Tekstoceanet - Tilfældet Poul Klimt (novelle)

Minsandten, folkens, det er atter blevet efterår. Sommerens milde vinde har bukket nakken for de kølige vindstød, og det er vidunderligt atter at se sejlene fyldes og skumtoppe på Tekstoceanet. Ikke mindst er jeg meget tilfreds med at se dig igen. Vi har ligget på land en stor måneds tid, men nu er vi klar til at stikke langt ud, en af de længste ture vi til dato har sejlet på Tekstoceanet. Hvis du er klar, så lad os se at komme afsted.

En af de særeste ting man kan opleve som forfatter er at have en tekst, der bare aldrig bliver udgivet. Det er ikke fordi den føles dårligere end andre tekster, tværtimod kan den ofte føles bedre end visse ting man har skabt, men af uransagelige årsager bliver den bare liggende i skuffen. En gang imellem kommer man til at tænke på den igen, og så læser man den påny, og sjovt nok virker den stadig helt hæderlig og habil. Den tekst burde ikke bare ligge og samle støv. Og sådan en tekst er Tilfældet Poul Klimt.

Mine første erindringer om Tilfældet Poul Klimt er mange. Jeg kan huske, at jeg allerede havde plottet til novellen tilbage i 2005 - altså for over ti år siden - og jeg skrev første udgave af den samme år. Det var min første tekst, hvor jeg arbejdede helt bevidst med genren science fiction, og det var min første tekst, der nåede over 5000 ord. Dengang føltes den mængde gigantisk, som et bjerg midt i et landskab af småsten. Der var et helt persongalleri, der var modstridende holdninger, der var et klart plot og en slutning, der talte direkte til læseren. Jeg var svært stolt af den. Hold da kæft, hvor var jeg stolt af den. Jeg lavede endda en forside til fortællingen!

I 2008 afholdt Science Fiction Cirklen for anden gang deres årlige novellekonkurrence (som stadig afholdes), og jeg sendte fem noveller til dem, af varierende længde. En af dem var Tilfældet Poul Klimt, og den blev ikke valgt. Det gjorde When the music's over derimod, og det var også fedt, for den blev min første novelle, der blev antaget noget sted. I en kort sidebemærkning vil jeg lige sige, at den novelle nok bliver genoptrykt inden alt for længe i en opsamling, og så videre med Tilfældet Poul Klimt. I 2011 skulle novellerne til det, der blev min samling Faderens sønner udvælges, og jeg havde lavet en bruttotrup på 18 noveller. Der var en del nyskrevne iblandt, og jeg havde også hevet min elskede Tilfældet Poul Klimt frem fra skuffen. Den fik sig en omskrivning, blev rettet til hist og her, især også når det kom til opsætningen, og så var den klar. Troede jeg.

Allerede i første udvælgelsesrunde mente redaktøren at Tilfældet Poul Klimt ikke skulle med. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og som jeg husker det, var det store argument ikke at novellen var dårlig, men de andre var bedre. Jeg bøjede mig, og Tilfældet Poul Klimt blev endnu engang smidt tilbage i mørket. Faderens sønner udkom uden den.

I begyndelsen af i år sad jeg så for første gang siden 2011, og skulle sætte en science fiction-samling sammen. Den skulle hovedsageligt bestå af noveller, der havde optrådt andre steder, og så en enkelt ny for ikke at snyde nogen. For gud ved hvilken gang overvejede jeg Tilfældet Poul Klimt, så meget at jeg læste den igennem flere gange, men nu var en del af den dejlige fernis gledet af den. Novellen var stadig god, historien mente jeg stadig var hæderlig, og alligevel var det meget tydeligt, at den var skrevet i en helt anden tid. Den føltes gammeldags, ikke i plot, men i omgivelser. Og lige der besluttede jeg mig for, at det ikke var Tilfældet Poul Klimt, der skulle være den nye novelle. Jeg valgte den selv fra, min kære, min søde Poul Klimt, min tidsrejsehistorie som tiden var løbet fra. I stedet  blev det novellen Sand og sten, stål og glas der blev den nye tilføjelse, og samtidig den novelle, der lægger navn til hele opsamlingen. Og det er absolut ikke et dårligt bytte.

Tilfældet Poul Klimt bliver aldrig udgivet. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig hvordan. Men nu giver jeg slip på den. Jeg sender den ud til alle jer, der så kan læse den alligevel, og i dette tilfælde håber jeg virkelig I vil give mig og Poul en kommentar med på vejen.

Forsiden er udført af Anna Degnbol

Så er snuden drejet mod hjem, og jeg håber du nød at besøge de mange steder, der alligevel på særeste vis mindede om hinanden. Tekstoceanet viste ikke tænder i denne omgang, men hjerte, og den slags er rigtige mænd også i stand til at sætte pris på. Som vanligt håber jeg du er klar til at tage endnu en udflugt på det bundløse hav, for det er aldrig til at vide, hvad der kommer hvirvlende op fra dybet. Tak fordi du løste billet.

Tilfældet Poul Klimt

Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst) 
Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst)

Trailer 50 - uddrag af When the music's over

Et skarpt hjørne er rundet - og hvilken anden historie kunne tage denne første hædersplads, end min første udgivelse. Det er efterhånden en del år siden, men jeg morer mig stadig over den - og så er det vel ikke helt slemt. Oprindeligt hed historien A Priori, men titlen blev ændret, hvilket jeg ikke har fortrudt. Alligevel skal I ikke snydes for den gamle forside, jeg biksede sammen på Nørrebro. Novellen handler om first contact - men en noget aparte en af slagsen. For de fremmede er ikke interesserede i resurser, erobring eller ødelæggelse. Det eneste de vil have er en smule kultur ...

"Min første reaktion var, at der var en eller anden der tog pis på os. Først jingles, derefter Star Wars. I 2061 var Star Wars mest af alt noget som de rigtig gamle mumlede om, kun få af de unge havde set den. Eller, sådan havde det været indtil for nylig, hvor Retrokanalen virkelig blændende op for alle klassikerne. Nu kendte alle og enhver den mørke skikkelse. Og deraf min tanke om en joke. Men det var jo fuldkommen umuligt for mennesket at konstruere et så stort fartøj, og desuden så besvarede det ikke spørgsmålet om, hvor i helvede det var kommet fra. Lyden af flaprende rotorblade fjernede vores blikke fra skikkelsen, og militærhelikoptere dukkede ud af himlen. "Så, nu skal de sætte en ny grænse op" sagde Asantewatu, den ghanesiske technobeater, og rystede på sit mulathoved. "Det ender med at hele Manhattan er indhegnet". Ingen svarede ham, heller ikke Darth der havde forholdt sig tavs lige siden de magiske ord. Min anden reaktion var latter, og den overgav jeg mig til. Det var simpelthen for komisk. Endelig fik mennesket kontakt med en anden intelligens (faktisk to) og det eneste der var blevet givet til mennesket var dets egen musik og fantasifigurer. Min latter smittede og snart stod alle vi musikere og grinede. De første soldater der kom ud af helikopterplanene, gloede på os som om vi var blevet sindssyge. Måske var vi også landet lige netop der, momentant. De næste soldater tog blidt, men bestemt fat om os og gelejdede os væk fra området, men vi fik besked på at vi skulle være til rådighed. Så de indkvarterede os på et af de store hoteller, hvor der var fuldt udsyn over resterne af parken. Sammen med os stuvede de udstyr til en værdi af 5 milliarder dollares (dollaren var blevet omdøbt i 2034, da over 50 % af USA's befolkning nu talte spansk) ind i hotelværelserne, gav os nogle uudtømmelige credit cards og bad os om at finde ud af hvad helvede der skete. Jeg spurgte den sidste af soldaterne, der forlod vores etage, om de ikke skulle tage at hyre nogle videnskabsfolk i stedet for os. Han svarede, at det havde de allerede gjort, og de var installeret lige under os. Jeg nikkede, de andre musikere nikkede, og så slog vi vores instrumenter til." 

Novellen kan læses i sin fulde længde i LUO2 - I overfladen, eller på engelsk i samlingen Sky City. 

Den 15. august

Denne dato står for mig, og vil sikkert stå i lang tid, som noget helt specielt. Hvorfor? Fordi den 15. august 2008 fik jeg min første regulære udgivelse. Et bidrag i en antologi kaldet Lige under overfladen 2. Det var en novelle, med titlen When the music's over, og lidet anede jeg at netop den novelle skulle vise sig at bane en god del af vejen for mit kommende forfatterskab.

Nu skriver vi den 15. august 2012 - og der er er gået fire år. Fire ekstreme år, hvor min skrivning virkelig er eksploderet i alle retninger. I løbet af de 1461 dage er jeg gået fra at være et totalt ubeskrevet blad til at være et blad med et par linjer på. Jeg har medvirket i 19 antologier, har udgivet 10 e-noveller, medvirket i ni magasiner og udgivet tre selvstændige værker: Novellesamlingerne Køtere dør om vinteren og Faderens sønner, samt romanen Pandaemonium. Så sent som for et par dage siden fik jeg grønt lys for det, der bliver min fjerde udgivelse, novellesamlingen Optisk bedrag. Det er i den samme periode lykkedes mig at vinde to priser, Fantastik-prisen i 2009 for netop novellen When the music's over og Niels Klim-prisen i 2012 for novellen Faderens sønner. Og hvad så nu?

Det er svært at skue mod fremtiden. Jeg er klar over, at jeg har været heldig og nået meget på kort tid. Så hvor skal jeg gå hen herfra? I øjeblikket skriver jeg på en roman, jeg håber bliver til et færdigt produkt. Jeg arbejder på en samling af horror-noveller. Jeg har en mulig tredje novellesamling med blandede noveller in the works. Men hvad så? Rigtig mange af mine historier befinder sig inden for de fantastiske genrer. Det er et område, jeg elsker. Kortene på bordet. Men hvor skal A.Silvestri hen i fremtiden? Der er ingen tvivl om, at jeg bliver ved med at skrive fantastik - det løber i mit blod, gennemsyrer min hud. Men måske, bare måske, kan det være at jeg også til dels vender opmærksomheden mod den virkelige verden. Mange af mine noveller i de fantastiske genrer insisterer på at have et realistisk element. Jeg kunne sagtens forestille mig at udforske det nærmere. En anden del af mig leger med tanken om at rode i mine utroligt mange digte, og måske på sigt forsøge at blive udgivet poet. For mig er det en spændende verden, jeg går i møde.

Under en paneldiskussion på Fantasticon 2012 udfordrede Lars Ahn Pedersen mig til at skrive en realistisk kærlighedshistorie, der endte lykkeligt. Lige der ramte han hovedet på sømmet. Kan jeg det? Som læsere af mig ved, er jeg ikke sen til at se de modbydelige eller sorte ting ved livet. Det er for mig noget der er lige til højrebenet. Hans ide bliver ved med at komme tilbage til mig, og jeg tror at jeg på et tidspunkt vil gøre et forsøg. Dermed ikke sagt, at I skal forvente en lægeroman fra undertegnede. Det spændende og store i litteraturen er for mig, hvordan folk agerer i et univers, der så ofte og så umiddelbart tager ting væk fra dem. Men at miste ting er ikke nødvendigvis negativt. Det kan være en velsignelse i forklædning.

I øjeblikket venter jeg på mange ting. Afgørelsen i drengelitteraturprisen, om min novelle om vampyrer er kommet gennem nåleøjet hos forlaget Kandor og om hvornår min stadig hemmelighedsfulde novelle bliver udgivet. Hver udgivelse er dejlig, og giver blod på tanden (pardon my pun) og jeg siger igen tak til alle de mindre forlag, der har givet mig chancen i løbet af de sidste fire år.

Ønsk mig god vind - because I live in interesting times.  
 

Oktobers første nyheder

Selv om vi endnu ikke har nået den tiende i måneden, sker der alligevel en masse i mit forfatterskab. Denne gang er der hele fire punkter jeg vil råbe højt om.

For det første er jeg blevet optaget i Dansk Horror Selskab. Det er en nystiftet forening, der aktivt arbejder på at få fjernet hele ideen (i Danmark) om, at alt hvad der har at gøre med monstre og uhygge automatisk er børne- og ungdomslitteratur. Allerede nu, blot en lille måned efter selskabets fødsel, har der været interview med formanden (Steen Langstrup), der er blevet skabt en pris, der hvert år skal uddeles til bedste, danske horrorudgivelse og en hjemmeside er på vej Selskabet tæller forfattere, redaktører og journalister. By invitation only.

For det andet kom jeg og min kammerat Wols desværre ikke med blandt de fem kvalificerede i undervisningsministeriets novellekonkurrence. Heldigvis er der en konkurrence igen næste år, hvor vi tager endnu en tørn. Alligevel skal I ikke snydes for Wols' lækre illustration.

I sidste update fortalte jeg, at Sky City havde fået sin første anmeldelse. Der er nu kommet endnu en, og om min novelle When the music's over siger anmelderen følgende:

"A spaceship lands in Central Park. What do they want..? Now without wishing to introduce a spoiler, I was surprised at the aliens distain for the character Captain James T. Kirk. After all this is a Danish anthology and Denmark is famous for its bacon, whereas William Shatner is known for his ham… (Groan now if you will.)"

Som den sidste ting i denne omgang, er jeg blevet inviteret til en casual snak med forfatteren bag Mount København, Kaspar Colling Nielsen. Det vil foregå under meget jordnære forhold og jeg håber at mange mennesker vil dukke op den 18/11. Mere om det kommer senere.

Årets sidste måneder vil blive meget travle - men jeg har ingen lyst til at brokke mig.