Nyheder

Nyheder i marts 2017 - om mine favoritbøger, horror og Sand og sten, stål og glas

Marts har, vanen tro, 31 dage og mens jeg skriver dette er der kun et par af dem tilbage. Gennem mange år, ikke mindst i det sidste indlæg, har jeg sammenlignet mit forfatterskab med en kedel, men denne marts' nærliggende sammenligning er med en ret, der står og simrer på komfuret ved svag varme. Dermed ikke sagt, at der ikke med jævne mellemrum er dukket en boble op til overfladen. Til gengæld har jeg haft travlt uden for skribentkøkkenet (jeg bekæmpede trangen til en joke om at være køkkenskriver), men det kan du læse om en af de følgende dage.
Sand og sten, stål og glas

Min novellesamling fra sidste år bliver ved med at modtage anmeldelser, og i marts er det blevet til hele to. Den første er fra Inge Jørgensen på bogrummet.dk, der kvitterer med fire stjerner og blandt andet siger:

"Jeg vil ikke nævne alle novellerne her, men lade kommende læsere selv sætte sig ned med denne bog og suge det til sig, som de nu kan. For den er helt sikkert værd at stifte bekendtskab med, især hvis man tør blive lidt udfordret."

Den anden anmeldelse er på bloggen Bare et kapitel mere, hvor Pernille Thoustrup giver samlingen tre stjerner, og blandt andet skriver:

"Hvis du kan lide fremtidsfortællinger, fortællinger om mennesket og dets styrker og svagheder er Sand og sten, stål og glas den rette novellesamling for dig."

I skrivende stund har jeg kun et par eksemplarer tilbage af Sand og sten, stål og glas, så hvis du vil sikre dig samlingen for 100 kroner, så skriv endelig til mig.

Mine favoritbøger

For et par måneder siden spurgte Bogrummet.dk, om jeg ikke ville medvirke i deres serie 5 bøger jeg
ikke glemmer. Det er en tilbagevendende feature, hvor de spørger forskellige forfattere både om deres forhold til læsning, og til hvilke fem bøger de ikke lige sådan glemmer. Jeg kom på lidt af en opgave, for det var svært kun at måtte vælge fem, når jeg med lethed kunne have fundet tyve. I sidste ende valgte jeg fem værker, der som et puslespil forsøger at vise hvordan jeg selv er, eller rettere stræber efter at være som forfatter. Og jeg vil gøre det modsatte af clickbait, og fortælle mine fem bøger lige her:

Candide af Francois Voltaire
En verdenshistorie i 10½ kapitel af Julian Barnes
Hjerter i Atlantis af Stephen King
Fahrenheit 451 af Ray Bradbury
Books of Blood – Clive Barker 

Hvorfor blev det lige præcis de fem? Det kan du læse dig til her, hvor jeg også indirekte fortæller at en af disse bøger gjorde min daværende kæreste jaloux. Hvilken? Følg linket! Og selvfølgelig tak til Bogrummet.dk fordi de tænkte på mig. 

Horror 

Jeg har før snakket om horror her på bloggen, men heldigvis er der også andre end mig, der griber pennen. En af dem er bibliotekar Jan M. Johansen, der den 12. marts skrev indlægget Det gode gys – derfor er horror godt for dig på bloggen bogsnak.dk. Han fortæller om horror generelt, og derefter lidt om den danske horror, hvor han også er så venlig at nævne mig et par gange. Han runder dog af med en smule bekymring, da han efterlyser nyt blod (høhø) til genren. Jeg er enig på den måde, at det altid er godt med nye og dygtige folk, men samtidig mener jeg også at mange af horrorens folk udvikler sig konstant og bliver ved med at føje nye dimensioner til den danske horror, og ikke umiddelbart har tænkt sig at stoppe. Så det kan være det nybrud der efterlyses kommer fra egne rækker, og det er måske slet ikke så dårligt.

Andet?

Ikke flere nyheder, men med lidt held vil næste måned være en af de rigtig gode. Jeg er stadig nomineret til Niels Klim-prisen, og du kan stadig nå at stemme. Det gør du lige her. Ellers håber jeg du nyder det spirende forår, og tak fordi du læste med!

Nyheder i februar 2017 - om en Top 10, nomineringer og lektørudtalelse

Februar måned lakker mod enden, og heldigvis er det omskiftelige vejr med til at holde mig i sving. Som det også var tilfældet sidste år, medvirker jeg i initiativet February Fiction, det kan du læse med på over på min Instagram, men ved siden af det sker der også ting og sager i forfatterkedlen.
 
Horror

Sidste år udkom antologien Hvis jeg overlever natten, hvor jeg havde min novelle In uteri med. Samlingen udkom på et helt nyt forlag, og derfor er det så meget vigtigere at den har modtaget en lektørudtalelse. Lektøren fremhæver samlingen som velskrevet, og har blandt andet følgende at sige om yours truly:

"Fremhæves kan bl.a. Lars Ahns “Hvor hesten ligger begravet” og A. Silvestris “In uteri” som to fortællinger, der bliver hængende i læserens bevidsthed.”

I slutningen af januar gjorde bibliotekar Pernille Thoustrup status over læseåret 2016 på en Top 10 på bloggen Bare et kapitel mere, og sørme så om Kærlighedsfrugt ikke sneg sig ind på en syvendeplads med følgende ord:

"#7: Kærlighedsfrugt af A. Silvestri. Kærlighedsfrugt er nok en af de bedste horror novellesamlinger jeg nogensinde har læst. Jeg læste den faktisk hele to gange i 2016, så jeg var pænt opslugt af den. Den er kærlighed til horror i stor stil. (Anmeldelse her)."
Mens jeg skrev dette indlæg, skiftede Forlaget Kandor til denne facebook-header. Kærlighedsfrugt lever stadig ;)
Science Fiction

Siden efteråret har det været muligt at stemme på Niels Klim-prisens longlist, og på den måde være med til at beslutte hvem der skulle med på shortlisten, og dermed have en mulighed for at blive årets vinder i en af de fire kategorier. Jeg havde oprindeligt kandidater med i både kategorien novelle og langnovelle, og da sløret blev løftet for afstemningen, fandt jeg ud af at jeg var kommet i sidstnævnte kategori og hurra for det :) Men faktisk er det i så voldsom grad, at jeg nu er blevet min egen konkurrent.

Hvordan det? Jo, min novelle Bag glas, novellen Sand og sten, stål og glas og novellen Klæder skaber folk, fra tre forskellige udgivelser, er nu blevet stemt videre og er derfor midt i et internt opgør, ikke bare med hinanden, men også med de andre nominerede i kategorien. Jeg har overvejet at trække to af kandidaterne, for på den måde at maksimere mine chancer for ikke at slå mig selv i gulvet, men jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal gøre. Her kommer du ind: Hvad synes du, min kære bloglæser? Skal jeg trække nogle af mine kandidater? Afstemningen starter den 1. marts og jeg håber I stemmer på lige præcis de historier I synes bedst om. Og så selvfølgelig et stort tillykke til alle de nominerede i alle kategorier.
Facebook og update

For omkring en uge siden lavede jeg et indlæg på min officielle facebookside, hvor jeg skød en konkurrence i gang. Der er lidt over en uge tilbage af konkurrencen, så hvis du har lyst til at vinde en håndfuld af mine bøger, så er det blot at springe ombord på facebook-færgen :)



Det går også forrygende med mit bogudsalg, så hvis du skal nå at have noget med, skal du snart til at skynde dig. Som du kan se, har jeg løbende opdateret mit oprindelige indlæg, så man kan se hvad der er tilbage i bunkerne :)

Andet
Ellers er der ikke så meget. Jeg redigerer og retter, så blækket pletter væggene, jeg har lige sendt en håndfuld noveller ind til et nystartet novellemagasin, og så får jeg lavet en frygtelig masse arbejde - men det kan du altid læse mere om i et kommende indlæg.Tak fordi du læste med :)

Flere nyheder i januar 2017 - mest om antologier, men også en del andet

Januar fortsætter ufortrødent gennem varme og kolde dage, og jeg gør hvad jeg kan for at følge med. Silvestris bureau, der står og tikker ovre i hjørnet, bringer mig stadig gode nyheder et par gange om ugen, og dem vil jeg gerne dele med jer.
Dette Carl Sagan-citat har jeg stående på mit skrivebord. Altså det på computeren. Det andet har et kranium.
Antologier
De mange antologier fra 2016 bliver ved med at blive anmeldt, og jeg vil starte med anmeldelsen af Mørke guders templer på bloggen Frygt og lede i Odense. Anmelderen Theis Munk er ikke udelt begejstret for antologien, men fremhæver dog en lille håndfuld noveller, hvoraf mit bidrag En sang om vand er en af dem. Om den har han følgende at sige:

"En sang om vand minder til tider mig om Lord Dunsany og er interessant fordi man ikke får forklaret alt hvad der foregår/er foregået, men samtidig kan følge med i handlingen."

En af de mest spændende ting er at Theis Munk kommer fra det danske rollespilsmiljø, og det var rigtig dejligt at se, at en antologi når videre ud end normalt. At Theis samtidig forholder sig kritisk til hvorvidt samlingen nu også er sword&sorcery, ser jeg kun som en fordel. Der må gerne komme mere af den slags. Du kan læse hele hans anmeldelse her.

Horror-samlingen Hvis jeg overlever natten har fået sin tredje anmeldelse, og det er Viola Frøjk der anmelder den på bogblogger.dk. Hun kalder antologien en blandet landhandel, og slår blandt andet ned på at novellerne er af ujævn kvalitet og det ville have klædt antologien med et klarere fælles tema. Dog siger hun om mit bidrag til antologien:

"Meeeen, der er også et par perler imellem. A. Silvestris novelle In Uteri er samlingens stærkeste. Sindssygt ulækker, velskrevet og oven i købet ret original, især set med danske briller. Af uforklarlige årsager er visse fostre begyndt at udvikle sig til væmmelige tentakelbefængte monster/pattedyrshybrider med et ulige antal lemmer og for mange øjne, munde og alt muligt andet. Vi følger en dyrlæge, hvis mission er at abortere fostrene hos dyr. Det er rendyrket body horror og slutningen er lidt af en overraskelse."

Tak for de pæne ord, og du kan læse hele anmeldelsen ved at følge linket.

Kolde facts 
Jette Holst anmeldt min sms-novelle Kolde facts på bloggen gyseren.dk, og hun har blandt andet følgende at sige:


"I tilfældet Kolde facts remser A. Silvestri bogstaveligt talt en lang række facts op og krydrer med lidt personlige observationer. Det lyder måske kedeligt, men det er det langt fra ...Det er super godt lavet, og giver læseoplevelsen en ekstra dimension."

Det er for det første dejligt at sms-novellen bliver anmeldt, men lige så behageligt er det at hun i anmeldelsen trækker andre horror-forfattere frem, der ligeledes har skrevet til mobilmediet. Sms-noveller tilføjer nemlig en temporal dimension til læseoplevelsen, der er ganske speciel. Skulle du selv have fået lyst til at opleve den, kan du låne eller købe den her

En overraskelse 

For et par dage siden fik jeg noget af en overraskelse. Jeg holder øje med hvem og hvad, der bliver nomineret til Niels Klim-prisen, og så, ud af det blå, opdagede jeg at min novelle Lige børn, der er skrevet helt tilbage i 2014, var en del af Science Fiction Cirklens medlemsblad Novum (nr. 123). Det var ikke noget, jeg var blevet spurgt eller informeret om, og jeg blev sgu ret vred. Som forfatter vil
man gerne have muligheden for at rette sine tekster til inden brug, og ikke mindst adspørges om retten til anvendelse. Så hvordan var den så endt i medlemsbladet? Jo, her er grunden.

Hvis man deltager i Science Fiction Cirklens årlige indkaldelse til antologien Lige under overfladen, kan der ske tre ting. Enten kommer man med, eller også gør man ikke, eller også, hvis man har sendt flere noveller, kommer en af dem med, og de andre ikke. Grunden til denne misære ligger i den tredje mulighed. Når man som deltager modtager mailen om hvorvidt man er kommet med i antologien eller ej, står der beskrevet i denne mail, at det er muligt at redaktøren af Novum og Proxima (SFCs andet blad) gerne vil bruge overskydende noveller, og hvis man ikke har det fint med det, skal man sige, at de ikke må bruge dem. Det havde jeg også gjort ved sidste års indkaldelse, og jeg havde ikke i min vildeste fantasi overvejet at de ville bruge en tre år gammel novelle uden at bede om lov først. Som sagt, jeg var virkelig vred, og jeg har nu gjort det meget klart, at det ikke må ske igen. Jeg er ikke i tvivl om at det er hændeligt uheld, og at der ingen ond vilje ligger bag. Så hvorfor skriver jeg dette? For at give andre chancen for at være på forkant, og kontakte SFC, hvis de ikke ønsker at deres noveller bliver anvendt uden kontakt. Andet er ikke rimeligt over for forfatteren.

Til alle skolebørnene

For næsten præcis et år siden medvirkede jeg i tiltaget FebruaryFiction, der ganske simpelt går ud på
En FebruaryFiction
at skrive små historier med en begyndelse, midte og slutning ... men de må ikke fylde mere end 100 ord. Jeg svedte og grinede mig igennem 29 af slagsen, og jeg har også tænkt mig at skrive med i år, for det er både udfordrende og sjovt.

Jeg blev dog noget overrasket, da undervisningsportalen Clio kontaktede mig for en lille uge siden, og spurgte om de måtte erhverve sig retten til at bruge en håndfuld af mine fiktioner på deres portal. Efter lidt snak frem og tilbage fandt vi frem til en aftale, og hvis alt flasker sig, vil skolebørn på mellemtrin og i udskoling allerede fra denne februar lade sig inspirere af en ordentligt skudefuld Silvestri. Det synes jeg er lidt sjovt - og det håber jeg også de gør. Hvis du ikke allerede har læst mine 29 småstykker prosa, kan du finde dem lige her.

Andet

Lige nu flyder mit stuegulv med kasser - jeg har nemlig fået en del af mine gamle udgivelser hjem, og laver en art februar-udsalg - så det kan du se frem til. Jeg er dog ikke så god til det med krejler-hatte, så du må lige bære over med mig. Tak fordi du læste med.

Nyheder i januar 2017 - mere om Sand og sten, stål og glas, lidt om antologier, men først en profil

Jeg har det lidt som om jeg sidder på ryggen af en rodeotyr, der stadig er lukket inde i folden. En rodeoklovn ryger scenevant en smøg ved siden af mig, og siger drævende at det alt sammen nok skal gå, men lige om lidt ryger den lave dør op og så må jeg hellere til at holde fast. 2017 bliver et meget, meget travlt år - og der er kun gået 14 dage af det indtil videre. Mens jeg arbejder, bliver nyhederne ved med at tikke ind, og langt de fleste af dem er positive.
Året startede med nytårskur hos dronningen. Ak, hvem der blot var fotogen!

Profil

Forlaget DreamLitt overtog sidste år forlaget Kandor, der blandt andet udgav Kærlighedsfrugt. Næsten samtidig aftalte jeg med DreamLitt, at de skulle varetage e-bogsudgaven af Sand og sten, stål og glas. På den måde, og gennem en masse antologier, er jeg blevet DreamLitt-forfatter. Her for nylig oprettede de en ny hjemmeside, hvor man blandt andet kan læse lidt om forlagets forfattere. Jeg har bidraget med en længere smøre, der er lige til at læse her. Det er dejligt, at forlaget gør sådan noget for deres forfattere, da det er med til at skabe lidt mere opmærksomhed, om udgivelserne såvel som ens forfatterskab. Ved overtagelsen af Kandor, overtog DreamLitt også en del af rigtig gode horror-forfattere ... så tjek dem endelig ud!

Sand og sten, stål og glas

Min opsamling bliver ved med at kaste nyheder af sig. Bibliotekerne har indtil videre købt over 80 eksemplarer, og for en science fiction-novellesamling i Danmark er det virkelig, virkelig godt. Hvad der er endnu dejligere, er at mange af dem også er lånt ud. Hillerød-bibliotekerne nævner opsamlingen i deres forslag til læsning i det nye år, og meget tyder på et andet oplag. Jeg har lige for et par dage siden fået en ny forsendelse hjem - så skulle du være interesseret, koster et signeret eksemplar 100 kroner ... eller 150, hvis det skal sendes.

Bibliotekar Jette Holst har skrevet et indlæg på Litteratursiden om Science fiction på sengebordet, hvor hun blandt andet nævner Sand og sten, stål og glas. Hun runder af med at sige:

"Under alle omstændigheder er "Sand og sten, stål og glas" en rigtig vellykket og interessant novellesamling, der både er spændende og velskrevet."  
 
Den 4/1 anmeldte K.E. Watz Sand og sten, stål og glas i Folketidende, og jeg var meget spændt på at høre hvad han sagde. I 2015 anmeldte han Kærlighedsfrugt sobert og positivt, med visse forbehold, men i denne omgang lod han forbeholdene blive. Jeg citerer:

".. man kan betegne fortællingerne som en blanding af psykologisk/litterær novellekunst og ren fremtidsprosa ... At rejse med Silvestri ind i fremtidssamfundene kan anbefales - det er en læseoplevelse af de spændende og meget specielle." - K.E.Watz, Folketidende

Hele anmeldelsen kan læses under opsamlingens side.

Hvis jeg overlever natten


I slutningen af sidste år udkom antologien Hvis jeg overlever natten på det nystiftede forlag Enter Darkness. Min novelle In uteri åbner ballet, og samlingen har allerede fået to anmeldelser. Den første er på gyseren.dk, og anmelderen har følgende at sige om mit bidrag:

"Sjældent har jeg læst en tekst der bruger så mange slangudtryk for kønsorganerne, men naturligvis har Silvestri en pointe. Intet er nogensinde “bare” i hans litterære univers. “In uteri” er skræmmende på det åbenlyse plan, men er også både velskrevet og udfordrende og efterlader læseren med uro i kroppen."

Hele samlingen roses også i anmeldelsen, og jeg vil især også takke forlæggeren for at tage en chance og etablere et horror-forlag til i Danmark. Vi har brug for dem alle!

Samlingens anden anmeldelse kommer fra Bognørden.dk, og er noget mere afdæmpet. Ud over at hun har misforstået min novelle, er hun dog rimelig positiv over for samlingen, og siger:

"Til gengæld var alle novellerne letlæselige og faktisk underholdt flere af dem, langt mere end jeg havde forudset. Så er du til en meget anderledes læseoplevelse og mørk underholdning, så er denne antologi et fint bud."

Andet 

I løbet af den næste måneds tid, får jeg et par håndfulde af mange af mine ældre udgivelser hjem, så der laver jeg en art udsalg. Du må meget gerne allerede sige til nu, hvis der er noget du lige står og mangler. Og så vil jeg slutte med en god nyhed: Forlaget Valeta, der i efteråret besluttede at fjerne de fysiske udgaver af Pandaemonium og Ambrosia/Live, har gjort det muligt stadig at bestille de fysiske bøger - dog skal det gøres direkte hos forlaget. Og heads up: Om et øjeblik er Pandaemonium uddød, så du skal skynde dig! 

Årets sidste nyheder 2016 - især om Sand og sten, stål og glas, men også om nye antologier og mentions

Hvis 2016 var en terminal patient, var det nu man ville trække slangerne ud af kroppen, fjerne drop og slukke for maskinerne. Der er kun en håndfuld dage tilbage, og derfor bliver det min sidste nyhedsupdate i år. Til gengæld bliver den virkelig, virkelig stor, da der er sket rigtig meget i de tyve dage siden sidst. Det er dejligt, men også en smule uforståeligt hvor mange ting der sker.
Jeg har modtaget flere billeder, hvor folk portrætterer samlingens fire elementer.
Sand og sten, stål og glas

Det er næsten ikke til at finde ud af hvor jeg skal starte og ende med Sand og sten, stål og glas, men jeg prøver at tage det fra begyndelsen af og så ser vi om jeg får det hele med. I begyndelsen af december modtog min opsamling en lektørudtalelse, og den var mildest talt positiv, på den der måde hvor der ikke rigtig er noget at fortolke. Lektøren mente, at det var en rigtig fed samling. Da det kun er tilladt at citere, vil jeg gøre det her:

"En perlerække af fortællinger ... Teksten er fængende, men selvom det er skræmmende læsning, hænger man på ... Hvis du kun skal købe én science fiction-samling i år, skal det være denne." - DBC

BANG. Jeg har ikke set noget lignende til en science fiction-samling, og jeg håber virkelig at Sand og sten, stål og glas kan være med til at åbne øjne hist og her for at science fiction også er litteratur. Bibliotekerne er begyndt at købe ind, i skrivende stund står den på 44 biblioteker, men hvad der er langt vigtigere ... så er den udlånt på de 21 af dem. Det er ret pænt, tænker jeg.

For en uges tid siden skrev bibliotekar Jan M. Johansen på bloggen bogsnak.dk om sine tre bedste læseoplevelser i år ... og helt fantastisk var Sand og sten, stål og glas med som nummer tre. Han havde følgende at sige til grund ... og det er noget ganske specielt at denne samling er udvalgt af Jan M. Johansen, da han ellers har det svært med danske science fiction-noveller:

"Samlingen fremstår frisk og stringent ... Uenigheden om fortolkningen er dog en positiv ting, der vidner om Silvestris evne til at fortælle historier med flere lag og elementer."

Ligeledes er jeg blevet føjet til en liste over gode, danske novellesamlinger fra 2016-2020 ... så det tror jeg er med til at forlænge samlingens levetid :) og næsten samtidig blev bogen fremhævet under Københavns Bibliotekers nyindkøbte bøger i uge 50.
 
Anmeldelser

Som om det ikke var nok, er der også kommet to anmeldelser af samlingen. For omkring 14 dage siden anmeldte Jette Holst Sand og sten, stål og glas på siden gyseren.dk, og hun havde blandt andet følgende at sige:

"Sand og sten, stål og glas er første bind i et samarbejde mellem A. Silvestri, forlaget Calibat og forlaget Dreamlitt. Målet er at udgive flere genre-samlinger af Silvestris noveller både fysisk og digitalt, og jeg ser frem til at læse dem. For selvom jeg havde læst 6 af novellerne i Sand og sten, stål og glas før, så giver det læseoplevelsen noget særligt at sidde med en lækker bog i hånden."

Jeg kan dog ikke helt finde ud af hvad hun synes om samlingen, og hun påpeger blandt andet at historien Højdepunkt er utroværdig. Det kan jeg ikke helt forstå hvorfor, men det kan være jeg opklarer det i 2017 :)

Den anden anmeldelse er af Viola Frøjk på bogblogger.dk, og hun siger blandt andet:

" ... for fanden hvor er det fedt at læse en novellesamling som én lang ophedet diskussion med forfatteren. I disse noveller tvinges læseren til at sympatisere med fascister, voldsmænd, dødsbureaukrater og mordere og det på en elegant og overlegen facon, der udelukker alle absolutter og nemme løsninger ... Jeg vil anbefale den til alle modne læsere og ekstra meget til læsegrupper, der trænger til en god debat."

Det er godt at høre, at samlingen kan vække følelser og holdninger, for i min bog er det præcis hvad god science fiction skal gøre. At anmeldelsen ydermere er meget positiv, skulle jeg være et skarn at brokke mig over :)

Antologier

Den 23. december udkom horror-antologien Hvis jeg overlever natten på det nye forlag Enter Darkness, der sværger at udgive horror. Jeg medvirker med novellen In uteri, der får lov til at indlede samlingen, og de andre medvirkende tæller kendte navne som Lars Ahn Pedersen og Morten Carlsen, men også en håndfuld nye eller næsten nye forfattere, som jeg glæder mig til at læse. Ikke nok med at samlingen udkom oveni risalamanden, nej, Enter Darkness smed samme dag en indkaldelse ud til en antologi næste år. Det er dejligt at se at horror lever videre i Danmark.  
Min deltagelse i Hvis jeg overlever natten bliver min syvende antologi i år, og derved tangerer jeg min gamle rekord fra 2011. I modsætning til dengang, er to af mine noveller på engelsk, og der kommer mere af den slags i 2017.

Tilbage i august udskrev forlaget DreamLitt en erotisk novellekonkurrence, og det forholdt sig heldigvis sådan, at jeg havde lidt kropslighed gemt i arkiverne. Jeg sendte den fluks afsted og hurra, for en måneds tid siden fik jeg at vide at jeg var kommet med. Novellen hedder Tilbud, og handler om det meget dagligdags ... og det var virkelig fedt at komme med, da det var første gang jeg fik antaget en erotisk novelle. Jeg sætter et lille hak ved endnu en genre - for genrer er bare kulisser, og når alt kommer til alt, er der ikke meget forskel på en pegasus, en Peugeot, en poltergeist og en pik. Historien skal altid være god. Samlingen udkommer i 2017.

Afslutningsvis har Mørke guders templer, der udkom i starten af året på forlaget HHP, fået en anmeldelse på Planet Pulp, og selv om anmelderen Mogens Høegsberg ikke er head over heels begejstret for samlingen, er min novelle En sang om vand blandt hans favoritter. Han siger følgende:

"En anden favorit er Amdi Silvestris poetiske En sang om vand. Titelligheden med George R.R. Martins efterhånden noget trættende A Song of Ice and Fire (1996-) er uheldig, men Silvestris novelle fortjener sin poetiske titel mere end George R.R. Martins mastodont ... Men i sidste ende står man tilbage med en stemningsfuld lille novelle, der af alle novellerne i antologien måske er den, der bedst rammer sword & sorcery-genren."

Andet

Det var nogenlunde det. Dog vil jeg lige nævne at min gode kollega/forlægger Henrik S. Harksen blev interviewet til Odense Læser, og blandt andet nævnte en række gode forfattere, som han yndede at læse ... og der valgte han også at nævne mig. Tak for det -  ikke mindst når man ser hvem jeg blev nævnt mellem: Stephen King, Thomas Ligotti, H. P. Lovecraft, Caitlín R. Kiernan, A. Silvestri, Marcel Proust (mit livsprojekt -- jeg vil være færdig med På sporet af den tabte tid inden jeg dør), Marilynne Robinson, Paul Auster, Thomas Strømsholt og John Fowles. Jeg er vist ham der allernederst i bunken, og jeg tror det er både første og sidste gang jeg får lov til at gnide albuer med Marcel Proust og Caitlín R. Kiernan. Tak for i år, og fordi du læste med.

Nyheder i december 2016 - om oplag, Niels Klim-prisen og sms-noveller

Der er sket en masse ting siden sidst, og jeg vil se om jeg kan få dem alle formuleret her. Ligeledes har jeg på fornemmelsen, at der kommer til at ske rigtig meget mere inden året er omme. Om jeg får ret i det, eller det bare er mine antenner, der sender forkerte signaler vil tiden heldigvis vise, som den har for vane.
SMS-novellen Kolde facts

I 2014 udkom min sms-novelle Vi savner dig på smspress. Det ville være synd at sige, at den har fået meget opmærksomhed, men kort tid efter jeg havde skrevet den, maste en ny idé sig på, hvor formatet kunne bruges. Det blev kun bedre, da jeg under en workshop fik øjnene op for at forfatteren Malene Ravn havde lavet en sms-novelle, der brugte voice mail, så jeg huggede tanken om at bruge telefonformatet dobbelt. Resultatet af det er novellen Kolde facts, der udkom for en lille måned siden. Det er en spøjs fortælling, horror, der er meget bundet op på modtagerens reaktioner. De enkelte beskeder er i sig selv ikke skræmmende, de består blot at helt normale stykker fakta ... men jeg kan ikke fortælle så meget uden at afsløre noget, så hvad med at prøve den? Du kan købe den inde på smspress.dk, og en del biblioteker har også købt adgang til den, så der er mulighed for at låne også. I hvert fald vil jeg meget gerne høre hvad du synes, om den ene eller anden sms-novelle. Jeg synes nemlig det er et spændende format, og kunne sagtens finde på at arbejde i det igen.

Oplag

Med hensyn til oplag af mine bøger, er der både sket dejlige ting, og ret sørgelige ting. Lad os tage det gode først, for så glider det dårligere lidt lettere ned. Min novellesamling Kærlighedsfrugt fra 2015 har nu solgt hele første oplag, og det betyder at andet oplag er blevet trykt. Det er ret fantastisk, ikke mindst fordi det er første gang det sker for en af mine bøger (hvilket også er vildt ...). Skulle du stå og mangle en julegave, har jeg faktisk et par eksemplarer af den liggende, der kan blive dine. Skriv om du har lyst. Og nu hvor vi taler om julegaver, og et par eksemplarer:

Tidligere på måneden modtog jeg en mail fra mit forlag, hvori de skrev at de ikke ønskede at videreføre de fysiske eksemplarer af mine bøger. Det blev jeg selvfølgelig rigtig ked af, når en bog forsvinder er den død, men det er et af vilkårene ved at være forfatter. Derfor: Hvis du ønsker at eje et eksemplar af ENTEN Pandaemonium ELLER Ambrosia/Live, så er det absolut sidste udkald. Når vi skriver 2017, vil de ikke være at finde noget sted. Du kan købe dem lige her, men det kan også sagtens være, at du kan finde dem et andet og billigere sted.

Sidst, men så absolut ikke mindst, er Sand og sten, stål og glas nu udkommet som e-bog, og der har også været snak om at indtale den som lydbog. Nu får vi at se hvordan det udspiller sig. Så mangler du lidt til din tablet eller telefon, så er det blot et par klik væk.

Niels Klim-prisen 2016

Niels Klim-prisen er den danske pris for science fiction, og den uddeles hvert år i fire kategorier. I første runde, der kaldes long-listen, kan alle og enhver stemme en fortælling videre, og så ender de fortællinger, der har fået flest stemmer på short-listen ... og det er fra short-listen kampen om medaljerne begynder. Lige nu er vi ved long-listen, og jeg har fem kandidater, i to kategorier:

Novelle
I fædrelandets tjeneste - den kan du læse i antologien Lidenskab og lysår.
Smålighed - en February Fiction, du kan finde her på siden.

Langnovelle 
Bag glas - en novelle, der kan læses i Himmelskibet nummer 49.
Klæder skaber folk - en novelle, der findes cirka midtvejs i antologien Sku ikke hunden på hårene.
Sand og sten, stål og glas - titelnovellen fra min opsamling, der udkom for en måned siden.

Hvis du synes en eller flere af mine historier skal gå videre, så stem endelig på den/dem. Hvis jeg skulle være så heldig at lande på short-listen, vil jeg til den tid lægge teksterne ud, så man kan læse dem.
Det var alt for nu, men hold øje. For inden længe udkommer novellesamlingen Hvis jeg overlever natten fra det helt nye forlag Enter Darkness, og jeg håber virkelig også at der inden årets udgang ligger en anmeldelse eller to af Sand og sten, stål og glas. Nyd jeres december.

Nyheder i september - om antologier, romaner, novellesamlinger og magasiner

I sidste måned skrev jeg en del om kontrakter og lignende. Denne omgang nyheder handler mest om gamle nyheder, der igen er blevet aktuelle, og så selvfølgelig en smule om hvad der er af helt nye nyheder ... kan man egentlig gradbøje det ord, eller tager jeg mig friheder? Nåh, det må jeg tænke lidt over. Onwards and upwards eller noget.

Mørke guders templer
Jeg har allerede tidligere været inde på antologien Mørke guders templer, der udkom her i sommer. Den har en noget speciel skabelsesberetning, du kan læse mere om i et tidligere indlæg, men nu har den heldigvis også fået en lektørudtalelse, og det er en af de gode. Forlaget HHP har lavet et blogindlæg om lektøren (blogindlægget kan du læse lige her), men der siges blandt andet følgende:

"Et rigtig vellykket bud på fornyelse af en subgenre, som fortjener sin plads i den danske fantasy-tradition. Bogen udfylder desuden et hul, da der ikke er megen dansk sword and sorcery litteratur." 

Jeg håber virkelig at bibliotekerne køber godt ind af antologien, da den, præcis som der bliver sagt i lektøren, er ret unik i Danmark ... og så fordi der er mange gode forfattere med, hvis værker kunne tåle en større udbredelse. Mit bidrag hedder En sang om vand, og kan mest af alt nok betegnes som en blanding mellem heroisk fantasy og en myte. Har du selv lyst til at investere i et eksemplar, kan du købe det lige her.

Desuden kan jeg også med glæde fortælle, at min gotiske krimi Al kødets gang, der udkom på samme forlag for et år siden, stadig sælger bibliotekseksemplarer. Det er ret fedt at vide.

Kærlighedsfrugt

Min novellesamling Kærlighedsfrugt, der udkom sidste år, fortsætter også med at leve sit eget liv. I juli overtog forlaget DreamLitt forlaget Kandor, og en af de første ting de gjorde, var at transformere Kærlighedsfrugt, så man nu også kunne få den som e-bog. Så vil du gerne erhverve dig prisnomineret horror for en billig penge, så er det bare at følge linket.

Som om det ikke var nok, har de unge mennesker på Gladsaxe Gymnasium valgt at læse Kærlighedsfrugt i deres læseklub, og det betyder at jeg i begyndelsen af oktober skal en tur til deres gymnasium. Der skal jeg fortælle lidt om bogen og mit forfatterskab, men ellers er det en Q&A-session, og det bliver spændende at se hvad de gerne vil vide. Jeg har dog på fornemmelsen at en del af spørgsmålene kommer til at dreje sig om den sidste halvdel af bogen, hvor novellerne virkelig begynder at bortoperere tænder.

Monster 

I foråret var der deadline på at sende ind til Kandors antologi med temaet Monster, og det var en af de deadlines jeg vidste jeg ville overholde. Kandors antologier, i særdeleshed Vampyr og Varulv, har været noget at det lækreste horror, der er sprunget fra danske forfatteres fingre i det sidste årti, og jeg har store forhåbninger til Monster ... for jeg var så heldig, at jeg er kommet med i den. Min novelle hedder Om blod og blæk, og er en omskrivning af en novelle, der egentlig var designet til oplæsning, og blev læst op i februar under KBH Læser-festivalen. Novellen handler om tatoveringer og gammel gæld, og selvfølgelig gemmer der sig et monster et sted ... men hvor? Det var et meget stærkt felt, der sendte ind, og vinderen blev Teddy Vork. Har man endnu ikke stiftet bekendtskab med ham, så må man nok hellere se at komme i gang, for Teddy er meget dygtig. Antologien udkommer inden vi skriver 2017. 

Goodreads Q&A

Siden 2012 har jeg haft en profil på Goodreads, hvor man kan rate bøger og skrive anmeldelser. Det er ikke fordi min side er meget besøgt, men for et par uger siden satte jeg mig ned og besvarede en række forfatterspørgsmål, så eventuelle læsere kan få et blik ind i værkstedet. Du er meget velkommen til at kigge derind - og selvfølgelig at bruge siden.

Himmelskibet 

Tidligere på året var jeg midt i en redigeringsproces af min kommende novellesamling Sand og sten, stål og glas, der er en opsamlings-samling, og en af punkterne var selvfølgelig at en redaktør læste mine udvalgte noveller igennem. Hun mente at jeg skulle fjerne novellen Bag glas, fordi den var "alt for eksperimenterende". Jeg er ikke helt enig med hende, men jeg endte med at fjerne den til gengæld for novellen, der så lægger titel til hele samlingen; et skifte jeg er meget tilfreds med. Hvad stiller man så op med en sådan novelle? Man sender den ind til Himmelskibet og spørger om de kunne være interesserede. Og det var de sgu. Bag glas er med i det nye nummer (49) af magasinet.

Men hvad var det så, der var så eksperimenterende ved den? Jo, den er skrevet på en blanding mellem dansk og engelsk. Ikke som i The Julekalender, hvor det bare er spas og lal, men ud fra hvad jeg mener at have observeret af trends i talesprog og anglificering af det danske sprog. Det overraskende er hvor hurtigt man som læser vænner sig til hybriden - til sidst lægger man slet ikke mærke til at det er to sprog blandet sammen (har mine betalæsere sagt), og det er meget fedt, for så går den ret specielle historie heller ikke tabt. Hvis du har fået lyst til at læse, kan du købe bladet lige her, eller låne det på biblioteket. 

Ambrosia/Live
 
Det er meget sjældent at jeg nævnes i aviser - men det skete faktisk i slutningen af august. Bibliotekar Jan M. Johansen havde forfattet et skriv om science fiction til Ugeavisen Odense, og der nævner han blandt andet Ambrosia/Live. Indlægget kan du læse her, og har du brug for at få den lidt større, kan du blot trykke på billedet:
Det var alt for denne omgang, men der er snart flere nyheder, for der er travlt i historiemageriet, og heldigvis for det. Pas på dig selv og dine.

Nyheder i august 2016 - om kontrakter, anmeldelser og Hvermandag

Det er næsten et kvartal siden jeg sidst havde et særskilt indlæg om de nye ting, der sker i min forfatterbiks, så nu må tiden være moden. Der sker stadig en del ting i kulisserne, som jeg må komme nærmere ind på senere, men heldigvis er der også noget at berette. Ellers ville det også være mærkeligt at lave et indlæg, ikke ;)
Opsamlingssamlinger 

Tidligere på året luftede jeg tanken om at få udgivet nogle opsamlingssamlinger med noveller, der tidligere var blevet udgivet. Jeg var så heldig, at både Calibat og DreamLitt mente det lød spændende, og derfor blev der indgået en række aftaler, hvoraf humlen er, at en lille håndfuld opsamlinger fra min hånd bliver udgivet som et samarbejde mellem de to forlag. Calibat tager sig af papirbogen, mens DreamLitt tager sig af e-bogen. Det er et meget spændende samarbejde, et helt nyt koncept, og jeg synes virkelig at tanken bag samarbejde mellem mindre forlag er en god måde at møde nogle af de udfordringer man støder på i et samtidig meget foranderligt og meget statisk bogmarked. Jeg vil fortælle meget mere om konceptet løbende :)

Den første samling har fået titlen Sand og sten, stål og glas, og vil med stor sandsynlighed udkomme til BogForum. De resterende kommer dryppende efterhånden, og det er virkelig nogle stærke samlinger, hvor jeg til hver har udvalgt noget af det bedste og smider en helt ny fortælling oveni.

Kærlighedsfrugt

Min roste novellesamling fra sidste år, Kærlighedsfrugt, har fået to læseranmeldelser over sommeren. De er begge meget positive. 

Jane-Anett Mortensen har anmeldt på Instagram, og runder anmeldelsen af med disse ord:

"Læs denne bog, også selvom det er en genre du normalt ikke læser, du vil sandsynligvis blive glædeligt overrasket. Jeg selv blev nærmest helt høj af at læse den."

Du kan følge hendes anmeldelser her - og jeg må indrømme at jeg gør det selv, fordi hun udviser en læsebegærlighed og eventyrlyst som jeg synes alle læsere burde have :)

Den anden anmeldelse er på bloggen Bare et kapitel mere, hvor bibliotekar Pernille Thoustrup runder sin anmeldelse af med ordene:

"Kærlighedsfrugt er nok den bedste novellesamlinger jeg indtil videre har læst i år, og det er nok en af de bedste horror novellesamlinger jeg nogensinde har læst. Så hvis du er til horror skal du kaste et blik på A. Silvestris Kærlighedsfrugt. For kærligheden til horror kan man tydelig mærke."

Det er virkelig dejligt at Kærlighedsfrugt bliver ved med at have et liv, da jeg er meget stolt af den samling. Den gør noget ved læseren. Til oktober er jeg blevet inviteret til Gladsaxe Gymnasium, hvor hele deres læseklub har læst Kærlighedsfrugt. Jeg skal holde et kort oplæg, og ellers er der frit slag og diskussion med mig om værket. Jeg glæder mig meget til at høre hvad de har at sige. 
Hver mandag

I begyndelsen af juli havde jeg en tekst med i det litterære email-projekt Hver mandag. Konceptet er meget simpelt. Man tilmelder sig med en mail-adresse, og så får man hver eneste mandag en nyskrevet tekst fra en dansk forfatter, aldeles gratis! Forfatteren kan være meget kendt, eller mindre kendt, men teksten har gennemgået en redaktion, inden den kommer ud. Det er meget forskellige ting, der ankommer til mail-boksen - alt fra tegninger, udsnit af graphic novels, lyrik, noveller og eksperimenterende prosa. Mit bidrag havde titlen DØDSÅRSAGER, UNIKKE NAVNEKOMBINATIONER , og var meget eksperimenterende. Men det vil jeg fortælle mere om i min næste 'installation' af Tekstoceanet, hvor hele teksten også vil være at læse.

Det var alt for nu - men der kommer nok flere nyheder til efteråret :)



Julis arbejde 2016 - om en roman, en anden roman og en novellesamling

I den sidste måneds tid har jeg haft ferie, og som de fleste ferier, er denne også gået med min skrivning. Jeg har haft et par projekter i gang, og alt i alt synes jeg det er gået som det skulle. Det har været rigtig fedt at kunne investere sig helt i det kreative arbede, og alligevel have tid til at drikke et par kolde øl om aftenen. Med det sagt, så lad os se hvad jeg har drevet det til.
 
I juli måned blev det 'kun' til en ny novelle. Til gengæld er den i den lange ende. Den er desuden min tredje novelle i år, der kommer over 10.000 ord, så måske er der ved at danne sig en trend.

Satori (13500 ord, horror)

Omdrejningspunktet i Satori er stegt flæsk med nye kartofler og persillesovs. Vi er i slutningen af sæsonen, og i Thøgers familiehave har det været en god sæson. Nu mangler der kun det sidste, før man virkelig kan lukke dørene for dette år, og begynde at planlægge det næste, og det er kåringen af Årets Øffer. Det er blevet en sær, men også ubehagelig fortælling, og hvad er det der satori egentlig. Jo, det er et begreb/ord fra buddhismen, der betyder at bevidstheden vågner op til sin sande natur :)

Sand og sten, stål og glas

I januar publicerede jeg et indlæg, hvor jeg luftede tanken om at få udgivet nogle opsamlings-samlinger, der skulle indeholde noveller, jeg tidligere havde fået udgivet. Det er nu blevet til sandhed, og hvad der forhåbentlig bliver den første af mange opsamlinger er nu godt undervejs. Jeg har brugt en del af min ferie på at redigere den, og den har fået titlen Sand og sten, stål og glas, og vil indeholde en otte science fiction-noveller, hvoraf de syv har været udgivet før. I skrivende stund er manus korrekturlæst, grafikeren er næsten i hus med forsiden (du kan se en teaser længere nede) og jeg sidder, næsten lige nu, og skriver forord og lidt om hver novelle. Udgivelsen er et samarbejde mellem Calibat og DreamLitt, og jeg synes især at det er fedt, at de begge gider lege med. Men nok om processen - her er de otte noveller (i vilkårlig rækkefølge), der vil udgøre Sand og sten, stål og glas:

Det bedste           
Ukrudt
Glemmer du, så husker jeg alt
Matthæus 20:16
Den allersidste dans
Sand og sten, stål og glas
Højdepunkt
I sit ansigts sved
Et parforhold

I 2014 begyndte jeg at skrive på en realistisk parforholdsroman. Det var der to grunde til. For det første ville jeg gerne vise, at bare fordi man som forfatter ofte bevæger sig i de fantastiske genrer, er det ikke lig med at man ikke kan skrive noget andet. Og så fordi jeg fik, synes jeg selv, en rigtig god idé. Her i juli blev den så endelig færdig. Et parforhold er en fuldblodsroman, i den lange ende. Den består af 41 kapitler, og hvad der er ganske specielt for den, er at hvert kapitel er skrevet i en særlig stil. F.eks. er kapitel 9 en mail, kapitel 14 et skuespil, kapitel 24 et sæt opgaver, kapitel 29 et interview, kapitel 32 en anekdote, kapitel 37 en sangtekst og kapitel 39 en anmeldelse. Alle kapitlerne handler dog om det samme forhold, og er fremadskridende i tid - så hændelserne i kapitel 4 kommer før dem i kapitel 38. Jeg synes jeg er lykkedes med at skabe en mosaik, der beskriver kærligheden på godt og ondt, og hvor man som læser selv kan vælge side i de konflikter der er - hvis man altså vil. Den handler om et par, men samtidig handler den om alle par. Den er uhyggelig banal og lige så kompliceret. Mine beta-læsere har været meget begejstrede for bogen, og lige nu er den sendt på forlagsrunde. Selv synes jeg den er ret unik, men det vil en forfatter vel altid selv mene om det han/hun har skrevet. 
Et satans arbejde (arbejdstitel)

Jeg brugte det meste af 2015 på at skrive Et satans arbejde, og lige nu er jeg ikke færdig med den. I påskeferien læste jeg den igennem, stak sedler ind, noterede mig logiske spring og huller, hvor der skulle fyldes på, og hvor der skulle trækkes fra. Her i juli gik jeg så i gang med arbejdet. Jeg rettede og gjorde ved, skar omkring 10% helt væk og skrev mindst det samme fuldkommen om. Jeg inddelte romanen i kapitler (13 stk), jeg byttede rundt på forskellige sektioner og fact-tjekkede alle ting. Og nu er jeg kommet det skridt videre, men der venter mig en del arbejde endnu. Et parforhold skal igennem endnu en omskrivning og lugning, og så vil jeg til den tid se om jeg er færdig. Det er aldrig til at sige. Jeg vil dog bestræbe mig på at have den færdig inden årets udgang. Men hvad handler den så om? Jo, den handler om Asger, Viktor og Rodriguez, der er flyttemænd. De får til opgave at flytte en del af Helvede til Hellerup, hvor Satan har bygget en villa. Og derfra tager tingene så fart. Romanen er anderledes, rent sprogligt og opbygningsmæssigt. Den følger ikke nogen fortællermodel, den er skrevet som en erindring, så altså fyldt med alle mulige sidehistorier, og så er den fortalt af en fortæller, der efterhånden som historien skrider frem, ændrer personlighed. Den er komisk og den er dyb, den er filosofisk og den er fanden-i-voldsk, og jeg er selv helt forundret, når jeg læser den. Genre-mæssigt er vi nok i den fantastiske fortælling, men den er svær at bestemme. Hvis Et satans arbejde kommer ud, bliver det allertidligst i 2017 ... hvis der altså er et forlag, der vil have den.
Hvad ellers?

I august har jeg meget travlt med diverse møder og lignende, men sidst på måneden ligger mit undervisningsmateriale om horror klar - så bliver det spændende at se om der er nogen, der bruger det. Ellers vil jeg, vanen tro, nok skrive en novelle eller to, og så kigge på nogle af de andre projekter jeg har gang i. Tak fordi du læste med.