Er den danske horror-litteratur død?

For omkring en måned siden, skrev Rasmus Wichmann et indlæg i Biblioteksmagasinet med titlen De unge skrækløver. Her fortalte han, hvordan størstedelen af Danmark var gået glip af perioden 2010-2015, hvor der skete en sand eksplosion i horror skrevet på dansk. Nye navne trådte ind på scenen, men desværre for tomme sale. Grunden til dette kunne findes i blandt andet dagbladenes ignorering af genren, bibliotekernes stækkede budgetter, genrens egne fans, der havde en tendens til at mene, at danskproduceret var dårligt og så den tanke, at langt de fleste læsere mener, at horror-litteratur er for børn og unge. Så langt pointerne i indlægget De unge skrækløver.

Du kan selv læse indlægget ved at følge linket  - det er side 8+9.

Da jeg havde læst Wichmanns indlæg, sad jeg tilbage med en følelse af at jeg lige havde læst et gravskrift - en fornemmelse, jeg delte med den håndfuld, der kommenterede på indlægget på facebook. Jeg havde selv været ramt af hvad der føltes som ligegyldighed fra mange sider af, når det kom til horror - eksemplificeret gennem min udgivelse Kærlighedsfrugt, der styrtede til jorden på trods af flot lektør og gode anmeldelser. I mit blogindlæg Seks eksemplarer dykker jeg netop ned malstrømslignende fornemmelse af at genrens fans er dem, der svigter den hårdest, men samtidig kan man jo ikke kræve at folk investerer i bøger, bare fordi de er en speciel genre. I de efterfølgende måneder har det, der har gået mig mest på, været en af de andre ting, Wichmann nævner i sit indlæg. Nemlig at mange af horror-værkerne er blevet forbigået i tavshed af pressen. Det står for mig som meget værre.

2010-2015

Skrækløvernes fem år var en vild tid. Det virkede som om der hver eneste måned kom en ny, god bog. I 2011 kom Michael Kamps Moln - jorden husker, i 2012 begyndte Jonas Wilmann sin Frygt-filerne-serie (hvor tredje og sidste bog lige er udkommet), i 2013 kom Carina Evytts Dæmoner, i 2014 Teddy Vorks fremragende Sprækker og i 2015 kom min egen Kærlighedsfrugt , for nu at nævne et par stykker. I samme periode fossede det ud med horror-antologier - nogle meget vellykkede, andre i mindre grad. På årsbasis blev der udgivet i hvert fald 15 bøger, der var rendyrket horror for voksne. I perioden skete der også det spændende, at mange af navnene blev hængende. Det var ikke folk med en enkelt bog i sig, men derimod forfatterskaber, der blev etableret. De gamle rædselskøtere var der stadig, i form af Steen Langstrup, Patrick Leis og Jacob Hedegaard Pedersen, men koblet blev større og langt mere varieret. Nogle af de nye forfattere rakte bagud efter de gamle mestre, som Wichmann også peger på i sin artikel, mens andre søgte deres inspiration fra film, tegneserier, computerspil og den traditionelle, realistiske litteratur. Det gjorde at der i perioden opstod en stor diversitet i stemmer. Hvad mange af dem havde tilfælles, var dog de korte former, og for hver roman, udkom der en novellesamling og/eller en kortroman. Måske var det en af grundene til den mindre bevågenhed. Mange læsere lider af en sær antipati over for noveller, og kortere romaner, og derfor har de ordknappe tekster nok ikke gjort noget for at promovere genren. I samme periode blev Dansk Horror Selskab, der står for at uddele den årlige horrorpris, også stiftet. Det var ment som et samlende organ for forfattere og kunstnere, der arbejdede professionelt med genren. Ved udgangen af 2015 stod Danmark med en håndfuld helt nye horror-forfattere, der var dygtige til at skrive, og allerede havde et par bøger på CV'et. Men hvordan kunne forfatterne overhovedet få udgivet bøger, hvis der ikke var nogen, der ville læse genren?

Forlagene

Mestendels var de etablerede forlag slet ikke interesserede i horror. Enkelte forfattere, som Steen Langstrup og Jonas Wilmann udgav deres bøger selv, men resten af horror-forfatterne var så heldigt stillet, at der i næsten samme periode opstod to forlag, der næsten eksklusivt tog sig af horror. Det første var H.Harksen Productions, et etmandsforlag på Fyn, hvis ejer, Henrik S. Harksen var dybt fascineret af H.P.Lovecraft og nok uden at vide det, på det grundlag startede bølgen af især antologier. Forlaget var primært dedikeret til Mythos-litteratur, men sekundært til horror, og horror kom der meget af. HHP lancerede serien gotisk krimi, og håndplukkede selv forfattere, der kunne skrive inden for genren. Samtidig blev antologierne ved, og skabte derved en vej ind for nye stemmer. Lidt senere kom forlaget Kandor, drevet af den stærke forfatter Nikolaj Højberg til, og han kom til at stå bag en række af de mest roste horror-antologier, og novellesamlinger i perioden. Ved siden af horror interessede Kandor sig også for fantasy og science fiction, og blev derved en

eksponent for de fantastiske (og udskældte) genrer. Disse forlag var uhyggeligt vigtige for at genren fik så meget vind i sejlene som den gjorde. Andre forlag, såsom Tellerup, Valeta og sms-press tog større eller mindre afstikkere til genren for voksne, og hist og her dukkede andre selvudgiverforlag op, men størstedelen af dansk horror var centreret om disse forlag.

Men hvad skete der i 2015?

Der skete ikke noget, eller, måske skete der en hel masse. En række af genrens forfattere søgte andre steder hen. Nogen begyndte at skrive til børn og unge, andre begyndte at skrive i andre genrer, og en helt tredje gruppe forsvandt ikke, men droslede ned for deres produktion. En forgrening drejede fokus, så deres horror blev mere krimi-orienteret, andre fokuserede mere på de realistiske aspekter af horror. Med et negativt ord kan man kalde det, der skete, for en udvanding af genren - med et positivt ord, en udvikling. Forlaget Kandor gik ned, fordi der var for meget arbejde for en enkelt mand, og bibliotekerne var økonomisk ramte, så der ikke blev indkøbt så meget længere. Ligeledes var der kun et sparsomt privatsalg. Heldigvis blev Kandor omdannet til et imprint hos forlaget DreamLitt. Den rene horror til voksne blev mindre, men den fandtes dog stadig.

Hvordan kunne det være gået?
Det kunne være gået anderledes. Hvis dagbladene havde været mere åbne for at anmelde

bøgerne, lave forfatterportrætter og omtale af genren, ville det have medført en større bevågenhed, og åbnet for at en række forfatterskaber kunne have blomstret. Det alene ville ikke have gjort nok, men det ville have skabt en platform. Ligeledes kunne det have set meget anderledes ud, hvis læserne havde været i stand til at se forbi mærkaten horror, og rent faktisk læst bøgerne. Så ville de have opdaget, at meget dansk horror er smedet i naboessen til den realistiske litteratur. Horror anvender den realistiske verden som afsæt for de fleste historier, tager ofte afsæt i individet og arbejder med hvad det vil sige at være menneske - præcis de samme ting, så meget litteratur bliver lovprist for. Det er alt sammen gisninger, for faktum er stadig, at horror ikke nåede ud over rampen til det brede publikum. Men det kan være, at den er godt på vej.

Er genren død?
Hvor Rasmus Wichmann (og jeg selv) var hurtig til at se den manglende opmærksomhed som en nekrolog over genren, er jeg efterfølgende kommet på andre tanker. Og jeg synes, at jeg begynder at ane en helt ny periode strække sig ud foran os - med offentlighed som omdrejningspunkt. Der er nemlig gang i arrangementer rundt omkring i Danmark. Jeg snakkede med indehaveren af bloggen Skræk og Rædsel, Søren Henrik Jacobsen, om hvordan horror-året 2016 havde været. Ifølge hans horror-kalender, havde der været 168 horror-relaterede arrangementer rundt omkring i landet fra juni og til nytår. Lidt vildt! En tiendedel af disse havde direkte haft noget at gøre med litteratur. Det er udmærket, selv om litteratur godt kunne få en større plads, og det ser ud som om det bliver tilfældet i 2017. I næste uge afholder Rasmus Wichmann selv et oplæg på Sønderborg Bibliotek om horror. I skrivende stund er der til marts en zombie-festival i Odense og jeg ved fra pålidelig kilde, at Københavns Hovedbibliotek arbejder på en række horror-relaterede events i løbet af året. Under festivalen KBH Læser står Dansk Horror Selskab for en aften i rædslens tegn. Ligeledes sniger horror sig lidt ind på den etablerede litteratur-scene i København, da det rygtes at der også vil ske noget til Halloween. Steen Langstrups roman Alt det hun ville ønske hun ikke forstod er i færd med at blive filmatiseret. En håndfuld mindre forlag, såsom Forlaget Sidste Århundrede,  er også interesset i horror, omend det ikke er den danske slags, men til gengæld er et helt nyt horrorforlag, Enter Darkness, trådt frem af skyggerne. Afslutningsvis har Henrik S. Harksen siden slutningen af 2016 holdt en foredragsrække om H.P. Lovecraft, til stor fornøjelse for mange.

Så hvor efterlader det os? Er den danske horror-litteratur død?
Jeg er helt enig med Rasmus Wichmann i at den helt specielle tid er slut - det var en periode i dansk litteratur, der blev sørgeligt overset og kunne være blevet til meget mere. Men jeg ser dansk horror som værende på vej ind i en ny (og måske endnu bedre) tid - hvor der er mere fokus på forfatterne, deres værker og deres viden - så den er så langt fra død. Danske horror-forfattere er mere prominente i bibliotekernes kataloger, til diverse festivaler og sågar foredrag andre steder end de vanlige litteraturkanaler. De større forlag begynder at vejre lidt i udkanten af genren. Hvad der stadig mangler er læsere - en bredere forståelse af at horror ikke er for børn, og ikke er noget plat blodsplatsgøgl og en accept af at det, der får dig til at gyse af fryd når du læser krimi ... i virkeligheden er horror. Ligeledes ville det også klæde dagbladene, og litteraturkenderne at tage et skridt ud af deres comfort zone og give sig selv noget, de ikke allerede kender smagen af. Jeg håber, at begge dele kommer, og at de danske forfattere bliver ved med at skrive horror - og hvorfor skulle de dog ikke det?

Året der gik: 2016, Del 2

Januars anden dag er trillet til kantstenen, og her sidder jeg, midt i den, og tænker tilbage på det foregående år. Der har været en masse opture, men der har også været en hulens masse nedture - de første vil jeg fokusere på i dag, de andre i morgen. 2016 er fortid, men som al fortid er den også en del af ens nutid, og med de ord byder jeg dig velkommen til den silvestriske playlist. Må et nummer eller to falde i smag. Og hvis du har lyst til at se de hårde produktionstal, så er gårsdagens indlæg lige her.

 

Indledning
I januar for et år siden besluttede jeg mig for, at jeg blev nødt til at komme lidt mere ud over rampen med min skrivning. Det var fint nok alt det jeg lavede, men det var stadig svært at nå nye og flere læsere. For at forsøge at komme dem i møde, revampede jeg min Instagram-profil, og har i det foregående år lagt mindst et billede op om dagen. Alle billederne har at gøre med det at være forfatter, og især med mig som forfatter. Hvordan gør jeg egentlig? Jeg lagde med jævne mellemrum tekster op i Tekstoceanet, svarede på spørgsmål på Goodreads, og forsøgte at være mere åben med min skrivning og mine holdninger som forfatter. Det blev i alt til 42 indlæg på bloggen og det føles som om jeg er på undervejs med det mere åbne, men endnu ikke kommet helt i mål. På skrivefronten har jeg hele tiden været i gang. Jeg har redigeret to af mine romaner, skrevet en ny, og jeg har skrevet mindst en novelle om måneden. Det betyder, at jeg hele tiden har vidst hvad jeg skulle tage mig til. En interessant tendens er at mange af mine noveller bliver længere, så måske er jeg stille og roligt i gang med at sigte mere mod romaner.

Antologier
2016 var et meget travlt år på antologi-fronten. Jeg medvirkede i syv antologier, og tangerede derved min rekord fra 2011. Det var alle novelle-antologier, men to af dem er på engelsk, hvilket er rigtig fedt, da jeg stadig arbejder lidt gedulgt på at komme ud på det engelsksprogede marked. Ligeledes debuterede jeg som det, der vel kan kaldes ungdomsforfatter med novellen Klæder skaber folk i antologien Sku ikke hunden på hårene. I skrivende stund ved jeg, at jeg medvirker i mindst to antologier til næste år, hvor den ene er på engelsk og hvor ingen ringere end Clive Barker leverer hovednovellen til! Selv om novellerne bliver længere, holder jeg stadig meget af den korte form, og i år har jeg især udforsket genre-krydsfelter og det lidt mere weird. Det ses i sære tekster som Ceremonimesteren ved havet, om en mand der danser solen ned og i den lange novelle Satori, der handler om stegt flæsk og uendeligt mørke.

Forfatteroplevelser

2016 var et år, hvor der virkelig skete mange ting. I januar blev min novellesamling Kærlighedsfrugt nomineret til Årets Danske Horrorudgivelse, men vandt desværre ikke og jeg blev for første gang anmeldt i et landsdækkende dagblad. I februar måned læste jeg op i tatovørforretningen Wicked Workshop til festivalen KBH Læser og medvirkede i det lækre initiativ FebruaryFiction, der også kommer til at løbe i år og læste synkront op fra Ulysses sammen med 16 andre. I marts oplevede jeg at være med på Krimimessen i Horsens, at en del af publikum udvandrede fra min oplæsning i Brøndsalen på Frederiksberg og blive ny formand for Dansk Forfatterforenings skønlitterære styrelse. I april modtog jeg arbejdslegat fra Statens Kunstfond, kunne se at mine bibliotekspenge blev ved med at stige og læste science fiction op. I maj redigerede jeg novellerne til Sand og sten, stål og glas og i juni måned var der Fantasticon, hvor jeg deltog i paneler og vandt Niels Klim-prisen i kategorien novelle for novellen Itu fra antologien Universets mørke. I juli måned omskrev jeg romanen Et satans arbejde og forsøgte at holde ferie, mens jeg i august måned fik skrevet kontrakt med to forlag og medvirkede i det lækre tiltag Hvermandag, hvor man får tilsendt en ny tekst 52 gange om året. I september var jeg i Himmelskibet med novellen Bag glas og var til DLI på Hald Hovedgaard, hvor jeg hørte om litteraturtrends og kanon. I oktober var jeg til læseklub på Gladsaxe Gymnasium, hvor 25+ elever havde læst Kærlighedsfrugt, afholdt workshop om horror på Værløse Bibliotek og læste op til Kulturnatten. I november blev jeg færdig med undervisningsmaterialet om horror, var til BogForum i Bella, læste op i Rundetårn med en smadret stemme, modtog et opmuntringslegat og fik udgivet sms-novellen Kolde facts på smspress og endelig i december modtog jeg en vanvittigt positiv lektørudtalelse på Sand og sten, stål og glas og samme bog blev nævnt som en af årets bedste læseoplevelser. Dette er blot et udvalg af hvad der er sket i løbet af året, og jeg kunne lige så let have valgt nogle andre. Det er rigtig fedt at opleve, at der hele tiden bliver ved med at ske ting, og især at det sker på forskellige fronter. Det giver mig lyst til virkelig at blive ved.
 

Selvstændige udgivelser

Det blev til to udgivelser i 2016. Sms-novellen Kolde facts havde jeg arbejdet på siden 2015, og slutresultatet blev ret specielt, nemlig en blanding af tekst-beskeder og indtaling. Det er horror, og hvor godt historien rammer har jeg på fornemmelsen kommer an på modtageren. Jeg ved ikke hvordan det er gået med den rent salgsmæssigt, men jeg håber at flere vil give den alternative måde at læse litteratur på, en chance. Som forfatter har det været ret fantastisk at skulle arbejde med et andet medie, og i så høj grad vide, at man er afhængig af hvordan modtageren oplever teksten. Opsamlingen Sand og sten, stål og glas udkom i efteråret i et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt, og har modtaget en fandens god lektørudtalelse, haft et rigtig godt salg og er også blevet pænt anmeldt. Det er jeg rigtig glad for, ikke mindst da Sand og sten, stål og glas er den første i en række af planlagte opsamlinger, hvor den næste allerede kommer i år. Med så god en start, ser det rigtig fint ud for resten! Det er dobbelt godt, at den første er science fiction-noveller, da jeg håber at min opsamling kan være med til at ændre på det noget forudindtagede syn rigtig mange har på både science fiction og noveller. Jeg skrev et indlæg om samlingen tidligere på året, der ligger lige her.


Projekter og fremtiden
2017 kommer til at blive et meget indholdsrigt år. For det første håber jeg at finde et hjem til mine romaner Et parforhold og Et satans arbejde, både fordi de fortjener det, og fordi jeg gerne vil lukke

et par kapitler. Jeg kommer til at arbejde med computerspil, og hvis alting flasker sig, venter der også et stort samarbejde med en masse grafikere og kunstnere. Jeg regner meget med at min næste opsamling udkommer på Calibat/DreamLitt, og jeg håber også at det kan blive til en novellesamling. Det er ingen hemmelighed at jeg går med planer om at skrue meget ned for mit lønarbejde, for efter 15 år er det på tide at hellige sig skrivningen, og det er både en skræmmende og vidunderlig tanke. I 2016 fik jeg endelig en af mine bøger anmeldt i Politiken, så nu er det krydset af på listen ... men jeg mangler stadig at få en antologi opkaldt efter mit bidrag. Det begynder lidt at se ud som om de undgår det med vilje! I 2017 venter der også en del foreningsarbejde, både i Dansk Horror Selskab, hvor vi skal blive mere synlige og i Dansk Forfatterforening, hvor min kæphest som altid er de fantastiske genrer og den lige behandling af disse. Som et sidste ben, fortsætter jeg med at oversætte og skrive enkelte ting på engelsk, så jeg forhåbentligt den vej igennem også kan generere lidt opmærksomhed og indkomst. Og så kunne det efterhånden være, at jeg skulle få lavet mig en rigtig hjemmeside ...

Til sidst
I morgen kommer alle de mørke, sørgmodige og frustrerende ting, så de er ikke glemt. Jeg vil runde dette indlæg af med at sige tak til alle jer, der følger mig facebook og Instagram, alle der læser med her på bloggen, og ikke mindst alle jer der køber, læser og anmelder mine bøger. Det er dejligt at vide at I er derude. Hvis du ikke følger mig, men har lyst, kan du blot klikke på links. Ellers mange tak fordi du læste med, og du er mere end velkommen til at lægge en kommentar.

Endnu et års skrivning, Del 2

Så kommer anden del af årsrapporten, der endog har billeder med. Jeg har hørt et sted, at billeder skaffer en flere læsere, så man ved sgu aldrig. Det skader i hvert fald ikke at prøve. So here goes.
-----------------------------------------------------

2011 blev for mig et meget turbulent skriveår, hvor jeg virkelig fik følt helt tæt på hvad det vil sige at være forfatter. Når jeg ser tilbage på de 12 måneder, var der hele tiden mindst to ting i gang. Den ene var som oftest at skrive, men jeg fik også læst meget korrektur og redigerede tekster nonstop. Fridagene var meget få, og der var langt mellem dem - men som jeg startede med at sige, så har dette år givet mig en langt større forståelse af hvad det vil sige at være forfatter.
-------------------------

I løbet af året medvirkede jeg i et væld af skrivekonkurrencer. Det gav få afslag og en masse antagelser, som jeg bryster mig godt og grundigt af. En af de ting, jeg var rigtig tilfreds med var, at det ikke kun var inden for en genre, at jeg kunne gøre mig bemærket. Og jeg fandt ud af, at ideerne blev ved med at komme fygende, nogle gange så voldsomt at jeg nærmest blev sneblind. En af de noveller, som står som noget specielt for mig i 2011, var novellen Harald Peder Kristensen, der er med i antologien Mit Østerbro. Jeg havde aldrig før skrevet historisk realisme, men det gik over al forventning. Dog tror jeg ikke, at det er en genre, jeg kommer til at gøre meget i. Men det er godt at vide at jeg kan, hvis den rette ide viser sig.
-------------------------

Fjorten officielle optrædener blev det til i løbet af året, og jeg fik virkelig prøvet nogle ting. For det første var jeg et officielt punkt på BogForum, og fik derved lov til at føle mig højt på strå og spise kirsebær med de store for en stakket stund. Det var sjovt at opdage, at nogle folk blandt andet var kommet for at opleve mig. Og så fik jeg givet min første ægte autograf. En anden "for første gang" var under Fantasticon, hvor Lars Ahn interviewede mig om min roman Pandaemonium. Jeg havde aldrig plapret så længe om mig selv i offentlighed, men det virkede som om det gik meget godt. Du kan selv bedømme lige her. En tredje ting jeg vil nævne er min optræden sammen med fem kolleger i Kristuskirken i marts. Vi havde hver især taget Langfredag under kraftig behandling, og det blev en minderig aften. Min tekst kan du læse under punktet Silvestri og kristendommen på netop denne blog! Som det sidste vil jeg nævne mit forsøg som interviewer/vært til Sfærisk Fredag, hvor jeg i mit hjem interviewede Kaspar Colling Nielsen for et live publikum. Det var rigtig hyggeligt, og jeg er sikker på at tilhørerne gik derfra med følelsen af at have oplevet noget.
-------------------------

I 2010 fik jeg min debut, nemlig Køtere dør om vinteren, en bog som jeg stadig er vanvittigt stolt af. Men i 2011 fik jeg ikke kun en selvstændig udgivelse, men to! De udkom samme dag, den 11.oktober, men ud over forfatteren er det også noget af det eneste de har tilfælles. Den ene er en kolossal zombieroman, kaldet Pandaemonium som er udgivet på forlaget Valeta. Den anden er en, i forhold til romanen, slank samling af science fiction-noveller som bærer titlen Faderens sønner. Udgivelsen af den tog SFC sig af. Med tre bøger på CV'et har jeg ganske godt, i særdeleshed fordi de viser at jeg besidder en eller anden form for bredde. De tre bøger minder nemlig ikke særlig meget om hinanden. Jeg har store forhåbninger for både Pandaemonium og Faderens sønner i løbet af 2012, og jeg håber også at folk der kan lide en af de to, vil bruge et par håndører på min første udgivelse. Ud over de to selvstændige udgivelser, fik jeg i løbet af 2011 udgivet 15 noveller i ebogs-form, i antologier eller i magasiner.
-------------------------

Andre spændende ting skete også i 2011. En af de store ting for mig var, at jeg blev optaget i det nystiftede Dansk Horror Selskab, en forening der arbejder for at udbrede kendskabet til genren horror og forhåbentligt derigennem kan vise de danske læsere, at horror så ganske bestemt ikke er er for børn. En helt anden var, at jeg for første gang er blevet inviteret til at bidrage til en antologi. Jeg kan i skrivende stund ikke sige så meget om den, andet end at den udkommer i løbet af 2012.
-------------------------

Som læserne af Del 1 allerede ved, skrev jeg i løbet af 2011 21 noveller. Der er nogle af dem, der for mig er store kandidater til udgivelse i løbet af 2012. Den første jeg vil nævne er Vinterklæder, et ufatteligt sørgmodigt stykke realisme, som jeg skrev i løbet af et enkelt døgn. Humlen, en helt nede på jorden-fantasyfortælling håber jeg også vil gøre sig godt i den konkurrence, hvori den nu medvirker. En sidste udvalgt bliver BjørnBjørn, et skævt stykke science fiction, der leger med tid og motion og Assistens Kirkegård.
-------------------------

2010 var et vildt år, men 2011 blev endnu vildere. 2012 skal virkelig være på mærkerne, hvis det skal have en chance for at nå i nærheden af de to forrige. Jeg vil dog hjælpe det så meget på vej som jeg kan, ved at færdigredigere min næste novellesamling (og forhåbentligt få den udgivet), blive ved med at skrive solen sort og vise mit ansigt så mange steder som det sig er muligt. Tak til alle jer, der har fulgt mine skriverier i løbet af 2011 - og endnu mere tak til dem, der også har investeret i mine bøger. Wir sehen uns - over and out.

Oktobers første nyheder

Selv om vi endnu ikke har nået den tiende i måneden, sker der alligevel en masse i mit forfatterskab. Denne gang er der hele fire punkter jeg vil råbe højt om.

For det første er jeg blevet optaget i Dansk Horror Selskab. Det er en nystiftet forening, der aktivt arbejder på at få fjernet hele ideen (i Danmark) om, at alt hvad der har at gøre med monstre og uhygge automatisk er børne- og ungdomslitteratur. Allerede nu, blot en lille måned efter selskabets fødsel, har der været interview med formanden (Steen Langstrup), der er blevet skabt en pris, der hvert år skal uddeles til bedste, danske horrorudgivelse og en hjemmeside er på vej Selskabet tæller forfattere, redaktører og journalister. By invitation only.

For det andet kom jeg og min kammerat Wols desværre ikke med blandt de fem kvalificerede i undervisningsministeriets novellekonkurrence. Heldigvis er der en konkurrence igen næste år, hvor vi tager endnu en tørn. Alligevel skal I ikke snydes for Wols' lækre illustration.

I sidste update fortalte jeg, at Sky City havde fået sin første anmeldelse. Der er nu kommet endnu en, og om min novelle When the music's over siger anmelderen følgende:

"A spaceship lands in Central Park. What do they want..? Now without wishing to introduce a spoiler, I was surprised at the aliens distain for the character Captain James T. Kirk. After all this is a Danish anthology and Denmark is famous for its bacon, whereas William Shatner is known for his ham… (Groan now if you will.)"

Som den sidste ting i denne omgang, er jeg blevet inviteret til en casual snak med forfatteren bag Mount København, Kaspar Colling Nielsen. Det vil foregå under meget jordnære forhold og jeg håber at mange mennesker vil dukke op den 18/11. Mere om det kommer senere.

Årets sidste måneder vil blive meget travle - men jeg har ingen lyst til at brokke mig.