Velkommen tilbage, trofaste såvel som nye passager her på skibet. Rederiet har været travlt, så derfor er det næsten en måned siden vi sidst skød ud over bølgen den blå. I mellemtiden er det blevet et sandt forår, Tekstoceanet duver frem og tilbage som en særlig docil budding og om et øjeblik sætter vi kursen mod nogle pænt fjerne områder. Som gengangerne her på de saltede brædder ved, kan fjerne områder ligge langt tilbage, både i tid og sted, og hvorfor dog nøjes med en af dem. Lad os så komme afsted!
I mange tidligere indlæg har jeg snakket om digte.dk, og det er nok meget tydeligt, at det nu hedengangne site betød rigtig meget for mig, da jeg begyndte at skrive. Vi er faktisk så langt tilbage som 2004, og hold da kæft hvor er det en evighed siden. Jeg var 26 år gammel, var lige begyndt at arbejde som lærer og havde ingen anelse om hvor det her med ord skulle bære mig hen. Det eneste jeg vidste var at jeg elskede at skrive dem.
Jeg havde været på digte.dk et par år, og producerede jævnt et digt eller to om dagen. Jeg forsøgte mig med forskellige ting - system-digte, akrostikon, diverse typer rim og lignende, og allerede dengang elskede jeg et udfordre mig selv med noget nyt. Det var en enorm lærings- og legeplads, og jeg er overbevist om at mange af de ting jeg lærte dengang stadig sidder som latent viden. Alle mine digte ændrede dog ikke på det faktum at det blev tydeligere og tydeligere, at jeg fortalte historier fremfor at vise stemninger. Der var røde tråde i mine digte, hvor der i mange andres var følelseskaos. Alt pegede på at prosaen lå lige for. Og det gjorde den også.
I samme periode opdagede, og genopdagede, jeg to af Englands forfattere. Det var Douglas Adams, hvis Håndbog for vakse galakse-blaffere jeg havde læst som barn og Terry Pratchett. Jeg slugte Hitchhikers påny, jeg dykkede ned i Dirk Gently's Holistic Detective Agency og jeg læste mig en pukkel til om Adams på nettet. Pratchett var mere ny for mig, for selvom jeg havde læst hans Tæppefolket og Gnomernes flugt, havde han ikke efterladt noget varigt mærke på mig. Det ændrede sig drastisk da jeg begyndte at voldlæse Discworld-romanerne. Jeg pløjede mig igennem dem, hentede nye forsyninger i Fantask og læste så videre. Det, der virkelig ramte mig, var sproget. Den måde hvorpå nogle helt almindelige ting blev vendt på hovedet, og så pludselig virkede absurde eller vildt underholdende. Den kærlighed til sproget der bare drev fra siderne. Det assimilerede jeg, det må vist være det bedste ord, og jeg tænkte at her var noget jeg virkelig gerne ville efterstræbe. Noget sjovt, der samtidig havde lidt brod.
De to ting summede i mit kranium, dykkede ind og ud ad øjnene og satte sig så endelig på min næsebro og blev enige om et samarbejde. Jeg fik ideen til en kort fortælling på vej hjem fra arbejde, og jeg skrev den første sætning ned i min sorte kina-bog. Der sad den bare og strålede, indtil jeg kom hjem og så bankede jeg den ind på computeren. Det tog kun et kvarter. Femten minutter og så havde jeg skrevet mit første stykke prosa. En art historie, en fortælling med en hovedperson og samtidig var den faktisk meget sjov. Og så ventede jeg. På en helt anden og ivrigere måde end når jeg havde skrevet et digt. For dette her var nyt, det var særligt og det føltes stort. Og så begyndte kommentarerne at komme. En mente, at der var lidt Onkel Danny i det, en anden at det lød som en Troldepus-fortælling, en tredje anvendte ordet 'betagende'. Efter det var jeg hooked, og i en del år balancerede jeg mellem lyrik og prosa, indtil prosaen gik af med sejren.
Forfattere får ofte spørgsmålet Hvornår begyndte du at skrive? og det er sjældent der kommer et præcist svar. Når jeg får spørgsmålet, kan jeg sige "28. september 2004", i hvert fald når det drejer sig om prosa. Herfra hvor jeg står kan jeg godt se, at teksten har fejl, den kunne strammes op, gøres renere og mere flydende, smukkere, sjovere og alt muligt andet. Men jeg nænner det ikke. Det er min første prosatekst, og den skal have lov til at være præcis som den er. Med det sagt, kan du finde teksten i uredigeret form nederst, og jeg ville elske en kommentar eller to. Jeg håber du synes den stadig er lidt sjov. Og titlen? Det var et okay tøbrud ;)
Puha, det var en lang tur, men heldigvis holdt vi hele tiden kysten på venstre hånd, så vi vidste hvor vi var. Lige fremme er næste havn, og der vil vi hvile os for en stund. Jeg har hørt at den lokale kro serverer både skipperlabskovs og sushi, så der er noget for enhver smag. Hvis du har lyst, kan du også snuppe dig en lur i en af kahytterne, eller blot trække vejret dybt ind og lade den friske luft fra Tekstoceanet finde vej ned i dine lunger. Under alle omstændigheder håber vi at du stadig er ombord, når vi fyrer op under maskinerne og atter pløjer os gennem Tekstoceanets bølger. Ohøj!