeg smag for DC Comics, og ikke Marvel.

---

Horror

I den anden ende af sommeren var det tid til horror. Denne gang var der inviteret to oplægsholdere. Forfatter og horrorforsker Rikke Schubart, og forlaget Kandor, der blandt andet udgiver horror. Rikke Schubart startede tilbage i gotikken, hvor hun blandt andet fremhævede Matthew Gregory Lewis The Monk. Derefter fortalte hun om Bram Stokers Dracula, om det kulturelle fænomen filmen og bogen Exorcisten (William Blatty) blev og endelig om den tyngde, Brett Easton Ellis American Psycho stadig havde. De forskellige værkers forcer blev understreget gennem oplæsning af enkelte scener, og vi fik både hørt om lemlæstelse og syndefald. Derefter gik forlaget Kandor, repræsenteret af Jacob Hedegaard Pedersen og Espen Rasmussen, på scenen. Jacob fortalte om forlagets historie og koncept, mens Espen talte mere om fremtiden og hvor den ville føre Kandor hen (Kosmisk rædsel og den menneskelige tilstand). Undervejs anbefalede de blandt andet forlagets oversættelse af H.P.Lovecraft (se link), samt to spritnye udgivelser: Aske Munk-Jørgensens Gamle venner og Søren Staal Balslevs De rensede. Blandingen af fortid og nutid gav et ret godt billede af horror, og efter det officielle program, var der meget snak.

Øverst Rikke i gang med oplæsning, nederst Espen og Jacob, der beretter Kandor for os.

---

Øverst beretter Malene om moselig, mens Line nederst fortæller om, hvordan Tolkien er den første, der skriver ordet Fantasy med stort.

Fantasy

Det fjerde arrangement lå blot en uge efter det tredje, men var ramt af en del ulykker. Sygdom og en aflysning gjorde, at vi blev nødt til at ændre planer. Heldigvis gik det i sidste ende godt. Forfatter Malene Sølvsten var aftenens første gæst, og hun fortalte både om sit forfatterskab og research. En af hendes pointer var, at fantasy så sandelig var en genre for voksne, ikke mindst fordi hendes betalæsere var to pensionerede bibliotekarer i halvfjerdserne. Hun anbefalede blandt andet at læse Twilight-serien af Stephenie Meyer, der kunne noget, som kun få bøger kan - nemlig fastholde læseren over lang tid og mange bøger. Aftenens anden taler, forfatter og forlægger Line Lybecker fortalte om fantasy-genrens opståen, om Tolkiens alfaderlige rolle og om vigtigheden af en solid worldbuilding aka en troværdig fantasy-verden. Hun præsenterede også forfattere fra sit eget forlag (Ulven og Uglen), der er dedikeret fantasy for voksne, heriblandt Christina E. Ebbesen, der har skrevet Sumpbaronens rejse og Pernille L. Stenby, som står bag Mestenes-serien. De to oplægsholderes pointer matchede fremragende hinanden. Fantasy er også for voksne, og som forfatter skal du lave en ordentlig research - for din egen, såvel som for din læsers skyld.

---

Graphic novel

Femte og sidste oplæg startede med at oplægsholderen Henry Søren fra Faraos Cigarer pointerede, at hans oplæg ikke levede op til eventrækkens præmis. For graphic novels har aldrig været uglesete i Danmark. Tværtimod bliver de købt af det litterære segment, hvorimod mange hardcore tegneserielæsere ikke gider dem. Efter den underholdende indledning gik Henry ned i materien, og anbefalede blandt andet Will Eisners A contract with God, Yoshihiro Tatsumis gekiga-værker og Martin Vaughn-James proto-graphicnovelværk The Cage, der udelukkende består af tegninger af forladte bygninger og steder, men alligevel opbygger et sært narrativ. Af danske værker nævnte han Halfdan Piskets Dansker-trilogi og Karoline Stjernfelts serie om Christian 7. og Struensee. Vi nåede også omkring Corto Maltese, Watchmen-serien og Radiserne. En af Henrys pointer var, at vi egentlig slet ikke behøver et engelsk udtryk som graphic novel - vi har det danske ‘tegneserie’, der slet ikke lider under de samme fordomme som det engelske ‘comics’.

Henry leverer en sober og solid beretning om hvordan begrebet graphic novel opstod.

---

Bagefter

På den anden side af de fem arrangementer, står jeg tilbage med en god følelse. For det første havde vi held med de fleste gange at trække rigtig mange mennesker til, og endnu bedre, var det ofte gæster, vi ikke kendte og nyt publikum hver gang. Selvfølgelig var der også de faste, der kom til alle fem arrangementer. En anden dejlig ting var, at arrangementerne er blevet omtalt meget positivt, som spændende indspark og fagligt velfunderede og elementært spændende. En del af grunden til det, tror jeg har at gøre med, at oplægsholderne ikke bare kunne trække på det sædvanlige power point-show. De var meget til stede, og hvert arrangement var væsensforskelligt fra det forrige. Blandingen af forfattere, forlæggere, forretning, foredragsholdere, fans og forskere gjorde, at hvert arrangement stod ud og gjorde tingene på sin egen måde. Det smittede også af på publikum, der altid gerne ville høre og vide mere. At der også var en gratis håndbajer har nok heller ikke været skidt ;) Så hvad så nu? I sjov har Søren og jeg snakket om, at man jo altid kunne udvide med arrangementer om erotik, cowboyromaner eller noget helt tredje, men om det bliver til noget (og om det skal blive til noget), må fremtiden vise. Tak fordi du læste med :) og var du til et eller flere af arrangementerne, så skriv endelig en kommentar :)

Et titurskort til fremtiden

I slutningen af 1960'erne og i 1970'erne, blev der udgivet en serie science fiction-bøger på Stig Vendelkærs forlag. De var en blanding af danske romaner, og oversatte novellesamlinger, men majoriteten havde bagerst en indlagt værdikupon. Hvis man brugte dem, deltog man i intet mindre end en lodtrækning om en månerejse ... eller man kunne også indløse præmien til noget lidt mere jordnært. Det var en sjov gimmick af Stig Vendelkær, og det var til hans værdikupon mine tanker fløj, da jeg fandt på titlen til dette indlæg.

For et par dage siden udkom den tolvte bog i Science Fiction Cirklens årlige antologi-serie Lige under overfladen. Den har titlen Efter fødslen, og antologien markerede tiende gang jeg medvirkede med en novelle. Jeg medvirkede ikke i den første, og jeg medvirkede ikke i den syvende, da SFC det år fik den sære idé at udgive to antologier. For mig har den årlige science fiction-antologi betydet en del, og det af flere årsager. Det var her, jeg fik min debut, og det er her der er plads til science fiction som genre. Det har været en konstant i mit forfatterliv, og noget jeg stadig medtænker, når jeg planlægger årets arbejde. Gennem de ti antologier, jeg har medvirket i, har jeg forsøgt mig med alt fra humor til iskold alvor, tidsrejser til intime apokalypser, og for at markere denne min tiende gang, vil jeg kort fortælle om mine noveller. Jeg håber du har lyst til at læse med ... og efterfølgende læse mere :). Desuden er jeg ikke den eneste, der har medvirket ti gange. Mine kolleger Lars Ahn Pedersen og Gudrun Østergaard deler den ære med mig. Tag et kig på deres blogs - de har hver især skrevet lidt om jubilæet. Og forresten: Langt størstedelen af forsiderne er Manfred Christiansens arbejde.

---

DE ORANGE ÅR

2008: I overfladen, novellen When the music's over. Min debut i bogform, og novellen handler om first contact. Den er ret skæg, og meget sær, og leger også en del med den fantastiske fortælling. Den vandt mig Fantastik-prisen i 2009. When the music's over blev oversat til engelsk i 2010, til antologien Sky City. Og så er den lige blevet genudgivet som en del af min opsamling Fast arbejde.

2009: Den hemmelige dal, novellen Godnat. Denne fortælling handler om rædslerne ved atomkrig, ung kærlighed og hoppebolde, nogenlunde i modsat rækkefølge. Jeg skrev den på et par dage, i et sprog der minder mere om socialrealisme end science fiction, og den er egentlig lidt hjerteskærende. Godnat er vist stadig en del af et undervisningsmateriale på systime.

2010: Ingenmandsland, novellen Matthæus 20:16. I min tredje novelle i antologi-serien handler det om tidsrejser. Hovedpersonen er rejst frem, og finder hurtigt ud af, at han ikke kan rejse tilbage igen. Og der hvor han er landet, er der sære og uforståelige hændelser i gang. Novellen låner en del fra bibelhistorien, og blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

DE BLÅGRØNNE ÅR

2011: Den nye koloni, novellen Glemmer du, så husker jeg alt. I min novelle handler det om at få ryddet sin hukommelse af en totalitær regering. Vi følger Miranda, der er blevet sammen med sin mand, selvom denne er nærmest uden hukommelse. Og historien ender i et etisk dilemma, som læseren selv må tage stilling til. Glemmer du, så husker jeg alt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2012: Fremmed stjerne, novellen Højdepunkt. Højdepunkt er skrevet af en navnløs og ordblind dreng, der har levet hele sit liv i en kuppel. Her kæmper beboerne for overlevelse, da der åbenbart er sket noget grimt med resten af verden. Inden jeg skrev novellen havde jeg researchet en række stile skrevet af ordblinde, og derfor er hele fortællingen skrevet på samme måde. Højdepunkt blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2013: Farvel, min astronaut, novellen I sit ansigts sved. Vi er efter katastrofen, og verden er ved at komme på fode igen. Vi følger Tristan, en omrejsende handelsmand og hustler, der regner med at fuppe nogle bønder. Historien er stærkt inspireret af John Steinbecks Mus og mænd, både når det kommer til skrivestil og plot. Og ja, I sit ansigts sved blev også genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

DE SYMBOLSKE ÅR

2014: De sidste kærester på Månen, novellen Ukrudt. I denne fortælling er vi i fortiden. En stamme forsøger at overleve på en meget fjendtlig planet, men noget er sært. For hovedpersonen har erindringer og tanker om et andet sted, hvor alting var bedre. I novellen er sproget holdt næsten mytisk, og slutningen er grum. Ukrudt er den sidste på denne liste, der  også blev genoptrykt i min opsamling Sand og sten, stål og glas fra 2016.

2015: Som et urværk, novellen Taxa. Her er vi tilbage ved tidsrejsen. En mand er lige kommet hjem fra forretningsrejse, og han er for sent på den til sin søns fødselsdag. Heldigvis kan han bare tage en tidstaxa, for med den slags maskiner, er det umuligt at komme for sent. Hele novellen er fortalt gennem dialog.

2016: Lidenskab og lysår, novellen I fædrelandets tjeneste. En mand gør sig klar til en diplomatisk middag. Han mediterer. Han smager på retterne i køkkenet. Han gør sig klar til at være den bedste udgave af sig selv. Novellen blev skrevet som en reaktion på at mad sjældent optræder i science fiction ... og så for de opmærksomme er den krydret med lidt 50er-spidsfindighed.

Og så er vi nået til nummer 10, den tiende i rækken, hvis mine noveller var deciliter havde jeg nu til en hel liter ord. Min novelle hedder Cancerfrelst, og havde det ikke været for held og knofedt, ville den novelle være gået tabt, da min computer brød sammen sidste år.  I fortællingen møder vi Kenneth, der er indlagt på hospitalet. Han ligger med videoen af den første person, der blev kureret for kræft af de aliens, der har søgt om ophold på Jorden. Vil Kenneth opdage noget i optagelserne, som ingen før ham har set?

---

Det var det. 10 år kogt sammen til ét indlæg. Intet tyder på, at Science Fiction Cirklen har tænkt sig at holde op med at udgive den årlige antologi, og det er godt. For den er et vigtigt sted for nye forfattere at se om deres ord kan bære, og et vigtigt sted for science fiction-genren. Dog synes jeg også, der er plads til forbedring. De sidste par år er antologien vokset og vokset, og det tænker jeg ikke er så hensigtsmæssigt. I overfladen var på 268 sider, mens Efter fødslen er på 461 sider - en stigning på 72%. Lige under overfladen-serien har alle dage været en blandet landhandel, når det kommer til novellernes kvalitet, og jeg tror det ville gøre gode ting for genren, hvis bedømmelsen af novellerne blev hårdere ... også hvis det medfører, at de noveller, jeg selv sender ind, ryger for kniven. For jeg har tænkt mig at blive ved med at sende ind. I hvert fald indtil jeg løber tør for ideer!

Tak fordi du læste med. Hvis du skulle have lyst til at følge mig lidt tættere, er du meget velkommen til at abonnere på mit nyhedsbrev. Det gør du ved at følge linket.

Om tankerne bag mine opsamlinger

Så er tiden kommet til det første indlæg på min hjemmesides blog. Efter mange år med wordpress-blog, håber jeg ikke at jeg farer vild i det nye system. Med det sagt, så lad os komme i gang.

I 2016 besluttede jeg mig for at lave nogle opsamlinger med mine noveller, der havde været tryktforskellige steder, såsom antologier og magasiner. Heldigvis var der ikke bare et, men hele to forlag, der gerne ville udgive dem. Derfor blev det til et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt, og indtil videre er der skrevet kontrakt på tre opsamlinger. Den første opsamling hed Sand og sten, stål og glas og blev rigtig flot modtaget. Den anden opsamling, Fast arbejde, er lige nu på vej i trykken og rammer verden i det sene efterår. Nummer tre kommer til næste år.

For cirka en måned siden fik jeg den herlige besked, at min tekst De vinterfødte blev en del af en kommende antologi med titlen Vintereventyr. Det særlige ved den besked var, at den markerede 50. deltagelse i en antologi, og det på mindre end et årti. Det var lidt vildt at opdage. Samtidig overbeviste det mig om, at jeg havde valgt helt rigtigt, da jeg begyndte på mine opsamlinger. Men når man så har så mange noveller at vælge imellem, hvordan udvælger man så hvilke der skal med i en opsamling?

Man opstiller nogle parametre. Først og fremmest blev jeg og forlagene enige om, at samlingerne ikke nødvendigvis skal spille på noget genrespecifikt. Med andre ord kan jeg undlade at tænke i en horror-opsamling, en fantasy-opsamling og lignende. Dette valg blev truffet af to grunde.Det vil give frihed til at vise forskellige sider af forfatterskabet, og samtidig undlade at markere samlingerne som genrelitteratur, hvilket til stadighed får mange til at rynke på næsen. For at understrege dette, valgte vi at skrive "udvalgte fortællinger" på forsiderne.

For det andet skal det være en blanding af nyere og ældre noveller, igen for at vise forfatterskabets bredde. Der skal være en funklende ny novelle i hver opsamling, så der også er noget til dem, der allerede følger med i mit forfatterskab. Efter en rundspørge på facebook, blev det også besluttet, at der skal være et efterord til hver novelle, hvor jeg fortæller noget om mine tanker bag novellen. Opsamlingerne skal være mellem 50.000 og 60.000 ord. I hver samling skal en af novellerne være eksperimenterende i form, novellerne skal have mere end én fællesnævner og sidst, men ikke mindst, skal hver samling indeholde otte noveller. Syv 'gamle' og en ny. Og så skal de selvfølgelig være gode. Med alle de parametre, bliver feltet snævret ind.

Ved både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde lagde jeg ud med et felt på omkring 20 noveller. Sand og sten, stål og glas fik meget hurtigt en alvorlig science fiction-vibe, men til gengæld kom den også til at handle meget om hvad det vil sige at være menneske. Fast arbejde var en anden fisk. Jeg vidste fra begyndelsen, at Fast arbejde skulle være sjov, ikke mindst fordi Sand og sten, stål og glas havde været meget alvorlig. Efterhånden som jeg valgte til og fra, kunne jeg se at et andet tema voksede frem. Nemlig handel. Aftaler. Kontrakter. Deals med alt fra integritet til sjæle. Det tema blev stort lige omkring den femte novelle (Et horn i siden), og derfra var det ikke svært at vælge de sidste tre. Det medførte dog at mit oprindelige valg af ny novelle blev ændret og at samlingens sidste novelle (Mester Prosopido) er noget mørkere end de andre syv. Til gengæld leder sidste novelle ind til min tredje samling, der har arbejdstitlen Monstre. Fast arbejde endte også med at være fantastisk af natur, og hvis man er glad for genrer, kan man tælle fantasy, science fiction, fabel, horror og fantastisk fortælling i samlingen. For mig er de 'bare' historier.

Forsiderne, der er designet af Anna Degnbol, er med vilje målrettet voksne. De er mere grafik end illustration, og går efter det smagfulde. Det vil sige, at der hverken er voldsomme farver eller de klassiske genremotiver (rumskibe, elverhelte eller monsterfjæs). Dette er blevet gjort for at vise at genrelitteratur også er for voksne. Forsiderne har det med at dele vandene. Mange finder dem virkelig stilfulde, andre kedelige. Prismæssigt satte vi os på hundrede kroner, hvis man køber direkte af forfatteren eller fysiske boghandler, hvilket er meget billigt for en ny bog. Samtidig er det gjort for at støtte op om den direkte kontakt mellem læser, boghandel og forfatter.

Ved at følge disse parametre, synes jeg både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde er blevet helstøbte bøger. De er fyldt med røde tråde, sammenhænge og tematikker, og formår samtidig at fremvise mit forfatterskab. Nu glæder jeg mig til at høre, hvordan Fast arbejde bliver modtaget. 

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at følge mig lidt tættere, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev ved at følge linket.

Det hedder altså science fiction

Den 20. maj skrev Anna Raaby Ravn en kort artikel i Information med titlen Brandvarm sci-fi. Den stod som en art riposte til Kristian Leths indlæg Sci-fi og fantasy er også litteratur på forlagsliv.dk. Kort fortalt raser Kristian Leth over at de fantastiske genrer til stadighed ikke bliver betragtet som litteratur, og Anne Raaby Ravn siger, at det passer overhovedet ikke, for der undervises i science fiction på både litteraturvidenskab og Forfatterskolen, og hun nævner også en række af the usual suspects inden for dansk litteratur, der 'trækker på genren i deres værker'. Afslutningsvis siger hun, at genren "er altså alt andet end underlødig", den er "brandvarm og heftigt læst".

Det synes jeg er spændende. Sådan rigtig spændende.

En gammel diskussion inden for science fiction er hvorfor der så sjældent står science fiction upå bøgerne. Grunden til dette kan være mange: Det kan skræmme potentielle læsere væk, det kan blive betragtet som 'svær' eller 'nørdet' litteratur, det er noget uforståeligt noget eller det er bare urealistisk. Nogen siger, at det er vigtigt at skrive science fiction på de bøger, der nu engang er science fiction, for ellers bliver der aldrig gjort op med forestillingen om at det er sært eller kun for de få. Andre mener at det er vigtigt at science fiction står på forsiden som et standpunkt, at man som forfatter ikke føler nogen skam ved at skrive science fiction. Andre igen mener at en bedre måde er at gemme genremærkaten 'science fiction' væk og derved lokke folk til uforvarende at læse science fiction, og måske den vej igennem få øjnene op for genren.

Hvis genren er så 'brandvarm' som Anne Raaby Ravn påstår, tænker jeg at de gamle stigmata må være passé. Når noget er 'heftigt læst', er det almindelig sund fornuft at læsere gerne vil vejledes i at finde mere af samme slags. I Brandvarm sci-fi nævner hun en håndfuld danske forfattere, og jeg har fundet frem til en række af forsider til de af deres værker, der betegnes som science fiction:

Der står ikke science fiction på en eneste. Det er lidt sært. Der står krimi på en krimi. Der står spænding på en spænding. I alle fire bøger er der klare science fiction-elementer. Theis Ørntofts Digte 2014 har en postapokalyptisk tåge liggende både i og mellem linjerne, Maria Gerhardts Transfervindue omdanner Nordsjælland til et lykkeligt hospice (der faktisk i dag i Politiken blev kaldt cancer-sci-fi ... som er en genre, jeg ikke kender). Den afskyelige af Charlotte Weitze er sat i fremtiden, hvor klimaforandringerne virkelig har taget til og Kaspar Colling Nielsens Den danske borgerkrig 2018-24 bliver fortalt i tilbageblik mange hundrede år ude i fremtiden af en rigmand, der gennem videnskabelige metoder har opnået udødelighed.

Det er spændende at se hvordan bøgerne omtales. Udtryk som klimafiktion, fremtidsfortællinger, kontrafaktisk, cli-fi og 'hvad-nu-hvis-litteratur' benyttes meget. Science fiction-betegnelsen er en sjælden gæst, og det stemmer meget dårligt overens med Anne Raaby Ravns påstand om at science fiction virkelig er the shit. En af science fictions fornemste dyder er at fremskrive tendenser i nutiden, sætte disse tendenser i en fremtidig ramme for derved at belyse noget problematisk eller udfordrende ved nutiden. Det kan være teknologiske tendenser, politiske tendenser, sociale tendenser eller noget helt syvende. De fire bøger jeg her har nævnt, lever uden problemer op til det krav. De er science fiction, lige så meget som de er litteratur ... og det er egentlig ærgerligt, at det åbenbart stadig står som et modsætningsforhold. Kald det science fiction i stedet. 

I øjeblikket er en af de mest populære serier The Handmaid's Tale, der beskrives et fremtidigt samfund, hvor kvinder har fået frataget de fleste af deres rettigheder. En håndfuld kvinder i det nye samfund er de såkaldte handmaids, der fungerer som rugemødre for den herskende klasses mænd. Serien er inspireret af Margaret Atwoods bog af samme navn fra 1985. Forfatteren har altid undsagt sig at bogen skulle genreklassificeres som noget som helst. Hverken feministisk fiktion, science fiction eller noget som helst andet. Det er hun i sin ret til som skaber af værket. Jeg vil alligevel tillade mig at påstå at den i hvert fald har stærke science fiction-elementer. Det er en fremskrivning af tendenser i nutidens samfund. Bogen rundes af med en epilog, skrevet i år 2195, men vigtigst af alt, så kan der ikke herske nogen tvivl om at The Handmaid's Tale er en dystopi.

Den dystopiske/utopiske fortælling hører ikke kun science fiction-genren til, men det er science fiction-genren, der har udforsket den dybest. I Brandvarm sci-fi nævner Anne Raaby Ravn i flæng forfattere som Orwell og Huxley (ud over Atwood), hvis værker nok ikke kræver den store introduktion. Både Orwell og Huxley beskrev i hhv. 1984 og Fagre nye verden fremtider i forhold til dem selv, Orwell på et politisk/sociologisk grundlag, Huxley på et teknologisk/sociologisk grundlag. Der er altså andet end den dystopiske fortælling, der peger mod science fiction-genren. Orwell ser på overvågningsteknologi, Huxley på psykofarmaka og medicin.

Jeg synes det er problematisk når Anne Raaby Ravn sætter lighedstegn mellem at science fiction er populært, og at der bliver undervist i det på litteraturvidenskab og Forfatterskolen. Det problem intensiveres yderligere af de forfatterskaber, hun vælger at trække frem. Hvis man ser på de danske forfatterskaber hun fremhæver, er det udelukkende forfattere, der bruger science fiction som et element i deres skrivning. Ikke én af dem betegner sig selv som science fiction-forfatter, så handler det i virkeligheden ikke om at de forfattere hun nævner er dem, der i forvejen læses? Hvor er de forfattere, der i mange år har beskæftiget sig alvorligt og professionelt med science fiction, og med fortsæt og som en primær udtryksform skriver i genren? Eksempelvis kunne man starte med Svend Åge Madsen. Et andet problem er at de værker/forfattere, der konsekvent nævnes, må siges at høre til i den bløde ende af science fiction. Hvorfor vælger hun f.eks. ikke at trække The Martian af Andy Weir frem, der blev en rasende succes for et par år siden, og hvor de teknologiske elementer har en reel rolle i bogens handling?

Men hold kæft hvor jeg håber Anne Raaby Ravn har ret. For så er det kun et spørgsmål om tid, før science fiction får lov til at indtage sin retmæssige plads ved siden af al anden litteratur. Det større fokus vil så forhåbentligt også medføre, at science fiction-forfattere bliver inviteret til paneldebatter og receptioner. Forlag begynder at kalde tingene ved deres rette navn og skriver science fiction uden på de romaner der nu engang er science fiction. Det vil så gøre, at trangen til mere brandvarm science fiction vil få de heftige læsere til at søge ud over deres vante cirkler, og opdage de forfattere, der i årevis har skrevet science fiction. Jeg ser frem til, at nu hvor rektor på Forfatterskolen Jeppe Brixvold i en beskrivelse af skolens Kvalitetsbedømmelser i optag og uddannelse af forfatterskoleelever specifikt siger at "Da vi for få uger siden holdt planlægningsmøde på Forfatterskolen for at diskutere mulige emner for næste semester, var nogle af de mest populære ønsker traditionel metrik, afro-futurisme og sci-fi. Dét var ikke sket for bare 5 år siden." så vil science fiction-forfattere blive inviteret til at være gæstelærere, for selv hvis de studerende senere hen kun bruger science fiction-elementer i deres værker, er det vel det fornuftigste at de lærer af en person, der har beskæftiget sig med genren i dybden.

Undskyld, hvis tonen i det sidste stykke blev for ironisk. Science fiction betragtes stadig som underlødigt, i hvert fald blandt mange læsere, men jeg håber at det vil ændre sig, og der er dejligt at høre Anne Raaby Ravns beretning fra især litteraturvidenskab. Hele genrevældet burde være irrelevant, men det er det ikke. Selv om man ikke kan ændre opdelingen i genrer, så kan man måske ændre hvordan de forskellige genrer anskues. Og jeg er overbevist om at det starter ved at man kalder en skovl for en skovl. Serien Westworld er science fiction. The Handmaid's Tale er science fiction. Digte 2014 er science fiction. Serien Black Mirror er science fiction. Adam Os tegneserie Ruiner er science fiction. De nævnte værker er også alt muligt andet, men hvis vi ikke bruger ordet science fiction, og derved gør det til først noget normalt og derefter ændrer definitionen, vil det vedblive med at være noget sært, snævert og fremfor alt noget, der står helt for sig selv, i stedet for at være en integreret del af det, der kaldes litteratur. 

Nyheder i marts 2017 - om mine favoritbøger, horror og Sand og sten, stål og glas

Marts har, vanen tro, 31 dage og mens jeg skriver dette er der kun et par af dem tilbage. Gennem mange år, ikke mindst i det sidste indlæg, har jeg sammenlignet mit forfatterskab med en kedel, men denne marts' nærliggende sammenligning er med en ret, der står og simrer på komfuret ved svag varme. Dermed ikke sagt, at der ikke med jævne mellemrum er dukket en boble op til overfladen. Til gengæld har jeg haft travlt uden for skribentkøkkenet (jeg bekæmpede trangen til en joke om at være køkkenskriver), men det kan du læse om en af de følgende dage.

Sand og sten, stål og glas

Min novellesamling fra sidste år bliver ved med at modtage anmeldelser, og i marts er det blevet til hele to. Den første er fra Inge Jørgensen på bogrummet.dk, der kvitterer med fire stjerner og blandt andet siger:

"Jeg vil ikke nævne alle novellerne her, men lade kommende læsere selv sætte sig ned med denne bog og suge det til sig, som de nu kan. For den er helt sikkert værd at stifte bekendtskab med, især hvis man tør blive lidt udfordret."

Den anden anmeldelse er på bloggen Bare et kapitel mere, hvor Pernille Thoustrup giver samlingen tre stjerner, og blandt andet skriver:

"Hvis du kan lide fremtidsfortællinger, fortællinger om mennesket og dets styrker og svagheder er Sand og sten, stål og glas den rette novellesamling for dig."

I skrivende stund har jeg kun et par eksemplarer tilbage af Sand og sten, stål og glas, så hvis du vil sikre dig samlingen for 100 kroner, så skriv endelig til mig.

Mine favoritbøger

For et par måneder siden spurgte Bogrummet.dk, om jeg ikke ville medvirke i deres serie 5 bøger jeg

ikke glemmer. Det er en tilbagevendende feature, hvor de spørger forskellige forfattere både om deres forhold til læsning, og til hvilke fem bøger de ikke lige sådan glemmer. Jeg kom på lidt af en opgave, for det var svært kun at måtte vælge fem, når jeg med lethed kunne have fundet tyve. I sidste ende valgte jeg fem værker, der som et puslespil forsøger at vise hvordan jeg selv er, eller rettere stræber efter at være som forfatter. Og jeg vil gøre det modsatte af clickbait, og fortælle mine fem bøger lige her:

Candide af Francois Voltaire
En verdenshistorie i 10½ kapitel af Julian Barnes
Hjerter i Atlantis af Stephen King
Fahrenheit 451 af Ray Bradbury
Books of Blood – Clive Barker 

Hvorfor blev det lige præcis de fem? Det kan du læse dig til her, hvor jeg også indirekte fortæller at en af disse bøger gjorde min daværende kæreste jaloux. Hvilken? Følg linket! Og selvfølgelig tak til Bogrummet.dk fordi de tænkte på mig. 

Horror 

Jeg har før snakket om horror her på bloggen, men heldigvis er der også andre end mig, der griber pennen. En af dem er bibliotekar Jan M. Johansen, der den 12. marts skrev indlægget Det gode gys – derfor er horror godt for dig på bloggen bogsnak.dk. Han fortæller om horror generelt, og derefter lidt om den danske horror, hvor han også er så venlig at nævne mig et par gange. Han runder dog af med en smule bekymring, da han efterlyser nyt blod (høhø) til genren. Jeg er enig på den måde, at det altid er godt med nye og dygtige folk, men samtidig mener jeg også at mange af horrorens folk udvikler sig konstant og bliver ved med at føje nye dimensioner til den danske horror, og ikke umiddelbart har tænkt sig at stoppe. Så det kan være det nybrud der efterlyses kommer fra egne rækker, og det er måske slet ikke så dårligt.

Andet?

Ikke flere nyheder, men med lidt held vil næste måned være en af de rigtig gode. Jeg er stadig nomineret til Niels Klim-prisen, og du kan stadig nå at stemme. Det gør du lige her. Ellers håber jeg du nyder det spirende forår, og tak fordi du læste med!

Nomineret til Niels Klim-prisen 2016 - gange tre og med tekster

Siden 2011 er Niels Klim-prisen blevet uddelt (se de tidligere vindere her - i hvert fald indtil 2014). Det er en science fiction-pris, der har fokus på de kortere former. Derfor er de fire kategorier også novelle, langnovelle, kortroman og oversatte (kortformer). Hvert år bliver der samlet en longlist med alle danske science fiction-udgivelser, så alle har en mulighed for at læse op og efterfølgende stemme. De tekster der får flest stemmer går videre til shortlisten, hvor alle og enhver også kan stemme. Med andre ord er Niels Klim-prisen meget demokratisk og jo flere der stemmer, jo bedre.

Jeg er så heldig at være nomineret med hele tre noveller - og det endda i samme kategori, nemlig langnovellen, der omhandler noveller, der er længere end 7000 ord, men kortere end 15.000.


Den første novelle er Sand og sten, stål og glas, der er titelnovellen fra min opsamling fra 2016. Den udkom på Calibat i slutningen af november, og det er gået den rigtig pænt. Samtidig er det den eneste novelle i opsamlingen, der aldrig har været udgivet før. Da jeg skrev den, havde jeg lige researchet nanorobotter og i samme periode læst Kafkas Processen, og en aften forbandt de to elementer sig. Så havde jeg grundideen til Sand og sten, stål og glas. Det lyder meget højpandet, men det er det nu ikke. I novellen optræder der også en række citater fra kendte, dystopiske værker og på den måde forsøgte jeg at bringe visse allerede kendte dilemmaer på banen.

På forlaget Calibat har de været så venlige at stille novellen til rådighed i afstemningsperioden. Du kan læse den på dette link, og skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her ---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Den anden novelle er fra antologien Sku ikke hunden på hårene, der udkom på det nystiftede forlag Silhuet i begyndelsen af 2016. Alle novellerne tager udgangspunkt i et ordsprog, og det gør min anden kandidat Klæder skaber folk også. I den møder vi den unge Thorkild, der en sen aften af sin farfar bliver indviet i en ganske særlig familiehemmelighed. Kravet til novellen var at det skulle være spænding eller gys, og så skulle den være rettet mod et yngre publikum. Da jeg ikke har for vane at skrive med børn og unge som målgruppe, var det lidt af en udfordring for mig. Heldigvis fik jeg en af de der virkelig gode ideer, som der er masser af kød på, så da jeg gik i gang med at skrive, flød historien af sig selv. Jeg kan afsløre at det har at gøre med tidsrejser - men på en sært omvendt påhovedet-måde.

Forlaget Silhuet har stillet Klæder skaber folk til rådighed i afstemningsperioden, og du kan læse den på dette link. Skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her.
---------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Sidst, men så absolut ikke mindst, er der novellen Bag glas. Jeg havde oprindeligt tiltænkt den en plads i min opsamling, men valgte at udskifte den, da Bag glas er ret eksperimenterende. Hvordan? Jo, novellen foregår i Danmark i 2068, men et Danmark hvor sproget er voldsomt påvirket af engelsk, og hvor der er rod i klimaet. Hele novellen er skrevet på den sære og fremtidige blanding af dansk og engelsk, og mine betalæsere var forundrede over hvor hurtigt man bare vænnede sig til hybriden. Historiens hovedperson, en ung pige der skal til at begynde på kunstnerisk uddannelse, bliver fascineret af en levende plantestatue i et akvarium. Imens det går ringere i skolen, stiger hendes fascination af væsnet, der er fuldkommen ubevægelig og i løbet af ti dage går fra ny til gammel, dør og genopstår. Igen og igen. Igen og igen.

Novellen blev oprindeligt udgivet i Himmelskibet nummer 49, og det er også fra bladet jeg har 'løftet' novellen, så den er tilgængelig her på siden. Skulle du have lyst til at stemme, skal du melde dig til som 'vælger' og følge instrukserne lige her. Novellen finder du lige her under. Tak fordi du indtil videre har læst med - og så held og lykke til alle de nominerede i alle kategorierne! HUSK at afstemningsperioden løber fra 1. marts til 30. marts - og selvfølgelig at jeg har ophavsret til alle tre noveller.

Bag glas by Amdi Silvestri on Scribd

Nyheder i februar 2017 - om en Top 10, nomineringer og lektørudtalelse

Februar måned lakker mod enden, og heldigvis er det omskiftelige vejr med til at holde mig i sving. Som det også var tilfældet sidste år, medvirker jeg i initiativet February Fiction, det kan du læse med på over på min Instagram, men ved siden af det sker der også ting og sager i forfatterkedlen.

 

Horror

Sidste år udkom antologien Hvis jeg overlever natten, hvor jeg havde min novelle In uteri med. Samlingen udkom på et helt nyt forlag, og derfor er det så meget vigtigere at den har modtaget en lektørudtalelse. Lektøren fremhæver samlingen som velskrevet, og har blandt andet følgende at sige om yours truly:

"Fremhæves kan bl.a. Lars Ahns “Hvor hesten ligger begravet” og A. Silvestris “In uteri” som to fortællinger, der bliver hængende i læserens bevidsthed.”

I slutningen af januar gjorde bibliotekar Pernille Thoustrup status over læseåret 2016 på en Top 10 på bloggen Bare et kapitel mere, og sørme så om Kærlighedsfrugt ikke sneg sig ind på en syvendeplads med følgende ord:

"#7: Kærlighedsfrugt af A. Silvestri. Kærlighedsfrugt er nok en af de bedste horror novellesamlinger jeg nogensinde har læst. Jeg læste den faktisk hele to gange i 2016, så jeg var pænt opslugt af den. Den er kærlighed til horror i stor stil. (Anmeldelse her)."

Mens jeg skrev dette indlæg, skiftede Forlaget Kandor til denne facebook-header. Kærlighedsfrugt lever stadig ;)

Science Fiction

Siden efteråret har det været muligt at stemme på Niels Klim-prisens longlist, og på den måde være med til at beslutte hvem der skulle med på shortlisten, og dermed have en mulighed for at blive årets vinder i en af de fire kategorier. Jeg havde oprindeligt kandidater med i både kategorien novelle og langnovelle, og da sløret blev løftet for afstemningen, fandt jeg ud af at jeg var kommet i sidstnævnte kategori og hurra for det :) Men faktisk er det i så voldsom grad, at jeg nu er blevet min egen konkurrent.

Hvordan det? Jo, min novelle Bag glas, novellen Sand og sten, stål og glas og novellen Klæder skaber folk, fra tre forskellige udgivelser, er nu blevet stemt videre og er derfor midt i et internt opgør, ikke bare med hinanden, men også med de andre nominerede i kategorien. Jeg har overvejet at trække to af kandidaterne, for på den måde at maksimere mine chancer for ikke at slå mig selv i gulvet, men jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal gøre. Her kommer du ind: Hvad synes du, min kære bloglæser? Skal jeg trække nogle af mine kandidater? Afstemningen starter den 1. marts og jeg håber I stemmer på lige præcis de historier I synes bedst om. Og så selvfølgelig et stort tillykke til alle de nominerede i alle kategorier.

Facebook og update

For omkring en uge siden lavede jeg et indlæg på min officielle facebookside, hvor jeg skød en konkurrence i gang. Der er lidt over en uge tilbage af konkurrencen, så hvis du har lyst til at vinde en håndfuld af mine bøger, så er det blot at springe ombord på facebook-færgen :)

Det går også forrygende med mit bogudsalg, så hvis du skal nå at have noget med, skal du snart til at skynde dig. Som du kan se, har jeg løbende opdateret mit oprindelige indlæg, så man kan se hvad der er tilbage i bunkerne :)

Andet

Ellers er der ikke så meget. Jeg redigerer og retter, så blækket pletter væggene, jeg har lige sendt en håndfuld noveller ind til et nystartet novellemagasin, og så får jeg lavet en frygtelig masse arbejde - men det kan du altid læse mere om i et kommende indlæg.Tak fordi du læste med :)

Flere nyheder i januar 2017 - mest om antologier, men også en del andet

Januar fortsætter ufortrødent gennem varme og kolde dage, og jeg gør hvad jeg kan for at følge med. Silvestris bureau, der står og tikker ovre i hjørnet, bringer mig stadig gode nyheder et par gange om ugen, og dem vil jeg gerne dele med jer.

Dette Carl Sagan-citat har jeg stående på mit skrivebord. Altså det på computeren. Det andet har et kranium.

Antologier

De mange antologier fra 2016 bliver ved med at blive anmeldt, og jeg vil starte med anmeldelsen af Mørke guders templer på bloggen Frygt og lede i Odense. Anmelderen Theis Munk er ikke udelt begejstret for antologien, men fremhæver dog en lille håndfuld noveller, hvoraf mit bidrag En sang om vand er en af dem. Om den har han følgende at sige:

"En sang om vand minder til tider mig om Lord Dunsany og er interessant fordi man ikke får forklaret alt hvad der foregår/er foregået, men samtidig kan følge med i handlingen."

En af de mest spændende ting er at Theis Munk kommer fra det danske rollespilsmiljø, og det var rigtig dejligt at se, at en antologi når videre ud end normalt. At Theis samtidig forholder sig kritisk til hvorvidt samlingen nu også er sword&sorcery, ser jeg kun som en fordel. Der må gerne komme mere af den slags. Du kan læse hele hans anmeldelse her.

Horror-samlingen Hvis jeg overlever natten har fået sin tredje anmeldelse, og det er Viola Frøjk der anmelder den på bogblogger.dk. Hun kalder antologien en blandet landhandel, og slår blandt andet ned på at novellerne er af ujævn kvalitet og det ville have klædt antologien med et klarere fælles tema. Dog siger hun om mit bidrag til antologien:

"Meeeen, der er også et par perler imellem. A. Silvestris novelle In Uteri er samlingens stærkeste. Sindssygt ulækker, velskrevet og oven i købet ret original, især set med danske briller. Af uforklarlige årsager er visse fostre begyndt at udvikle sig til væmmelige tentakelbefængte monster/pattedyrshybrider med et ulige antal lemmer og for mange øjne, munde og alt muligt andet. Vi følger en dyrlæge, hvis mission er at abortere fostrene hos dyr. Det er rendyrket body horror og slutningen er lidt af en overraskelse."

Tak for de pæne ord, og du kan læse hele anmeldelsen ved at følge linket.

Kolde facts 

Jette Holst anmeldt min sms-novelle Kolde facts på bloggen gyseren.dk, og hun har blandt andet følgende at sige:


"I tilfældet Kolde facts remser A. Silvestri bogstaveligt talt en lang række facts op og krydrer med lidt personlige observationer. Det lyder måske kedeligt, men det er det langt fra ...Det er super godt lavet, og giver læseoplevelsen en ekstra dimension."

Det er for det første dejligt at sms-novellen bliver anmeldt, men lige så behageligt er det at hun i anmeldelsen trækker andre horror-forfattere frem, der ligeledes har skrevet til mobilmediet. Sms-noveller tilføjer nemlig en temporal dimension til læseoplevelsen, der er ganske speciel. Skulle du selv have fået lyst til at opleve den, kan du låne eller købe den her. 

En overraskelse 

For et par dage siden fik jeg noget af en overraskelse. Jeg holder øje med hvem og hvad, der bliver nomineret til Niels Klim-prisen, og så, ud af det blå, opdagede jeg at min novelle Lige børn, der er skrevet helt tilbage i 2014, var en del af Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum (nr. 123). Det var ikke noget, jeg var blevet spurgt eller informeret om, og jeg blev sgu ret vred. Som forfatter vil

man gerne have muligheden for at rette sine tekster til inden brug, og ikke mindst adspørges om retten til anvendelse. Så hvordan var den så endt i medlemsbladet? Jo, her er grunden.

Hvis man deltager i Science Fiction Cirklens årlige indkaldelse til antologien Lige under overfladen, kan der ske tre ting. Enten kommer man med, eller også gør man ikke, eller også, hvis man har sendt flere noveller, kommer en af dem med, og de andre ikke. Grunden til denne misære ligger i den tredje mulighed. Når man som deltager modtager mailen om hvorvidt man er kommet med i antologien eller ej, står der beskrevet i denne mail, at det er muligt at redaktøren af Novum og Proxima (SFCs andet blad) gerne vil bruge overskydende noveller, og hvis man ikke har det fint med det, skal man sige, at de ikke må bruge dem. Det havde jeg også gjort ved sidste års indkaldelse, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi overvejet at de ville bruge en tre år gammel novelle uden at bede om lov først. Som sagt, jeg var virkelig vred, og jeg har nu gjort det meget klart, at det ikke må ske igen. Jeg er ikke i tvivl om at det er hændeligt uheld, og at der ingen ond vilje ligger bag. Så hvorfor skriver jeg dette? For at give andre chancen for at være på forkant, og kontakte SFC, hvis de ikke ønsker at deres noveller bliver anvendt uden kontakt. Andet er ikke rimeligt over for forfatteren.

Til alle skolebørnene

For næsten præcis et år siden medvirkede jeg i tiltaget FebruaryFiction, der ganske simpelt går ud på

En FebruaryFiction

at skrive små historier med en begyndelse, midte og slutning ... men de må ikke fylde mere end 100 ord. Jeg svedte og grinede mig igennem 29 af slagsen, og jeg har også tænkt mig at skrive med i år, for det er både udfordrende og sjovt.

Jeg blev dog noget overrasket, da undervisningsportalen Clio kontaktede mig for en lille uge siden, og spurgte om de måtte erhverve sig retten til at bruge en håndfuld af mine fiktioner på deres portal. Efter lidt snak frem og tilbage fandt vi frem til en aftale, og hvis alt flasker sig, vil skolebørn på mellemtrin og i udskoling allerede fra denne februar lade sig inspirere af en ordentligt skudefuld Silvestri. Det synes jeg er lidt sjovt - og det håber jeg også de gør. Hvis du ikke allerede har læst mine 29 småstykker prosa, kan du finde dem lige her.

Andet

Lige nu flyder mit stuegulv med kasser - jeg har nemlig fået en del af mine gamle udgivelser hjem, og laver en art februar-udsalg - så det kan du se frem til. Jeg er dog ikke så god til det med krejler-hatte, så du må lige bære over med mig. Tak fordi du læste med.