Fantasy

Om tankerne bag mine opsamlinger

Så er tiden kommet til det første indlæg på min hjemmesides blog. Efter mange år med wordpress-blog, håber jeg ikke at jeg farer vild i det nye system. Med det sagt, så lad os komme i gang.

I 2016 besluttede jeg mig for at lave nogle opsamlinger med mine noveller, der havde været tryktforskellige steder, såsom antologier og magasiner. Heldigvis var der ikke bare et, men hele to forlag, der gerne ville udgive dem. Derfor blev det til et samarbejde mellem forlagene Calibat og DreamLitt, og indtil videre er der skrevet kontrakt på tre opsamlinger. Den første opsamling hed Sand og sten, stål og glas og blev rigtig flot modtaget. Den anden opsamling, Fast arbejde, er lige nu på vej i trykken og rammer verden i det sene efterår. Nummer tre kommer til næste år.

For cirka en måned siden fik jeg den herlige besked, at min tekst De vinterfødte blev en del af en kommende antologi med titlen Vintereventyr. Det særlige ved den besked var, at den markerede 50. deltagelse i en antologi, og det på mindre end et årti. Det var lidt vildt at opdage. Samtidig overbeviste det mig om, at jeg havde valgt helt rigtigt, da jeg begyndte på mine opsamlinger. Men når man så har så mange noveller at vælge imellem, hvordan udvælger man så hvilke der skal med i en opsamling?

Man opstiller nogle parametre. Først og fremmest blev jeg og forlagene enige om, at samlingerne ikke nødvendigvis skal spille på noget genrespecifikt. Med andre ord kan jeg undlade at tænke i en horror-opsamling, en fantasy-opsamling og lignende. Dette valg blev truffet af to grunde.Det vil give frihed til at vise forskellige sider af forfatterskabet, og samtidig undlade at markere samlingerne som genrelitteratur, hvilket til stadighed får mange til at rynke på næsen. For at understrege dette, valgte vi at skrive "udvalgte fortællinger" på forsiderne.

For det andet skal det være en blanding af nyere og ældre noveller, igen for at vise forfatterskabets bredde. Der skal være en funklende ny novelle i hver opsamling, så der også er noget til dem, der allerede følger med i mit forfatterskab. Efter en rundspørge på facebook, blev det også besluttet, at der skal være et efterord til hver novelle, hvor jeg fortæller noget om mine tanker bag novellen. Opsamlingerne skal være mellem 50.000 og 60.000 ord. I hver samling skal en af novellerne være eksperimenterende i form, novellerne skal have mere end én fællesnævner og sidst, men ikke mindst, skal hver samling indeholde otte noveller. Syv 'gamle' og en ny. Og så skal de selvfølgelig være gode. Med alle de parametre, bliver feltet snævret ind.

21319212_10214666266878147_7288749318062912839_o.jpg
48.jpg

Ved både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde lagde jeg ud med et felt på omkring 20 noveller. Sand og sten, stål og glas fik meget hurtigt en alvorlig science fiction-vibe, men til gengæld kom den også til at handle meget om hvad det vil sige at være menneske. Fast arbejde var en anden fisk. Jeg vidste fra begyndelsen, at Fast arbejde skulle være sjov, ikke mindst fordi Sand og sten, stål og glas havde været meget alvorlig. Efterhånden som jeg valgte til og fra, kunne jeg se at et andet tema voksede frem. Nemlig handel. Aftaler. Kontrakter. Deals med alt fra integritet til sjæle. Det tema blev stort lige omkring den femte novelle (Et horn i siden), og derfra var det ikke svært at vælge de sidste tre. Det medførte dog at mit oprindelige valg af ny novelle blev ændret og at samlingens sidste novelle (Mester Prosopido) er noget mørkere end de andre syv. Til gengæld leder sidste novelle ind til min tredje samling, der har arbejdstitlen Monstre. Fast arbejde endte også med at være fantastisk af natur, og hvis man er glad for genrer, kan man tælle fantasy, science fiction, fabel, horror og fantastisk fortælling i samlingen. For mig er de 'bare' historier.

Forsiderne, der er designet af Anna Degnbol, er med vilje målrettet voksne. De er mere grafik end illustration, og går efter det smagfulde. Det vil sige, at der hverken er voldsomme farver eller de klassiske genremotiver (rumskibe, elverhelte eller monsterfjæs). Dette er blevet gjort for at vise at genrelitteratur også er for voksne. Forsiderne har det med at dele vandene. Mange finder dem virkelig stilfulde, andre kedelige. Prismæssigt satte vi os på hundrede kroner, hvis man køber direkte af forfatteren eller fysiske boghandler, hvilket er meget billigt for en ny bog. Samtidig er det gjort for at støtte op om den direkte kontakt mellem læser, boghandel og forfatter.

Ved at følge disse parametre, synes jeg både Sand og sten, stål og glas og Fast arbejde er blevet helstøbte bøger. De er fyldt med røde tråde, sammenhænge og tematikker, og formår samtidig at fremvise mit forfatterskab. Nu glæder jeg mig til at høre, hvordan Fast arbejde bliver modtaget. 

Tak fordi du læste med. Hvis du har lyst til at følge mig lidt tættere, kan du tilmelde dig mit nyhedsbrev ved at følge linket.

Mig og Terry Pratchett - med indlagt gave til læseren

Det er meget få forfattere, eller for den sags skyld andre kunstnere, jeg betragter som en direkte inspirationskilde i mit eget forfatterskab. Det kommer sig nok af, at jeg alle dage har tilegnet mig kultur meget bredt og varieret. Jeg har aldrig rigtig haft den holdning, at det kun var én slags musik der var den fedeste, eller én person, der helt grundlæggende var spændende . Med det sagt, er der selvfølgelig noget jeg har interesseret mig mere for end andet.
Jeg har læst meget Stephen King som yngre. Ligeledes dykkede jeg en kort periode ned i Ray Bradburys forfatterskab. Jeg er glad for John Steinbeck, tilfreds med Gustav Wied og lykkelig for at Martha Christensen har skrevet bøger. Jeg har halv-dyrket Dennis Jürgensen, John Irving, Julian Barnes og William Sleator. Jeg er fascineret af China Mieville og Douglas Adams, blev brændemærket af Douglas Coupland og er lykkelig bisidder i Ecos, Marquez' og Bennis sære eventyr. Et sted mellem alle disse (og de hundreder jeg ikke har nævnt) sidder Terry Pratchett - og han er kommet til at betyde noget for mig.

Helt tilbage i begyndelsen af denne blog, skrev jeg en række indlæg om mine inspirationskilder, og et af de indlæg var om Terry Pratchett. Det kan du læse lige her. Selv om billederne nu er væk, er teksten der stadig, og jeg snakker blandt andet om hvordan TP var en mester udi sproget. Det finder jeg stadig fascinerende, men nu en del år senere, tænker jeg at en del af min glæde ved TP også er hans evne til at fortælle en helt nede på jorden historie, der langsomt åbenbarer sig til at være almengyldig. Det er noget mytisk over Terry Pratchetts fortællinger, noget han forresten deler med en forfatter som Neil Gaiman, og jeg tror det er den evne til at viderebringe en grundfortælling, jeg finder helt uimodståelig.

Samtidig klassificerer jeg Pratchett sammen med alle de andre store, britiske/irske forfattere. I den gruppe er Brontë, Dickens, Adams, Shelley, le Fanu, Stoker, Austen og Joyce, for at nævne nogle få. Grunden til at jeg sætter dem i samme gruppe, ikke bås, er at for mig har de alle en åre af noget dystert og ubehageligt i sig. Der er elementer af fernis i deres fortællinger, og nogle steder er den fernis krakeleret, og så kan man som læser få lov til at se, hvad der i virkeligheden gemmer sig under alt det glatte, pæne og civiliserede. Når det kommer til Pratchett, synes jeg især bøgerne om Moist von Lipwig (Going Postal, Making Money, Raising Steam) har det grimme i sig, men også en del af bøgerne om The Guard rører ved racisme og had. Et sidste eksempel fra Discworld-universet er The Amazing Maurice and his Educated Rodents, hvor menneskets dumhed og uvidenhed udstilles.

Og hvad har det så at gøre med mig?
I 2009 udskrev foreningen Fantastik en konkurrence under temaet Fan fiction. Det var ikke noget jeg tidligere havde gjort i, og det er heller ikke noget jeg har gjort i siden (da jeg synes hele ideen om at skrive i andres universer er ødelæggende for ens udvikling som skribent), men da jeg så opslaget tænkte jeg: Så er det nu. Denne ene gang. Og det skal være i Terry Pratchetts Discworld. Punktum. Som sagt, så gjort, og på kort tid fik jeg skrevet novellen Atjuh!. Den gik sørme så hen og vandt konkurrencen, men derefter kom der lidt problemer. For Pratchett havde (og har) copyright på alle sine verdener, og brød sig ikke om at andre skrev i dem. Alligevel fik magasinet Himmelskibet lov til at trykke 150 eksemplarer (i nummer 22) med min historie i, hvilket var dejligt . Og som om det ikke var nok, fik jeg også en kort besked fra Pratchett selv:

"Personally I would much prefer that people put their talent into surprising me with their independent writing ability rather than hitchhiking on my stories :-))" 

Det tog jeg dog ikke så tungt, da jeg faktisk var (og er) helt enig med ham. 

Terry Pratchett døde i 2015, til stor sorg for mig og en frygtelig masse andre. Jeg blev bedt om at skrive hans nekrolog til Himmelskibet (nummer 45) og det gjorde jeg, måske ikke med tårer i øjnene, men med den samme fornemmelse jeg havde tidligere i år da David Bowie døde. At nu var verden helt reelt blevet fattigere. Nogle tab er permanente.

Nu er det lige omkring halvandet år siden det skete, og derfor har jeg besluttet mig for at lægge den historie jeg skrev ud, så I kan læse den om I vil. Det er til at se at det er mange år siden jeg skrev den, men jeg synes stadig den holder vand og er ret sjov. Grunden til at jeg lægger den ud her, er at den aldrig kommer til at figurere i en samling. Den bliver aldrig 'rigtigt' udgivet. Og det har jeg det egentlig helt fint med. Filen er en række billeder af bladet, som det var - og det slog mig hvor gammeldags det egentlig ser ud.

Jeg håber du vil nyde den, og måske skrive et par ord. Tak.


Tekstoceanet - Genrernes fest

Nu har vores skib ligget i tørdok i tre uger, men det er atter blevet klart til at slå smut hen over Tekstoceanets dirrende overflade. Den sidste tur gik til Anders And-land, og før det mødte vi en overgearet fan og en omskrevet (ikke omskåret) kanonforfatter. I denne omgang glider vi ud af smult vande, men vi skal ikke så langt væk, at vi taber land af sigte. Vi skal til marts måned 2014 - eller, hvis dublonerne skal passe, så lige omkring årsskiftet.

I 2010 blev jeg medlem af Dansk Forfatterforening (efter min debut med Køtere dør om vinteren), og i 2013 blev jeg opfordret til at træde ind i den skønlitterære styrelse. Det er den forgrening af foreningen, der tager sig mest af de skønlitterære forfattere, mens f.eks. lyrikstyrelsen tager sig mest af lyrikerne. Da jeg ikke er det store foreningsmenneske, og derfor aldrig havde siddet i en bestyrelse før, var det sjovt for mig at opleve hvordan sådan noget foregik. Jeg fandt dog hurtigt ud af to ting. For det første var det ikke så forvirrende, som jeg havde gået og troet - og for det andet var der næsten ikke nogen af mine forfatterkolleger, der skrev science fiction, horror eller fantasy. Medmindre jeg snakkede med forfattere fra B&U-afdelingen. Logisk blev det så min kæphest at ændre folks syn på de fantastiske genrer.

Sådan ser Dansk Forfatterforening ud indvendig.
En af de funktioner den skønlitterære styrelse har, er at finde ud af hvad der skal afholdes af kurser og arrangementer i løbet af året. Jeg havde længe gået med en tanke om at præsentere de fantastiske genrer for mine kolleger, da jeg lider af den overbevisning at de fleste har masser af fordomme om science fiction og horror, men de ved meget lidt når det kommer til stykket. Heldigvis var resten af ledelsen og formanden med på ideen. Som om det ikke var nok, ansøgte jeg om midler til at aflønne oplægsholdere, og fik dem tilmed. Du kan læse en smule om hvordan det gik i mit gamle indlæg her på bloggen, eller tage et kig på den oprindelige event-beskrivelse inde på facebook. For det er nemlig slet ikke selve aftenen, der er vigtig lige nu.

Op til arrangementet skulle der reklameres, og ud over facebook og diverse andre platforme, var jeg også blevet bedt om at skrive en tekst til arrangementet, der så kunne trykkes i foreningens blad Forfatteren. Det gik jeg så i gang med, og hurtigt fandt jeg ud af, at det ville være meget sjovere hvis jeg skrev det som en lille fortælling i stedet for en informationstekst. Tiden gik, og jeg sendte teksten ind til bladet. Og her gik der så rod i tingene. Redaktøren havde ikke plads til teksten, jeg troede der
var blevet aftalt plads til den, men nej ... og desuden blev der ikke trykt noget skønlitterært i bladet. Jeg var øv og jeg var ærgerlig. Røvirriterende, at jeg havde siddet og skrevet den fortælling uden at den blev brugt. For fremtiden vidste jeg så at jeg hellere måtte tjekke op på forretningsgangen med mere i stedet for bare at følge mit eget hoved.

I sidste ende gjorde det måske ikke så meget. Eventet var velbesøgt, der blev snakket og diskuteret til sent og folk fra de fantastiske genrer blandede sig indbyrdes. I skrivende stund brygger jeg på endnu et event, der har at gøre med de ting jeg har nævnt, men i denne omgang bliver det noget andet end klassiske oplæg. Jeg har også på fornemmelsen, at events som dette er med til at gøre de fantastiske genrer synlige og accepterede blandt både andre forfattere og læsere. Men nu er vi på Tekstoceanet, og vi har lige fået den gamle tekst i nettet. Du kan læse den nederst, du er meget velkommen til at kommentere og ellers håber jeg du ikke blev for søsyg.


Så er turen færdig for nu, men jeg håber selvfølgelig at du sender et venligt nik til kaptajnen, som så vil skrive dig på næste turs passagerliste. Vi har nemlig kun berørt en smule af Tekstoceanet, og næste gang har jeg på fornemmelsen at vi går de store søfarere, som Odysseus, i kølvandet og kigger på nogle tekster, der kun kan beskrives som højbårne. Må vinden blæse i din retning!  




Tanker om panelet om fantastisk litteratur, 2. marts 2015

For halvanden måned siden var jeg en del af et panel på Hovedbiblioteket, der snakkede om den fantastiske litteraturs vilkår i Danmark. Der var inviteret lidt blandet, forfattere, forlæggere, bibliotekarer og andet godtfolk. Hele debatten var foranlediget af dette indlæg fra Rasmus Wichmanns hånd og efterfølgende har han også refereret aftenen (og mange andre vigtige dele i undergrunds-diskussionen) rigtig godt i følgende fire links:

1 : Overlevelse i undergrunden 1: Flyt kamppladsen.
2 : Overlevelse i undergrunden 2: Hvad er "et vist mål" af egoisme?
3 : Overlevelse i undergrunden 3: Om fans og sykofanter.
4:  Overlevelse i undergrunden 4: Om litterære forbilleder


 
Undervejs på aftenen kom der dog en del udsagn op, som jeg studsede noget over og dem vil jeg forsøge at adressere her. Jeg vil ikke nævne nogle navne, da det er fuldkommen irrelevant for indholdet. Med alt det i mente håber jeg du vil læse videre:

Udsagn 1: "Hvis noget er godt nok, bliver det også udgivet."  
Da jeg hørte det blive sagt, kunne jeg simpelthen ikke tro mine egne ører. For mig var det en utrolig naiv holdning, på linje med at alt godt kommer til den der venter, det gode altid sejrer og de flinke fyre med hinkestensbriller og akneforbandelse nok skal få de lækreste piger, fordi flinke fyre har en god personlighed. Hvis udsagn 1 var sandt, måtte dets modpart også være det: "Hvis noget er dårligt, bliver det ikke udgivet," og det tror jeg alle boglæsere, på tværs af genre, alder og køn ved ikke passer. Men - og det er et stort men - måske passer det alligevel. Som udsagn alene, er udsagn 1 ikke meget bevendt, medmindre der bliver kigget på hvad kriteriet for godt er. Eftersom jeg ikke er forlægger eller succesforfatter, skal jeg ikke gøre mig klog på hvad godt er, men jeg ved hvad det ikke er. Genrelitteratur for voksne. Det ser jeg ikke som en hurdle, der er mulig at overkomme, medmindre de få, etablerede forfattere, der flirter med genrerne, aktivt promoverer dem overfor deres redaktører og kolleger.

Udsagn 2: "Den danske genrescene, især inden for horror, trækker på amerikanske troper og det er problematisk i forhold til at have en unik stemme."
Er den danske horror- og gyserfabrik virkelig så solidt funderet i amerikansk tankegods? Er grunden til at danske horror-fortællinger ikke sælger, at de er uoriginale og desuden er det bedre og mere berigende, hvis man er forefalden til den genre, at læse en oversat forfatter? Det er muligt det er rigtigt, men synkront med at jeg hørte udsagnet, sprang flere titler ind på scenen. Thomas Strømsholts De Underjordiske er en novellesamling, der trækker meget på danske folkesagn. Teddy Vorks Diget gør nøjagtig det samme. Jonas Wilmanns Udkantshistorier fører rædslen til forskellige afkroge i Danmark, antologierne Vampyr, Varulv og til dels Pix har en del historier, der anvender Danmark og dansk historie og nu hvor jeg sidder her, kan jeg faktisk blive ved. Jeg mener, at der findes en original stime i dansk horror, der blandt andet trækker meget på myter og sagn, geografi og mentalitet. Mange af de samme ting som krimier roses i ekstremt høj grad for. Og burde netop horror ikke være selvskreven til at bidrage til Scandinavian Noir-bølgen?

Udsagn 3: "Opgiv antologierne. Der er alligevel ingen der læser dem."
Det er mere end sandt, at der de sidste fem år er udkommet mange antologier i de fantastiske genrer. Nogle af dem er/var løse i deres tilgang (som f.eks. Science Fiction Cirklens årlige Under overfladen-serie) til tema, mens andre (Drifter) var meget eksplicitte i ønske om form, indhold og genre. Der er ingen tvivl om at der er stor spændvidde i antologierne og at der i hver eneste af dem også er noget snask og smuds. Det blandede niveau kan trække en helhedsoplevelse i negativ retning, og nogle gange ødelægge den fuldkommen. Jeg er dog ikke enig i udsagnet om at der ikke er nogen der læser dem - der er færre der læser dem. Det gør dem ikke mindre vigtige. F.eks. er det sværere end alt andet at få udgivet science fiction i Danmark, og der er det fantastisk at der hver år er en mulighed for i hvert fald at vise hvad man kan et enkelt sted. For antologierne har en klar værdi for forfatterne. For det første oplever mange den første udgivelse i en antologi, det er et sted at blive introduceret for de mange andre skribenter (fra undergrunden) og en legeplads, hvor man kan prøve sig frem. Samtidig skal man ikke ignorere at de noveller, man har med i en antologi, giver bibliotekspenge - og dermed kan fungerer som en lille, men konstant, tilføjelse til den noget blakkede økonomi, de fleste genre-forfattere nu engang har. Samtidig bør der dog arbejdes for at mange af antologierne får en mere professionel behandling og en ekstra omgang redifering/korrektur. Dette er så et problem i form af at de fleste af antologierne er drevet udelukkende af frivilligt arbejde, og hvor meget kan man trække på folks gode hjerter?

Udsagn 4: "Det kan også blive for meget genre og der er brug for mere ramasjang."
Jeg ser to ting i dette udsagn. Kan man virkelig skrive for meget genre? Er japansk tentakel-porno kun for de indviede, eller er der en reel litterær kvalitet i det (og hvis ja, hvem er det så der definerer den?)? Kan folk sagtens sluge en smule guddommelig indgriben og lidt hverdagsmagi i deres romaner, men kløjs i det når rumskibene lurer på horisonten? Jeg er tilbøjelig til at sige at det virker sådan. Murakami, den magiske realist har kronede dage. Men det er måske fordi han hedder Murakami og hans ry er løbet i forvejen. Har den gennemsnitlige læser virkelig en dyb genreforståelse? Kan den gæve gennemsnitslæser se forskel mellem horror og krimier? Eller har det noget at gøre med de genremærkater alt fra forlag til lektører er ivrige efter at klassificere litteratur efter? Jeg ved det ikke. Men jeg ved at det andet udsagn, at der er brug for mere ramasjang, ikke har meget at gøre i den virkelige verden. Ramasjang skal i dette tilfælde forstås som action, handling, at man ikke keder sig. Ud fra den logik, burde zombie-genren sprænge samtlige salgsrekorder i boghandlerne, for der er sjældent mere gang i den end i en sådan. Samtidig reducerer tanken om ramasjang hele science fiction-genren til en omgang rumkrig og space opera. Ramasjang ser jeg som en sær opfordring. Den har sin berettigelse, mon ikke den har, men at se den som en generel mangel inden for et enkelt felt tænker jeg fejlagtigt. Der skal være plads til fortællingen, der kører over stok og sten - men også til den type fortælling, der forsøger at være mere og andet end underholdning.

Jeg har et par udsagn til i lommen, og det kan være jeg laver en follow-up. Som du nok har bemærket, har mit ærinde med dette indlæg ikke været at løse problemer eller udfordringer, men måske blot at pege på dem. Du er meget velkommen til at komme med din mening.

Trailer 75 - uddrag af Lyden af blade, der falder fra omi-træet

Pausen fra horror-samlingen er intakt, men dermed ikke sagt at samlingen er glemt - ved I ikke at den slags ting altid kommer tilbage? I stedet for vil jeg vende mit - og dit - blik mod noget ganske nyskrevet og i en helt anden genre, nemlig fantasy.


I løbet af et år skriver jeg et sted mellem 20 og 25 noveller, og derfor synes jeg det er vigtigt at prøve forskellige ting - for ikke at kede mig, og endnu vigtigere, for ikke at kede mine læsere. Lyden af blade, der falder fra omi-træet er en fortælling, hvor jeg har prøvet mange ting. Billedsproget og kulissen er taget fra japansk litteratur og malekunst. Handlingen er kronologisk, men går i begge retninger. Ja, nemlig. Historien kan læses bagfra, som en efterligning af manga. Og så er der absolut ingen vold og blod. Redaktøren valgte at kalde historien 'fin', ikke som "det er fint nok", men som i "fin som porcelæn". Du kan finde novellen i antologien Prisen på magi fra forlaget Kandor.

"De kommer ofte til mig, gør dyrene. Med bøjede hoveder og sitrende næsebor. De leder efter den mad, jeg så tit stiller ud. Mælk og nødder, frugtsaft og kød. Jeg går ingen steder, min kære. Alt hvad jeg nogensinde har ledt efter er lige her. Det er landsbyen, der holder mig i live. De kalder mig for Hokusai. Manden, der er vild med at male. Hver dag kommer der mennesker forbi. Mange af dem er rejst langt, endnu flere af dem er kommet her for at købe, men jeg sælger ikke. Mine værelser kan ikke undvære så meget som et øje eller en fod.

Jeg ønsker dog ikke at sende dem bort med uforrettet sag. Til dem tegner jeg det de ønsker. En drage, en sten, et minde. For det skal de intet betale. Blot tage imod, for hvordan kan jeg kræve penge for noget, der allerede er deres i første omgang? Mig betaler de ingenting, men de lægger deres mønter i landsbyen, for nattero og legemshvile. Derfor holder landsbyen mig i live; derfor giver de mig farver, pensler og papir.

Dyrene viser sig aldrig, når der er besøg fra den vide verden. Det er som ser de ikke mig som et menneske, men som noget andet, der hører til her. Af og til, når jeg ikke maler, tager jeg min stok og går en tur. Følger flodens løb og lader Omi-træerne skygge mig til. Så følger de efter mig, råbukkene, duerne og firbenene. Så kvækker frøerne i de lave hulninger, hvor floden bugter og inekterne spiller deres sjældne melodier i buskadsene. Men vi rører aldrig ved hinanden. Ingen fugl lander på min skulder, ingen ivrig kaninnæse snuser i min håndflade. Vi er her næsten sammen. To skridt fra hinanden betragter jeg dem og sætter dem ind i billederne ved siden af dig.

Men mest af alt taler jeg med dig, mens jeg maler. Jeg fortæller dig om mine tanker, når jeg bruger kniven på det bløde træ og udskærer dit ansigt. Det er min ungdoms sange jeg synger, lige inden jeg tilføjer den sidste smule rødt til dit hår. Det er fjerne historier fra lige så fjerne lande, fyldt med kejsere og troldmænd, jeg hvisker mens du kigger på mig med de dybe øjne. Min mund kan ikke stå stille, når jeg har dig så nær. Jeg er blevet en gammel tåbe med tårer løbende ned ad kinderne."

Nyheder i juli 2014

Så er der igen gået lidt tid i forfatterburet, og der bliver ved med at ske ting hist og her - heldigvis for det. Ellers kunne man jo blive lullet ind i en falsk tryghedsfølelse. Jeg har langt om længe fået lektøren til Ambrosia/Live og den er lidt et tveægget sværd. På den ene side er den faktisk rigtig god - og på den anden side er der nogle ting, der får denne herres kæphest væk fra den lune stald og ud over stepperne. Hop med, om du lyster.


Inden da er der dog et par smånyheder. For det første har jeg redigeret Lyden af blade der falder fra omi-træet, der er med i Ny Dansk Fantasy 2014. Det var anden omgang tekstkigning, og det betyder at den burde være lige på trapperne - heldigvis. Det er en antologi, jeg ser meget frem til, da den kun indeholder otte noveller. Normalt er antologier på den anden side af de ti, så om det er manglende indsendelser, høj kvalitet eller historiernes længde, må hvile i fremtiden.

Ligeledes er en anden af mine noveller, En sang om vand, der er kommet med i antologien Mørke guders templer, også tilbage på sporet. Hele projektet blev ramt af et grelt teknisk uheld, og en overgang virkede det som om det hele gik i vasken. Heldigvis ikke. Hvornår den samling kommer ud, er dog stadig uvist.

Og så til lektøren:
Der er mange gode takter fra lektøren. Hun har helt fat i dobbeltheden bag udgivelsen og hvad der er ideen er med de to historier. De er 'velskrevne', og indholdsmæssigt er niveauet godt. Alt sammen noget, der egentlig burde sælge varen pænt til bibliotekerne. I stedet har den solgt moderat.
Men, og her kommer der et stort men. Hun ser sig nødsaget til (på 211 ord) at nævne at det er science fiction fem gange, tre gange alene i konklusionen. Ikke alene er det forkert (Ambrosia er en fantastisk fortælling), det er også ret mærkeligt. Især sætningen "man skal gide genren" (der også står i konklusionen), er helt hen i vejret, og som jeg skrev på facebook, lige da jeg havde fået lektøren: Ville man mon også have skrevet det ved en krimi? Eller ved en socialrealistisk roman?
Egentlig synes jeg ikke lektøren gør et dårligt arbejde, tværtimod virker det som om hun har læst bogen på dens egne præmisser. Det er i delefasen, at bedømmelsen lander på de frygtelige genre-ord. Noget der så langt fra var nødvendigt.
Dog er det spøjst at science fiction-mærkaten er så fremhævet. Jeg kunne nok forstå det, hvis Live var proppet med rumskibe, aliens og lyssværd ... men det er den ikke. Der er nogle få elementer (verdens undergang) der måske hører til i science fiction-genren, men det er også alt. Så ville jeg langt hellere have at den gode lektør havde holdt sig til den flotte formulering af dobbeltromanen, som hun faktisk giver: Dobbeltroman fra nutidsdanmark om verdens undergang og menneskeracens fortid.

Kæphesten er selvfølgelig genrespøgelset. Jeg er så pissetræt af det, for nu at tale nutidigt dansk. Ethvert værk fortjener at blive bedømt på sine kvaliteter som historie og efter hvilke tanker, det sætter i gang hos læserne. At hamre og banke løs på hvilken genre det er, er blot med til at slå endnu større skel mellem hvad der kan betragtes som god (rigtig?) litteratur og hvad der ikke kan. I al den tid jeg har skrevet har jeg prøvet at stille mig på barrikaderne i forsvar for det førstnævnte argument. Nu begynder jeg sgu at blive lidt træt. For det virker til, at lige meget hvor mange arrangementer, der bliver stablet på benene og på trods af et væld af forklaringer er der bare visse genrer, der, om ikke udskældes, så i hvert fald skal påpeges igen og igen som værende noget andet.

Det er også muligt at det er mig der er for fintfølende - det kan sagtens være tilfældet. Jeg tænker dog at det er markant. Og lidt skræmmende.

Nyheder i maj

Selv om vi ikke engang er halvvejs gennem måneden, er der heldigvis allerede et par nyheder. So feast you eyes upon:
Den 22. maj vil Michael Kamp og jeg forene vores metierer og holde oplæg samt oplæsning på Hovedbiblioteketet i Næstved. Der kommer til at være snak om de udskældte genrer (science fiction, horror, fantasy) og fra min side af i hvert fald en snas fra Ambrosia/Live. 50 kroner er alt hvad du skal bløde for at nyde aftenen i vores selskab - det kunne være så meget værre! Arrangementet er foranlediget af foreningen Stordstrømmen.

I det hele taget bliver det en travl uge for mig. Som nævnt i et tidligere indlæg, skal jeg den 24. snakke om zombier i Odense. Men det er fedt at komme væk fra skriverstolen nogle dage!

Lige inden vinteren slap grebet i os, vandt jeg en flash fiction-konkurrence i det engelske online-blad Massacre Magazine. Siden da har jeg fulgt dem on/off, og for et par uger siden så jeg at de søgte efter noveller med temaet 'Road Kill'. En ide boblede halvfærdig i mit hoved, men brød så alienlike igennem (denne metafor dedikeret til dig, H. R. Giger. Rest in peace.) og jeg skrev den korte fortælling Alchemy på en aften. Heldigvis kunne de rigtig godt lide den på bladet, så nu bliver den en del af Massacre Magazine #3, der kommer her den 1. juni. Hurra for det!

For ottende år i træk har Science Fiction Cirklen udvalgt de novelller, de gerne vil have med i den årlige antologi. Endnu engang var jeg heldig, og de valgte at tage min novelle Ukrudt med. Novellen handler om nogle kolonister, der kæmper en ulige kamp mod den fjendtlige planet, de er landet på. Det er ikke atmosfæren eller dyrene, der er problemet. Det er selve vegetationen, der ikke har tænkt sig at dele. Antologien får titlen De sidste kærester på Månen, og udkommer sandsynligvis i august måned. 

Ikke mere nu - men der kommer nok yderligere inden længe.

Trailer 58 - uddrag af Et horn i siden

For nogle år siden begyndte en dejlig trend i den danske genreundergrund. Først kom den årlige antologi med science fiction-noveller fra SFC. Så fulgte H.Harksen Productions op med en (næsten) årlig horror-antologi. Og til sidst fulgte forlaget Kandor med serien Ny Dansk Fantasy, der as we speak, barsler med den tredje antologi i træk ... sjovt nok med emnet fantasy. Men ikke kun fantasy som i elvere, trolde, magiske sværd og onde onderter. Det var (og er) genren fantasy på den lange bane, som også inkluderer bl.a. lidt weird, noget horror og den fantastiske fortælling. Min novelle Et horn i siden kom med i NDF2012 - Til deres dages ende, som udkom sidste år. I den legede jeg med en af væsnerne fra den klassisk fantasy, nemlig enhjørningen. Og som en lille bonusting kan jeg oplyse, at flertalsformen af enhjørning er enhjørningER, ikke enhjørningE.

Sugar and spice and ... I think not.
"En enlig tåre dryppede fra enhjørningens øje. Da den berørte luften forvandlede den sig til guld og faldt med en ringlen til ro på det grønne græstæppe. Erdengard fulgte den med øjnene. I flugten vurderede han den til at være mindst 50 guldmønter værd. Uberørt af enhjørningens tale spyttede han i græsset, og tørrede sig om munden med bagsiden af hånden.
”Tuder enhjørninge meget?”
”Enhjørninger” sagde enhjørningen og et øjeblik flakkede noget andet end sorg i dens blik. ”Nej. Vi græder kun når det gode er ved at dø”
”Det var sgu trist. Hvis du havde været en tudeprins, kunne vi måske have fået en aftale i stand. Enhjørningetårer må være mange penge værd for troldmænd og andet pak”
Enhjørningen nikkede sagte.
”Men du siger, at der er flere af jer. Jeg kunne måske lade dig gå, hvis du fortæller mig hvor resten er. Jeg har ikke noget mod dig personligt. Du er bare penge for mig. Men på den måde kan du i det mindste hytte dit eget skind, før en eller anden hytter det for dig”
”Jeg kunne aldrig finde på at forråde mine frænder” sagde enhjørningen og for første gang så den Erdengard direkte i øjnene. ”Forråder jeg dem, forråder jeg alt hvad vi er”
Eventyreren trak på skuldrene.
”Det må du selvfølgelig selv om. Inden du beslutter dig, så synes jeg dog du skal høre hvad der kommer til at ske med dig. Først kommer du til at være en udstillingsgenstand, som alle de jaloux mænd fører deres kommende brud til, for nu at sikre at de er ægte jomfruer. Derefter vil dit horn dag og nat blive brugt til at finde ud af om noget er forgiftet. Det er selvfølgelig kun de første par år. Når du begynder at blive gammel, skærer de dit horn af, fordi du er ved at blive affældig at se på. Til sidst slår de dig ihjel, og hvis jeg kender mine rigmænd på gangen, så slutter de af med at æde dig, for man ved jo aldrig om dit kød kan forlænge livet”."  

Nyheder i oktober, del 1

Ganske megalomantisk har jeg ladet dette indlæg få titlen del 1 - da jeg regner med at der kommer en del 2, inden måneden er omme. Mens jeg stadig skriver på romanen og diverse noveller, drypper det ind med nyheder.

Min novelle Som vinden blæser har sneget sig til en plads i antologien Vampyr fra Forlaget Kandor. Desværre vandt den ikke konkurrencen, men så længe det borger for en høj helhedskvalitet, er jeg mere end tilfreds. Tillykke til Christian Reslow og Teddy Vork, der tog anden og tredjepladsen, og en kippen med flaget til Martin Schjönning, der snuppede førstepladsen. Lad det bliver en fed samling, der for altid bandlyser glødende vampyrer til det teenagehelvede, hvor de hører til.

Jeg har for nylig oprettet en forfatterprofil på goodreads.com - et sted hvor man kan anmelde og rate bøger, og i samme åndedrag har jeg smidt mange af mine titler op. Tag et kig på den - og skulle du være i den heldige situation at have læst en af mine værker, ville det varme det nørrebroske forfatterhjerte, hvis du gad rate den - eller endog skrive et par ord.

I søndags var jeg til Dancon, sammen med Lars Ahn Pedersen og Richard Ipsen. Et anarkistisk forfatterinterview på tværs af alle tre gjorde at der blev snakket om mange forskellige ( og spændende) ting. I særdeleshed bed jeg mærke i blandingen af genrer og hvordan vi alle tre anvender et mytologisk lag i mange af vores historier. Og så var der selvfølgelig whisky - serveret af Lars Ahn. Det går man aldrig fejl af omkring middag.

Antologien Dansk Fantasy 2012 - Til deres dages ende har fået sin første anmeldelse, og Jette Holst har følgende at sige om min novelle Et horn i siden:

"... A. Silvestri skal fremhæves for sin ”Et horn i siden”, om lykkeridderen Erdengard som fanger en enhjørning ved hjælp af svig. En humoristisk fortælling som sætter spørgsmålstegn ved, om man nu kan stole helt på de gamle myter."  

Så runder jeg af for nu - men med lidt held vil næste update indeholde video ... gasp!! Stay tuned.