Janne Teller

Hug en hæl, klip en tå, lim et ekstra hoved på. Hvor meget må man ændre sin tekst (efter den er udgivet)?

For omkring et år siden besluttede jeg mig for at lave en række opsamlinger med mine gamle tekster. Den første af disse, Sand og sten, stål og glas, udkom i november og den næste udkommer i løbet af i år. Hvad jeg ikke havde overvejet, da jeg tog den beslutning, var hvor meget jeg skulle komme til at læse mig selv igen, og at det blandt andet også inkluderede tekster, der havde næsten et årti på bagen. Men jeg vil starte et andet sted.
I dag, søndag den 23/4, bliver linje 5A erstattet af linje 5C, og det betyder også at den rød/gule tøffebus ikke længere findes. I stedet for kommer der lyseblå harmonikabusser, meget større og langt mere miljøvenlige. Det bliver en smule sært at vænne sig til de nye busser, men det er nok kun godt at de bliver udskiftet. Det ændrer ikke på, at nu vil man uden at kunne blinke datere mine tekster til et før og efter linje 5A.

I min roman Pandaemonium fra 2011 optræder linje 5A et par gange, og en af de gange er den rigtig vigtig, da den er en stor del af en ret ikonisk og actionmættet scene. Hvordan den scene spænder af, vil jeg selvfølgelig ikke afsløre her, blot sige at den ville gøre sig godt på film. Nu er den scene forældet. Der findes ikke en linje 5A i København længere. Det er dog ikke første gang at Pandaemonium oplever at en del af den ligger i fortiden. Allerede inden bogen udkom, var den forældet, da McDonalds på Runddelen bliver smadret i en af de første scener, og som lokale nørrebrohunde ved, lukkede McD i 2010. Dengang valgte jeg at beholde McDonalds i bogen, da den indkapslede det billede mange havde af området omkring Runddelen. Nu ligger der en Lagkagehuset hvor McDonalds engang lå, og det har der gjort længe. Det er altså ikke kun en, men to ting, der er forældet i Pandaemonium. Så hvor går smertegrænsen for hvornår bogen skal skrives om, og skal den overhovedet skrives om, eller få lov til at blive stående som en art monument over den tid, hvor den blev skrevet i?

Visse bøger besvarer det spørgsmål ved at være det de er. For eksempel skal Bjarne Reuters Zappa eller Suzanne Brøggers Creme fraiche ikke omskrives eller tilvirkes, da de er tidsbilleder lige så meget som de er fortællinger. Historiske romaner undgår også den skæbne, og det gør samtidsromaner også, men hvad med romaner, hvor handlingen er mere løsrevet fra den tid, den udspiller sig i?

James Bond-franchisen indledte sit liv i 1953, og Ian Fleming skrev 12 romaner med den kendte spion som hovedperson. Den første fortælling hedder Casino Royale, og blev filmatiseret (som TV-film) allerede i 1954 ... men også i 2006. På de lidt over 50 år var der sket enorme teknologiske fremskridt, og det reflekterede 2006-indspilningen også, hvorimod selve rygraden i fortællingen var den samme. Med andre ord, alt andet end selve historien var blevet opdateret til en ny tid. Der var ingen skrupler ved at slette det gamle, og indføre det nye, så filmen passede bedre til nutiden. I Danmark har forfatteren Dennis Jürgensen gjort det samme med blandt andet Krøniker fra Kvæhl-serien (1988-1990), hvor hovedpersonerne i den nye udgave har fået mobiltelefoner. Jeg er sikker på at der er mange andre eksempler.

Et argument for at lade tingene være som de er, er at der er tale om fiktion. En fortælling er skrevet i den tid, den er skrevet i, i Pandaemoniums tilfælde i en tid, hvor der kørte en buslinje 5A i København, og fordi det er en fiktion, er der ingen grund til at ændre på noget. Det er jo en opfundet verden. Et argument for at ændre tingene, er at det er lettere for læseren at leve sig ind i en verden, der er som den omkring dem, det gør det nemmere at tænke hvad-nu-hvis-dette-skete-tanken til ende, og er det ikke det væsentlig at teksten er tilgængelig? Et andet argument for at lade være, er at alle bøger er tidsbilleder, at selv science fiction er født ud af en speciel tid, og det er vigtigt i helhedsforståelsen af værket at kende dets oprindelse.

En ting er handlingen, noget andet er sproget. Den danske forfatter Janne Teller, mest kendt for den korte roman Intet, udgav i 2004 den endnu mindre Hvis der var krig i Norden, der er en omvendt-fortælling, hvor de nordeuropæiske demokratier er brudt sammen og danskerne flygter sydover. Hver gang Janne Tellers bog udkommer i et nyt land, omskriver hun den, så den passer til det land (i 2016 var den udgivet i 15 lande ud over Danmark). Det vil sige at historien og sproget konstant gentænkes, omskrives og tilvirkes, så de vækker størst mulig genklang i læseren. Er det snyd, eller er det sund fornuft? Og netop med sproget ... hvor meget skal man genskrive sine egne ting? Er det at fuppe sin læser, når man som jeg laver opsamlinger af gamle noveller, men undervejs i processen genskriver dem fordi jeg har forbedret mig? Er det den samme historie Janne Teller fortæller, når hun hver eneste gang omskriver bogen? Hvor går grænsen mellem historie og nutid, forbedring og forandring?

Siden januar har jeg omskrevet 12 noveller, der alle har været udgivet før, og mange af disse tanker jeg har skitseret, vender tilbage på daglig basis. Jeg har dog fundet et leje, hvor jeg forsøger at være tro mod min oprindelige idé, mens jeg forstærker sproget hvor jeg kan. I sidste ende kan det også være, at alle mine tanker er overflødige, og det slet ikke er noget, der strejfer en læser. At selv om de ved at der ikke længere kører en bus 5A i København, så gør det dem ikke det mindste. Hvad tænker du?