Året der gik: 2015, Del 2

Så er det blevet den 2. januar, og det betyder at jeg vil fortælle hvilke stykker, der har været opført i det silvestriske forfatterteater i løbet af de forgangne 12 måneder. Hvis du meget gerne vil se de hårde facts, skal du herover. I modsætning til sidste år har jeg en klar fornemmelse af at 2015 er fortid, og derfor skal vi videre, mod det uendelige univers og fremmede kyster, eller hvad det nu er man siger. Hey ho - let's go :)

-----------------------------------------------------
I begyndelsen af 2015 satte jeg mig for, at det skulle ske noget med min skrivning. Jeg var (og er) pissetræt af at det var de samme ansigter, de samme navne, der dukkede op på diverse festivaler, arrangementer og så videre - så derfor satte jeg mig ned og skrev en slags introduktionsmail, der både omhandlede mig selv, men også det fantastiske miljø i Danmark generelt. Det vil jeg fortælle en smule om senere. På selve skrivefronten holdt jeg mig konsekvent i gang - kun i december arbejdede jeg ikke på en roman, ellers havde jeg resten af året haft gang i en novelle, en roman og et skår synkront. Jeg nyder at arbejde på forskellige ting, så det har været en ren lise. Derimod har mit lønarbejde virkelig trukket tænder ud, og ikke alene har jeg haft mere end en håndfuld af de gængse stress-symptomer, det har også kostet på alle mulige andre områder. I løbet af 2015 har jeg ikke lavet meget andet end at arbejde. Det er godt på den ene front. Frygteligt på den anden.
-------------------------

I forhold til de forgangne år, var 2015 et roligt år når det kom til antologier. Jeg deltog i fire novelleantologier og en digtantologi, sidstnævnte var i Halfdan Rasmussens ånd, og der skrev jeg et noget spørgsmålsfyldt digt til bogstavet H. I skrivende stund ved jeg, at der i hvert fald kommer to antologier næste år, som jeg er med i, og ligeledes har jeg just indsendt en ungdomsnovelle om kærlighed. Jeg arbejder stadig meget med at udforske novellegenren - det tror jeg aldrig jeg bliver færdig med - og i år har jeg været optaget af den direkte tale, som man f.eks. finder i et brev. Det kommer til udtryk i bl.a. novellerne Læserbrev til Sekundanten og Jeg tegner dig, Sebastian. Ligeledes er der kommet en udtalt weird streng i rigtig mange af mine fortællinger, selv om jeg stadig skriver både det realistiske og det fantastiske.
-------------------------
2015 bød på rigtig mange nye oplevelser som forfatter. I januar skrev jeg en tekst og et manuskript (sammen med Lars Kramhøft) til eventet Blodig Fredag den 13. i Valby Kino. Eventet var en blanding af horror-fortællinger og gyserfilm. I februar så jeg for første gang Pandaemonium stå på Fantasks hylder OG deltog i en paneldebat om fantastisk litteratur på Hovedbiblioteket. I marts skrev jeg Terry Pratchetts nekrolog til Himmelskibet OG modtog arbejdslegat fra Statens Kunstfond. April måned stod for udgivelsen af to antologier (Stordstrømmen 2015 og Tågevals) OG min medvirken i eventet Disasters With a Capital Z. Zombie Fiction in an Expanded Context. I maj måned læste jeg op på Galleri Bohéme sammen med Michael Dyst, jeg var ordstyrer på paneldebatten Død over køkkenvasken til Fantasticon, og jeg vandt Niels Klim-prisen i kategorien Kortroman (for Live fra Ambrosia/Live). I juni måned blev jeg nævnt i artiklen Nyere dansk horror – et vue gennem tiden af bibliotekar Jan M. Johansen, i juli udkom min første selvstændige udgivelse i 2015, kortromanen Al kødets gang og i august var jeg i Odense for at læse op til eventet Gotisk Gys og Gru. September sikrede at mine trailers, jeg havde kørt på bloggen i mange år, blev lagt i graven og i oktober udkom min novellesamling Kærlighedsfrugt OG jeg blev interviewet til radioen i Den Røde Sofa. November måned sendte mig til Nykøbing Falster Katedralskole for at læse op, og samtidig markede det mit fem-års jubilæum som udgivet forfatter. I december, årets sidste måned, begyndte jeg at indtale mange af mine noveller på soundcloud.com OG jeg blev interviewet af Nikolaj Johansen til hans blog. I år var også første gang jeg ikke var på BogForum, da jeg på trods af to udgivelser ikke havde noget forlag repræsenteret der, og jeg var på skriveophold på Hald Hovedgaard. Jeg synes det er rigtig fedt at få lov til at prøve så mange forskellige ting, og hele tiden mærke at der er bevægelse i mit forfatterskab. For ikke at click-baite dig for hårdt, har jeg lagt en række links helt nede i bunden af dette indlæg ... hvis du har lyst til at høre eller se noget fra det forgangne år.
-------------------------

I løbet af 2015 fik jeg to selvstændige udgivelser. Kortromanen Al kødets gang, der udkom på HHP og var et "bestillingsarbejde" og novellesamlingen Kærlighedsfrugt, der udkom på Forlaget Kandor. Selv om begge bøger har fået en fin lektørudtalelse (Kærlighedsfrugt noget bedre end Al kødets gang), har det for mig ikke føltes som store succeser. Selv om det nu er næsten et halvt år siden Al kødets gang udkom, har den stadig kun fået én anmeldelse. Da jeg afholdt reception for Kærlighedsfrugt rent privat, kom der kun to mennesker. Derfor har mine udgivelser anno 2015 føltes som direkte ligegyldige for andre. Af og til har jeg nærmet mig det, der med det helt rigtige ord nok må kaldes fortvivlelse. For hvad nytter det at udgive bøger, hvis der ikke er nogen der læser dem, eller reagerer på dem?
-------------------------
I sidste års rapport, snakkede jeg om hvor meget der egentlig diskrimines mod de fantastiske genrer, og gennem hele 2015 har jeg kæmpet mod det så godt som jeg magtede. Undervejs i dette års 365 dage er der også gået nogle ting op for mig. Hvor jeg sidste år var rigtig god til at pege fingre ad bogbranchen med mere (og de pointer står jeg stadig ved), vil jeg i stedet for kigge dels på de fingre, der peger ind mod branchen selv og dem, der slet ikke peger. For det første virker det meget som om de etablerede forlag, forfattere, festivaler, foretag og hvad vi ellers har, slet ikke ser ned på de fantastiske genrer. Nej, det er meget værre end det. De ved slet
ikke at vi findes. Derfor bliver vi ikke taget med til de fines bord, ikke fordi vi med vilje ikke er blevet inviteret, men fordi det aldrig slår de førnævnte F'er at invitere os. Med det sagt er der selvfølgelig også lidt af den gode og herlige diskrimination, bevares, men på mig føles det som om vi lever for langt under radaren. Det hænger direkte sammen med den anden ting jeg har lært i år. Fantastiske forfattere er snotdårlige til at sælge sig selv OG hinanden. Om det er fordi, det er lidt hyggeligt at være en misforstået genreforfatter, beskedenhed eller uvidenhed, ved jeg ikke. Hvad jeg derimod ved er at fantastiske forfattere sjældent søger legater, sjældent selv kontakter biblioteker og scener og sjældent bruger skriverefugier. Hvis vi alle sammen blev lidt bedre til det, ville vi automatisk skabe en tyngde, alene ved at folk med et opdager at vi eksisterer. Ved at huske at namedroppe sine kolleger, vil den tyngde blive mangefold! Den tredje og sidste ting jeg har lært, er måske også den hårdeste lektie. Genrelitteratur sælger ikke. Nåhja, tænker du så, det kunne jeg da godt have fortalt dig. Og ja, det er ikke noget nyt, men hvad der måske er en smule funklende er, at DET SÆLGER IKKE TIL FANS. Ved snakke med forskellige forlag hører man om salgstal på 3 til private (tre personer!), og det af helt nye bøger. Her taler jeg ikke kun om mig selv, men en række forfattere og ditto forlag. De danske genrefans køber ikke forfatternes bøger, og er derfor direkte med til at gøre det meget svært at være forfatter. Det er ikke en klandring, for hvis jeg skulle klandre, skulle jeg have noget at slå ned på, og det kan jeg ikke helt. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan. Men jeg kan begræde det. Summa summarum: De fantastiske forfattere i Danmark skal blive bedre til at komme ud over rampen, da de ikke engang kan regne med at sælge til deres 'fans'. Og lad os så kigge mod fremtiden.
-------------------------
2016 kommer til at indeholde en frygtelig masse. Jeg regner med at fortsætte med at redigere bøger freelance, og det ser også ud som om jeg kommer til at lave et undervisningsmateriale om horror til en undervisningsplatform. Jeg fortsætter også mit engelske eventyr, der har båret en smule frugt i år, men som meget gerne må gøre mere. As we speak, har jeg to romaner liggende hos forskellige forlag, der udkommer en sms-novelle med titlen Kolde facts engang i 2016, og jeg vil, eftersom jeg også er blevet den nye formand for DHS (Dansk Horror Selskab) arbejde for at forbedre horrors vilkår i Danmark. Jeg mangler stadig at få en antologi opkaldt efter mit bidrag, og jeg er endnu ikke anmeldt i en landsdækkende avis ... men Folketidende anmeldte Kærlighedsfrugt den 23. december, og det rosende ... så jeg nærmer mig.

Jeg håber virkelig du har lyst til at blive ved med at følge mig, at den lyst også strækker sig til at læse og måske (fingers crossed) anbefale mine bøger til dine venner og bekendte. Som mindre forfatter i Danmark er min bedste chance for at komme ud til et større publikum dine ord, så jeg håber du har lyst til at hjælpe mig og mange andre i samme situation. For at give dig lidt igen, har jeg som allerede sagt indtalt nogle af mine historier, og et par gange om måneden blænder jeg op for min nye feature, Tekstoceanet, hvor specielle og glemte tekster fra min hånd støves af og vises frem. Vi ses, snakkes og skrives ved i 2016. Må du have det helt fantastisk :)

LINKS:

A. Silvestris indtalte tekster på soundcloud.com
A. Silvestri i Den Røde Sofa
Nikolaj Johansen interviewer A.Silvestri

Trailer 100 - uddrag af In uteri

Så er vi nået til vejs ende - trailer nummer 100 bliver den sidste, men alt det kommer der et særskilt indlæg om. Med alle de særskilte indlæg, jeg har reklameret for det seneste stykke tid, ser det ud som om efteråret bliver rigt her på bloggen. 2015 er et år, der om noget står i horrorens tegn. Ikke nok med at min gotiske kortroman Al kødets gang udkom i juli, til oktober udkommer min horror-novellesamling Kærlighedsfrugt også. I januar havde jeg novellen Itu med i scifi/horror-antologien Universets mørke og inden længe lander sword&sorcery-antologien Mørke guders templer, hvor jeg har novellen En sang om vand med. Der har ikke været meget andet end horror.

 
Måske er det noget ubevidst, men med alt det horror, er det ikke en genre jeg har skrevet så meget nyt i i 2015. Tværtimod har jeg beskæftiget mig en del med science fiction og realisme ... men, det er da blevet til en enkelt horror-novelle, og den er heldigvis rigtig grim. In uteri er den dejlige historie om den unavngivne dyrlæge, der hver eneste dag følger et nøje udregnet skema. Han bor i det jyske, han passer sit arbejde, han besøger gårdene i området og han gør, hvad der skal gøres. For det er jo, når alt kommer til stykket, en læges ansvar. Om så lægens patienter er dyr eller mennesker.

"Hendes øjne er meleret røde. Hun grynter hidsigt. Snot i næseborene. Gulliggrønne rester er størknet, så de ligner verdensdele. Endnu et tegn. Der er Antarktis. Klart det sværeste at genkende, men Australien hænger ved det andet. Til sidst stikker jeg hele hånden op i hende. Hun er nervøs, vil ikke have det, jeg lægger den anden hånd i nakken på hende og masserer. Det beroliger. Mine fingre graver dybere.

Ja. Jeg kan mærke det vride sig omkring mine hænder. Følelsen af gummihandskerne, der bliver skøre, der er i fuld gang med opløses. Den taktile elegance i at sanse bevægelse, hvor der endnu ikke burde være nogen. Bløde tænder, uudviklede klør. Der er ingen tvivl. Jeg vinker bonden hen. Chefen hen.

”Jeg aborterer hende,” siger jeg og viser ham min behandskede hånd. Misfarvninger, levrede klumper, mærkelige streger. Alt sammen noget hans øjne ikke ved hvor de skal arkivere. Alligevel husker han bondetæften. En øre sparet er en øre tjent. Han trækker på det. Er det nu også nødvendigt? Kunne jeg ikke tage fejl.

”Kan du huske hvad der kom ud for to år siden?” siger jeg. Selvfølgelig kan han det. Retorik. Fikumdik. Han nikker, synker. ”Din søn, er han stadig på Rosenborgholm?” spørger jeg. Denne gang er nikket trægere, hevet ud gennem cerebral væske, tilstoppede bihuler og en guirlande af tabuer. ”Hvad gør de med ham deroppe?” spørger jeg.

”Det ved du godt,” er ikke helt det han siger, men det jeg forstår.

”Der er ikke nogen smågrise til dig her. Det ved du godt, Fridtjof,” siger jeg, anvender hans navn, gør det til en personlig sag. Endelig nikker han for tredje gang og går tilbage til arbejdet. De nyindsatte strækker hals, men jeg er godt skjult.

Når jeg støder på noget på en ny gård, foretager jeg altid aborten uden deres vidende. Blot første gang. Så præsenterer jeg dem for det, der er kommet ud og det er sjældent, jeg har problemer efterfølgende. Jeg tror heller ikke Fridtjof klandrer mig for at hans søns øjne blev som halve hveder på Store Bededag og ordene savlede fra hans læber … og bliver ved med at gøre det.

Ingen fine fornemmelser. Ingen medikamenter. Ingen tid. Fra min taske tager jeg et sæt lange, tynde tænger. En blanding mellem en bidetang og et stykke ståltråd. Bøjet som et L. Et redskab, der som det alment kendte speculum ikke har ændret sig meget de sidste 3000 år. Jeg varmer det kort i hånden, og fører det så ind i soen. Vrikker, vrider, punkterer fosterhinder så de hænger som candyfloss fra børnelæber. En tynd strøm drypper fra det nederste af fissen, ender i halmen. Af farve er det frygtelig, af farve er det forkert. Jeg trækker kun vejret ind gennem munden.

Endnu et vrid, et stik, det er en fægtekamp med fleuret. Først da trækker jeg redskabet ud, tørrer det af i halmen og tager et andet fra tasken. Et aflangt glasrør, todelt med gevind, omkring en halv meter langt, også bøjet som et L. Hun grynter, men prøver ikke at flytte sig længere. Hun sanser lindring. Jeg klapper hende beroligende over den krøllede hale. Sød so. God gris. Jeg skruer glasrørene sammen, og lader dem glide ind i strømmen. De dugger til.

Jeg vender, drejer og da det er helt inde, tager jeg en dyb indånding. Lungerne kilder ribbenene, jeg sætter læberne til røret og puster af al kraft. Det giver et spjæt i hende, jeg holder fast. Smager ild, puster ind. Tre gange. Så hiver jeg glasrøret ud, skyder en spand ind under hende, den slags man bruger til de døde smågrise. Blå, med hank. Den falskfarvede å bliver tykkere, mere plump, fyldes med væv og så udvider hun sig.

Læberne spredes og der kommer væsner ud. Et sted i deres gener er en gris, et meget, meget lille sted. En blottet rygrad, et kranium fyldt med bløde pletter, en alt for lang arm med klov for enden af håndroden. Flere ansigter, delansigter, alt for glatte flader, som hud spændt ud som presenning. Jeg har set tusind variationer over samme tema.Alligevel væmmes jeg. Der er ikke en, men mange. Alle dele hænger sammen, et mylder af lemmer og i midten intentionen om et øje, der blinker uden øjenlåg, men stadig blåt, over noget, der ikke er en tryne, men en næse. Mit hoved ryger op. Jeg kigger på de nyansatte. De to fremmede."

Nyheder i efteråret - om lektørudtalelse, vignetter og antologier

Der er gået en del måneder siden jeg sidst skrev en nyhedsupdate. Ikke fordi der ikke sker noget i Forfatterens Værksted, her sker en masse, men der har været lidt stille med updates. Det ændrer jeg på nu, og jeg har på fornemmelsen at jeg går et meget travlt efterår i møde.

Den 20. juli udkom min gotiske krimi Al kødets gang (med tryk på gotiske) på forlaget HHP. Det har jeg snakket en del om i et særskilt indlæg, så det vil jeg ikke bruge så meget tid på her. Selv om det ikke er meget opmærksomhed den indtil videre har fået, er det dog blevet til et par ting. For det første har den modtaget en lektør. I den står blandt andet:

"Det er en velskrevet lille historie, med flere træk fra moderne gysere, og med en del makabre og splatteragtige detaljer."

Ud over at jeg mener at lektøren virkelig rammer forbi målet, er det ikke noget jeg gider brokke mig over. Det er som det er. I det mindste frarådes bibliotekerne ikke at købe den, og bibliotekssalget er heldigvis i gang.

Al kødets gang har ligeledes fået en anmeldelse inde på gyseren.dk, og der står blandt andet følgende:

"Som sædvanligt er A. Silvestri garant for en velskrevet, udfordrende og interessant læseoplevelse ... skrevet i et flot og virtuost sprog" - Jette Holst

Den 4. september (i forbindelse med Dancon) udkom antologien LUO 10 - Som et urværk på forlaget SFC. Det var den tiende gang antologien udkom, og det er blevet markeret med manér. Alle novellerne i samlingen har fået tilknyttet en lille vignet (tegnet af Manfred Christiansen), og min novelle Taxa har fået ovenstående vignet. Jeg synes det er en rigtig fin måde at markere et jubilæum på, og der er også blevet fremstillet en plakat med alle vignetterne samlet, som så kan hænge rundt omkring på landets biblioteker. Forhåbentlig vil det hjælpe med at få folks øjne op for science fiction. Ikke mindst nu, hvor Danmark har fået nationens første astronaut.

Over sommeren holdt forlaget Silhuet en novellekonkurrence, der tog afsæt i ordsprog. Historierne skulle rette sig mod de 12-14 årige, og helst være i en spændende genre. Da de annoncerede de medvirkende i en kommende antologi, var jeg så heldig at komme med, og det med novellen Klæder skaber folk. Det er en rimelig lang historie om en ganske magisk frakke, der nok ikke er så magisk alligevel .. eller er den? Antologien udkommer i løber af efteråret. Hvornår er endnu ikke fastsat. For mig har det været sjovt at skrive denne novelle, da det ikke er min normale målgruppe. Det ser heldigvis ud som om det er gået godt, men jeg regner ikke med at gøre så meget mere i den retning lige med det samme.

Antologien Mørke guders templer, der har været på vej i næsten to år, lader endelig til at have klaret skærene, og går snart i trykken. Den udkommer i løbet af efteråret på forlaget HHP, og i den har jeg novellen En sang om vand med, der var ganske særlig at skrive ... da jeg absolut intet kendte til genren, inden jeg skrev den.

Det var vist alt for nu. I løbet af efteråret kommer der flere nyheder - som sagt er der mange projekter i gang, og mindst et par stykker af dem vil nok nå i mål inden vinter. Ikke mindst min næste udgivelse, der kommer den 31. oktober. På Allehelgensaften ...

Al kødets gang - det gotiske islæt

For ti dage siden udkom min sjette bog Al kødets gang. Den er en del af en serie bøger på forlaget HHP, der alle har den fælles betegnelse 'gotisk krimi'. Med andre ord, en serie hvor bøger trækker på noget gotisk, men også på noget fra kriminalgenren. Hver bog har ladet forfatteren selv tolke på de to genrer og det vil sige at bøgerne strækker sig fra noget, der er meget tæt på den gammeldags kriminalroman over eksperimenterende værker til bøger, hvor det gotisk islæt er meget stærkt. Min er en af de sidstnævnte. Men hvad fanden er gotik egentlig?

I litteraturen er det en genre, der kombinerer noget uhyggelig og noget romantisk. Ikke romantisk på den der måde med røde roser, champagne og holden i hånd mens månen plirrer, men romantisk på en måde hvor det handler om det følelsesfulde i mennesket. En romantisk tanke er blandt andet at det ikke er alt, der er målbart eller til at regne ud. Ligeledes er det en romantisk idé, at naturen bør sættes højere end kulturen. Det uhyggelige i gotikken er taget fra alle sider - her lever den onde fader side om side med Satan, vampyrer, ånder og galninge. Så gotikken handler i min optik om menneskets følelser, både i og når det udsættes for det modbydelige - men også om at mennesket grundlæggende er underlagt naturen, både sin egen og den med stort N.

Da jeg lavede mit forarbejde til Al kødets gang, læste jeg en stor del gotisk litteratur. Shelleys Frankenstein, Stokers Dracula og Stevensons Dr. Jekyll and Mr. Hyde i romanafdelingen, men især Poe tiltrak mig, når det kom til de kortere fortællinger - fordi de i sig bar elementer af både horror og krimi. Især Hjertet der sladrede (The tell-tale heart), Levende begravet (The premature burial) og Ned gennem malstrømmen (A descent into the Maelström) var nogle jeg havde siddende i hovedet, mens jeg skrev min fortælling. Derimod holdt jeg mig langt væk fra, ja læste den ikke engang, Huset Ushers fald (The fall of the house of Usher), da jeg allerede fra første færd vidste at jeg selv ville bruge et gammelt hus og have en slægt som en del af plottet. Som de fleste horror-interesserede havde jeg tidligere læst Poe, men denne gang dykkede jeg ned i historierne med forfatterens øjne og forsøgte at aflure ham hans metoder.

Det var klart at jeg ikke kunne skrive romanen i det sprog Poe brugte. Ikke alene ville det være en anakronisme, men det passede heller ikke til en fortælling sat i nutiden. Så i stedet pejlede jeg på hans plot, hans opbygning og hans personer. Det kunne jeg heller ikke bruge rent, for det er trods alt 150 år siden manden skrev sine fortællinger, så jeg blandede det med moderne problemstillinger. Til sidst føjede jeg et ekstra lag fernis til i form at elementer taget fra southern gothic, der er en undergenre med fokus på det makabre og virkelig forstyrrede individer. På den måde endte det med at blive en fortælling, der er gotisk med gotisk på og jeg synes det fungerer rigtig godt. 

En af mine kæpheste med min skrivning er altid at forsøge noget nyt, og det var en sjov oplevelse at læse "op til skrivning" på samme måde som man læser op til eksamen. Jeg havde mit skelet, men først da jeg læste og især dykkede ned i de gamle tekster, kom muskler og sener til. Jeg tror godt jeg kunne finde på at gøre det samme en anden gang ... men hvis jeg kender mig selv ret, vil det blive i en helt anden genre. 

For at se slutproduktet, kan du erhverve dig bogen her. 

og hvis det er for meget - kan du læse kildematerialet lige her. Alt godt.

Al kødets gang

For omkring halvandet år siden kom Henrik Harksen fra forlaget HHP til mig og spurgte om jeg ikke havde lyst til at skrive en kortroman til hans forlag. Den skulle være en del af en ny serie med undertitlen gotisk krimi, og hvordan jeg tolkede det, var op til mig. Jeg svarede at det kunne jeg godt, og nu er det så 2015 og kortromanen (på grænsen til at være en roman) er nu lige på trapperne.

 

Efter den indledende aftale, kom der en mail, hvor min nu forlægger skrev til mig, at han gerne ville se hvad jeg kunne gøre med følgende elementer: En familie og en mørk og dyster hemmelighed fra fortiden. Da jeg så hvad han havde foreslået, kunne jeg ikke gøre andet end at grine, for den konstellation af plot-elementer måtte vel næsten høre til de mest brugte - på linje med uopnåelig kærlighed mellem to unge fra forskellige kår eller hjem/ud/hjem-tanken. Efter jeg var færdig med at grine, begyndte jeg så at tænke, og noget af det første der faldt mig ind var, at når jeg var blevet serveret noget, der var set før, skulle jeg netop lade det lede mig og ikke stritte imod. Så jeg tilføjede yderligere elementer, der spillede på nogle af horrors konventioner - som f.eks. et gammelt hus og en dyb kælder.

Selv om jeg jonglerede og legede med nogle elementer, der kan opfattes som klichéer, forstod jeg også hurtigt, at der skulle være mere end det i fortællingen. Faktisk havde jeg ikke skrevet mere end en side eller to, før jeg tænkte at sproget i sig selv måtte gøres til en faktor. Resultatet af det er blevet, at Al kødets gang både kan læses som en gotisk krimi (med vægt på gotisk) og som et stykke realisme (på grænsen af socialrealisme). Hvad jeg er rigtig stolt af er at de to måder at se fortællingen på, ikke udelukker hinanden. 

Forsiden er direkte forbundet med fortællingen. Søren, der har forladt sit barndomshjem af uvisse grunde og for mange år siden, bliver kaldt hjem fordi hans mor ikke længere kan klare sig selv og Sørens eneste anden familie ikke er interesseret i at tage vare på hende. Søren bliver dog lokket med udsigten til at arve familiens formue og firma, ting der tilsammen vil kunne gøre livet meget komfortabelt for ham. Jeg er meget glad for at forsiden kommunikerer en blanding af det gotiske og det krimi-fokuserede. Der er noget ganske ildevarslende over løkker, der kan strammes til og samtidig er reb både et effektivt redskab til at begå mange forbrydelser og ladet med symbolik. Det er sådan lidt mumser, hvis man spørger mig.

Er det så anderledes at have skrevet en fortælling, fordi man bliver bedt om det? Ja, selvfølgelig er det det og nej, det er det ikke. Inden jeg skrev Al kødets gang havde jeg allerede en spøgelsesagtig outline liggende til noget større, og det var den idé der blev skrevet sammen med forlæggerens tanker - så på den måde kan man sige at jeg faktisk fik de resterende brikker til historien, netop ved at blive bedt om at skrive den. Skriveprocessen har dog været identisk - ikke mindst fordi jeg har haft mine sædvanlige frie hænder til at vride og vende fortællingen som jeg ville. Forlæggeren og jeg har kommunikeret en del frem og tilbage over mail, slutningen er blevet skrevet om, og der er blevet tilføjet nogle flere kapitler i forhold til første udkast, men alle de ting ville også være sket med et 'normalt' manus. Så egentlig vil jeg gå i rette mig selv. Det har været præcis det samme som at skrive noget uden at blive bedt om det, og det gør Al kødets gang lige så meget mit barn som mine andre udgivelser.

Jeg håber du har lyst til at købe den og læse den. Jeg synes i hvert fald den er det værd. Så meget, at jeg i dette indlæg har holdt kortene helt tæt ind til kroppen, for ikke at ødelægge noget. Al kødets gang udkommer den 15. juli på HHP og kan købes ved at følge linket.

Junis nyheder - om forsider, priser, diskussioner og oplæg

Hvis jeg skal være pinligt korrekt, er dette indlæg nyheder fra både maj og juni. Jeg tænker det er bedst at samle lidt til bunke, da tingene har det med at ske drypvis. Som vanligt arbejder jeg mange timer dagligt med min skrivning, ikke mindst fordi jeg har gang i flere projekter, men jeg overvejer faktisk at tage et par dages ferie i juli. Det er nok en vanvidstanke jeg kommer til livs i løbet af sommeren.

 

Efter mange måneders arbejde er det endelige manus og forsiden til min næste udgivelse klar. Som du kan se på forsiden, er titlen Al kødets gang, den udkommer på H. Harksen Productions og bliver en del af serien gotisk krimi (en hybrid, der forsøger at trække på elementer fra krimi såvel som horror). Når bogen udkommer vil jeg vie et indlæg til den alene, men jeg kan allerede nu sige at jeg er meget imponeret over forsiden. Den har noget ganske fascinerende over sig. Hvis alt går som det skal, udkommer bogen meget snart. I længde er den lidt over 40.000 ord, hvilket enten gør den til en lang kortroman eller en kort roman.

I sidste måned skrev bibliotekar på Odense Bibliotek, Jan M. Johansen, et indlæg med titlen Nyere dansk horror – et vue gennem tiden. Det var en rigtig fin gennemgang af mange af de forfattere, der gennem de sidste 15 år er vokset frem, såsom Jonas Wilmann, Patrick Leis, Steen Langstrup, Thomas Strømsholt, Teddy Vork og Christian Reslow, for nu at nævne nogle få. Hvad jeg også synes er rigtig godt ved indlægget er at Jan husker de andre folk, der er involveret i dansk horror, men som ikke optræder primært (eller slet ikke) som forfattere. Folk som Henrik S. Harksen og Mathias Clasen får en behørig salut med på vejen. Selv har jeg æren af at blive nævnt et par gange, hvilket jeg selvfølgelig er meget glad for. Artiklen er værd at læse, både for den systematiske gennemgang af genren, men også for litteraturlisten til sidst. Alene den kan sikre mange søvnløse nætter. Dog er der også plads til forbedringer, da jeg bl.a. tænker at Michael Kamp er underrepræsenteret.

I sidste weekend var der Fantasticon, og der var jeg nomineret til Niels Klim-prisen i to kategorier. Heldigvis vandt jeg i den ene, for kortromanen Live, der er halvdelen af min dobbeltroman Ambrosia/Live, og nu pryder trofæet min boghylde. Jeg kunne desværre ikke være der på dagen, så jeg modtog den dagen efter. Et stort tillykke til de andre vindere - og du kan se hvem det var, ved blot at følge linket.

Det der med at smile kan jeg bare ikke finde ud af. (Foto: Niels Dalgaard)

 

Det er ingen hemmelighed at det er vanskeligt at klare sig som genreforfatter i Danmark. Jeg bruger ordet genreforfatter, selv om jeg egentlig finder det forkert og hæmmende, for enten er al litteratur (og det ord bruger jeg derimod) genre, eller også er der ikke noget der er. Ikke desto mindre har der i de sidste par uger været ophidsede debatter i alle forgreninger af det litterære miljø. Mette Høegs omdiskuterede klumme om kvindelige forfattere vil jeg ikke komme ind på, men i stedet for kort vende projektøren mod andedammen i andedammen, nemlig det fantastiske miljø i Danmark. Rasmus Wichmann har begået et indlæg på Litteratursiden, betitlet Er amatørismen skadelig?, hvor i hvert fald en del af teksten handler om hvorvidt fanmiljøet i virkeligheden er den fantastiske litteraturs største fjende. Efterfølgende kammede facebook over i mange vrede fans, der følte sig trådt på, nedvurderet og/eller latterliggjort og debatten blev også derefter. Atter efterfølgende postede Flemming Rasch indlægget Fandom: Rygklapperi eller kreativt fællesskab? , som jeg tænker er en sober adressering af mange af klagepunkterne. Det store problem er blot, at som jeg ser det, er der ingen afklaring, ingen tanker videre. Det er et råb, mødt med forargelse, modråb, adressering og om et øjeblik har ringene i vandet lagt sig igen.

Men, sidder jeg ikke bare og lurepasser? Forholder mig til hvad andre siger, men siger ikke selv noget? Jo, det er der noget om. Som forfatter ser jeg mig selv som ret inhabil i meget af denne sag - er det overhovedet min rolle at være debattør i diskussionen om fandom, eller er min rolle at levere teksterne? Selvfølgelig gør jeg mig mine tanker, men bør jeg bringe dem til torvs? Jeg vil runde mit indlæg af med at sige følgende: Det fantastiske miljø i Danmark anno 2000 og det fantastiske miljø i Danmark i 2015 er ikke det samme, og derfor tænker jeg at tiden er kommet til at tænke anderledes tanker. Dermed ikke ment at tankerne har stået stille. De femten år har fostret antologier, magasiner, nye forfattere, spændende cons og fede tiltag, og alle de ting skal der værnes om, på den ene eller anden måde. Men når det alt sammen er fostret, er det måske også relevant at overveje hvordan det kan begynde at vokse sig stort?

Året der gik: 2014, Del 1

Så er det lykkedes os alle sammen at tage en tur til i manegen, og derfor vil jeg, som traditionen byder (det bliver vist en tradition, tredje gang man gør noget?) løbe skriveåret 2014 igennem. Som jeg har for vane, lægger jeg også ud med de kolde, hårde facts der vist mest af alt viser hvor meget OCD jeg egentlig har. I løbet af de næste par dage vil der også komme en årsrapport uden så mange tal, og en billedkavalkade. Vrøvl, den kan I lige så godt få nu.

2014 har også været et travlere år end 2013. Det virker som om, at tingene griber fat i hinanden. I år har jeg skrevet 21 noveller, jeg har oversat yderligere tre af mine noveller til engelsk, jeg har skrevet en novelle på engelsk og så har jeg også tilvirket 13 stykker tekst, der går under klassificeringen 'Skår'. Ikke helt noveller, ikke helt kortprosa, men en blanding. Ud over dette har jeg færdigskrevet en kortroman og er allerede meget langt inde i noget, der nok bliver til en roman. Og nu skal tallene på bordet:

--------------------------------------------------------------------------------

Science fiction

Lige børn (2300 ord, januar)
Ukrudt (3900 ord, januar) med i antologien De sidste kærester på Månen, SFC 
Magnum Opus (10300 ord, februar) 

Sand og sten, stål og glas (8100 ord, september)
Bag glas (7450 ord, november)

Horror

I løngangen (10800 ord, februar) 
Udyr (7800 ord, juni) vinder af KANDORS novellekonkurrence Varulv.
Hjertely (3400 ord,juni)

Realisme

Ex libris (6200 ord, januar)

Monument (4200 ord, marts) 

Sidste nat på Vågevej (5300 ord, april)

Solnedgange (1400 ord, maj) med i e-antologien Du danske sommer fra Candied Crime

Vi savner dig (sms-novelle, juni) udgivet på onlineforlaget Sms-press.

Henrik gæsteoptræder (5300 ord, august)
Redningsmand (4000 ord, august) med i antologien Døden har en årsag, KANDOR

Holger skal dø (2300 ord, oktober)

Sejren er vor (8000 ord, december)

Hybrider og andet

Mimesis (fantastisk fortælling/horror, 6400 ord, marts)

Alchemy (horror, 1300 ord, engelsk, april) udgivet i Massacre Magazine #3

En hundekunst (3200 ord, fantastisk fortælling, maj) sendt ind til Himmelskibet 
En tragedie (5250 ord, horror/fantastisk fortælling, juli)
Glasruder (2650 ord, erotik, september) 
Imprint (horror, 300 ord, engelsk, januar) vinder af flash fiction-konkurrence.

Større projekter
Al kødets gang (41500 ord, horror, kortroman, maj-december) udkommer i 2015

Et satans arbejde (41200 ord, roman, oktober-)
Lea (33000 ord, kortroman/roman, februar)

Skår
Gadedreng (om en bleg dreng med en skotøjsæske)
Evighedsmaskine (om en stor maskine, der kører på lymfe og benzin)
Holdånd (om en dødeligt syg mand, der holder med Japan)
Husalter (om en drøm om et hus midt i alting)
Salgsværdi (om en nikotinbeklædt lejlighed, rengøringsmidler og cigaretter)

Spøgelsesjæger (om et ødelagt kamera og en desperat juicer)
Elskovsrede (om et aparte par og et antikvarisk hotel)
Skabertrang (om en gigtplaget mand og en drage i haven)
Forfatterskab (om en træt forfatter og et bidsk publikum)
Hjemve (om et selvbyggende hus og en nysgerrig dreng)
Billardhaj (om to pædagogstuderende, et billardbord og mobiltelefoner)
Øjenkontakt (om et badeværelse og en mand, der ser alt)

Menneskeværd (om menneske på menneske og mudder) 

Skrinlagt

Det grå guld (fantastisk fortælling/humor, skrinlagt ved 2800 ord)

--------------------------------------------------------------------------------

Jeg har det stadig fint med at skrive rigtig mange noveller - lige meget hvad jeg gør, bliver de ved med at være min foretrukne udtryksform. Dog er det ikke længere alle konkurrencer, jeg skriver til (selv om det kan virke sådan). Til dels fordi jeg ikke har tiden, og til dels fordi nogle konkurrencer er mindre gode for forfatteren. Andre igen ikke har min interesse. De 500 ord om dagen mere end overholder jeg. Faktisk tror jeg at jeg nærmer mig de 750. Ofte skriver jeg synkront på to ting, et større projekt og et mindre, normalt en novelle.

Næste del af årsrapporten vil jeg fortælle lidt om de ting, der har optaget mig i løbet af 2014, hvordan det har været endnu engang at møde helt nye udfordringer og hvordan man godt kan blive træt efter at have skrevet i en del år. Jeg håber du gider læse med og så selvfølgelig at du er kommet helskindet ind i det nye år.

Nyheder i juli 2014

Så er der igen gået lidt tid i forfatterburet, og der bliver ved med at ske ting hist og her - heldigvis for det. Ellers kunne man jo blive lullet ind i en falsk tryghedsfølelse. Jeg har langt om længe fået lektøren til Ambrosia/Live og den er lidt et tveægget sværd. På den ene side er den faktisk rigtig god - og på den anden side er der nogle ting, der får denne herres kæphest væk fra den lune stald og ud over stepperne. Hop med, om du lyster.

 

Inden da er der dog et par smånyheder. For det første har jeg redigeret Lyden af blade der falder fra omi-træet, der er med i Ny Dansk Fantasy 2014. Det var anden omgang tekstkigning, og det betyder at den burde være lige på trapperne - heldigvis. Det er en antologi, jeg ser meget frem til, da den kun indeholder otte noveller. Normalt er antologier på den anden side af de ti, så om det er manglende indsendelser, høj kvalitet eller historiernes længde, må hvile i fremtiden.

Ligeledes er en anden af mine noveller, En sang om vand, der er kommet med i antologien Mørke guders templer, også tilbage på sporet. Hele projektet blev ramt af et grelt teknisk uheld, og en overgang virkede det som om det hele gik i vasken. Heldigvis ikke. Hvornår den samling kommer ud, er dog stadig uvist.

Og så til lektøren:
Der er mange gode takter fra lektøren. Hun har helt fat i dobbeltheden bag udgivelsen og hvad der er ideen er med de to historier. De er 'velskrevne', og indholdsmæssigt er niveauet godt. Alt sammen noget, der egentlig burde sælge varen pænt til bibliotekerne. I stedet har den solgt moderat.
Men, og her kommer der et stort men. Hun ser sig nødsaget til (på 211 ord) at nævne at det er science fiction fem gange, tre gange alene i konklusionen. Ikke alene er det forkert (Ambrosia er en fantastisk fortælling), det er også ret mærkeligt. Især sætningen "man skal gide genren" (der også står i konklusionen), er helt hen i vejret, og som jeg skrev på facebook, lige da jeg havde fået lektøren: Ville man mon også have skrevet det ved en krimi? Eller ved en socialrealistisk roman?
Egentlig synes jeg ikke lektøren gør et dårligt arbejde, tværtimod virker det som om hun har læst bogen på dens egne præmisser. Det er i delefasen, at bedømmelsen lander på de frygtelige genre-ord. Noget der så langt fra var nødvendigt.
Dog er det spøjst at science fiction-mærkaten er så fremhævet. Jeg kunne nok forstå det, hvis Live var proppet med rumskibe, aliens og lyssværd ... men det er den ikke. Der er nogle få elementer (verdens undergang) der måske hører til i science fiction-genren, men det er også alt. Så ville jeg langt hellere have at den gode lektør havde holdt sig til den flotte formulering af dobbeltromanen, som hun faktisk giver: Dobbeltroman fra nutidsdanmark om verdens undergang og menneskeracens fortid.

Kæphesten er selvfølgelig genrespøgelset. Jeg er så pissetræt af det, for nu at tale nutidigt dansk. Ethvert værk fortjener at blive bedømt på sine kvaliteter som historie og efter hvilke tanker, det sætter i gang hos læserne. At hamre og banke løs på hvilken genre det er, er blot med til at slå endnu større skel mellem hvad der kan betragtes som god (rigtig?) litteratur og hvad der ikke kan. I al den tid jeg har skrevet har jeg prøvet at stille mig på barrikaderne i forsvar for det førstnævnte argument. Nu begynder jeg sgu at blive lidt træt. For det virker til, at lige meget hvor mange arrangementer, der bliver stablet på benene og på trods af et væld af forklaringer er der bare visse genrer, der, om ikke udskældes, så i hvert fald skal påpeges igen og igen som værende noget andet.

Det er også muligt at det er mig der er for fintfølende - det kan sagtens være tilfældet. Jeg tænker dog at det er markant. Og lidt skræmmende.

Majs arbejde 2014

Den sidste forårsmåned er rundet af og med den også en del af mine projekter. I løbet af maj var jeg nødt til at have en tjekliste, for hele tiden at huske mig selv på hvad det nu var jeg skulle lave. Tasterne har glødet - både dem i stuen og dem i arbejdsværelset. Nu hvor sommeren kommer anmasende er det nemlig fedt at have to skrivestationer. Så er der nemlig altid en, hvor man ikke får solen lige i fjæset. Maj var så fyldt med arbejde, at jeg den 30. maj endnu ikke havde skrevet en novelle. Heldigvis var jeg færdig med de andre projekter der, så i en raptus (godt med nogle gamle ord) producerede jeg to noveller i løbet af de sidste to dage. Det er vist ikke noget der sker igen lige med det samme.

Solnedgange (1400 ord, realisme)
Al kødets gang (35400 ord, horror, kortroman)
En hundekunst (3200 ord, fantastisk fortælling)

Solnedgange er et blidt stykke prosa, der handler om flere solnedgange. Og om to mænd, der tager en stille gåtur på stranden for at oparbejde appetit til desserten på badehotellet.

I En hundekunst møder vi den lokale skadedyrsbekæmper, der også virker som hundefanger. Vi får historien fortalt over en dram, og det er ikke helt sikkert at han selv tror på den. Men det er noget med en hund, en død ejer og lige lidt for lang tid.

I løbet af maj måned var jeg ude og lade munden løbe et par gange. Første gang var i Næstved den 22. maj sammen med Michael Kamp. Han har skrevet et fantastisk indlæg om præcis hvordan det var den aften, så jeg vil blot sige at jeg kom godt hjem, selv om det var ude på de små timer.

To dage senere, den 24. maj, stod jeg så i Odense, i anledning af zombiefestivalen. Det er første gang jeg har prøvet at være hovednavnet et sted, men det ville da være en fed løgn hvis jeg påstod at det ikke var ganske behageligt. Op til festivalen havde jeg brugt en del tid på at finpudse mit foredrag om Den litterære zombie - et ikke alt for let område, da zombien som de fleste nok ved er født ud af filmmediet. Jeg skulle holde foredraget to gange, og det gik rigtig godt. Ikke mindst fordi det publikum, der var mødt op, var meget interesseret i hvad jeg havde at fortællle. Undervejs vaklede de levende døde rundt i gaderne, og jeg fik med egne øjne set at ægte zombier tydeligvis overlever på en blanding af frisk kød og fadøl. Med lidt held kommer der snart nogle billeder fra selve arrangementet. Ellers kan man følge med her på deres facebook-gruppe. Jeg synes dog kun det er fair, at jeg nævner de to andre oplægsholdere - Steen Christiansen, der fortalte om zombiernes kulturhistorie og Camilla Roed Hollensen, der underholdt med et studium i fankulturen bag zombier. De var begge dygtige og klart værd at høre på.

Nu skulle maj jo ikke kun bruges til congalines og gøren sig klog foran projektør. I løbet af måneden skrev jeg min kortroman, Al kødets gang, færdig og det var lidt af en mærkelig vandring. Officielt er genren gothic crime, men den er nok mere gothic end crime. På et tidspunkt kommer der et indlæg kun om den, men indtil videre kan jeg afsløre at jeg anvender nogle gode og kendte troper. Et gammelt hus, en arv, en senil mor og et gyngestativ i baghaven. Det ændrer dog ikke på at jeg ikke helt har set en historie som den i Al kødets gang. Måske vil mine fremtidige læsere være enige. Eller kaste med æg efter mig.

Jeg tænkte vi alle sammen havde brug for en lille snackpause.

Som nævnt i nogle tidligere indlæg, har jeg et stykke tid arbejdet med at redigere og omskrive en samling horror-noveller. Det stykke arbejde er nu færdigt, og forlaget modtog i sidste uge 18 noveller. Så mange skal der dog ikke være med - vi skal helt ned på en 12-13 stykker, så nu venter et stykke tid med udvælgelse. Indtil videre bærer samlingen dog stadig titlen Kærlighedsfrugt. Mange af mine trailers har i den seneste tid været om kandidaterne, så hvis du ikke kan styre din nysgerrighed, gemmer der sig lidt guf der.

Som den sidste ting har jeg i et stykke tid arbejdet for forlaget Valeta som udarbejder af undervisningsmateriale. I løbet af maj måned har jeg svedt over Heidi Fjelstrups nye novellesamling Pudder, der udkom den 1. maj (samtidig med Ambrosia/Live). At lave undervisningsmateriale er en god måde for mig at blande min lærererfaring med mine forfatterevner. Undervejs bragte nogle af novellerne mig ud i internettets afkroge efter spændende links, og det er sjældent noget jeg gider brokke mig over. Det er utroligt hvad man kan samle op ;)

Phew - så nåede jeg igennem. Juni er ikke så travl som maj, men der kommer til at ske nogle spændende ting alligevel. Jeg vil være at finde på Fantasticon 14/15.juni (stirrende begærligt på Niels Klim-prisen ... så er det sagt), der skal skrives en horror-novelle og så regner jeg med at udkomme i det engelske Massacre Magazine inden alt for længe.