Om seks dage er det 10 år siden at jeg debuterede.
Forlaget hed Hexameter. Receptionen var i kælderen til Literaturhaus. Bogen hed Køtere dør om vinteren.
Jeg var 33. Jeg havde inviteret gæster. Jeg havde inviteret familie.
Jeg læste en af bogens 31 noveller op. Brølende kronhjort ved skovsø. Da jeg holdt en kunstpause inden sidste linje og pointen, begyndte folk at klappe. Det tænker jeg tit på.
Det var blevet mørkt, da jeg gik hjem alene. Jeg havde fire-fem øl i blodet, og en fremtid jeg ikke anede ville blive så stor som den er blevet. Jeg vidste kun, at nu var jeg forfatter.
Sådan så jeg ud i 2010. Jeg ligner næsten mig selv.
Her er min forsiden til min debut. Det er ikke særlig længe siden, undtagen når jeg tænker på det.
Hvordan opsummerer man 10 års liv i et enkelt indlæg, hvor det samtidig skal give bare lidt mening for den, der læser det?
Jeg kunne gå efter en oprigtig takketalestil, hvor jeg nævner de mange mennesker, jeg har mødt gennem min skrivning, som har støttet mit forfatterskab og virke, og dermed mig som kreativt menneske.
Eller jeg kunne vælge at fortælle om de afslag, misforståelser, skuffelser, mistede venskaber, skænderier, forliste manuskripter og følelser af utilstrækkelighed, der har været (og er) en del af min forfatterpakke.
Jeg kunne også hægte mentorbrilllerne på min knold af en næse, og strø om mig med velmenende råd til alle nybegynderne, der skriver deres første historie eller nærmer sig det okkulte øjeblik det er at debutere, for derved at give noget tilbage. Jeg ved bare ikke, om jeg har noget klogt at sige.
En fjerde mulighed er at brøle fra en papkasse om hvordan visse genrer og grupperinger i det danske boglandskab ikke inviteres med til højbords eller bare får lov til at gnave en fedtet knogle i skarnkassen, fordi der er ulige hold fra start. Selvfølgelig uden at lyde forsmået.
Jeg kunne fortælle om hvordan jeg har udviklet mig som skribent. Hvordan min forståelse af sprog, virkemidler, plot og tilgang til det at vride ord på papir er stærkere end tidligere, men at tvivlen stadig sidder på min skulder.
Sjette alternativ er at nævne alle de oplevelser jeg har haft som forfatter. De mennesker, jeg har givet hånd eller optrådt sammen med, de steder der har huset mig eller de øl fra lokale og skyggefulde bryggerier, jeg har drukket (øllene altså, ikke bryggerierne).
Jeg kunne forsøge at videregive de mange timer brugt på at redigere, de utallige mails der aldrig har modtaget et svar, de værker der aldrig har fundet læsere og de tekster der aldrig er nået ud over rampen.
Her står jeg med min første Niels Klim-pris. Uden briller gør en del.
Her er min første udgivelse. Det er lidt snyd. Det var nemlig i 2008.
Jeg kunne lave systematiske nedslag, et for hvert år i karrieren, hvor jeg trækker alle de positive fortællinger og sansninger frem, og dermed understreger hvor blødt det kan føles at opfinde verdener og levere dem i denne.
En tolvte variant kunne være mit syn på hvornår man er forfatter, hvad det vil sige at skrive eller do’s og don’ts, når det kommer til at være sig selv tro. I samme åndedrag kunne jeg tale om at involvere sig i forfattersager.
Jeg kunne fortælle om forskellen på at skrive på dansk og engelsk, og hvordan markederne er vidt forskellige, i tone såvel som i muligheder.
En fjortende idé kunne være at snakke om formater. Hvordan det er at skrive fiktion på maksimum 100 ord, designe en tekst til at fungere som sms eller opleve, at udvalgte tekster kun findes som lyd.
Jeg kunne også anvende mit tiår som en anledning til at offentliggøre svært tilgængelige tekster, så den gamle Silvestri bliver læst på ny.
Eller - jeg kunne bare fortælle om Køtere dør om vinteren.
Jeg kan ikke træffe en beslutning. De seksten muligheder overlapper sikkert også hinanden. Måske kan du hjælpe.
En ottende kandidat er at beskrive følelsen af at modtage et legat, eller blive hædret med en pris. Det adrenalinspark, der formår at vaske sorg og mørke bort er guddommeligt. Det er også kort. Det varer kun evigt på CV’et.
Jeg kunne opsummere fra min første novelle til min kommende samling om præcis hvor meget jeg har fået udgivet, hvorhenne og på hvor mange sprog - men vil det ikke bare udvikle sig til en runde købmandsregning?
En tiende vinkel kunne være alle de ting, jeg ikke har gjort, fordi skrivningen kom først. De fester, jeg ikke er gået til. De mennesker, jeg ikke har husket. Det årti, der nu hænger og blafrer bag mig som en optrevlet røgfane.
Jeg læser op til Ord under himlen forlængst siden.
Jeg læser op til 500mermaids.dk - der er så længe siden, at hjemmesiden ikke findes længere.
Jeg har stadig en lille uge til at skrive et jubilæumsskrift. Hvad skal jeg skrive om?
