Det er allerede fjorten dage siden vores sidste krydstogt, og for at sikre at I får noget for pengene, de af jer der har købt årskort, må vi hellere sigte efter nye horisonter. Tiden er modnet til endnu en udflugt på Tekstoceanet, omend vi denne gang er i meget smult vande. Vi skal kun lidt over et år tilbage, og i forhold til mange af vores andre sejlture, er det jo virkeligt at blive i de hjemlige farvande. Uden at sige mere, så lad os kaste os ud i det.
I løbet af vinteren 2014 kom jeg, gennem mit medlemskab af Dansk Horror Selskab, i kontakt med et eventbureau, der meget gerne ville lave noget med horror. De havde mange gode ideer, men vaklede lidt mere på udførslen. I løbet af nogle møder, hvor både forfattere og filminstruktører var med, blev der snakket form, og til sidst lagde vi os fast på en art hybridshow. Der skulle læses to horror-fortællinger op og der skulle fremvises to kortfilm. De fire dele skulle kædes sammen af en skuespiller, klædt på til lejligheden, og omgivelserne skulle være tilpas rædselsdekorerede. Det endte med at vi mødtes en håndfuld i mit ydmyge domicil, fik os nogle øl og begyndte at udvikle en struktur - blandt andet på det skuespilleren skulle sige. Oprindeligt lod vi os inspirere en del af den gamle Vampira-indledning, men i sidste ende valgte vi at gå efter noget mere seriøst. Hvordan det hele løb af stablen og hvorledes tingene blev modtaget, kan du læse i det her gamle indlæg, hvor jeg især snakker om de andres bidrag.
Men hvad med mit eget? Da jeg læste til lærer i Vordingborg for hvad der føles som en dimensionsforskydning siden, var jeg en del af en teatergruppe, der primært mødtes for sjov, men også nåede at være ude at optræde en enkelt gang. Før det, mens jeg trådte mine barnesko på Lolland, var jeg altid en del af drama-holdet, og nåede at være med i en hel del skolekomedier. Med andre ord lå det dramatiske meget til mig tidligere, og det er noget jeg også bruger den dag i dag. Omkring årsskiftet sidste år var jeg presset på tid - der var et par manuskripter, der skulle renskrives og nyt der skulle nedfældes, og jeg havde egentlig ikke tid til at skrive nyt. Så en aften tænkte jeg: Nej, det skal fandeme være løgn.
Eftersom folk havde købt billetter til eventet, det foregik under stor ramasjang og i en biografsal, kunne jeg ikke tillade mig ikke at levere noget skræddersyet. Det skyldte jeg mit (og de andres) publikum. Derfor satte jeg mig ned og skrev teksten Drømmer du - der tager udgangspunkt i den situation lytterne ville være i. Den skulle tale direkte til dem, og den skulle handle om mørke og en biografsal. Da lyset var sådan placeret, at jeg næsten var usynlig for publikum (med vilje), havde jeg kun min stemme at spille på ... og det gjorde jeg så.
I mørket lagde jeg ud med min normale stemme, et roligt tempo og et par spørgsmål til tilhørerne. Efterhånden som jeg nåede videre i teksten, blev min stemme mere og mere forvrænget, raspende og hviskende. Defekt og maskinel, mørk og forpustet. Jeg tror det gik fint, men jeg ved stadig ikke hvad folk syntes om det. Jeg performede teksten to gange. Første gang med en mikrofon der virkede. Anden gang med en mikrofon der ikke virkede. Alligevel formåede jeg at råbe salen op. Den kraftige stemme kan jeg vist takke mine mange år som lærer for.
Det var en god aften og også en spændende måde at forsøge at bringe horror ud til folket på. Økonomisk løb det rundt, men det var ikke en god forretning, og det er nok en af grundene til at det ikke har gentaget sig siden. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at læse teksten op igen, men nu har jeg i hvert fald fortalt om den her, og nederst kan du finde en kopi. Den store tekst er selvfølgelig fordi man nødigt skulle rode rundt i ordene, når man er i gang. Åhja - en sidste ting. Bloody Friday-eventen markerede også anden gang jeg brugte min store fortællerbog - en prop jeg anvender når jeg læser fantastisk litteratur op.
Så nåede vi helskindede igennem dagens lille sviptur. Det var rart blot at tage en mindre tur; så slår den barske havblæst heller ikke så hårdt i kinderne. Lige om lidt er det forår, en prægtig tid, hvor vi ikke længere skal være bange for at sidde fast i isen og risikoen for at blive fanget af stædige sidevinde er så lille, at den er nærved borte. Jeg håber at du er frisk på endnu en tur på Tekstoceanet, når den tid kommer. Og husk, at du er mere end velkommen til at invitere dine venner ombord! Kast anker!
Men hvad med mit eget? Da jeg læste til lærer i Vordingborg for hvad der føles som en dimensionsforskydning siden, var jeg en del af en teatergruppe, der primært mødtes for sjov, men også nåede at være ude at optræde en enkelt gang. Før det, mens jeg trådte mine barnesko på Lolland, var jeg altid en del af drama-holdet, og nåede at være med i en hel del skolekomedier. Med andre ord lå det dramatiske meget til mig tidligere, og det er noget jeg også bruger den dag i dag. Omkring årsskiftet sidste år var jeg presset på tid - der var et par manuskripter, der skulle renskrives og nyt der skulle nedfældes, og jeg havde egentlig ikke tid til at skrive nyt. Så en aften tænkte jeg: Nej, det skal fandeme være løgn.
Eftersom folk havde købt billetter til eventet, det foregik under stor ramasjang og i en biografsal, kunne jeg ikke tillade mig ikke at levere noget skræddersyet. Det skyldte jeg mit (og de andres) publikum. Derfor satte jeg mig ned og skrev teksten Drømmer du - der tager udgangspunkt i den situation lytterne ville være i. Den skulle tale direkte til dem, og den skulle handle om mørke og en biografsal. Da lyset var sådan placeret, at jeg næsten var usynlig for publikum (med vilje), havde jeg kun min stemme at spille på ... og det gjorde jeg så.
I mørket lagde jeg ud med min normale stemme, et roligt tempo og et par spørgsmål til tilhørerne. Efterhånden som jeg nåede videre i teksten, blev min stemme mere og mere forvrænget, raspende og hviskende. Defekt og maskinel, mørk og forpustet. Jeg tror det gik fint, men jeg ved stadig ikke hvad folk syntes om det. Jeg performede teksten to gange. Første gang med en mikrofon der virkede. Anden gang med en mikrofon der ikke virkede. Alligevel formåede jeg at råbe salen op. Den kraftige stemme kan jeg vist takke mine mange år som lærer for.
Det var en god aften og også en spændende måde at forsøge at bringe horror ud til folket på. Økonomisk løb det rundt, men det var ikke en god forretning, og det er nok en af grundene til at det ikke har gentaget sig siden. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til at læse teksten op igen, men nu har jeg i hvert fald fortalt om den her, og nederst kan du finde en kopi. Den store tekst er selvfølgelig fordi man nødigt skulle rode rundt i ordene, når man er i gang. Åhja - en sidste ting. Bloody Friday-eventen markerede også anden gang jeg brugte min store fortællerbog - en prop jeg anvender når jeg læser fantastisk litteratur op.