Rapport fra forfatterværkstedet 2019, 3. update

Vi er rykket ind i årets sidste del, og derfor er det på sin plads med et kig på hvad der har summet i maskineriet de sidste par måneder. Tidligere på året blev jeg ramt af en voldsom krise, der fuldkommen sugede al lyst til at skrive ud af mig. Det var simpelthen for trist at blive ved med at arbejde uden at føle, at jeg rykkede mig af stedet. Derfor fokuserede jeg på at skrive på noget lystbetonet, nemlig fortællinger om katte, og det har givet pote (haha). Jeg er stadig langt fra mit gamle selv, men i det mindste er i gang igen, med ting som jeg finder spændende. Det har også været et meget travlt efterår, og det har nok kun været af det gode. Når man konstant har deadlines, er det svært at have ondt af sig selv.

Jeg fortæller løs på Skrækfest i Odense. Foto: Jette Holst

Skrivning

Siden juli har jeg færdigskrevet 10-15 tekster om katte. Der er historien om Lovecraft og katte, historien om de to katte, der findes visdom i The Cures Lovecats, historien om musicalen Cats, historien om katten, der fangede den røde plet og så videre. Nogle af teksterne er fabulerende, andre sjove, andre igen sørgelige. Ud over de færdige fortællinger har jeg skitser til mindst det tredobbelte. Hver fortælling er et sted mellem 500 og 1500 ord lang. Ellers er det kun blevet til en færdig novelle, og et par halvfærdige.

All inclusive (science fiction, 10900 ord)

All inclusive handler om Thorkild, der skal dø. Derfor beslutter han sig for at se verden. Men på en jord hvor klimaforandringerne kun er blevet værre, er det så ikke det vildeste egotrip at tage på en sidste rejse før den sidste rejse?

---

Gustave Dorés illustration kommer til at være bagsiden til Et satans arbejde … men vi har leget lidt med den.

Et forsideforslag til Tre, som vi fravalgte med det samme. Kan vi klappe ‘kliché’ ?

Arbejde på manuskripter

Når det kommer til mine egne manuskripter, har de sidste par måneder været fyldt til bristepunktet med korrektur, redigering, ændringer og forsider. Sådan er det altid, når et manuskript nærmer sig tilstanden som færdig bog. I år har det dog været lidt hårdere end ellers, da to manuskripter har tagteamet mig som to muskelsvulmende brydere fra 1990erne.

Et satans arbejde: Manuskriptet har været igennem alle de ændringer, der skulle til og det er nu et faktum, at Et satans arbejde udkommer på BogForum den 16. november i år. Det er forlaget Brændpunkt, der står for udgivelsen, og jeg har ladet mig fortælle, at det bliver en hardback-udgivelse. I disse sekunder er grafikeren og jeg ved at lægge sidste hånd på omslaget, og det bliver noget ganske særligt.

Tre: Min rammefortælling, og kærlighedsbrev til horror-antologifilmen er også i de sidste stadier. Forsiden ligger næsten klar, og redaktøren sidder med mine ændringer. Jeg ved endnu ikke, om Tre når at blive udgivet i år, for det snerper til med tiden, hvis den også skal nå til tryk. Udkommer den i 2019, bliver det også til BogForum hos forlaget Kandor.

---

Nye tekster

De sidste par måneder er der kommet gang i årets mindre udgivelser, og jeg ved, at der de næste to måneder kommer fuldt tryk på. Forlaget Enter Darkness udgiver horror-antologien Skyggespejlet, hvor jeg medvirker med novellen Tinderbitch. Science Fiction Cirklen udgiver antologien Sandsynlighedskrydstogt, hvor mit bidrag har titlen Beautiful Budapest og HHP udgiver horror-antologien Et århundredes tusmørke, hvor jeg har fortællingen Hvem mon blir dit næste offer, Mr. Sweetheart med. Noget lidt nyt og anderledes er, at min abstrakte fortælling Mono udkommer på internet-sitet Center for militant futurologi.

Allerede udkommet er min korte novelle I Love You i det russisk-drevne antologiprojekt Horror Without Borders, hvor jeg repræsenterer Danmark, og nu hvor vi er ved det engelske, udkom min novelle In Everything a Sound i antologien Mountains of Madness Revealed. Det er en særlig novelle for mig, da forlaget PS Publishing er velrennomeret, specialiseret i weird og horrorfiktion og så er redaktøren på samlingen tidligere World Fantasy Awards-dommer. De ting tilsammen føles som en blåstempling af mit forfatterskab. På dansk er kommet den korte novelle Orgie i litteraturtidsskriftet uDkAnt (nummer 8), og med den håber jeg at nå nogle nye læsere. Som noget helt nyt og anderledes blev jeg også headhunted til at skrive gæsteleder i Bogmarkedet - og du kan læse Tillykke. Du har skrevet en død bog ganske gratis ved at følge linket. Det handler om hvordan det er svært som forfatter at trænge igennem med sin bog. Som et sidste kirsebær på toppen, er der også dukket endnu en indlæsning af en af mine korte tekster op på sitet Godnathistorier. Den hedder Timeglas, og kan lyttes til lige her.

---

Andre projekter

Mens det har buldret af sted med korrektur med videre, har der også været travlt på andre fronter. Jeg er startet som huskunstner på Museum Obscurum, og det er både sjovt og anderledes, at arbejde med at formidle skrivekunst og worldbuilding til udskolingselever.

I en lidt anden boldgade har jeg udarbejdet et undervisningsmateriale til ungdomsromanen SKUNKS af Dorte Schou og Line Leonhardt. Det er støttet af BUPL, rettet mod folkeskolens ældste klasser, og fokuserer på personkarakteristik, samfundsmæssige problemstillinger og læsning. Ligeledes er det multimodalt og anvender både skrift, tegning og lyd. Du kan downloade det ganske gratis lige her.

Ved siden af UV-materiale og undervisning har jeg været redaktør på Line Lybeckers nye roman Da farfar forsvandt, der handler om demens og venskab, og for at jeg ikke skulle kede mig, har jeg i samme periode overtaget min kollegas danskundervisning, da han skulle på barsel. Det betød, at jeg var næsten tilbage på fuld tid.

Jeg har også haft travlt med at arrangere events. Fem gange uglesete genrer i Vangsgaards Antikvariat og den tredje omgang Gys i Kirken sammen med Traume & Co. I år handler det om det nordiske gys, og vi har en fremragende lineup.

Og så har jeg optrådt. På filmskolen i Ebeltoft, i min fødeby Toreby på Lolland, og til Skrækfest i Odense. Lige om lidt venter BogForum og så er det slut for i år.

---

Afrunding

Det tror jeg, var alt i denne omgang. Min næste update bliver min årlige rapport fra hele forfatterværkstedet, og jeg ser frem til at skrive den. 2019 har været et meget anderledes år for mig. Tak fordi du læste med.

Fem gange Vangsgaards

I starten af året var jeg til et café-møde med Søren Vangsgaard, som jeg troede ‘bare’ skulle handle om et horror-arrangement. Min næstformand i Dansk Horror Selskab, Jacob Hedegaard Pedersen, havde formidlet kontakten, og eftersom han bor i det mørke, var der sund fornuft i, at det var mig, der aftalte videre, da jeg har mit revir en bustur fra Vangsgaards Antikvariat. Men vi havde kun lige sat os med kaffen, før mødet forgrenede sig til ikke bare et, men fem arrangementer. Den grundlæggende tanke var, at de fem events hver især skulle præsentere en ugleset genre samt appellere til nye læsere, altså folk, der ikke vidste så meget om f.eks. horror eller superhelte. Til det skulle vi finde oplægsholdere og talere til arrangementerne, og vi gik i tænketank. Et af arrangementerne stod dog allerede og vibrerede i horisonten. Vangsgaards havde lige fået 3000 science fiction-paperbacks hjem. Derfor gav det god mening at det første arrangement skulle handle om science fiction.

---

Science fiction

Da der kun var kort tid at planlægge i, trådte jeg til som oplægsholder om science fiction. Det var i januar. Alle arrangementerne blev afholdt i Vangsgaards kælder, og en af udfordringerne var, at der ingen projekter eller lignende var. Derfor blev jeg (og de følgende oplægsholdere) nødt til at tænke anderledes eller bare som man gjorde før det digitale indtog. Jeg holdt et foredrag om genren fra 1930erne og frem, hvor jeg brugte en bogbunke som kalender. Jeg begyndte øverst, og da jeg nåede i bund, var vi ved moderne tid. Samtidig havde det den fordel, at jeg en for en kunne sende bøgerne ud til publikum, der så både kunne føle, lugte og smuglæse lidt i dem. Der var mange besøgende, og både før og efter gik folk på rov i bogbunkerne. Jeg anbefalede blandt andet Cixin Lius The three-body problem, Samuel R. Delanys The Einstein Intersection og Karel Čapeks Krigen mod salamandrene.

Jeg fremviser Tordenøglen og er lige begyndt på bunken. Foto: Flemming Rasch.

---

Her er Morten med ryggen til, i færd med at sætte stole op. Som man kan se, er rummet hyggeligt (og lille).

Marvel

Til andet oplæg var Morten Søndergaard (af mange kendt som Marvel-Morten) inviteret. Oprindeligt havde planen været, at han skulle på i løbet af foråret. Desværre kom diverse ting i vejen. Men i juni var Morten og publikum klar. Morten trak en stol ud, satte sig foran publikum uden papirer eller lignende, og gik så i gang med at fortælle. Viden fossede ud af ham, og som superhelte-novice blev jeg præsenteret for en helt ny verden. Efter fortællingen (for det var det mere end et foredrag), var der Q&A med publikum, og både film og albums blev vendt. Jeg lærte virkelig meget, og noget af det husker jeg stadig. Især blev jeg klogere på hele trekantsdramaet mellem Stan Lee, Steve Ditko og Jack Kirby om hvem der egentlig har opfundet hvilke figurer. Efterfølgende har jeg læst lidt tegneserier, men åbenbart har jeg smag for DC Comics, og ikke Marvel.

---

Horror

I den anden ende af sommeren var det tid til horror. Denne gang var der inviteret to oplægsholdere. Forfatter og horrorforsker Rikke Schubart, og forlaget Kandor, der blandt andet udgiver horror. Rikke Schubart startede tilbage i gotikken, hvor hun blandt andet fremhævede Matthew Gregory Lewis The Monk. Derefter fortalte hun om Bram Stokers Dracula, om det kulturelle fænomen filmen og bogen Exorcisten (William Blatty) blev og endelig om den tyngde, Brett Easton Ellis American Psycho stadig havde. De forskellige værkers forcer blev understreget gennem oplæsning af enkelte scener, og vi fik både hørt om lemlæstelse og syndefald. Derefter gik forlaget Kandor, repræsenteret af Jacob Hedegaard Pedersen og Espen Rasmussen, på scenen. Jacob fortalte om forlagets historie og koncept, mens Espen talte mere om fremtiden og hvor den ville føre Kandor hen (Kosmisk rædsel og den menneskelige tilstand). Undervejs anbefalede de blandt andet forlagets oversættelse af H.P.Lovecraft (se link), samt to spritnye udgivelser: Aske Munk-Jørgensens Gamle venner og Søren Staal Balslevs De rensede. Blandingen af fortid og nutid gav et ret godt billede af horror, og efter det officielle program, var der meget snak.

Øverst Rikke i gang med oplæsning, nederst Espen og Jacob, der beretter Kandor for os.

---

Øverst beretter Malene om moselig, mens Line nederst fortæller om, hvordan Tolkien er den første, der skriver ordet Fantasy med stort.

Fantasy

Det fjerde arrangement lå blot en uge efter det tredje, men var ramt af en del ulykker. Sygdom og en aflysning gjorde, at vi blev nødt til at ændre planer. Heldigvis gik det i sidste ende godt. Forfatter Malene Sølvsten var aftenens første gæst, og hun fortalte både om sit forfatterskab og research. En af hendes pointer var, at fantasy så sandelig var en genre for voksne, ikke mindst fordi hendes betalæsere var to pensionerede bibliotekarer i halvfjerdserne. Hun anbefalede blandt andet at læse Twilight-serien af Stephenie Meyer, der kunne noget, som kun få bøger kan - nemlig fastholde læseren over lang tid og mange bøger. Aftenens anden taler, forfatter og forlægger Line Lybecker fortalte om fantasy-genrens opståen, om Tolkiens alfaderlige rolle og om vigtigheden af en solid worldbuilding aka en troværdig fantasy-verden. Hun præsenterede også forfattere fra sit eget forlag (Ulven og Uglen), der er dedikeret fantasy for voksne, heriblandt Christina E. Ebbesen, der har skrevet Sumpbaronens rejse og Pernille L. Stenby, som står bag Mestenes-serien. De to oplægsholderes pointer matchede fremragende hinanden. Fantasy er også for voksne, og som forfatter skal du lave en ordentlig research - for din egen, såvel som for din læsers skyld.

---

Graphic novel

Femte og sidste oplæg startede med at oplægsholderen Henry Søren fra Faraos Cigarer pointerede, at hans oplæg ikke levede op til eventrækkens præmis. For graphic novels har aldrig været uglesete i Danmark. Tværtimod bliver de købt af det litterære segment, hvorimod mange hardcore tegneserielæsere ikke gider dem. Efter den underholdende indledning gik Henry ned i materien, og anbefalede blandt andet Will Eisners A contract with God, Yoshihiro Tatsumis gekiga-værker og Martin Vaughn-James proto-graphicnovelværk The Cage, der udelukkende består af tegninger af forladte bygninger og steder, men alligevel opbygger et sært narrativ. Af danske værker nævnte han Halfdan Piskets Dansker-trilogi og Karoline Stjernfelts serie om Christian 7. og Struensee. Vi nåede også omkring Corto Maltese, Watchmen-serien og Radiserne. En af Henrys pointer var, at vi egentlig slet ikke behøver et engelsk udtryk som graphic novel - vi har det danske ‘tegneserie’, der slet ikke lider under de samme fordomme som det engelske ‘comics’.

Henry leverer en sober og solid beretning om hvordan begrebet graphic novel opstod.

---

Bagefter

På den anden side af de fem arrangementer, står jeg tilbage med en god følelse. For det første havde vi held med de fleste gange at trække rigtig mange mennesker til, og endnu bedre, var det ofte gæster, vi ikke kendte og nyt publikum hver gang. Selvfølgelig var der også de faste, der kom til alle fem arrangementer. En anden dejlig ting var, at arrangementerne er blevet omtalt meget positivt, som spændende indspark og fagligt velfunderede og elementært spændende. En del af grunden til det, tror jeg har at gøre med, at oplægsholderne ikke bare kunne trække på det sædvanlige power point-show. De var meget til stede, og hvert arrangement var væsensforskelligt fra det forrige. Blandingen af forfattere, forlæggere, forretning, foredragsholdere, fans og forskere gjorde, at hvert arrangement stod ud og gjorde tingene på sin egen måde. Det smittede også af på publikum, der altid gerne ville høre og vide mere. At der også var en gratis håndbajer har nok heller ikke været skidt ;) Så hvad så nu? I sjov har Søren og jeg snakket om, at man jo altid kunne udvide med arrangementer om erotik, cowboyromaner eller noget helt tredje, men om det bliver til noget (og om det skal blive til noget), må fremtiden vise. Tak fordi du læste med :) og var du til et eller flere af arrangementerne, så skriv endelig en kommentar :)

Historien om en bog: Slør

Om en uges tid, nærmere bestemt til årets BogForum i Bella Center, udkommer min roman Slør på forlaget Kandor, der er specialiseret i horror. Slør er min trettende udgivelse, fjerde roman og hvis jeg betragter Slørs skabelse i forhold til mange af mine andre bøger, er det den, hvis liv har fulgt den mest direkte rute fra manuskript til færdig bog. Læs med.

For hvis det hele mere eller mindre lå klar i 2016, hvorfor skulle der så gå to år, før Slør kom på gaden? Oprindeligt stilede vi efter en udgivelse i 2017, men skød den et år. Det var der flere grunde til. En af dem var, at jeg havde andre bøger i pipelinen foran Slør, blandt andet romanen Scener fra et parforhold, der udkom tidligere på året hos Kandors moderforlag DreamLitt. En anden var at Slør skulle til redaktøren og rodes igennem. Og rodet igennem blev den. Ad to omgange blev der skrevet om og til, trukket fra og strammet op, og især Slørs dialog arbejdede jeg meget med, da jeg gerne ville have den mundret og realistisk. Det medførte, at jeg svedte og bandede over blandt andet brummelyde og ordvalg, samt nogle steder lod samtalen springe i forskellige retninger, for det er sådan en normal samtale opfører sig. Om det er lykkedes, må være op til læseren at vurdere. Endelig tog det lidt tid at blive enige om omslaget, og det var der en grund til.

Still fra The Gorgon (1964)

Still fra Dracula A.D. 1972 (1972), dansk titel Vampyren jager hotpants ;)

Alle de væsentlige personer i Slør er kvinder, nogle er veninder, andre lader som om, andre igen var det engang. Det er første gang, at jeg skriver en fortælling, hvor persongalleriet så entydigt er domineret af ét køn, og jeg fandt det hverken sværere eller skræmmende, at skrive om en hovedperson af det modsatte køn. For hvorfor? Jeg har gjort det tidligere, og jeg ihukommer altid hvad George R.R. Martin svarede, da en interviewer stillede et spørgsmål om netop det at skrive kvinder, når man er en mand. Lidt i samme dur lød Jens Christian Grøndahls ord, da han modtog Isak Dinesen-prisen (der gives til en forfatter, hvis hovedperson er af andet køn end forfatteren selv) i 2017. Han takkede for prisen, men fandt den lidt sær, da han ofte skrev kvindelige hovedpersoner, og mente “at en forfatters rolle er at evne at sætte sig i en andens sted”, en tanke, jeg kun kan tilslutte mig. Det er måske vores fornemste rolle, om den anden så er af et andet køn, et andet udseende eller for den sags skyld fra en planet tusind lysår borte.

Jeg glæder mig til at se, hvordan Slør bliver modtaget. Jeg er selv meget stolt af den, og blev ved hver gennemlæsning fanget af handlingen og stemningen, der kan fortolkes, diskuteres eller bare læses, hvis det er det man har lyst til.

Helt tilbage i 2011 blev min horror-roman Pandaemonium udgivet, og siden havde jeg egentlig ikke skrevet rigtig langt, når det kom til horror. De rædselsideer jeg havde fået, lagde sig mere til novelle-formen, og selv min horror-fortælling Al kødets gang fra 2015 kysser ikke de 50.000 ord, som jeg betragter som markskellet mellem at skrive kort og langt. I sommeren 2016 skulle det ændre sig, da en lille tanke forgrenede sig i mig. Noget om et bryllup og noget om veninder, funderet i en følelse alle kender, nemlig følelsen af at blive betragtet. Der skulle være noget voyeuristisk over min fortælling. Kolde, kuglerunde øjne, der bare kigger og kigger og kigger. Med de elementer gik jeg i gang, og mon ikke jeg gik i gang. I løbet af august, september og oktober 2016 fik jeg skrevet lige omkring 50.000 ord og havde egentlig den færdige historie klar.

Heldigvis var det sådan, at forlaget Kandor lidt tidligere på året havde opfordret mig til at sende eventuelle horror-manuskripter, jeg havde liggende, ind til dem. Det havde jeg så nu. Jeg sendte dem manuskriptet i december 2016 og lige inden verden gik i julestå, fik jeg en mail tilbage om, at de meget gerne ville udgive det. Så pludselig stod jeg med en bog, der næsten var færdig og et forlag, der gerne ville udgive, og det kun fem måneder efter jeg havde skrevet første linje i historien. Det var godt nok noget, jeg ikke havde prøvet før. Nu manglede vi blot at blive enige om, hvilken udgivelses-deadline vi skulle arbejde hen imod.

Slør er en blanding af forskellige genrer og spor. Den er til dels chick lit, til dels gotisk horror og til dels vikingemyte. De tre genrer er vævet omkring og gennem hinanden, og skaber en ret speciel fortælling om Pernille, der er til veninden Jeanettes bryllup på det smukke og gamle Rosensparre Gods. Hun er brudepige, men har ikke set Jeanette de sidste tre år, og de skiltes ikke på helt god fod. Men omslaget. Mens jeg skrev teksten, var jeg meget fascineret af de gamle Hammerfilms æstetik og farvevalg. I de film gløder farverne, grønt er så grønt at det gør ondt i øjnene. Rødt er nærmest neon. Sort en afgrund. Metal er enten dødrusten eller nypoleret. Alle de skin og nethindeangreb forsøgte jeg at få med i teksten, og derfor skulle de også med i forsiden. Det var jeg og forlaget dog ikke helt enige om, og der strøg en del forslag frem og tilbage, før vi blev enige om det nuværende cover. Det er jeg meget tilfreds med, da det netop har den vilde kontrast, der får det hele til at se tilvirket ud. Noget, som voyeurens blik grådigt kan falde på.

Om tankerne bag mine opsamlinger

Så er tiden kommet til det første indlæg på min hjemmesides blog. Efter mange år med wordpress-blog, håber jeg ikke at jeg farer vild i det nye system. Med det sagt, så lad os komme i gang.

I 2016 besluttede jeg mig for at lave nogle opsamlinger med mine noveller, der havde været tryktforskellige steder, såsom antologier og magasiner. Heldigvis var der ikke bare et, men hele to forlag, der gerne ville udgive dem. Derfor blev det til et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt, og indtil videre er der skrevet kontrakt på tre opsamlinger. Den første opsamling hed Sand og sten, stål og glas og blev rigtig flot modtaget. Den anden opsamling, Fast arbejde, er lige nu på vej i trykken og rammer verden i det sene efterår. Nummer tre kommer til næste år.

For cirka en måned siden fik jeg den herlige besked, at min tekst De vinterfødte blev en del af en kommende antologi med titlen Vintereventyr. Det særlige ved den besked var, at den markerede 50. deltagelse i en antologi, og det på mindre end et årti. Det var lidt vildt at opdage. Samtidig overbeviste det mig om, at jeg havde valgt helt rigtigt, da jeg begyndte på mine opsamlinger. Men når man så har så mange noveller at vælge imellem, hvordan udvælger man så hvilke der skal med i en opsamling?

Man opstiller nogle parametre. Først og fremmest blev jeg og forlagene enige om, at samlingerne ikke nødvendigvis skal spille på noget genrespecifikt. Med andre ord kan jeg undlade at tænke i en horror-opsamling, en fantasy-opsamling og lignende. Dette valg blev truffet af to grunde.Det vil give frihed til at vise forskellige sider af forfatterskabet, og samtidig undlade at markere samlingerne som genrelitteratur, hvilket til stadighed får mange til at rynke på næsen. For at understrege dette, valgte vi at skrive "udvalgte fortællinger" på forsiderne.

For det andet skal det være en blanding af nyere og ældre noveller, igen for at vise forfatterskabets bredde. Der skal være en funklende ny novelle i hver opsamling, så der også er noget til dem, der allerede følger med i mit forfatterskab. Efter en rundspørge på facebook, blev det også besluttet, at der skal være et efterord til hver novelle, hvor jeg fortæller noget om mine tanker bag novellen. Opsamlingerne skal være mellem 50.000 og 60.000 ord. I hver samling skal en af novellerne være eksperimenterende i form, novellerne skal have mere end én fællesnævner og sidst, men ikke mindst, skal hver samling indeholde otte noveller. Syv 'gamle' og en ny. Og så skal de selvfølgelig være gode. Med alle de parametre, bliver feltet snævret ind.

Ved både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde lagde jeg ud med et felt på omkring 20 noveller. Sand og sten, stål og glas fik meget hurtigt en alvorlig science fiction-vibe, men til gengæld kom den også til at handle meget om hvad det vil sige at være menneske. Fast arbejde var en anden fisk. Jeg vidste fra begyndelsen, at Fast arbejde skulle være sjov, ikke mindst fordi Sand og sten, stål og glas havde været meget alvorlig. Efterhånden som jeg valgte til og fra, kunne jeg se at et andet tema voksede frem. Nemlig handel. Aftaler. Kontrakter. Deals med alt fra integritet til sjæle. Det tema blev stort lige omkring den femte novelle (Et horn i siden), og derfra var det ikke svært at vælge de sidste tre. Det medførte dog at mit oprindelige valg af ny novelle blev ændret og at samlingens sidste novelle (Mester Prosopido) er noget mørkere end de andre syv. Til gengæld leder sidste novelle ind til min tredje samling, der har arbejdstitlen Monstre. Fast arbejde endte også med at være fantastisk af natur, og hvis man er glad for genrer, kan man tælle fantasy, science fiction, fabel, horror og fantastisk fortælling i samlingen. For mig er de 'bare' historier.

Forsiderne, der er designet af Anna Degnbol, er med vilje målrettet voksne. De er mere grafik end illustration, og går efter det smagfulde. Det vil sige, at der hverken er voldsomme farver eller de klassiske genremotiver (rumskibe, elverhelte eller monsterfjæs). Dette er blevet gjort for at vise at genrelitteratur også er for voksne. Forsiderne har det med at dele vandene. Mange finder dem virkelig stilfulde, andre kedelige. Prismæssigt satte vi os på hundrede kroner, hvis man køber direkte af forfatteren eller fysiske boghandler, hvilket er meget billigt for en ny bog. Samtidig er det gjort for at støtte op om den direkte kontakt mellem læser, boghandel og forfatter.

Ved at følge disse parametre, synes jeg både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde er blevet helstøbte bøger. De er fyldt med røde tråde, sammenhænge og tematikker, og formår samtidig at fremvise mit forfatterskab. Nu glæder jeg mig til at høre, hvordan Fast arbejde bliver modtaget. 

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at følge mig lidt tættere, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev ved at følge linket.

Nyheder i marts 2017 - om mine favoritbøger, horror og Sand og sten, stål og glas

Marts har, vanen tro, 31 dage og mens jeg skriver dette er der kun et par af dem tilbage. Gennem mange år, ikke mindst i det sidste indlæg, har jeg sammenlignet mit forfatterskab med en kedel, men denne marts' nærliggende sammenligning er med en ret, der står og simrer på komfuret ved svag varme. Dermed ikke sagt, at der ikke med jævne mellemrum er dukket en boble op til overfladen. Til gengæld har jeg haft travlt uden for skribentkøkkenet (jeg bekæmpede trangen til en joke om at være køkkenskriver), men det kan du læse om en af de følgende dage.

Sand og sten, stål og glas

Min novellesamling fra sidste år bliver ved med at modtage anmeldelser, og i marts er det blevet til hele to. Den første er fra Inge Jørgensen på bogrummet.dk, der kvitterer med fire stjerner og blandt andet siger:

"Jeg vil ikke nævne alle novellerne her, men lade kommende læsere selv sætte sig ned med denne bog og suge det til sig, som de nu kan. For den er helt sikkert værd at stifte bekendtskab med, især hvis man tør blive lidt udfordret."

Den anden anmeldelse er på bloggen Bare et kapitel mere, hvor Pernille Thoustrup giver samlingen tre stjerner, og blandt andet skriver:

"Hvis du kan lide fremtidsfortællinger, fortællinger om mennesket og dets styrker og svagheder er Sand og sten, stål og glas den rette novellesamling for dig."

I skrivende stund har jeg kun et par eksemplarer tilbage af Sand og sten, stål og glas, så hvis du vil sikre dig samlingen for 100 kroner, så skriv endelig til mig.

Mine favoritbøger

For et par måneder siden spurgte Bogrummet.dk, om jeg ikke ville medvirke i deres serie 5 bøger jeg

ikke glemmer. Det er en tilbagevendende feature, hvor de spørger forskellige forfattere både om deres forhold til læsning, og til hvilke fem bøger de ikke lige sådan glemmer. Jeg kom på lidt af en opgave, for det var svært kun at måtte vælge fem, når jeg med lethed kunne have fundet tyve. I sidste ende valgte jeg fem værker, der som et puslespil forsøger at vise hvordan jeg selv er, eller rettere stræber efter at være som forfatter. Og jeg vil gøre det modsatte af clickbait, og fortælle mine fem bøger lige her:

Candide af Francois Voltaire
En verdenshistorie i 10½ kapitel af Julian Barnes
Hjerter i Atlantis af Stephen King
Fahrenheit 451 af Ray Bradbury
Books of Blood – Clive Barker 

Hvorfor blev det lige præcis de fem? Det kan du læse dig til her, hvor jeg også indirekte fortæller at en af disse bøger gjorde min daværende kæreste jaloux. Hvilken? Følg linket! Og selvfølgelig tak til Bogrummet.dk fordi de tænkte på mig. 

Horror 

Jeg har før snakket om horror her på bloggen, men heldigvis er der også andre end mig, der griber pennen. En af dem er bibliotekar Jan M. Johansen, der den 12. marts skrev indlægget Det gode gys – derfor er horror godt for dig på bloggen bogsnak.dk. Han fortæller om horror generelt, og derefter lidt om den danske horror, hvor han også er så venlig at nævne mig et par gange. Han runder dog af med en smule bekymring, da han efterlyser nyt blod (høhø) til genren. Jeg er enig på den måde, at det altid er godt med nye og dygtige folk, men samtidig mener jeg også at mange af horrorens folk udvikler sig konstant og bliver ved med at føje nye dimensioner til den danske horror, og ikke umiddelbart har tænkt sig at stoppe. Så det kan være det nybrud der efterlyses kommer fra egne rækker, og det er måske slet ikke så dårligt.

Andet?

Ikke flere nyheder, men med lidt held vil næste måned være en af de rigtig gode. Jeg er stadig nomineret til Niels Klim-prisen, og du kan stadig nå at stemme. Det gør du lige her. Ellers håber jeg du nyder det spirende forår, og tak fordi du læste med!

Sådan gør jeg : Research

For de af jer, der følger min blog, kan det ikke komme som en overraskelse at jeg skriver en del noveller. I løbet af et år skriver jeg i snit 20 noveller, der varierer i længde fra et par tusind ord til 15.000. Det betyder også, at jeg altid har gang i en ny historie og kun lige tager en dag ind i mellem, hvor jeg kommer op efter luft. For en tre uger siden var jeg i Nykøbing Falster for at fortælle en håndfuld niende-klasser hvad det vil sige at være forfatter, og de stillede mig et spørgsmål jeg ofte får når jeg er ude at holde oplæg: Hvor meget arbejde ligger der i at skrive?

Jeg svarede at selve skrivningen oftest ikke var det, der tog længst tid - den plads blev delt af de store tidsrøvere research og redigering. Efter mit ene oplæg spurgte en af lærerne om det ikke tog meget længere tid at researche til realistiske fortællinger, og der svarede jeg nej. Det tager lige lang tid at researche, om det er en fortælling om de underjordiske på Bornholm eller en, der handler om udsatte unge i Gellerup. Det er blot forskellige ting man researcher. Mit svar kom helt automatisk, men efterfølgende har jeg gået og tænkt lidt over det. De tanker kolliderede med at jeg skulle i gang med at skrive en novelle, som skulle foregår i 1963/64, og det slog mig at denne del af forfattergerningen sjældent belyses. Eller sagt på en anden måde, hvad skal der egentlig researches for at kunne skrive en historie? Jeg er nået frem til følgende inddeling:

1. Hvad ved jeg?
Jeg er født i 1977, så jeg havde ikke nogen førstehåndsviden om perioden, men det er ikke det samme som at jeg ikke havde opsnappet lidt information. Jeg vidste lidt om hvordan København så ud i 63/64, noget om tidens musik, lidt om at det var en brydningstid, at i tresserne var der fuld fart på teknologien, at Danmark etnisk set var meget nordeuropæisk, at flere og flere kvinder begyndte at få længerevarende uddannelser og at p-pillen ikke var givet fri. Al den viden var jeg ret sikker på, og ud fra det kunne jeg arbejde på et skelet.

2. Hvad tror jeg at jeg ved?
En ting var hvad jeg var sikker på, noget helt andet hvad jeg mente jeg vidste. En af de områder der især blev vigtige var at filtre min viden om Danmark i 1960erne og min viden om USA i 1960erne ud af hinanden, for USA og Danmark lignede på mange måder ikke hinanden i tresserne. Jeg havde nogle billeder af hvordan man gik klædt, hvordan man talte til hinanden og hvad man gik op i, men jeg var langt fra sikker på at min viden var rigtig. Derfor tyede jeg til google, og undersøgte blandt andet følgende:

Rødovre skøjtehal, retter 1960'erne, Beatles 1964, Herremode 1963, Cubakrisen,

termonukleare våben, danserestauranter, biografpremiere 1963, vinteren 1963, cykel 1963,

turnus, månedsløn 1963, golfbaner Danmark 1960, klaversonater, ryatæpper

Rødovre Skøjtehal, ca. 1961

En ting var ren information, undervejs brugte jeg også en del billedmateriale og information, som jeg blandt andet fandt på følgende sider:

Det Kongelige Bibliotek, Danmark set fra luften før Google.

Det Kongelige Bibliotek, Daells Varehus Høstkatalog 1963.

Facebook-gruppen Gamle København.  

Danmarks Statistik, affotografering af Statistisk Årbog 1963/64.
DR.dk, Historietema om 1960erne.
Arkiv.dk - et utal af fotografier - også mange, der ikke kom op ved en google-søgning.

Nogle steder viste det sig at min viden havde været rigtig, f.eks. omkring sporvognslinjer, mens jeg især kom til kort på herremoden i begyndelsen af tresserne, turnus for læger og hvad folk egentlig fik i løn. Især billedmaterialet var helt fantastisk at bruge, da det ikke bare gav indtryk af folks tøj, men også om trafik, i hvilken stand husene var og sågar om hvor mange, der luftede hunde.

3. Hvad ved jeg ikke?
Novellen er horror, så jeg havde brug for noget skræmmende. Allerede da jeg samlede ind fra de andre kategorier boblede det bagerst i idéfabrikken, men jeg vidste at de ting jeg tumlede med, lå en del uden for min vidensbase. Jeg havde en anelse om hvad de var, men ikke mere end det. Og derfor blev jeg nødt til at sætte mig ind i følgende områder:

psykofarmaka, lucide drømme, hjernens opbygning, ammoniak, lsd

Google kom på overarbejde, og det samme gjorde jeg, for der var store områder at sætte sig ind i. Desværre var meget af det naturvidenskab, og det er ikke min stærke side, men jeg tog en dyb indånding og gik i gang. Heldigvis faldt jeg undervejs over noget historie, og der kunne jeg sætte hugtænderne hårdere i. Jeg vil ikke afsløre her hvad det var, blot at da jeg opdagede det, grinede jeg lidt for mig selv og måtte erkende, at det gamle ord om at virkeligheden overgår fantasien endnu engang havde vist sig rigtigt. Du må dog gerne få linket til rapporten om uetisk forskning i Norge fra 2003, som gjorde mig så lykkelig.

Uetisk forskning i Norge : Granskning av påstander om uetisk medisinsk forskning på mennesker.

Jeg læste meget, men i sidste ende brugte jeg nok ikke mere end 25% af det jeg havde læst. Enten fordi virkeligheden gjorde, at et element ikke længere kunne bruges i min historie, eller fordi jeg fandt ud af at det ikke var stærkt nok, spændende nok eller interessant nok til at vikle en historie op på. Dog var ikke et sekund spildt, da den nye viden straks satte nye historiefrø, der kan bruges en anden gang.

4. Luppen  

Jeg har ikke den store erfaring med at skrive fiktion, der udspiller sig i en anden historisk periode. Sidst jeg gjorde det, var med novellen Harald Peder Kristensen, der finder sted under anden verdenskrig. Jeg har valgt ordet lup fordi jeg fandt ud af at det var vigtigt lige at researche på sin research. Det lyder lidt sort, men det stod pludselig klart for mig, at når jeg havde en kilde hvor der blot stod "tresserne", kunne jeg ikke være sikker på at jeg kunne bruge den, for en historie der  

udspiller sig i København i 63/64 kan jo ikke have en bygning, der først bliver opført i ´68, eller et stykke musik, der bliver udgivet året efter. På den måde fandt jeg ud af en hel del om dansk psykiatri-historie, simpelthen fordi jeg blev nødt til at researche på min research om hvad man kaldte visse psykofarmaka. Det har kun givet mig større respekt for forfattere, der beskæftiger sig med historisk fiktion, for jeg har kun skrevet en novelle, og jeg kan levende forestille mig det hårde arbejde en hel roman må kræve. Hatten af for dem.

5. Stemning
Det sidste punkt adskiller sig en del fra de andre, men er ikke mindre vigtigt. Hvordan føltes tresserne? Efter samme arrangement som jeg fortalte om i starten af dette indlæg, tog jeg ud til mine forældre, og spurgte lidt ind til tresserne, især om sprogtone, og det endte med at jeg fik stukket en bog i hånden med øjenvidneberetninger og efterfølgende sendte de mig begge en række links. Det gav mig en rudimentær forståelse af tresserne. Resten prøvede jeg at få gennem gamle programmer på DR, især Bonanza, og så fandt jeg en playlist på youtube, der udelukkende havde numre fra 1963/64. Musikken spillede hele tiden mens jeg skrev, og det hjalp med at komme i den rette stemning. Det er ikke til at sige om jeg har ramt det helt, men det kan være fremtidige læsere kan fortælle mig det.

Det var nogenlunde det. Det tog mig tyve dage at skrive novellen, og lige nu er den endt på omkring 10.500 ord, og det er for langt. Den skal nemlig hugges og skæres til, så den når ned på omkring 8.000 ord. Jeg har på fornemmelsen at jeg tog fejl i mit oprindelige svar til læreren, om at alle genrer kræver lige meget research, for når man bruger sin frie fantasi kan man ofte komme lettere over både punkt 4 og 5, fordi en frit opfunden verden ikke kan faktatjekkes. Vendt på hovedet kan man sige, at fiktion som novellen jeg har beskrevet til gengæld får en masse foræret, fordi den har rod i virkeligheden. Der kræver det mere at opfinde en helt ny verden. Så i sidste ende er den nok uafgjort igen.

Hvad hedder novellen? Hvem bli'r dit næste offer, Mr. Sweetheart. Dejlig titel, ikke? Jeg har også skamhugget den, og jeg vil runde dette indlæg af med sangen af samme titel. Det er Sys Gregers der synger den, og den lå nummer 1 på hitlisten i 1963. Tak fordi du læste med.

Februars arbejde 2017 - om February Fiction, samtaler og noveller

Så er der sat hak ved årets korteste måned, og de otteogtyve dage var fyldt til bristepunktet. Nu er det forår, det har verden fejret med kulde og regn, men det er jeg heldigvis glad for, da jeg sidder indenfor og skriver dette. Jeg har haft rigtig meget arbejde at se til i februar, og i dag glæder jeg mig til at kunne læne mig tilbage og bare slappe af. Men inden det sker, vil jeg kigge tilbage på februar.

I løbet af februar blev det til to noveller, der er meget forskellige i stil og tone.

Det tynde øl (10500 ord, realisme) NH
Blinde killinger (3200 ord, horror)

En del af lokalet jeg lod mig inspirere af.

Historien Det tynde øl er en Næsten her-fortælling. I den møder vi ølbryggeren Ewers Mault, der modtager en sær gave med posten ... nemlig intet mindre end hans konkurrents hoved, eller kranium er vel mere præcist. De har konkurreret indbyrdes i femten år, og Ewers har altid tabt. Men nu, her har han jo vundet, for hans konkurrent er død, og vil endda gerne ha' at Ewers drikker hans skål af hans eget kranium. Til at begynde med er Ewers euforisk af lykke, men som tiden går, går det op for Ewers at der også er en værdi i at have en konkurrent.

Blinde killinger er skrevet til eventet Blod og blæk, der løb af stablen den 3/3-17 i Wicked Workshops lokaler på Vesterbro. Jeg lod mig inspirere af selve lokalet og min opvækst på Lolland, og skrev en fortælling om en dreng, der har et meget usundt forhold til dyrs liv. Det var en rigtig svær tekst at skrive, da jeg er frygtelig glad for katte, og som det fremgår af titlen, så spiller de en væsentlig rolle. Blinde killinger et skrevet med oplæsning for øje, så det kan være jeg omskriver den en gang i fremtiden.

Omskrivning, redaktion, revidering

Ud over de nye tekster har jeg haft den store rettepen fremme, og det er blevet til en gevaldig masse. Først og fremmest fik jeg et hastemanus i mailboksen - et manus, der skulle ligge klar omkring en uge senere. Så det kastede jeg mig over, og nu tyder alt på at forfatteren når det til deadlinen. Fedt. Men jeg havde også mine egne ting at tænke på. Størst var det nok, at jeg fik revideret mit manus Et satans arbejde, og nu blot venter på en håndfuld sammenhængende dage, hvor jeg kan skrive det igennem ... og så! kan manus endelig komme ud til forlag. Det glæder jeg mig til.

Romaner er en ting - noveller noget andet. I løbet af februar har jeg redigeret min erotiske novelle Tilbud, der snart udkommer på forlaget DreamLitt. Jeg har redigeret novellen Bon voyage, voyage, et stykke horror på engelsk, der bliver en del af en samling hvor hovednavnene er Clive Barker og Ramsey Campbell (og hvis du har lyst til at hjælpe samlingen på vej, kan du donere her), det er blevet til tre science fiction-noveller, der skulle læses igennem og revideres, så de kunne blive sendt til Science Fiction Cirklens årlige konkurrence, der var yderligere tre (heldigvis korte) noveller, der skulle gennemtjekkes inden de blev sendt til et online magasin og det tror jeg så også var det. Jeg har grinet lidt af mig selv, når jeg endnu en aften sad med først kuglepen og så tastatur, for så kan jeg fandeme lære ikke at skrive så meget. Tingene skal jo også rettes igennem.

RED: Et par timer efter jeg skrev dette indlæg, faldt jeg over et link til George Saunders indlæg What writers really do when they write - og der ramte han plet med beskrivelsen af en en redigeringsproces. Tak for det!


Bogmarked og konkurrence 

I starten af februar åbnede jeg for salg af nogle af mine gamle titler, og det er gået rigtig godt med det. Der var blandt andet en kunde, der købte hele ni bøger i et hug. Faktisk er det gået så strygende, at der kun er nogle bogpakker og to eksemplarer af Sand og sten, stål og glas tilbage. Hvis du er interesseret, kan du læse mere om det ved at følge linket.

Jeg afholdt ligeledes en konkurrence på facebook, hvor man kunne vinde en af bogpakkerne, og der er nu to sæt på vej til henholdsvis Tappernøje og Nordvest. Det var dejligt at se, at der stadig er interesse for at læse mine ældre udgivelser, og jeg glæder mig til at høre hvad de to nye læsere synes om Køtere dør om vinteren, Optisk bedrag og Ambrosia/Live. 

February Fiction

Sidste år startede forfatteren A.Rune initiativet February Fiction, der i al sin enkelhed går ud på, at man i februar skal skrive tekster, der holder sig under 100 ord, men som samtidig har en begyndelse, en midte og en slutning. Samtidig skal de publiceres online - jeg valgte Instagram. Jeg medvirkede i 2016, og jeg medvirkede også næsten hele vejen her i 2017. Det blev til fireogtyve FebFic fra min hånd af - og her kan du se en af dem:

Er det for småt, så tryk for stort :)

Som altid var det sjovt at skrive en ny historie hver dag - og jeg har lagt månedens produktion op på en underside her på bloggen, så du kan læse hvis du vil :) Jeg forsøgte at skrive i alle mulige genrer - fra det ondt realistiske til det mere komiske. Grunden til at jeg ikke kom helt i mål, var at der i initiativets sidste weekend blev ændret på reglerne, og det havde jeg hverken tid eller overskud til at leve op til. Dog håber jeg initiativet til næste år får endnu flere skribenter med.

Litteraturens rolle og vilkår i samfundet

Om eftermiddagen den 28. februar sad jeg i et panel på Husets Teater, hvor der blev diskuteret litteraturens rolle og vilkår. Det var min første offentlige optræden i min egenskab af formand for de skønlitterære i Dansk Forfatterforening, og sammen med mig i panelet sad Jacob Søndergaard, forlagschef på Rosinante. Vi blev taget ved hånden af Klaus Rothstein. Det var et meget velbesøgt arrangement, der tog udgangspunkt i Jacob Søndergaards tekst Skulle, burde, turde, ville, hvor en af hans hovedpointer er at man måske ikke skal forvente, at den smalle litteratur vokser sig bred - og at det er helt fint. Jeg fik også sagt min del, om hvordan det er at være forfatter, om at forsøge at nå ud til læserne og at jeg tænker, at vejen frem for at skaffe mere fokus og interesse på bøger og læsning, er at lade forskellige grupper og miljøer mødes, så det ikke enten er den 'fine' litteratur, der diskuteres eller den 'mainstream' litteratur, der læses. Der er brug for nogle broer, og ja, en af de broer er fra genrelitteraturen til den anden genrelitteratur, der tilfældigvis har flest tilhængere.

Efterfølgende fortsatte debatten, men med nye aktører, nemlig Peder Frederik Jensen og Susan Simonsen, der snakkede om litteraturens rolle i samfundsdebatten. Vi nåede langt omkring, både til genrelitteratur og bogmarkedets fremtid, og det var dejligt at sidde i et lokale med en masse tilskuere, der elskede at læse.

Er der mere?

Næh, egentlig ikke. Marts bliver også fyldt med omskrivning, men også med en særlig novelle om 1960erne, som jeg har samlet information ind til et stykke tid. Det bliver spændende at skrive den. Og så har jeg et par arrangementer i den kommende måned. Tak fordi du læste med :)

Nyheder i februar 2017 - om en Top 10, nomineringer og lektørudtalelse

Februar måned lakker mod enden, og heldigvis er det omskiftelige vejr med til at holde mig i sving. Som det også var tilfældet sidste år, medvirker jeg i initiativet February Fiction, det kan du læse med på over på min Instagram, men ved siden af det sker der også ting og sager i forfatterkedlen.

 

Horror

Sidste år udkom antologien Hvis jeg overlever natten, hvor jeg havde min novelle In uteri med. Samlingen udkom på et helt nyt forlag, og derfor er det så meget vigtigere at den har modtaget en lektørudtalelse. Lektøren fremhæver samlingen som velskrevet, og har blandt andet følgende at sige om yours truly:

"Fremhæves kan bl.a. Lars Ahns “Hvor hesten ligger begravet” og A. Silvestris “In uteri” som to fortællinger, der bliver hængende i læserens bevidsthed.”

I slutningen af januar gjorde bibliotekar Pernille Thoustrup status over læseåret 2016 på en Top 10 på bloggen Bare et kapitel mere, og sørme så om Kærlighedsfrugt ikke sneg sig ind på en syvendeplads med følgende ord:

"#7: Kærlighedsfrugt af A. Silvestri. Kærlighedsfrugt er nok en af de bedste horror novellesamlinger jeg nogensinde har læst. Jeg læste den faktisk hele to gange i 2016, så jeg var pænt opslugt af den. Den er kærlighed til horror i stor stil. (Anmeldelse her)."

Mens jeg skrev dette indlæg, skiftede Forlaget Kandor til denne facebook-header. Kærlighedsfrugt lever stadig ;)

Science Fiction

Siden efteråret har det været muligt at stemme på Niels Klim-prisens longlist, og på den måde være med til at beslutte hvem der skulle med på shortlisten, og dermed have en mulighed for at blive årets vinder i en af de fire kategorier. Jeg havde oprindeligt kandidater med i både kategorien novelle og langnovelle, og da sløret blev løftet for afstemningen, fandt jeg ud af at jeg var kommet i sidstnævnte kategori og hurra for det :) Men faktisk er det i så voldsom grad, at jeg nu er blevet min egen konkurrent.

Hvordan det? Jo, min novelle Bag glas, novellen Sand og sten, stål og glas og novellen Klæder skaber folk, fra tre forskellige udgivelser, er nu blevet stemt videre og er derfor midt i et internt opgør, ikke bare med hinanden, men også med de andre nominerede i kategorien. Jeg har overvejet at trække to af kandidaterne, for på den måde at maksimere mine chancer for ikke at slå mig selv i gulvet, men jeg er ikke helt sikker på hvad jeg skal gøre. Her kommer du ind: Hvad synes du, min kære bloglæser? Skal jeg trække nogle af mine kandidater? Afstemningen starter den 1. marts og jeg håber I stemmer på lige præcis de historier I synes bedst om. Og så selvfølgelig et stort tillykke til alle de nominerede i alle kategorier.

Facebook og update

For omkring en uge siden lavede jeg et indlæg på min officielle facebookside, hvor jeg skød en konkurrence i gang. Der er lidt over en uge tilbage af konkurrencen, så hvis du har lyst til at vinde en håndfuld af mine bøger, så er det blot at springe ombord på facebook-færgen :)

Det går også forrygende med mit bogudsalg, så hvis du skal nå at have noget med, skal du snart til at skynde dig. Som du kan se, har jeg løbende opdateret mit oprindelige indlæg, så man kan se hvad der er tilbage i bunkerne :)

Andet

Ellers er der ikke så meget. Jeg redigerer og retter, så blækket pletter væggene, jeg har lige sendt en håndfuld noveller ind til et nystartet novellemagasin, og så får jeg lavet en frygtelig masse arbejde - men det kan du altid læse mere om i et kommende indlæg.Tak fordi du læste med :)

Er den danske horror-litteratur død?

For omkring en måned siden, skrev Rasmus Wichmann et indlæg i Biblioteksmagasinet med titlen De unge skrækløver. Her fortalte han, hvordan størstedelen af Danmark var gået glip af perioden 2010-2015, hvor der skete en sand eksplosion i horror skrevet på dansk. Nye navne trådte ind på scenen, men desværre for tomme sale. Grunden til dette kunne findes i blandt andet dagbladenes ignorering af genren, bibliotekernes stækkede budgetter, genrens egne fans, der havde en tendens til at mene, at danskproduceret var dårligt og så den tanke, at langt de fleste læsere mener, at horror-litteratur er for børn og unge. Så langt pointerne i indlægget De unge skrækløver.

Du kan selv læse indlægget ved at følge linket  - det er side 8+9.

Da jeg havde læst Wichmanns indlæg, sad jeg tilbage med en følelse af at jeg lige havde læst et gravskrift - en fornemmelse, jeg delte med den håndfuld, der kommenterede på indlægget på facebook. Jeg havde selv været ramt af hvad der føltes som ligegyldighed fra mange sider af, når det kom til horror - eksemplificeret gennem min udgivelse Kærlighedsfrugt, der styrtede til jorden på trods af flot lektør og gode anmeldelser. I mit blogindlæg Seks eksemplarer dykker jeg netop ned malstrømslignende fornemmelse af at genrens fans er dem, der svigter den hårdest, men samtidig kan man jo ikke kræve at folk investerer i bøger, bare fordi de er en speciel genre. I de efterfølgende måneder har det, der har gået mig mest på, været en af de andre ting, Wichmann nævner i sit indlæg. Nemlig at mange af horror-værkerne er blevet forbigået i tavshed af pressen. Det står for mig som meget værre.

2010-2015

Skrækløvernes fem år var en vild tid. Det virkede som om der hver eneste måned kom en ny, god bog. I 2011 kom Michael Kamps Moln - jorden husker, i 2012 begyndte Jonas Wilmann sin Frygt-filerne-serie (hvor tredje og sidste bog lige er udkommet), i 2013 kom Carina Evytts Dæmoner, i 2014 Teddy Vorks fremragende Sprækker og i 2015 kom min egen Kærlighedsfrugt , for nu at nævne et par stykker. I samme periode fossede det ud med horror-antologier - nogle meget vellykkede, andre i mindre grad. På årsbasis blev der udgivet i hvert fald 15 bøger, der var rendyrket horror for voksne. I perioden skete der også det spændende, at mange af navnene blev hængende. Det var ikke folk med en enkelt bog i sig, men derimod forfatterskaber, der blev etableret. De gamle rædselskøtere var der stadig, i form af Steen Langstrup, Patrick Leis og Jacob Hedegaard Pedersen, men koblet blev større og langt mere varieret. Nogle af de nye forfattere rakte bagud efter de gamle mestre, som Wichmann også peger på i sin artikel, mens andre søgte deres inspiration fra film, tegneserier, computerspil og den traditionelle, realistiske litteratur. Det gjorde at der i perioden opstod en stor diversitet i stemmer. Hvad mange af dem havde tilfælles, var dog de korte former, og for hver roman, udkom der en novellesamling og/eller en kortroman. Måske var det en af grundene til den mindre bevågenhed. Mange læsere lider af en sær antipati over for noveller, og kortere romaner, og derfor har de ordknappe tekster nok ikke gjort noget for at promovere genren. I samme periode blev Dansk Horror Selskab, der står for at uddele den årlige horrorpris, også stiftet. Det var ment som et samlende organ for forfattere og kunstnere, der arbejdede professionelt med genren. Ved udgangen af 2015 stod Danmark med en håndfuld helt nye horror-forfattere, der var dygtige til at skrive, og allerede havde et par bøger på CV'et. Men hvordan kunne forfatterne overhovedet få udgivet bøger, hvis der ikke var nogen, der ville læse genren?

Forlagene

Mestendels var de etablerede forlag slet ikke interesserede i horror. Enkelte forfattere, som Steen Langstrup og Jonas Wilmann udgav deres bøger selv, men resten af horror-forfatterne var så heldigt stillet, at der i næsten samme periode opstod to forlag, der næsten eksklusivt tog sig af horror. Det første var H.Harksen Productions, et etmandsforlag på Fyn, hvis ejer, Henrik S. Harksen var dybt fascineret af H.P.Lovecraft og nok uden at vide det, på det grundlag startede bølgen af især antologier. Forlaget var primært dedikeret til Mythos-litteratur, men sekundært til horror, og horror kom der meget af. HHP lancerede serien gotisk krimi, og håndplukkede selv forfattere, der kunne skrive inden for genren. Samtidig blev antologierne ved, og skabte derved en vej ind for nye stemmer. Lidt senere kom forlaget Kandor, drevet af den stærke forfatter Nikolaj Højberg til, og han kom til at stå bag en række af de mest roste horror-antologier, og novellesamlinger i perioden. Ved siden af horror interessede Kandor sig også for fantasy og science fiction, og blev derved en

eksponent for de fantastiske (og udskældte) genrer. Disse forlag var uhyggeligt vigtige for at genren fik så meget vind i sejlene som den gjorde. Andre forlag, såsom Tellerup, Valeta og sms-press tog større eller mindre afstikkere til genren for voksne, og hist og her dukkede andre selvudgiverforlag op, men størstedelen af dansk horror var centreret om disse forlag.

Men hvad skete der i 2015?

Der skete ikke noget, eller, måske skete der en hel masse. En række af genrens forfattere søgte andre steder hen. Nogen begyndte at skrive til børn og unge, andre begyndte at skrive i andre genrer, og en helt tredje gruppe forsvandt ikke, men droslede ned for deres produktion. En forgrening drejede fokus, så deres horror blev mere krimi-orienteret, andre fokuserede mere på de realistiske aspekter af horror. Med et negativt ord kan man kalde det, der skete, for en udvanding af genren - med et positivt ord, en udvikling. Forlaget Kandor gik ned, fordi der var for meget arbejde for en enkelt mand, og bibliotekerne var økonomisk ramte, så der ikke blev indkøbt så meget længere. Ligeledes var der kun et sparsomt privatsalg. Heldigvis blev Kandor omdannet til et imprint hos forlaget DreamLitt. Den rene horror til voksne blev mindre, men den fandtes dog stadig.

Hvordan kunne det være gået?
Det kunne være gået anderledes. Hvis dagbladene havde været mere åbne for at anmelde

bøgerne, lave forfatterportrætter og omtale af genren, ville det have medført en større bevågenhed, og åbnet for at en række forfatterskaber kunne have blomstret. Det alene ville ikke have gjort nok, men det ville have skabt en platform. Ligeledes kunne det have set meget anderledes ud, hvis læserne havde været i stand til at se forbi mærkaten horror, og rent faktisk læst bøgerne. Så ville de have opdaget, at meget dansk horror er smedet i naboessen til den realistiske litteratur. Horror anvender den realistiske verden som afsæt for de fleste historier, tager ofte afsæt i individet og arbejder med hvad det vil sige at være menneske - præcis de samme ting, så meget litteratur bliver lovprist for. Det er alt sammen gisninger, for faktum er stadig, at horror ikke nåede ud over rampen til det brede publikum. Men det kan være, at den er godt på vej.

Er genren død?
Hvor Rasmus Wichmann (og jeg selv) var hurtig til at se den manglende opmærksomhed som en nekrolog over genren, er jeg efterfølgende kommet på andre tanker. Og jeg synes, at jeg begynder at ane en helt ny periode strække sig ud foran os - med offentlighed som omdrejningspunkt. Der er nemlig gang i arrangementer rundt omkring i Danmark. Jeg snakkede med indehaveren af bloggen Skræk og Rædsel, Søren Henrik Jacobsen, om hvordan horror-året 2016 havde været. Ifølge hans horror-kalender, havde der været 168 horror-relaterede arrangementer rundt omkring i landet fra juni og til nytår. Lidt vildt! En tiendedel af disse havde direkte haft noget at gøre med litteratur. Det er udmærket, selv om litteratur godt kunne få en større plads, og det ser ud som om det bliver tilfældet i 2017. I næste uge afholder Rasmus Wichmann selv et oplæg på Sønderborg Bibliotek om horror. I skrivende stund er der til marts en zombie-festival i Odense og jeg ved fra pålidelig kilde, at Københavns Hovedbibliotek arbejder på en række horror-relaterede events i løbet af året. Under festivalen KBH Læser står Dansk Horror Selskab for en aften i rædslens tegn. Ligeledes sniger horror sig lidt ind på den etablerede litteratur-scene i København, da det rygtes at der også vil ske noget til Halloween. Steen Langstrups roman Alt det hun ville ønske hun ikke forstod er i færd med at blive filmatiseret. En håndfuld mindre forlag, såsom Forlaget Sidste Århundrede,  er også interesset i horror, omend det ikke er den danske slags, men til gengæld er et helt nyt horrorforlag, Enter Darkness, trådt frem af skyggerne. Afslutningsvis har Henrik S. Harksen siden slutningen af 2016 holdt en foredragsrække om H.P. Lovecraft, til stor fornøjelse for mange.

Så hvor efterlader det os? Er den danske horror-litteratur død?
Jeg er helt enig med Rasmus Wichmann i at den helt specielle tid er slut - det var en periode i dansk litteratur, der blev sørgeligt overset og kunne være blevet til meget mere. Men jeg ser dansk horror som værende på vej ind i en ny (og måske endnu bedre) tid - hvor der er mere fokus på forfatterne, deres værker og deres viden - så den er så langt fra død. Danske horror-forfattere er mere prominente i bibliotekernes kataloger, til diverse festivaler og sågar foredrag andre steder end de vanlige litteraturkanaler. De større forlag begynder at vejre lidt i udkanten af genren. Hvad der stadig mangler er læsere - en bredere forståelse af at horror ikke er for børn, og ikke er noget plat blodsplatsgøgl og en accept af at det, der får dig til at gyse af fryd når du læser krimi ... i virkeligheden er horror. Ligeledes ville det også klæde dagbladene, og litteraturkenderne at tage et skridt ud af deres comfort zone og give sig selv noget, de ikke allerede kender smagen af. Jeg håber, at begge dele kommer, og at de danske forfattere bliver ved med at skrive horror - og hvorfor skulle de dog ikke det?