Under spotlightet

Aprils arbejde 2015

Det er den 1. maj, og verden boltrer sig i en blanding af styrtregn, blå himmel og klart solskin. April måned skilte sig ud fra mange af de andre, ved blandt andet at indeholde en uges skriveophold på Hald Hovedgaard og så være en af de måneder, hvor tastaturet ikke blot har været rødglødende, men hvidglødende. Så mange ord, så lidt tid.


I april har jeg brugt en masse tid på ikke bare en roman, men hele to af slagsen. Det er dog også blevet til en enkelt novelle:

Under spotlightet (4300 ord, realisme)
Lea (18500 ord, realisme, i alt 51500 ord)
Et satans arbejde (103100 ord indtil videre)

I novellen Under spotlightet får vi lov til at tage på en tur ind i hovedet på en ekstremt kendt sangerinde. Hun er feteret, hun er elsket og hun er faktisk også et ordentligt menneske. Hun elsker at optræde, men mest af alt elsker hun at sidde efter et show, drikke vand og læse digte. Især af en speciel digter. Og en dag spiller hun tilfældigvis i nærheden af hvor han bor.

Romanen Lea har jeg udelukkende skrevet på Hald Hovedgaard. I sidste februar skrev jeg 33.000 ord på den, og så tog jeg fat i den her i april, hvor jeg skrev den færdig. Nu får den lov til at hvile sig, inden den skal redigeres, omskrives og sættes helt korrekt op. Historien handler om kærlighed, er meget realistisk og eksperimenterer især med form. Selv tænker jeg den som en fed anderledeshed, der både er underholdende, tilgængelig og velkendt. 

Jeg har dog ikke kun arbejdet med de længere tekster. Som det efterhånden er blevet en vane, har jeg fået lavet to Skår i løbet måneden. Forresten skal jeg læse op her den 5. maj, hvor verden vil blive præsenteret for netop nogle Skår for første gang - så kom endelig og hør på.

Munkecelle (om et kloster, en bange munk og et besøg langt væk fra)
Gåtur (om en pige, en dreng og et rasende sandhedsvidne)

I løbet af april måned var jeg ude at være officiel et par gange. Den 18. april medvirkede jeg i eventet "Disasters With a Capital Z. Zombie Fiction in an Expanded Context", hvor der var fire oplægsholdere. Eventet var, ud over oplæggene, også fernisering for hele udstillingen Society Z. Ud over mig selv, der snakkede om Pandaemonium, talte Rune Graulund om zombiens genkomst som tropisk enhed i computerspil, Laust Schouenborg om en simuleret zombieapokalypse anvendt blandt de studerende på RUC og det hele blev rundet af med et hold fra Copenhagen Center for Disaster Research, der fortalte om deres tværfaglige samarbejde involverende fiktion og fakta. Som altid, når Jacob Lillemose står for et event, var det både sjovt og spændende. Hold øje med facebook-sitet X and Beyond, hvis du vil se hvilke events der bliver afholdt i forbindelsen med udstillingen, der løber indtil 9.maj.
Et par dage senere, den 20. april, var der uofficiel præsentation af antologien StORDstrømmen Antologi 2015, der er en samling tekster og billeder fra 50 kunstnere, der alle er medlemmer af interesseorganisationen StORDstrømmen. Præsentationen blev afholdt på Embassy of Lolland-Falster her i København og der blev holdt et par korte taler, hvorefter Karen Zubari, Michael Næsted Nielsen og jeg selv læste op fra vores bidrag til antologien. Et par dage senere, den 23. april, var den officielle præsentation og selv om jeg var forhindret i at deltage, håber jeg de alle havde en fantastisk dag.

På redigeringsfronten har jeg syslet med at redigere de fjorten noveller, der kommer til at udgøre en horror-samling, og det begynder virkelig at ligne noget. Inden længe vil jeg løfte sløret for hvad det dog er for noget - og det bliver et helt selvstændigt indlæg.

Og nej - den forbandede roman Et satans arbejde nægter ganske enkelt at slutte. I have created a goddamn monster!!! Så nu gider jeg ikke snakke mere om den, før den er færdig. BASTA! Nyd den langsomt spirende sommer - og jeg vil dykke ned til bunden af papirbunkerne.