Historien om en bog: Slør

Om en uges tid, nærmere bestemt til årets BogForum i Bella Center, udkommer min roman Slør på forlaget Kandor, der er specialiseret i horror. Slør er min trettende udgivelse, fjerde roman og hvis jeg betragter Slørs skabelse i forhold til mange af mine andre bøger, er det den, hvis liv har fulgt den mest direkte rute fra manuskript til færdig bog. Læs med.

For hvis det hele mere eller mindre lå klar i 2016, hvorfor skulle der så gå to år, før Slør kom på gaden? Oprindeligt stilede vi efter en udgivelse i 2017, men skød den et år. Det var der flere grunde til. En af dem var, at jeg havde andre bøger i pipelinen foran Slør, blandt andet romanen Scener fra et parforhold, der udkom tidligere på året hos Kandors moderforlag DreamLitt. En anden var at Slør skulle til redaktøren og rodes igennem. Og rodet igennem blev den. Ad to omgange blev der skrevet om og til, trukket fra og strammet op, og især Slørs dialog arbejdede jeg meget med, da jeg gerne ville have den mundret og realistisk. Det medførte, at jeg svedte og bandede over blandt andet brummelyde og ordvalg, samt nogle steder lod samtalen springe i forskellige retninger, for det er sådan en normal samtale opfører sig. Om det er lykkedes, må være op til læseren at vurdere. Endelig tog det lidt tid at blive enige om omslaget, og det var der en grund til.

Still fra The Gorgon (1964)

Still fra Dracula A.D. 1972 (1972), dansk titel Vampyren jager hotpants ;)

Alle de væsentlige personer i Slør er kvinder, nogle er veninder, andre lader som om, andre igen var det engang. Det er første gang, at jeg skriver en fortælling, hvor persongalleriet så entydigt er domineret af ét køn, og jeg fandt det hverken sværere eller skræmmende, at skrive om en hovedperson af det modsatte køn. For hvorfor? Jeg har gjort det tidligere, og jeg ihukommer altid hvad George R.R. Martin svarede, da en interviewer stillede et spørgsmål om netop det at skrive kvinder, når man er en mand. Lidt i samme dur lød Jens Christian Grøndahls ord, da han modtog Isak Dinesen-prisen (der gives til en forfatter, hvis hovedperson er af andet køn end forfatteren selv) i 2017. Han takkede for prisen, men fandt den lidt sær, da han ofte skrev kvindelige hovedpersoner, og mente “at en forfatters rolle er at evne at sætte sig i en andens sted”, en tanke, jeg kun kan tilslutte mig. Det er måske vores fornemste rolle, om den anden så er af et andet køn, et andet udseende eller for den sags skyld fra en planet tusind lysår borte.

Jeg glæder mig til at se, hvordan Slør bliver modtaget. Jeg er selv meget stolt af den, og blev ved hver gennemlæsning fanget af handlingen og stemningen, der kan fortolkes, diskuteres eller bare læses, hvis det er det man har lyst til.

Helt tilbage i 2011 blev min horror-roman Pandaemonium udgivet, og siden havde jeg egentlig ikke skrevet rigtig langt, når det kom til horror. De rædselsideer jeg havde fået, lagde sig mere til novelle-formen, og selv min horror-fortælling Al kødets gang fra 2015 kysser ikke de 50.000 ord, som jeg betragter som markskellet mellem at skrive kort og langt. I sommeren 2016 skulle det ændre sig, da en lille tanke forgrenede sig i mig. Noget om et bryllup og noget om veninder, funderet i en følelse alle kender, nemlig følelsen af at blive betragtet. Der skulle være noget voyeuristisk over min fortælling. Kolde, kuglerunde øjne, der bare kigger og kigger og kigger. Med de elementer gik jeg i gang, og mon ikke jeg gik i gang. I løbet af august, september og oktober 2016 fik jeg skrevet lige omkring 50.000 ord og havde egentlig den færdige historie klar.

Heldigvis var det sådan, at forlaget Kandor lidt tidligere på året havde opfordret mig til at sende eventuelle horror-manuskripter, jeg havde liggende, ind til dem. Det havde jeg så nu. Jeg sendte dem manuskriptet i december 2016 og lige inden verden gik i julestå, fik jeg en mail tilbage om, at de meget gerne ville udgive det. Så pludselig stod jeg med en bog, der næsten var færdig og et forlag, der gerne ville udgive, og det kun fem måneder efter jeg havde skrevet første linje i historien. Det var godt nok noget, jeg ikke havde prøvet før. Nu manglede vi blot at blive enige om, hvilken udgivelses-deadline vi skulle arbejde hen imod.

Slør er en blanding af forskellige genrer og spor. Den er til dels chick lit, til dels gotisk horror og til dels vikingemyte. De tre genrer er vævet omkring og gennem hinanden, og skaber en ret speciel fortælling om Pernille, der er til veninden Jeanettes bryllup på det smukke og gamle Rosensparre Gods. Hun er brudepige, men har ikke set Jeanette de sidste tre år, og de skiltes ikke på helt god fod. Men omslaget. Mens jeg skrev teksten, var jeg meget fascineret af de gamle Hammerfilms æstetik og farvevalg. I de film gløder farverne, grønt er så grønt at det gør ondt i øjnene. Rødt er nærmest neon. Sort en afgrund. Metal er enten dødrusten eller nypoleret. Alle de skin og nethindeangreb forsøgte jeg at få med i teksten, og derfor skulle de også med i forsiden. Det var jeg og forlaget dog ikke helt enige om, og der strøg en del forslag frem og tilbage, før vi blev enige om det nuværende cover. Det er jeg meget tilfreds med, da det netop har den vilde kontrast, der får det hele til at se tilvirket ud. Noget, som voyeurens blik grådigt kan falde på.

10 gange forsider, del 1

For et par måneder siden udkom min tiende bog, Scener fra et parforhold, hvis forside er noget ganske specielt. Netop den forside var der en del tovtrækkeri omkring, og det fik mig til at tænke over mine egne forsider, og hvad man egentlig vil opnå med en forside. Af den tanke blev dette indlæg født.

Forsiden er det første, man som læser ser, og derfor skal den helst være blikfang og samtidig matche bogens indhold. Stærke farver, omrids af mennesker og symmetri er klassiske elementer, der virker. Når det kommer til mine bøger, har jeg et sæt ideer, jeg synes er vigtige. Hvis min bog tilhører de fantastiske genrer, vil jeg meget gerne have, at forsiden er et fotografi, ud fra den tanke, at mange stadig tænker fantastik som BU-litteratur, og en tegnet forside understreger den tanke (tænk bare på de gyselige YA-fantasy, hvis forsider alle ligner hinanden. De er enten illustrerede, eller er portrætter photoshoppet til uigenkendelighed). Hvis det er realistisk, vil jeg derimod gerne gå i en mere grafisk og symbolsk retning. Herunder vil du kunne læse om mine forsider, hvilke tanker der stod bag dem, og måske en anekdote eller to. Jeg kan ikke garantere, at du kan bruge det til noget, men hvem ved, måske bliver det underholdende alligevel. Jeg har valgt at dele indlægget op i to, da det ellers vil blive en ren mur af information.

---

Køtere dør om vinteren (2010) var min debut, og mange af novellerne er kolde og hårde. Der er også en stemning af noget forladt og efterladt, noget glemt og gemt i de mange noveller, og det reflekterer forsiden. Efter flere bud besluttede vi os for det lidt forblæste vinterlandskab, hvor der trods alt står lidt målepinde, og en fjern bænk. Et løfte om at der findes liv, eller vil komme til det. Den klare, grønne farve gør kanterne skarpe, og understreger at nogle af disse historier kan man slå sig på. Forsiden er udført af Sophie Ivara Vinther Andersen, og et sjovt element er, at denne udsigt ikke findes længere. For på den tomme plads bag den hentydede indgang mellem de to pæle, ligger der nu et hus. Det kan man så tolke yderligere på, hvis man ønsker det. Fonten er en klassisk skrivemaskine, der leverer titlen uden så mange dikkedarer. Jeg er stadig meget tilfreds med min første forside, men jeg har egentlig aldrig hørt hvad andre mente. Det kan være, at jeg kommer til det nu.

---

Faderens sønner (2011) udkom på SFC, og denne gang blev der arbejdet lidt med kontrasten mellem det blå og gule/gyldne. Noget mørkt og noget lyst. Det er Manfred Christiansen, der har udført forsiden, og ham, der oprindeligt foreslog billedet af de mange statuer. De er hugget i træ, altså noget organisk, der umiddelbart ligger fjernt fra science fiction, men i baggrunden er der et hval-lignende væsen, der måske kunne være fra et andet sted end her. Samtidig er forsiden inspireret af de gamle Stig Vendelkær-science fiction, hvor omslaget ofte var lidt sært og skævt. Der er noget længselsfuldt over statuerne. Den enlige kvinde står blottet og søgende, manden og kvinden i forgrunden har vendt hinanden ryggen. Der er noget på spil, og netop det menneskelige drama spiller en stor rolle i mange af samlingens tekster. Det ser ud som om alle elementerne står på en scene. De optræder. Og hvad er det sorte, der i kager, løber ned over mandens bryst? Fordi forsiden var så aparte, valgte vi at føje titlen til i skinnende digital skrift, så alle var helt med på, at det handlede om science fiction. Det er en forside, hvor man kan blive ved med at opdage nye detaljer.

---

Pandaemonium (2011) var min romandebut, og en murstenszombiesplatterroman (fandeme et langt ord) kunne jo ikke have anden forsidefarve end rød. I tåger ligger en kvinde og rækker frem mod læseren. Hjælp mig, er det som om hun siger. Hendes hånd er i forgrunden, gulvet er sprøjtet til i blod og helt nede i hjørnet sidder en enkelt flue. Forsidebilledet fortsætter om på bagsiden, hvor man i samme tågede stil kan se mere af hendes krop. Ideen til forsiden kommer fra en af bogens tidligere scener, hvor der sker en fødsel i en lejlighed på Nørrebro. Det er ikke en vanlig fødsel, nejnej, det er en af de helt hampre, hvor grimheden males med bred pensel. I den scene er der en blodindsmurt og liggende kvinde. Fluen er blevet photoshoppet ind i billedet, da fluer er ret væsentlige i Pandaemoniums univers. De er blandt andet en væsentlig faktor i den oprindelige zombiesmitte. Selv om forfatternavnet og titlen er sat i forskellige fonte, er de begge udelukkende i versaler, for at understrege at det her er en monumental bog, og med sine 800 sider er det ikke en løgn. Forsiden er ikke elegant, men den er effektiv og ærlig. Og så er den genkendelig på lang afstand, hvilket heller ikke er så dårligt.  

---

Optisk bedrag (2012) udkom på forlaget Hexameter, det samme forlag der udgav min debut. Alle novellerne i Optisk bedrag handler om hvordan man anskuer verden, eller hvordan man opbygger en forventning om hvordan verden bør være. Fotografiet, der ligger til grund for forsiden, er taget af den japanske kunstner Kumi Yamashita og hedder from A to Z. Hun arbejder især med lys og skygge, og da vi så hendes værk, var der ingen tvivl. Det var det, der skulle være forsiden. At lade lys danne skygger, at lade præcise elementer som bogstaver danne noget så udefinerbart som et menneske matchede tanken bag novellesamlingen, og derfor blev billedet slet ikke manipuleret (bortset fra titlen). Læg dog mærke til, at i titlen er R'et blåt, mens resten af teksten er hvid. Er der en dybere mening med det, eller er det blot for at pirke til beskuerens øje? Det vil jeg ikke fortælle. Fonten er lige ud ad landevejen, men læg alligevel mærke til O'et i Optisk. For er det et O eller er det et 0? En spændende ting ved forsidens optiske illusion er at mange i første omgang ikke ser skyggen, men kun de belyste bogstaver. Det er først, når bogen lægges på siden, at de opdager omridset. Det matcher igen mange af bogens tekster, da de alle har et dybere lag end blot ordene på siderne. Der er herligheder gemt mellem linjerne. 

---

Ambrosia/Live (2014) er en særlig sag, da den har to forsider, og derfor to tanker. Direkte inspireret af kiosklitteraturen, pulpen, fra 1970erne, hvor man kunne købe en bog med to korte romaner slået sammen til en. Ofte var romanerne af forskellige forfattere, og det blev hyppigt gjort med krimier og thrillers. Ydermere var historierne sat op modsatrettet, hvilket betød, at man skulle vende og dreje bogen. Selve Ambrosia/Lives forsidebilleder er ikke den store tanke. Ambrosia starter med en enorm udgravning, så derfor en spade stukket ned i jord. Live handler om en fødsel, der bliver filmet, så derfor en kameralinse. De gamle filmstrimler på skrå blev valgt fordi begge historier har noget filmisk og dramatisk over sig, noget, der nok ville kunne begå sig på en scene. Det forskudte, hvor noget af det forrige/næste billede kan ses giver dynamik og bevægelse, og fodrer yderligere tanken om noget filmisk. Da bogen lod det være op til læseren selv, hvor denne ville starte, havde vi et langt hovedbrud om hvor stregkoden skulle stå. Den endte på Live, men i bakspejlet skulle vi måske have sat den på begge sider? Med to forsider to forskellige fonte. Ambrosia er eventyrlig og fantastisk, så derfor blev det en blød font. Live er mere direkte og formidlende, så derfor den bastante font. Den grå baggrund trækker ikke fokus væk fra billederne. Forsidens billeder fortsætter også ind på flapperne. På trods af de store forskelle, er forsiderne alligevel symmetriske. Dette blev valgt, da de fortællinger er bygget over de samme fire grundelementer, hvoraf det ene er en fødsel.   

---

Det var så de første fem, og jeg håber du har lyst til at læse med i anden del, hvor vi glider fra det mere fotografiske over i det grafiske.

Hug en hæl, klip en tå, lim et ekstra hoved på. Hvor meget må man ændre sin tekst (efter den er udgivet)?

For omkring et år siden besluttede jeg mig for at lave en række opsamlinger med mine gamle tekster. Den første af disse, Sand og sten, stål og glas, udkom i november og den næste udkommer i løbet af i år. Hvad jeg ikke havde overvejet, da jeg tog den beslutning, var hvor meget jeg skulle komme til at læse mig selv igen, og at det blandt andet også inkluderede tekster, der havde næsten et årti på bagen. Men jeg vil starte et andet sted.

I dag, søndag den 23/4, bliver linje 5A erstattet af linje 5C, og det betyder også at den rød/gule tøffebus ikke længere findes. I stedet for kommer der lyseblå harmonikabusser, meget større og langt mere miljøvenlige. Det bliver en smule sært at vænne sig til de nye busser, men det er nok kun godt at de bliver udskiftet. Det ændrer ikke på, at nu vil man uden at kunne blinke datere mine tekster til et før og efter linje 5A.

I min roman Pandaemonium fra 2011 optræder linje 5A et par gange, og en af de gange er den rigtig vigtig, da den er en stor del af en ret ikonisk og actionmættet scene. Hvordan den scene spænder af, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her, blot sige at den ville gøre sig godt på film. Nu er den scene forældet. Der findes ikke en linje 5A i København længere. Det er dog ikke første gang at Pandaemonium oplever at en del af den ligger i fortiden. Allerede inden bogen udkom, var den forældet, da McDonalds på Runddelen bliver smadret i en af de første scener, og som lokale nørrebrohunde ved, lukkede McD i 2010. Dengang valgte jeg at beholde McDonalds i bogen, da den indkapslede det billede mange havde af området omkring Runddelen. Nu ligger der en Lagkagehuset hvor McDonalds engang lå, og det har der gjort længe. Det er altså ikke kun en, men to ting, der er forældet i Pandaemonium. Så hvor går smertegrænsen for hvornår bogen skal skrives om, og skal den overhovedet skrives om, eller få lov til at blive stående som en art monument over den tid, hvor den blev skrevet i?

Visse bøger besvarer det spørgsmål ved at være det de er. For eksempel skal Bjarne Reuters Zappa eller Suzanne Brøggers Creme fraiche ikke omskrives eller tilvirkes, da de er tidsbilleder lige så meget som de er fortællinger. Historiske romaner undgår også den skæbne, og det gør samtidsromaner også, men hvad med romaner, hvor handlingen er mere løsrevet fra den tid, den udspiller sig i?

James Bond-franchisen indledte sit liv i 1953, og Ian Fleming skrev 12 romaner med den kendte spion som hovedperson. Den første fortælling hedder Casino Royale, og blev filmatiseret (som TV-film) allerede i 1954 ... men også i 2006. På de lidt over 50 år var der sket enorme teknologiske fremskridt, og det reflekterede 2006-indspilningen også, hvorimod selve rygraden i fortællingen var den samme. Med andre ord, alt andet end selve historien var blevet opdateret til en ny tid. Der var ingen skrupler ved at slette det gamle, og indføre det nye, så filmen passede bedre til nutiden. I Danmark har forfatteren Dennis Jürgensen gjort det samme med blandt andet Krøniker fra Kvæhl-serien (1988-1990), hvor hovedpersonerne i den nye udgave har fået mobiltelefoner. Jeg er sikker på at der er mange andre eksempler.

Et argument for at lade tingene være som de er, er at der er tale om fiktion. En fortælling er skrevet i den tid, den er skrevet i, i Pandaemoniums tilfælde i en tid, hvor der kørte en buslinje 5A i København, og fordi det er en fiktion, er der ingen grund til at ændre på noget. Det er jo en opfundet verden. Et argument for at ændre tingene, er at det er lettere for læseren at leve sig ind i en verden, der er som den omkring dem, det gør det nemmere at tænke hvad-nu-hvis-dette-skete-tanken til ende, og er det ikke det væsentlig at teksten er tilgængelig? Et andet argument for at lade være, er at alle bøger er tidsbilleder, at selv science fiction er født ud af en speciel tid, og det er vigtigt i helhedsforståelsen af værket at kende dets oprindelse.

En ting er handlingen, noget andet er sproget. Den danske forfatter Janne Teller, mest kendt for den korte roman Intet, udgav i 2004 den endnu mindre Hvis der var krig i Norden, der er en omvendt-fortælling, hvor de nordeuropæiske demokratier er brudt sammen og danskerne flygter sydover. Hver gang Janne Tellers bog udkommer i et nyt land, omskriver hun den, så den passer til det land (i 2016 var den udgivet i 15 lande ud over Danmark). Det vil sige at historien og sproget konstant gentænkes, omskrives og tilvirkes, så de vækker størst mulig genklang i læseren. Er det snyd, eller er det sund fornuft? Og netop med sproget ... hvor meget skal man genskrive sine egne ting? Er det at fuppe sin læser, når man som jeg laver opsamlinger af gamle noveller, men undervejs i processen genskriver dem fordi jeg har forbedret mig? Er det den samme historie Janne Teller fortæller, når hun hver eneste gang omskriver bogen? Hvor går grænsen mellem historie og nutid, forbedring og forandring?

Siden januar har jeg omskrevet 12 noveller, der alle har været udgivet før, og mange af disse tanker jeg har skitseret, vender tilbage på daglig basis. Jeg har dog fundet et leje, hvor jeg forsøger at være tro mod min oprindelige idé, mens jeg forstærker sproget hvor jeg kan. I sidste ende kan det også være, at alle mine tanker er overflødige, og det slet ikke er noget, der strejfer en læser. At selv om de ved at der ikke længere kører en bus 5A i København, så gør det dem ikke det mindste. Hvad tænker du?

Marts arbejde 2017 - om de levende døde, tre niendeklasser og en historisk novelle

Hold da kæft, så er vi allerede en fjerdedel igennem året. Tiden går hurtigere og hurtigere, men det er nok i takt med at jeg selv bliver ældre, og en måned derfor er en mindre procentdel af mit samlede (og levede) liv. De tanker skal jeg også have skrevet en historie om en dag. Marts har været en måned, hvor jeg har vist mig rigtig mange steder i alle mulige roller, og det er rart lige at kunne læne sig tilbage og puste lidt ud.

Et portræt af Albert Hoffmann.

I marts blev det til to noveller, en ret kort og en ret lang.

Caféliv (3400 ord, fantastisk fortælling)
Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart (10500 ord, horror)

Den korte novelle Caféliv handler om Elisabeth og Frederik, der er på deres første date. Da den slags er svært, har både Elisabeth og Frederik taget assistance med, tolke der kan snakke i deres sted og derigennem finde de mest optimale samtaleemner. Men når tolkene snakker, stopper verden, og er det nu også så smart? Novellen er sat i et forvredent København fyldt med særhed og skæve vinkler.

Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart foregår i 1964, og i den møder vi Anne fra Vordingborg, der læser til læge i hovedstaden. Der er kun en anden kvinde på hendes hold, og det kan være lidt ensomt i København. Heldigvis er hun meget pligtopfyldende, og lige så heldigt er det, at der lige er blevet anlagt en skøjtebane i Rødovre, hvor hun kan motionere tankerne lidt ud. Mændene på hendes hold kalder hende for Isdronningen, fordi hun er ligeglad med deres tilnærmelser. Det er vigtigere for Anne at blive læge. Men alt dette ændrer sig ved et sært foredrag, hvor hjernespecialisten Albert Moesland fortæller om de nyeste forsøg med medicinering fra Amerika, og Anne må sande at den nye oplægsholder gør andet end rent faglige ting ved hende. Novellen var en udfordring og skal skæres til.

Sophieskolen i Nykøbing Falster

Den 6/3 var jeg på Sophieskolen i Nykøbing Falster for at fortælle deres niendeklasser om hvad det vil sige at være forfatter. Foreningen StORDstrømmen, som jeg er medlem af, havde formidlet kontakten og det var en sjov udfordring, for hvad skal man egentlig fokusere på, når man holder et sådan oplæg? Skal det være de kreative udfordringer, de økonomiske vilkår, hvordan man arbejder med sin egen tekst, manuskriptets vej fra forfatter til færdig bog eller noget helt femte? Jeg havde forberedt lidt af hver, og da jeg skulle holde foredraget to gange i streg, blev de ikke helt ens. Men hver gang startede jeg med et bord fyldt med ting, der havde at gøre med det at være forfatter. Jeg havde taget alle mine udgivelser med, manuskripter der var forskellige steder (fra idéplan til færdigt), min kalender, en pris, min store oplæsningsbog og en masse andet. Så kunne jeg starte oplægget med at eleverne selv fik lov til at rode i bunkerne, og spørge om det de ville.

Her kan publikum og bordet med genstande ses.

Under oplægget snakkede jeg meget om det kreative, og også meget om hvor vigtigt research er. Det kan du læse lidt mere om i mit tidligere indlæg Sådan gør jeg : Research, men det var også fedt med nogle klasser, der stillede spørgsmål om alt lige fra Hvor meget tjener du? over Hvad er din bedste bog? til Hvad vil du egentlig opnå med at være forfatter? Efter begge foredrag blev nogle af eleverne hængende og snakkede, og i det mindre forum blev snakken lidt mere privat. Det var en rigtig god oplevelse, og jeg vil gerne ud at fortælle til andre klasser - så hvis du kunne være interesseret i at hyre mig, kan du finde mine kontaktoplysninger lige her.

Odense Zombiefestival 

I dagene 23-25/3 var der zombiefestival i Odense. Den var blevet genoplivet, efter den tidligere festival gik lidt ned, og mon ikke genoplivningen var en succes. Programmet var fyldt med råddent kød i lige præcis den udskæring man kunne ønske sig, men jeg vil nøjes med at fortælle lidt om den del jeg selv var med i, nemlig det litterære kødmarked fredag den 24/3.

Vi var tre inviterede forfattere. Martin Schjönning, der på dagen både udgav og havde reception for værket Kværnen, som han har lavet sammen med Tom Kristensen, Patrick Leis hvis enorme zombie-fortælling Necrodemic i disse år samles og genudgives, og så lille mig, med mit zombie-epos Pandaemonium.

Først snakkede jeg med Jan M. Johansen om netop Pandaemonium, og det var skægt atter at tale om en bog, der udkom for næsten seks år siden. Vi nåede omkring Pandaemoniums særpræg i opbygning (første del er i nutid/de andre dele i datid, B-films-grebene), om at zombierne i sig selv har en funktion (og ikke bare gnasker sultent løs), det mytiske lag der gennemsyrer fortællingen og selvfølgelig hvordan den adskilte sig fra andre zombie-værker. Derefter blev Patrick Leis interviewet om især hvordan det var at arbejde så mange år på en historie, og om hvordan det var at genskabe den. Til sidst blev vi tre forfattere en del af et panel, hvor vi især snakkede om hvorvidt zombien kan overleve som genre, og vi var rørende enige om at den helt sikkert overlever, men hvis der skal være kød på den, skal der konstant eksperimenteres med formen, som vi f.eks. allerede har set det i udgivelser som Billy smiler rødt af Zenia Johnsen, og Michael Kamps Fordærv.

Vi havde et flot publikum, og til sidst blev der trukket lod mellem en stor bunke zombie-bøger, så mange gik glade derfra med signerede værker. Tak til forlaget Valeta for også at donere en Pandaemonium, nu hvor der næsten ikke er nogen tilbage. Og hvis du vil skaffe dig en, skal du købe den direkte fra forlaget.

Hvad ellers?
 
Ud over min føjten rundt, har jeg også haft en del arbejde i Dansk Forfatterforening, hvor vi den 30/3 havde vores årsmøde, hvilket for mig markerede et år som formand for den skønlitterære gruppe. Et hårdt, men også meget lærerigt år. Ligeledes arbejder jeg også hele tiden på en strøm af gamle tekster, der skal bruges i opsamlinger eller konkurrencer, og hvis alt flasker sig, ser det ud som om jeg i april måned får redigeret og omskrevet novellerne til min næste opsamling, der har arbejdstitlen En handel i fire dimensioner. Tak fordi du læste med!

Nyheder i december 2016 - om oplag, Niels Klim-prisen og sms-noveller

Der er sket en masse ting siden sidst, og jeg vil se om jeg kan få dem alle formuleret her. Ligeledes har jeg på fornemmelsen, at der kommer til at ske rigtig meget mere inden året er omme. Om jeg får ret i det, eller det bare er mine antenner, der sender forkerte signaler vil tiden heldigvis vise, som den har for vane.

SMS-novellen Kolde facts

I 2014 udkom min sms-novelle Vi savner dig på smspress. Det ville være synd at sige, at den har fået meget opmærksomhed, men kort tid efter jeg havde skrevet den, maste en ny idé sig på, hvor formatet kunne bruges. Det blev kun bedre, da jeg under en workshop fik øjnene op for at forfatteren Malene Ravn havde lavet en sms-novelle, der brugte voice mail, så jeg huggede tanken om at bruge telefonformatet dobbelt. Resultatet af det er novellen Kolde facts, der udkom for en lille måned siden. Det er en spøjs fortælling, horror, der er meget bundet op på modtagerens reaktioner. De enkelte beskeder er i sig selv ikke skræmmende, de består blot at helt normale stykker fakta ... men jeg kan ikke fortælle så meget uden at afsløre noget, så hvad med at prøve den? Du kan købe den inde på smspress.dk, og en del biblioteker har også købt adgang til den, så der er mulighed for at låne også. I hvert fald vil jeg meget gerne høre hvad du synes, om den ene eller anden sms-novelle. Jeg synes nemlig det er et spændende format, og kunne sagtens finde på at arbejde i det igen.

Oplag

Med hensyn til oplag af mine bøger, er der både sket dejlige ting, og ret sørgelige ting. Lad os tage det gode først, for så glider det dårligere lidt lettere ned. Min novellesamling Kærlighedsfrugt fra 2015 har nu solgt hele første oplag, og det betyder at andet oplag er blevet trykt. Det er ret fantastisk, ikke mindst fordi det er første gang det sker for en af mine bøger (hvilket også er vildt ...). Skulle du stå og mangle en julegave, har jeg faktisk et par eksemplarer af den liggende, der kan blive dine. Skriv om du har lyst. Og nu hvor vi taler om julegaver, og et par eksemplarer:

Tidligere på måneden modtog jeg en mail fra mit forlag, hvori de skrev at de ikke ønskede at videreføre de fysiske eksemplarer af mine bøger. Det blev jeg selvfølgelig rigtig ked af, når en bog forsvinder er den død, men det er et af vilkårene ved at være forfatter. Derfor: Hvis du ønsker at eje et eksemplar af ENTEN Pandaemonium ELLER Ambrosia/Live, så er det absolut sidste udkald. Når vi skriver 2017, vil de ikke være at finde noget sted. Du kan købe dem lige her, men det kan også sagtens være, at du kan finde dem et andet og billigere sted.

Sidst, men så absolut ikke mindst, er Sand og sten, stål og glas nu udkommet som e-bog, og der har også været snak om at indtale den som lydbog. Nu får vi at se hvordan det udspiller sig. Så mangler du lidt til din tablet eller telefon, så er det blot et par klik væk.

Niels Klim-prisen 2016

Niels Klim-prisen er den danske pris for science fiction, og den uddeles hvert år i fire kategorier. I første runde, der kaldes long-listen, kan alle og enhver stemme en fortælling videre, og så ender de fortællinger, der har fået flest stemmer på short-listen ... og det er fra short-listen kampen om medaljerne begynder. Lige nu er vi ved long-listen, og jeg har fem kandidater, i to kategorier:

Novelle
I fædrelandets tjeneste - den kan du læse i antologien Lidenskab og lysår.
Smålighed - en February Fiction, du kan finde her på siden.

Langnovelle 
Bag glas - en novelle, der kan læses i Himmelskibet nummer 49.
Klæder skaber folk - en novelle, der findes cirka midtvejs i antologien Sku ikke hunden på hårene.
Sand og sten, stål og glas - titelnovellen fra min opsamling, der udkom for en måned siden.

Hvis du synes en eller flere af mine historier skal gå videre, så stem endelig på den/dem. Hvis jeg skulle være så heldig at lande på short-listen, vil jeg til den tid lægge teksterne ud, så man kan læse dem.

Det var alt for nu, men hold øje. For inden længe udkommer novellesamlingen Hvis jeg overlever natten fra det helt nye forlag Enter Darkness, og jeg håber virkelig også at der inden årets udgang ligger en anmeldelse eller to af Sand og sten, stål og glas. Nyd jeres december.

5 år siden, i dag - Pandaemonium

Det er fem år siden min roman Pandaemonium udkom. Fem lange år, hvor det at være forfatter har ændret sig radikalt, både med hensyn til biblioteker, salg, digitalisering og muligheder, men lige så meget på det rent personlige plan. Jeg har nået meget i løbet af de fem år, er vokset som forfatter og er heldigvis nået længere ud med mine bøger og noveller, end jeg var i 2011. Lige så heldigt er det at jeg stadig udvikler mig som skribent, prøver nye ting af og stadig glædes over det at skrive. Inden jeg forfalder mere til nuet, vil jeg tillade mig en ordentligt skudefuld nostalgi - og jeg håber du har lyst til at følge med. Ikke mindst fordi det bliver spændende og personligt, men lige så meget fordi dette indlæg markerer første gang, jeg vil se på mig selv i bakspejlet. Sjovt nok har bogbidder.dk også valgt lige præcis nu til at hive Pandaemonium frem fra arkivet - lyt selv.

 

Den 11/11/2011 udkom Pandaemonium. Det var en helt særlig dag, for selv om jeg året før var debuteret med novellesamlingen Køtere dør om vinteren, og selvsamme (ja, fandeme så) dag kunne se min novellesamling Faderens sønner udkomme, var netop Pandaemonium vild ... for det var min første roman, og derved kunne jeg endegyldigt kalde mig forfatter. Det skete til BogForum, hvor mit forlag Valeta også var at finde. Dagen blev ikke mindre mindeværdig af at det var første gang jeg var på stedet som forfatter ELLER at jeg overrakte og snakkede med selveste Dennis Jürgensen, der tyve år tidligere havde udgivet Kadavermarch. Jeg skrev mig ind i den noget korte, men alligevel ret glorværdige, danske zombietradition, der på daværende tidspunkt ikke talte mange andre end førnævnte Dennis Jürgensen, Patrick Leis med hans Necrodemic-saga (der forresten udkommer i en helt nye udgave lige om lidt) og Michael Kamps Fordærv (der er et læs værd). Som teenager havde jeg læst Kadavermarch et utal af gange, havde set Romeros film til døde og elskede bare det overdrevne og overdrevent komiske i zombieapokalypser. Derfor var det ubeskriveligt fedt at skrive sig ind i traditionen.

Men hvad med historien bag? Jeg havde oprindeligt skrevet Pandaemonium mellem 2007 og 2009. De tre dele havde fået titlerne Pandoras Væske, Akilles Selv og Samsons År, altså titler trukket fra den græske mytologi. Jeg har meget skarpe billeder af mig selv siddende på ferier med min daværende kæreste og hamre i tasterne inden hun stod op, fordi hun så gerne ville læse næste del. Da jeg lider af en helt særlig sygdom, der går ud på at jeg altid tilstræber at være lidt anderledes (mine kolleger ville sikkert kalde mig hipster), vidste jeg helt fra starten af at persongalleriet skulle være på grænsen til klichéer. Der skulle være en kriminel, en politimand, en uskyldig kvinde, et barn og så videre og så videre - og grunden til at jeg valgte det klichéfyldte, var et forsøg på at indgyde liv i personerne på trods. I samme åndedrag føjede jeg referencer til alle mulige kendte zombieværker til teksten, så der både var noget for nye til genren, og til connaisseurerne, for jeg var mig klart bevidst om at selv om jeg hyggede mig med det kendte, skulle der alligevel være en god og dyb historie.  Det tilstræbte jeg ved at implementere et religiøst lag i historien, funderet i egyptiske og mesopotamiske forestillinger. Derved blev der skabt en dommedagsfortælling fyldt med levende døde, noget jeg ikke helt havde set før. Ligeledes var hele bogen holdt i et direkte og ret filmisk sprog, der til tider nærmest overforklarede situationer - jeg referede konsekvent til den som en 'B-film i bogform' - læseren skulle rives med! 2010 brugte jeg på at omskrive, tilskrive og redigere de tre dele. De oprindelige titler forsvandt, og blev erstattet med de latinske titler Natalicius, Mortalis og Terminus, der vel hurtigt kan oversættes til Fødsel, Dødelig og Afslutning. Dog tænker jeg altid på værket som en lukket ting - jeg tænker på det som Pandaemonium.

En søgning på Pandaemonium og Silvestri, november 2016

I kølvandet på udgivelsen, blev der sendt anmeldereksemplarer ud i øst og vest. Desværre, og det mener jeg både skyldes årstallet og genreangsten, blev Pandaemonium ikke anmeldt i noget større dagblad. Det blev den til gengæld af blandt andet Litteratursiden og hele undergrundens anmelderkorps, og jeg må nok sige at deres ord stadig den dag i dag kan varme mig i de kolde vinteraftener, hvor man føler sig frygteligt overset som forfatter. Her er et lille uddrag af hvad de sagde dengang:

Janus Andersen, Horrorsiden:

" “Pandaemonium” er ikke til at komme udenom, hvis man interesserer sig for dansk horror, zombier eller bare monumental tjubang. Silvestri har endnu engang bevist, at han er svær at komme udenom inden for dansk fantastisk litteratur."

Arne Larsen, Litteratursiden:

"Monumental og stort anlagt dansk zombie-gyser, der må glæde enhver horror-fan – men der er ikke sparet på effekterne, så alle sarte maver og sjæle er hermed advaret."

Lisbeth Jensen, Litteratursiden:

"I bund og grund er ”Pandaemonium” en super fed zombieroman."

Jacob Krogsøe, Planet Pulp:

"I 1991 udkom Dennis Jürgensens Kadavermarch. En letbenet og underholdende zombieroman, som viste, at zombierne også gør sig godt, når scenen hedder Danmark. Og der er ingen tvivl om, at Pandaemonium skylder en del tak til Jürgensens take på de levende døde. Men når det er sagt, så er Pandaemonium også sin egen og er på mange områder en bedre roman end Kadavermarch." 

Jacob Lerche Lauridsen, apokalyptisk.dk

"Pandaemonium er et episk værk som ingen fans må gå glip af. Giv plads på hylden Kadavermarch, fordi danskerne har fået en ny zombie-bibel – og den er bedre!"

Daniel Henriksen, Trauma Magazine

"Pandaemonium efterlader sin læser med en følelse af, at have læst et episk massivt værk og for dette og splateffekterne, og for at foregå i Danmark og være dansk, skal den have 4 stjerner. Gu’ skal den så."

Som du kan se, fik Pandaemonium mange flotte ord med på vejen, mon ikke! Især det med at blive sammenlignet med Kadavermarch og fundet bedre, var ret vildt. For at være fair, var der også en  håndfuld af anmelderne, der fandt persongalleriet klichéfyldt, det religiøse lag irriterende og sproget repetitivt. Alt sammen elementer, jeg egentlig godt kan forstå, og det skal der også være plads til. Til mit forsvar kan jeg kun sige at persongalleriet og sproget var med vilje. I 2011 blev Dansk Horror Selskabs pris for Årets Danske Horrorudgivelse også uddelt for første gang, og jeg må blankt indrømme at jeg var en kende olm over at Pandaemonium ikke i det mindste kom på shortlisten, når man ser hvor gode anmeldelser den fik.

Pandaemonium er uden tvivl et af mine vægtigste og vigtigste værker. Jeg har facebook-venner, der har fundet frem til mig udelukkende på grund af den roman. Så sent som i august i år, blev der kommenteret på min Instagram, at det var den fedeste roman ever. En kollega har udtalt, at denne bog bliver et kultværk, en anden, at havde det været alt andet end zombier, ville jeg nu være et alment kendt navn. Selv er jeg glad for Pandaemonium, men der er andre værker, der står mit hjerte nærmere ... og så alligevel ikke. 800 siders (777 faktisk) zombieroman efterlader et ret bredt spor. Og jeg har det godt med det. Som blandt andet genreforfatter, bliver det ikke meget mere genre end at skrive en murstenszombieroman.

Men hvad så med en opfølger? Det spørgsmål får jeg stadig indimellem, ikke mindst fordi der er et par ting, jeg ikke helt lukker i bogen ... og det korte svar er: Det tror jeg ikke. Det lange svar er lidt anderledes. 

Jeg har faktisk noter til en toer liggende. Jeg synes dog at zombiemarkedet er mere end overmættet, og at der ikke er brug for noget lige nu. Der er ingen grund til at skrive en zombiebog. Med det sagt, så peger alle mine noter i én retning. Hvor Pandaemonium var legende, humoristisk, action-præget og fanden-i-voldsk, ville en toer blive dyster, næsten socialrealistisk, kynisk og opstrammet. Fortællingen fortalt videre i et univers, hvor helvede virkelig er kommet på jord. Hvem ved, måske skriver jeg den til udgivelse i 2021, ti år efter ... hvis du altså gider læse den?

I skrivende stund er oplaget næsten udsolgt. Vi er nede på et et-cifret antal, mindre end 10, bøger ... og der er ingen planer om at genoptrykke bogen. Jeg har en stående aftale med forlaget Valeta. Når de har udsolgt, når der ikke findes en fysisk Pandaemonium længere, så siger de til. For så udlodder jeg det sidste eksemplar i en konkurrence. Signeret. Unikt. Særligt. Når det er væk, så er der stadig e-bøger tilbage, men ikke mere end det. Og så kan man måske begynde at tale om at en periode er endeligt afsluttet.

Tak fordi du læste med - og tak, hvis du altså har læst Pandaemonium eller en af mine andre bøger. Jeg håber du fandt det spændende, eller bare moderat interessant - og hvad er bedre at afslutte med end den oprindelige bogtrailer! ... men nederst finder du også lidt links ;)

Køb Pandaemonium
Læs om Pandaemonium
Se interview om Pandaemonium fra Fantasticon 

Tilføjelse 19/11-16. Mit forlag har meddelt mig, at efter årets udgang vil det ikke længere være muligt at købe Pandaemonium (og Ambrosia/Live) i papirform. Derfor skal du skynde dig, om du vil eje den/dem.

Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)

Ohøj, manne! Den friske januarvind står os i ansigtet, båden er et blevet tjæretvættet og vi er klar til at stævne ud på Tekstoceanet for første gang i 2016. Hvis du kigger på din billet, er der mange mærker og huller fra sidste år. Et fra dengang vi prøvede at komme til fest, et fra turen i Anders' nummer 313, et stempel fra koncerten med Bee-Gees, et hak fra en åbenhjertig kronik, et bid fra Gud Herren den almægtige og selvfølgelig et tandmærke eller to fra et monster. Denne gang runder vi pynten og sætter ud på det dybe ocean - den del af Tekstoceanet, hvor udgivne tekster er synket ubemærket til bunds. Måske gemmer der sig en smule guld nede i mørket.

Det kan ikke komme som en overraskelse for nogen, at jeg skriver rigtig mange noveller og også deltager i nærmest alt hvad jeg kan komme i nærheden af af indkaldelser til novelleantologier og novellekonkurrencer. Det har jeg gjort i en del år efterhånden, og umiddelbart tror jeg ikke jeg stopper med det. Novelleformatet har det svært i Danmark, så når jeg øjner en mulighed/chance for at få en novelle ud på markedet, så slår jeg til.

Tilbage i 2011 - ikke så langt fra nu, men alligevel hele 5 år - havde jeg, om ikke cementeret mig selv som forfatter, gjort mig det klart at det var det jeg ville. Der var et tocifret antal antologier under bæltet og i løbet af 2011 havde jeg fået to selvstændige udgivelser, nemlig Pandaemonium og Faderens sønner. Jeg skrev og skrev, der begyndte at komme anmeldelser ind og de fleste af dem var meget positive. Så dukkede der en indkaldelse til en antologi op. Det var fra forlaget Virabooks, der stod for den. Som jeg husker det, var det eneste krav at den skulle være i en af de fantastiske genrer.

Som altid, når jeg støder på krav til en tekst, lagde jeg hovedet i blød. Hvilken af genrerne skulle det være. Et øjeblik senere vidste jeg, at det selvfølgelig ikke skulle være én af genrerne, men dem alle sammen. Lige så hurtigt dukkede historien op, og snart var jeg ved tasterne. Det blev til novellen Sjæleforsørger. Jeg sendte den ind til konkurrencen, og var heldigvis så heldig at den blev dømt god nok til at komme med. Hurra, tænkte jeg - og så gjorde det ikke noget at den ikke udkom som papirbog, men som e-bog. Det tænkte jeg ikke så meget over.

Det blev december 2011 og antologien, der fik titlen Ti noveller fra fantasiens univers, udkom. Jeg arbejdede som vanligt videre på et af mine projekter (Optisk bedrag, hvis jeg ikke husker galt), men efterhånden som det blev forår, begyndte jeg at studse lidt over antologien. Hvor de andre antologier, jeg havde medvirket i, i det mindste fik en anmeldelse eller to, var der helt tyst omkring Ti noveller ... en søgning på nettet gav heller ikke andre hits end forlagets beskrivelse og så selvfølgelig salg på saxo. Om det var fordi forlaget havde glemt at skrive novellernes individuelle forfattere, eller fordi den kun var udkommet som e-bog ved jeg ikke. Så jeg væbnede mig med tålmodighed og fokuserede på andet.

Med jævne mellemrum vendte jeg tilbage til novellesamlingen, men altid med samme resultat. Den var ikke omtalt eller anmeldt nogen steder. Det var næsten som om den var udkommet og øjeblikkeligt sunket til bunds i den malstrøm af udgivelser der er. Nu skriver vi 2016, og jeg er endnu ikke stødt på et menneske, der har læst samlingen. Det er min egen private bermudatrekants-novelle. Grunden til at den har spøgt hos mig er nok, at jeg faktisk mener den meget hæderlig og ret sjov, så det er trist at den ikke er blevet læst. Samtidig tænker jeg at netop denne antologis skæbne er et velvalgt billede på langt størstedelen af de antologier der udkommer. At de er hurtigt glemte, måske, måske ikke med rette.

Jeg skrev Sjæleforsørger som et afsnit af Twilight Zone, hvor jeg forsøgte at ramme Rod Serlings klassiske introduktion og samtidig inkluderede et ironisk twist. Nu har du muligheden for at bedømme om det er lykkedes. Du kan finde teksten helt nederst, og du er mere end velkommen til at smide en kommentar eller et like.

Hvis du hører efter, kan du lige opfange lyden af en klokke. Det betyder at vi nærmer os havnen. Den første tur gik godt, og nu hvor vi har trukket dybt og mørkt vod, er der kun tilbage at finde ud af om det er ædelstene eller afføring vi har fået i nettet. Jeg håber du er frisk på snart at stævne ud igen - jeg har på fornemmelsen at der længere ude gemmer sig nogle virkelig anderledes ting. Indtil det sker, byder både Tekstoceanet og jeg dig en vidunderlig dag.

Sjæleforsørger

November-nyheder - om bogudgivelse, kulturnatten og radioprogram

Efter et par måneders stilhed, er der atter lidt nyt at berette. Som i min sidste update, sker der en masse bag kulisserne, som jeg ikke kan snakke om endnu, men heldigvis er der løbende begivenheder, jeg kan løfte sløret for. I hvert fald er mit efterår indtil videre lige så travlt som jeg havde troet det ville blive.

Mine bøger - desværre mangler Kærlighedsfrugt

Den 31. oktober udkom min novellesamling Kærlighedsfrugt på forlaget Kandor. Den indeholder 14 horror-noveller med stigende "rædsels-indeks". Jeg har viet et helt indlæg til at fortælle om den, og det kan du læse lige her. Den 31. oktober om aftenen holdt jeg også en lille privat komsammen for at fejre min nye udgivelse. Der kom to mennesker, så det var tilpas demoraliserende, og ikke noget jeg regner med at gøre igen.

Den 9. oktober var der traditionen tro kulturnat i København, og der optrådte jeg sammen med en stor håndfuld andre oplæsere i Dansk Forfatterforening. Årets emne var CutUp-Rifbjerg, hvor alle oplæserne direkte eller indirekte skulle forholde til sig til Rifbjergs problematikker eller fokusområder. Jeg stillede op med to af mine Skår - Gallerispil, der handler om en ung fyr der indkaldes til samtale fordi han mistænkes for et tyveri og Ordforråd, hvor hovedpersonen er en gammel mand, der lærer sin robot hvad det vil sige at være menneske. Med de to omgange tekst ramte jeg de Rifbjergske områder ungdom og alderdom, og fik samtidig sneget lidt science fiction med. Som du kan se, især på herren bagerst, var jeg et sandt hit.

Den 1. oktober var jeg i Den Røde Sofa, som er et interview-program på Den2Radio. Der blev jeg interviewet af Helle Tofft om mit forfatterskab, mine holdninger og mine tanker. I løbet af den store time vi snakkede, kom vi blandt andet ind på hvorfor jeg skriver så mange forskellige ting og i mange forskellige genrer, hvorfor jeg synes det er usandsynligt vigtigt at forfattere hjælper hinanden og om de fantastiske og realistiske genrers vilkår. Det er muligt at en eller to vil blive fornærmet, og så må det være sådan. I det mindste er der også inkluderet oplæsninger fra både Optisk bedrag og Pandaemonium, så hvis ikke andet er der da altid det. Hvis du har lyst, kan du høre det hele her.

Det var de store, forkromede nyheder for nu. Jeg venter stadig på at Al kødets gang får mere end en anmeldelse, men i det mindste er den udlånt indtil marts på et par af landets biblioteker. Det føles også lidt mærkeligt at have udgivet to bøger i år, og ikke være en officiel del af BogForum. Resten af året kommer jeg til at bruge på at skrive en roman færdig, redigere en anden, vurdere en helvedes masse litteratur og tilbringe lidt mere tid foran mit tastatur. Jeg lover dig at du nok skal få alt det spændende at vide. Tak fordi du læste med.

Aprils arbejde 2015

Det er den 1. maj, og verden boltrer sig i en blanding af styrtregn, blå himmel og klart solskin. April måned skilte sig ud fra mange af de andre, ved blandt andet at indeholde en uges skriveophold på Hald Hovedgaard og så være en af de måneder, hvor tastaturet ikke blot har været rødglødende, men hvidglødende. Så mange ord, så lidt tid.

 

I april har jeg brugt en masse tid på ikke bare en roman, men hele to af slagsen. Det er dog også blevet til en enkelt novelle:

Under spotlightet (4300 ord, realisme)

Lea (18500 ord, realisme, i alt 51500 ord)

Et satans arbejde (103100 ord indtil videre)

I novellen Under spotlightet får vi lov til at tage på en tur ind i hovedet på en ekstremt kendt sangerinde. Hun er feteret, hun er elsket og hun er faktisk også et ordentligt menneske. Hun elsker at optræde, men mest af alt elsker hun at sidde efter et show, drikke vand og læse digte. Især af en speciel digter. Og en dag spiller hun tilfældigvis i nærheden af hvor han bor.

Romanen Lea har jeg udelukkende skrevet på Hald Hovedgaard. I sidste februar skrev jeg 33.000 ord på den, og så tog jeg fat i den her i april, hvor jeg skrev den færdig. Nu får den lov til at hvile sig, inden den skal redigeres, omskrives og sættes helt korrekt op. Historien handler om kærlighed, er meget realistisk og eksperimenterer især med form. Selv tænker jeg den som en fed anderledeshed, der både er underholdende, tilgængelig og velkendt. 

Jeg har dog ikke kun arbejdet med de længere tekster. Som det efterhånden er blevet en vane, har jeg fået lavet to Skår i løbet måneden. Forresten skal jeg læse op her den 5. maj, hvor verden vil blive præsenteret for netop nogle Skår for første gang - så kom endelig og hør på.

Munkecelle (om et kloster, en bange munk og et besøg langt væk fra)

Gåtur (om en pige, en dreng og et rasende sandhedsvidne)

I løbet af april måned var jeg ude at være officiel et par gange. Den 18. april medvirkede jeg i eventet "Disasters With a Capital Z. Zombie Fiction in an Expanded Context", hvor der var fire oplægsholdere. Eventet var, ud over oplæggene, også fernisering for hele udstillingen Society Z. Ud over mig selv, der snakkede om Pandaemonium, talte Rune Graulund om zombiens genkomst som tropisk enhed i computerspil, Laust Schouenborg om en simuleret zombieapokalypse anvendt blandt de studerende på RUC og det hele blev rundet af med et hold fra Copenhagen Center for Disaster Research, der fortalte om deres tværfaglige samarbejde involverende fiktion og fakta. Som altid, når Jacob Lillemose står for et event, var det både sjovt og spændende. Hold øje med facebook-sitet X and Beyond, hvis du vil se hvilke events der bliver afholdt i forbindelsen med udstillingen, der løber indtil 9.maj.

Et par dage senere, den 20. april, var der uofficiel præsentation af antologien StORDstrømmen Antologi 2015, der er en samling tekster og billeder fra 50 kunstnere, der alle er medlemmer af interesseorganisationen StORDstrømmen. Præsentationen blev afholdt på Embassy of Lolland-Falster her i København og der blev holdt et par korte taler, hvorefter Karen Zubari, Michael Næsted Nielsen og jeg selv læste op fra vores bidrag til antologien. Et par dage senere, den 23. april, var den officielle præsentation og selv om jeg var forhindret i at deltage, håber jeg de alle havde en fantastisk dag.

På redigeringsfronten har jeg syslet med at redigere de fjorten noveller, der kommer til at udgøre en horror-samling, og det begynder virkelig at ligne noget. Inden længe vil jeg løfte sløret for hvad det dog er for noget - og det bliver et helt selvstændigt indlæg.

Og nej - den forbandede roman Et satans arbejde nægter ganske enkelt at slutte. I have created a goddamn monster!!! Så nu gider jeg ikke snakke mere om den, før den er færdig. BASTA! Nyd den langsomt spirende sommer - og jeg vil dykke ned til bunden af papirbunkerne.