Tekstoceanet - Ungerens endeligt (reportage)

Kong Vinter har taget en lungefuld luft, og gør sig helt klar til at puste verden til is. Kan du mærke de skarpe vinde, der bærer løfter om iskrystaller og visne grene? Føler du også, hvordan kulden langsomt sniger sig ind gennem sprækker og sind, og gør verden både bleg og forkommen? Så er det godt, at vi stadig kan tage en udflugt på Tekstoceanet. Det bliver en lang tur, og vi skal besøge et sted, der engang var der og ikke er det mere. Så træk lufferne på, knap frakken og lad os stikke til søs.

Jeg voksede op på Lolland, og flyttede først til København, da jeg var midt i tyverne. Det blev så sådan, at jeg nærmest blev genbo til Ungdomshuset, og havde min daglige gang forbi det og livet omkring Jagtvej 69 var en del af Nørrebros ansigt og sjæl. Jeg havde besøgt det et par gange i løbet af halvfemserne, ikke mindst fordi jeg lærte en håndfuld mennesker at kende på min efterskole, der introducerede mig for hele miljøet omkring det, men jeg blev aldrig en fast besøgende eller interiør. Det skyldtes ikke, at jeg ikke var rebelsk nok, men nok nærmere at jeg rettede mine oprørs-tendenser indad frem for udad.

Ungdomshuset, 2006

At jeg ikke var en så aktiv del af Ungeren, ændrede ikke på at jeg helt oprigtigt, fra bunden af mit hjerte og hvad der ellers findes af faste vendinger, mente at Ungeren var et fedt sted. Det var her kreativitet knopskød, hvor der var plads til det lidt sære og outrerede. Mange af de tanker, som flere og flere tager til sig i dag, om dyrevelfærd, adgang til information, seksuel åbenhed og så videre var standarder her. Det var ganske enkelt et fristed. Med det sagt, var Ungeren ikke kun dejligt. Jeg har set det smadret, stinkende af pis, og jeg har mærket hvordan det føltes som en snærende spændetrøje, når der var alt for mange mennesker der på samme tid. Da jeg endelig flyttede til området, føltes det lidt som om jeg var blevet for gammel til stedet; at det netop skulle være et sted kun for de unge, og ikke for alle dem, der var knapt så unge længere. Mine holdninger vedblev dog de samme. Det var fedt, at stedet var der.

Derfor var jeg en af dem, der følte mig ramt, da sagen om Faderhuset og Ungeren begyndte at rulle. Der er mange af mine læsere, der nok kan huske den, men ellers ligger sagen til hurtigt overblik på Wikipedia. Sagen var fyldt med spillere, men jeg kan huske at især tanken om et religiøst sæde midt på Nørrebro virkede meget forkert på mig. Det har helt sikkert at gøre med min indbyggede mistanke til alt hvad der hedder etableret gudsdyrkelse. Ligeledes håndterede Københavns Kommune heller ikke sagen så elegant, som de kunne have gjort  Jeg kan huske Ruth Evensens ansigt tone frem på alle skærme, og jeg kan huske de aftener, hvor de mange demonstrationer var blevet giganter, der også tiltrak militære autonome fra Irland og Spanien. Nørrebro var et lysbad, et skrig i månedsvis. Og hele tiden havde jeg udsigt til skakspillet fra mit soveværelsesvindue, placeret skråt bag Ungdomshuset. Jeg blev tjekket igen og igen, dengang gik jeg med trenchcoat og havde meget langt hår, og vejen, jeg boede på, var konstant afspærret. Dybt i mig følte jeg det var forkert, det der skete. At en dansk kommune sælger et hus, mere eller mindre givet til de unge, til en gruppe fundamentalister, den var svær for mig at sluge.

Det gik som det gik. Den femte marts 2007 begyndte de nedrivningen af Ungdomshuset, og jeg stod, næsten paralyseret, og gloede på det. Jeg havde en klump i halsen, det var næsten som at se en eller anden pisse på et kunstværk, og jeg kom til at tænke på Herman Bang, der under branden på Kristiansborg vover livet for at redde malerier. Det kunne jeg ikke, jeg kunne ikke løbe ind i flammerne, men jeg kunne skrive ned hvad jeg så, og hvad jeg følte. Og det gjorde jeg. Både femte og sjette marts 2007. Mens jeg skrev, følte jeg at det var vigtigt, det var rigtigt at gøre det jeg gjorde, for det skulle fandeme huskes. Og det bliver det også. Ikke mindst af mig selv, da jeg læste teksten igen. Måske kom jeg i tanke om den, fordi der er så meget snak om BZerne lige nu, eller også er det måske fordi jeg er ved at genopdage nogle sider af mig selv. I hvert fald har jeg også vedhæftet den her, så I alle har muligheden for læse den. Og som altid, ville det være dejligt med en kommentar.

Så er vi atter på vej hjemover. Jeg håber til dels, at dagens besøg på bølgerne fik dig til at finde lidt følelser frem, sørgmodige eller glade. I hvert fald nærmer vi os kysten, og det kan også være at vi snart permanent lægger skibet på land. Tekstoceanet er enormt, dybere end afstanden til Månen, og med så forskellige øer, at der ikke er fare for at kede sig lige med det samme. Det kan være, at du selv skal have lov til at tage den næste tur ud, helt uden vores hjælp. Hvem ved, måske finder du noget ganske særligt. Og hvis du ikke gør, så kan det være rejsen i sig selv er noget værd.

Ungerens Endeligt (Reportage) by Amdi Silvestri on Scribd

Tekstoceanet - S-People: Falset (overhørt dialog)
Tekstoceanet - Hjertely (omskrevet novelle) 
Tekstoceanet - En far til tiden (oplæg til en Anders And-historie)
Tekstoceanet - Genrernes fest (satire) 
Tekstoceanet - Juleevangeliet (humor) 
Tekstoceanet - No Trivial Pursuit (kronik) 
Tekstoceanet - Sjæleforsørger (novelle)
Tekstoceanet - Poetiske obligationer (lyrik og grafik) 
Tekstoceanet - Drømmer du (novelle skrevet til fremførsel)
Tekstoceanet - Korshængt (bibelfortælling vendt på hovedet)
Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst) 
Tekstoceanet - Dødebog (eksperimenterende tekst) 
Tekstoceanet - Tilfældet Poul Klimt (novelle)