2014

Året der gik: 2014, Del 1

Så er det lykkedes os alle sammen at tage en tur til i manegen, og derfor vil jeg, som traditionen byder (det bliver vist en tradition, tredje gang man gør noget?) løbe skriveåret 2014 igennem. Som jeg har for vane, lægger jeg også ud med de kolde, hårde facts der vist mest af alt viser hvor meget OCD jeg egentlig har. I løbet af de næste par dage vil der også komme en årsrapport uden så mange tal, og en billedkavalkade. Vrøvl, den kan I lige så godt få nu.

2014 har også været et travlere år end 2013. Det virker som om, at tingene griber fat i hinanden. I år har jeg skrevet 21 noveller, jeg har oversat yderligere tre af mine noveller til engelsk, jeg har skrevet en novelle på engelsk og så har jeg også tilvirket 13 stykker tekst, der går under klassificeringen 'Skår'. Ikke helt noveller, ikke helt kortprosa, men en blanding. Ud over dette har jeg færdigskrevet en kortroman og er allerede meget langt inde i noget, der nok bliver til en roman. Og nu skal tallene på bordet:

--------------------------------------------------------------------------------

Science fiction
Lige børn (2300 ord, januar)
Ukrudt (3900 ord, januar) med i antologien De sidste kærester på Månen, SFC 

Magnum Opus (10300 ord, februar) 
Sand og sten, stål og glas (8100 ord, september)
Bag glas (7450 ord, november)

Horror
I løngangen (10800 ord, februar) 
Udyr (7800 ord, juni) vinder af KANDORS novellekonkurrence Varulv.
Hjertely (3400 ord,juni)

Realisme
Ex libris (6200 ord, januar)
Monument (4200 ord, marts) 
Sidste nat på Vågevej (5300 ord, april)
Solnedgange (1400 ord, maj) med i e-antologien Du danske sommer fra Candied Crime
Vi savner dig (sms-novelle, juni) udgivet på onlineforlaget Sms-press.
Henrik gæsteoptræder (5300 ord, august)
Redningsmand (4000 ord, august) med i antologien Døden har en årsag, KANDOR
Holger skal dø (2300 ord, oktober)
Sejren er vor (8000 ord, december)

Hybrider og andet
Mimesis (fantastisk fortælling/horror, 6400 ord, marts)
Alchemy (horror, 1300 ord, engelsk, april) udgivet i Massacre Magazine #3
En hundekunst (3200 ord, fantastisk fortælling, maj) sendt ind til Himmelskibet 
En tragedie (5250 ord, horror/fantastisk fortælling, juli)
Glasruder (2650 ord, erotik, september) 
Imprint (horror, 300 ord, engelsk, januar) vinder af flash fiction-konkurrence.

Større projekter
Al kødets gang (41500 ord, horror, kortroman, maj-december) udkommer i 2015
Et satans arbejde (41200 ord, roman, oktober-)
Lea (33000 ord, kortroman/roman, februar)

Skår
Gadedreng (om en bleg dreng med en skotøjsæske)
Evighedsmaskine (om en stor maskine, der kører på lymfe og benzin)
Holdånd (om en dødeligt syg mand, der holder med Japan)
Husalter (om en drøm om et hus midt i alting)
Salgsværdi (om en nikotinbeklædt lejlighed, rengøringsmidler og cigaretter)

Spøgelsesjæger (om et ødelagt kamera og en desperat juicer)
Elskovsrede (om et aparte par og et antikvarisk hotel)

Skabertrang (om en gigtplaget mand og en drage i haven)
Forfatterskab (om en træt forfatter og et bidsk publikum)

Hjemve (om et selvbyggende hus og en nysgerrig dreng)
Billardhaj (om to pædagogstuderende, et billardbord og mobiltelefoner)
Øjenkontakt (om et badeværelse og en mand, der ser alt)
Menneskeværd (om menneske på menneske og mudder) 

Skrinlagt
Det grå guld (fantastisk fortælling/humor, skrinlagt ved 2800 ord)

--------------------------------------------------------------------------------

Jeg har det stadig fint med at skrive rigtig mange noveller - lige meget hvad jeg gør, bliver de ved med at være min foretrukne udtryksform. Dog er det ikke længere alle konkurrencer, jeg skriver til (selv om det kan virke sådan). Til dels fordi jeg ikke har tiden, og til dels fordi nogle konkurrencer er mindre gode for forfatteren. Andre igen ikke har min interesse. De 500 ord om dagen mere end overholder jeg. Faktisk tror jeg at jeg nærmer mig de 750. Ofte skriver jeg synkront på to ting, et større projekt og et mindre, normalt en novelle.

Næste del af årsrapporten vil jeg fortælle lidt om de ting, der har optaget mig i løbet af 2014, hvordan det har været endnu engang at møde helt nye udfordringer og hvordan man godt kan blive træt efter at have skrevet i en del år. Jeg håber du gider læse med og så selvfølgelig at du er kommet helskindet ind i det nye år.

De sidste nyheder i 2014

Hvis man løfter hovedet og snuser godt ind, kan man næsten lugte 2015. Her på Nørrebro lurer det næste år under tagskægget og i arbejdsværelset, men inden vi forlader 2014 helt, er der kommet en del nyheder luntende. Alt sammen dejlige ting at afslutte et meget stressende arbejdsår med.

For at få os i gang, vil jeg fortælle en lille anekdote. Vi er tilbage i 2011. Jeg havde lige fået udgivet Pandaemonium og med en 800 siders roman på CV'et, mente jeg nok at kunne kalde mig forfatter. Da jeg et par måneder senere var i Fantask sammen med en kammerat, undrede det mig derfor at min zombieroman ikke stod på hylderne, for af alle steder burde Fantask vel have fantastisk litteratur stående? Så jeg spurgte manden bag disken, og modtog svaret "Vi fører ikke danske bøger." Jeg var rystet og også lidt ked af det. For når ikke engang 'nørdernes' egen biks gad sælge de danske værker, hvem fanden skulle så? Et tryk på spoleknappen og nu er det december 2014. Og pludselig modtager jeg en besked fra selvsamme kammerat. 'Tag et kig på Fantasks side' siger han - og der var den sørme. Endelig, langt om længe, efter mange år, solgte Fantask Pandaemonium. Dermed er det bevist, at alt vitterligt kommer til den som venter. I hvert fald hvis definitionen af 'alt' er at få sin zombieroman på hylden i en boghandel.

Hvert år anmelder Flemming Rasch science fiction-antologien fra SFC (De sidste kærester på Månen), og 2014 er ikke anderledes. Han gør altid et grundigt arbejde, og i år har han meget positive ord at sige om min novelle Ukrudt.

"Ukrudt er en ganske fremragende science fiction-novelle, hvor personer, verden og ide går op i en højere enhed. Menneskene på den primitive planet kæmper mod naturen og en af de måder de gør det på er meget barbarisk."

Tidligere på året var der Kulturnat i København, og der medvirkede jeg i arrangementet Nattens væsner i Dansk Forfatterforening. Jeg havde omskrevet Pontoppidans novelle Naadsensbrød til en varulvehistorie (Hjertely), men beholdt både tematikken og sprogtonen. På dagen blev der filmet, og nu er jeg sørme så en del af video, hvor du kan høre mig læse lidt op. Som en ekstra bonus har jeg høj hat på. Du kan se videoen ved at følge linket - og hvis det kun er mig, du vil se, begynder jeg cirka tre minutter inde.

Sitet bogblogger.dk har anmeldt antologien Varulv, som jeg er så heldig at optræde i. Emil Blichfeldt har anmeldt antologien synkront med Teddy Vorks novellesamling Sprækker, og om min novelle Udyr har han følgende at sige:

"Stærke kvinder kan også være varulve, hvilket A. Silvestri viser i sin historie, Udyr, hvor kvindens mand holder sig selv indespærret med sine tre døtre for at undgå at blive ædt af sin kone. Kvinden er tydeligvis et monster, men ganske langsomt går det op for læseren at faren, måske er det ægte udyr ... Silvestri skriver fænomenalt og har et kæmpe potentiale."

Og så er jeg der næsten ikke flere nyheder - undtagen denne. Besøgsantallet på min blog har nu rundet 50.000 besøg fra Danmark. Der er flere fra USA, men jeg har på fornemmelsen at der nok ikke er så mange amerikanere, der er interesserede i lille mig. Det har taget mig seks år at nå til 50.000, så det er ikke hver dag min blog overrendes. Tælleren er gået forbi her i sidste uge, og en af de store grunde til det, er nok indlægget, jeg skrev den 1. december. Derfor vil jeg linke til det, fordi jeg synes det er en vigtig sag - decemeber eller ej, og så ellers sige godt nytår - vi ses på den anden side, hvor jeg vil se tilbage på skriveåret 2014, komplet med lister, billeder og selvlir.

En julebøn fra den ukendte forfatter.