Nyheder i februar 2017 - om en Top 10, nomineringer og lektørudtalelse

Februar måned lakker mod enden, og heldigvis er det omskiftelige vejr med til at holde mig i sving. Som det også var tilfældet sidste år, medvirker jeg i initiativet February Fiction, det kan du læse med på over på min Instagram, men ved siden af det sker der også ting og sager i forfatterkedlen.
 
Horror

Sidste år udkom antologien Hvis jeg overlever natten, hvor jeg havde min novelle In uteri med. Samlingen udkom på et helt nyt forlag, og derfor er det så meget vigtigere at den har modtaget en lektørudtalelse. Lektøren fremhæver samlingen som velskrevet, og har blandt andet følgende at sige om yours truly:

"Fremhæves kan bl.a. Lars Ahns “Hvor hesten ligger begravet” og A. Silvestris “In uteri” som to fortællinger, der bliver hængende i læserens bevidsthed.”

I slutningen af januar gjorde bibliotekar Pernille Thoustrup status over læseåret 2016 på en Top 10 på bloggen Bare et kapitel mere, og sørme så om Kærlighedsfrugt ikke sneg sig ind på en syvendeplads med følgende ord:

"#7: Kærlighedsfrugt af A. Silvestri. Kærlighedsfrugt er nok en af de bedste horror novellesamlinger jeg nogensinde har læst. Jeg læste den faktisk hele to gange i 2016, så jeg var pænt opslugt af den. Den er kærlighed til horror i stor stil. (Anmeldelse her)."
Mens jeg skrev dette indlæg, skiftede Forlaget Kandor til denne facebook-header. Kærlighedsfrugt lever stadig ;)
Science Fiction

Siden efteråret har det været muligt at stemme på Niels Klim-prisens longlist, og på den måde være med til at beslutte hvem der skulle med på shortlisten, og dermed have en mulighed for at blive årets vinder i en af de fire kategorier. Jeg havde oprindeligt kandidater med i både kategorien novelle og langnovelle, og da sløret blev løftet for afstemningen, fandt jeg ud af at jeg var kommet i sidstnævnte kategori og hurra for det :) Men faktisk er det i så voldsom grad, at jeg nu er blevet min egen konkurrent.

Hvordan det? Jo, min novelle Bag glas, novellen Sand og sten, stål og glas og novellen Klæder skaber folk, fra tre forskellige udgivelser, er nu blevet stemt videre og er derfor midt i et internt opgør, ikke bare med hinanden, men også med de andre nominerede i kategorien. Jeg har overvejet at trække to af kandidaterne, for på den måde at maksimere mine chancer for ikke at slå mig selv i gulvet, men jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal gøre. Her kommer du ind: Hvad synes du, min kære bloglæser? Skal jeg trække nogle af mine kandidater? Afstemningen starter den 1. marts og jeg håber I stemmer på lige præcis de historier I synes bedst om. Og så selvfølgelig et stort tillykke til alle de nominerede i alle kategorier.
Facebook og update

For omkring en uge siden lavede jeg et indlæg på min officielle facebookside, hvor jeg skød en konkurrence i gang. Der er lidt over en uge tilbage af konkurrencen, så hvis du har lyst til at vinde en håndfuld af mine bøger, så er det blot at springe ombord på facebook-færgen :)



Det går også forrygende med mit bogudsalg, så hvis du skal nå at have noget med, skal du snart til at skynde dig. Som du kan se, har jeg løbende opdateret mit oprindelige indlæg, så man kan se hvad der er tilbage i bunkerne :)

Andet
Ellers er der ikke så meget. Jeg redigerer og retter, så blækket pletter væggene, jeg har lige sendt en håndfuld noveller ind til et nystartet novellemagasin, og så får jeg lavet en frygtelig masse arbejde - men det kan du altid læse mere om i et kommende indlæg.Tak fordi du læste med :)