Efter at første færd fik glat og problemfrit, tror jeg vi er klar til at tage endnu en tur på Tekstoceanet. Denne gang bliver det særligt spændende, da der ikke kun er en tekst, men hele to og tilmed et videoklip. Sidste gang drev vi rundt i en gammel del af Tekstoceanet, hvorimod vi nu skal noget tættere på vores nutid. Vi skal kun tilbage til sidste år, nærmere bestemt oktober 2014.
Hvert år i oktober ruller Kulturnatten i København forbi. Der er masser af muligheder for at se spændende ting, komme steder hen der ellers normalt er lukket for offentligheden, og opleve et væld af kulturtilbud. Et af dem er oplæsning i Dansk Forfatterforening, og selv om de mange oplæsere altid er dejlige at høre på, er det også en lækker idé lige at svinge forbi, så man kan se de mange flotte vægmalerier. Men - op til kulturnatten havde ordet kultur rullet rundt i kraniet på mig - mere specifikt spørgsmålet: Hvorfor bliver horror ikke betragtet som kultur? Hvad er det, der præcis er galt med det? De tanker blevet meget hurtigt erstattet af min kontrære personlighed, der sagde: Jamen, Silvestri, så må du jo skrive noget der helt sikkert passer ind i den gængse opfattelse af kultur.
I samme periode havde jeg fornyet min kærlighed til det moderne gennembrud ved, blandt andet, at læse nogle noveller af Herman Bang, og lidt af Henrik Pontoppidan. Og der skete noget, da jeg gik i gang med at læse netop Pontoppidans tekst Naadsensbrød (1887). Novellen fortæller, hvordan en gammel kone bliver trukket på Kassen (fattiggården) mod sin vilje, og den er meget kontant. Da jeg var halvvejs igennem, tænkte jeg: "Det her er godt nok grumt," og da jeg var færdig, tænkte jeg "Den her vil jeg skrive om til en horror-fortælling". Som sagt, så gjort. I løbet af måneden op til Kulturnatten skrev jeg novellen Hjertely, der både brugte Pontoppidans historieopbygning og tematik, holdt på store dele af det oprindelige sprog og samtidig formåede at være oprigtigt ubehagelig. Jeg valgte at sætte historien tættere på vores tid (1970erne) og fokusere på noget, der hedder et ventetidshjem. Det var et sted, hvor forældre kunne placere deres børn, hvis disse var for vanskelige. En del af de børn, der blev placeret var handicappede i den ene eller anden retning, og det var ikke usædvanligt, at nogle forældre aldeles "glemte" at besøge deres børn. Det kan du alt sammen læse dig til. Jeg tror egentlig, at man vil kalde sådan en novelle for en pastiche. Det kan også kaldes en efterligning, eller en hyldest. Det betyder i sidste ende ikke så meget.
Mens jeg skrev fortællingen, legede jeg lidt med tanken om at klæde mig ud i anledningen af oplæsningen. En uges tid før Kulturnatten var der et gammelt teater, der solgte ud af deres kostumer. For 150 kroner var jeg så heldig ikke alene at erhverve mig en silkevest, men også en høj hat og så var en udklædning ikke til at komme udenom. Ligeledes fandt jeg i mine gemmer en yderst kedelig fagbog fra 70erne, der rent fysisk var tung og god at se på. Den klæbede jeg så min tekst ind i. Dette blev mit ensemble til Kulturnatten, og jeg tror langt de fleste synes det var en oplevelse. Om det var på grund af min udklædning eller min oplæsning, skal jeg ikke gøre mig klog på.
Jeg har svært ved at se Hjertely få en plads i en novellesamling, eller i en antologi. Den er ret aparte og den eneste mulighed jeg kan forestille mig må være en række tekster, hvor forskellige forfattere eksperimenterer med de gamle kanonforfattere. Hvis du skulle være en redaktør, der synes det lyder spændende, så giv mig lige et kald :) Ellers er der ikke så meget mere at føje til. Nederst ligger hele teksten, som du kan fornøje dig med. Og lige over den er videoen, der blev optaget samme aften. Hvis du ikke kan vente på mig, går jeg på i et minuts tid fra 3:13.
Så tror jeg ikke der er mere at sige, andet end at jeg håber du har lyst til at tage med på endnu en tur på Tekstoceanet. Hvem ved - næste gang kan det være vi dykker helt ned på den dybe bund, eller strander på et næs. Du er også meget velkommen til at smide en kommentar eller lignende, og hvis du ikke har læst den første tekst endnu, ligger den lige her. Jeg håber vi ses igen, manne!
Hvert år i oktober ruller Kulturnatten i København forbi. Der er masser af muligheder for at se spændende ting, komme steder hen der ellers normalt er lukket for offentligheden, og opleve et væld af kulturtilbud. Et af dem er oplæsning i Dansk Forfatterforening, og selv om de mange oplæsere altid er dejlige at høre på, er det også en lækker idé lige at svinge forbi, så man kan se de mange flotte vægmalerier. Men - op til kulturnatten havde ordet kultur rullet rundt i kraniet på mig - mere specifikt spørgsmålet: Hvorfor bliver horror ikke betragtet som kultur? Hvad er det, der præcis er galt med det? De tanker blevet meget hurtigt erstattet af min kontrære personlighed, der sagde: Jamen, Silvestri, så må du jo skrive noget der helt sikkert passer ind i den gængse opfattelse af kultur.
 |
| Hvis du vil læse Naadsensbrød, skal du bare klikke her! |
I samme periode havde jeg fornyet min kærlighed til det moderne gennembrud ved, blandt andet, at læse nogle noveller af Herman Bang, og lidt af Henrik Pontoppidan. Og der skete noget, da jeg gik i gang med at læse netop Pontoppidans tekst Naadsensbrød (1887). Novellen fortæller, hvordan en gammel kone bliver trukket på Kassen (fattiggården) mod sin vilje, og den er meget kontant. Da jeg var halvvejs igennem, tænkte jeg: "Det her er godt nok grumt," og da jeg var færdig, tænkte jeg "Den her vil jeg skrive om til en horror-fortælling". Som sagt, så gjort. I løbet af måneden op til Kulturnatten skrev jeg novellen Hjertely, der både brugte Pontoppidans historieopbygning og tematik, holdt på store dele af det oprindelige sprog og samtidig formåede at være oprigtigt ubehagelig. Jeg valgte at sætte historien tættere på vores tid (1970erne) og fokusere på noget, der hedder et ventetidshjem. Det var et sted, hvor forældre kunne placere deres børn, hvis disse var for vanskelige. En del af de børn, der blev placeret var handicappede i den ene eller anden retning, og det var ikke usædvanligt, at nogle forældre aldeles "glemte" at besøge deres børn. Det kan du alt sammen læse dig til. Jeg tror egentlig, at man vil kalde sådan en novelle for en pastiche. Det kan også kaldes en efterligning, eller en hyldest. Det betyder i sidste ende ikke så meget.
Jeg har svært ved at se Hjertely få en plads i en novellesamling, eller i en antologi. Den er ret aparte og den eneste mulighed jeg kan forestille mig må være en række tekster, hvor forskellige forfattere eksperimenterer med de gamle kanonforfattere. Hvis du skulle være en redaktør, der synes det lyder spændende, så giv mig lige et kald :) Ellers er der ikke så meget mere at føje til. Nederst ligger hele teksten, som du kan fornøje dig med. Og lige over den er videoen, der blev optaget samme aften. Hvis du ikke kan vente på mig, går jeg på i et minuts tid fra 3:13.
Så tror jeg ikke der er mere at sige, andet end at jeg håber du har lyst til at tage med på endnu en tur på Tekstoceanet. Hvem ved - næste gang kan det være vi dykker helt ned på den dybe bund, eller strander på et næs. Du er også meget velkommen til at smide en kommentar eller lignende, og hvis du ikke har læst den første tekst endnu, ligger den lige her. Jeg håber vi ses igen, manne!