Til årets BogForum, nærmere bestemt den 16. november, udkommer min roman Et satans arbejde på forlaget Brændpunkt. Det er min femtende bog (tænk, at det allerede er så mange), og min femte roman. Et satans arbejde har været meget længe undervejs, faktisk hele fem år, da jeg skrev de allerførste ord på den i oktober 2014. Siden har den har været igennem en pæn del. Men lad os begynde med begyndelsen, fordi det altid er et fornuftigt sted at starte.
Der er i alt otte bøger om Satan i serien.
Tilbage i 2014 lancerede forlaget Kandor et helt nyt koncept. De ledte efter korte romaner om Satan og dennes væsen, og fordi jeg alle dage har elsket benspænd og tvungne opgaver, satte jeg mig for at skrive en historie, der matchede. Og det gik fint. Faktisk så fint, at da jeg nåede de 30.000 ord var jeg langt fra færdig. Den ville blive stor. Den ville blive lang. Den ville forgrene sig i alle mulige retninger. Og ville den egentlig, når alt kom til stykket, så handle om Satan? Det var med blandede følelser, at jeg fortsatte. Jeg var irriteret, fordi min historie helt sikkert ikke ville kunne bruges til Kandors nye serie. Samtidig jublede en del af mig, da det jeg havde gang i var en fortælling, der ikke rigtig lignede noget, jeg havde skrevet før.
Meget tidligt i forløbet viste det sig, at Et satans arbejde slog med både halen og ryggen. Den havde sit helt eget liv og linjerne opførte sig næsten som besatte. Historien om flyttemanden Asger, der skal flytte en del af Helvede var ret sjov, og samtidig rigtig grim. Den var en farce, den var en dannelsesfortælling, den havde elementer af fantasy og weird fiction og havde historier indlejret i hovedfortællingen. Hver gang jeg prøvede at tvinge den ind i en renere form, stillede den sig på bagbenene og viste kløer. Visse elementer var som snydt ud af næsen på den sydamerikanske magiske realisme, mens andre nærmest pegede i retning af en socialrealistisk midtlivskrise. Det var en vild udfordring at skulle jonglere med de forskellige genrer, udtryk og stemninger. Som læser får man i Et satans arbejde fortalt en historie. Derfor skulle fortællerstemmen også være derefter. Flere gange henvender den sig direkte til læseren og braser igennem den fjerde væg. Den bryder med god skik indenfor fortællestruktur og opbygning. Den fortaber sig i tankeflugt, og finder tilbage på sporet. Den er usikker på det meste, og i tvivl om resten. Da bogens univers voksede, og Kandors koncept gled i baggrunden, blev jeg nødt til at slå bremsen i. For Et satans arbejde havde brug for en helvedes masse (haha) research, jeg først skulle igennem, før jeg kunne glemme den igen. Lyder det kryptisk? Så læs videre.
Da romanen sprang fra kort til lang, lagde jeg den side, og kastede mig over Satan og Helvedes-litteraturen. Jeg havde brug for at undersøge Satans og Helvedes status og modus i litteratur, musik, kunst, film og faste udtryk. Jeg læste Vergils Æneiden og Dantes Guddommelige Komedie. Jeg læste Goethes Faust, Miltons Paradise Lost og Sartres Lukkede døre. Jeg så Event Horizon og All dogs go to Heaven, Hellboy, Jacob’s Ladder, Hellraiser og What dreams may come. Jeg studerede malerier af Bosch og Brueghel (begge Bruegheler, faktisk). Jeg lyttede til klassisk og rock og folkemusik og mere klassisk. Jeg fyldte mig selv med Helvede, og da jeg vendte tilbage til min tekst, gik det op for mig, at størstedelen af al min nye og fact-tjekkede viden ikke kunne bruges i ren form. For min hovedperson Asger var helt nede på jorden. Han var vant til at stole på sine instinkter, hurtig i replikken og ikke det mindste boglærd. Det var langt mere sandsynligt, at han ville skråle med på Highway to Hell end at han ville citere Paradise Lost. Jeg blev simpelthen nødt til at filtrere al min viden gennem Asgers personlighed, væsen og forståelsesramme. Det var både udfordrende og helt fantastisk. For hvordan tolkes og muterer metafysik, når den glider gennem et menneske, hvis forudsætninger er langt fra ekspertens? Og hvordan kommer al den viden så i spil? Hvordan reagerer han, når han bliver tvunget til at overveje de helt store spørgsmål? Og kan de slutninger, han drager, overhovedet bruges til noget?
Jeg var færdig med første gennemskrivning af Et satans arbejde i 2016, hvorefter romanen lå i et mørkt rum i omkring et halvt år. Så redigerede jeg den og sendte den derefter til et forlag. Afslag. Så sendte jeg den til et andet forlag. Endnu et afslag. Efter den tredje runde i manegen lod jeg den ligge et års tid, og redigerede den så i 2017. Men jeg sendte den ikke til forlag. Selv når jeg arbejdede på andre ting, kunne jeg hører Et satans arbejde hviske i baggrunden. Den vidste, at den ikke var færdig. I slutningen af 2018 lavede jeg så en række kirurgiske indgreb, skrev hele scener ud og en ny slutning til … og så sendte jeg den til forlaget Brændpunkt. Jeg havde holdt øje med dem ud af øjenkrogen et stykke tid, og kunne godt lide deres profil og tilgang til bøger. Heldigvis var de også glade for romanen, og der blev skrevet kontrakt. Under redigeringsprocessen skar vi omkring 40 sider af manuskriptet, og det var tiltrængt. Ligeledes blev der strammet op alle steder, og det var nogenlunde det. Nu er den blevet sluppet løs på verden, og jeg håber, at den bliver godt modtaget. Forsiden er designet af Søren Klok og min redaktør var Birgitte Vestergaard Andersen.
Men, hånden på hjertet. Hvad handler Et satans arbejde egentlig om? Den handler om at finde sin plads i verden. Den handler om være et rådyr fanget i en lastvogns forlygter. Den handler om musik. Og så lover jeg, at den vil få dig til at grine. Det er vel ikke det værste. Tak fordi du læste med.