Mig og Terry Pratchett - med indlagt gave til læseren

Det er meget få forfattere, eller for den sags skyld andre kunstnere, jeg betragter som en direkte inspirationskilde i mit eget forfatterskab. Det kommer sig nok af, at jeg alle dage har tilegnet mig kultur meget bredt og varieret. Jeg har aldrig rigtig haft den holdning, at det kun var én slags musik der var den fedeste, eller én person, der helt grundlæggende var spændende . Med det sagt, er der selvfølgelig noget jeg har interesseret mig mere for end andet.

Jeg har læst meget Stephen King som yngre. Ligeledes dykkede jeg en kort periode ned i Ray Bradburys forfatterskab. Jeg er glad for John Steinbeck, tilfreds med Gustav Wied og lykkelig for at Martha Christensen har skrevet bøger. Jeg har halv-dyrket Dennis Jürgensen, John Irving, Julian Barnes og William Sleator. Jeg er fascineret af China Mieville og Douglas Adams, blev brændemærket af Douglas Coupland og er lykkelig bisidder i Ecos, Marquez' og Bennis sære eventyr. Et sted mellem alle disse (og de hundreder jeg ikke har nævnt) sidder Terry Pratchett - og han er kommet til at betyde noget for mig.

Helt tilbage i begyndelsen af denne blog, skrev jeg en række indlæg om mine inspirationskilder, og et af de indlæg var om Terry Pratchett. Det kan du læse lige her. Selv om billederne nu er væk, er teksten der stadig, og jeg snakker blandt andet om hvordan TP var en mester udi sproget. Det finder jeg stadig fascinerende, men nu en del år senere, tænker jeg at en del af min glæde ved TP også er hans evne til at fortælle en helt nede på jorden historie, der langsomt åbenbarer sig til at være almengyldig. Det er noget mytisk over Terry Pratchetts fortællinger, noget han forresten deler med en forfatter som Neil Gaiman, og jeg tror det er den evne til at viderebringe en grundfortælling, jeg finder helt uimodståelig.

Samtidig klassificerer jeg Pratchett sammen med alle de andre store, britiske/irske forfattere. I den gruppe er Brontë, Dickens, Adams, Shelley, le Fanu, Stoker, Austen og Joyce, for at nævne nogle få. Grunden til at jeg sætter dem i samme gruppe, ikke bås, er at for mig har de alle en åre af noget dystert og ubehageligt i sig. Der er elementer af fernis i deres fortællinger, og nogle steder er den fernis krakeleret, og så kan man som læser få lov til at se, hvad der i virkeligheden gemmer sig under alt det glatte, pæne og civiliserede. Når det kommer til Pratchett, synes jeg især bøgerne om Moist von Lipwig (Going Postal, Making Money, Raising Steam) har det grimme i sig, men også en del af bøgerne om The Guard rører ved racisme og had. Et sidste eksempel fra Discworld-universet er The Amazing Maurice and his Educated Rodents, hvor menneskets dumhed og uvidenhed udstilles.

Og hvad har det så at gøre med mig?

I 2009 udskrev foreningen Fantastik en konkurrence under temaet Fan fiction. Det var ikke noget jeg tidligere havde gjort i, og det er heller ikke noget jeg har gjort i siden (da jeg synes hele ideen om at skrive i andres universer er ødelæggende for ens udvikling som skribent), men da jeg så opslaget tænkte jeg: Så er det nu. Denne ene gang. Og det skal være i Terry Pratchetts Discworld. Punktum. Som sagt, så gjort, og på kort tid fik jeg skrevet novellen Atjuh!. Den gik sørme så hen og vandt konkurrencen, men derefter kom der lidt problemer. For Pratchett havde (og har) copyright på alle sine verdener, og brød sig ikke om at andre skrev i dem. Alligevel fik magasinet Himmelskibet lov til at trykke 150 eksemplarer (i nummer 22) med min historie i, hvilket var dejligt . Og som om det ikke var nok, fik jeg også en kort besked fra Pratchett selv:

"Personally I would much prefer that people put their talent into surprising me with their independent writing ability rather than hitchhiking on my stories :-))" 

Det tog jeg dog ikke så tungt, da jeg faktisk var (og er) helt enig med ham. 

Terry Pratchett døde i 2015, til stor sorg for mig og en frygtelig masse andre. Jeg blev bedt om at skrive hans nekrolog til Himmelskibet (nummer 45) og det gjorde jeg, måske ikke med tårer i øjnene, men med den samme fornemmelse jeg havde tidligere i år da David Bowie døde. At nu var verden helt reelt blevet fattigere. Nogle tab er permanente.

Nu er det lige omkring halvandet år siden det skete, og derfor har jeg besluttet mig for at lægge den historie jeg skrev ud, så I kan læse den om I vil. Det er til at se at det er mange år siden jeg skrev den, men jeg synes stadig den holder vand og er ret sjov. Grunden til at jeg lægger den ud her, er at den aldrig kommer til at figurere i en samling. Den bliver aldrig 'rigtigt' udgivet. Og det har jeg det egentlig helt fint med. Filen er en række billeder af bladet, som det var - og det slog mig hvor gammeldags det egentlig ser ud.

Jeg håber du vil nyde den, og måske skrive et par ord. Tak.

Atjuh

Tekstoceanet - Det var et okay tøbrud (prosa-tekst)

Velkommen tilbage, trofaste såvel som nye passager her på skibet. Rederiet har været travlt, så derfor er det næsten en måned siden vi sidst skød ud over bølgen den blå. I mellemtiden er det blevet et sandt forår, Tekstoceanet duver frem og tilbage som en særlig docil budding og om et øjeblik sætter vi kursen mod nogle pænt fjerne områder. Som gengangerne her på de saltede brædder ved, kan fjerne områder ligge langt tilbage, både i tid og sted, og hvorfor dog nøjes med en af dem. Lad os så komme afsted!

 

I mange tidligere indlæg har jeg snakket om digte.dk, og det er nok meget tydeligt, at det nu hedengangne site betød rigtig meget for mig, da jeg begyndte at skrive. Vi er faktisk så langt tilbage som 2004, og hold da kæft hvor er det en evighed siden. Jeg var 26 år gammel, var lige begyndt at arbejde som lærer og havde ingen anelse om hvor det her med ord skulle bære mig hen. Det eneste jeg vidste var at jeg elskede at skrive dem. 

Jeg havde været på digte.dk et par år, og producerede jævnt et digt eller to om dagen. Jeg forsøgte mig med forskellige ting - system-digte, akrostikon, diverse typer rim og lignende, og allerede dengang elskede jeg et udfordre mig selv med noget nyt. Det var en enorm lærings- og legeplads, og jeg er overbevist om at mange af de ting jeg lærte dengang stadig sidder som latent viden. Alle mine digte ændrede dog ikke på det faktum at det blev tydeligere og tydeligere, at jeg fortalte historier fremfor at vise stemninger. Der var røde tråde i mine digte, hvor der i mange andres var følelseskaos. Alt pegede på at prosaen lå lige for. Og det gjorde den også.

I samme periode opdagede, og genopdagede, jeg to af Englands forfattere. Det var Douglas Adams, hvis Håndbog for vakse galakse-blaffere jeg havde læst som barn og Terry Pratchett. Jeg slugte Hitchhikers påny, jeg dykkede ned i Dirk Gently's Holistic Detective Agency og jeg læste mig en pukkel til om Adams på nettet. Pratchett var mere ny for mig, for selvom jeg havde læst hans Tæppefolket og Gnomernes flugt, havde han ikke efterladt noget varigt mærke på mig. Det ændrede sig drastisk da jeg begyndte at voldlæse Discworld-romanerne. Jeg pløjede mig igennem dem, hentede nye forsyninger i Fantask og læste så videre. Det, der virkelig ramte mig, var sproget. Den måde hvorpå nogle helt almindelige ting blev vendt på hovedet, og så pludselig virkede absurde eller vildt underholdende. Den kærlighed til sproget der bare drev fra siderne. Det assimilerede jeg, det må vist være det bedste ord, og jeg tænkte at her var noget jeg virkelig gerne ville efterstræbe. Noget sjovt, der samtidig havde lidt brod. 

De to ting summede i mit kranium, dykkede ind og ud ad øjnene og satte sig så endelig på min næsebro og blev enige om et samarbejde. Jeg fik ideen til en kort fortælling på vej hjem fra arbejde, og jeg skrev den første sætning ned i min sorte kina-bog. Der sad den bare og strålede, indtil jeg kom hjem og så bankede jeg den ind på computeren. Det tog kun et kvarter. Femten minutter og så havde jeg skrevet mit første stykke prosa. En art historie, en fortælling med en hovedperson og samtidig var den faktisk meget sjov. Og så ventede jeg. På en helt anden og ivrigere måde end når jeg havde skrevet et digt. For dette her var nyt, det var særligt og det føltes stort. Og så begyndte kommentarerne at komme. En mente, at der var lidt Onkel Danny i det, en anden at det lød som en Troldepus-fortælling, en tredje anvendte ordet 'betagende'. Efter det var jeg hooked, og i en del år balancerede jeg mellem lyrik og prosa, indtil prosaen gik af med sejren.

Forfattere får ofte spørgsmålet Hvornår begyndte du at skrive? og det er sjældent der kommer et præcist svar. Når jeg får spørgsmålet, kan jeg sige "28. september 2004", i hvert fald når det drejer sig om prosa. Herfra hvor jeg står kan jeg godt se, at teksten har fejl, den kunne strammes op, gøres renere og mere flydende, smukkere, sjovere og alt muligt andet. Men jeg nænner det ikke. Det er min første prosatekst, og den skal have lov til at være præcis som den er. Med det sagt, kan du finde teksten i uredigeret form nederst, og jeg ville elske en kommentar eller to. Jeg håber du synes den stadig er lidt sjov. Og titlen? Det var et okay tøbrud ;) 

Puha, det var en lang tur, men heldigvis holdt vi hele tiden kysten på venstre hånd, så vi vidste hvor vi var. Lige fremme er næste havn, og der vil vi hvile os for en stund. Jeg har hørt at den lokale kro serverer både skipperlabskovs og sushi, så der er noget for enhver smag. Hvis du har lyst, kan du også snuppe dig en lur i en af kahytterne, eller blot trække vejret dybt ind og lade den friske luft fra Tekstoceanet finde vej ned i dine lunger. Under alle omstændigheder håber vi at du stadig er ombord, når vi fyrer op under maskinerne og atter pløjer os gennem Tekstoceanets bølger. Ohøj!

Det Var Et Okay Tøbrud

Trailer 74 - uddrag af Hvordan man slår sin kæreste ihjel

Jeg vil tage en lille pause fra horror-samlingens noveller, og i stedet hive en ældre sag frem af gemmerne. Selv om titlen Hvordan man slår sin kæreste ihjel kan lyde som noget der passer ind i førnævnte samling, er det mere et humoristisk stykke fiktion end et modbydeligt.

Lånt fra hjemmeside om selvhjælpsgrupper. Sort, I know.

Jeg skrev novellen, eller hvad man egentlig skal kalde det, tilbage i 2011, og jeg tænkte egentlig at den var for modbydelig, i modsætning til munter. Så læste jeg den for et par dage siden, og den fik mig faktisk til at grine. Derfor valgte jeg at dele den med jer. Selvfølgelig er humoren kulsort, og nogle af beskrivelserne ganske dunkle, men jeg tror de fleste vil kunne sætte pris på det sjove, ikke mindst gennem opstillingen af teksten, der minder om den gennemsnitlige selvhjælpsbog. Uddraget forklarer venligt fordele og ulemper ved et af de våben du har mulighed for at bruge:

"Hvordan skal jeg slå min kæreste ihjel?

Der er mange måder at slå sin kæreste ihjel på. Du har sikkert set din del af amerikanske gyserfilm, eller læst din del af overfladiske krimier. Derfor ved du også, at kun fantasien sætter grænser. På det strengeste må jeg dog fraråde, at du bliver alt for kreativ i dit valg af mordvåben. Mange mænd er blevet fældet på, at de ville være unikke og anderledes. Lad ikke sensationshungeren synke sine kløer i dig. Gør det enkelt, gør det simpelt.

Kniv

Nogle ting går aldrig af mode, og netop kniven er både versatil, let at skjule og ufattelig dødelig. Blandt andet er den udødeliggjort i kultklassikeren Psycho, men lad ikke det skræmme dig væk. En af de vigtigste ting er, at ethvert hjem har en kniv. Du skal ikke lede højt og lavt efter et mordvåben, nej, det ligger ude i køkkenskuffen. Størstedelen af alle knive i danske hjem er givet som gave, og der er en god chance for, at netop dine knive er en gave fra dine svigerforældre. Hvis det er tilfældet, vil du, ud over at slå din kæreste ihjel, også indirekte få ram på din svigerfamilie. Er din grund til at ville slå din kæreste ihjel nummer 4 (kedsomhed, red.), passer tingene blot sammen som et lækkert puslespil uden 50 brikker med identisk, blå himmel. Du bør dog være klar over, at den gennemsnitlige menneskekrop indeholder mellem 5 og 6 liter blod, og at anvende en kniv garanterer at store dele af førnævnte væske vil sprøjte ud. Kniven er et snavset våben. Derfor bør du også sikre, at du ved anvendelsen af selvsamme er et sted i huset, hvor det er let at tørre flader af. De fleste purister indenfor det at slå sin kæreste ihjel sværger til kniven, da dens historie er lang og glorværdig, og traditioner bør holdes i hævd."

Aprils skrivning 2013

Efter en lang og hård måned, er vi endelig trådt ind i maj og de første sommertegn står i sol og måne. Jeg var ude at læse op en enkelt gang i april, en sjov oplevelse på åben gade i forbindelse med 48 timer - Nørrebro læser. Efter Odds første del nu afventer sin skæbne, er jeg begyndt at kigge på nye projekter og jeg kan afsløre at der er mere end et i støbeskeen. I april måned blev det til to noveller:

The horror. THE HORROR!

Margrethe-skål (horror, 11000 ord)
Blot en mindre undergang (fantastisk fortælling/humor, 6900 ord)

I Margrethe-skål møder vi Simon, der lige er flyttet sammen med sin kæreste Michala, der hele tiden fabler om hjemmelavede frikadeller. Simon elsker Michala, men er ikke synderligt glad for Michalas mor, der er på den forkerte side af mærkelig. Simons forældre har givet dem lejligheden i indflyttergave, men Michalas mor vil ikke stå tilbage, og forærer det lykkelige par arvegods i form af et sæt originale Margrethe-skåle ...

Blot en mindre undergang finder sted under undergangen. Jorden er i fuld gang med at blive smadret, som den slags jo har for vane. Afrika lander med et brag ovenpå Asien og Apokalypsens Fire Ryttere ryger en stille smøg, for der er ikke brug for dem. I stedet for zombificeres iltatomerne, kataklysmen sidestilles med øl og chili og Mount Everest smides i maskineriet. Alt sammen selvfølgelig udført i et miskmask af højbårent/underlødigt sprog.  

Siden det allerede er maj, har jeg gravet mit poetiske alter ego frem af muleposen, og er i gang med noget lyrisk novelleskrivning. Ligeledes retter jeg noveller og spejder mod fremtiden med solbriller på.

Junis produktion

Så er det lige ved at være ferietid, men i de døende øjeblikke af juni fik jeg lagt sidste hånd på et par ting.

Carne vale (2700 ord, realisme)
Hest (6600 ord, horror)
Fantasy (1800 ord, fantasy/humor, langdigt)

Carne vale blev skrevet til den stadig igangværende novellekonkurrence, som Novelleforlaget har en stor finger med i. Novellen vandt desværre ikke, men hey. Den handler om en blind mand, der gennem karnevalet genoplever sit syn (og meget andet).

Hest tager sit udspring i en gammel, nordisk myte om hvad der sker med udøbte børn, der sættes ud i skoven. Desuden er den let saltet med noget druk, et øjebliks death metal og lidt filosofi.

Fantasy er et humoristisk langdigt, der trækker på systemdigteideen, børnerim, lidt bitter samfundskritik og en kende modbydelighed.

I juni nåede jeg også at anmelde Thomas Strømsholts De underjordiske. Den anmeldelse kan du se lige her. Juli vil hovedsageligt blive brugt til redigeringsprojekter - og det ser jeg frem til. Jeg kan dog nok ikke lade være med at skrive noget nyt alligevel.

Der sker ting i Silverland

Midten af december, og tiden er kommet til endnu en update. Og faktisk er der sket rigtig mange forskellige ting siden jeg updatede sidst.

For det første er jeg gået i gang med at redigere min kommende roman. Det er mildest talt et gigantisk arbejde, men jeg er blevet færdig med første del og er et godt stykke ind i anden. Jeg har på fornemmelsen, at jo nyere teksten er, jeg skal redigere, jo færre fejl er der. Jeg kunne tydeligt se, at første del var tæt ved 5 år gammel - der er sket meget med mine færdigheder siden da. Noget klart positivt er dog, at hvis mit manus engang skal omskrives til scenen, er meget af arbejdet allerede gjort. Desuden er der sket noget helt fantastisk - jeg er faktisk blevet fanget af min egen historie. Det havde jeg ikke ventet, men det er smukt at opleve.

I fredags (10/12) læste jeg op i Kristuskirken sammen med blandt andet Steffen Baunbæk og Katrine May. Vi var blevet hyret af kirkens præst til at give et anderledes syn på juleevangeliet. Det gik helt godt, og publikum morede sig en del over min tekst, hvor Gud proklamerer og forklarer præcis hvor god en far, han egentlig er. Teksten kommer nok op her på et tidspunkt.

Første anmeldelse af Køtere dør om vinteren er kommet op inde på Den elektriske kanin. Janus Andersen siger blandt andet:

"Silvestri er først og fremmest en god tekniker i mine øjne. Han har en god sans for sine personer og en evne til at opbygge situationer, og han kender sine virkemidler. Mange af novellerne er yderst vellykkede forsøg på at trække læseren ind i en person, der balancerer der på kanten af håbløsheden og de sorte huller i livet."

Læs hele anmeldelsen her

Tidligere på året sendte jeg tre noveller til Science Fiction Cirklen, da de havde deres årlige konkurrence. Matthæus 20:16 kom med i antologien Ingenmandsland, men det stopper ikke der. Til min overraskelse har novellen Det Bedste fundet sig et nyt hjem i Proxima nummer 92. Magasinet kan købes på SFC's hjemmeside.

Sidst men ikke mindst har en gammel novelle i anledning af julen fundet vej tilbage til overfladen. Det er den ret skægge Julebal I Nisseland II (This time it's personal), der i en kort periode kan købes online hos Novelleforlaget. Så lad være med at købe en pose slik - køb i stedet for min novelle. Prisen er næsten den samme, og min novelle kommer med indbygget lattergaranti. Og som vi alle ved, så slanker latter. Følg det glade link....

Hold øje med bloggen - inden længe kommer årets opfølgning pp hvor mine WOFfere er henne nu.