Marts arbejde 2017 - om de levende døde, tre niendeklasser og en historisk novelle

Hold da kæft, så er vi allerede en fjerdedel igennem året. Tiden går hurtigere og hurtigere, men det er nok i takt med at jeg selv bliver ældre, og en måned derfor er en mindre procentdel af mit samlede (og levede) liv. De tanker skal jeg også have skrevet en historie om en dag. Marts har været en måned, hvor jeg har vist mig rigtig mange steder i alle mulige roller, og det er rart lige at kunne læne sig tilbage og puste lidt ud.

Et portræt af Albert Hoffmann.

I marts blev det til to noveller, en ret kort og en ret lang.

Caféliv (3400 ord, fantastisk fortælling)
Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart (10500 ord, horror)

Den korte novelle Caféliv handler om Elisabeth og Frederik, der er på deres første date. Da den slags er svært, har både Elisabeth og Frederik taget assistance med, tolke der kan snakke i deres sted og derigennem finde de mest optimale samtaleemner. Men når tolkene snakker, stopper verden, og er det nu også så smart? Novellen er sat i et forvredent København fyldt med særhed og skæve vinkler.

Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart foregår i 1964, og i den møder vi Anne fra Vordingborg, der læser til læge i hovedstaden. Der er kun en anden kvinde på hendes hold, og det kan være lidt ensomt i København. Heldigvis er hun meget pligtopfyldende, og lige så heldigt er det, at der lige er blevet anlagt en skøjtebane i Rødovre, hvor hun kan motionere tankerne lidt ud. Mændene på hendes hold kalder hende for Isdronningen, fordi hun er ligeglad med deres tilnærmelser. Det er vigtigere for Anne at blive læge. Men alt dette ændrer sig ved et sært foredrag, hvor hjernespecialisten Albert Moesland fortæller om de nyeste forsøg med medicinering fra Amerika, og Anne må sande at den nye oplægsholder gør andet end rent faglige ting ved hende. Novellen var en udfordring og skal skæres til.

Sophieskolen i Nykøbing Falster

Den 6/3 var jeg på Sophieskolen i Nykøbing Falster for at fortælle deres niendeklasser om hvad det vil sige at være forfatter. Foreningen StORDstrømmen, som jeg er medlem af, havde formidlet kontakten og det var en sjov udfordring, for hvad skal man egentlig fokusere på, når man holder et sådan oplæg? Skal det være de kreative udfordringer, de økonomiske vilkår, hvordan man arbejder med sin egen tekst, manuskriptets vej fra forfatter til færdig bog eller noget helt femte? Jeg havde forberedt lidt af hver, og da jeg skulle holde foredraget to gange i streg, blev de ikke helt ens. Men hver gang startede jeg med et bord fyldt med ting, der havde at gøre med det at være forfatter. Jeg havde taget alle mine udgivelser med, manuskripter der var forskellige steder (fra idéplan til færdigt), min kalender, en pris, min store oplæsningsbog og en masse andet. Så kunne jeg starte oplægget med at eleverne selv fik lov til at rode i bunkerne, og spørge om det de ville.

Her kan publikum og bordet med genstande ses.

Under oplægget snakkede jeg meget om det kreative, og også meget om hvor vigtigt research er. Det kan du læse lidt mere om i mit tidligere indlæg Sådan gør jeg : Research, men det var også fedt med nogle klasser, der stillede spørgsmål om alt lige fra Hvor meget tjener du? over Hvad er din bedste bog? til Hvad vil du egentlig opnå med at være forfatter? Efter begge foredrag blev nogle af eleverne hængende og snakkede, og i det mindre forum blev snakken lidt mere privat. Det var en rigtig god oplevelse, og jeg vil gerne ud at fortælle til andre klasser - så hvis du kunne være interesseret i at hyre mig, kan du finde mine kontaktoplysninger lige her.

Odense Zombiefestival 

I dagene 23-25/3 var der zombiefestival i Odense. Den var blevet genoplivet, efter den tidligere festival gik lidt ned, og mon ikke genoplivningen var en succes. Programmet var fyldt med råddent kød i lige præcis den udskæring man kunne ønske sig, men jeg vil nøjes med at fortælle lidt om den del jeg selv var med i, nemlig det litterære kødmarked fredag den 24/3.

Vi var tre inviterede forfattere. Martin Schjönning, der på dagen både udgav og havde reception for værket Kværnen, som han har lavet sammen med Tom Kristensen, Patrick Leis hvis enorme zombie-fortælling Necrodemic i disse år samles og genudgives, og så lille mig, med mit zombie-epos Pandaemonium.

Først snakkede jeg med Jan M. Johansen om netop Pandaemonium, og det var skægt atter at tale om en bog, der udkom for næsten seks år siden. Vi nåede omkring Pandaemoniums særpræg i opbygning (første del er i nutid/de andre dele i datid, B-films-grebene), om at zombierne i sig selv har en funktion (og ikke bare gnasker sultent løs), det mytiske lag der gennemsyrer fortællingen og selvfølgelig hvordan den adskilte sig fra andre zombie-værker. Derefter blev Patrick Leis interviewet om især hvordan det var at arbejde så mange år på en historie, og om hvordan det var at genskabe den. Til sidst blev vi tre forfattere en del af et panel, hvor vi især snakkede om hvorvidt zombien kan overleve som genre, og vi var rørende enige om at den helt sikkert overlever, men hvis der skal være kød på den, skal der konstant eksperimenteres med formen, som vi f.eks. allerede har set det i udgivelser som Billy smiler rødt af Zenia Johnsen, og Michael Kamps Fordærv.

Vi havde et flot publikum, og til sidst blev der trukket lod mellem en stor bunke zombie-bøger, så mange gik glade derfra med signerede værker. Tak til forlaget Valeta for også at donere en Pandaemonium, nu hvor der næsten ikke er nogen tilbage. Og hvis du vil skaffe dig en, skal du købe den direkte fra forlaget.

Hvad ellers?
 
Ud over min føjten rundt, har jeg også haft en del arbejde i Dansk Forfatterforening, hvor vi den 30/3 havde vores årsmøde, hvilket for mig markerede et år som formand for den skønlitterære gruppe. Et hårdt, men også meget lærerigt år. Ligeledes arbejder jeg også hele tiden på en strøm af gamle tekster, der skal bruges i opsamlinger eller konkurrencer, og hvis alt flasker sig, ser det ud som om jeg i april måned får redigeret og omskrevet novellerne til min næste opsamling, der har arbejdstitlen En handel i fire dimensioner. Tak fordi du læste med!

Marts arbejde 2016 - om færdiggørelse, oplæsninger og Krimimessen

Puha - det er godt at marts måned er færdig, for jeg tror simpelthen ikke det var muligt at proppe meget mere ind i den. Jeg har haft travlt for at sige det mildt, og jeg har mest af alt målt tiden i uger frem for dage. Derfor sidder jeg lidt med følelsen af at have stenet i en bil med næsen presset mod ruden og set landskabet fare forbi. Det er først nu jeg helt har taget mig tiden til at fordøje hvad jeg egentlig så og oplevede. Dog er der så mange ting, at jeg for første gang i bloggens historie vil forsøge mig med underoverskrifter ;)

I løbet af marts blev det kun til en færdigskrevet novelle, men til gengæld er jeg i fuld gang med en meget stor en af slagsen:

En lejlighed i Paradis (4700 ord, fantastisk fortælling)
Metro (skrinlagt ved 1100 ord, fantastisk fortælling)
Sømløs catwalk (10000 ord, horror?, i gang)

I fortællingen En lejlighed i Paradis møder vi Eskild Mann, der er skidehamrende hip, så meget med på noderne at han forsøger at skrive dem og fyldt med vigør og virkelyst. Det eneste irriterende er at  en mand iført gul beskyttelseshjelm med jævne mellemrum ringer på og undskylder al byggelarmen. For Eskild har absolut ikke hørt nogen byggelarm. Og han er stensikker på at der slet ikke bliver bygget i området.

MÆND i Dansk Forfatterforening.

Den første marts var der stort tjubang i Dansk Forfatterforening. Årets emne var MÆND, eventet var en del af KBH Læser og i den anledning havde vi indkaldte tyve forskellige optrædende, der inden for fem forskellige emner skulle udbrede sig. Det handlede om køn, spænding, fagbøger, science fiction og horror - alle områder, der enten handlede om de nye mænd, eller var genrer der har et ry for at appellere mere til mænd. Vi startede klokken 17 og kørte non-stop til 22, så der var virkelig tryk på. Jeg var tovholder på hele eventet, og der var mildest talt mange ting at holde styr på op til. Det kan være jeg skriver et særskilt indlæg om det på et tidspunkt. Ud over min funktion der, var det også mig der havde stået for afdelingerne om horror og science fiction. Til horror-delen læste Aske Munk-Jørgensen og Jesper Rugård op, mens Tom Kristensen fortalte om sine illustrationer. Science fiction-delen var besat af Stig W. Jørgensen, der lavede et fremragende oplæg om science fiction og mænd, af Manfred Christiansen der quizzede om hans designs af science fiction-forsider og Lars Ahn Pedersen, der læste op fra novellen Århundredets mand. Selv læste jeg et stykke fra min kortroman Live (fra Ambrosia/Live), og mit valgte stykke handlede om at selv en millimeter fra verdens undergang vil to mænd alligevel mentalt måle pikkemænd. Arrangementet var udmærket besøgt, og det var sjovt at opleve en blanding af etablerede og mere upcoming navne. Billeder af alle de oplæsende kan beskues på min instagram-profil.

Krimi-messen i Horsens

Jeg betragter ikke mig selv som krimi-forfatter, men da jeg sidste år fik udgivet kortromanen Al kødets gang på HHP, kom jeg i hvert fald i nærheden af det. Jeg var så priviligeret, at min forlægger
inviterede mig med til messen, sikrede et hotelværelse til mig og ydermere også skaffede mig en plads i programmet. Det var så lidt strengt, at det var meget først på dagen, og turen fra København var lang, men frem kom jeg. Bibliotekaren Jacob Krogsøe interviewede mig om netop Al kødets gang, og undervejs nåede vi omkring moderne gotik, salgstal og horrors vilkår i Danmark. Resten af tiden på messen brugte jeg til at snakke med en masse folk, kigge forbi forlaget DreamLitt og lave et par snit i et kommende projekt, drikke øl, tabe til Michael Kamp i afgørelsen om hvem der skulle vinde Årets Danske Horrorudgivelse (som I nok kan forstå græd jeg bagefter og krammede Kærlighedsfrugt ind til mig), drikke kaffe, og snakke snakke snakke med alle mulige, ikke mindst førnævnte Jacob og forfatteren Martin Schjönning, der efterfølgende forfattede et ret væsentligt indlæg, som enhver med interesse i i dansk horror bør læse. litteratur bør læse. Jeg fik prøvet at spise middag med forfattere, hvis navne de fleste danskere kender, der blev taget horror-billeder der ikke blev til noget og alt i alt var det en sjov oplevelse. En af de fedeste ting overhovedet er dog at der er et sideløbende horror-program på Krimimessen, og efterhånden bløder de to områder over i hinanden. Der er et slægtskab mellem de to genrer, som gerne skal yderligere anerkendes i de kommende år.  

Brøndsalen på Frederiksberg - Mens vi venter på noa 

14 forskellige billedkunstnere var gået sammen om at fællesudstille i Brøndsalen på Frederiksberg, under navnet Mens vi venter på noa, men et så stort rum kunne også bruges til en masse andre ting. Der var et meget flot program, og derfor nåede jeg i løbet af påsken og ugen efter at optræde der hele to gange. Her hører du kun om første gang, da den anden optræden hører april til ;) I første ombæring var jeg blevet indkaldt som guest star under en koncert med bandet Mysterier, hvor jeg skulle læse en helt speciel påsketekst op. Den kan du faktisk læse lige her, i mit sidste Tekstocean-indlæg. Det gik ganske godt, men undervejs var der tre der udvandrede i noget der lignede protest. Det har jeg aldrig oplevet før. Dog tænker jeg at enhver tekst der kan anspore noget sådan må have et eller andet. Ideen med at læse op i et rum omgivet af musik og billedkunst var rigtig god, og den føjede noget dybde til, som mange oplæsninger ellers kan mangle.

De andre ting

Ud over de mange optrædener, var marts fyldt med knuder, der skulle bindes. Jeg sendte det endelige manuskript til min kommende sms-novelle Kolde facts til forlaget, jeg redigerede min kommende opsamlingssamling og sendte den til forlaget (et andet af slagsen) , jeg førsteredigerede min roman Et satans arbejde jeg skrev færdig sidste år og så må man heller ikke glemme, at jeg blev valgt som formand for den skønlitterære bestyrelse i Dansk Forfatterforening - en helt ny dimension, der virkelig kommer til at æde en del af min tid.

Så nåede vi igennem, og det var dejligt. I april venter en del arbejde. Der er en horror-novelle, der skal skrives til og om til en konkurrence, der er noget undervisningsmateriale der skal udbygges og så håber jeg at komme i gang med at omskrive Et satans arbejde. I hvert fald er der nok at lave. Pas på jer selv derude.

Tekstoceanet - Genrernes fest

Nu har vores skib ligget i tørdok i tre uger, men det er atter blevet klart til at slå smut hen over Tekstoceanets dirrende overflade. Den sidste tur gik til Anders And-land, og før det mødte vi en overgearet fan og en omskrevet (ikke omskåret) kanonforfatter. I denne omgang glider vi ud af smult vande, men vi skal ikke så langt væk, at vi taber land af sigte. Vi skal til marts måned 2014 - eller, hvis dublonerne skal passe, så lige omkring årsskiftet.

I 2010 blev jeg medlem af Dansk Forfatterforening (efter min debut med Køtere dør om vinteren), og i 2013 blev jeg opfordret til at træde ind i den skønlitterære styrelse. Det er den forgrening af foreningen, der tager sig mest af de skønlitterære forfattere, mens f.eks. lyrikstyrelsen tager sig mest af lyrikerne. Da jeg ikke er det store foreningsmenneske, og derfor aldrig havde siddet i en bestyrelse før, var det sjovt for mig at opleve hvordan sådan noget foregik. Jeg fandt dog hurtigt ud af to ting. For det første var det ikke så forvirrende, som jeg havde gået og troet - og for det andet var der næsten ikke nogen af mine forfatterkolleger, der skrev science fiction, horror eller fantasy. Medmindre jeg snakkede med forfattere fra B&U-afdelingen. Logisk blev det så min kæphest at ændre folks syn på de fantastiske genrer.

Sådan ser Dansk Forfatterforening ud indvendig.

En af de funktioner den skønlitterære styrelse har, er at finde ud af hvad der skal afholdes af kurser og arrangementer i løbet af året. Jeg havde længe gået med en tanke om at præsentere de fantastiske genrer for mine kolleger, da jeg lider af den overbevisning at de fleste har masser af fordomme om science fiction og horror, men de ved meget lidt når det kommer til stykket. Heldigvis var resten af ledelsen og formanden med på ideen. Som om det ikke var nok, ansøgte jeg om midler til at aflønne oplægsholdere, og fik dem tilmed. Du kan læse en smule om hvordan det gik i mit gamle indlæg her på bloggen, eller tage et kig på den oprindelige event-beskrivelse inde på facebook. For det er nemlig slet ikke selve aftenen, der er vigtig lige nu.

Op til arrangementet skulle der reklameres, og ud over facebook og diverse andre platforme, var jeg også blevet bedt om at skrive en tekst til arrangementet, der så kunne trykkes i foreningens blad Forfatteren. Det gik jeg så i gang med, og hurtigt fandt jeg ud af, at det ville være meget sjovere hvis jeg skrev det som en lille fortælling i stedet for en informationstekst. Tiden gik, og jeg sendte teksten ind til bladet. Og her gik der så rod i tingene. Redaktøren havde ikke plads til teksten, jeg troede der

var blevet aftalt plads til den, men nej ... og desuden blev der ikke trykt noget skønlitterært i bladet. Jeg var øv og jeg var ærgerlig. Røvirriterende, at jeg havde siddet og skrevet den fortælling uden at den blev brugt. For fremtiden vidste jeg så at jeg hellere måtte tjekke op på forretningsgangen med mere i stedet for bare at følge mit eget hoved.

I sidste ende gjorde det måske ikke så meget. Eventet var velbesøgt, der blev snakket og diskuteret til sent og folk fra de fantastiske genrer blandede sig indbyrdes. I skrivende stund brygger jeg på endnu et event, der har at gøre med de ting jeg har nævnt, men i denne omgang bliver det noget andet end klassiske oplæg. Jeg har også på fornemmelsen, at events som dette er med til at gøre de fantastiske genrer synlige og accepterede blandt både andre forfattere og læsere. Men nu er vi på Tekstoceanet, og vi har lige fået den gamle tekst i nettet. Du kan læse den nederst, du er meget velkommen til at kommentere og ellers håber jeg du ikke blev for søsyg.

Så er turen færdig for nu, men jeg håber selvfølgelig at du sender et venligt nik til kaptajnen, som så vil skrive dig på næste turs passagerliste. Vi har nemlig kun berørt en smule af Tekstoceanet, og næste gang har jeg på fornemmelsen at vi går de store søfarere, som Odysseus, i kølvandet og kigger på nogle tekster, der kun kan beskrives som højbårne. Må vinden blæse i din retning!  

Genrernes Fest

November-nyheder - om bogudgivelse, kulturnatten og radioprogram

Efter et par måneders stilhed, er der atter lidt nyt at berette. Som i min sidste update, sker der en masse bag kulisserne, som jeg ikke kan snakke om endnu, men heldigvis er der løbende begivenheder, jeg kan løfte sløret for. I hvert fald er mit efterår indtil videre lige så travlt som jeg havde troet det ville blive.

Mine bøger - desværre mangler Kærlighedsfrugt

Den 31. oktober udkom min novellesamling Kærlighedsfrugt på forlaget Kandor. Den indeholder 14 horror-noveller med stigende "rædsels-indeks". Jeg har viet et helt indlæg til at fortælle om den, og det kan du læse lige her. Den 31. oktober om aftenen holdt jeg også en lille privat komsammen for at fejre min nye udgivelse. Der kom to mennesker, så det var tilpas demoraliserende, og ikke noget jeg regner med at gøre igen.

Den 9. oktober var der traditionen tro kulturnat i København, og der optrådte jeg sammen med en stor håndfuld andre oplæsere i Dansk Forfatterforening. Årets emne var CutUp-Rifbjerg, hvor alle oplæserne direkte eller indirekte skulle forholde til sig til Rifbjergs problematikker eller fokusområder. Jeg stillede op med to af mine Skår - Gallerispil, der handler om en ung fyr der indkaldes til samtale fordi han mistænkes for et tyveri og Ordforråd, hvor hovedpersonen er en gammel mand, der lærer sin robot hvad det vil sige at være menneske. Med de to omgange tekst ramte jeg de Rifbjergske områder ungdom og alderdom, og fik samtidig sneget lidt science fiction med. Som du kan se, især på herren bagerst, var jeg et sandt hit.

Den 1. oktober var jeg i Den Røde Sofa, som er et interview-program på Den2Radio. Der blev jeg interviewet af Helle Tofft om mit forfatterskab, mine holdninger og mine tanker. I løbet af den store time vi snakkede, kom vi blandt andet ind på hvorfor jeg skriver så mange forskellige ting og i mange forskellige genrer, hvorfor jeg synes det er usandsynligt vigtigt at forfattere hjælper hinanden og om de fantastiske og realistiske genrers vilkår. Det er muligt at en eller to vil blive fornærmet, og så må det være sådan. I det mindste er der også inkluderet oplæsninger fra både Optisk bedrag og Pandaemonium, så hvis ikke andet er der da altid det. Hvis du har lyst, kan du høre det hele her.

Det var de store, forkromede nyheder for nu. Jeg venter stadig på at Al kødets gang får mere end en anmeldelse, men i det mindste er den udlånt indtil marts på et par af landets biblioteker. Det føles også lidt mærkeligt at have udgivet to bøger i år, og ikke være en officiel del af BogForum. Resten af året kommer jeg til at bruge på at skrive en roman færdig, redigere en anden, vurdere en helvedes masse litteratur og tilbringe lidt mere tid foran mit tastatur. Jeg lover dig at du nok skal få alt det spændende at vide. Tak fordi du læste med.

Tekstoceanet - Novellen Hjertely

Efter at første færd fik glat og problemfrit, tror jeg vi er klar til at tage endnu en tur på Tekstoceanet. Denne gang bliver det særligt spændende, da der ikke kun er en tekst, men hele to og tilmed et videoklip. Sidste gang drev vi rundt i en gammel del af Tekstoceanet, hvorimod vi nu skal noget tættere på vores nutid. Vi skal kun tilbage til sidste år, nærmere bestemt oktober 2014.

Hvert år i oktober ruller Kulturnatten i København forbi. Der er masser af muligheder for at se spændende ting, komme steder hen der ellers normalt er lukket for offentligheden, og opleve et væld af kulturtilbud. Et af dem er oplæsning i Dansk Forfatterforening, og selv om de mange oplæsere altid er dejlige at høre på, er det også en lækker idé lige at svinge forbi, så man kan se de mange flotte vægmalerier. Men - op til kulturnatten havde ordet kultur rullet rundt i kraniet på mig - mere specifikt spørgsmålet: Hvorfor bliver horror ikke betragtet som kultur? Hvad er det, der præcis er galt med det? De tanker blevet meget hurtigt erstattet af min kontrære personlighed, der sagde: Jamen, Silvestri, så må du jo skrive noget der helt sikkert passer ind i den gængse opfattelse af kultur.

Hvis du vil læse Naadsensbrød, skal du bare klikke her!

I samme periode havde jeg fornyet min kærlighed til det moderne gennembrud ved, blandt andet, at læse nogle noveller af Herman Bang, og lidt af Henrik Pontoppidan. Og der skete noget, da jeg gik i gang med at læse netop Pontoppidans tekst Naadsensbrød (1887). Novellen fortæller, hvordan en gammel kone bliver trukket på Kassen (fattiggården) mod sin vilje, og den er meget kontant. Da jeg var halvvejs igennem, tænkte jeg: "Det her er godt nok grumt," og da jeg var færdig, tænkte jeg "Den her vil jeg skrive om til en horror-fortælling". Som sagt, så gjort. I løbet af måneden op til Kulturnatten skrev jeg novellen Hjertely, der både brugte Pontoppidans historieopbygning og tematik, holdt på store dele af det oprindelige sprog og samtidig formåede at være oprigtigt ubehagelig. Jeg valgte at sætte historien tættere på vores tid (1970erne) og fokusere på noget, der hedder et ventetidshjem. Det var et sted, hvor forældre kunne placere deres børn, hvis disse var for vanskelige. En del af de børn, der blev placeret var handicappede i den ene eller anden retning, og det var ikke usædvanligt, at nogle forældre aldeles "glemte" at besøge deres børn. Det kan du alt sammen læse dig til. Jeg tror egentlig, at man vil kalde sådan en novelle for en pastiche. Det kan også kaldes en efterligning, eller en hyldest. Det betyder i sidste ende ikke så meget.

Mens jeg skrev fortællingen, legede jeg lidt med tanken om at klæde mig ud i anledningen af oplæsningen. En uges tid før Kulturnatten var der et gammelt teater, der solgte ud af deres kostumer. For 150 kroner var jeg så heldig ikke alene at erhverve mig en silkevest, men også en høj hat og så var en udklædning ikke til at komme udenom. Ligeledes fandt jeg i mine gemmer en yderst kedelig fagbog fra 70erne, der rent fysisk var tung og god at se på. Den klæbede jeg så min tekst ind i. Dette blev mit ensemble til Kulturnatten, og jeg tror langt de fleste synes det var en oplevelse. Om det var på grund af min udklædning eller min oplæsning, skal jeg ikke gøre mig klog på.

Jeg har svært ved at se Hjertely få en plads i en novellesamling, eller i en antologi. Den er ret aparte og den eneste mulighed jeg kan forestille mig må være en række tekster, hvor forskellige forfattere eksperimenterer med de gamle kanonforfattere. Hvis du skulle være en redaktør, der synes det lyder spændende, så giv mig lige et kald :) Ellers er der ikke så meget mere at føje til. Nederst ligger hele teksten, som du kan fornøje dig med. Og lige over den er videoen, der blev optaget samme aften. Hvis du ikke kan vente på mig, går jeg på i et minuts tid fra 3:13.

Så tror jeg ikke der er mere at sige, andet end at jeg håber du har lyst til at tage med på endnu en tur på Tekstoceanet. Hvem ved - næste gang kan det være vi dykker helt ned på den dybe bund, eller strander på et næs. Du er også meget velkommen til at smide en kommentar eller lignende, og hvis du ikke har læst den første tekst endnu, ligger den lige her. Jeg håber vi ses igen, manne!

Hjertely

Trailer 95 - uddrag af Spillemaskinen

Det er ingen hemmelighed at jeg oprindeligt kommer fra Lolland, selv om det efterhånden er ret svært at høre. Det er vist heller ikke en hemmelighed, at det er uhyggeligt sjældent jeg skriver noget, der egentlig har noget at gøre med min fødeegn. Dog er jeg medlem af en interesseorganisation under Dansk Forforfatterforening, StORDstrømmen, hvis medlemmer har tilknytning til det gamle Storstrøms Amt. For et års tid siden blev medlemmerne spurgt om de ville bidrage til en samling tekster, og der svarede jeg ja. Jeg tænkte at det nok skulle have noget at gøre med egnen, og derfor sendte jeg en novelle, der havde nogle år på bagen. Den novelle hedder Spillemaskinen og antologien hedder StORDstrømmen Antologi 2015.

 

Novellen finder sted i en gammel bar, som der lå masser af ude på landet. De har de fem stamkunder, den ene omgangskvinde, de støvede borde og selvfølgelig den enlige spillemaskine i hjørnet. En dag kommer en mand på besøg. Han træder ind i rummet, betaler med 500 kroner for en enkelt øl og går i gang med at spille på maskinen. Imens han spiller, drøner læseren ud og ind i de forskellige mennesker i baren, men i sidste ende står det klart for de fleste, at metalkuglerne bag det tynde glas nok betyder langt mere end noget andet. I traileren møder vi manden, der kommer på besøg.

"Blegheden i mandens ansigt er udtalt, selv om den kolde vind nok også har føjet en ekstra dimension til den. Kinderne er rødsprængte, og under hans mørke cowboyhat stikker halvlangt, hørgult hår frem. Ansigtet er blødt, som en drengs der lige er blevet til en mand, men blikket i hans øjne virker ældre end baren, spillemaskinen og ejeren til sammen. I døråbningen tøver han et øjeblik, før en af de lokale råber, at han skal lukke døren. Vinden skal ikke ind i deres varme. For dem er han en kuriositet, på trods af, at de ikke kender ordet. Det er sjældent at folk blot kommer ind for en kort bemærkning; endnu sjældnere at det ikke er nogen fra landsbyen.

Med sikre skridt går han op til baren, og placerer sig stående ved en barstol. Hans cowboystøvler klikker over gulvet. Den lyd kender de alle. De fleste af de lokale har stadig et par støvler gemt i skabet, som kun kommer frem ved specielt festlige lejligheder. Værten rømmer sig og kigger spørgende på den nyankomne. Et blegt smil flikker over begges ansigter, da der peges på taphanen med Carlsbergmærket. Sløvt løber øllen ned i det store glas; det føles som om tiden bliver strukket. Alles øjne er rettet mod den fremmede. På trods af hans unge alder, er han tiltrækkende på en måde, der får Lotte til at rette sig op, og får enkelte mandenæver til at knyttes. Kun en bliver ved med at tale. Ølhunden, der sidder ved siden af Lotte. Hans stemmebånd er evigt smurte.

Manden tager øllen fra bardisken, og lægger en femhundredekroneseddel. Da værten er færdig med at tælle byttepengene op, er han allerede langt derfra. Han står ved spillemaskinen, ser på den med mørke øjne. Den blinker og dytter til ham. Værten råber efter ham, men han vifter med hånden. Lad pengene ligge hvor de er faldet siger hans bevægelse. De lokale vender deres blikke fra ham, pånær Lotte, hvis øjne borer sig ind i hans brede ryg. Manden roder i sin lomme, omridset af hans fingre kan ses gennem det sorte buksestof. Så lukker hånden sig sammen. Knyttet trækker han den fri, og står et øjeblik med øl i den ene hånd og den anden sammenpresset. Det klirrer, da han åbner hånden, og femkroner falder ned på spillemaskinens glas.

De kigger op, de andre folk i kroen, og ser mønterne lægge sig tøvende til hvile, på nær en enkelt. Den drejer sig i luften, falder mod gulvet. Mandens knæ lyder som mørtelblandere, da han går halvt i knæ og griber den løse mønt. Med rolig mine ser han ud over de andre besøgende, men fæstner ikke sit blik på nogen af dem. Han ser på væggene bag dem og stolene de sidder på. Suger interiøret ind gennem øjne og porer. Så tager han en dyb indånding og smiler. Der lyder en klirren af glas og urolig hosten, da alle vender sig bort fra ham. Hans øjne virker uendelige som skovsøer; ikke den romantiske slags, men mørke huller hvor bunden er lige så fjern som den i en mergelgrav.

Femkronen forsvinder ind i maskinens bug, og lægger sig klirrende til ro. Spøgelset i maskinen vågner, og både lydene og farverne spiller voldsomt. Med en mine, som er han ved at henrette en uskyldig, trækker manden fjederen helt tilbage og slipper. Stålkuglen følger rampen op og bliver slynget i spil. Med et pling rammer den den første forhindring og bliver slået ind i den næste. Manden har bøjet overkroppen let ind over maskinen og placeret sine hænder på knapperne i siden. Klikkende ryger flipperne op og ned, maskinen belønner ham med brudstykker af musik og pointene tæller op. Uden at han blinker, drejer tallet forbi det syvende ciffer."

Junis arbejde 2015

Solen banker ned over Nørrebro, selv om der kun er gået en uges tid af min ferie (ikke engang) har jeg fået afsluttet en håndfuld projekter og dagene strækker sig ud foran mig som et enormt tidstæppe, fyldt med potentiel skrift. Det er virkelig i ferierne jeg kan mærke hvordan skrivningen får lov til at indtage førsteprioritet. Heldigvis får jeg dog også lavet noget, selv om det ikke er ferie.

 

Juni måned har budt på forskellige projekter, af forskellig art. Ikke mindst er jeg ENDELIG blevet færdig med romanen Et satans arbejde. Dog er det også blevet til en enkelt novelle.

Tredimensionale Daniel (9600 ord, humor/fantastisk fortælling)

Et satans arbejde (135800 ord. Fantastisk fortælling)

Tredimensionale Daniel handler om det unge par Daniel og Anika, der bor i forstæderne. En dag, midt i morgenmaden, ankommer en pakke. Det viser sig at den indeholder De Vises Sten og den slags er ikke nemt at håndtere. Lettere bliver det ikke, da der dagen efter kommer en ny pakke. Og dagen efter igen en tredje. For hvem er det, der sender alle de pakker, og hvorfor er det Daniel og Anika, der skal have dem?

Et satans arbejde vil jeg fortælle mere om i et senere indlæg. Lige nu får manus lov til at hvile i rigtig lang tid. Det har været et stort arbejde at skrive.

Det er også blevet til et enkelt Skår:

Verdensfald (om en kvinde, Karthagos ødelæggelse og tamponer)

Juni måned var også måneden, hvor jeg lagde sidste hånd på ikke bare et, men to manuskripter. Det ene, Al kødets gang, er lige på trapperne og udkommer den 15. juli. Du kan læse mere om den i dette blogindlæg. Den anden, Kærlighedsfrugt, er en novelle-samling (horror), der har været igennem en række omskrivninger, men nu mere eller mindre er klar. Vi (forlaget og jeg) venter dog på en helt speciel illustration, der skal være en del af bogen. Novellesamlingen udkommer til efteråret. Det har været rigtig fedt at afslutte to projekter, så det atter er muligt at vende fokus mod fremtiden. Ligeledes har jeg sendt ind til to konkurrencer, så det bliver spændende at se hvordan det går.

Den 13/6 var der oplæsning sammen med mange andre forfattere fra Dansk Forfatterforening i Ørsteds-parken. Omkring 40 forskellige forfattere læste op, fordelt på seks "scener". Jeg stod for ansvaret for min, og selv om det lyder frygtelig fint, var det ikke stort andet end at huske folk på hvornår de skulle læse. Det var en god dag med fremragende vejr, kolde øl og et par spændende oplæsere. Selv kom jeg på til sidst, og det var en verdenspremiere, da jeg læste prologen til Et satans arbejde op. Det blev vel modtaget. Desværre var arrangementet ikke så godt besøgt, hvilket altid er en udfordring med de store oplæsningstabernakler.

Juli måned bliver spændende, ikke mindst fordi jeg får min sjette udgivelse der, men også fordi jeg går i sving med en for mig helt ny disciplin. Jeg vil ikke afsløre noget endnu, men jeg håber på det bliver fantastisk. Alt godt til jer alle sammen.

Aprils nyheder - om antologier, sms-novelle og arbejdslegat

Vi nærmer os slutningen af april og maskinerne kører på maksimum i forfatterværkstedet. Var dette en alternativ virkelighed, hvor min computer var dampdrevet, ville det meste af Nørrebrogade være fyldt med hvid og grålig damp. Jeg ved egentlig ikke om jeg er ked af, at det ikke forholder sig sådan. En dampdrevet datamat har alligevel en vis pondus. Der er sket en del ting i april måned, ikke mindst noget jeg havde afskrevet som en umulighed. Så lad os komme i gang.

I løbet af april måned er der udkommet to antologier, hvori jeg medvirker. I Tågevals fra forlaget Kandor drejer det sig om kriminoveller, der ellers ikke er min metier, men det er lykkedes mig at snige novellen Redningsmand med. Den handler om en pensioneret lærer, der er ganske besat af lykke og af at gøre det rigtige. Hvis nogen vil mene, efter endt læsning, at den ikke helt kvalificerer sig som en kriminovelle, vil jeg give dem ret ... den overholdt blot indkaldelsens kriterier. Den anden antologi er en medlemsantologi for medlemmerne af interesseorganisationen StORDstrømmen, der figurerer under Dansk Forfatterforening. Den bærer titlen StORDstrømmen Antologi 2015, og i den har jeg den meget gamle novelle Spillemaskinen med. Den novelle er en af de få ting jeg har skrevet, der direkte anvender indtryk og følelser om og fra min hjemstavn, og den blev oprindeligt skrevet i 2009. Jeg tænkte blot at den virkelig passede ind i antologi, hvor de medvirkende 39 forfattere og 11 grafikere alle har tilknytning til det gamle Storstrøms Amt. Som forfatter er det rigtig fedt for mig at medvirke med disse noveller, da de begge er ret realistiske - et desværre meget overset element af mit forfatterskab, på trods af at mine realistiske fortællinger udgør næsten halvdelen af alt jeg skriver.

Selv om det er en gammel nyhed, skal den alligevel med her. For omkring et halvt år siden udkom min sms-novelle Vi savner dig på forlaget smspress.dk. Der har den ligget meget roligt, men på det seneste er den med i et reklamefremstød ... og det har direkte påvirket salget. Derfor vil jeg også lige nævne den her - så har du endnu ikke forsøgt dig med sådan en satan, kan du investere i den lige her eller , hvis du er heldig, låne den på dit lokale bibliotek.

Det sidste, og det mest utrolige, har jeg gemt til sidst. Hvert år i februar ansøger mange af landets forfattere Statens Kunstfond om et arbejdslegat, og jeg er ingen undtagelse. I år var tredje år jeg søgte, og som de andre år regnede jeg ikke med at få noget. Derfor åbnede jeg også mailen, jeg modtog her i marts uden de store følelser. De kom så væltende ned fra himlen, for ufatteligt nok havde jeg modtaget et legat. Ikke et af de helt store, ikke det forjættede 3-årige, men heller ikke et af de helt små. Jeg anede bogstaveligt talt ikke hvad jeg skulle sige eller gøre. Det føltes fuldkommen uvirkeligt og det gør det egentlig stadig. Nu, hvor jeg har fået det lidt på afstand, er jeg selvfølgelig meget glad for pengene og æren ... men jeg er faktisk gladere for det mit legat repræsenterer. I mange, mange, mange (læs: næsten altid) år er de fantastiske genrer blevet mødt med hån eller ligegyldighed, som noget, der ikke kunne tages alvorligt. Det var i hvert fald ikke noget, der kunne betragtes som kunst eller støtteværdigt, det var underlødigt og det var nichépræget. Jeg tror nu ikke træerne vokser ind i himlen, men jeg håber alligevel at det faktum at jeg, der også er genreforfatter, modtager et legat er vidne om at tiderne er ved at ændre sig. At der bliver plads til science fiction, horror og fantasy for voksne og at den brede vifte af mange dygtige forfattere jeg kender til også har en reel chance for at modtage anerkendelse, både i form af at blive betalt for deres arbejde, men også i den bredere offentlighed. Disse ting er, om noget, vigtigere end alt andet.

Det var alt for denne gang, men jeg ved at der kommer spændende nyheder i maj! Stay tuned!

300

Dette er indlæg nummer 300

Tak til alle jer, der har kigget med siden 2009. Det har været nogle turbulente år, fyldt med professionel glæde og af og til har det været svært at følge med. Læs endelig videre, for i dette jubilæumsindlæg udbreder jeg mig om genrer - fordi der snart er  en aften, der gør det samme ;)

 
Da jeg begyndte at skrive for noget der virker som et par alternative universer siden, var der et punkt der stod som det smukkeste for mig. Det var beslægtet med det der integritet, men så alligevel ikke. For det handlede for mig om at lige meget hvad der blev skrevet, så var det vigtigste teksten. Jeg var fuldkommen ligeglad med genren. Til den dag i dag står det som det vigtigste for mig. Jeg vil ikke være genreforfatter. Jeg vil ikke være "A.Silvestri, ham der skriver science fiction" eller "Må vi byde velkommen til A.Silvestri, horrorforfatter" eller "Hvem fanden er A.Silvestri?" Jeg vil bare være "A.Silvestri, forfatter."

Men det er svært at få lov til at være. Genrementaliteten er enormt stærk, og jeg skal ikke altid sige mig selv for god til at disse visse genrer. I de fleste anmeldelser bliver det allerede sagt hvilken genre bogen er inden for de indledende ti linjer.  Noget af det første man som skribent bliver spurgt om er hvad man skriver. Ens samtalepartner kan ikke bruge et svar som "Alt muligt" eller "Romaner" til noget som helst. De vil gerne vide om du skriver om mord, elvere eller tidsrejser (note to self: roman om en psykopatisk elver, der ved et uheld får adgang til en tidsmaskine og begår massemord gennem flere tidsaldre). Ved præsentationer og oplæsninger, bliver det altid understreget hvilken type forfatter vi har at gøre med. Men hvorfor er det så væsentligt? Selv efter mange år er jeg ikke helt sikker.

At inddele litteratur i genrer er logisk. Det gør den overskuelig og tilgængelig. Problemet opstår først når man tillægger de forskellige genrer værdi. I Danmark skal man skrive realistiske romaner, der tager udspring i den virkelige verden, hvis man gerne vil betragtes som en seriøs forfatter. Ligeledes skal man (men kun inden for de sidste 15 år) skriver en krimi, hvis man gerne vil være en populær forfatter. For det tredje skal man holde sig til den genre, hvor man nu engang har formået at skabe sig et navn, ellers mister man sine læsere.

Nu står jeg så tilbage med min undren. For dette er bare accepteret. Ingen rynker på næsen over at majoriteten af boganmeldelser er på bøger udkommet på de store forlag, eller udspiller sig i de samme genrer. Ingen anmeldere opfordrer læserne til at prøve noget nyt og læse inden for et område, de ikke kender. Forlagene stritter mod at anvende det samme rigide genregitter, som de selv støtter, når de præsenterer deres bøger (f.eks. leder jeg stadig efter ordene science fiction på Kaspar Colling Nielsens prisvindende bog Den danske borgerkrig 2018-24). Læserne, der i sidste ende er de vigtigste, stritter ikke imod. I resten af samfundet skal man være omstillingsparat, man skal udfordre sig selv og man skal prøve noget nyt, for ellers er man gået i stå. Hvorfor gør dette sig ikke gældende når det kommer til litteratur? Jeg er af den ydmyge holdning, at ethvert menneske, der kun læser én genre, er med til at opretholde problemet: At en bog ikke dømmes på at være en bog, men hvor den hører til i genrehierarkiet.

Jeg vil ikke tænde for evighedsmaskinen drevet af de fantastiske genrers tårer. Den kører fint og den kører med berettiget kraft. For mig er det vigtigt ikke at være noget sted og alle steder. Jeg vil være noget forskelligt. Jeg vil have lov til at skrive om musikalske computere og voldsliderlige skoleelever. Digte, prosa, noveller, romaner, billeder, lyd. Horror, realisme, science fiction, weird, fantasy, historisk, alternativt, steam, mythos, romantik og splatter. Det er lige meget værd. Ikke for alle, nej. Men skal alle ikke i det mindste have en chance for at opleve at litteratur kan være andet end en mærkat udenpå en bog?

I tråd med hele dette indlæg, vil jeg endnu en gang nævne arrangementet i Dansk Forfatterforening på næste lørdag (29/3-2014). Den aften håber jeg kan være med til at belyse nogle af de ting, jeg har hevet frem fra posen i indlæg nummer 300. Under alle omstændigheder vil jeg meget gerne se dig - for jeg er sikker på at du også har noget at sige om alt det her. Tilmeldingen ender i morgen - så skynd dig!