Tekstoceanet - Når skibet lægger fra lejet (novelle)

Velkommen til, høj som lav, til denne den sidste tur på Tekstoceanet. Vi håber at I alle har nydt en enkelt eller alle turene, og derfor også har lyst til at være med på vores begravelsesrejse. Det kan nok ikke komme som nogen overraskelse, da vi allerede i sidste måned varslede begyndelsen til enden, men alligevel er vi ikke kede af det. Vi har sejlet siden oktober 2015, og Tekstoceanet vil altid være her, det vil vokse og vokse, og måske vil vi genoptage driften engang i fremtiden. Alt er muligt, og heldigvis for det!

Vi skal langt tilbage i tiden - næsten et årti, til 2008. Jeg var stadig ganske våd bag ørerne, og havde kun haft et par digte i nogle online-magasiner. Det havde dog givet mig ikke alene fået blod på tanden, hele gebisset skummede over af rødt. Lige i den periode var der mange overlappende novellekonkurrencer, og jeg skrev til næsten dem alle. Sådan er jeg på sin vis stadig.

En af de konkurrencer, jeg fik øje på, var fra Århus Havn. Her ledte man efter nogle noveller, der kunne relatere til havnen, og du kan se det oprindelige opslag lige her. Jeg kunne godt lide ideen om at skulle skrive noget, der var ret realistisk, og som samtidig havde noget at gøre med et virkeligt sted med en rig historie. Så jeg gik i gang med at researche på Århus Havn, og efterhånden som jeg fik samlet information ind, kunne jeg ikke undlade at relatere det til Nakskov, hvor det meste af min familie kommer fra. Fra Nakskov tog jeg dog mere skibsværftet, hvor langt de fleste mænd i min morfars generation arbejdede. Hele den der tanke om en masse mænd, der i årtier havde svedt og slidt, synes jeg fungerede godt som en del af min hovedperson. Så den havn, det sted, jeg fik opbygget, var en sammenblanding af Århus og Nakskov. Udseendet fra det jyske, stemningen (som jeg forestillede mig den) fra det lollandske.

Jeg elskede at prøve kræfter med det realistiske, ikke mindst fordi jeg havde en tendens til at skrive i de fantastiske genrer. Dog gik jeg allerede dengang med den klare overbevisning, at genre ikke betyder noget, så længe historien er god. Novellen blev en kort sag på lidt over 2000 ord, og fik titlen Når skibet lægger fra lejet. Den handler om en gammel mand, der er gået på pension, og nu slentrer langs den nye havn og husker tilbage på hvordan det var for mange år siden. Han er dødeligt syg, men det lindrer hans smerte at vandre rundt mellem alt det nye, der er vokset ud af det gamle. Jeg sendte den ind til konkurrencen, der var trods alt en flot præmie på 10.000 kroner, og krydsede så fingre for at det ville gå den godt. Hvad jeg på daværende tidspunkt ikke kunne vide, var at 2008 blev det år, hvor der virkelig kom gang i mine tekster. Jeg medvirkede i min første antologi, og i slutningen af året vidste jeg, at i 2009 ville jeg helt sikkert medvirke i yderligere et par antologier.

Jeg vandt ikke konkurrencen. Jeg kom ikke med i den planlagte antologi. De havde modtaget 211 noveller og blandt dem fundet en vinder og en håndfuld historier, der var gode nok. Antologien kom til at hedde Våddragt, efter vindernovellen skrevet af Mikkel Wallentin. Jeg var ærgerlig over ikke at være med, men set i bakspejlet forstår jeg udmærket hvorfor min novelle ikke blev valgt.

Først og fremmest var sproget ikke så stærkt som det kunne være, og når jeg læser den igennem nu, smiler jeg lidt af nogle af fejlene (f.eks. at alle titlens ord er med stort). Det springende punkt tænker jeg dog har været, at stemningen i min novelle ikke er fremadskuende, men ser tilbage. Den er fyldt med minder og død, sygdom og suk, og selvfølgelig er det ikke den slags man leder efter, når man skal udgive en samling om noget nyt og forandret. Det her var nogenlunde, hvad min daværende kæreste sagde til mig. Dengang ville jeg ikke helt høre det. Heldigvis er jeg blevet mere reflekteret senere.

Jeg har overvejet at skrive fortællingen om, give den lidt mere plads, for jeg synes at der gemmer sig noget spændende i linjerne. Hist og her en god vending, men især stemningen kan jeg godt lide. Vi får at se om jeg får det gjort - men derfor skal du ikke snydes for teksten, som du kan finde nederst. Du er meget velkommen til at skrive en kommentar.

Så glider vi ind langs kajen, motorerne stopper, sejlene rulles sammen. Med denne sidste tur, er det blevet til seksten udflugter på ordbølgerne, og vi har samlet dem alle nederst. Pas på jer selv, når I går fra borde, og skulle I have lyst til at besøge Tekstoceanet i fremtiden, er det heldigt at vi indtil videre har kortlagt otte have og et væld af øer og sære steder. I kan finde kortet lige her. Vi håber også at I fandt det passende, at vores sidste rejse var til en havn. Det er altid vemodigt at sige farvel, og derfor siger vi i stedet for bon voyage, fordi alting er en rejse. Tak fordi I løste billet, tak fordi I læste med og tak fordi I tog jer tiden. 

Når Skibet Lægger Fra Lejet by Amdi Silvestri on Scribd

Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst) 
Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst)
Tekstoceanet - Tilfældet Poul Klimt (novelle) 
Tekstoceanet - Ungerens endeligt (reportage)
Tekstoceanet - Den sociale antologi (kuldsejlet antologi)

Tekstoceanet - Den sociale antologi (kuldsejlet antologi)

Akkeja, manne. Der har været stille på Tekstoceanet de sidste par måneder, og det er fordi banken og andre projekter har krævet sit. Det betyder desværre også, at inden længe lukker vi ned for driften. Der er ikke besøgende nok, og så kan det være vanskeligt at drive forretning. Dog har et par af jer booket billetter til vinterens og forårets rejser, og selvfølgelig sejler vi de sidste par ture i al fordragelighed. Så stig ombord, så fyrer vi op under kedlerne og tøffer ud på det store Tekstocean.

Som læsere af min blog ved, har jeg deltaget i mange antologier, og det betyder også, at jeg har sendt ind til rigtig mange. Det har alle dage været sjovt at spille med på diverse forlags ideer - noveller om begyndelser, noveller om vampyrer, korte noveller, lange noveller - de forskellige krav har været en del af det skægge. Og langt de fleste antologier bliver også til noget. Nogle gange går der et par måneder, andre gange et par år. Dog er der også de sjældne få, der aldrig blev til noget - og det selvom der var blevet annonceret, hvem der var kommet med i den. En af de antologier var Den sociale antologi på Det Poetiske Bureau.

Kortprosastykket Gråd har stået på min 'kommende' liste i 6 år. Nu forsvinder det.

I 2011 åbnede Det Poetiske Bureau for bidrag til Den sociale antologi. Der var et ønske om at de individuelle kunstnere udtrykte sig frit, og det betød også i valg af medium. Du kan læse hele det gamle opslag her. Jeg rodede i mine gemmer, og fandt tre tekster, jeg mente levede op til konceptet. En kortprosa-tekst med titlen Gråd og to digte, Demokrati og Det Er. På det tidspunkt var jeg næsten gået helt over til prosa, så det var sjovt lige at genbesøge lyrikken for en kort bemærkning. Jeg sendte teksterne ind, og skrev videre på helt andre projekter. 2011 var jo det år, hvor jeg endte med at have to udgivelser, så der var travlt dengang. Der gik et par måneder, og så i august fik jeg at vide at de gerne ville bruge den ene af mine tekster, nemlig kortprosastykket. Der ville være reception med mulighed for oplæsning i slutningen af 2011, sådan stod der i mailen, og hurra for det.

Jeg kan huske, at jeg var rigtig glad. Året før havde jeg fået antaget et par digte i Det Poetiske Bureaus antologi Fragmenter, og det var fedt at jeg nu også kunne notere mig kortprosaist på visitkortet, ved siden af lyriker, novelleforfatter og romanforfatter. Så jeg skrev tilbage, sagde tak og så skete der ikke mere. Til at begynde med noterede jeg mig det knapt - jeg havde jo travlt alle mulige andre steder, men da vi nåede 2012 og der stadig ikke var sket noget, begyndte jeg at undre mig. Set i bakspejlet undrer jeg mig også over, at jeg ikke sendte dem en mail, eller dukkede op i bureauet, da det dengang lå meget kort fra mit hjem, men det gjorde jeg bare ikke. Jeg blev i stedet ved med, hele vejen igennem '12, og '13 for den sags skyld at undre mig. Når jeg mødte andre, jeg vidste var kommet med, spurgte jeg mig altid for, om de vidste noget om hvad der var sket, og ikke mindst om samlingen ville udkomme på et tidspunkt.

Gradvist stykkede der sig et billede sammen af at redaktionen på samlingen havde været ramt af mange plager. Ud over intern uenighed, blev en af hovedredaktørerne alvorligt syg, en anden gik fra projektet i vrede, der var vist en del problemer med noget grafik, vist noget med penge og derefter var der meget tvivl om, hvordan projektet skulle føres videre. Alt dette er gisninger, for jeg ved faktisk stadig ikke præcis hvad der skete - eller hvor sande, eller subjektive de fragmenter (pun intended) jeg har fået om hvorfor antologien gik i vasken egentlig er. To ting ved jeg dog helt klart. Nemlig at antologien ikke blev trykt og at der ikke blev meldt ud til forfatterne, at antologien ikke blev til noget. Måske ligger der stadig en dummy af Den sociale antologi på Det Poetiske Bureau og samler støv. Måske er den aldeles glemt.

Nu stryger jeg den fra min liste over kommende udgivelser - og det vil sige, at kortprosastykket Gråd nok aldrig kommer ud. Heldigvis fik jeg udgivet kortprosa i antologien Vintage '13, så jeg kan alligevel kalde mig kortprosaist. Det er et vilkår, at udgivelser, egne såvel som i antologier, kan smuldre til ingenting, og af og til ved man ikke hvorfor. Med Den Sociale Antologi gik der noget galt efter teksterne var på plads, men hvad er ikke til at sige præcist og er egentligt også lige meget, for der kom ingen antologi ud af det. Men i Tekstoceanets dybder er der ikke noget, der forsvinder for altid, og derfor har jeg bjærget det originale dokument, så I får muligheden for at læse Gråd ... og digtene Demokrati og Det Er, der blev valgt fra i første omgang. Så må I vurdere om de er ældet med ynde eller ej.

Så er der gang i motoren, og det er næsten synd at vende om, nu hvor vi er kommet så langt. Men derinde på bredden venter vores liv på os, og det skulle man nødigt komme for sent til. Det var en blid tur på Tekstoceanet, og jeg håber du nød at mærke januarvinden kærtegne dine kinder med frostkys og isfingre. Tak fordi du var med, på denne næstsidste tur ud på Tekstoceanet, og skulle du have lyst til at sige noget, så skriv blot!

Det Der Samler by Amdi Silvestri on Scribd

Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst) 
Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst)
Tekstoceanet - Tilfældet Poul Klimt (novelle)

Tekstoceanet - Ungerens endeligt (reportage)

Kong Vinter har taget en lungefuld luft, og gør sig helt klar til at puste verden til is. Kan du mærke de skarpe vinde, der bærer løfter om iskrystaller og visne grene? Føler du også, hvordan kulden langsomt sniger sig ind gennem sprækker og sind, og gør verden både bleg og forkommen? Så er det godt, at vi stadig kan tage en udflugt på Tekstoceanet. Det bliver en lang tur, og vi skal besøge et sted, der engang var der og ikke er det mere. Så træk lufferne på, knap frakken og lad os stikke til søs.

Jeg voksede op på Lolland, og flyttede først til København, da jeg var midt i tyverne. Det blev så sådan, at jeg nærmest blev genbo til Ungdomshuset, og havde min daglige gang forbi det og livet omkring Jagtvej 69 var en del af Nørrebros ansigt og sjæl. Jeg havde besøgt det et par gange i løbet af halvfemserne, ikke mindst fordi jeg lærte en håndfuld mennesker at kende på min efterskole, der introducerede mig for hele miljøet omkring det, men jeg blev aldrig en fast besøgende eller interiør. Det skyldtes ikke, at jeg ikke var rebelsk nok, men nok nærmere at jeg rettede mine oprørs-tendenser indad frem for udad.

Ungdomshuset, 2006

At jeg ikke var en så aktiv del af Ungeren, ændrede ikke på at jeg helt oprigtigt, fra bunden af mit hjerte og hvad der ellers findes af faste vendinger, mente at Ungeren var et fedt sted. Det var her kreativitet knopskød, hvor der var plads til det lidt sære og outrerede. Mange af de tanker, som flere og flere tager til sig i dag, om dyrevelfærd, adgang til information, seksuel åbenhed og så videre var standarder her. Det var ganske enkelt et fristed. Med det sagt, var Ungeren ikke kun dejligt. Jeg har set det smadret, stinkende af pis, og jeg har mærket hvordan det føltes som en snærende spændetrøje, når der var alt for mange mennesker der på samme tid. Da jeg endelig flyttede til området, føltes det lidt som om jeg var blevet for gammel til stedet; at det netop skulle være et sted kun for de unge, og ikke for alle dem, der var knapt så unge længere. Mine holdninger vedblev dog de samme. Det var fedt, at stedet var der.

Derfor var jeg en af dem, der følte mig ramt, da sagen om Faderhuset og Ungeren begyndte at rulle. Der er mange af mine læsere, der nok kan huske den, men ellers ligger sagen til hurtigt overblik på Wikipedia. Sagen var fyldt med spillere, men jeg kan huske at især tanken om et religiøst sæde midt på Nørrebro virkede meget forkert på mig. Det har helt sikkert at gøre med min indbyggede mistanke til alt hvad der hedder etableret gudsdyrkelse. Ligeledes håndterede Københavns Kommune heller ikke sagen så elegant, som de kunne have gjort  Jeg kan huske Ruth Evensens ansigt tone frem på alle skærme, og jeg kan huske de aftener, hvor de mange demonstrationer var blevet giganter, der også tiltrak militære autonome fra Irland og Spanien. Nørrebro var et lysbad, et skrig i månedsvis. Og hele tiden havde jeg udsigt til skakspillet fra mit soveværelsesvindue, placeret skråt bag Ungdomshuset. Jeg blev tjekket igen og igen, dengang gik jeg med trenchcoat og havde meget langt hår, og vejen, jeg boede på, var konstant afspærret. Dybt i mig følte jeg det var forkert, det der skete. At en dansk kommune sælger et hus, mere eller mindre givet til de unge, til en gruppe fundamentalister, den var svær for mig at sluge.

Det gik som det gik. Den femte marts 2007 begyndte de nedrivningen af Ungdomshuset, og jeg stod, næsten paralyseret, og gloede på det. Jeg havde en klump i halsen, det var næsten som at se en eller anden pisse på et kunstværk, og jeg kom til at tænke på Herman Bang, der under branden på Kristiansborg vover livet for at redde malerier. Det kunne jeg ikke, jeg kunne ikke løbe ind i flammerne, men jeg kunne skrive ned hvad jeg så, og hvad jeg følte. Og det gjorde jeg. Både femte og sjette marts 2007. Mens jeg skrev, følte jeg at det var vigtigt, det var rigtigt at gøre det jeg gjorde, for det skulle fandeme huskes. Og det bliver det også. Ikke mindst af mig selv, da jeg læste teksten igen. Måske kom jeg i tanke om den, fordi der er så meget snak om BZerne lige nu, eller også er det måske fordi jeg er ved at genopdage nogle sider af mig selv. I hvert fald har jeg også vedhæftet den her, så I alle har muligheden for læse den. Og som altid, ville det være dejligt med en kommentar.

Så er vi atter på vej hjemover. Jeg håber til dels, at dagens besøg på bølgerne fik dig til at finde lidt følelser frem, sørgmodige eller glade. I hvert fald nærmer vi os kysten, og det kan også være at vi snart permanent lægger skibet på land. Tekstoceanet er enormt, dybere end afstanden til Månen, og med så forskellige øer, at der ikke er fare for at kede sig lige med det samme. Det kan være, at du selv skal have lov til at tage den næste tur ud, helt uden vores hjælp. Hvem ved, måske finder du noget ganske særligt. Og hvis du ikke gør, så kan det være rejsen i sig selv er noget værd.

Ungerens Endeligt (Reportage) by Amdi Silvestri on Scribd

Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst) 
Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst) 
Tekstoceanet - Tilfældet Poul Klimt (novelle)

Tekstoceanet - Tilfældet Poul Klimt (novelle)

Minsandten, folkens, det er atter blevet efterår. Sommerens milde vinde har bukket nakken for de kølige vindstød, og det er vidunderligt atter at se sejlene fyldes og skumtoppe på Tekstoceanet. Ikke mindst er jeg meget tilfreds med at se dig igen. Vi har ligget på land en stor måneds tid, men nu er vi klar til at stikke langt ud, en af de længste ture vi til dato har sejlet på Tekstoceanet. Hvis du er klar, så lad os se at komme afsted.

En af de særeste ting man kan opleve som forfatter er at have en tekst, der bare aldrig bliver udgivet. Det er ikke fordi den føles dårligere end andre tekster, tværtimod kan den ofte føles bedre end visse ting man har skabt, men af uransagelige årsager bliver den bare liggende i skuffen. En gang imellem kommer man til at tænke på den igen, og så læser man den påny, og sjovt nok virker den stadig helt hæderlig og habil. Den tekst burde ikke bare ligge og samle støv. Og sådan en tekst er Tilfældet Poul Klimt.

Mine første erindringer om Tilfældet Poul Klimt er mange. Jeg kan huske, at jeg allerede havde plottet til novellen tilbage i 2005 - altså for over ti år siden - og jeg skrev første udgave af den samme år. Det var min første tekst, hvor jeg arbejdede helt bevidst med genren science fiction, og det var min første tekst, der nåede over 5000 ord. Dengang føltes den mængde gigantisk, som et bjerg midt i et landskab af småsten. Der var et helt persongalleri, der var modstridende holdninger, der var et klart plot og en slutning, der talte direkte til læseren. Jeg var svært stolt af den. Hold da kæft, hvor var jeg stolt af den. Jeg lavede endda en forside til fortællingen!

I 2008 afholdt Science Fiction Cirklen for anden gang deres årlige novellekonkurrence (som stadig afholdes), og jeg sendte fem noveller til dem, af varierende længde. En af dem var Tilfældet Poul Klimt, og den blev ikke valgt. Det gjorde When the music's over derimod, og det var også fedt, for den blev min første novelle, der blev antaget noget sted. I en kort sidebemærkning vil jeg lige sige, at den novelle nok bliver genoptrykt inden alt for længe i en opsamling, og så videre med Tilfældet Poul Klimt. I 2011 skulle novellerne til det, der blev min samling Faderens sønner udvælges, og jeg havde lavet en bruttotrup på 18 noveller. Der var en del nyskrevne iblandt, og jeg havde også hevet min elskede Tilfældet Poul Klimt frem fra skuffen. Den fik sig en omskrivning, blev rettet til hist og her, især også når det kom til opsætningen, og så var den klar. Troede jeg.

Allerede i første udvælgelsesrunde mente redaktøren at Tilfældet Poul Klimt ikke skulle med. Vi snakkede lidt frem og tilbage, og som jeg husker det, var det store argument ikke at novellen var dårlig, men de andre var bedre. Jeg bøjede mig, og Tilfældet Poul Klimt blev endnu engang smidt tilbage i mørket. Faderens sønner udkom uden den.

I begyndelsen af i år sad jeg så for første gang siden 2011, og skulle sætte en science fiction-samling sammen. Den skulle hovedsageligt bestå af noveller, der havde optrådt andre steder, og så en enkelt ny for ikke at snyde nogen. For gud ved hvilken gang overvejede jeg Tilfældet Poul Klimt, så meget at jeg læste den igennem flere gange, men nu var en del af den dejlige fernis gledet af den. Novellen var stadig god, historien mente jeg stadig var hæderlig, og alligevel var det meget tydeligt, at den var skrevet i en helt anden tid. Den føltes gammeldags, ikke i plot, men i omgivelser. Og lige der besluttede jeg mig for, at det ikke var Tilfældet Poul Klimt, der skulle være den nye novelle. Jeg valgte den selv fra, min kære, min søde Poul Klimt, min tidsrejsehistorie som tiden var løbet fra. I stedet  blev det novellen Sand og sten, stål og glas der blev den nye tilføjelse, og samtidig den novelle, der lægger navn til hele opsamlingen. Og det er absolut ikke et dårligt bytte.

Tilfældet Poul Klimt bliver aldrig udgivet. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig hvordan. Men nu giver jeg slip på den. Jeg sender den ud til alle jer, der så kan læse den alligevel, og i dette tilfælde håber jeg virkelig I vil give mig og Poul en kommentar med på vejen.

Forsiden er udført af Anna Degnbol

Så er snuden drejet mod hjem, og jeg håber du nød at besøge de mange steder, der alligevel på særeste vis mindede om hinanden. Tekstoceanet viste ikke tænder i denne omgang, men hjerte, og den slags er rigtige mænd også i stand til at sætte pris på. Som vanligt håber jeg du er klar til at tage endnu en udflugt på det bundløse hav, for det er aldrig til at vide, hvad der kommer hvirvlende op fra dybet. Tak fordi du løste billet.

Tilfældet Poul Klimt

Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst) 
Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst)

Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst)

God morgen, kære passagerer. I må undskylde den lange ventetid, men nu har vi fået tjæretvættet skroget og rigget sejlene til, så vi atter er klar til en mindre rejse på Tekstoceanet. Det er dejligt at se dig igen, og jeg håber ikke at den lange pause har gjort at du helt har glemt din billet. Det er en uvejsom sommer, sol og regn er kombatanter i det skyfyldte teater og nu skyder vi ud af Ordbugten. Vi skal ikke særlig langt, det er blot en lille prøvetur, for at se om skibet fungerer som det skal. Men hvorfor skulle det dog ikke det?

Noget, der er en del af langt de fleste forfatteres liv, er afslagene, og dem er der mange af. Alene i år har jeg fået afslag fra to forlag, en række tidsskrifter, en antologi, tre engelske konkurrencer og det er blot de steder, hvorfra afslagene er kommet - her tæller jeg ikke de mange mails og henvendelser med, der ganske enkelt forbliver ubesvarede eller hvor dialogen dør. Derfor bliver man også så glad, når et forlag eller et projekt helt automatisk mener, at det man laver er godt nok. Sådan var det med Hvermandag-projektet - og det kommer jeg tilbage til senere. Det må jeg godt, for denne historie udspiller sig i 2016 :) Inden da vil jeg snakke om Skår.

I 2014 begyndte jeg at skrive på en samling fortællinger, men allerede inden jeg havde begået den første, havde jeg formuleret en række kriterier for mine historier. For det første måtte de under ingen omstændigheder være længere end 1500 ord. For det andet skulle de bevæge sig i krydsfeltet mellem kortprosa og noveller og for det tredje skulle alle genrer være repræsenteret (i samlingen, ikke i hver enkelt tekst). I løber af det næste halvandet år skrev jeg 34 tekster. Nogle af dem var meget kortprosa-inspirerede, med kompakt sprog og vævende metaforer, mens andre blev langt mere novelle-typiske med en klar handling og afslutning. Langt de fleste af teksterne bevægede sig dog i et grænseland mellem de to former. I december 2015 indtalte jeg også en lille håndfuld af dem, og lagde dem på på Soundcloud. De kan høres lige her. Jeg skrev det, indtil videre, sidste Skår den 22. december 2015.

Det var omkring samtidig at jeg kom i kontakt med Hvermandag. Jeg kendte godt til deres koncept, da jeg havde været tilmeldt længe, og det var et koncept, jeg virkelig kunne bifalde. Det var helt gratis litteratur, sendt direkte til folks mailboks. Det var kendte og store navne sammen med mindre af slagsen. Det var eksperimenterende, og det var lige til at gå til. Det var en bred vifte af alle de ting litteraturen kunne - og, som sagt, aldeles gratis. Desuden satte folkene bag Hvermandag en ære i at betale deres bidragsydere - ikke en herregård, men nok til at man som kunstner følte sig værdsat. Hvorfor er det vigtigt? Fordi der i Danmark (og mange andre lande) er en grim tendens til at kunstnere i alle afskygninger ikke aflønnes for deres arbejde. De gør det jo fordi de er ildsjæle og for at promovere dem selv, ikke ;)  Det er en uskik, det er ubehøvlet og det skal udryddes.

Til Hvermandag jonglerede jeg med en håndfuld tekster (blandt andet Hjemve, der kan høres på Soundcloud), men endte med et Skår med titlen Dødebog. Den var en af de meste eksperimenterende tekster jeg havde skrevet længe, men jeg kunne rigtig godt lide den, fordi den lagde op til at læseren selv skulle finde bindeleddet mellem de to teksttyper, jeg brugte. På papiret består den bare af en lang liste med navne og dødsårsager. Næsten alle navne og alle dødsårsager er unikke. Nogle få er ikke. Hist og her er der forbindelse mellem to af navnene, et par steder vil to navne og dødsårsager forhåbentligt få en læser til selv at danne historien bag. De fleste af dødsårsagerne er helt almindelige, nogle få er helt unikke. Hvermandag redigerede min tekst, og foreslog at jeg skar den ned i længde (hvilket jeg gjorde), og i stedet for at have navnene stående vandret efter hinanden, så lave en lodret liste. Det råd valgte jeg også at følge, og det er den version I får her. Til sidst ændrede vi titlen fra Dødebog til det mere kliniske DØDSÅRSAGER, UNIKKE NAVNEKOMBINATIONER. Det kan være det var en dårlig idé. Når jeg tænker på teksten nu, ser jeg den mindre som en tekst, men mere som en installation. Den blev sendt ud til de mange tusind abonnenter i begyndelsen af juli i år.

Jeg har ingen anelse om hvad læserne mente om den. Det er en af de gode, og dårlige, ting ved Hvermandag. For det meste er ens tekst uden respons. Hvis jeg skal være ærlig, tror jeg ikke størstedelen kunne li' den. Den er lidt mærkelig, lidt langtrukken og måske også for underlig. Jeg håber dog at der sidder en enkelt eller to og tænker, at det godt nok var lidt fedt. Hvis du har lyst til at melde dig til hos Hvermandag, er det helt gratis, og du får en masse litteratur lige i inboxen.

Så er svipturen tilendebragt, og heldigvis er vi nu i smult vande. Det virker som om den gode skude kan holde til sagerne. Du skal være velkommen til at blive ombord, mens vi går rigningen igennem, eller måske gå en tur i klitterne, indtil klokken lyder og vi atter stævner ud på det temperamentsfulde Tekstocean. Under alle omstændigheder håber vi at du er klar næste gang - og som en service har vi lagt alle vores tidligere rejser op, så de er lige til at gå til - se blot på bunden af dette hav. Tak fordi du sejlede med os, og har du lyst til at give lidt ris eller ros, er kaptajnens øre altid ledigt.

Dødsårsager - unikke navnekombinationer

Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst)

Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst)

Velkommen tilbage, trofaste såvel som nye passager her på skibet. Rederiet har været travlt, så derfor er det næsten en måned siden vi sidst skød ud over bølgen den blå. I mellemtiden er det blevet et sandt forår, Tekstoceanet duver frem og tilbage som en særlig docil budding og om et øjeblik sætter vi kursen mod nogle pænt fjerne områder. Som gengangerne her på de saltede brædder ved, kan fjerne områder ligge langt tilbage, både i tid og sted, og hvorfor dog nøjes med en af dem. Lad os så komme afsted!

 

I mange tidligere indlæg har jeg snakket om digte.dk, og det er nok meget tydeligt, at det nu hedengangne site betød rigtig meget for mig, da jeg begyndte at skrive. Vi er faktisk så langt tilbage som 2004, og hold da kæft hvor er det en evighed siden. Jeg var 26 år gammel, var lige begyndt at arbejde som lærer og havde ingen anelse om hvor det her med ord skulle bære mig hen. Det eneste jeg vidste var at jeg elskede at skrive dem. 

Jeg havde været på digte.dk et par år, og producerede jævnt et digt eller to om dagen. Jeg forsøgte mig med forskellige ting - system-digte, akrostikon, diverse typer rim og lignende, og allerede dengang elskede jeg et udfordre mig selv med noget nyt. Det var en enorm lærings- og legeplads, og jeg er overbevist om at mange af de ting jeg lærte dengang stadig sidder som latent viden. Alle mine digte ændrede dog ikke på det faktum at det blev tydeligere og tydeligere, at jeg fortalte historier fremfor at vise stemninger. Der var røde tråde i mine digte, hvor der i mange andres var følelseskaos. Alt pegede på at prosaen lå lige for. Og det gjorde den også.

I samme periode opdagede, og genopdagede, jeg to af Englands forfattere. Det var Douglas Adams, hvis Håndbog for vakse galakse-blaffere jeg havde læst som barn og Terry Pratchett. Jeg slugte Hitchhikers påny, jeg dykkede ned i Dirk Gently's Holistic Detective Agency og jeg læste mig en pukkel til om Adams på nettet. Pratchett var mere ny for mig, for selvom jeg havde læst hans Tæppefolket og Gnomernes flugt, havde han ikke efterladt noget varigt mærke på mig. Det ændrede sig drastisk da jeg begyndte at voldlæse Discworld-romanerne. Jeg pløjede mig igennem dem, hentede nye forsyninger i Fantask og læste så videre. Det, der virkelig ramte mig, var sproget. Den måde hvorpå nogle helt almindelige ting blev vendt på hovedet, og så pludselig virkede absurde eller vildt underholdende. Den kærlighed til sproget der bare drev fra siderne. Det assimilerede jeg, det må vist være det bedste ord, og jeg tænkte at her var noget jeg virkelig gerne ville efterstræbe. Noget sjovt, der samtidig havde lidt brod. 

De to ting summede i mit kranium, dykkede ind og ud ad øjnene og satte sig så endelig på min næsebro og blev enige om et samarbejde. Jeg fik ideen til en kort fortælling på vej hjem fra arbejde, og jeg skrev den første sætning ned i min sorte kina-bog. Der sad den bare og strålede, indtil jeg kom hjem og så bankede jeg den ind på computeren. Det tog kun et kvarter. Femten minutter og så havde jeg skrevet mit første stykke prosa. En art historie, en fortælling med en hovedperson og samtidig var den faktisk meget sjov. Og så ventede jeg. På en helt anden og ivrigere måde end når jeg havde skrevet et digt. For dette her var nyt, det var særligt og det føltes stort. Og så begyndte kommentarerne at komme. En mente, at der var lidt Onkel Danny i det, en anden at det lød som en Troldepus-fortælling, en tredje anvendte ordet 'betagende'. Efter det var jeg hooked, og i en del år balancerede jeg mellem lyrik og prosa, indtil prosaen gik af med sejren.

Forfattere får ofte spørgsmålet Hvornår begyndte du at skrive? og det er sjældent der kommer et præcist svar. Når jeg får spørgsmålet, kan jeg sige "28. september 2004", i hvert fald når det drejer sig om prosa. Herfra hvor jeg står kan jeg godt se, at teksten har fejl, den kunne strammes op, gøres renere og mere flydende, smukkere, sjovere og alt muligt andet. Men jeg nænner det ikke. Det er min første prosatekst, og den skal have lov til at være præcis som den er. Med det sagt, kan du finde teksten i uredigeret form nederst, og jeg ville elske en kommentar eller to. Jeg håber du synes den stadig er lidt sjov. Og titlen? Det var et okay tøbrud ;) 

Puha, det var en lang tur, men heldigvis holdt vi hele tiden kysten på venstre hånd, så vi vidste hvor vi var. Lige fremme er næste havn, og der vil vi hvile os for en stund. Jeg har hørt at den lokale kro serverer både skipperlabskovs og sushi, så der er noget for enhver smag. Hvis du har lyst, kan du også snuppe dig en lur i en af kahytterne, eller blot trække vejret dybt ind og lade den friske luft fra Tekstoceanet finde vej ned i dine lunger. Under alle omstændigheder håber vi at du stadig er ombord, når vi fyrer op under maskinerne og atter pløjer os gennem Tekstoceanets bølger. Ohøj!

Det Var Et Okay Tøbrud

Marts arbejde 2016 - om færdiggørelse, oplæsninger og Krimimessen

Puha - det er godt at marts måned er færdig, for jeg tror simpelthen ikke det var muligt at proppe meget mere ind i den. Jeg har haft travlt for at sige det mildt, og jeg har mest af alt målt tiden i uger frem for dage. Derfor sidder jeg lidt med følelsen af at have stenet i en bil med næsen presset mod ruden og set landskabet fare forbi. Det er først nu jeg helt har taget mig tiden til at fordøje hvad jeg egentlig så og oplevede. Dog er der så mange ting, at jeg for første gang i bloggens historie vil forsøge mig med underoverskrifter ;)

I løbet af marts blev det kun til en færdigskrevet novelle, men til gengæld er jeg i fuld gang med en meget stor en af slagsen:

En lejlighed i Paradis (4700 ord, fantastisk fortælling)
Metro (skrinlagt ved 1100 ord, fantastisk fortælling)
Sømløs catwalk (10000 ord, horror?, i gang)

I fortællingen En lejlighed i Paradis møder vi Eskild Mann, der er skidehamrende hip, så meget med på noderne at han forsøger at skrive dem og fyldt med vigør og virkelyst. Det eneste irriterende er at  en mand iført gul beskyttelseshjelm med jævne mellemrum ringer på og undskylder al byggelarmen. For Eskild har absolut ikke hørt nogen byggelarm. Og han er stensikker på at der slet ikke bliver bygget i området.

MÆND i Dansk Forfatterforening.

Den første marts var der stort tjubang i Dansk Forfatterforening. Årets emne var MÆND, eventet var en del af KBH Læser og i den anledning havde vi indkaldte tyve forskellige optrædende, der inden for fem forskellige emner skulle udbrede sig. Det handlede om køn, spænding, fagbøger, science fiction og horror - alle områder, der enten handlede om de nye mænd, eller var genrer der har et ry for at appellere mere til mænd. Vi startede klokken 17 og kørte non-stop til 22, så der var virkelig tryk på. Jeg var tovholder på hele eventet, og der var mildest talt mange ting at holde styr på op til. Det kan være jeg skriver et særskilt indlæg om det på et tidspunkt. Ud over min funktion der, var det også mig der havde stået for afdelingerne om horror og science fiction. Til horror-delen læste Aske Munk-Jørgensen og Jesper Rugård op, mens Tom Kristensen fortalte om sine illustrationer. Science fiction-delen var besat af Stig W. Jørgensen, der lavede et fremragende oplæg om science fiction og mænd, af Manfred Christiansen der quizzede om hans designs af science fiction-forsider og Lars Ahn Pedersen, der læste op fra novellen Århundredets mand. Selv læste jeg et stykke fra min kortroman Live (fra Ambrosia/Live), og mit valgte stykke handlede om at selv en millimeter fra verdens undergang vil to mænd alligevel mentalt måle pikkemænd. Arrangementet var udmærket besøgt, og det var sjovt at opleve en blanding af etablerede og mere upcoming navne. Billeder af alle de oplæsende kan beskues på min instagram-profil.

Krimi-messen i Horsens

Jeg betragter ikke mig selv som krimi-forfatter, men da jeg sidste år fik udgivet kortromanen Al kødets gang på HHP, kom jeg i hvert fald i nærheden af det. Jeg var så priviligeret, at min forlægger
inviterede mig med til messen, sikrede et hotelværelse til mig og ydermere også skaffede mig en plads i programmet. Det var så lidt strengt, at det var meget først på dagen, og turen fra København var lang, men frem kom jeg. Bibliotekaren Jacob Krogsøe interviewede mig om netop Al kødets gang, og undervejs nåede vi omkring moderne gotik, salgstal og horrors vilkår i Danmark. Resten af tiden på messen brugte jeg til at snakke med en masse folk, kigge forbi forlaget DreamLitt og lave et par snit i et kommende projekt, drikke øl, tabe til Michael Kamp i afgørelsen om hvem der skulle vinde Årets Danske Horrorudgivelse (som I nok kan forstå græd jeg bagefter og krammede Kærlighedsfrugt ind til mig), drikke kaffe, og snakke snakke snakke med alle mulige, ikke mindst førnævnte Jacob og forfatteren Martin Schjönning, der efterfølgende forfattede et ret væsentligt indlæg, som enhver med interesse i i dansk horror bør læse. litteratur bør læse. Jeg fik prøvet at spise middag med forfattere, hvis navne de fleste danskere kender, der blev taget horror-billeder der ikke blev til noget og alt i alt var det en sjov oplevelse. En af de fedeste ting overhovedet er dog at der er et sideløbende horror-program på Krimimessen, og efterhånden bløder de to områder over i hinanden. Der er et slægtskab mellem de to genrer, som gerne skal yderligere anerkendes i de kommende år.  

Brøndsalen på Frederiksberg - Mens vi venter på noa 

14 forskellige billedkunstnere var gået sammen om at fællesudstille i Brøndsalen på Frederiksberg, under navnet Mens vi venter på noa, men et så stort rum kunne også bruges til en masse andre ting. Der var et meget flot program, og derfor nåede jeg i løbet af påsken og ugen efter at optræde der hele to gange. Her hører du kun om første gang, da den anden optræden hører april til ;) I første ombæring var jeg blevet indkaldt som guest star under en koncert med bandet Mysterier, hvor jeg skulle læse en helt speciel påsketekst op. Den kan du faktisk læse lige her, i mit sidste Tekstocean-indlæg. Det gik ganske godt, men undervejs var der tre der udvandrede i noget der lignede protest. Det har jeg aldrig oplevet før. Dog tænker jeg at enhver tekst der kan anspore noget sådan må have et eller andet. Ideen med at læse op i et rum omgivet af musik og billedkunst var rigtig god, og den føjede noget dybde til, som mange oplæsninger ellers kan mangle.

De andre ting

Ud over de mange optrædener, var marts fyldt med knuder, der skulle bindes. Jeg sendte det endelige manuskript til min kommende sms-novelle Kolde facts til forlaget, jeg redigerede min kommende opsamlingssamling og sendte den til forlaget (et andet af slagsen) , jeg førsteredigerede min roman Et satans arbejde jeg skrev færdig sidste år og så må man heller ikke glemme, at jeg blev valgt som formand for den skønlitterære bestyrelse i Dansk Forfatterforening - en helt ny dimension, der virkelig kommer til at æde en del af min tid.

Så nåede vi igennem, og det var dejligt. I april venter en del arbejde. Der er en horror-novelle, der skal skrives til og om til en konkurrence, der er noget undervisningsmateriale der skal udbygges og så håber jeg at komme i gang med at omskrive Et satans arbejde. I hvert fald er der nok at lave. Pas på jer selv derude.

Tekstoceanet - Korshængt (Påsketekst)

Så er der faktisk gået en måned siden sidste gang vi steg ombord og satte ud på det dybe vand. Nu er det forår, farvandene er isfri og vi har kun brug for en let vindjakke til at tage brodden af Kong Vinters sidste famlende forsøg. Samtidig er det også påske, og en så mørk og lidelsesfuld højtid bliver vi næsten nødt til at stævne ud til 2011. Så løft blikket mod horisonten mens vi glider ud på endnu en tur på Tekstoceanet.

 

I 2011 havde jeg mere eller mindre permanent lagt digtene bag mig, og fokuserede i stedet for på prosa. Det skulle samtidig blive et ret stort år for mig, da både Faderens sønner og Pandaemonium udkom der, men det punkt jeg vil tale om ligger før udgivelserne, nemlig i foråret. Jeg var i en meget produktiv fase, da jeg lige var debuteret og ideerne stod bare på række. Samtidig var det langsomt ved at gry for mig, at jeg blev nødt til at være meget mere opsøgende mht. oplæsninger og lignende. Derfor lovede jeg mig selv at være åben for det meste, ikke mindst det jeg ikke havde prøvet før.

Jeg har tidligere skrevet om Juleevangeliet, der blev læst i Kristuskirken. Allerede dengang blev vi enige om at gentage succesen, og det skulle vise sig at blive meget hurtigt. I anledning af påsken indbød den daværende præst Alice Sprotte en håndfuld digtere/forfattere (bl.a. René Sandberg, Thurston Magnus og Steffen Baunbæk) til hver især at betragte korsfæstelsen fra forskellige vinkler. Pontius Pilatus, Maria Magdalene, Judas var blandt de udvalgte, og selv fik jeg de romerske soldater, der stod vagt ved korsets fod, og inden da ikke havde været Guds bedste børn (pun intended). Vi havde alle fået at vide, at det vi skrev ikke skulle være rart - tværtimod skulle det være mørkt, modbydeligt og sorgfuldt, ganske som skærtorsdag og langfredag er det. Meget vel, tænkte jeg, og gik i gang med at researche Biblen.

Noget af det første jeg fandt ud af var at de to soldater virkelig var nogle svin. Helt igennem ubehagelige fætre. Det næste jeg fandt ud af var at Judæa af romerne blev betragtet som en udørk og det at være udsendt der var nærmest en straf. Med de to ting rumsterende i knolden, vidste jeg at jeg blev nødt til at portrættere dem som grådige, racistiske, hadefulde, hånende og fremfor alt, respektløse. For på det tidspunkt var der masser af såkaldte messiaser, og hvorfor skulle en romersk soldat se Jesus som noget særligt? For dem var han blot endnu et meget menneskeligt menneske, der døde med lort flydende ned ad inderlårene. Teksten blev grum, den blev nasty og den blev virkelig virkningsfuld.

Alligevel var det med hjertet i halsen at jeg skulle læse den op i Kristuskirken på Nørrebro. Det at stille sig op i et kirkerum og berette noget, der kunne betragtes som blasfemi, var meget grænseoverskridende. Derfor blev jeg også rigtig glad, da min tekst efterfølgende medførte at flere af de normale kirkegængere gerne ville diskutere og snakke med mig. De var især fascineret af den tanke, at ja, selvfølgelig var Jesus ikke på nogen måde guddommelig for romerne. Det var en, der ikke tidligere havde strejfet dem. Hele arrangementet var virkelig godt, sådan et af dem man altid vil huske, ikke mindst fordi den efterfølgende samtale var rigtig frugtbar. Hvad det vil sige at tro, og det syn man har på verden blev vendt. Dermed ikke sagt, at der ikke var nogen, der nok blev stødt over noget af det vi læste op.

 

Nu kunne historien ende her, men der er lige en ekstra krølle. I går (25/3-16) læste jeg op i Brøndsalen på Frederiksberg. Jeg var blevet specielt inviteret af René Sandberg til netop at læse mit stykke med de romerske vagter op, da det hang sammen med en koncert, hvor sangene tog udgangspunkt i Jesu tanker. Derfor trådte jeg ind på scenen, smed mit medbragte sværd fra mig og gik i gang. Omkring en side inde i teksten rejste tre damer på forreste række sig, pakkede deres tasker og sure ansigter og forlod oplæsningssalen. Først var jeg lidt ked af det, men efterfølgende slog det mig at hvis en tekst kunne provokere så meget, må der være noget i den. Du kan finde teksten nederst og selv vurdere om jeg går over stregen. Jeg postede også et billede på instagram, lige efter jeg havde været på:

Så har jeg lige været på og det fik tre ældre damer til at udvandre. De brød sig vist ikke om teksten fra de romerske soldater ved korsets fod. Så skulle de bare vide hvem der havde bestilt den ... #udvandring #brøndsalen #oplæsning

A photo posted by A . Silvestri (@authorsilvestri) on Mar 25, 2016 at 6:53am PDT

Så kan vi atter se molen, hvor mågerne sidder på deres bundgarnspæle og betragter os i deres evige søgen efter mad. Jeg håber du nød denne tur, som nok tog os gennem mere kontroversielle farvande end vanligt, men den stille sø er ikke altid den mest eventyrmættede. Der er stadig en del destinationer på sejlplanen, så jeg håber du stadig er frisk på at lade vinden fange sejlene når Tekstoceanet kalder igen. Indtil det sker, er du meget velkommen til at lægge dine kommentarer i ris og ros-boksen under roret.

Korshængt

Tekstoceanet - Drømmer du ("Novelle" skrevet til at blive fremført)

Det er allerede fjorten dage siden vores sidste krydstogt, og for at sikre at I får noget for pengene, de af jer der har købt årskort, må vi hellere sigte efter nye horisonter. Tiden er modnet til endnu en udflugt på Tekstoceanet, omend vi denne gang er i meget smult vande. Vi skal kun lidt over et år tilbage, og i forhold til mange af vores andre sejlture, er det jo virkeligt at blive i de hjemlige farvande. Uden at sige mere, så lad os kaste os ud i det.

I løbet af vinteren 2014 kom jeg, gennem mit medlemskab af Dansk Horror Selskab, i kontakt med et eventbureau, der meget gerne ville lave noget med horror. De havde mange gode ideer, men vaklede lidt mere på udførslen. I løbet af nogle møder, hvor både forfattere og filminstruktører var med, blev der snakket form, og til sidst lagde vi os fast på en art hybridshow. Der skulle læses to horror-fortællinger op og der skulle fremvises to kortfilm. De fire dele skulle kædes sammen af en skuespiller, klædt på til lejligheden, og omgivelserne skulle være tilpas rædselsdekorerede. Det endte med at vi mødtes en håndfuld i mit ydmyge domicil, fik os nogle øl og begyndte at udvikle en struktur - blandt andet på det skuespilleren skulle sige. Oprindeligt lod vi os inspirere en del af den gamle Vampira-indledning, men i sidste ende valgte vi at gå efter noget mere seriøst. Hvordan det hele løb af stablen og hvorledes tingene blev modtaget, kan du læse i det her gamle indlæg, hvor jeg især snakker om de andres bidrag.

Men hvad med mit eget? Da jeg læste til lærer i Vordingborg for hvad der føles som en dimensionsforskydning siden, var jeg en del af en teatergruppe, der primært mødtes for sjov, men også nåede at være ude at optræde en enkelt gang. Før det, mens jeg trådte mine barnesko på Lolland, var jeg altid en del af drama-holdet, og nåede at være med i en hel del skolekomedier. Med andre ord lå det dramatiske meget til mig tidligere, og det er noget jeg også bruger den dag i dag. Omkring årsskiftet sidste år var jeg presset på tid - der var et par manuskripter, der skulle renskrives og nyt der skulle nedfældes, og jeg havde egentlig ikke tid til at skrive nyt. Så en aften tænkte jeg: Nej, det skal fandeme være løgn.

Eftersom folk havde købt billetter til eventet, det foregik under stor ramasjang og i en biografsal, kunne jeg ikke tillade mig ikke at levere noget skræddersyet. Det skyldte jeg mit (og de andres) publikum. Derfor satte jeg mig ned og skrev teksten Drømmer du - der tager udgangspunkt i den situation lytterne ville være i. Den skulle tale direkte til dem, og den skulle handle om mørke og en biografsal. Da lyset var sådan placeret, at jeg næsten var usynlig for publikum (med vilje), havde jeg kun min stemme at spille på ... og det gjorde jeg så.

I mørket lagde jeg ud med min normale stemme, et roligt tempo og et par spørgsmål til tilhørerne. Efterhånden som jeg nåede videre i teksten, blev min stemme mere og mere forvrænget, raspende og hviskende. Defekt og maskinel, mørk og forpustet. Jeg tror det gik fint, men jeg ved stadig ikke hvad folk syntes om det. Jeg performede teksten to gange. Første gang med en mikrofon der virkede. Anden gang med en mikrofon der ikke virkede. Alligevel formåede jeg at råbe salen op. Den kraftige stemme kan jeg vist takke mine mange år som lærer for.

Det var en god aften og også en spændende måde at forsøge at bringe horror ud til folket på. Økonomisk løb det rundt, men det var ikke en god forretning, og det er nok en af grundene til at det ikke har gentaget sig siden. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at læse teksten op igen, men nu har jeg i hvert fald fortalt om den her, og nederst kan du finde en kopi. Den store tekst er selvfølgelig fordi man nødigt skulle rode rundt i ordene, når man er i gang. Åhja - en sidste ting. Bloody Friday-eventen markerede også anden gang jeg brugte min store fortællerbog - en prop jeg anvender når jeg læser fantastisk litteratur op.

Så nåede vi helskindede igennem dagens lille sviptur. Det var rart blot at tage en mindre tur; så slår den barske havblæst heller ikke så hårdt i kinderne. Lige om lidt er det forår, en prægtig tid, hvor vi ikke længere skal være bange for at sidde fast i isen og risikoen for at blive fanget af stædige sidevinde er så lille, at den er nærved borte. Jeg håber at du er frisk på endnu en tur på Tekstoceanet, når den tid kommer. Og husk, at du er mere end velkommen til at invitere dine venner ombord! Kast anker!

Performancetekst - Drømmer Du