Rapport fra forfatterværkstedet 2019, 3. update

Vi er rykket ind i årets sidste del, og derfor er det på sin plads med et kig på hvad der har summet i maskineriet de sidste par måneder. Tidligere på året blev jeg ramt af en voldsom krise, der fuldkommen sugede al lyst til at skrive ud af mig. Det var simpelthen for trist at blive ved med at arbejde uden at føle, at jeg rykkede mig af stedet. Derfor fokuserede jeg på at skrive på noget lystbetonet, nemlig fortællinger om katte, og det har givet pote (haha). Jeg er stadig langt fra mit gamle selv, men i det mindste er i gang igen, med ting som jeg finder spændende. Det har også været et meget travlt efterår, og det har nok kun været af det gode. Når man konstant har deadlines, er det svært at have ondt af sig selv.

Jeg fortæller løs på Skrækfest i Odense. Foto: Jette Holst

Jeg fortæller løs på Skrækfest i Odense. Foto: Jette Holst

Skrivning

Siden juli har jeg færdigskrevet 10-15 tekster om katte. Der er historien om Lovecraft og katte, historien om de to katte, der findes visdom i The Cures Lovecats, historien om musicalen Cats, historien om katten, der fangede den røde plet og så videre. Nogle af teksterne er fabulerende, andre sjove, andre igen sørgelige. Ud over de færdige fortællinger har jeg skitser til mindst det tredobbelte. Hver fortælling er et sted mellem 500 og 1500 ord lang. Ellers er det kun blevet til en færdig novelle, og et par halvfærdige.

All inclusive (science fiction, 10900 ord)

All inclusive handler om Thorkild, der skal dø. Derfor beslutter han sig for at se verden. Men på en jord hvor klimaforandringerne kun er blevet værre, er det så ikke det vildeste egotrip at tage på en sidste rejse før den sidste rejse?

70419673_535475780541438_3448125866943447040_n.jpg

Gustave Dorés illustration kommer til at være bagsiden til Et satans arbejde … men vi har leget lidt med den.

Gustave Dorés illustration kommer til at være bagsiden til Et satans arbejde … men vi har leget lidt med den.

Et forsideforslag til Tre, som vi fravalgte med det samme. Kan vi klappe ‘kliché’ ?

Et forsideforslag til Tre, som vi fravalgte med det samme. Kan vi klappe ‘kliché’ ?

Arbejde på manuskripter

Når det kommer til mine egne manuskripter, har de sidste par måneder været fyldt til bristepunktet med korrektur, redigering, ændringer og forsider. Sådan er det altid, når et manuskript nærmer sig tilstanden som færdig bog. I år har det dog været lidt hårdere end ellers, da to manuskripter har tagteamet mig som to muskelsvulmende brydere fra 1990erne.

Et satans arbejde: Manuskriptet har været igennem alle de ændringer, der skulle til og det er nu et faktum, at Et satans arbejde udkommer på BogForum den 16. november i år. Det er forlaget Brændpunkt, der står for udgivelsen, og jeg har ladet mig fortælle, at det bliver en hardback-udgivelse. I disse sekunder er grafikeren og jeg ved at lægge sidste hånd på omslaget, og det bliver noget ganske særligt.

Tre: Min rammefortælling, og kærlighedsbrev til horror-antologifilmen er også i de sidste stadier. Forsiden ligger næsten klar, og redaktøren sidder med mine ændringer. Jeg ved endnu ikke, om Tre når at blive udgivet i år, for det snerper til med tiden, hvis den også skal nå til tryk. Udkommer den i 2019, bliver det også til BogForum hos forlaget Kandor.


Nye tekster

De sidste par måneder er der kommet gang i årets mindre udgivelser, og jeg ved, at der de næste to måneder kommer fuldt tryk på. Forlaget Enter Darkness udgiver horror-antologien Skyggespejlet, hvor jeg medvirker med novellen Tinderbitch. Science Fiction Cirklen udgiver antologien Sandsynlighedskrydstogt, hvor mit bidrag har titlen Beautiful Budapest og HHP udgiver horror-antologien Et århundredes tusmørke, hvor jeg har fortællingen Hvem mon blir dit næste offer, Mr. Sweetheart med. Noget lidt nyt og anderledes er, at min abstrakte fortælling Mono udkommer på internet-sitet Center for militant futurologi.

Allerede udkommet er min korte novelle I Love You i det russisk-drevne antologiprojekt Horror Without Borders, hvor jeg repræsenterer Danmark, og nu hvor vi er ved det engelske, udkom min novelle In Everything a Sound i antologien Mountains of Madness Revealed. Det er en særlig novelle for mig, da forlaget PS Publishing er velrennomeret, specialiseret i weird og horrorfiktion og så er redaktøren på samlingen tidligere World Fantasy Awards-dommer. De ting tilsammen føles som en blåstempling af mit forfatterskab. På dansk er kommet den korte novelle Orgie i litteraturtidsskriftet uDkAnt (nummer 8), og med den håber jeg at nå nogle nye læsere. Som noget helt nyt og anderledes blev jeg også headhunted til at skrive gæsteleder i Bogmarkedet - og du kan læse Tillykke. Du har skrevet en død bog ganske gratis ved at følge linket. Det handler om hvordan det er svært som forfatter at trænge igennem med sin bog. Som et sidste kirsebær på toppen, er der også dukket endnu en indlæsning af en af mine korte tekster op på sitet Godnathistorier. Den hedder Timeglas, og kan lyttes til lige her.

Sandsynligheds-front-smaller.jpg
31311331.jpg

321132132.jpg
3331.jpg

Andre projekter

Mens det har buldret af sted med korrektur med videre, har der også været travlt på andre fronter. Jeg er startet som huskunstner på Museum Obscurum, og det er både sjovt og anderledes, at arbejde med at formidle skrivekunst og worldbuilding til udskolingselever.

I en lidt anden boldgade har jeg udarbejdet et undervisningsmateriale til ungdomsromanen SKUNKS af Dorte Schou og Line Leonhardt. Det er støttet af BUPL, rettet mod folkeskolens ældste klasser, og fokuserer på personkarakteristik, samfundsmæssige problemstillinger og læsning. Ligeledes er det multimodalt og anvender både skrift, tegning og lyd. Du kan downloade det ganske gratis lige her.

Ved siden af UV-materiale og undervisning har jeg været redaktør på Line Lybeckers nye roman Da farfar forsvandt, der handler om demens og venskab, og for at jeg ikke skulle kede mig, har jeg i samme periode overtaget min kollegas danskundervisning, da han skulle på barsel. Det betød, at jeg var næsten tilbage på fuld tid.

Jeg har også haft travlt med at arrangere events. Fem gange uglesete genrer i Vangsgaards Antikvariat og den tredje omgang Gys i Kirken sammen med Traume & Co. I år handler det om det nordiske gys, og vi har en fremragende lineup.

Og så har jeg optrådt. På filmskolen i Ebeltoft, i min fødeby Toreby på Lolland, og til Skrækfest i Odense. Lige om lidt venter BogForum og så er det slut for i år.


Afrunding

Det tror jeg, var alt i denne omgang. Min næste update bliver min årlige rapport fra hele forfatterværkstedet, og jeg ser frem til at skrive den. 2019 har været et meget anderledes år for mig. Tak fordi du læste med.